Tag: Artikel

  • Podcast om Sankt Hans – Henrik Denman

    Podcast om Sankt Hans – Henrik Denman

    Snak med Henrik Denman om historien om Sankt Hans.

    Peter Ottesen og Niels Jørgen Rasmussen har haft besøg af Henrik Denman. For at snakke lidt om historien om Sankt Hans. Og det kom der (som sædvanlig) en rigtig god snak ud af.

    Sankt Hans og planerne for Sankt Hans Vest interesserer de fleste roskildensere – tror vi.

    Hør podcasten her…

    Artiklen her er et uddrag fra dette interview med Henrik Denman, en Roskilde-baseret lokalhistoriker, der diskuterer historien om Sankt Hans Hospital og dets betydning for byen. Denman beskriver sin egen baggrund som journalist og bestyrelsesmedlem i Roskilde amts historiske samfund, hvilket etablerer hans ekspertise i byens fortid, især med fokus på hospitalet, som han kendte til fra sin barndom. Kernen i diskussionen er hospitalets flytning fra København til Bidstrup Gods i Roskilde Fjord i kølvandet på engelsk bombardement i 1807, som førte til hospitalets etablering i 1816 og markerer begyndelsen på systematisk psykiatrisk behandling i Danmark. Desuden understreges den helbredende effekt af naturskønne, landlige omgivelser for patienterne og den arkitektoniske betydning af det fredede kurhus, som blev tegnet af den berømte arkitekt M. G. Bindesbøll. Endelig skitseres de tidlige, ofte kritiserbare behandlingsmetoder og den lægefaglige konflikt mellem psykiatere og somatikere, der drev udviklingen af moderne psykiatri.

    Historie og betydning…..

    Sankt Hans Hospitals Historie og Betydning

    Denne artikel indeholder et overblik over historien om Sankt Hans Hospital baseret på en detaljeret beretning af Henrik Denman. 

    Hospitalets oprindelse kan spores direkte tilbage til Napoleonskrigene, specifikt englændernes bombardement af København i 1807, som ødelagde byens daværende psykiatriske institution, Ladegården. Dette tvang Københavns Kommune til at flytte hospitalet til Bidstrup Gods ved Roskilde, som kommunen allerede ejede.

    Etableringen i 1816 markerede begyndelsen på systematisk psykiatrisk behandling i Danmark, idet man ansatte den første overlæge. Valget af beliggenhed var baseret på en filosofi om, at naturskønne omgivelser, frisk luft og godt vand virkede helbredende. Samtidig var der en økonomisk rationalitet, da godsets jorde muliggjorde selvforsyning og meningsfuld beskæftigelse for patienterne.

    De tidlige forhold var primitive og behandlingen brutal, præget af fysisk afstraffelse. Dette afspejlede en dyb faglig konflikt mellem “psykiatikere,” der anså sindssyge som et moralsk svigt, og “somatikere,” der så det som en fysisk sygdom. Et afgørende vendepunkt kom med opførelsen af det arkitektonisk banebrydende Kurhus i 1860, tegnet af M.G. Bindesbøll. Dette repræsenterede et “kvantespring” i både faciliteter og behandlingsmuligheder.

    Gennem sin historie udviklede Sankt Hans sig til et selvstændigt samfund og en af Roskildes største arbejdspladser, hvilket blandt andet førte til opførelsen af boligområdet Rørmosen til personalet. I dag er området under transformation til en ny bydel, Sankt Hans Vest, hvor den historiske arkitektur bevares, og Kurhuset, der nu ejes af Liljeborg-fonden, huser blandt andet Museum Sankt Hans.

    Resten af artiklen…..

    Introduktion

    Foredragsholderen Henrik Denman, der har en dyb personlig og historisk tilknytning til Roskilde, fremlægger en omfattende beretning om Sankt Hans Hospitals udvikling. Denman, der har boet i Roskilde det meste af sit liv, har studeret litteratur, arbejdet som journalist og været aktiv i Historisk Samfund for Roskilde Amt i over 20 år. Hans barndoms ture gennem området til Boserup Skov gav ham et tidligt og fascinerende indblik i Sankt Hans, som han beskriver som et sted, der både dækker over alvorlige psykiske lidelser og rummer en yderst interessant historie.

    Hovedtemaer

    Oprindelse: En Tvungen Flytning fra København

    Sankt Hans Hospitals historie begynder ikke i Roskilde, men i København. I slutningen af 1700-tallet og starten af 1800-tallet lå byens psykiatriske hospital på Ladegården ved Søerne. Institutionen fungerede primært som et “opbevaringssted,” hvor samfundet kunne placere psykisk syge uden systematiseret behandling.

    Den afgørende begivenhed, der førte til flytningen, var Napoleonskrigene. Danmarks alliance med Frankrig gjorde landet til en fjende af England, som havde vitale handelsinteresser i Østersøen. For at sikre fri sejlads bombarderede og belejrede englænderne København i 1807. Under dette angreb blev Ladegården ramt og i vid udstrækning ødelagt, hvilket efterlod byen uden sin primære psykiatriske institution.

    Som løsning fandt Københavns Kommune på at flytte hospitalet til Bidstrup Gods ved Roskilde. Godset var tidligere blevet givet til kommunen af kongen som tak for byens modstand under en tidligere belejring – Svenskerkrigene i 1600-tallet. Flytningen fra de ødelagte bygninger på Ladegården til Bidstrup Gods blev gennemført gradvist.

    Etableringen ved Bidstrup Gods: Terapi og Økonomi

    Flytningen til Roskilde var baseret på en kombination af en ny behandlingsfilosofi og økonomisk pragmatisme.

    • Terapeutisk Filosofi: Københavns fattigvæsen lagde stor vægt på de naturskønne omgivelser. Man mente, at “det gode vand,” “den friske luft” og de “skønne omgivelser” ville have en helbredende og beroligende effekt på patienterne. Denne idé om naturens helende kraft er et gennemgående træk for mange psykiatriske hospitaler fra perioden, som også ses i Middelfart, Kolding og Nykøbing Sjælland.

    • Økonomisk Rationalitet: Til Bidstrup Gods hørte store arealer med agerjord, skov og mose. Dette skabte en form for cirkulær økonomi:

        ◦ Man kunne producere friske landbrugsvarer og hente brænde og hø til betydeligt lavere priser end på markedet i København.

        ◦ De patienter, der var i stand til det, kunne deltage i arbejdet. Dette gav dem en meningsfuld beskæftigelse og var en integreret del af hverdagen på hospitalet.

    Årstallet 1816 regnes for Sankt Hans Hospitals stiftelsesår. Dette år var flytningen fuldendt, og – afgørende for historien om psykiatrien i Danmark – man ansatte den første overlæge. Dette markerer overgangen fra ren opbevaring til en systematisk, lægeligt funderet psykiatrisk behandling.

    Tidlige Behandlingsforhold og Faglig Konflikt

    De første årtier på Bidstrup Gods var præget af primitive forhold og barske behandlingsmetoder. De gamle herregårdsbygninger, kendt som “Slottet,” blev indrettet med syge- og fællesstuer, men også lejligheder til de ansatte, der således boede dør om dør med patienterne.

    Sidefløjene blev ombygget til fængselscelle-lignende rum for urolige patienter. Dørene, som var genbrug fra Ladegården, havde en lille låge, hvorigennem personalet kunne observere patienterne og række mad ind. Bag cellerne var en overdækket gang, hvorfra man kunne tømme latrinerne uden at skulle ind til patienten. Vinduerne var placeret højt, hvilket gjorde cellerne mørke.

    Behandlingen afspejlede tidens syn på psykisk sygdom og var ofte brutal. Metoderne omfattede:

    • Pisk med ris

    • Ørefigener

    • Styrtebade

    • Bindetrøjer (spændetrøjer)

    • En spændestol

    Disse forhold var udtryk for en fundamental lægefaglig konflikt, der prægede 1800-tallet:

    SkoleSyn på SindssygeBehandlingsmetode
    PsykiatereAnså sindssyge som et udslag af synd og umoralsk opførsel.Mente, at patienterne skulle “afrettes” gennem fysisk afstraffelse.
    SomatikereAnså sindssyge som en fysisk sygdom i hjernen eller nervesystemet.Mente, at sygdommen skulle behandles med ro og omsorg.

    Denne konflikt udspillede sig heftigt i faglige skrifter og den offentlige debat og var en central del af den psykiatriske behandlings udviklingshistorie. Interesserede kan i dag se eksempler på datidens behandlingsudstyr på Museum Sankt Hans, der ligger i Kurhuset.

    Nyere udvikling indenfor psykiatrien

    Siden 1950’erne er antallet af psykiatriske senge i Danmark faldet kraftigt, især efter 1970’erne, hvor man bevidst forkortede indlæggelser og flyttede behandling til ambulante og distriktspsykiatriske tilbud,

    Den udvikling var kun mulig, fordi nye psykofarmaka gjorde det muligt at stabilisere patienter hurtigere og holde mange nogenlunde symptomfri uden langvarige indlæggelser.

    Arkitektonisk og Behandlingsmæssigt Kvantepring: Kurhuset

    I midten af 1800-tallet førte et stigende antal patienter til et akut behov for udvidelse. Københavns Kommune nedsatte en byggekomité og udskrev i 1852 en arkitektkonkurrence for et nyt “Kurhus” med plads til 120 patienter.

    Konkurrencen blev vundet af Michael Gottlieb Bindesbøll, en af de vigtigste skikkelser i dansk arkitekturhistorie, kendt for hovedværker som Thorvaldsens Museum og for sin indflydelse på bl.a. Carlsbergs etiket og Brumleby. Bindesbøll satte en ny, høj arkitektonisk standard for Sankt Hans. Han trak sig dog fra projektet i protest, da byggekomiteen forlangte ændringer i hans tegninger. På trods af dette er det opførte bygningsværk i hovedsagen hans design.

    Kurhuskomplekset blev taget i brug i 1860 og repræsenterede et “kvantespring” for hospitalet. Det var en internationalt set yderst moderne bygning, der husede:

    • Lægeboliger

    • Kontor til inspektøren

    • Sankt Hans Kirke på førstesalen

    • Patientboliger, der var opdelt efter social klasse: Velhavende patienter kunne få lejligheder, mens patienter på anden og tredje klasse boede på stuer med 2-5 senge. Nogle velstående familier opførte endda private villaer på området til deres indlagte pårørende.

    I de følgende år blev der opført flere bygninger i tilknytning til Kurhuset, herunder Østerhus og Fjordhus til henholdsvis mænd og kvinder. Denne udbygning sikrede gradvist bedre forhold for de indlagte.

    Sankt Hans som Samfund og Arbejdsplads

    Sankt Hans Hospital udviklede sig til at være mere end et hospital; det var et stort, selvforsynende samfund og en af de største arbejdspladser i Roskilde.

    • Boliger til personale: Den store medarbejderstab var en medvirkende årsag til opførelsen af boligkomplekset Rørmosen, der oprindeligt blev bygget på Københavns Kommunes grund for at huse plejere og sygeplejersker. Der blev også opført specifikke sygeplejerskeboliger i den vestlige del af området.

    • Centralkøkkenet og Den Kolde Krig: Et stort centralkøkken blev opført på området under Den Kolde Krig. Det var dimensioneret således, at det i tilfælde af krig kunne bespise hele Roskildes befolkning. Bygningen fungerede som en daglig påmindelse om den geopolitiske spænding i efterkrigstiden.

    På et tidspunkt (omkring midten af 1950’erne) var der ca. 2.500 indlagte patienter. 

    I samme periode var antallet af ansatte “næsten lige så mange” som de indlagte – altså næsten 2.500 ansatte. 

    Nutid og Fremtid: Bevaring og Byudvikling

    I dag er Sankt Hans under transformation. Den vestlige del, nu kendt som Sankt Hans Vest, er overtaget af Roskilde Kommune og udvikles til en ny bydel. Mange af de historiske bygninger er fredede eller bevaringsværdige, hvilket betyder, at udviklingen sker med respekt for arkitekturen.

    • Kurhuset: Er i dag ejet af Liljeborg-fonden, der er kendt for sit kvalitetsbevidste arbejde med bevaring og udvikling i Roskilde-området (bl.a. Sagafjord, Julemærkehjemmet og Fjordliv).

    • Museum Sankt Hans: Er placeret i Kurhusets underetage og giver et unikt indblik i hospitalets og psykiatriens historie. Museet har gratis adgang, men begrænsede åbningstider.

    • Sankt Hans Kirke: Er normalt ikke åben for offentligheden, men kan opleves én gang årligt ved en julekoncert arrangeret af Sankt Jørgensbjerg Kirke.

    Markhusene

    • Ét af tre nye boligfelter (sammen med Enghus og Parkhus). 
    • Ca. 3.700 m² planlagt boligareal, primært private boliger. 
    • Midlertidigt brugt til indkvartering af ukrainske flygtninge frem til 2026. 

    Parcelgårdshusene

    • Planlagt ny boligbebyggelse ved Parcelgårdsvej, hvor de nuværende tjenesteboliger (bl.a. nr. 4 og 6) ligger. 
    • Skal erstatte ikke-bevaringsværdige huse og opføres som moderne boliger, op til ca. 2½ etage / 12 m. 
    • Skal rumme en andel almene boliger som led i målet om 25 % almene boliger på Sankt Hans.

