Syd for Banens portal

Start

Tag: Arbejdsliv

  • Mit arbejdsliv – Peter Ottesen

    Mit arbejdsliv – Peter Ottesen

    Denne tekst er et selvinterview i podcastformat, hvor Peter Bertel Ottesen udfolder sin personlige og professionelle livshistorie fra barndommen på Fyn til sin pensionisttilværelse. Ottesen indleder med at forklare, at hans dobbeltnavn blev etableret af en lærer, der bad “Peter om at bede Bertel om at stille,” hvilket symbolsk sætter tonen for hans evne til at håndtere rollen som både interviewer og interviewee. Gennem beretningen fremhæves hans opvækst med landbrugsarbejde og handel samt den tidlige start på at køre lastbil som 14-årig, hvilket gav ham en praktisk ballast. Hovedparten af fortællingen fokuserer på Ottesens dynamiske og turbulente karriere inden for EDB og programmering, præget af flere start-ups (hvor han gik konkurs tre gange), ansættelser hos store firmaer som Siemens og Novo Nordisk, og en vedvarende interesse for at lære nye teknologier. Efter at være blevet syg og tvunget i kørestol, finder han glæde og mening i frivilligt arbejde og udforskning af moderne teknologier som AI og podcasting.

    Peter Ottesens Arbejdsliv og Refleksioner

    Dette dokument sammenfatter de centrale temaer og livsbegivenheder fra Peter Bertel Ottesens selvbiografiske beretning. Fortællingen spænder fra en landlig opvækst på Fyn, præget af hårdt arbejde og en tidlig aversion mod landbrugslivet, til en dynamisk og omskiftelig karriere som en af pionererne i den danske IT-branche. Ottesens arbejdsliv er kendetegnet ved en cyklus af intens iværksættervirksomhed, præget af både succes, tragedie og gentagne konkurser i 1970’erne, efterfulgt af perioder med stabil, fagligt fordybende ansættelse hos store virksomheder som Siemens og Novo Nordisk.

    Et gennemgående tema er en urokkelig trang til at lære nyt og mestre komplekse teknologier, fra tidlige minicomputere til moderne databasesystemer og kunstig intelligens. Internationale erfaringer i Polen og Californien i 1990’erne tilføjede nye perspektiver og markerede personlige vendepunkter, herunder mødet med hans nuværende kone og et kompliceret forhold til hans bror. Efter en sygdomsperiode i 2015, der førte til pensionering og et liv i kørestol, har Ottesen genfundet en meningsfuld arbejdsglæde gennem frivilligt arbejde og nye teknologiske projekter, herunder podcastproduktion og en fascination af AI. Hans livsforløb illustrerer en vedvarende søgen efter faglige udfordringer, hvor personlig interesse og udvikling vejer tungere end økonomisk gevinst.

    Barndom og Opvækst på Fyn

    Peter Bertel Ottesen blev født i 1948 på Fyn nær Nyborg som en del af en søskendeflok på fire. Hans opvækst fandt sted på et lille husmandssted i Ørbæk, hvilket gav ham tidlige erfaringer med landbrug og manuelt arbejde.

    • Familiebaggrund: Faderen var kreaturhandler, og moderen var hjemmegående, indtil hun i midten af 1960’erne begyndte at arbejde på en fabrik, hvilket Ottesen husker som værende forbundet med en følelse af statustab. Familien var tæt knyttet til faderens slægt, der boede i nærområdet og havde en meget social omgangsform.

    • Aversion mod Landbrugslivet: Flere barndomsoplevelser skabte en varig modvilje mod landmandslivet:

        ◦ Udmugning: Det hårde og ubehagelige arbejde med at muge ud hos dyrene.

        ◦ Hindbærdyrkning: Et forsøg på at forbedre familiens økonomi ved at dyrke hindbær på en stejl mark, hvilket indebar slidsomt arbejde med en tung fræser og plukning i sommermånederne.

        ◦ Gåseslagtning: Opdræt og slagtning af hundredvis af gæs op til jul, hvor især lugten af plukkevoks (paraffin) har efterladt et stærkt negativt minde.

    • Tidlig Køreerfaring: Som hjælp for sin far med at transportere pattegrise til kvægtorvet i Odense, begyndte Ottesen at køre lastbil på de fynske landeveje allerede som 14-årig. Dette gav ham så stor erfaring, at han kun behøvede en enkelt køretime for at erhverve sit kørekort.

    Uddannelse og Indtræden i IT-Branchen (1968-1975)

    Efter en ifølge ham selv lykkelig skoletid på Nyborg Gymnasium flyttede Ottesen i 1968 til København for at læse statskundskab (politstudiet). Mangel på disciplin og økonomi førte dog til, at han afbrød studiet og i stedet trådte ind på arbejdsmarkedet og i den spirende EDB-branche.

    • Første Jobs:

        ◦ Codan (1969): En kortvarig ansættelse som EDB-operatør, hvor han efter få måneder kedede sig og søgte nye udfordringer.

        ◦ SPS (Systemarbejde Programmering og Service): Fik job som programmørlærling og tilbragte de næste fem år i firmaet, som han beskriver som en rigtig god arbejdsplads med gode kolleger og en udmærket løn.

    • Livsstil i København: Hans tidlige år i hovedstaden var præget af skiftende boligforhold, der afspejlede tidens ånd. Han boede først på et lille værelse, derefter på Grønlandskollegiet og var med til at etablere et kollektiv med syv andre unge i en villa i Hellerup, en periode han beskriver som “en vildt intensiv tilværelse”.

    De Entreprenante År: Fremgang, Tragedie og Konkurser

    I 1975 indledte Ottesen en turbulent periode som iværksætter sammen med sin bror Ejler (revisor) og svoger Orla (flyveleder). De stiftede et EDB-firma, hvor Ottesen var den tekniske drivkraft.

    • Forretningskoncept: Firmaet udviklede administrative systemer til en bred vifte af brancher (ingeniørfirmaer, revisorer, advokater, grossister) ved hjælp af den nye minicomputer-teknologi, som Ottesen lærte sig selv at mestre ud fra en enkelt manual.

    • Vækst og Fald: Virksomheden voksede til omkring 15 medarbejdere og flyttede i større lokaler. Denne periode var dog præget af ekstremt hårdt arbejde og en række ulykkelige hændelser:

        ◦ Tragedie: Vennen Orla omkom i en ulykke med et defekt køleskab.

        ◦ Gentagne Konkurser: Trods den indledende succes gik firmaet konkurs. De startede op igen kort efter, men gik konkurs en anden og senere en tredje gang.

    • Familiebrud: Efter den tredje konkurs havde Peter Ottesen fået nok og afbrød det professionelle samarbejde med sin bror. Dette førte til et personligt brud, og de to talte ikke sammen i mere end 10 år.

    En Periode med Stabilitet og Faglig Fordybelse

    Efter de kaotiske iværksætterår søgte Ottesen en mere stabil tilværelse og blev ansat hos Siemens, hvor han arbejdede i de næste 10 år.

    • Faglig Specialisering: Han arbejdede med Cobol og databasesystemet UDS og blev en anerkendt ekspert, der også underviste Siemens’ kunder i databaseteknikker.

    • Fokus på Læring: En central del af hans arbejde var at holde sig ajour med nye teknologier. Han satte sig grundigt ind i nye relationelle databasesystemer som Oracle og udviklingssproget PL/SQL, hvilket fik stor betydning for hans senere karriere.

    • Afstikker til Salg: I 1984 tog han et års afstikker som sælger og systemingeniør hos Software AG. Selvom han solgte godt, konkluderede han: “sælger var jeg ikke min sjæl”, og vendte tilbage til den tekniske programmering hos Siemens.

    • Personlig Udvikling: Fra 1989 til 1991 deltog han i et toårigt kursus i drømme og drømmetydning under Folkeuniversitetet, hvilket han beskriver som en kilde til stor indsigt.

    Internationale Erfaringer og Personlige Vendepunkter

    I starten af 1990’erne, efter en skilsmisse, søgte Peter Ottesen nye udfordringer, som førte ham til udlandet.

    • Polen (1991-1992): Han fik job som databaseekspert i Warszawa på et stort, 3-årigt EU-relateret skatteprojekt.

        ◦ Oplevelsen: Arbejdet var menneskeligt spændende med kolleger fra over 20 lande, men fagligt fandt han det ikke udfordrende.

        ◦ Indsigt: Erfaringen bekræftede hans overbevisning om, at en høj løn ikke kan kompensere for et uinspirerende job: “uanset hvor mange penge man tjener, så kan det ikke holde i længden, hvis jobbet ikke er spændende og udfordrende.”

        ◦ Privatliv: Han mødte sin nuværende kone, Małgorzata (Maria), i Warszawa.

    • Californien (1993): Efter at have genoptaget kontakten med sin bror Ejler, flyttede Ottesen med Małgorzata til Californien.

        ◦ Arbejde og Familie: Han arbejdede sammen med sin bror, men forholdet blev gradvist forværret.

        ◦ Moderens Død: Mens han var i USA, døde hans mor. På brorens opfordring blev han i Californien og rejste ikke hjem til begravelsen, hvilket hans mor tidligere havde givet udtryk for var acceptabelt.

    Karriere fra Midten af 90’erne til Pension

    Efter hjemkomsten til Danmark i 1994 fortsatte Ottesen sin karriere som IT-specialist, præget af en række jobskifter og en markant periode hos Novo Nordisk.

    • Job Hopping: Han havde korte ansættelser hos Nordea, CSC (hvor han arbejdede på et Oracle-system for Rigspolitiet), og et konsulentfirma, som han forlod efter tre uger, da opgaverne ikke stemte overens med aftalen. Han arbejdede kort hos DDE, der gik konkurs, og var involveret i År 2000-problematikken, som han betegner som “nok en af de største fupnumre konsulentbranchen har gennemført”.

    • Novo Nordisk/NNE: Blev ansat, først som konsulent og senere fast, for at arbejde med styringssystemer (L-MES) til insulinproduktion i forbindelse med opførelsen af verdens største insulinfabrik i Kalundborg. Han beskriver dette som “den bedste og mest spændende arbejdsplads”, han har haft siden 1970’erne.

    • Sene Karriereår:

        ◦ DLH (Dalhoff Larsen & Horneman): Et job han tog imod, selvom han helst ville være blevet hos Novo Nordisk. Han fortryder beslutningen og beskriver arbejdsopgaverne som stadigt mere “kødsommelige” frem til 2012.

        ◦ Fujitsu: Blev som 64-årig ansat som specialist i Oracle og PL/SQL, hvor han arbejdede indtil sin sygdom.

    Sygdom, Pension og Nye Mål

    I december 2015 blev Ottesen ramt af sygdom, hvilket førte til, at han gik på pension i sommeren 2016. De følgende år var dedikeret til genoptræning og tilpasning til et liv som handicappet og kørestolsbruger.

    • Livslang Læringsfilosofi: Han opsummerer sin professionelle tilgang således: “Jeg har hele mit arbejdsliv fokuseret på at lære nyt og blev topdygtig til det.”

