Om at tage historierne og kulturen med hjem
Det har intet med dommedagsprofetier eller sortsyn at gøre, når man ser sig omkring i verden i dag og tænker, at det er klogt at kunne klare sig selv et stykke ad vejen. I vores del af verden har vi i årtier vænnet os til en dyb, fredelig stabilitet, hvor alting bare virkede, og hvor internettet voksede frem som en uendelig gavebod af viden, musik, film og fællesskab. Vi bruger det hele med glæde hver eneste dag. Men realisme handler om at se nøgternt på den tid, vi lever i: Verden er blevet mere uforudsigelig, krig i Europa og hybride trusler er rykket tættere på, og vi bliver jævnligt mindet om, hvor sårbar vores digitale infrastruktur er, når globale nedbrud lammer systemerne, eller cyberkriminelle stjæler personfølsomme oplysninger. At forberede sig på, at skærmen og forbindelsen kan svigte i perioder, er ikke frygt – det er rettidig omhu og sund fornuft.
Et link virker kun, så længe nogen holder døren åben
I løbet af de seneste ti til femten år er der sket et stille skred i vores hverdag: Vi er gået fra at eje vores kultur og vores minder til blot at abonnere på adgang til dem. Så længe nettet er oppe, serveren i Californien snurrer, abonnementet er betalt, og tech-giganterne ikke ændrer deres betingelser, fungerer alt upåklageligt. Men som erfaringen fra et langt liv med teknologi viser, er digitale platforme flygtige. Hjemmesider lukker, når en forening holder pause, formater forældes, og et link på internettet virker kun, så længe der står nogen i den anden ende og holder døren åben. Optagelser på MiniDisc var også en strålende idé engang.
Derfor opstår der en helt særlig ro i maven, når man støver den store samling af musik-cd'er af, har mere end hundrede gode film liggende klar fra egne dvd'er og kan bladre i over 400 indkøbte e-bøger på sin egen maskine. En cd eller en lokal fil kræver ikke et aktivt login, et opdateret sikkerhedscertifikat eller tilladelse fra en fremmed server for at spille Bach, Mozart eller Beatles i stuen. Man har taget ejerskabet tilbage.
Truslen om det historieløse billede
Det samme princip gælder – i endnu højere grad – for vores egne minder og vores fælles lokalhistorie. Her står vi over for et af vor tids største kulturelle paradokser: Vi fotograferer og dokumenterer vores liv som aldrig før, men vi risikerer at efterlade en tavs og historieløs tid til dem, der kommer efter os.
En smartphone eller en net-sky kan sagtens rumme 30.000 billeder. Telefonen ved alt om teknikken bag hvert eneste skud – blænde, ISO-værdi og GPS-koordinater på mikrosekundet. Men den kender ikke historien. Den ved ikke, hvem der ler på bænken, eller hvorfor netop det øjeblik var vigtigt. I farmors gamle fotoalbum stod der med blyant eller sirlig håndskrift under det sort-hvide billede: “Søs og Frede i sommerhuset, 1961”. Uden de få ord er billedet om 50 år blot to fremmede mennesker foran et hus. Og ligger de 30.000 digitale billeder gemt væk i en uoverskuelig sky bag et kodeord, som ingen kender, når vi engang ikke er her længere, ender børnebørnene med at slette hele molevitten på fem sekunder.
Lokalhistorie og familiebilleder har i virkeligheden to fjender: skuffen, hvor minderne gemmes væk, til ingen længere ved, hvad de forestiller, og skyen, hvor billedet og fortællingen skilles ad, når platforme lukker.
Historier, der kan klare sig selv
Hvordan forener man så glæden ved alle internettets muligheder med behovet for, at vores historier, billeder og underholdning kan overleve på egen hånd? Svaret er en tankegang, der vinder mere og mere frem: lokalt først (local-first). Vi bruger nettet til at dele, søge og inspirere hinanden, når forbindelsen er god, men selve værket er bygget, så det kan klare sig selv.
Det er netop filosofien bag værktøjskassen Lokalhistorier, som er vokset frem i Roskilde med udspring i Lokalhistorisk Forening "Syd for Banen". I stedet for at bygge tunge systemer, der er bundet til dyre servere og databaser, hviler hele arbejdet på ét enkelt, urokkeligt princip: Én historie, én fil.