    Parcelgårdsvej

    • Parcelgårdsvej 2: er et “fint eksempel på et Bedre Byggeskikshus”, som man ønsker at bevare, og skal sælges som et bevaringsværdigt en- eller tofamilieshus.
    • Parcelgårdsvej 4 og 6: indgår i det område, hvor kommunen har besluttet, at de eksisterende, ikke-bevaringsværdige bygninger på sigt skal fjernes og erstattes af ny boligbebyggelse (Parcelgårdshusene).

    Tidsmæssigt er det lagt ind i perioden 2025-2028 med skitseprojekter, lokalplan og efterfølgende salg/udbygning, men uden en præcis dato for hvornår 4 og 6 faktisk rives ned.

    Eksisterende og nye boliger

    Bygninger, der kan blive til boliger
    • Krathus
    • Vesterhus
    • Østerhus – solgt, igangværende renovering
    • Sønderhus – solgt, igangværende renovering
    • Nørrehus – solgt
    • Slottets hovedbygning
    • Slottets østfløj
    • Slottets østfløj
    • Parcelgårdsvej 2
    • Markhusene
    • Fjordhus
    Mulighed for nyt byggeri
    • Enghus
    • Parkhus
    • Parcelhusene
    https://sankthans.roskilde.dk/media/kpxffpt3/oversigtskort-boligtyper.jpg

    Byggestil

    Den overvejende byggestil på Sankt Hans-området i Roskilde betegnes som historicisme.

    Det er især knyttet til Kurhuset og de andre midt-1800-tals bygninger tegnet (og præget) af Gottlieb Bindesbøll: gule teglstensbygninger i et stort, symmetrisk anlæg, inspireret af datidens engelske landskabsparker og historicismens formsprog.

    “Historicisme” er en betegnelse for en byggestil og en måde at tænke arkitektur på i 1800-tallet.

    Kort sagt: Historicisme = man bygger nye huse i stil med tidligere tiders arkitektur.

    Lidt mere udfoldet:

    I historicismen gør arkitekter bevidst brug af gamle stilarter – fx:

    • gotik (spidse buer, kirkestil)
    • renæssance (symmetri, søjler, “palæ-agtigt”)
    • romansk stil (runde buer, tunge mure)
    • klassicisme/antik (søjler, temple-udtryk)

    Men de gør det i moderne bygninger for deres egen tid (især midt/slut 1800-tallet). Man “låner” altså formsprog, motiver og detaljer fra historien og sætter dem sammen på nye måder.

    Derfor hedder det historicisme – fordi det er historien som stilkatalog.

    Kendetegn ved historicistisk byggeri. Typisk ser man:

    • Blandinger af flere historiske stilarter i samme bygning
    • Gule eller røde murstensbygninger med dekorative detaljer (gesimser, bånd, buer osv.)
    • Stramt planlagt anlæg – fx symmetriske hovedbygninger og fløje

    En idé om, at arkitekturen skal udtrykke noget “ophøjet”, dannet og civiliseret ved at trække på fortiden. 

    På Sankt Hans (psykiatrisk hospital) ser du historicismen i:

    • De gule teglstensbygninger
    • De gennemtænkte, symmetriske anlæg
    • Brugen af klassiske og middelalderligt inspirerede former, selvom bygningerne er fra 1800-tallet

    Man kan sige, at bygningerne ser “gamle” og “traditionsrige” ud, selv om de – da de blev opført – var moderne institutioner.

    Læs mere om historicisme HER

    Man kan følge historien og udviklingen af Sankt Hans Vest HER

    (Og man kan også blive ledt videre til nogle podwalks om stedet)

  • Københavnsvej

    Københavnsvej

    En vej i evig forandring

    • chevron-right
      Historisk rute: Fra middelalderens alfarvej til oplysningstidens kongelige chaussé.
    • chevron-right
      Industriel livsnerve: Hjemsted for store virksomheder som DAK og Hammerbo Maskinfabrik.
    • chevron-right
      Postindustriel omstilling: Fra fabrikker til boliger, butikker og serviceerhverv.
    • chevron-right
      Nutidens mosaik: En blanding af boliger, detailhandel og bilrelaterede virksomheder.
    • chevron-right
      Fremtidens vision: En grøn, tæt og levende bydelsgade under transformation.

    En lille fortælling om Københavnsvej

    Fra trampesti til kongelig vej

    Københavnsvej i Roskilde er ikke bare asfalt og trafik. Den er en levende fortælling om byens udvikling – fra en snoet trampesti i middelalderen til en moderne færdselsåre. I 1700-tallet blev vejen forvandlet til en snorlige chaussé, anlagt efter oplysningstidens idealer om orden og effektivitet. Det var ikke længere naturen, der bestemte vejens forløb, men menneskets vilje og ingeniørkunst.

    Røde Port – porten til byen

    Enhver by har sine symboler, og for Roskilde er Røde Port et af de mest markante. Oprindeligt en middelalderlig byport, i dag en rødmalet jernbanebro, der markerer overgangen fra land til by. Navnet og funktionen har overlevet tidens tand og lever videre som et fast referencepunkt i byens kollektive hukommelse.

    Industriens storhedstid

    I det 20. århundrede blev Københavnsvej en industriel korridor. Her lå virksomheder, der satte deres præg på både byens økonomi og landskab. Mest markant var DAK – Danske Andelsslagteriers Konservesfabrik – som i årtier beskæftigede hundredvis af medarbejdere og endda producerede medicin. Hammerbo Maskinfabrik leverede landbrugsmaskiner til hele Sjælland, og Roskilde Vogn- og Karosserifabrik byggede køretøjer. Vejen summede af aktivitet, og skorstene rejste sig, hvor der før var marker.

    Fra fabrik til forbrug

    Men intet varer evigt. I takt med at industrien forsvandt, opstod nye muligheder. De gamle fabriksgrunde blev til boliger, butikker og kontorer. RO’s Torv, der i dag er et af byens største butikscentre, ligger hvor DAK engang lå. Københavnsvej blev en vej for forbrug og beboelse – en transformation, der stadig er i gang.

    Et moderne byrum i opbrud

    I dag er Københavnsvej en sammensat gade. Her ligger klassiske villaer side om side med etageejendomme, studieboliger og sociale institutioner. Der er bilforhandlere, supermarkeder, møbelhuse og VVS-grossister. Det er en vej, hvor man både kan købe en bil, handle i Føtex og finde en studiebolig – men også en vej, der mangler sammenhæng og identitet.

    Fremtiden formes – Helhedsplanen

    Roskilde Kommune har sat sig for at ændre dette. Med den ambitiøse “Helhedsplan” skal Københavnsvej forvandles fra en anonym indfaldsvej til en attraktiv bydelsgade. Planen bygger på tre principper: Forbind, Forskøn, Fortæt.

    • Forbind: En supercykelsti og bedre forhold for busser skal gøre det lettere at komme frem – uden bil.
    • Forskøn: Træer, grønne rabatter og bedre byrum skal gøre vejen mere indbydende.
    • Fortæt: Nye boliger og erhverv skal skabe liv og sammenhæng.
    • Under ombygning – med alt hvad det indebærer
    • Men vejen til forandring er ikke uden bump. Store anlægsarbejder præger i disse år hverdagen på Københavnsvej. Der graves, omlægges og bygges. Trafikken er besværlig, cyklister må finde alternative ruter, og beboere og erhvervsdrivende mærker støv og støj. Det er prisen for fremtidens vision.

    En vej med mange lag

    Københavnsvej er mere end en strækning mellem Røde Port og motorvejen. Den er et spejl af Roskildes historie – og en prøveklud for fremtidens byudvikling. Fra middelalderens sti til oplysningstidens chaussé, fra industriens skorstene til nutidens butiksvinduer og boligblokke. Og nu – måske – til en grøn, levende og menneskevenlig bydelsgade.

    Rapport om Københavnsvej

    Københavnsvej i Roskilde: En Livsnerve i Forandring

    Klik her for at folde teksten ud…

    Introduktion: Vejens Karakter

    En vej er sjældent blot en stribe asfalt. Den er en fysisk tidslinje, et levende arkiv, der bærer præg af de samfund, den forbinder og gennemskærer. Få steder er dette mere tydeligt end på Københavnsvej i Roskilde. Fra sin spæde begyndelse som en organisk sti formet af landskabet til sin nuværende status som en pulserende, men omstridt færdselsåre under radikal forandring, fortæller Københavnsvej historien om Roskildes egen udvikling. Den er et spejl for teknologiske landvindinger, økonomiske omvæltninger og skiftende idealer for byliv.

    Denne rapport vil udfolde den samlede historie om strækningen fra den symbolske Røde Port til motorvejskrydset i øst. Fortællingen er inddelt i fire dele, der hver især belyser en afgørende fase i vejens liv. Først undersøges dens oprindelse, fra den middelalderlige “alfarvej” til den revolutionerende anlæggelse af en moderne chaussé i 1700-tallet – et projekt, der vidner om oplysningstidens idealer om rationalitet og kontrol. Dernæst rettes blikket mod det 20. århundrede, hvor vejen blev en industriel korridor, præget af store fabrikker, der definerede både dens fysiske landskab og Roskildes økonomi.

    Tredje del analyserer den postindustrielle transformation, hvor fabriksskorstenene blev erstattet af butiksfacader og boligblokke. Her tegnes et detaljeret billede af den nuværende mosaik af boliger, serviceerhverv og detailhandel, som udgør vejens komplekse nutid. Endelig, i fjerde del, dykkes der ned i det massive anlægsprojekt, der i disse år omformer vejen. Gennem en analyse af den ambitiøse “Helhedsplan” afdækkes visionerne, de praktiske konsekvenser og de grundlæggende spændinger, der definerer kampen om Københavnsvejs fremtidige identitet. Samlet set er dette en rapport om mere end blot en vej; det er en dybdegående analyse af en bys livsnerve og dens evige forandring.

    Part I: Genesis af en Livline – Fra Alfarvej til Kongelig Chaussé

    Kapitel 1: Den Gamle Sti

    Før ingeniørernes retlinede idealer blev påtvunget landskabet, eksisterede forbindelsen mellem Roskilde og København som en “alfarvej”.1 Navnet i sig selv er sigende: det var vejen for

    alle, en offentlig færdselsåre i modsætning til den eksklusive kongevej, som blev anlagt i 1640’erne og var forbeholdt kongen og hans følge.1 Denne alfarvej, som kan ses på tidlige kort fra 1700-tallet, var ikke et produkt af central planlægning, men derimod af århundreders pragmatisk brug. Dens forløb var organisk, formet af terrænets naturlige konturer. Den snoede sig for at undgå de værste forhindringer, men fulgte generelt vandskellet for at sikre et så tørt og fremkommeligt spor som muligt. Den måtte dog uundgåeligt krydse vandløb, såsom Harrestrup Å ved Damhuset og det øvre, smalle løb af Vejle Å.1

    Denne vej var dog mere end blot en transportrute; den var også en scene for statens magtdemonstration. Lige ved vejen, nær Herstedvester, stod Trippendals galge fra 1688 til 1791. Placeringen var alt andet end tilfældig. Ved at opstille retterstedet synligt for alle rejsende fungerede det som en konstant og grusom påmindelse om lovens og magtens konsekvenser – “til skræk og advarsel”.1 Navnet “Trippen” antyder en trebenet konstruktion, der kunne bære op til seks lig ad gangen, som fik lov at hænge til de opløstes af sig selv. Dette var et magtfuldt og brutalt symbol indgraveret i landskabet langs den mest befærdede offentlige vej.1 Alfarvejen var således ikke blot en praktisk forbindelse, men et socialt og politisk rum, hvor handel, rejse og statens autoritet mødtes.

    Kapitel 2: Oplysningstiden på Vejen

    I midten af 1700-tallet var det danske vejnet i en miserabel forfatning. En tilkaldt fransk vejingeniør, Jean Marmillod, leverede en sønderlemmende kritik af de eksisterende vedligeholdelsesmetoder. Han beskrev, hvordan bønderne blot rensede grøfterne ved at kaste mudder og affald op på midten af vejen, hvilket forværrede de allerede eksisterende “Skarnpøle” og gjorde vejene “ganske ufarbare og farlige for Hestene”.2 Denne tilstand var uholdbar for en moderne, enevældig stat, der ønskede at fremme handel og effektiv transport.

    Dette førte til en radikal, statsstyret intervention, der afspejlede oplysningstidens idealer om rationalitet, orden og centraliseret kontrol. Den danske regering hentede professionel ekspertise i Frankrig i form af Marmillod, der havde 14 års erfaring som overingeniør.2 Hans tilgang var revolutionerende: Grøftemateriale skulle kastes ud på markerne, vejen skulle renses for snavs, huller skulle fyldes med sand og grus, og vigtigst af alt skulle vandet, “vejens værste fjende”, ledes effektivt bort.2

    Projektet med at anlægge en ny, moderne chaussé mellem København og Roskilde blev en mønstereksempel på denne nye filosofi. Den 24. juli 1766 godkendte Christian VII planen, hvis centrale princip var, at vejen skulle anlægges i en lige linje “så vidt muligt ske kan”.2 Dette brud med den gamle, bugtede alfarvej var en manifestation af en ny måde at tænke på. Det var ikke længere naturen, der skulle diktere vejens forløb, men derimod menneskets rationelle ideal, der skulle påtvinges landskabet. Projektets betydning understreges af, at den planlagte linjeføring blev indtegnet på Videnskabernes Selskabs prestigefyldte kort allerede i 1768.2

    Anlæggelsen, som foregik mellem 1769 og 1776, var et nationalt anliggende.3 Projektet blev styret af en kommission af rigets spidser, herunder J. H. E. Bernstorff og A. G. Moltke, og finansieret med en betydelig sum på 84.000 rigsdaler fra de kongelige lotterier.2 Den nye vej var en teknologisk og logistisk triumf. Den øgede rejsehastigheden og sikkerheden markant, selvom man i hestevognenes tidsalder næppe nåede en gennemsnitsfart på mere end 10-12 km/t.2 For at finansiere vedligeholdelsen blev der oprettet bomhuse med faste takster, og de gamle kroer flyttede ned til den nye, moderne færdselsåre, som på det sidste stykke ind mod Roskilde fik et lidt nordligere forløb end den gamle landevej.2 Overgangen fra den organiske alfarvej til den snorlige chaussé var således ikke blot en teknisk opgradering; det var et fysisk udtryk for en ny æra, hvor en centraliseret statsmagt brugte infrastruktur til at forme og kontrollere sit territorium.