    • Genfundet Arbejdsglæde: Efter at have forsvoret, at han nogensinde ville beskæftige sig med computere igen, har han siden sommeren 2022 fundet ny energi og glæde i flere projekter:

        ◦ Podcastproduktion: Arbejder med nye teknikker i forbindelse med at lave podcasts sammen med en ven.

        ◦ Frivilligt Arbejde: Er engageret i et fundraising-projekt for Røde Kors’ “Mandefællesskab” i Roskilde, hvilket han finder meningsfuldt.

        ◦ Kunstig Intelligens: Holder sine tanker beskæftiget med en nyvakt interesse for AI, især ChatGPT.

    Historien om Podcastens indtog i “Syd for Banen”

    “Jamen det ved jeg da en hel masse om!”

    Sagde Niels Jørgen til mig en af de første dage. Ved frokostbordet på Grundtvigs Højskolen i Hillerød.

    Vi var faldet i snak og Niels Jørgen fortalte, at han var på et tegnekursus. Jeg sagde, at jeg var på et kursus, hvor jeg skulle lære at lave podcast.

    Som afslutning af mit kursus skulle vi lave en såkaldt “dummy”, en podcast på maximalt 2,5 minutter. Om et selvvalgt emne. 

    Jeg har i flere år været temmelig nysgerrig omkring historierne om grusgravning i og omkring Roskilde. Både forløbet af gravningen, reglerne for det og den efterfølgende retablering af grusgravene så de kunne benyttes til rekreative formål. Så jeg ville lave et lille anslag om grusgrave. Måske ikke det mest ophidsende emne,  men det var jo relevant nok.

    Og jeg måtte indrømme at jeg vidste meget lidt om emnet og at jeg var lidt uklar om, hvem jeg skulle snakke med for at blive klogere.

    Så Niels Jørgens bemærkning faldt jo i temmelig god jord, om man så må sige.

    Vi fandt hurtigt ud af, at vi begge to boede i Roskilde, og vi aftalte at mødes snarest efter afslutningen af vores kursus uge. For at lave nogle podcast sammen.

    Vi mødtes forholdsvist hurtigt i Roskilde og tog nogle ture ud til Hedeland og de andre steder, hvor der var og blev gravet.

    Vi lavede en introduktion og 4 episoder om grusgravene. Som afslutning lavede vi et interview med en biolog fra kommunen, som vidste en masse om reglerne om og retableringen af grusgravene.

    I skrivende stund er der gået godt 3 år, og vi har fået lavet over 65 episoder i alt. Om alle mulige emner og med indspark af små og sjove historier. Som Niels Jørgen jo er mester i. Vores podcast distributør, Buzzsprout, laver statistik over, hvor mange lytninger serien har fået. Og vi er nu oppe på ca 6000 lytninger, hvilket er aldeles tilfredsstillende og fortæller os, at vi godt kan fortsætte.

    Niels Jørgen skal bare trykkes på maven og ud kommer en flydende og velkomponeret og vidende historie. Han har jo også som lærer igennem mange år lært at formulere sig og at tale, så man har lyst til at høre mere.

    Det er mig, Peter, som er den tekniske nørd, og som er i stand til at redigere de optagelser vi laver. Mens Niels Jørgen faktisk er en såkaldt “it mongol”. Men han er jo en gudbenådet fortæller med en rigtig god stemme, som vi gerne lytter til.

    Det er også etableret en Facebook gruppe – sjovt nok med navnet “Syd For Banen” – hvor vi omtaler de nye episoder og hvor vi deler historierne ud på andre og store Roskilde grupper. Antallet af medlemmer i gruppen er efterhånden godt 130 og viser os også, at folk er interesserede.

    “Vi unge laver podcast!” ynder jeg at sige. Jeg er kun 77 år, så det er jo ikke helt løgn. Jeg har i en del år brugt “DR Lyd” for at høre nyheder og alle de mange gode serier som Danmarks Radio sender. Stort set alle udsendelser kan høres som podcast efter eget ønske og på det tidspunkt, det passer ind. Streaming kaldes det. Lytning og genlytning på egne valgte tidspunkter er en gave – i min verden i hvert fald.

    Min interesse for podcast blev øget i foråret 2022, hvor jeg begyndte at lytte til en serie kaldet “Statsministeren Spørger” hvor det gik op for mig hvor intim og personlig og interessant en samtale kunne blive.

    Da jeg så, at Grundvigs Højskolen i Hillerød udbød et sommer kursus, hvor man kunne lære at lave podcast, meldte jeg mig straks. Og det har jeg ikke fortrudt et sekund. Der har åbnet sig en helt ny verden for mig.

    Og podcast er en udvidelse af måden at formidle på. Det er nu muligt at gå en af de byvandringer, vi har lagt ud som podcast og samtidig høre om stederne. Med podcast i ørene.

    Det er for mig blevet understreget hvor vigtigt samarbejde kan være. Hvis jeg havde siddet alene, var jeg hurtigt løbet tør for emner. Niels og jeg har et utroligt godt samarbejde og sprudler af ideer om nye podcast.

    Vi høres ved!

  • Ole Nielsen – Min opvækst

    Ole Nielsen – Min opvækst

    Artiklen her er et udskrift fra en podcast-samtale mellem Ole Nielsen, Poul Erik Løvskov og Peter Ottesen, som diskuterer Ole Nielsens opvækst i Roskilde i midten af det 20. århundrede. Hovedemnet er Oles barndom i Bakkegården fra 1954, hvor han beskriver livet i det nye boligbyggeri, kontrasten til hans tidligere hjem og hans oplevelser med familiens engagement i FDF (Frivilligt Drenge- og Pigeforbund). Samtalen berører også farlige lege på byggepladser og legepladser, kampe mellem børn fra forskellige boligområder (Bakkegården, Ringparken og Søvang) samt ændringer i lokale skoledistrikter og butikker. Ole Nielsen giver også indsigt i forældrenes arbejde og FDF-husets centrale rolle i lokalsamfundet.

    Opvækst i Roskildes Bakkegården og FDF’s Betydning

    Dette dokument syntetiserer de centrale temaer fra en samtale med Ole Nielsen om hans opvækst i Roskilde i 1950’erne og 1960’erne. Hovedpunkterne omhandler familiens flytning i 1954 til det nybyggede Bakkegården, som repræsenterede en markant materiel forbedring fra deres tidligere bolig. Omdrejningspunktet er en detaljeret skildring af barndomslivet, der var præget af leg på en ufærdig byggeplads, intense rivaliseringer med børn fra nabokvartererne og de betydelige farer forbundet med datidens legepladser. Et andet gennemgående tema er familiens dybe og mangeårige engagement i FDF (Frivilligt Drenge- og Pige-Forbund), som udviklede sig til et veritabelt “familieforetagende” og fungerede som et socialt og organisatorisk omdrejningspunkt for hele familien. Dokumentet belyser således udviklingen af et forstadskvarter, vilkårene for en barndom i efterkrigstiden og en frivillig forenings centrale rolle i et lokalsamfund.

    1. Fra Stenagervej til Bakkegården: En Ny Begyndelse

    I oktober 1954 flyttede Ole Nielsens familie som en af de første til det nyopførte boligbyggeri Bakkegården ved Køgevej. Flytningen var nødvendiggjort af pladsmangel i deres tidligere lejlighed på Stenagervej, efter at børneflokken var vokset til fire.

    • Tidligere Boligforhold: Familien boede på Stenagervej i en lejlighed på 55 m² med kakkelovn. Ole Nielsen, født i 1949, husker det som sin opgave som 4-5-årig at hente brændsel i et “sort hul” af en kælder.

    • Flytningen til “Landet”: Bakkegården lå ved Køgevej, der dengang var en landevej med åbne grøfter og marker. Flytningen blev mødt med undren fra venners side, som mente, at familien “flyttede på landet”.

    • En Ny Standard: Den nye lejlighed i Bakkegården nr. 18 var “den rene luksus” i sammenligning. Den var på ca. 70 m² og havde moderne faciliteter som centralvarme og varmt vand.

    • Indledende Sparsommelighed: I de første år blev der af sparehensyn lukket for centralvarmen i perioden fra 1. maj til 1. oktober, medmindre der indtraf særligt kolde perioder.

    2. Familieliv og Fællesskab

    Familien bestod ved indflytningen af forældre og fire børn, og senere kom en lillesøster til. Faderen drev en købmandsforretning på Københavnsvej indtil ca. 1957-58, hvorefter han blev funktionær på industrivirksomheden DAK. Moderen var hjemmegående.

    • Et Børnerigt Miljø: Opgangen, hvor familien boede, husede på et tidspunkt seks familier med i alt 16 børn, hvilket skabte et livligt miljø.

    • Fælles Vaskekælder: Beboerne havde vasketur en gang om måneden med adgang til vaskemaskine, centrifuge og rulle. Der var dog en striks regel om, at vasken skulle være afsluttet kl. 18.00, da boligselskabets tilsynsførende, som boede over vaskekælderen, ellers gik ned og slukkede for strømmen for at undgå larm.

    3. Barndommens Land: Leg, Rivalisering og Farer

    I de første år var store dele af Bakkegården en byggeplads, hvilket skabte unikke, omend farlige, rammer for børnenes leg.

    3.1 Byggepladsen som Legeplads

    Da kun de første blokke var færdigbygget, henlå resten af området som en forladt byggeplads med efterladte materialer. Dette blev omdannet til, hvad Ole Nielsen beskriver som “den største byggelegeplads i Miles omkreds”.

    • Børnene byggede huler og skibe og udkæmpede “drabelige kampe” om retten til området.

    • Senere blev Forslundsgartneriet overtaget af boligselskabet og blev et nyt legeområde, hvor der blev gravet jordhuler med underjordiske tunneler og etableret en forløber for en cykelcrossbane.

    3.2 Lokale Kampe og Rivalisering

    Der var en udbredt rivalisering mellem børnene fra de forskellige boligområder.

    • Konflikter: Kampene stod især mellem børnene fra Bakkegården, Ringparken på den anden side af Køgevej, og Søvang, hvis børn blev kaldt “Søvapperne”.

    • Kastanje-episoden (oktober 1956): En banal diskussion med “Søvapperne” om, hvorvidt en lokal vognmands lastbil var en Ford eller en Bedford, eskalerede. Da Ole ville have det sidste ord, blev han ramt i øjet af en kastanje.

        ◦ Konsekvens: Episoden førte til en uges indlæggelse på Rigshospitalets øjenafdeling. En sigende detalje er, at han skulle vaskes derhjemme inden hospitalsbesøget, da “man kunne jo ikke tage på sygehus uden at være nyvasket”.

        ◦ Oplevelser på hospitalet: Han blev først indlagt på en voksenstue og senere flyttet til en børneafdeling, hvor en dreng fra Bornholm stjal hans chokolade. Skaden medførte ingen varige mén.