Ved hjælp af 13 små, overskuelige "byggere", der åbnes direkte i en almindelig browser uden login eller brugerkonto, kan enhver samle tekst, billeder og lyd til én færdig, selvstændig HTML-fil. Når man trykker "Gem", smeltes billederne, stemmerne, teksten og layoutet sammen i én og samme fil. Filen er ikke længere en henvisning til en historie ude på nettet – filen ér selve historien.
En værktøjskasse til både minder og god underholdning
Når man først har skabt disse enkle værktøjer, åbner der sig en verden af muligheder, som rækker langt ud over det traditionelle arkivarbejde. Det bliver til levende formidling og meningsfuld underholdning i hverdagen – både på og uden for nettet:
- Bøger og artikler til skærmen: Med Bogbyggeren og Sidebyggeren kan erindringer, slægtshistorier eller beretningen om barndommens gade samles til små digitale bøger med kapitler, indholdsfortegnelse, valgfri skriftstørrelse og "gulligt papir" (sepia-tema) til aftenlæsningen. Bogen husker endda selv, hvor langt man nåede, når man åbner den igen uden internet.
- Lyd i ørerne og billeder med lup: Med Feltoptageren og Lydfortælling kan mormors stemme eller fortællingen om den gamle rejsegrammofon fra 1960'erne gemmes sammen med billeder og udskrift. Og med Enkeltbillede-byggeren og dens indbyggede lup kan man gå på opdagelse i gamle fotografier i fuld opløsning og zoome 14 gange ind på et gammelt butiksskilt på Algade eller et ansigt i baggrunden.
- Historiehylden i lommen: Selv store film, podcastserier og samlinger som 572 billeder af Roskilde Domkirke kan pakkes i ukomprimerede zip-filer og hentes ned i SFB-afspilleren på telefonen. Så spiller lokalhistorien eller musikken videre over bilens højttalere med slukket skærm – midt i et område uden mobildækning, helt fri for reklamer og abonnementer.
- Familiens digitale pengeskab: Samme teknik kan endda bruges helt lavpraktisk i hverdagen, som med det lille værktøj Pengeskab, hvor familiens koder kan ligge samlet og sikkert på egen maskine i stedet for i en sårbar sky.
Farmors håndskrift inde i koden
For at sikre, at filerne ikke bare bliver til stumme dokumenter om 30 eller 50 år, har hver eneste fil sit eget usynlige "kartotekskort" syet ind i koden efter den internationale Dublin Core-standard, som biblioteker og museer bruger. Her står hvem der har skabt historien, hvornår det foregik, hvilke emneord den handler om, og hvordan andre må bruge den. Det er nutidens svar på blyantsteksten bag på fotografiet – og fordi teksten står i selve filen lige under billedet, kan billede og fortælling aldrig komme væk fra hinanden.
Endnu bedre er det, at intet er låst. En færdig fil kan om fem eller ti år trækkes tilbage ind i byggeren, hvis et barnebarn vil rette en stavefejl, tilføje et årstal eller bygge videre på historien. Og følger man den gamle, jordnære 3-2-1-regel – tre kopier, på to forskellige slags medier (fx computeren og en lille USB-nøgle), hvoraf én kopi ligger et andet fysisk sted, eksempelvis hos et familiemedlem – så er man bedre sikret end hos de fleste udbydere på nettet.
Fra skærmtid til fællesskab
Det smukkeste ved at tage kontrollen tilbage på denne måde er, at det ikke lukker os inde i os selv – tværtimod åbner det døren til nye fællesskaber. I Roskilde deler seks vidt forskellige foreninger – fra Syd for Banen, Historisk Samfund for Roskilde Amt og Roskilde TV til Røde Kors Roskilde, Roskilde Musik og fællesskabet cirkler – allerede en fælles søgeportal bygget på disse selvstændige filer. Og med Den frie udgave er hele værktøjskassen givet frit videre til folkeskoler, familier og enhver med en kasse gamle billeder i skuffen, helt uden at nogen skal bekymre sig om elevdata, GDPR eller sporings-cookies, fordi intet nogensinde forlader brugerens egen computer.
At gøre sig uafhængig af altid at være online handler i sidste ende ikke om at vende ryggen til nutiden. Det handler om at bruge teknologien med omtanke, så vi bevarer vores nysgerrighed, vores kulturarv og vores livsglæde. Når musikken står på reolen, filmene og bøgerne ligger klar på harddisken, og byens og familiens fortællinger ligger trygt på en lille USB-nøgle i lommen, kan vi nyde alle internettets velsignelser i hverdagen – med den rolige vished, at hvis forbindelsen en dag ryger, så spiller musikken og historierne ufortrødent videre.