    Kapitel 3: Porten til Roskilde – Historien om Røde Port

    Enhver historisk by har sine porte, de symbolske og fysiske overgange mellem land og by. For Roskilde var den østlige indgang markeret af Røde Port. Dens oprindelse skal findes i middelalderen som en egentlig fæstningsport, en del af det byvoldanlæg, som Saxo Grammaticus tilskriver Svend Grathe i 1150’erne.3 Denne port lå ved den gamle indfaldsvej fra øst, tættere på Hestetorvet end den nuværende Røde Port, og markerede indgangen til byens pulserende hjerte ved Hestetorvet og Algade.6 Med tiden mistede bymuren sin militære betydning, og porten blev reduceret til en bom.4

    Navnet “Røde Port” har dog vist sig at være mere levedygtigt end den fysiske struktur, det oprindeligt var knyttet til. Med anlæggelsen af jernbanen i midten af 1800-tallet blev landevejen, nu Københavnsvej, ført under en ny jernbanebro.8 Denne bro blev en ny, markant struktur ved indgangen til byen. I 1936, i forbindelse med en udbygning, blev broen kalket rød, og i den handling blev den gamle byports identitet overført til den nye jernbanebro.6

    Denne overførsel af navn og symbolsk betydning er et fascinerende eksempel på, hvordan kollektiv hukommelse og stedsidentitet kan være flydende. Det var ikke selve den middelalderlige murstensport, der var afgørende, men derimod funktionen som byens østlige port. Da jernbanebroen blev den nye dominerende markør på dette sted, var det naturligt, at den arvede navnet og rollen. Den fysiske genstand ændrede sig, men den symbolske funktion bestod.

    I dag er Røde Port et centralt referencepunkt i Roskilde. Den fungerer som det uofficielle startpunkt for den bymæssige del af Københavnsvej og er en del af den lokale identitet, hvilket afspejles i navngivningen af lokale virksomheder som Bryghuset Røde Port.9 Den er et fast element i trafikmeldinger og er et nøglepunkt i de nuværende planer for byudvikling, hvor den markerer overgangen fra den travle indfaldsvej til den historiske bykerne.11 Historien om Røde Port viser således, hvordan et navn og en funktion kan vandre fra en nedrevet middelalderport til en rødmalet jernbanebro og dermed bevare sin plads i byens bevidsthed gennem århundreder.

    Part II: Industriens Tidsalder – Skorstene og Samlebånd på Københavnsvej

    Kapitel 4: Fabrikskorridorens Fødsel

    Den moderne, retlinede chaussé, der blev anlagt i 1700-tallet, var designet med ét formål for øje: effektiv transport. Men i det 20. århundrede skabte netop denne effektivitet grundlaget for en ny identitet for Københavnsvej. Vejen udviklede sig fra udelukkende at være en transitrute til at blive en produktiv økonomisk zone – en industriel korridor. Beliggenheden var ideel: den direkte og hurtige forbindelse til hovedstaden mod øst og det rige, landbrugsintensive opland mod vest gjorde den til et strategisk perfekt sted for industrivirksomheder.14

    Især virksomheder med tilknytning til landbruget fandt vej til grundene langs Københavnsvej. Her kunne råvarer fra markerne nemt transporteres ind til forarbejdning, og færdige produkter som landbrugsmaskiner kunne effektivt distribueres ud til gårdene.15 Industrialiseringen i Danmark var i høj grad bygget op omkring et samspil med landbruget, og Københavnsvej blev en fysisk manifestation af denne symbiose.14 I løbet af få årtier skiftede landskabet karakter. Marker og åbne arealer blev erstattet af fabriksbygninger, lagerhaller og skorstene, og lyden af hestevogne blev suppleret af maskinernes summen. Vejen blev en livsnerve for Roskildes voksende industri og en af byens vigtigste arbejdspladser.

    Kapitel 5: Vejkantens Giganter – Industrielle Casestudier

    Københavnsvejs industrielle karakter blev defineret af en række store og markante virksomheder, der i årtier prægede både vejens fysiske udseende og byens økonomiske liv.

    DAK (Danske Andelsslagteriers Konservesfabrik):
    Den ubestridt største og mest betydningsfulde industrivirksomhed på Københavnsvej var DAK. Fabrikken blev oprettet i 1933 og startede produktionen i 1935 på en stor grund, hvor butikscentret RO’s Torv ligger i dag.16 Med en medarbejderstab, der i mange år lå på omkring 400 ansatte, var DAK en af Roskildes absolut største arbejdspladser og en økonomisk motor for byen.17
    Virksomhedens primære formål var at forarbejde og konservere kødprodukter, som andelsslagterierne ikke selv kunne afsætte.16 Men DAK var mere end blot en konservesfabrik. Den var også en innovativ virksomhed, der tidligt så potentialet i at udnytte biprodukter fra slagtningen. Dette førte til etableringen af datterselskabet RMC (Roskilde Medical Company), som fra 1950’erne producerede livsvigtig medicin som pepsin, insulin og gigtmidlet ACTH. Råmaterialerne kom direkte fra slagteriaffaldet, og man påbegyndte endda en produktion af penicillin.17 DAK’s historie er således et eksempel på en tidlig form for industriel symbiose og ressourceudnyttelse. Fabrikkens æra sluttede, da den blev overtaget af Vestjyske Slagterier i 1996 og endeligt lukkede i 1997.17 Nedrivningen af DAK og opførelsen af et butikscenter på grunden står i dag som det mest markante symbol på Københavnsvejs overgang fra en produktionsøkonomi til en service- og forbrugsøkonomi.

    Hammerbo Maskinfabrik:
    En anden central aktør i vejens agro-industrielle økosystem var Hammerbo Maskinfabrik. Virksomheden, der havde rødder tilbage til 1896, lå i 1960’erne på adressen Københavnsvej 141.19 Hammerbo var specialiseret i produktion af landbrugsmaskiner og var kendt for sit “Hammerbo”-mærke, der dækkede over alt fra plove og halmpressere til gødningsspredere.19 Fabrikken var en vigtig leverandør til det sjællandske landbrug og understregede vejens rolle som bindeled mellem byens industri og landets primærerhverv. Virksomhedens betydning var så stor, at den endda agerede kulisse i den populære danske film “Pigen fra Egborg”, hvor skuespilleren Dirch Passer solgte Hammerbo-mejetærskere på Roskilde Dyrskue.21
    Andre Industrielle Landemærker:
    Udover de to giganter fandtes der en række andre, mindre industrivirksomheder. På Københavnsvej 150 lå Roskilde Vogn- og Karosserifabrik, der specialiserede sig i opbygning af køretøjer. Denne virksomhed fortsatte traditionen for håndværksbaseret produktion, men måtte som mange andre give op over for nye tiders konkurrence og gik konkurs i 2009.22 Lidt længere ude ad vejen, i området kendt som “Hvilen”, lå
    Smedjen i Hvilen. Denne smedje repræsenterede et af de ældste håndværk og eksisterede side om side med de store, moderne fabrikker, hvilket vidner om den mangfoldighed, der prægede vejens industrielle liv.14

    Den samlede historie om disse virksomheder tegner et billede af en vej, hvis identitet i det 20. århundrede var uløseligt forbundet med produktion. Nedlæggelsen af den ene fabrik efter den anden i slutningen af århundredet var ikke blot en række individuelle konkurser, men et symptom på en fundamental strukturel forandring i dansk økonomi. Københavnsvej fungerer her som et mikrokosmos for den landsdækkende de-industrialisering, hvor industriarbejdspladser forsvandt og blev erstattet af nye erhverv inden for handel og service.

    Tabel 1: Udvalgte 20. Århundredes Industrivirksomheder på Københavnsvej

    FirmanavnAdresse(r) på KøbenhavnsvejPrimære ProdukterNøgleår og BegivenhederNuværende Status på Lokationen
    DAK (Danske Andelsslagteriers Konservesfabrik)Københavnsvej (specifik adresse ikke nævnt, men lokation kendt) 17Kødkonserves, pølser, medicinske produkter (pepsin, insulin) via datterselskabet RMC 16Etableret 1933, produktion fra 1935. RMC opført 1948. Overtaget 1996, lukket 1997 17RO’s Torv butikscenter 16
    Hammerbo MaskinfabrikKøbenhavnsvej 141 (pr. 1960) 19Landbrugsmaskiner: Plove, halmpressere, gødningsspredere (“Hammerbo”-mærket) 19Rødder til 1896. C.O. Petersen overtog i 1935. Aktiv i 1960’erne 19Blandet erhverv og boliger.
    Roskilde Vogn- og KarosserifabrikKøbenhavnsvej 150 22Vogne og karosserier til køretøjer 22Aktiv i midten af det 20. århundrede. Gik konkurs i 2009 22Blandet erhverv, herunder bilforhandlere.26
    Smedjen i HvilenKøbenhavnsvej (specifik adresse i “Hvilen”-området) 14Smedearbejde 14Historisk smedje, repræsenterer traditionelt håndværk. Aktiv i den industrielle periode 14Området er i dag præget af blandet erhverv, lagerbygninger.28

    Part III: Den Postindustrielle Transformation – En Vej til Bolig og Butikker

    Kapitel 6: Fra Fabriksgulv til Fordør

    Lukningen af de store industrivirksomheder i slutningen af det 20. og begyndelsen af det 21. århundrede efterlod et tomrum på Københavnsvej. De store grunde, der tidligere husede produktionshaller og lagerbygninger, blev pludselig tilgængelige for ny udvikling. Denne overgangsperiode var præget af en fundamental redefinering af vejens formål. Den var ikke længere primært et sted for produktion, men blev i stigende grad et sted for forbrug og beboelse.

    Markedskræfterne og byplanlægningen begyndte at skubbe udviklingen i en ny retning. Den fortsat høje trafikintensitet gjorde vejen attraktiv for virksomheder, der var afhængige af synlighed og nem adgang for bilister. Samtidig skabte nærheden til Roskilde centrum og de gode transportforbindelser en efterspørgsel på boliger. Resultatet blev en gradvis, men gennemgribende transformation, hvor det gamle industrielle landskab blev erstattet af en ny og mere kompleks mosaik. Denne proces var ikke altid styret af en samlet vision, men snarere af en række enkeltstående projekter og tilpasninger, der tilsammen skabte det nuværende, noget fragmenterede, postindustrielle gadebillede.

    Kapitel 7: Det Moderne Gadebillede – En Mosaik af Hjem og Handel

    I dag fremstår Københavnsvej, på strækningen fra Røde Port til motorvejen, som et komplekst og sammensat byrum, der afspejler de seneste årtiers transformation. Gaden er en blanding af boligområder, store detailhandelsenheder, serviceerhverv og institutioner, der tilsammen udgør en funktionel, men også visuelt uensartet, korridor.

    Boligprofilen: En Mangfoldig Beboersammensætning
    Boligmassen langs Københavnsvej er bemærkelsesværdig for sin diversitet. Her findes en bred vifte af boligtyper, der appellerer til forskellige segmenter af befolkningen. Man finder ældre, klassiske villaer, hvoraf nogle kan dateres tilbage til begyndelsen af 1900-tallet 29, side om side med rækkehuse, ejerlejligheder og villalejligheder.31 Denne blanding afspejles i ejendomsmarkedet, hvor den gennemsnitlige vurderingspris ligger omkring 2-3 millioner kroner, men med markante udsving afhængigt af ejendomstype og beliggenhed.31 Vejen tæller i alt omkring 390 adresser, hvoraf 39 bygninger er klassificeret som bevaringsværdige, hvilket vidner om en vis historisk dybde i bebyggelsen.31
    Specifikke boligkomplekser bidrager yderligere til mangfoldigheden. Etageejendommen i Københavnsvej 30, opført i 1935, er et eksempel på mellemkrigstidens boligbyggeri.34 En markant institution er

    “Roskilde Hvile” på Københavnsvej 66, som huser 88 studieboliger og dermed tiltrækker en ung og midlertidig beboergruppe.35 Dertil kommer sociale institutioner som

    Roskildehjemmet, der tilbyder botilbud til borgere med særlige behov.37 Denne sociale og arkitektoniske blanding skaber en kompleks beboerprofil. Analyser viser, at den mest almindelige husstandstype på vejen er “enlige voksne med lave indkomster”.31 Dette indikerer, at Københavnsvej ikke er et homogent velhaverkvarter, men snarere et område med en bred social sammensætning, hvilket stiller komplekse krav til fremtidig byplanlægning.