    • Poul Erik Løvskov bekræfter, at disse kampe var almindelige og kunne minde om nutidens hooligan-slagsmål, hvor grupper aftalte at mødes for at slås.

    3.3 Den Etablerede Legeplads’ Farer

    Da der blev anlagt en rigtig legeplads med gynger, vippe og sandkasse, var denne heller ikke ufarlig.

    • Farligt Udstyr: De første gynger var lavet af stive jernstænger (“jernstænger”) og var “ikke gode” at få i hovedet.

    • Ulykker:

        ◦ Jens (lillebror): Blev ramt i nakken af en gynge, hvilket resulterede i “to herlige sæbeøjne”.

        ◦ Ole (fortælleren): Fik hjernerystelse efter et fald på rulleskøjter, hvor han greb fat i vippen og trak den ned over sig selv i faldet. Det kostede otte dage på ryggen i et mørkt værelse.

        ◦ Janne (søster): Faldt af en gynge og brækkede et kraveben.

    • En refleksion over tidens manglende sikkerhedsforanstaltninger opsummeres i udsagnet: “i virkeligheden er det utroligt, når man tænker på vores generations barndom. Altså vi halvdelen af os overlevet.”

    4. Udviklingen af Nabolaget

    Gennem 1950’erne blev Bakkegården og det omkringliggende område fuldt udbygget.

    • Færdiggørelse: Resten af boligblokkene blev bygget, og antallet af boliger steg fra 36 til 162, hvilket medførte en tilsvarende stigning i antallet af børn og en indledende rivalisering mellem “gamle” og “nye” beboere.

    • Forretningsliv: Den oprindelige Bakkegård-landbrugsejendom blev revet ned, og der blev bygget mindre forretningscentre med bl.a. fiskehandler, bager, grønthandler, købmand, slagter, kiosk samt herre- og damefrisør.

    • Social Samling: Med tiden aftog de interne stridigheder, og børnene mødtes i stedet til fodboldkampe på den gamle dyrskueplads (hvor Roskilde Rådhus ligger i dag) i kampe som “Ringparken mod Bakkegården”.

    5. Skolegang og Distriktsændringer

    Skolevalget for børnene i området ændrede sig i takt med byens udvikling.

    • Hedegårdens Skole: Var den primære skole indtil omkring 1960. Bussen var ofte så overfyldt, at “bunden skrabede mod kørebanen”. Ole Nielsen gik her i hele sin skoletid (1957-1967).

    • Gråbrødreskole: Da Realskolen blev omdannet til folkeskole, blev skoledistrikterne ændret, og mange børn, herunder Oles lillebror Jens, begyndte her.

    • Østervangskolen: Blev den primære skole for området, da den stod færdig omkring 1967-68. Oles lillesøster Dorte var blandt de første årgange.

    6. FDF: Et Familieforetagende og Samlingspunkt

    FDF kom til at spille en afgørende rolle for Ole Nielsen og hans familie.

    6.1 “Verdens Største FDF-Hus”

    Parallelt med opførelsen af Bakkegården byggede FDF et nyt kredshus på Køgevej 100 på den gamle dyrskueplads.

    • Indvielse: Huset blev indviet i december 1958, og ved indvielsen, som blev dækket af Danmarks Radio, blev det udråbt til “verdens største FDF-hus”.

    • Centralisering: Alle FDF’s aktiviteter, som tidligere var spredt ud over byen, blev nu samlet under ét tag.

    6.2 Familiens Dybdegående Engagement

    Familien Nielsens engagement i FDF var så omfattende, at det blev et omdrejningspunkt for hele deres liv.

    • Forældrenes Rolle: Forældrene blev de første bestyrere af huset og varetog i mange år den daglige drift, rengøring og afvikling af arrangementer. Huset blev også brugt til gudstjenester, indtil Jakobskirken blev bygget i 1974.

    • En Familieaffære: Driften blev beskrevet som et “familieforetagende”, hvor alle børnene hjalp til. Alle fem søskende blev medlemmer og påtog sig senere lederroller.

    • Anekdote om Altervinen: Da faderen, som vikarierede som kordegn, manglede altervin til en gudstjeneste, sendte han en af drengene hjem for at hente “den der flaske sherry nummer seks der stod i skabet”. Vinen faldt tilsyneladende i menighedens smag.

    • Sociale Bånd: Engagementet var så dybt, at alle fem søskende endte med at gifte sig med en FDF/FPF-kammerat.

    6.3 FDF’s Udvikling

    Samtalen berører også FDF’s udvikling over tid.

    • Storhedstid: I midten af 1950’erne havde FDF i Roskilde omkring 300 medlemmer.

    • Nutidig Status: I dag er medlemstallet reduceret til ca. 50-60. Årsagen tilskrives det store udbud af andre fritidstilbud for børn og unge i dag sammenlignet med 1950’erne og 1960’erne.

  • Lillian Olling – Ildsjæle og frivillighed

    Lillian Olling – Ildsjæle og frivillighed

    Podcasten er et interview med Lilian Olling, der giver et indblik i hendes liv og omfattende frivillige engagement efter hun stoppede sit erhvervsaktive liv som 60-årig. Olling fortæller om sin oprindelige uddannelse inden for økonomi og administration og hendes senere arbejde på Statens Vejlaboratorium, men hovedfokus ligger på hendes indsats i Roskilde, hvor hun først var aktiv i Røde Kors med fokus på patientstøtte og især integration af flygtninge og indvandrere. Den mest gribende del af interviewet omhandler hendes 14 måneder lange ophold i Vietnam, hvor hun frivilligt arbejdede som terapeut på en skole for 115 handicappede børn i Dalat, hvis skader ofte skyldtes eftervirkningerne af Agent Orange fra Vietnamkrigen. Hun beskriver, hvordan hun etablerede et terapeutisk program for de mest udsatte børn, samt de bureaukratiske udfordringer og kulturelle barrierer, hun overvandt, og afslutningsvis nævnes hendes 20 års virke som rådgiver på Livslinien for selvmordstruede.

    Se resume af Podcast

    Denne artikel indeholder et interview med Lilian Olling, hvor hun fortæller om sit liv, sin karriere og sit omfattende frivillige arbejde. Interviewet starter med hendes baggrund, uddannelse i sparekasse- og administrationsbranchen, og hendes flytning til Roskilde i 1969. En stor del af samtalen fokuserer på hendes frivillige engagement efter sin pension som 60-årig, herunder hendes arbejde for Røde Kors og hendes rolle som koordinator for integration af flygtninge i Roskilde. Det mest fremtrædende emne er hendes 14 måneders ophold i Vietnam i 2003-2004, hvor hun arbejdede som frivillig terapeut på en skole for handicappede børn, hvis skader var relateret til Agent Orange fra Vietnamkrigen. Endelig diskuterer Lilian sit 20-årige arbejde som rådgiver på Livslinjen for selvmordstruede og hendes daglige deltagelse i vinterbadning.

    Lilian Ollings Liv og Frivillige Engagement

    Artiklen syntetiserer de centrale temaer fra et interview med Lilian Olling, der belyser hendes omfattende karriere og et livslangt engagement i frivilligt arbejde, både i Danmark og internationalt. Født i 1941 og uddannet inden for administration og økonomi, kulminerede hendes professionelle løbebane med 32 år ved Statens Vejlaboratorium. Ved sin pensionering som 60-årig indledte hun en ny fase af sit liv dedikeret til frivilligt arbejde.

    I Roskilde startede hun i Røde Kors, hvor hun blev koordinator for et succesfuldt integrationsprojekt for flygtninge, der omfattede 21 frivillige. Projektet blev dog nedlagt, da hun i 2003 fulgte sin mand på en 14-måneders udstationering til Dalat i Vietnam. Her udførte hun et skelsættende frivilligt stykke arbejde på en skole for 115 handicappede børn, hvoraf mange led af følgevirkninger efter Agent Orange. Trods sprogbarrierer og indledende mistro fra myndighederne lykkedes det hende at skabe varige forbedringer, herunder at sikre fortsat behandling for en gruppe børn via SOS Børnebyerne og igangsætte et projekt for en café, der kunne give de unge beskæftigelse.

    Efter sin tilbagevenden til Danmark har Lilian Olling fortsat sit engagement, blandt andet med 20 års tjeneste som rådgiver for selvmordstruede hos Livslinjen samt talrige aktiviteter i kirkeligt regi. Hendes nuværende liv er præget af daglig vinterbadning, som hun betragter som en kilde til socialt samvær og velvære. Interviewet fremhæver en person drevet af en dybfølt trang til at gøre en forskel for andre, og hendes oplevelser, især fra Vietnam, er dokumenteret i en dagbog, som hun håber at kunne videregive til sin familie.

    Baggrund og Karriere

    • Oprindelse: Lilian Olling er født i 1941 i Vester Såby nær Aastrup Kloster. Hun boede der de første fire år af sit liv hos sine bedsteforældre.

    • Ankomst til Roskilde: Hun flyttede til Roskilde i 1969, hvor hun først boede i Dommervænget og kort efter købte hus på Ruggaardsvej 2, hvor hun har boet siden.

    • Uddannelse og Erhverv: Hendes uddannelse er inden for administration og økonomi fra Boghandlernes Hus i Nyropsgade. Hendes karriere var varieret og omfattede ansættelser hos ØK, Dansk Gips og Køge Sparekasse. Da hun flyttede til Roskilde, stod valget mellem Roskilde Sparekasse og Statens Vejlaboratorium. Hun valgte sidstnævnte for at undgå aftenarbejde, da hun havde små børn.

    • Statens Vejlaboratorium: Hun arbejdede i 32 år ved Statens Vejlaboratorium på Elisagaardsvej (senere Vejteknisk Institut) og afsluttede sin karriere som 60-årig for at forfølge andre interesser, herunder studier i filosofi og idéhistorie.

    Frivilligt Arbejde i Danmark

    Røde Kors og Flygtningeintegration

    Efter sin pensionering blev Lilian Olling aktiv i Røde Kors, hvor hun fungerede som besøgsven og patientstøtte på neurologisk afdeling. Hendes mest markante indsats var som koordinator for et integrationsprojekt for flygtninge i Roskilde.

    • Projektgruppe: Hun dannede og ledede en gruppe på 21 frivillige.

    • Aktiviteter: Gruppen organiserede en bred vifte af initiativer:

        ◦ Opsøgende arbejde.

        ◦ En café for socialt samvær.

        ◦ Åben rådgivning.

        ◦ Introduktionskurser.

        ◦ Lektiehjælp for voksne i samarbejde med Dansk Flygtningehjælp.

        ◦ Etablering af venskabsfamilier, der mødtes privat.

        ◦ Byture i samarbejde med sprogskolens integrationskurser.

    • Kunstprojekt: I samarbejde med en lokal kunstner arrangerede gruppen, at en gruppe flygtninge malede et stort maleri. Værket blev udstillet i Roskilde Svømmehal og solgt for 7.000 kr., som gik til Røde Kors.

    • Projektets Afslutning: Projektet gik i opløsning, da Lilian Olling rejste til Vietnam, da ingen af de øvrige 20 frivillige ønskede at overtage koordinatorrollen.

    Livslinjen og Kirkeligt Engagement

    Efter hjemkomsten fra Vietnam genoptog Lilian Olling sit frivillige arbejde med stor intensitet.

    • Livslinjen: Hun var rådgiver hos Livslinjen, en organisation for selvmordstruede og deres pårørende, i 20 år. Ved sin afsked modtog hun et anerkendende brev fra sit team:

    • Kirkeligt Arbejde: Hun har været dybt engageret i det kirkelige liv, herunder:

        ◦ Frivillig i Domsognets Menighedspleje.

        ◦ Aktiv i Natkirken i Sankt Mariæ Kirke i fem år.

        ◦ Arrangør af sammenkomster for pensionister.

        ◦ Medhjælper for minikonfirmander fra Roskilde Private Realskole og børnekoret.

        ◦ Har strikket 57 dåbsservietter.

    Udstationering og Arbejde i Vietnam (Oktober 2003 – December 2004)

    Lilian Olling fulgte sin mand, en ingeniør, på en 1,5-årig udstationering for Danida. Han skulle supervisere anlæggelsen af et 48 km langt kloaksystem i byen Dalat i Lamdong-provinsen, 375 km nord for Ho Chi Minh City.

    Arbejdet på Skolen for Handicappede Børn

    Fast besluttet på at gøre en indsats, fandt Lilian Olling via en engelsktalende chauffør frem til en skole for 115 handicappede børn.

    • Børnenes Baggrund: Mange af børnenes handicap var en direkte konsekvens af afløvningsmidlet Agent Orange, som under Vietnamkrigen havde forgiftet jorden. Børnene led af både fysiske og mentale skader. De eneste handicaptyper, der ikke var repræsenteret, var døvhed og blindhed.

    • Indledende Udfordringer:

        ◦ Mistro: Kort efter sin start blev hun meldt til politiet som en potentiel spion. Det krævede en måneds undersøgelser og en officiel godkendelse fra Department of Education, før hun kunne fortsætte sit arbejde.

        ◦ Sprogbarriere: Forstanderen og den lokale sygeplejerske (“barfodslæge”) talte ikke engelsk. Kommunikation foregik ofte nonverbalt eller via en engelsktalende lærer, der fungerede som tolk.

    • Terapeutisk Indsats: Med sin terapeutiske baggrund arbejdede hun dagligt med en udvalgt gruppe på syv børn, der havde særligt behov for omsorg. Hun adresserede også den kulturelle opfattelse af, at et handicappet barn var en straf, ved at tale til forældrene om vigtigheden af at vise deres børn kærlighed.

    Initiativer og Resultater

    • Café-projekt: For at give de unge en fremtid efter de forlod skolen som 16-årige, igangsatte hun et projekt for at oprette en café, hvor de kunne arbejde. Kommunen bevilgede midler, og caféen blev etableret, efter hun var rejst.

    • Svømmehalsprojekt: Et forsøg på at skaffe 10.000 USD fra den danske ambassade i Hanoi til indkøb af svømmetøj, så børnene kunne bruge byens svømmehal, mislykkedes. Afslaget blev begrundet med, at det ville være for dyrt for ambassadens personale at rejse fra Hanoi til Dalat for at administrere pengene, for at kontrollere om pengene blev brugt til det bevilgede formål.

    • Sikring af Kontinuitet: Inden sin afrejse arrangerede hun i samarbejde med en ortopædkirurg, at de syv børn, hun havde arbejdet med, kunne fortsætte deres behandling to gange om ugen i den nærliggende SOS Børneby.

    Arbejde i “Charity Kitchen”

    I en fire måneders periode under børnenes sommerferie arbejdede Lilian Olling i et “charity kitchen” på det centrale hospital i Lamdong-provinsen. Køkkenet, drevet af frivillige, lavede mad til indlagte patienters familier, som selv skulle betale for alt under hospitalsopholdet. Indsatsen var især rettet mod fattige bjergboere.

    Personlige Refleksioner fra Vietnam

    Lilian Olling førte dagbog under sit ophold, hvorfra hun læser et uddrag op:

    14 måneder i det smukke sydasiatiske land, der med sin gribende historie, spændende kultur og i mødekommende befolkning gør så stort et indtryk på en, at man kommer hjem med en anden bagage end den, man tog ud med. Som vietnameserne selv som symbolsk betegner deres land, ligner det et åg med to riskurve. Nord og syd er riskurvene og midterlandet er åget.

    • Anekdoter: En særligt rørende oplevelse var med en lille autistisk dreng. Gennem hele sit ophold sad hun ved siden af ham i frikvartererne uden at udveksle et ord. Da hun vendte tilbage på besøg et år senere, var han den første, der sprang ud af skolebussen og op i hendes favn.

    • Agent Oranges Arv: Hun var dybt berørt af de vedvarende konsekvenser af krigens kemikalier. Hun besøgte et nonnekloster, der tog sig af spædbørn med forfærdelige misdannelser, og observerede, hvordan forstanderen på skolen afviste at modtage gaver fra en amerikansk delegation, hvilket vidnede om de dybe historiske sår.

    Nuværende Liv og Aktiviteter

    • Vinterbadning: Lilian Olling er en passioneret helårsbader og bader hver dag. Om sommeren bader hun ved Vigen og fra 1. oktober til slutningen af marts i havnen ved Vikingeskibsmuseet. Hun er medlem af en populær klub med over 400 medlemmer og 800 på venteliste. Hun fremhæver det sociale samvær som 80% af oplevelsen.• Motivation: Hendes drivkraft er at forblive aktiv. Hun står op kl. 6:30 hver morgen for at bade. Interviewet afsluttes med en bemærkning om, at hun ønsker at få sin dagbog fra Vietnam udgivet som en gave til sine børn og børnebørn.

  • Frank Ramskov – mit arbejdsliv

    Frank Ramskov – mit arbejdsliv

    Uddragene fra podcasten præsenterer et fascinerende interview med Frank Ramskov, en tidligere tømrer og bygningskonstruktør, der blev involveret i menighedsrådet og senere fungerede som kirkeværge for Roskilde Domkirke. Han fortæller detaljeret om sit arbejde med den omfattende renovering af domkirkens tagkonstruktioner, der var nødvendig på grund af kemiske skader fra en tidligere, utilstrækkelig reparation. Ramskov, hvis faglige baggrund omfattede en uddannelse som tømrer og bygningskonstruktør, anvendte sin ekspertise til at overvåge byggeriet og sikre, at de avancerede tømmersamlinger, såsom franske låse og svalehaleblade, blev udført korrekt af håndplukkede eksperter. Endvidere beretter han om domkirkens status som UNESCO verdensarv og dens betydning som gravsted for flest monarker i verden, hvor han har haft den ære at vise et bredt spektrum af besøgende, herunder kongelige og fagfolk, rundt i bygningens lofter og krypt.

    Se resume af podcast

    Artiklen indeholder et uddrag fra en podcast, hvor Frank Ramskov interviewes om sit liv og virke, særligt i relation til Roskilde Domkirke. Frank Ramskov fortæller om sin baggrund som uddannet tømrer og bygningskonstruktør, der førte ham til at blive kirkeværge og involveret i den omfattende renovering af domkirkens tagkonstruktioner, et projekt der strakte sig over flere år. Han beskriver detaljer om tømmerarbejdet, brugen af Douglasgran og de traditionelle samlingsmetoder, han har vist frem for mange besøgende. Endvidere diskuterer han kongegravene i kirken, som er en primær årsag til kirkens status som UNESCO verdensarv, og deler anekdoter fra møder med Dronning Margrethe og genbegravelsen af kejserinde Dagmar.

    Indsigt fra Interviewet med Frank Ramskov

    Artiklen syntetiserer de centrale temaer og indsigter fra et dybdegående interview med Frank Ramskov, hvis professionelle liv og personlige engagement er uløseligt forbundet med Roskilde Domkirke. Ramskov, en uddannet tømrer og bygningskonstruktør, fungerede som kirkeværge og var en central figur i den komplekse og kostbare genopbygning af domkirkens tagkonstruktion fra 2002 til 2010. Interviewet giver en enestående, teknisk detaljeret beretning om dette projekt – fra materialevalg og traditionelle håndværksteknikker til logistik og kvalitetssikring. Derudover belyser Ramskov domkirkens status som UNESCO Verdensarv gennem dens arkitektoniske mangfoldighed og som det sted i verden med flest begravede monarker. Dokumentet indeholder også en række personlige anekdoter, der giver et unikt indblik i hans interaktioner med Kongehuset, især Dronning Margrethe, og hans erindringer om den tidligere biskop Jan Lindhardts skarpe vid. Ramskovs virke som en passioneret formidler af kirkens tekniske og historiske facetter gennem 27 års rundvisninger udgør en rød tråd i fortællingen.

    1. Frank Ramskovs Baggrund og Rolle

    Frank Ramskovs engagement i Roskilde Domkirke er dybt forankret i hans faglige baggrund som håndværker og bygningskonstruktør. Hans praktiske viden har været afgørende for hans virke i menighedsrådet og senere som kirkeværge.

    Professionel Udvikling

    • Uddannelse: Startede i gymnasiet, men skiftede spor for at blive tømrer og fik svendebrev efter 3,5 år. Han observerede, hvordan det fysiske arbejde sled på ældre kolleger og besluttede at læse videre til bygningskonstruktør, en uddannelse der tog yderligere 3,5 år.

    • Karriere: Oplevede, at markedet efterspurgte arkitekter frem for bygningskonstruktører. Da arkitekttitlen er fri, kaldte han sig “arkitekt Ramskov”, hvilket åbnede for en succesfuld karriere med omkring 400 renoveringsprojekter, især huse med stråtag.

    Engagement i Roskilde Domkirke

    • Indtræden i Menighedsrådet: Blev rekrutteret af den tidligere kirkeværge, Peter Randlev, i forbindelse med den forestående renovering af domkirkens tag. Han blev valgt ind i menighedsrådet i 1998 efter at have holdt en “brandtale”.

    • Ansvarsområder: Forventede 10 årlige møder, men fik hurtigt to møder om ugen. Han blev formand for kirkebygningsudvalget, ejendomsudvalget (ansvarlig for præsteboliger og andre ejendomme) og UNESCO-udvalget.

    • Kirkeværge: Efter fire år i menighedsrådet blev han i 2002 valgt til kirkeværge og fik til opgave at føre tilsyn med byggeriet på menighedsrådets vegne. Hans rolle var at være “ude i virkeligheden” og inspicere arbejdet direkte på byggepladsen, hvor han “kravlede rundt i byggerierne og drejede på vejhanen”. Hans tømrerbaggrund og mangel på højdeskræk var en stor fordel.

    Andre Engagementer

    Ramskov anvender fortsat sin faglige ekspertise i andre bestyrelsesposter:

    • Kafe Klaus: Har været drivkraft i en renovering til fire millioner kroner for at forbedre bygningens isolering og installationer.