    Det Kommercielle Kraftcenter: Fra Biler til Boligindretning
    Den kommercielle aktivitet langs Københavnsvej er i høj grad formet af dens fortid som en trafikal hovedåre. En betydelig del af erhvervslivet er bil-relateret. Dækcentre som Euromaster på Københavnsvej 164 38 og autoværksteder som
    Super Dæk Service 39 ligger side om side med adskillige bilforhandlere.26 Disse virksomheder trives på grund af den høje synlighed og lette adgang for bilister.

    Samtidig har vejen udviklet sig til en vigtig detailhandelsdestination, især for pladskrævende varegrupper. Det mest dominerende element er butikscentret RO’s Torv, der ligger på den gamle DAK-grund og huser et bredt udvalg af butikker, herunder Føtex og H&M.40 Derudover findes store møbelhuse som

    ILVA på Københavnsvej 125 42 og supermarkeder som

    Lidl på Københavnsvej 85 og Netto.43

    Servicesektoren er også stærkt repræsenteret. VVS-grossisten Brødrene Dahl har en afdeling på Københavnsvej 136 A 45, og der er en bemærkelsesværdig koncentration af ejendomsmæglere, herunder

    LokalBolig i nr. 4 og Ejendomsmæglerfirmaet Hanne Hus i nr. 69.46 Denne blanding af erhverv viser en igangværende tilpasning, hvor tidligere industrigrunde nu udlejes som lagerfaciliteter eller markedsføres som attraktive showrooms med god eksponering.48 Denne udvikling understreger en klar kommerciel logik, der er bygget op omkring bilen som det primære transportmiddel. Det er netop denne logik, som de nye byudviklingsplaner søger at udfordre og supplere.

    Tabel 2: Nuværende Arealanvendelse på Københavnsvej (Røde Port til Motorvej)

    KategoriEksempler på Virksomheder / EjendomstyperNøglereferencer
    Automobilrelaterede ServicesEuromaster (dækcenter), Super Dæk Service (autoværksted), diverse bilforhandlere (Škoda, Bilhuset Roskilde)27
    StorskaladetailhandelRO’s Torv (butikscenter), ILVA (møbelhus)40
    DagligvarebutikkerLidl, Netto, Circle K43
    Professionelle ServicesEjendomsmæglere (LokalBolig, Hanne Hus), VVS-grossist (Brødrene Dahl), lagerudlejning (Nordicals)45
    BoligerVillaer, rækkehuse, ejerlejligheder, etageejendomme (f.eks. Københavnsvej 30)30
    Institutionel AnvendelseStudenterboliger (Roskilde Hvile), botilbud (Roskildehjemmet), skole (Hedegårdenes Skole)12

    Part IV: Fremtiden Smedes – Visionen for et Nyt Københavnsvej

    Kapitel 8: “Helhedsplanen” – En Drejebog for en Bydelsgade

    Den nuværende, storstilede transformation af Københavnsvej er ikke et resultat af tilfældigheder, men derimod af en bevidst og gennemtænkt strategi formuleret i Roskilde Kommunes “Helhedsplan”. Kernen i denne plan er en ambitiøs vision: at omforme Københavnsvej fra at være en “identitetsløs indfaldsvej” til at blive en “attraktiv ankomst til Roskilde”.50 Dette markerer et fundamentalt skift i prioriteter – væk fra udelukkende at fokusere på bilers hurtige fremfærd og hen imod at skabe et kvalitativt byrum for dem, der bor, arbejder og færdes langs vejen. Det er en topstyret urban re-engineering, der sigter mod at vende udviklingen fra det 20. århundredes bil-centrerede model.

    Visionen hviler på tre strategiske søjler, opsummeret i nøgleordene: Forbind, Forskøn, Fortæt.50

    • Forbind: Dette handler om at forbedre mobiliteten og sammenhængen for alle trafikantgrupper. Et centralt element er anlæggelsen af en “supercykelsti” som en del af “Roskilderuten”, der skal gøre det mere attraktivt og sikkert for cyklister at pendle mellem Roskilde og København.11 Samtidig skal bussernes fremkommelighed forbedres, hvilket skal styrke den kollektive trafik.50 Disse tiltag, som er delvist statsfinansierede, har til formål at skabe et mere balanceret trafiksystem, hvor bilen ikke er den eneste prioritet.11
    • Forskøn: Denne søjle sigter mod en generel æstetisk og miljømæssig opgradering af vejrummet. Et centralt virkemiddel er “begrønning”.53 Der skal plantes flere træer og etableres grønne midterrabatter, som skal bryde de lange, asfalterede stræk og skabe et mere behageligt og indbydende miljø.11 Målet er at give vejen en tydeligere og mere attraktiv visuel identitet.
    • Fortæt: Den tredje søjle er en byudviklingsstrategi, der aktivt skal fremme en fortætning med nye boliger og erhverv, især på den indre del af strækningen mod Røde Port.50 Ved at skabe rammerne for en tættere og mere bymæssig bebyggelse ønsker kommunen at understøtte et mere levende byliv. Planen sigter mod at øge “investorsikkerheden” for at tiltrække private udviklere, der vil bygge i tråd med visionen om en moderne “bydelsgade”.50 Allerede nu er der konkrete boligprojekter på tegnebrættet, som f.eks. et DGNB Guld-certificeret byggeri på
      Københavnsvej 26.54

    Denne helhedsplan er blevet til gennem en proces, der har involveret dialog med offentligheden. Der blev afholdt et “stormøde” for borgere og grundejere i januar 2020 samt en række “kaffemøder” med udviklere og erhvervsliv for at inddrage forskellige perspektiver og interesser i udformningen af vejens fremtid.51

    Kapitel 9: Under Ombygning – Genopbygningens Realiteter

    Visionen for en ny Københavnsvej omsættes i disse år til beton og asfalt, og det er en proces, der medfører betydelige gener for dagligdagen langs vejen. Anlægsprojektet er en logistisk kompleks operation, der udføres som et tæt samarbejde mellem Roskilde Kommune og forsyningsselskabet FORS. FORS udnytter, at vejen alligevel er gravet op, til at gennemføre en omfattende renovering og omlægning af de underjordiske ledningsnet for fjernvarme, vand og spildevand.12 Dette sikrer, at man undgår at skulle grave igen om få år.

    Arbejdet er opdelt i etaper for at begrænse de totale forstyrrelser. Den nuværende fase, “Etape 3”, dækker den centrale strækning fra Røde Port til krydset ved Byageren/Bymarken, og dette arbejde forventes at strække sig frem til begyndelsen af 2026.12 Selvom projektet er nøje planlagt, er det ikke uden konsekvenser for de daglige brugere af vejen.

    • Trafikale Udfordringer: Trafikafviklingen er stærkt påvirket. Der er indført markante ændringer i centrale kryds, såsom et forbud mod venstresving fra Københavnsvej ind ad Ny Østergade, hvilket tvinger bilister ud på omkørsler via Vindingevej og Bymarken.12 Ved Røde Port er svingbaner blevet midlertidigt spærret, og adgangen til store destinationer som RO’s Torv og Hedegårdenes Skole er blevet besværliggjort med omlægninger og reducerede adgangsveje.12
    • Forringede Forhold for Bløde Trafikanter og Kollektiv Trafik: Mens det langsigtede mål er at forbedre forholdene for cyklister og buspassagerer, er de midlertidige forhold stærkt forringede. Cykelstier er fjernet på arbejdsstrækningerne, og cyklister henvises til at trække cyklen på fortovet eller benytte alternative ruter som Gammel Landevej.12 Busstoppesteder er blevet flyttet, og busruter omlagt, hvilket skaber usikkerhed og længere rejsetider for passagererne.12
    • Gener for Beboere og Erhvervsliv: For de lokale beboere og virksomheder betyder byggeriet støj, støv og vanskelig adgang. Indkørslen til ejendomme som Lokalbolig i nr. 4 er blevet midlertidigt flyttet, og den generelle usikkerhed og trafikophobning påvirker både kunder og beboere.12 Hele processen er en påmindelse om, at store bytransformationer har en høj pris i form af midlertidige forstyrrelser, før de langsigtede fordele kan realiseres.

    Kapitel 10: Syntese og Udsyn – Fremtidens Københavnsvej

    Historien om Københavnsvej er en fortælling om radikale transformationer. Ligesom Jean Marmillods anlæggelse af en snorlige chaussé i 1700-tallet var et fundamentalt brud med fortidens alfarvej, er det 21. århundredes “Helhedsplan” en lige så gennemgribende genopfindelse af vejens identitet. Dengang var målet at tvinge oplysningstidens idealer om rationalitet og effektivitet ned over landskabet. I dag er målet at implementere nutidens byplanlægningsidealer om bæredygtighed, livskvalitet og social balance i et eksisterende, bil-domineret byrum.

    Kernen i den nuværende transformation er den evige spænding mellem en vejs to primære funktioner: at være en kanal for bevægelse og et rum for ophold. I det 20. århundrede vandt bevægelsesfunktionen. Vejen blev en effektiv indfaldsvej, hvis succes blev målt i antallet af biler, den kunne transportere, og de bil-afhængige virksomheder, den kunne servicere. “Helhedsplanen” er et bevidst forsøg på at genforhandle denne balance og styrke vejens funktion som et sted – en “bydelsgade”, hvor mennesker har lyst til at opholde sig, bo og leve.

    Projektets succes vil i sidste ende afhænge af, om det formår at løse denne iboende konflikt. Vil de bredere fortove, den nye supercykelsti og de grønne midterrabatter reelt kunne ændre adfærd og tiltrække nye former for byliv? Eller vil vejens grundlæggende karakter som en af Roskildes travleste trafikale arterier fortsat dominere?

    Et afgørende element i denne ligning er det symbiotiske forhold mellem offentlige investeringer og privat udvikling. Kommunens massive investering i infrastruktur og forskønnelse er designet som en katalysator, der skal skabe “investorsikkerhed” og dermed tilskynde private bygherrer til at investere i den fortætning, som er en central del af visionen.50 Hvis denne offentligt-private partnerskabsmodel lykkes, kan Københavnsvej udvikle sig til en tættere, mere levende og socialt blandet bydel. Hvis den private investering udebliver eller tager en anden retning end forudset, risikerer man at stå tilbage med en dyr, opgraderet vej, der ikke fuldt ud indfrier sine bylivsmæssige ambitioner.

    Uanset udfaldet står det klart, at Københavnsvej befinder sig ved en historisk skillevej. De kommende år vil vise, om den massive investering og de betydelige gener under byggeriet vil resultere i den attraktive og bæredygtige ankomst til Roskilde, som er visionen. Vejen, der begyndte som en sti formet af naturen, blev en ingeniørkunst i enevældens tid og en industriel pulsåre i det 20. århundrede, er nu i færd med at blive smedet på ny. Dens næste kapitel vil blive definerende for fremtidens Roskilde.

  • Astersvej

    Astersvej

    Hele Livet på Én Gade i Roskilde

    Hør lidt om Astersvej

    Astersvej i det sydlige Roskilde er mere end bare asfalt og fortove. Det er et levende mikrokosmos, et lille stykke Danmarkshistorie støbt i beton og mursten, hvor hele livets cyklus udspiller sig hver eneste dag. Fra de første usikre skridt i vuggestuen til de sidste rolige år på plejecentret er Astersvej rammen om et komplet lokalsamfund. Gaden er et levn fra en tid, hvor man planlagde bydele med en vision om, at alt, hvad et menneske behøvede, skulle være inden for rækkevidde. En gåtur ned ad Astersvej er en rejse gennem både et menneskeliv og et halvt århundredes byudvikling.

    5 vigtige

    • chevron-right
      Et Komplet Lokalsamfund: Gaden huser institutioner for alle livets faser: vuggestue, børnehave, folkeskole, ungdomsboliger, plejecenter og et specialiseret botilbud.
    • chevron-right
      Arkitektonisk Tvillingepar: Østervangsskolen (1968) og Jakobskirken (1974) er tegnet af samme arkitektfamilie og udgør områdets markante, modernistiske hjerte.
    • chevron-right
      Tre Sociale Søjler: Beboerne er en unik blanding af etablerede familier i villaer, unge studerende i ungdomsboliger og borgere med særlige behov på pleje- og botilbud.
    • chevron-right
      En Vision på Pause: En ambitiøs helhedsplan, “Østervangsbyen”, skulle modernisere området, men er sat i bero på grund af stigende byggeomkostninger, hvilket efterlader gaden i et usikkert limbo.
    • chevron-right
      Planlagt Mangfoldighed: Området blev bevidst skabt i 1960’erne og 70’erne som en selvstændig enhed, der afspejler velfærdsstatens ideal om funktionelle og socialt blandede bydele.

    En Gade Født af Velfærdstaten

    Historien om Astersvej begynder i 1960’erne og 70’erne. Roskilde voksede, og i den sydlige del af byen skød et nyt kvarter op, formet af tidens idealer. Dette var ikke bare tilfældige huse og veje; det var en gennemtænkt plan. Visionen var at skabe et nærmiljø, hvor borgerne havde alt, hvad de skulle bruge i hverdagen. Kernen i denne vision blev placeret side om side på Astersvej: en skole og en kirke.

    Østervangsskolen, opført i 1968, og Jakobskirken, indviet i 1974, er mere end bare bygninger. De er arkitektoniske tvillinger, skabt af arkitektfamilien Hartmann-Petersen. Med deres rå beton og røde teglsten taler de et tydeligt sprog om den ærlighed og funktionalitet, der prægede datidens arkitektur. Sammen udgør de gadens ankerpunkt – et fysisk symbol på de to søjler, mange lokalsamfund hviler på: oplysning og tro.