    • Sankt Maria Park: Sidder i bestyrelsen som domkirkens repræsentant og fungerer som “teknisk bannerfører” for vedligeholdelsen af den historiske bygning.

    2. Genopbygningen af Domkirkens Tagkonstruktion (2002-2010)

    Projektet var en omfattende og teknisk krævende opgave, der nødvendiggjorde en tilbagevenden til oprindelige håndværksmetoder efter en tidligere, fejlslagen renovering.

    Baggrund for Projektet

    • Den Oprindelige Fejlkonstruktion: Efter en brand forårsaget af håndværkere, blev taget repareret med en billigere løsning for at imødekomme forsikringsselskabets krav. Konstruktionen bestod af halvtømmer, der blev boltet sammen. Ramskov bemærker, at dette kompromis ikke ville være blevet accepteret, hvis kirken på det tidspunkt havde været på UNESCOs verdensarvsliste.

    • Kemiske Skader: Det brandhæmmende kemikalie, som det nye tømmer blev behandlet med, viste sig at være aggressivt over for kobberpladerne, hvilket gjorde taget utæt.

    • Omkostninger: Den første, fejlslagne reparation kostede 40 millioner kroner. Den nye, korrekte genopbygning kostede 100 millioner kroner.

    Håndværk og Materialer

    • Håndplukkede Håndværkere: For at sikre den højeste kvalitet blev der anvendt en “budtitation”, hvor man håndplukkede tre af de dygtigste firmaer til hver entreprise. Disse firmaer havde erfaring fra renoveringer af bl.a. Christiansborg og kirker i København.

    • Traditionelle Samlingsteknikker: Projektet genoplivede gamle tømrerteknikker, som Ramskov kun kendte fra tømrerskolen.

        ◦ Franske låse: En kompleks samling, der låser to stykker tømmer sammen, så samlingen bliver lige så stærk som tømmeret selv. Dette var nødvendigt for at skabe remme på over 25 meter.

        ◦ Svalehaleblade: En samling, der låser sig fast under udadgående kræfter og forhindrer f.eks. tagfoden i at skride.

    • Valg af Tømmer:

        ◦ Træsort: Man valgte Douglasgran fra Silkeborgskovene på grund af dens spændstighed, styrke og selvimprægnerende egenskaber fra et højt indhold af harpiks. Ramskov beskriver, hvordan harpiksen stadig “perler ud af tømmeret” og dufter på varme dage.

        ◦ Tørring og Forberedelse: Tømmeret blev lagret i to år i “staklader” (åbne lader), stablet på kryds og tværs, så egenvægten forhindrede det i at vride sig (“lave mølvinger”). Der blev indkøbt 10% ekstra tømmer, men kun 2% af dette blev nødvendigt at bruge.

        ◦ Særlige Dimensioner: De største bjælker (40×40 cm, 23 meter lange, 1,21 ton pr. stk.) kunne ikke skaffes i Danmark. De blev fundet i udlandet og krævede specielt løftegrej og skærpet opsyn fra Arbejdstilsynet.

    Proces og Kvalitetssikring

    • Forarbejdning: Alt tømmer blev forarbejdet i to lejede haller på Musicon i Roskilde. Her arbejdede 12 mand i halvandet år med at tilskære og samle konstruktionerne. Hvert stykke tømmer var mærket med et messingmærke for præcis identifikation.

    • Præcision: Ramskov fortæller om et mareridt, hvor han drømte, at hovedmålene var forkerte. Han blev dog beroliget af, at to uafhængige landmålerfirmaer havde dobbelttjekket alle mål. Resultatet var perfekt: “Alt sagde et klik. Og gik i hak.”

    3. Roskilde Domkirke som Historisk og Kulturelt Monument

    Ramskov fremhæver domkirkens unikke status, som er baseret på dens arkitektoniske historie og dens rolle som kongelig gravkirke.

    UNESCO Verdensarv

    To hovedårsager til kirkens status er:

    1. Arkitektonisk Mangfoldighed: Kirken fremviser samtlige danske hovedstilarter fra romansk stil til funktionalisme. Ramskov nævner specifikt Helligtrekongers Kapel (østersøgotik), Christian 4.s Kapel (renæssance), Frederik 5.s Kapel (klassicisme) og Christian 9.s Kapel (historicisme). Han udtaler: “Jeg kender ikke nogen andre bygninger i verden faktisk, der har det.”

    2. Kongelige Gravmæler: Det er det sted i verden, hvor der er begravet flest monarker på ét sted – i alt 39.

    Hierarkiet i Gravlægningen

    • Konger og Dronninger: Ligger i kapellerne ovenpå.

    • Prinser og Prinsesser: Deres børn ligger i krypterne nedenunder, uanset hvilken rang de senere opnåede i livet.

    Domkirkepladsen

    Pladsen blev omlagt i 1983-84. Ramskov fortæller en økonomisk fordelagtig historie:

    • Brostenene: Man købte en million brugte brosten fra Islands Brygge for 3 millioner kroner, 12 år før de skulle bruges. Da pladsen skulle anlægges, var stenenes værdi steget til 12 millioner, hvilket gav en besparelse på 9 millioner kroner.

    • Gangstier: De flade sten i gangstierne (“bodursten”) er genbrugte rækværk fra den tidligere parkeringsplads.

    4. Personlige Anekdoter og Oplevelser

    Gennem sit virke har Ramskov haft en række bemærkelsesværdige interaktioner med både kirkelige og kongelige personligheder.

    Samarbejdet med Kongehuset

    • Greve Ingolfs Urne: En lille sarkofag-urne tilhørende et barnebarn af Christian 10. stod i krypten på en “mælkeskammel”. Ramskov tog initiativ og kontaktede Hofmarskallatet. Dette førte til et møde med Dronning Margrethe for at finde en permanent løsning.

        ◦ Dronningens Beslutning: Dronningen besluttede, at urnen skulle placeres i en ny niche i den to meter tykke mur, hvor grevens far lå. Hun specificerede, at nichen skulle være “trukket en tommel tilbage”, så man kunne se, at den var tilføjet senere.

        ◦ Mindetavlen: Dronningen gav præcise instruktioner om, at mindetavlen skulle være af sølv og matche de eksisterende. Hun understregede vigtigheden af korrekt “spatiering” – den indbyrdes afstand mellem bogstaverne.

    • Kejserinde Dagmars Hjemførsel (2004-2006): Ramskov var dybt involveret i den to år lange proces med at sende Kejserinde Maria Feodorovnas kiste tilbage til Rusland.

        ◦ Mødet med den Russiske Ambassadør: Ambassadøren undrede sig over, hvorfor kejserinden lå i en krypt. Ramskov forklarede reglen om, at monarkernes børn ligger i krypterne, hvilket ambassadøren accepterede.

        ◦ Kontrol af Sarkofagen: Efter et mareridt om, at sarkofagen var tom, tjekkede Ramskov og domkirkens værge den inden mødet. De konstaterede, at alt var i orden, og at kisten var svøbt i det gamle russiske flag.

        ◦ Genbegravelse: Kejserinden blev sejlet til Sankt Petersborg på et dansk krigsskib og genbegravet den 28. september 2006 i Peter-Paul Katedralen ved siden af sin mand, hvilket opfyldte et løfte, de havde givet hinanden.

    • Besøg af den Japanske Kronprins: Ramskov blev instrueret i streng protokol: han skulle selv fastlægge programmet og måtte ikke give hånd. Han fulgte protokollen, men arbejdede bevidst med humor for at “arbejde hul på den der facade”.

    Erindringer om Biskop Jan Lindhardt

    Ramskov deler flere historier, der illustrerer den tidligere biskops unikke intellekt og humor.

    • Om den kongelige begravelsesplads: Da et barn i februar måned bemærkede, at det måtte være koldt for dronningens forældre at ligge udenfor, svarede biskoppen tørt: “Det kan jeg godt sige dig. Det er fordi man ikke må ryge i kirken.”

    • Om at “vande kamelerne”: Efter en tale, hvor en person blev sammenlignet med Rebecca, der vandede en hel kamelkaravane, bemærkede Lindhardt: “Ja, ja, man skal lige passe på det der med at vande kamelerne, fordi man kan blive sat til at sluge en, to, tre stykker af dem.”

    • Debatteknik: I tv-debatter om vanskelige emner kunne Lindhardt, når han blev trængt op i en krog, “stikke en af de historier ud”, som fik hele panelet til at le og tvang ordstyreren til at skifte emne, hvorved han “slap fri”.

    5. Frank Ramskovs Virke som Formidler

    Efter sin aktive rolle i byggeprocessen har Ramskov dedikeret sig til at formidle domkirkens historie og tekniske vidundere.

    Rundvisninger i Domkirken

    • Omfang: Har vist rundt i 27 år med et gennemsnit på 30 rundvisninger om året. Han begrænser bevidst antallet for at undgå rutine og sikre, at hver tur leveres “med samme glød” som den første.

    • Målgruppe: Viser ofte rundt for faggrupper som ingeniører, arkitekter, tømrerfirmaer og elever fra tekniske skoler. For disse grupper fokuserer han på fagligheden, de “ægte samlinger” og de gode tekniske løsninger.

    • Budskab: Opfordrer de unge håndværkere til at vælge “den ægte vare” frem for “plastik halløj”, når de rådgiver kunder.

    Motivation

    Ramskovs motivation er ikke økonomisk; han betragter rundvisningerne som en hobby. Hans drivkraft er glæden ved at dele sin viden og passion for håndværket og historien. Han agter at fortsætte, “så længe, at jeg overhovedet kan huske historierne, og jeg kan bevæge mig rundt med konstruktionerne.”

    Se billedrne i vores Galleri
  • Niels Jørgen om Østervangskolen

    Niels Jørgen om Østervangskolen

    Podcast-episoden introducerer lytterne til Roskilde-personligheden Niels Jørgen Rasmussen, en tidligere lærer, der tilbragte 37 år på Østervangskolen. Han reflekterer over sin lange karriere, som også inkluderede en periode som museumspædagog ved Vikingeskibshallen, og beskriver Østervangskolen som et sjovt og dynamisk sted præget af forsøgsundervisning og teatertraditioner. Rasmussen, som var uddannet i dansk litteratur og biologi, fremhæver især skolens åbne atmosfære og det kollegiale fællesskab i 60’erne og 70’erne, men nævner også, at det stigende bureaukrati i 90’erne bidrog til hans beslutning om at gå på pension. Endelig berører han sin fortsatte aktivitet som pensionist, herunder hans store interesse for natur, fotografi og maleri.