    Hjertet der Banker for Kultur og Fællesskab

    Skolen og kirken blev hurtigt mere end deres oprindelige formål. Østervangsskolen udviklede en stærk kreativ profil med musik, teater og dans, og dens festsal blev en scene for hele lokalområdet, ikke kun for eleverne. Den blev et kulturelt samlingspunkt, hvor koncerter og arrangementer trak folk til fra de omkringliggende villaveje.

    Lige ved siden af blev Jakobskirken det spirituelle og sociale omdrejningspunkt. Den moderne, næsten brutale arkitektur husede ikke kun gudstjenester, men også konfirmandundervisning, foredrag og fællesspisning. Kirken blev et sted, hvor naboer mødtes, og hvor samtalen kunne fortsætte, længe efter prædikenen var forbi. Tilsammen skabte de to institutioner en puls, der gav liv til hele kvarteret.

    Fra Vuggestue til Plejehjem

    Det unikke ved Astersvej er, hvordan gaden favner alle livets aldre. I den ene ende ligger Børnehuset Hobbitten og Børnehaven Solsikken. Her kan forældre vælge mellem den store, strukturerede institution med økologisk guldmærke og skovafdeling, eller den lille, intime børnehave i et hyggeligt, gammelt hus. Valgmuligheden i sig selv vidner om et ressourcestærkt område med engagerede forældre.

    Når børnene bliver unge og skal studere, behøver de ikke flytte langt. Ungdomsboligerne i Vængebo, bygget som små rækkehuse i 1991, sikrer en konstant strøm af unge mennesker til gaden. De bor tæt på byens uddannelsesinstitutioner og bringer en dynamik, der forhindrer Astersvej i at blive en søvnig forstadsenklave.

    I den anden ende af livet finder vi Plejecenter Astersvej og det moderne botilbud Astershøjskolen. Her bor ældre og voksne med særlige udfordringer. Især Astershøjskolen, med sit fokus på fællesskab og recovery, viser en udvikling i vores velfærdssamfund – fra passiv pleje til aktiv støtte. Denne blanding af generationer og livsvilkår på én og samme gade er sjælden. Unge studerende, børnefamilier og ældre med plejebehov færdes på de samme fortove og skaber en stille, men vedvarende udveksling mellem livets forskellige faser.

    Det Lokale Mødested

    Selvom Astersvej er rig på store institutioner, findes gadens uformelle hjerte i det lille lokale center. Her ligger et supermarked, en kinesisk restaurant og en bodega side om side. Det er måske ikke prangende, men det er funktionelt og dækker præcis de behov, som gadens mangfoldige beboere har. Her handler den studerende billigt ind, børnefamilien henter takeaway en travl tirsdag, og de ældre naboer mødes over en øl på bodegaen. Centeret er den sociale lim, der binder de forskellige grupper sammen i hverdagens små ritualer. Det er her, man hilser på hinanden og udveksler en bemærkning om vejret – det er her, en gade for alvor bliver til et kvarter.

    En Fremtid i Vente

    Astersvej har et solidt fundament, men står over for en usikker fremtid. I flere år har Roskilde Kommune arbejdet på en ambitiøs helhedsplan kaldet “Østervangsbyen”. Visionen var at rive det gamle, nedlagte plejecenter ned og skabe et nyt, livligt bydelscentrum med moderne boliger, tryggere trafikforhold for skolebørnene og grønne mødesteder. Planen var et løfte om en fornyelse, der skulle bringe Astersvej ind i fremtiden.

    Men i begyndelsen af 2025 blev planen sat i bero. Stigende priser på byggeri gjorde projektet for dyrt. Nu står Astersvej i et limbo. De tomme bygninger fra det gamle plejecenter står som et monument over en fremtid, der blev udskudt. Forventningens glæde i lokalsamfundet er afløst af en afventende stilhed. Spørgsmålet er nu, hvad der skal ske. Risikerer området at gå i stå, eller kan beboerne og kommunen finde nye, mindre veje til at puste liv i de visioner, som alle var blevet så glade for?

    Astersvej er et billede på, hvordan byplanlægning, fællesskab og uforudsete begivenheder former et sted. Gaden er en succesfuld arv fra velfærdsstaten, men den er også et eksempel på, hvor sårbar en langsigtet vision kan være. Fremtiden er måske usikker, men livet på gaden fortsætter – fra det første barnegrin i Hobbitten til den sidste sludder på Charlie Chaplin Bodega.

    Her kan du læse en stor rapport om Astersvej

    Fold teksten ud her

    Astersvej i Roskilde: Et Dybdegående Portræt af et Lokalt Økosystem

    Astersvej i det sydlige Roskilde er langt mere end blot en færdselsåre, der forbinder den travle Østre Ringvej med Motelvej. Den udgør et komplekst og levende lokalsamfund, et mikrokosmos, der huser borgere i alle livets faser – fra vuggestuebørn og skoleelever til unge studerende, etablerede familier og ældre på plejecenter. Gaden og dens umiddelbare omgivelser fungerer som en næsten selvstændig enhed, defineret af en række centrale institutioner, der giver området sin unikke karakter: Østervangsskolen, Jakobskirken, daginstitutionerne Hobbitten og Solsikken, Plejecenter Astersvej og det specialiserede botilbud Astershøjskolen, ungdomsboligerne i Vængebo samt et lille, lokalt center med supermarked, restaurant og bodega.

    Denne rapport analyserer Astersvej som et sammensat økosystem, hvor sociale, arkitektoniske, pædagogiske og kommercielle funktioner er tæt sammenvævede. En central analytisk akse er spændingsfeltet mellem områdets nuværende, veletablerede karakter – formet af en bevidst byplanlægning i 1960’erne og 70’erne – og den ambitiøse, men aktuelt standsede, fremtidsvision i helhedsplanen for “Østervangsbyen”.1 Denne situation, præget af både et stærkt fundament og en usikker fremtid, skaber en dynamik, der vil blive belyst i dybden gennem en analyse af gadens infrastruktur, dens sociale institutioner, beboersammensætning, erhvervsliv og de fremtidsplaner, der skal forme dens næste kapitel.

    Den Fysiske og Infrastrukturelle Ramme

    Den fysiske udformning af Astersvej og dens infrastruktur danner grundlaget for livet i området. Beliggenheden, transportmulighederne og de miljømæssige forhold er afgørende for gadens funktion som både boligområde og et knudepunkt for en række vigtige institutioner.

    Beliggenhed og Forbindelser

    Astersvej er strategisk placeret i den sydlige del af Roskilde og fungerer som en vital forbindelsesvej, der skaber passage mellem to af bydelens større trafikårer, Østre Ringvej og Motelvej. Denne placering understreger dens funktionelle betydning for den lokale trafikafvikling og gør den til en naturlig færdselsåre for beboere i det omkringliggende kvarter.

    Offentlig Transport og Tilgængelighed

    Området er særdeles velbetjent af det offentlige transportnet, hvilket er en afgørende faktor for den mangfoldige beboersammensætning, der tæller både studerende, pendlere og ældre. En række buslinjer, herunder 202A, 206, 212, 220, 600S og 91N, har stoppesteder i eller umiddelbar nærhed af Astersvej, hvilket sikrer gode forbindelser til resten af Roskilde og videre ud i regionen.3 Centrale stoppesteder som “Astersvej (Østre Ringvej)” og “Østervangsskolen (Astersvej)” fungerer som lokale knudepunkter for de mange daglige brugere af områdets institutioner.5 For togforbindelser er de nærmeste stationer Roskilde Station, som ligger cirka 20 minutters gang væk, og Trekroner Station, cirka 22 minutters gang væk, hvilket giver adgang til det nationale og regionale tognet.3

    Offentlige Transportmuligheder ved Astersvej
    Transportmiddel
    Bus
    Bus
    Bus
    Bus
    Tog

    Trafik, Sikkerhed og Fremtidige Indgreb

    De nuværende trafikale forhold på Astersvej er komplekse. Gaden fungerer både som en lokal forbindelsesvej og som primær adgangsvej for flere store institutioner, herunder en folkeskole og to daginstitutioner, hvilket medfører en betydelig mængde afhentnings- og bringetrafik. Denne kombination af gennemkørende trafik og mange sårbare trafikanter har skabt et behov for at gentænke trafiksikkerheden.

    Dette er en central del af helhedsplanen “Østervangsbyen”, som har et “stærkt fokus på trafiksikkerhed”.1 Planen indeholder et radikalt forslag om at ensrette Astersvej. Formålet er ikke primært at optimere trafikflowet for pendlere, men derimod at skabe et “lukket kredsløb i bydelen uden gennemkørende biler” og specifikt at “forbedre sikkerheden ved afsætning/afhentning af børn” ved Østervangsskolen og Børnehuset Hobbitten.1 Dette tiltag er mere end en teknisk trafikløsning; det er en form for social ingeniørkunst, der direkte intervenerer i lokalsamfundets daglige rytme for at løse et presserende socialt problem – utryghed for områdets mange børn. Det viser, hvordan byplanlægning i dette område er uløseligt forbundet med de sociale institutioners funktion og behov.

    Miljømæssige Forhold og Bygningsarv

    Bygningsmassen på Astersvej, der primært stammer fra 1960’erne og 70’erne, bærer på en arv, der både er arkitektonisk og miljømæssig. En analyse af bygningerne på Astersvej 15, hvor Østervangsskolen ligger, indikerer en potentiel risiko for sundhedsskadelige stoffer som PCB og tungmetaller i byggematerialer som maling, fuger og gulve.9 Dette var almindeligt anvendte materialer i byggeriet i den periode, og det udgør en latent omkostning og sundhedsrisiko i forbindelse med fremtidige renoveringer eller, som foreslået i “Østervangsbyen”, nedrivning.

    Samtidig er området klimaudfordret. Med en gennemsnitlig befæstelsesgrad på 50 % og en jordbund med dårlig hydraulisk ledningsevne er der en forhøjet risiko for oversvømmelser ved ekstremregn, da overfladevand har svært ved at sive ned.9 Denne dobbelte arv – en karakterfuld modernistisk arkitektur og en iboende miljømæssig sårbarhed – skaber et komplekst dilemma for fremtidig udvikling. Bevaring kræver potentielt dyre saneringer, mens nybyggeri skal håndtere både bortskaffelse af farlige materialer og en aktiv klimatilpasning for at imødegå oversvømmelsesrisikoen.

    Det Sociale og Menneskelige Landskab: Kvarterets Søjler

    Astersvej er defineret af de mange institutioner, der ligger side om side og tilsammen skaber et tæt socialt netværk. Fra uddannelse og tro til pleje og pasning udgør disse steder de søjler, som lokalsamfundet hviler på.

    Oversigt over Institutioner på Astersvej
    Navn
    Østervangsskolen
    Jakobskirken
    Børnehuset Hobbitten
    Børnehaven Solsikken
    Plejecenter Astersvej
    Astershøjskolen
    Vængebo

    Østervangsskolen (Astersvej 15): Et Pædagogisk og Kulturelt Ankerpunkt

    Østervangsskolen, opført i 1968 og tegnet af arkitekten Jørgen Hartmann-Petersen (kendt som “Habakuk”), er en af områdets absolutte hjørnesten.11 Skolen, der huser mellem 490 og 566 elever fra 0. til 9. klasse, har en mangeårig og stærk “musisk-kreativ profil” med særlige talentklasser i musik og et rigt udbud af aktiviteter inden for teater, dans og bevægelse.10 Festsalen bruges jævnligt til koncerter og kurser, der er åbne for hele lokalsamfundet, hvilket cementerer skolens rolle som et kulturelt samlingspunkt.24

    Skolens præstationer og trivsel tegner dog et nuanceret og til tider modstridende billede. Mens nogle data peger på et solidt akademisk niveau med et karaktergennemsnit over landsgennemsnittet, indikerer andre data et gennemsnit lidt under, især i faget dansk.10 Mere bekymrende er trivselsmålingerne, som viser en social trivsel under gennemsnittet og en bemærkelsesværdig lav score på parameteret “Støtte og Inspiration” fra lærere og ledelse.10 Dette kan ses som en mulig forklaring på de kritiske anmeldelser fra forældre, der peger på dårlig ledelse og mangelfuld håndtering af mobning, og som står i kontrast til skolens positive selvforståelse og andre forældres rosende ord.22 Der synes at eksistere en kløft mellem skolens stærke, positive identitet og de mere problematiske kvantitative data. Den lave score for oplevet støtte og inspiration kan være en underliggende årsag til de udfordringer med social trivsel og et stigende elevfravær, som også er dokumenteret.10

    Nøgletal for Østervangsskolens Præstation og Trivsel
    Parameter
    Karaktergennemsnit (9. kl.)
    Social Trivsel
    Faglig Trivsel
    Ro og Orden
    Støtte og Inspiration
    Elevfravær (2020/21)

    Jakobskirken (Astersvej 11): Et Moderne Spirituelt og Kunstnerisk Centrum

    Jakobskirken, indviet 1. påskedag 1974, er det andet store ankerpunkt på Astersvej.13 Den blev opført som et direkte svar på den massive befolkningstilvækst i det sydlige Roskilde, der startede i 1950’erne, og den blev bygget på en grund, som byrådet i 1971 havde overdraget menighedsrådet netop ved siden af den nyopførte Østervangsskole.13

    At kirken er tegnet af den samme arkitektfamilie, Lars, Gerda og Jørgen Hartmann-Petersen, som stod bag skolen, er ingen tilfældighed.11 De to bygninger udgør en samlet arkitektonisk og historisk akse, der definerer områdets visuelle identitet. Kirkens markante modernistiske/brutalistiske stil med rå beton, røde teglsten og et fritstående klokketårn er et stærkt arkitektonisk statement fra sin tid.12 Indvendigt er kirken rigt udsmykket med kunst, mest prominent billedhugger Hein Heinsens altervæg-skulptur fra 1976, og huser et anerkendt orgel med 25 stemmer.12 Udover at være det spirituelle centrum for Roskilde Søndre Sogn, fungerer kirkens lokaler som et vigtigt socialt og kulturelt samlingssted for alt fra konfirmandundervisning til lokalhistoriske foredrag, hvilket gør den til en central social lim i lokalområdet.13

    Børnepasning og Tidlig Udvikling: Hobbitten og Solsikken

    Astersvej er usædvanligt veludstyret med daginstitutioner, hvilket afspejler et kvarter med mange børnefamilier. Tilstedeværelsen af to forskellige, selvejende institutioner med hver deres distinkte pædagogiske profil er et kvalitetsstempel for området.