    Se resume af Podcast

    Lærerliv, Skoleudvikling og Kreativitet på Østervangsskolen

    Artiklen sammenfatter de centrale temaer fra en samtale med Niels Jørgen Rasmussen, en pensioneret lærer, der tilbragte 37 år på Østervangsskolen i Roskilde (1969-2006). Dokumentet belyser den markante kontrast mellem skolens tidlige år, som var præget af pædagogisk frihed, kreativitet og et stærkt socialt fællesskab, og den senere periode, hvor stigende bureaukrati og overadministration førte til Rasmussens pensionering. Østervangsskolen fremstod i 1970’erne og 80’erne som en progressiv institution under ledelse af skoleinspektør Mark Jensen, med en unik kultur centreret omkring teater, elevinddragelse og forsøgsundervisning. De primære årsager til skiftet i arbejdsmiljøet var indførelsen af administrative byrder som elevplaner og en nedprioritering af praktiske aktiviteter som lejrskoler. Samtalen afdækker desuden skolens vedvarende kulturelle arv, herunder de fortsatte årsfester, og giver et indblik i Rasmussens faglige baggrund og fortsatte kreative virke som pensionist.

    ——————————————————————————–

    1. Niels Jørgen Rasmussens Lærergerning: En Oversigt

    Niels Jørgen Rasmussen arbejdede som lærer i 37 år på Østervangsskolen i Roskilde, fra 1969 til sin pensionering i 2006. Han har været pensionist i næsten 20 år.

    • Uddannelse og Faglighed:
      • Uddannet fra Blågård Seminarium i København.
      • Hovedfag i dansk litteratur og biologi, med en særlig interesse for biologien.
      • Tog senere en billedkunstlæreruddannelse i 1980’erne.
      • Kommer fra en lærerfamilie, hvor hans tre søskende også blev lærere.
    • Karriereforløb:
      • Hans primære ansættelse var på Østervangsskolen, som han startede på direkte efter et kort vikariat på Gråbrødskole.
      • Karrieren var afbrudt af en treårig periode som museumspædagog på Vikingeskibshallen, hvor han dog bibeholdt to daglige undervisningstimer på skolen.
      • Han underviste primært fra 4. klassetrin og op og har ført tre klasser hele vejen fra 4. til 10. klasse.

    2. Østervangsskolens Guldalder: Pædagogisk Frihed og Kreativitet

    Rasmussen beskriver de første årtier på Østervangsskolen som en dynamisk og sjov tid, præget af pædagogisk innovation og et stærkt fællesskab. Han anser sin egen tid som lærer for at have været “bedst og sjovest” sammenlignet med sine søskendes erfaringer.

    • En Progressiv Skolekultur:
      • Ledelse: Skoleinspektør Mark Jensen fremhæves som “en rar mand” og “god til at skabe en ny skole”.
      • Innovation: Der var konstant “forsøgsundervisning i gang”. Lærere kunne få en idé, præsentere den for inspektøren og få støtte til at lave en ansøgning.
      • Moderne Rammer: Skolen havde en utraditionel tilgang, hvor eleverne måtte opholde sig indendørs i frikvartererne. Der blev aldrig anvendt eftersidninger (“sveder”).
      • Fællesskab: Lærerkollegiet var ungt (gennemsnitsalder omkring 25-26 år), og der opstod stærke venskaber, som stadig holder. Pensionerede lærere mødes i dag i gruppen “Sølvuglerne”.
    • Teater som Pædagogisk Værktøj:
      • Mark Jensens store teaterinteresse smittede af på skolen, og det blev et krav, at “hver klasse en eller to gange om året skulle lave en eller anden forestilling”. Dette gav eleverne træning i at stå på en scene og opbyggede selvtillid.
      • Årsfester: En stærk tradition med årsfester blev etableret, hvor lærerne i starten selv optrådte. Rasmussen var aktiv som både manuskriptforfatter og især kulissemager.
      • Kreativ Udvikling: Rasmussen udviklede en teknik til hurtigt at tegne store kulisser (50 m² bagtæpper) og involverede elever i malerarbejdet. Han fremhæver en elev, Carsten, der fra 4. klasse viste et exceptionelt talent for rumlig fornemmelse og skyggelægning. Carsten er i dag den smed, der har ansvaret for at konstruere de vugger, som skal bruges til at flytte vikingeskibene til det nye museum.

    3. Skiftende Tider: Bureaukrati og Årsager til Pensionering

    Omkring 1990’erne oplevede Rasmussen et markant skift i arbejdsvilkårene, hvilket gradvist underminerede den arbejdsglæde, der havde præget hans tidlige karriere.

    • Stigende Administration:
      • Indførelsen af “elevplaner” – skriftlige planer for hver enkelt elevs udvikling – oplevedes som en overvældende byrde. Med 120-130 elever i fag som historie og biologi fandt han kravet “fuldstændig gak”.
      • Han beskriver udviklingen som “for meget overadministration” og konkluderer, at arbejdet “blev surt”.
      • Han drager paralleller til lignende kritik af overdokumentation i sygehus- og plejehjemssektoren.
    • Nedprioritering af Praktiske Aktiviteter:
      • Mulighederne for at tage på lejrskole blev begrænset, og kommunen solgte sine lejrskolefaciliteter. Dette gjorde det sværere at arrangere ture, da lærerne mistede kendskabet til de lokale kontakter og faciliteter.
    • Kritik af Senere Udviklinger i Folkeskolen:
      • Lærerlockouten i 2013 betegnes som et “rigtig dumt politisk brud”, som han mener, at lærerstanden aldrig rigtigt kom sig over.
      • Han oplevede en tendens til, at forældre blander sig mere, end de gjorde tidligere i hans karriere.

    4. Faglighed, Fællesskab og Skolens Arv

    Udover teater og den generelle pædagogik var Rasmussen dybt involveret i både sit fag, biologi, og i skolens bredere fællesskab.

    • Fagligt Engagement:
      • Biologi: Han var med til at indrette biologilokalet med en stor samling udstoppede dyr, en metode han i dag anser for forældet.
      • Naturinteresse: Før lærergerningen var han med til at starte Natur & Ungdom i Roskilde og deltog i kortlægning af naturområder på Københavns Vestegn.
    • Skolens Fællesskab:
      • Forældreforeningen: Rasmussen var aktiv i forældreforeningen, som bl.a. stod for etablering af skolens legeplads.
      • Fundraising på Roskilde Festival: Gennem 10-12 år tjente forældreforeningen mellem en halv og en hel million kroner ved at sælge “pizzabrød med rockkost” (et navn opfundet af Rasmussen). Pengene sikrede, at Østervangsskolen kunne tilbyde en ekstra lejrskole om året i forhold til andre kommunale skoler.
    • Østervangsskolens Vedvarende Arv:
      • Traditionen med årsfester eksisterer stadig, nu primært drevet af eleverne, især musikklasserne.
      • Rasmussen har et barnebarn på skolen og har som bedstefar observeret den “selvsikkerhed og selvtillid”, som eleverne udstråler på scenen. Han ser dette som en direkte videreførelse af den kultur, han selv var med til at bygge op, og betegner det som “det dejligste der er bevaret” fra den skole, han værdsatte.

    5. Livet som Pensionist: Et Aktivt og Kreativt Virke

    Efter sin pensionering har Niels Jørgen Rasmussen fortsat et højt aktivitetsniveau med fokus på sine kreative interesser.

    Han er med til at producere podcasts.

    Kunstnerisk Udfoldelse:

    Han har været formand for malergruppen “Onsdagsmalerne” i Roskilde i næsten 25 år.

    Han maler stadig 2-3 billeder om ugen og går til tegning.

    Fotografi:

    Han er en ivrig fotograf med en samling på ca. 90.000 fuglebilleder.

    Han har en særlig interesse i at fotografere Roskilde by, især Domkirken, fra nye og usædvanlige vinkler.

    Andre Aktiviteter:

    Han er med til at producere podcasts.

    Se billederne fra Galleriet
  • Mit arbejdsliv – Niels Jørgen Rasmussen

    Mit arbejdsliv – Niels Jørgen Rasmussen

    Niels Jørgen fortæller om sit arbejdsliv.

    Kort resume

    Denne podcast indeholder et interview med tidligere lærer, Niels Jørgen Rasmussen, som giver et tilbageblik på sine 37 år som lærer på Østervangskolen i Roskilde, samt tre år som museumspædagog ved Vikingeskibshallen. Rasmussen reflekterer over det kreative og frie miljø på skolen i 60’erne og 70’erne, herunder den store vægt der blev lagt på teaterforestillinger, som byggede elevernes selvtillid op. Han diskuterede også sine hovedfag i dansk litteratur og biologi og bemærkede, at han stoppede med at undervise i 2006 på grund af stigende bureaukrati og for megen administration. Der var iøvrigt også den mulighed at gå på pension som 60-årig mod en beskeden reduktion af pensionen. Desuden nævner han sine fortsatte aktive interesser efter pensionen, herunder maleri, tegning og fotografering.

    Artikel – om et Lærerliv på Østervangskolen

    Dette dokument sammenfatter de centrale temaer og indsigter fra en podcast med Niels Jørgen Rasmussen, en pensioneret lærer med 37 års erfaring fra Østervangskolen i Roskilde. Dokumentet belyser hans karriere, skolens unikke pædagogiske kultur, de forandringer i lærerfaget, der førte til hans pensionering, samt hans aktive liv efter arbejdslivet.

    Niels Jørgen Rasmussen beskriver Østervangskolen i 1970’erne og 80’erne som en progressiv og eksperimenterende arbejdsplads, præget af et stærkt socialt sammenhold blandt de mange unge lærere. Under ledelse af skoleinspektør Mark Jensen blev kreativitet, især teater, en central del af skolens identitet, hvor både elever og lærere årligt opførte forestillinger. Rasmussen var selv en drivende kraft i disse projekter, både som forfatter og som en særdeles produktiv scenograf.

    Han kontrasterer denne “lystbetonede” periode med de senere år i faget, hvor stigende bureaukrati, krav om overdokumentation som “elevplaner” og et tab af pædagogisk frihed gjorde arbejdet “surt”. Han peger specifikt på lærer-lockouten i 2013 som et “rigtig dumt politisk brud”, der påførte lærerstanden varig skade. Disse forandringer var den primære årsag til hans pensionering i 2006. Som pensionist har han fastholdt et højt aktivitetsniveau inden for malerkunst, fotografering og podcastproduktion, ligesom han bevarer kontakten til tidligere kolleger i pensionistgruppen “Sølvuglerne”.

    1. Professionel Baggrund og Karriereforløb

    Niels Jørgen Rasmussens karriere var dybt forankret i Roskilde og specifikt på Østervangskolen, hvor han var ansat fra 1969 til 2006.

    • Uddannelse og Fagområder:

        ◦ Uddannet fra Blågård Seminarium i København.

        ◦ Hovedfag i dansk litteratur og biologi, med en særlig passion for biologi.

        ◦ Tog senere en uddannelse i billedkunst i 1980’erne.

        ◦ Var med til at stifte Natur og Ungdom i Roskilde og deltog i registrering af natur i Københavns Vestegn.

    • Karriere Tidslinje:

        ◦ 1969: Starter som lærer på den nybyggede Østervangskolen.