    Børnehuset Hobbitten på Astersvej 15C er en stor, integreret institution med plads til 131 børn i vuggestue og børnehave.14 Den er kendetegnet ved en højt specialiseret og veldefineret pædagogisk profil, der er ICDP-certificeret og bygger på anerkendelse, nærvær og dannelse.15 Institutionen tilbyder unikke faciliteter som det økologiske spisemærke i guld og en dedikeret skovafdeling, “Skovfolket”, for de ældste børn.15

    I den anden ende af skalaen ligger Børnehaven Solsikken på Astersvej 25. Det er en lille, intim børnehave med plads til kun 44 børn, beliggende i et hyggeligt, ældre hus.16 Her er fokus på det nære miljø, legens betydning og et tæt forældresamarbejde, som understøttes af, at institutionen er selvejende med en forældrevalgt bestyrelse.16

    Denne pædagogiske mangfoldighed, hvor forældre kan vælge mellem den store, strukturerede model og den lille, intime model, signalerer et ressourcestærkt lokalområde med engagerede forældre, der aktivt tager stilling til deres børns pasning.

    Pleje- og Støttetilbud: Udviklingen af Asterscenteret (Astersvej 9)

    Adressen Astersvej 9 er undergået en markant transformation, der afspejler et større skift i den danske velfærdsmodel. Oprindeligt husede adressen “Astershjemmet”, i dag kendt som Plejecenter Astersvej, et kommunalt plejehjem oprettet i 2007.18 Det er bygningerne fra dette, der i helhedsplanen betegnes som det “nedlagte plejecenter”, som er udset til nedrivning.1

    Samtidig er matriklen blevet hjemsted for Astershøjskolen, et højt specialiseret og moderne midlertidigt botilbud (§107) for voksne med psykiske og sociale vanskeligheder.19 Dette tilbud er baseret på progressive principper som “højskoleværdier” og en recovery-orienteret tilgang, der fokuserer på fællesskab, empowerment og håb.19 Med et tværfagligt team, der inkluderer en PEER-medarbejder (en medarbejder med egne levede erfaringer), og metoder som NADA, repræsenterer Astershøjskolen den nyeste tænkning inden for socialpsykiatrien.19 Denne udvikling på én og samme adresse – fra et traditionelt plejehjem til et sted, der også rummer et innovativt socialpsykiatrisk tilbud – er et fysisk manifest af velfærdsstatens bevægelse fra passiv pleje mod aktiv recovery og borgerinddragende, fællesskabsbaserede løsninger.

    Beboere og Boligforhold

    Demografien på Astersvej er lige så sammensat som dens institutioner. Gaden er ikke et homogent kvarter, men hviler på tre distinkte demografiske søjler, der skaber et unikt socialt landskab.

    Boligmassen og dens Karakter

    Boligmassen på Astersvej er blandet. Den ene del består af private villaer, som ifølge offentlige vurderinger og salgspriser ligger i en relativt høj prisklasse med gennemsnitlige vurderinger på 4-5 mio. kr..30 Dette indikerer et veletableret og attraktivt villakvarter, som sandsynligvis bebos af etablerede familier og ældre borgere. Den anden markante del af boligmassen udgøres af almene ungdomsboliger.20

    Vængebo (Astersvej 17-21): Et Samlingspunkt for Unge og Studerende

    Ungdomsboligafdelingen Vængebo, opført i 1991, er en afgørende brik i områdets demografi.31 Med sine 51 enheder, fordelt på 44 et-rums og 7 to-rums boliger, huser den en stor gruppe unge under uddannelse.20 Boligerne er indrettet som rækkehuse med eget køkken og bad, og afdelingen har fællesfaciliteter som vaskeri og et fælleslokale.20 Beliggenheden er strategisk ideel for studerende med kort afstand til Roskildes store uddannelsesinstitutioner som Teknisk Skole, Handelsskolen og Katedralskolen.20 Vængebo sikrer en konstant tilstedeværelse af unge mennesker, hvilket bidrager til en dynamisk og aldersmæssigt blandet befolkning på gaden.

    Beboerprofil og Ejendomsmarked

    En demografisk analyse peger på, at den “mest almindelige husstandstype på Astersvej er de ældste og borgere i særlige boliger”.30 Dette afspejler tydeligt tilstedeværelsen af Plejecenter Astersvej og Astershøjskolen. Sammenholdt med de dyre villaer og den store ungdomsboligafdeling tegner der sig et billede af Astersvej som en gade, der hviler på tre sociale søjler:

    1. Etablerede borgere: Sandsynligvis ældre og familier i de private villaer.
    2. Unge studerende: En stor, skiftende gruppe i Vængebo.
    3. Borgere med særlige behov: Beboere på Asterscenterets pleje- og støttetilbud.

    Denne unikke sammensætning af mennesker med vidt forskellige livssituationer, behov og daglige rytmer på en relativt lille geografisk flade skaber en social kompleksitet, der adskiller Astersvej fra et typisk, ensartet forstadskvarter.

    Erhvervsliv og Lokaløkonomi

    Det lokale erhvervsliv er koncentreret i og omkring Asterscenteret ved adresserne Astersvej 3-7. Selvom det er beskedent i omfang, udgør det et funktionelt og komplet servicecenter, der dækker de basale daglige behov for områdets mangfoldige befolkning.

    Dagligvareforsyning: 365discount

    På Astersvej 3-5 ligger en 365discount-butik, som er områdets primære dagligvareforsyning.33 Butikkens historie afspejler den generelle udvikling i dansk detailhandel; en tinglyst servitut fra 2006 viser, at der tidligere lå en Fakta-butik på adressen.34 Denne transformation fra Fakta til 365discount er et lokalt eksempel på Coops nationale re-branding strategi for deres discountkæde. Butikken er desuden engageret i moderne initiativer som bekæmpelse af madspild gennem Too Good To Go.35

    Spisesteder og Sociale Mødesteder

    Udover dagligvarer tilbyder centeret også muligheder for socialt samvær og et måltid mad. Restaurant Hua Long på Astersvej 5-7 er en kinesisk restaurant, der tilbyder både buffet og take-away.36 Byggesagsdokumenter viser, at der blev givet tilladelse til en ny restaurant på adressen i 2007, hvilket indikerer, at Hua Long har været en stabil del af lokalområdet i mange år.34

    Ved siden af, på Astersvej 3, ligger Charlie Chaplin Bodega.38 Dette værtshus fungerer som et klassisk socialt “tredje sted” – et uformelt mødested for områdets beboere.

    Tilsammen udgør 365discount, Restaurant Hua Long og Charlie Chaplin Bodega et servicecenter, der er bemærkelsesværdigt velafstemt til lokalområdets behov. De dækker tre kerneydelser: discount-dagligvarer (til studerende og familier), familievenlig take-away (til travle hverdage) og et socialt frirum (til det lokale fællesskab).

    Fremtiden for Astersvej: Analyse af Helhedsplanen “Østervangsbyen”

    Den mest afgørende faktor for Astersvejs fremtid er helhedsplanen for “Østervangsbyen”. Planen repræsenterer en ambitiøs vision for at transformere området fra en forstadsvej til et levende bydelscentrum, men dens realisering er i øjeblikket usikker.

    Vision og Kerneprincipper

    Helhedsplanen, som er udviklet af Roskilde Kommune i samarbejde med rådgivere og en lokal følgegruppe bestående af repræsentanter fra bl.a. skolen og kirken, har til formål at omdanne Østervangscenteret til et “livligt midtpunkt”.1 Selve navnet “Østervangsbyen” signalerer en ambition om at skabe en tættere, mere urban og sammenhængende bydel. Planen omfatter det nedlagte plejecenter, supermarkedet, parkeringspladsen og dele af skolens og daginstitutionens arealer.1

    Arkitektoniske og Bymæssige Hovedgreb

    Planen indeholder en række markante indgreb, der vil ændre områdets karakter fuldstændigt. De centrale elementer er designet til at skabe et mere sammenhængende, sikkert og socialt aktivt område.

    Hovedelementer i Helhedsplanen for “Østervangsbyen”
    Område
    Bygninger
    Byrum
    Grønne Områder
    Trafik

    Aktuel Status og Udfordringer

    Visionen for Østervangsbyen har mødt virkeligheden. På et møde den 7. januar 2025 besluttede Plan- og Teknikudvalget i Roskilde Kommune at sætte helhedsplanen i bero.2 Årsagen er de markant stigende bygge- og materialeomkostninger, som har gjort projektets økonomi uholdbar i sin nuværende form. Kommunen undersøger nu, om en samlet udvikling af både etape 1 og 2 kan ændre den økonomiske ramme og gøre projektet realiserbart på et senere tidspunkt.2

    Denne standsning er et casestudie i, hvordan ambitiøse byudviklingsvisioner kan blive bremset af makroøkonomiske realiteter. Efter en omfattende proces med borgerinddragelse, hvor forventningerne i lokalsamfundet er blevet vakt, efterlades Astersvej nu i et limbo. Den gamle struktur med et “nedlagt plejecenter” består, mens den lovede fornyelse er udskudt på ubestemt tid. Denne usikkerhed er nu den dominerende faktor for områdets fremtidige udvikling og risikerer at føre til stagnation og forfald, især omkring de tomme bygninger.

    Konklusion

    Astersvej i Roskilde fremstår som et unikt og komplekst lokalsamfund, der er et velbevaret produkt af velfærdsstatens byplanlægning i 1960’erne og 70’erne. Dets styrke ligger i den bemærkelsesværdige mangfoldighed i både demografi og funktioner. Her lever unge studerende, børnefamilier og ældre borgere med plejebehov side om side, understøttet af en stærk social infrastruktur bestående af en skole med en markant kulturel profil, en arkitektonisk særpræget kirke, der fungerer som socialt samlingspunkt, og en række højt specialiserede pasnings- og støttetilbud.

    Samtidig står området over for betydelige udfordringer. Den arkitektoniske arv fra modernismen er både en identitetsskaber og en potentiel miljømæssig og økonomisk byrde på grund af aldrende materialer. De trafikale forhold udgør en sikkerhedsrisiko, som lokalsamfundet længe har ønsket en løsning på. Den største udfordring er dog den usikkerhed, som den standsede helhedsplan for “Østervangsbyen” har skabt. En ambitiøs og gennemtænkt vision for fornyelse er sat på pause, hvilket efterlader området i en sårbar venteposition.

    Fremtiden for Astersvej afhænger af, hvordan lokalsamfundet og kommunen navigerer i dette limbo. På kort sigt kunne en strategi med “taktisk urbanisme” – mindre, midlertidige og borgerdrevne initiativer – være en måde at aktivere de tomme arealer og fastholde momentum. På lang sigt er det afgørende, at ambitionerne fra helhedsplanen, især vedrørende trafiksikkerhed og skabelsen af et socialt samlingspunkt, fastholdes, selv hvis det må ske i en nedskaleret eller anderledes etapeopdelt form. At finde en holdbar løsning for det nedlagte plejecenter er essentielt for at undgå forfald og sikre, at Astersvej kan fortsætte sin udvikling som et levende og velfungerende lokalsamfund for alle sine beboere.

  • Vognmand Bent Dyring

    Vognmand Bent Dyring

    Så er der endnu et afsnit i vores serie “Arbejdspladser i Roskilde”. Denne gang er det vognmand Bent Dyring fra det tidligere så kendte vognmandsfirma Brdr. Dyring her fra Roskilde. Bent er i dag 82 år men er “still going strong” og er fyldt med historier om et langt og spændende arbejdsliv. Og om hvordan tingene har udviklet sig her i Roskilde. Og hvordan 3 brødre kan arbejde tæt sammen.
    Niels og Peter har haft besøg af ham og det er der kommet en god samtale ud af. Prøv at lytte med.

    Kort Resume

    Podcasten er en fascinerende mundtlig beretning af Bent Dyring, der som tidligere vognmand fra Roskilde giver et dybdegående indblik i firmaet Brødrene Dyrings næsten århundrede lange udvikling. Historien strækker sig fra firmaets spæde start med hestevogne i 1939/40 til overgangen til rigtige hestekræfter (lastbiler) i de tidlige 1950’ere og den efterfølgende specialisering i kranarbejde. Dyring beskriver branchens enorme teknologiske udvikling—fra simple håndtip lastbiler og små kraner til selvbyggede specialkraner på op til 150 tons—samt de udfordringer og sjove oplevelser, de tre brødre stod over for i deres virke, herunder deres førende rolle på Sjællands kranmarked og en næsten gennemført salgsaftale med DSV.

    Artikel: Vognmandsfirmaet Brødrene Dyrings Historie og Udvikling

    Denne artikel sammenfatter historien og udviklingen for vognmandsfirmaet Brødrene Dyring fra Roskilde, baseret på en dybdegående beretning fra tidligere medejer Bent Dyring. 

    Firmaet, grundlagt af brødrenes far omkring 1939-1940 med hestevogne, gennemgik en markant transformation og blev en pioner inden for specialtransporter. I 1973 overtog de tre brødre forretningen og specialiserede sig yderligere i avanceret kranarbejde, hvilket gjorde dem markedsførende på Sjælland i 15-20 år. De var kendt for at udvikle og specialbygge deres egne kraner, herunder en 150-tons kran, for at løse opgaver, som markedet ikke kunne levere udstyr til. Firmaets historie er præget af teknologisk innovation, betydningsfulde infrastrukturprojekter som gasledningsnettet, komplekse løft af kulturskatte som vikingeskibet Havhingsten, samt branchemæssige udfordringer som skiftende lovgivning og rekruttering. I 2008 overtog Bents søn firmaet, som senere blev afviklet i sin traditionelle form og omdannet til en konsulentvirksomhed på grund af udfordringer med at skaffe kvalificeret arbejdskraft. Beretningen giver et unikt indblik i vognmandsbranchens udvikling over mere end 60 år.

    Firmaets Oprindelse og Evolution

    Starten med Heste (ca. 1939-1950)

    • Grundlæggelse: Firmaet blev startet af Bent Dyrings far omkring 1939 eller 1940. De første operationer var baseret på transport med heste.

    • Beliggenhed: Hestene var opstaldet i baggården til en købmandsforretning på Ringstedvej i Roskilde. Familien boede på Th. Nielsens Vej 11, tæt ved jernbanen.

    • Hestenes Betydning: Heste forblev en del af familien, selv efter overgangen til lastbiler. Familien havde op til syv-otte rideheste stående i det gamle ridehus i Rødmosen, og Bent Dyring red selv i over 20 år.

    Overgangen til Lastbiler (1950’erne – 1960’erne)

    • Første Lastbiler: Skiftet fra heste til lastbiler fandt sted i begyndelsen af 1950’erne. Den første lastbil var en “trigangen”, efterfulgt af en engelsk model af mærket “Geaj” (G-A-Y), som havde motoren placeret under førerhuset. 

    (Triangel var et dansk mærke af lastbiler, busser og brandbiler, produceret i Odense af De forenede Automobilfabrikker fra ca. 1918 til 1950’erne. Navnet Triangel kom af, at firmaet var en sammenslutning af tre mærker: Thrige, JAN og Anglo-Dane.)

    • Teknologisk Udvikling: De tidlige lastbiler havde håndtip med tandstænger, en teknologi Bent Dyring husker fra faderens jordkørsel til anlæggelsen af motorvejsrampen ved Ringstedvej omkring 1955.

    • Udvidelse af Vognparken: I 1960’erne blev vognparken udvidet med mærker som Bedford, Ford og Volvo. Firmaet kørte med Volvo fra starten af 60’erne til 1968, hvor de skiftede til Scania på grund af dårlige erfaringer med nogle Volvo-modeller. Scania forblev herefter firmaets foretrukne mærke.

    • Flytning og Vækst: Firmaet flyttede i 1968 til Køgevej 149 (senere omdøbt til Søndermarksvej 11), hvor de havde et stort garageanlæg ved siden af asfaltfabrikken. De havde desuden 17 garagepladser ved Roskilde Ring.

    Etableringen af Brødrene Dyring (1973)

    • Generationsskifte: I 1973 overtog sønnerne firmaet, som herefter fik navnet Brødrene Dyring. Bent Dyring overtog først, og hans to brødre kom med kort efter.

    • Arbejdsfordeling: Faderen fortsatte med at varetage kontorarbejdet frem til sin død i 1990. Efter faderens stop i 1973 overtog Bent Dyring den administrative styring af firmaet, assisteret af en bogholder. Brødrene kørte selv med hver deres store kran.

    Generationsskifte og Ny Forretningsmodel (fra 2008)

    • Sønnens Overtagelse: I 2008 overtog Bents søn forretningen. I 1990 var firmaet flyttet til det tidligere HT-anlæg på Industrivej, som de havde købt.

    • Afvikling af Driften: Sønnen valgte at afvikle vognmandsdriften med egne biler. Beslutningen blev fremskyndet af, at det var svært at få unge chauffører til at køre om natten, hvilket specialtransporter ofte kræver, samt at to erfarne medarbejdere skiftede til konkurrenten BMS.

    • Ny Forretningsmodel: Firmaet eksisterer i dag som en konsulentvirksomhed, der fra en base i Sandby (mellem Ringsted og Næstved) formidler transportopgaver for mange af de gamle kunder uden selv at have biler.

    Specialisering og Markedslederskab inden for Krantransport

    Brødrene Dyring specialiserede sig tidligt i kranarbejde, hvilket udgjorde omkring 30% af firmaets samlede virke og var kernen i deres succes.

    Pionerarbejde og Teknologisk Udvikling

    • Markedsleder: I en periode på 15-20 år var Brødrene Dyring førende på kranmarkedet på Sjælland.

    • Første Kraner: Den første kran var en 3-tons Hiab-kran, anskaffet i starten af 1960’erne. Kort efter fulgte en 3,5-tons Foco-kran. Dette gjorde dem til det tredje firma i Roskilde med en kranbil, efter den gamle Rickard Nielsen og Frede Rasmussen.

    • Kapacitetsudvikling: Kranernes løfteevne voksede hurtigt til 4,5 tons, 7 tons og 12 tons. Senere ændredes måleenheden fra tons til tonsmeter, som angiver løfteevnen på en meters afstand (f.eks. kan en 12 tonsmeter-kran løfte 12 tons på 1 meters arm).

    Innovation og Specialbyggede Kraner

    • Egenudvikling: Da markedet ikke kunne levere kraner, der var store nok til firmaets behov, fik de selv designet og bygget tre store kraner: en 30-tons, en 50-tons og en 150-tons kran. Udviklingen var en betydelig investering; alene tegningerne til en kran i 1970’erne kostede 300.000 kr.

    • Baggrund som Smed: Bent Dyrings uddannelse som klejnsmed var afgørende. Han kunne selv udføre reparationer og specialtilpasninger. Et eksempel var modificeringen af SKB-kraner, hvor der blev påsvejset ekstra øjer, så firmaet selv kunne læsse 6,1-tons betonrør for Unicon.

    • Samarbejde om Udvikling: Firmaet deltog aktivt i udviklingsprojekter, blandt andet med Højbjerg Kraner i Aarhus om udviklingen af 50 og 70 tonsmeter-kraner.

    Udfordringer med Lovgivning og Vægtgrænser

    • Akseltryk: Et vedvarende problem var, at de store kranbiler ofte overskred det lovlige forakseltryk på 8 tons. For at blive godkendt til syn måtte man ofte midlertidigt afmontere ekstraudstyr.

    • Politiets Indsats: Omkring 2010-2012 intensiverede politiet kontrollen med kranbiler. Dette tvang mange vognmænd til at omregistrere deres biler som blokvogne, hvilket betød, at de kun måtte bruges som kran og ikke måtte medbringe last. Dette var et stort slag for branchen.

    Væsentlige Projekter og Opgaver

    Brødrene Dyring var involveret i en lang række markante og ofte komplekse opgaver.

    KategoriProjektbeskrivelseDetaljer
    Lokale ProjekterOpstilling af altaner på KongebakkenEn af de første store opgaver i slutningen af 1960’erne, hvor de udkonkurrerede BMS med mere fleksibelt udstyr.
    Flytning af skur fra SlagteriskolenEt 6,2 meter bredt skur blev flyttet til golfbanen under politieskorte.
    Opstilling af den røde gangbroBroen over Ringvejen ved KFM’s boldbaner.
    Håndtering af både i Roskilde HavnEn fast opgave, hvor bådenes størrelse voksede fra 3,5 tons (anset som en stor båd tidligere) til 15-20 tons.
    Nationale OpgaverGasledningsprojektetI et treårigt samarbejde med DSV blev der kørt gasrør fra Esbjerg. Hver aften kl. 22 kørte en kranbil til Esbjerg for at læsse rør på lastbiler og togvogne.
    KulturhistorieTransport af “Havhingsten”Vikingeskibet blev transporteret til en udstilling i Berlin. Skibet pådrog sig en mindre skade under ombordkørsel på færgen.
    Løft af vikingeskib i KøbenhavnSkibet blev beskadiget under løftet, da ejerne nægtede at fjerne ballaststenene. Brødrene Dyring havde fraskrevet sig ansvaret skriftligt.

    Forretningsdrift og Brancheindsigt

    Familiedynamik og Ledelsesprincipper

    • Enighedsprincippet: De tre brødre havde en fast aftale om, at ingen beslutninger blev truffet, medmindre alle tre var enige.

    • Fokus på Kerneforretningen: Deres far rådede dem til at holde sig til det, de var gode til – kraner. Dette princip betød, at de afviste at udvide til andre forretningsområder som f.eks. slamsugning, selvom Bent Dyring så et potentiale.

    Konkurrencesituationen i Roskilde

    • Lokale Vognmænd: Bent Dyring nævner en række andre store vognmænd i Roskilde, herunder Fred Rasmussen (også med store kraner), Jørgen Kold, Gunner Henriksen (kendt for Rockwool-kørsel), samt brødrene Jørgen Rickert og Knud Nielsen.

    • Uudnyttet Synergi: Brødrene Rickert og Nielsen kunne ikke samarbejde, selvom deres forretninger var komplementære (asfaltkørsel om sommeren og oliekørsel om vinteren).

    • Konkurrence fra Medarbejdere: En udfordring i de senere år var, at dygtige kranførere startede for sig selv. De underbød ofte priserne med 10%, men manglede ofte kapital til de store, uforudsete udgifter som f.eks. et kraneftersyn til 140.000 kr.

    Den Afbrudte Handel med DSV

    • Salgsplaner: I 1998 var der indgået en aftale om at sælge Brødrene Dyring til DSV for 70 millioner kroner. Aftalen var fuldt forhandlet og godkendt.

    • Kollaps af Handlen: To dage før overtagelsen krævede DSV en genvurdering af alle biler og en deponering på 17 millioner kroner som garanti for omsætningen. Brødrene opfattede dette som et forsøg på at presse prisen og afblæste handlen øjeblikkeligt.

    Brancheudfordringer og Foreningsarbejde

    • Aktiv i Branchen: Bent Dyring var dybt engageret i branchens organisationer. Han sad i bestyrelsen for Kran Erfagruppen, Roskilde Vognmandsforening, og Københavns Vognmandslaug.

    • Indflydelse på Lovgivning: Gennem sit arbejde var han med til at påvirke reglerne for specialtransport. Han var bl.a. med til at opnå en aftale med Færdselsstyrelsen, der tillod brug af bagudvendte kameraer på sættevogne på motorvejen som erstatning for ledsagerbiler.

    • Koordinering af Kommunal Kørsel: I en periode varetog Bent Dyring fordelingen af al kørsel for Roskilde Kommune, fra snerydning til materialetransport. Dengang var der 117 registrerede vognmænd i Roskilde, de fleste dog med kun én bil.

    Andre Forretningsområder

    Udover specialtransport med kran havde firmaet en betydelig forretning inden for materialekørsel.

    • Gruskørsel for Unicon: Brødrene Dyring varetog i mange år al gruskørsel for Unicon. De havde fast fire hængertræk, der kørte grus, sten og skærver fra grusgrave i Gammelrand (Kalundborg), Løve (Sorø) og Mogenstrup (ved Næstved). Kørslen fra Mogenstrup stod på i 3-4 år, da dette grus blev anset for at have den bedste kvalitet til støbning.

    • Import af Specialmaterialer: De transporterede også store mængder granitskærver fra Sverige og Norge til Unicon. Disse blev brugt til facader med frilagt sten. Bents far rejste ofte med en ingeniør fra Unicon for at finde sten med den helt rigtige farve til specifikke byggeprojekter.

  • Poul Lindor

    Poul Lindor

    Borgmester Poul Lindor

    Fra Typograf til Borgmester

    Velkommen til denne særlige episode af vores podcast, hvor vi dykker ned i en bemærkelsesværdig politisk karriere. Vi har fået et unikt indblik fra Poul Lindor Nielsen, den tidligere borgmester i Roskilde, der reflekterer over sine i alt 47 år i lokalpolitik.

    Lindor Nielsen startede sit arbejdsliv som uddannet typograf. Han sammenligner typografernes historiske magt og betydning med nutidens IT-professionelle og fremhæver, hvordan hastige teknologiske skift – dengang digitaliseringen og i dag kunstig intelligens – radikalt ændrer samfundet.

    Hans politiske løbebane begyndte i Ramsø Kommune, men kulminerede i 2005, da han blev valgt som den første borgmester for den nye, sammenlagte Roskilde Kommune. Fusionen skabte en fundamental transformation: pludselig stod han i spidsen for en kommune med ni gange så mange indbyggere og ansatte – en overgang fra en lille, personlig ledelsesstil til en stor, kompleks organisation.