        ◦ 37 års ansættelse: Arbejdede på skolen i 37 år, kun afbrudt af en periode som museumspædagog.

        ◦ Museumspædagog: Arbejdede i tre år på Vikingeskibshallen, men bibeholdt to daglige timer på Østervangskolen for at bevare tilknytningen.

        ◦ 2006: Gik på pension efter næsten fire årtier på samme skole.

    • Personlig Baggrund:

        ◦ Født i Aarhus og boede de første otte år i Jylland.

        ◦ Flyttede til Birkerød og senere til Roskilde, hvor hans far byggede hus på Østervang.

        ◦ Alle hans tre søskende blev også lærere, hvilket hans far var “fortvivlet over”. Faderen blev glad, da Niels Jørgens søn blev ingeniør.

        ◦ Sammenlignet med sine søskendes erfaringer i Viborg og Horsens, konkluderer han: “så er jeg den, der har haft det bedste og sjovest, synes jeg.”

    2. Østervangskolens Særlige Kultur og Pædagogik

    Østervangskolen fremstod under Niels Jørgen Rasmussens tidlige ansættelse som en pionerskole med en særegen og progressiv kultur, der adskilte sig markant fra andre skoler.

    • En Progressiv og Eksperimenterende Skole:

        ◦ Skolen var præget af en vilje til fornyelse: “der var ikke et år, hvor der ikke var forsøgsundervisning i gang.”

        ◦ Skoleinspektør Mark Jensen beskrives som en “rar mand” og “god til at skabe en ny skole”, som var meget modtagelig over for nye ideer fra lærerstaben.

        ◦ Der blev afholdt emneuger og -dage, f.eks. en “feature uge” om forurening allerede i 1970.

    • Teater og Kreativ Udfoldelse:

        ◦ Teater var en hjørnesten i skolens pædagogik, drevet af inspektør Mark Jensens store teaterinteresse.

        ◦ Hver klasse skulle lave en forestilling en til to gange om året, hvilket gav eleverne træning i at optræde og styrkede deres selvtillid.

        ◦ Lærerne opførte årligt en forestilling til årsfesten, hvilket blev en fast tradition. Ved skolens indvielse opførte de “Kejserens nye klæer” med inspektøren i hovedrollen.

        ◦ Rasmussen fremhæver, at lærerne ofte var forud for deres tid og opførte stykker som “Ronja Røverdatter”, før de blev filmatiseret.

        ◦ Traditionen lever videre i dag, nu primært drevet af skolens musikklasser, hvilket Rasmussen med glæde observerer hos sit barnebarn.

    • Et Positivt og Frit Læringsmiljø:

        ◦ Skolen havde en afslappet og fredelig stemning.

        ◦ Eleverne måtte opholde sig indendørs i frikvartererne, hvilket var utraditionelt for den tid.

        ◦ Der blev aldrig givet eftersidninger (“sveder”).

        ◦ Der blev lagt stor vægt på skolens udsmykning, med faste dage til “gangudsmykning”.

    • Socialt Sammenhold blandt Kolleger:

        ◦ Lærerkollegiet bestod i starten af mange unge mennesker på 25-26 år, som fik børn samtidig og dannede venskaber, der stadig holder.

        ◦ Han husker lærerådsformanden som “gammel”, fordi han var 40 år.

        ◦ Dette stærke sammenhold lever videre i pensionistgruppen “Sølvuglerne” (opkaldt efter skolens logo), som mødes til julefrokoster og rejser sammen.

    3. Centrale Projekter og Initiativer

    Ud over den daglige undervisning var Niels Jørgen Rasmussen dybt involveret i en række projekter, der formede både skolens fysiske rammer og dens økonomiske muligheder.

    • Kulissebyggeri og Elevinddragelse:

        ◦ Rasmussen var den primære kraft bag kulisserne til de mange teaterforestillinger. Han anslår at have lavet kulisser “nok til at dække syv almindelige villagrunde”.

        ◦ Han udviklede en hurtig teknik til at skitsere store bagtæpper (50 m²) på ca. 10 minutter ved hjælp af en sprittusch på et kosteskaft.

        ◦ Han inddrog elever i malearbejdet og fremhæver især en elev, Karsten, som fra 4. klasse viste et exceptionelt talent for rumlig fornemmelse og skyggelægning. Karsten er i dag smed og har fået den specialiserede opgave at designe og bygge de vugger, der skal bruges til at flytte de skrøbelige vikingeskibe til det nye museum.

    • Faglig Indretning og Undervisning:

        ◦ Som biologilærer var han med til at indrette skolens biologilokale med en stor samling af udstoppede dyr, en tilgang han i dag anser for “lidt forældet”.

        ◦ Han underviste primært fra 4. klasse og op og var klasselærer for tre klasser, som han fulgte fra 4. til 10. klasse.

    • Forældreforening og Fundraising:

        ◦ Han var aktiv i forældreforeningen, som bl.a. stod for at bygge skolens legeplads, da der ikke var afsat kommunale midler til det.

        ◦ Foreningen fandt på at tjene penge ved at have en bod på Roskilde Festival. Gennem 10-12 år genererede de et overskud på mellem en halv og en hel million kroner ved at sælge “pitabrød med rockkost” – et navn, Rasmussen selv fandt på.

        ◦ Disse midler gjorde det muligt for Østervangskolen at tilbyde et ekstra årligt lejrskoleophold og mange interessante foredragsholdere til forældreforeningens arrangementer sammenlignet med andre kommunale skoler.

    4. Forandringer i Lærerfaget og Årsager til Pensionering

    Rasmussen beskriver en markant ændring i lærergerningen fra en lystbetonet og fri profession til et bureaukratisk og overadministreret arbejde.

    • Stigende Bureaukrati:

        ◦ Omkring 1990’erne begyndte et øget fokus på administration at præge hverdagen.

        ◦ Han fremhæver indførelsen af “elevplaner” som et særligt negativt eksempel. Som faglærer i 2-timers fag havde han op til 130 elever og skulle udarbejde individuelle skriftlige årsplaner for hver enkelt, hvilket han betegner som “fuldstændig gak”.

        ◦ Han kritiserer generelt tendensen til overdokumentation, som han også ser i sygehus- og plejesektoren.

    • Tab af Pædagogisk Frihed:

        ◦ Den frihed, han satte pris på i starten af sin karriere, forsvandt gradvist.

        ◦ Mulighederne for at tage på lejrskole i naturen blev indskrænket, bl.a. fordi kommunen solgte sine faste lejrskoler. Dette gjorde planlægningen mere besværlig, da man mistede de lokale kontakter og kendskabet til faciliteterne.

        ◦ Han konkluderer: “Jeg synes, vi havde det meget friere, og det var meget nemmere. Og det var meget mere lystbetonet.”

    • Konsekvenser af Lærer-lockouten i 2013:

        ◦ Selvom han var gået på pension, ser han lockouten som en skelsættende og ødelæggende begivenhed for faget.

        ◦ Han beskriver den som et “rigtig dumt politisk brud” og mener, at “lærerne kom aldrig over det”.

    • Pensionering i 2006:

        ◦ Den primære årsag til, at han stoppede, var, at jobbet simpelthen “blev surt” på grund af den øgede administration og det mindskede pædagogiske råderum.

    5. Livet som Aktiv Pensionist

    Efter næsten 20 år som pensionist er Niels Jørgen Rasmussen fortsat en yderst aktiv person med et bredt spektrum af interesser, hvoraf mange har rødder i hans tid som lærer.

    • Kunstnerisk Virke:

        ◦ Maler: Han har i næsten 25 år været formand for malergruppen “Onsdagsmalerne i Roskilde” og maler stadig 2-3 billeder om ugen. Han går også til tegning.

        ◦ Fotograf: Han er en ivrig fotograf med en særlig interesse for Roskilde by, især at finde nye og usædvanlige vinkler på Domkirken. Han har desuden en samling på ca. 90.000 fuglebilleder.

    • Sociale og Kreative Aktiviteter:

        ◦ Podcast: Han er medvært på den podcast, interviewet er en del af.

        ◦ “Sølvuglerne”: Han er en aktiv del af pensionistgruppen for tidligere lærere fra Østervangskolen, som fortsat mødes og rejser sammen.

    Billedgalleriet er jo Niels Jørgens bedrift (sammen med Poul Erik)
  • Vognmand Bent Dyring

    Vognmand Bent Dyring

    Så er der endnu et afsnit i vores serie “Arbejdspladser i Roskilde”. Denne gang er det vognmand Bent Dyring fra det tidligere så kendte vognmandsfirma Brdr. Dyring her fra Roskilde. Bent er i dag 82 år men er “still going strong” og er fyldt med historier om et langt og spændende arbejdsliv. Og om hvordan tingene har udviklet sig her i Roskilde. Og hvordan 3 brødre kan arbejde tæt sammen.
    Niels og Peter har haft besøg af ham og det er der kommet en god samtale ud af. Prøv at lytte med.

    Kort Resume

    Podcasten er en fascinerende mundtlig beretning af Bent Dyring, der som tidligere vognmand fra Roskilde giver et dybdegående indblik i firmaet Brødrene Dyrings næsten århundrede lange udvikling. Historien strækker sig fra firmaets spæde start med hestevogne i 1939/40 til overgangen til rigtige hestekræfter (lastbiler) i de tidlige 1950’ere og den efterfølgende specialisering i kranarbejde. Dyring beskriver branchens enorme teknologiske udvikling—fra simple håndtip lastbiler og små kraner til selvbyggede specialkraner på op til 150 tons—samt de udfordringer og sjove oplevelser, de tre brødre stod over for i deres virke, herunder deres førende rolle på Sjællands kranmarked og en næsten gennemført salgsaftale med DSV.

    Artikel: Vognmandsfirmaet Brødrene Dyrings Historie og Udvikling

    Denne artikel sammenfatter historien og udviklingen for vognmandsfirmaet Brødrene Dyring fra Roskilde, baseret på en dybdegående beretning fra tidligere medejer Bent Dyring. 

    Firmaet, grundlagt af brødrenes far omkring 1939-1940 med hestevogne, gennemgik en markant transformation og blev en pioner inden for specialtransporter. I 1973 overtog de tre brødre forretningen og specialiserede sig yderligere i avanceret kranarbejde, hvilket gjorde dem markedsførende på Sjælland i 15-20 år. De var kendt for at udvikle og specialbygge deres egne kraner, herunder en 150-tons kran, for at løse opgaver, som markedet ikke kunne levere udstyr til. Firmaets historie er præget af teknologisk innovation, betydningsfulde infrastrukturprojekter som gasledningsnettet, komplekse løft af kulturskatte som vikingeskibet Havhingsten, samt branchemæssige udfordringer som skiftende lovgivning og rekruttering. I 2008 overtog Bents søn firmaet, som senere blev afviklet i sin traditionelle form og omdannet til en konsulentvirksomhed på grund af udfordringer med at skaffe kvalificeret arbejdskraft. Beretningen giver et unikt indblik i vognmandsbranchens udvikling over mere end 60 år.

    Firmaets Oprindelse og Evolution

    Starten med Heste (ca. 1939-1950)

    • Grundlæggelse: Firmaet blev startet af Bent Dyrings far omkring 1939 eller 1940. De første operationer var baseret på transport med heste.

    • Beliggenhed: Hestene var opstaldet i baggården til en købmandsforretning på Ringstedvej i Roskilde. Familien boede på Th. Nielsens Vej 11, tæt ved jernbanen.

    • Hestenes Betydning: Heste forblev en del af familien, selv efter overgangen til lastbiler. Familien havde op til syv-otte rideheste stående i det gamle ridehus i Rødmosen, og Bent Dyring red selv i over 20 år.

    Overgangen til Lastbiler (1950’erne – 1960’erne)

    • Første Lastbiler: Skiftet fra heste til lastbiler fandt sted i begyndelsen af 1950’erne. Den første lastbil var en “trigangen”, efterfulgt af en engelsk model af mærket “Geaj” (G-A-Y), som havde motoren placeret under førerhuset. 

    (Triangel var et dansk mærke af lastbiler, busser og brandbiler, produceret i Odense af De forenede Automobilfabrikker fra ca. 1918 til 1950’erne. Navnet Triangel kom af, at firmaet var en sammenslutning af tre mærker: Thrige, JAN og Anglo-Dane.)

    • Teknologisk Udvikling: De tidlige lastbiler havde håndtip med tandstænger, en teknologi Bent Dyring husker fra faderens jordkørsel til anlæggelsen af motorvejsrampen ved Ringstedvej omkring 1955.

    • Udvidelse af Vognparken: I 1960’erne blev vognparken udvidet med mærker som Bedford, Ford og Volvo. Firmaet kørte med Volvo fra starten af 60’erne til 1968, hvor de skiftede til Scania på grund af dårlige erfaringer med nogle Volvo-modeller. Scania forblev herefter firmaets foretrukne mærke.

    • Flytning og Vækst: Firmaet flyttede i 1968 til Køgevej 149 (senere omdøbt til Søndermarksvej 11), hvor de havde et stort garageanlæg ved siden af asfaltfabrikken. De havde desuden 17 garagepladser ved Roskilde Ring.

    Etableringen af Brødrene Dyring (1973)

    • Generationsskifte: I 1973 overtog sønnerne firmaet, som herefter fik navnet Brødrene Dyring. Bent Dyring overtog først, og hans to brødre kom med kort efter.

    • Arbejdsfordeling: Faderen fortsatte med at varetage kontorarbejdet frem til sin død i 1990. Efter faderens stop i 1973 overtog Bent Dyring den administrative styring af firmaet, assisteret af en bogholder. Brødrene kørte selv med hver deres store kran.

    Generationsskifte og Ny Forretningsmodel (fra 2008)

    • Sønnens Overtagelse: I 2008 overtog Bents søn forretningen. I 1990 var firmaet flyttet til det tidligere HT-anlæg på Industrivej, som de havde købt.

    • Afvikling af Driften: Sønnen valgte at afvikle vognmandsdriften med egne biler. Beslutningen blev fremskyndet af, at det var svært at få unge chauffører til at køre om natten, hvilket specialtransporter ofte kræver, samt at to erfarne medarbejdere skiftede til konkurrenten BMS.

    • Ny Forretningsmodel: Firmaet eksisterer i dag som en konsulentvirksomhed, der fra en base i Sandby (mellem Ringsted og Næstved) formidler transportopgaver for mange af de gamle kunder uden selv at have biler.

    Specialisering og Markedslederskab inden for Krantransport

    Brødrene Dyring specialiserede sig tidligt i kranarbejde, hvilket udgjorde omkring 30% af firmaets samlede virke og var kernen i deres succes.

    Pionerarbejde og Teknologisk Udvikling

    • Markedsleder: I en periode på 15-20 år var Brødrene Dyring førende på kranmarkedet på Sjælland.

    • Første Kraner: Den første kran var en 3-tons Hiab-kran, anskaffet i starten af 1960’erne. Kort efter fulgte en 3,5-tons Foco-kran. Dette gjorde dem til det tredje firma i Roskilde med en kranbil, efter den gamle Rickard Nielsen og Frede Rasmussen.

    • Kapacitetsudvikling: Kranernes løfteevne voksede hurtigt til 4,5 tons, 7 tons og 12 tons. Senere ændredes måleenheden fra tons til tonsmeter, som angiver løfteevnen på en meters afstand (f.eks. kan en 12 tonsmeter-kran løfte 12 tons på 1 meters arm).

    Innovation og Specialbyggede Kraner

    • Egenudvikling: Da markedet ikke kunne levere kraner, der var store nok til firmaets behov, fik de selv designet og bygget tre store kraner: en 30-tons, en 50-tons og en 150-tons kran. Udviklingen var en betydelig investering; alene tegningerne til en kran i 1970’erne kostede 300.000 kr.

    • Baggrund som Smed: Bent Dyrings uddannelse som klejnsmed var afgørende. Han kunne selv udføre reparationer og specialtilpasninger. Et eksempel var modificeringen af SKB-kraner, hvor der blev påsvejset ekstra øjer, så firmaet selv kunne læsse 6,1-tons betonrør for Unicon.

    • Samarbejde om Udvikling: Firmaet deltog aktivt i udviklingsprojekter, blandt andet med Højbjerg Kraner i Aarhus om udviklingen af 50 og 70 tonsmeter-kraner.

    Udfordringer med Lovgivning og Vægtgrænser

    • Akseltryk: Et vedvarende problem var, at de store kranbiler ofte overskred det lovlige forakseltryk på 8 tons. For at blive godkendt til syn måtte man ofte midlertidigt afmontere ekstraudstyr.

    • Politiets Indsats: Omkring 2010-2012 intensiverede politiet kontrollen med kranbiler. Dette tvang mange vognmænd til at omregistrere deres biler som blokvogne, hvilket betød, at de kun måtte bruges som kran og ikke måtte medbringe last. Dette var et stort slag for branchen.

    Væsentlige Projekter og Opgaver

    Brødrene Dyring var involveret i en lang række markante og ofte komplekse opgaver.

    KategoriProjektbeskrivelseDetaljer
    Lokale ProjekterOpstilling af altaner på KongebakkenEn af de første store opgaver i slutningen af 1960’erne, hvor de udkonkurrerede BMS med mere fleksibelt udstyr.
    Flytning af skur fra SlagteriskolenEt 6,2 meter bredt skur blev flyttet til golfbanen under politieskorte.
    Opstilling af den røde gangbroBroen over Ringvejen ved KFM’s boldbaner.
    Håndtering af både i Roskilde HavnEn fast opgave, hvor bådenes størrelse voksede fra 3,5 tons (anset som en stor båd tidligere) til 15-20 tons.
    Nationale OpgaverGasledningsprojektetI et treårigt samarbejde med DSV blev der kørt gasrør fra Esbjerg. Hver aften kl. 22 kørte en kranbil til Esbjerg for at læsse rør på lastbiler og togvogne.
    KulturhistorieTransport af “Havhingsten”Vikingeskibet blev transporteret til en udstilling i Berlin. Skibet pådrog sig en mindre skade under ombordkørsel på færgen.
    Løft af vikingeskib i KøbenhavnSkibet blev beskadiget under løftet, da ejerne nægtede at fjerne ballaststenene. Brødrene Dyring havde fraskrevet sig ansvaret skriftligt.

    Forretningsdrift og Brancheindsigt

    Familiedynamik og Ledelsesprincipper

    • Enighedsprincippet: De tre brødre havde en fast aftale om, at ingen beslutninger blev truffet, medmindre alle tre var enige.

    • Fokus på Kerneforretningen: Deres far rådede dem til at holde sig til det, de var gode til – kraner. Dette princip betød, at de afviste at udvide til andre forretningsområder som f.eks. slamsugning, selvom Bent Dyring så et potentiale.

    Konkurrencesituationen i Roskilde

    • Lokale Vognmænd: Bent Dyring nævner en række andre store vognmænd i Roskilde, herunder Fred Rasmussen (også med store kraner), Jørgen Kold, Gunner Henriksen (kendt for Rockwool-kørsel), samt brødrene Jørgen Rickert og Knud Nielsen.

    • Uudnyttet Synergi: Brødrene Rickert og Nielsen kunne ikke samarbejde, selvom deres forretninger var komplementære (asfaltkørsel om sommeren og oliekørsel om vinteren).

    • Konkurrence fra Medarbejdere: En udfordring i de senere år var, at dygtige kranførere startede for sig selv. De underbød ofte priserne med 10%, men manglede ofte kapital til de store, uforudsete udgifter som f.eks. et kraneftersyn til 140.000 kr.

    Den Afbrudte Handel med DSV

    • Salgsplaner: I 1998 var der indgået en aftale om at sælge Brødrene Dyring til DSV for 70 millioner kroner. Aftalen var fuldt forhandlet og godkendt.

    • Kollaps af Handlen: To dage før overtagelsen krævede DSV en genvurdering af alle biler og en deponering på 17 millioner kroner som garanti for omsætningen. Brødrene opfattede dette som et forsøg på at presse prisen og afblæste handlen øjeblikkeligt.

    Brancheudfordringer og Foreningsarbejde

    • Aktiv i Branchen: Bent Dyring var dybt engageret i branchens organisationer. Han sad i bestyrelsen for Kran Erfagruppen, Roskilde Vognmandsforening, og Københavns Vognmandslaug.

    • Indflydelse på Lovgivning: Gennem sit arbejde var han med til at påvirke reglerne for specialtransport. Han var bl.a. med til at opnå en aftale med Færdselsstyrelsen, der tillod brug af bagudvendte kameraer på sættevogne på motorvejen som erstatning for ledsagerbiler.

    • Koordinering af Kommunal Kørsel: I en periode varetog Bent Dyring fordelingen af al kørsel for Roskilde Kommune, fra snerydning til materialetransport. Dengang var der 117 registrerede vognmænd i Roskilde, de fleste dog med kun én bil.

    Andre Forretningsområder

    Udover specialtransport med kran havde firmaet en betydelig forretning inden for materialekørsel.

    • Gruskørsel for Unicon: Brødrene Dyring varetog i mange år al gruskørsel for Unicon. De havde fast fire hængertræk, der kørte grus, sten og skærver fra grusgrave i Gammelrand (Kalundborg), Løve (Sorø) og Mogenstrup (ved Næstved). Kørslen fra Mogenstrup stod på i 3-4 år, da dette grus blev anset for at have den bedste kvalitet til støbning.

    • Import af Specialmaterialer: De transporterede også store mængder granitskærver fra Sverige og Norge til Unicon. Disse blev brugt til facader med frilagt sten. Bents far rejste ofte med en ingeniør fra Unicon for at finde sten med den helt rigtige farve til specifikke byggeprojekter.

    Se billeder fra Vognmandsfirmaet Dyring i vores billedgalleri