    Lindor Nielsen deler ud af sin ledelsesfilosofi og beskriver borgmesterens rolle som en vanskelig balance:

    • Den ensomme beslutningstager: Når debatten er slut, er det borgmesteren alene, der står med det ultimative ansvar.
    • “Præsten”: Han fremhæver vigtigheden af at lytte til borgerne, udvise interesse og give råd uden at love politiske resultater, man ikke kan holde.

    Et af de mest markante kapitler i hans karriere er successionen. Lindor Nielsen var strategen bag at identificere og fremme Joy Mogensen som sin efterfølger i 2011. Han kaldte hende et “naturtalent” og anser beslutningen om at bane vejen for hende som “en af de bedste beslutninger” han traf.

    Vi kommer også omkring de vedvarende politiske kampe, særligt inden for grøn planlægning. Han diskuterer den evige konflikt om grusgravning i Roskilde-området og kommunens strategi for reetablering af disse områder til rekreative formål. Desuden taler han om det konstante pres for at bygge i de grønne kiler, som er vitale for at bevare satellitbyernes selvstændige identitet.

    Endelig reflekterer Poul Lindor Nielsen over den moderne lokalpolitik. Han kritiserer den øgede centrale styring fra Folketinget og den skarpere tone i den offentlige debat, især på sociale medier, som han mener ville have forhindret hans 47-årige karriere, hvis de havde eksisteret i samme form dengang.

    Lyt med, når Poul Lindor Nielsen deler sine dybdegående indsigter i politisk ledelse, kommunal transformation og lokalpolitikkens udvikling.

    Læs den fulde tekst – fold ud

    Borgmester Poul Lindor

    Dette er et uddrag fra en samtale med Poul Lindor Nielsen, den tidligere borgmester i Roskilde, hvor han reflekterer over sin lange politiske karriere og de forandringer, han oplevede. Han beskriver sin baggrund som uddannet typograf og parallelliserer typografernes tidligere betydning med nutidens IT-professionelle, idet han pointerer, at den hastige teknologiske udvikling medfører store forandringer, som i dag ses med kunstig intelligens. En central del af interviewet er hans tid som borgmester i den nyoprettede Roskilde Kommune efter kommunesammenlægningen i 2007, hvor han fremhævede overgangen fra en lille til en stor kommune med ni gange så mange medarbejdere og nye arbejdsbetingelser. Han diskuterer også sin rolle i at identificere og støtte Joy Mogensen som sin efterfølger og reflekterer over vigtigheden af at lytte til borgerne, balancere politiske uenigheder og træffe svære beslutninger. Endelig berører han emner som bevarelse af grønne kiler og håndteringen af grusgravning i Roskilde-området. Han reflekterer over sin lange politiske karriere, herunder tiden som borgmester i Ramsø Kommune og senere i den nye, større Roskilde Kommune efter kommunesammenlægningen. Lindor Nielsen beskriver forskellene i arbejdsvilkår mellem de små og store kommuner, og han giver et indblik i de udfordringer, der følger med lokalpolitik, såsom at håndtere medarbejderstaben og offentlig kritik. 

    Artiklen her syntetiserer de centrale temaer, indsigter og konklusioner fra en dybdegående samtale med Poul Lindor Nielsen, tidligere typograf og borgmester i Roskilde. Dokumentet belyser hans politiske karriere, ledelsesfilosofi, centrale politiske sager og refleksioner over lokalpolitikkens udvikling.

    De mest kritiske indsigter omfatter den markante transformation i arbejdsvilkår og ledelseskrav ved overgangen fra en lille kommune (Ramsø) til den nye, store Roskilde Kommune. Lindor Nielsen fremhæver en borgmesterrolle, der balancerer mellem ensomheden i den endelige beslutningstagning og funktionen som en lyttende “præst” for borgerne. En central del af hans politiske eftermæle er den strategiske planlægning og overdragelse af borgmesterposten til Joy Mogensen, som han identificerede som et “naturtalent”. Dokumentet afdækker desuden de vedvarende politiske kampe inden for grøn planlægning, herunder håndteringen af grusgrave og bevarelsen af grønne kiler. Endelig leverer Lindor Nielsen en skarp analyse af lokalpolitikkens ændrede vilkår, karakteriseret ved øget central styring fra Folketinget og en hårdere offentlig debat på sociale medier.

    1. Politisk Karriere og Baggrund

    Poul Lindor Nielsens politiske virke er formet af en baggrund som håndværker og en tidlig politisk interesse, der strakte sig over 47 år.

    Professionel Baggrund

    • Uddannelse: Uddannet typograf og startede i lære i 1961.

    • Fagets Betydning: Han sammenligner typografernes historiske magt og betydning med IT-folks rolle i dag: “Lige så vigtige vi var dengang som typografer er IT folkene i dag.” Han bemærker parallellen i, hvordan teknologisk udvikling (først digitalisering, nu kunstig intelligens) radikalt ændrer eller overflødiggør disse fag.

    • Karriereskift: Som 39-årig forlod han faget for at blive forlagskonsulent, da han ikke kunne se sig selv “sidde bagved en computer dag ud og dag ind”. Han savnede dog det håndværksmæssige i at skabe et færdigt produkt, en følelse han senere genfandt i politikkens beslutningsprocesser.

    Politisk Løbebane

    • Varighed: En politisk karriere på i alt 47 år.

    • Starten: Begyndte i byrådet i den daværende Ramsø Kommune.

    • Borgmesterperioden: Blev valgt som borgmester for den nye Roskilde Kommune i 2005 efter kommunesammenlægningen med Ramsø og Gundsø. Han bestred posten i seks år.

    • Succession: I 2011 overdrog han borgmesterposten til Joy Mogensen, som han selv havde identificeret og fremmet.

    • Senere Virke: Stillede op igen i 2013 på en plads sidst på listen og blev valgt ind på personlige stemmer. Han fortsatte i byrådet “på bagerste række” frem til 2021, hvor han stoppede i en alder af midt-70’erne.

    2. Ledelse og Borgmesterrollen

    Overgangen til at lede en stor, sammenlagt kommune medførte en fundamental ændring i arbejdsprocesser, kommunikation og den personlige rolle som borgmester.

    Overgangen fra Lille til Stor Kommune

    Kommunefusionen betød en ni-dobling af både indbyggertal og administrativt personale, hvilket skabte helt nye arbejdsbetingelser.

    ParameterRamsø Kommune (før 2005)Roskilde Kommune (efter 2005)
    Indbyggertal9.500Ca. 85.000
    Ansatte på RådhusetCa. 75Ca. 700
    KommunikationSkrev selv artikler og talerHavde en presseafdeling
    Personale-kontaktKendte personalet personligtPrimær kontakt med direktører og sekretariat
    StrukturFå chefniveauerFlere chefniveauer over medarbejderne

    • Ændret Kommunikationsstil: Lindor Nielsen måtte lære at være forsigtig med ironi, da “smilet det hører man jo ikke i sjette led”, når en historie genfortælles.

    • “Åben Dør”-politik: Han fastholdt sin tradition med en åben dør til borgmesterkontoret, men bemærkede, at det primært var hans gamle medarbejdere fra Ramsø, der benyttede sig af den.

    • Sekretariatets Rolle: I den store kommune fungerede sekretariatet som en nødvendig beskyttelse, der styrede kalender og screenede opkald. Dette var en markant forskel fra den direkte adgang i den lille kommune.

    Borgmesterens Funktion

    • Den Endelige Beslutning: Lindor Nielsen beskriver borgmesterens ultimative ansvar som en ensom opgave: “Når en sag er diskuteret igen og igen og igen, så på et eller andet tidspunkt, der skal træffes en beslutning, og så kigger alle sammen på dig, og så er du alene.”

    • Rollen som “Præst”: En borgmester skal kunne lytte til borgere, der betror sig, vise interesse og give råd uden at love noget, man ikke kan holde i byrådssalen, hvor man kun har én stemme.

    • Arbejdsbyrde: Han sammenligner jobbet med at drive sin egen virksomhed: “Hvis du er borgmester, har du aldrig helt fri.” Han understreger, at man selv har valgt det og brugt mange timer på at opnå jobbet.

    Successionen: Joy Mogensen

    Poul Lindor Nielsen spillede en afgørende rolle i at identificere og fremme Joy Mogensen som sin efterfølger.

    • Et “Naturtalent”: Allerede ved opstillingsmøderne i 2005 anerkendte han hendes talent og kaldte hendes indlæg for “det bedste her i aften”.

    • Strategisk Fremme: Efter valget blev hun hurtigt udnævnt til viceborgmester og gruppeformand, hvilket gav hende seks års erfaring inden overtagelsen.

    • Overdragelsen i 2011: Lindor Nielsen besluttede, at tiden var inde for Joy Mogensen at tage over. Han trak sig bevidst fra hendes udvalg for at give hende “frit spil”.

    • Resultater: Han roser hendes evne til at skabe “fantastiske resultater”, herunder at gå frem med tre mandater ved to valg i træk og sikre et rent socialdemokratisk flertal. Han anser hendes senere ministerudnævnelse som en “meget naturlig ting”.

    • Bedste Beslutning: Han afslutter med at kalde beslutningen om at medvirke til, at Joy kunne blive borgmester, for “en af de bedste beslutninger jeg traf”.

    3. Centrale Politiske Sager: Grøn Planlægning

    Den grønne omstilling og arealplanlægning har været et gennemgående tema i Lindor Nielsens politiske karriere, ofte i et spændingsfelt mellem udvikling, bevarelse og regionale interesser.

    Grusgravsproblematikken

    • Vedvarende Konflikt: En “løbende konflikt” med regionen, da Roskilde-området historisk har været hårdt ramt af udlægning af arealer til grusgravning.

    • Politisk Strategi: Kommunens strategi er todelt: Først forsøger man at neddrosle omfanget af gravning. Hvis det mislykkes, fokuseres der på at sikre gode “reetableringsplaner” for at omdanne de udgravede områder til rekreative formål.

    • Eksempler: Han nævner søerne ved Svogerslev og Hedeland som vellykkede eksempler på reetablerede grusgrave.

    Bevarelsen af Grønne Kiler

    • Langsigtet Vision: Der har længe eksisteret en overordnet plan om en grøn kile rundt om Roskilde by.

    • Konkret Anvendelse: Politikken sigter mod at fastholde grønne områder mellem Roskilde og satellitbyer som Svogerslev, Viby, Dåstrup og Vindinge for at bevare byernes selvstændige identitet.

    • Konstant Pres: Disse kiler er under konstant pres fra bygherrer, som ønsker at bygge tættere på Roskilde.

    • Historisk Kontekst: Han trækker tråde tilbage til 1960’erne og 70’ernes zoneinddeling, hvor status som “mellemzonejord” kunne have enorme økonomiske konsekvenser for lodsejere.

    Skovrejsning og Amternes Rolle

    • Kommunal Indsats: Roskilde Kommune anerkendes for at have anlagt nye skove, herunder syd for Viby og udvidelsen af Himmelev Skov.

    • Amternes Betydning: Før strukturreformen i 2006 spillede amterne en central rolle. De havde store miljøafdelinger, der leverede faglige input til kommunernes planlægning.

    4. Refleksioner over Politik og Samfund

    Med 47 års erfaring reflekterer Lindor Nielsen over de markante forandringer i lokalpolitikkens rammer, den offentlige debat og civilsamfundets rolle.

    Lokalpolitikkens Ændrede Vilkår

    • Øget Central Styring: Han fremhæver, at lokalpolitik i dag er “ekstremt styret af Folketinget” sammenlignet med 1970’erne. Dengang kunne man “sgu da bare lige bygge tre fritidshjem”, hvis behovet opstod.

    • Økonomiske Stramninger: I dag er kommunerne underlagt stramme lofter for skatteudskrivning, drift og anlæg. Overskridelser kan medføre bøder, hvilket begrænser det lokale demokrati.

    • Svære Reformer: Det er blevet “utrolig svært at ændre på tingene”, fordi Danmark er “spækket med interesseorganisationer”, der mobiliserer mod enhver ændring, der opfattes som en forringelse.

    Den Offentlige Debat

    • Sociale Mediers Indflydelse: Han er stærkt kritisk over for tonen på platforme som Facebook og udtaler direkte: “Hvis Facebook var opfundet med det Facebook også bruges til i 70’erne og 80’erne, så har jeg ikke været 47 år i politik.”

    Betydningen af Frivillighed og Lokalhistorie

    • Roskildes “Kernekraft”: Han identificerer den udbredte grad af frivillighed som en af Roskildes største styrker, eksemplificeret ved alt fra festivalen til lokale foreninger.

    • Engagement efter Politik: Efter sin politiske karriere har han engageret sig i lokalhistorie og brugt sine faglige kompetencer til at redigere og udgive en bog om Viby Sjællands udvikling, som blev en salgssucces. Dette understreger den store folkelige interesse for lokale forhold.

    • Jens Andersen Gadstrup: Han fortæller historien om den lokale typograf og DSU-stifter Jens Andersen Gadstrup og sit eget engagement i at få hans gravsten reetableret, hvilket viser en dyb forbindelse til arbejderbevægelsens og lokalområdets historie.

  • Joy Mogensen

    Joy Mogensen

    Denne gang har Niels Jørgen Rasmussen og Peter Ottesen samtalet med vores tidligere borgmester Joy Mogensen om hendes karriere inden for politik og nuværende arbejde som forpagter af vandrerhjemmet ved havnen.

    Samtalen berører hendes baggrund, politiske bedrifter, fokus på grønne initiativer i Roskilde, samt bekymringer omkring foreningslivets fremtid og udfordringer med grusgravning.

    Joy reflekterer over sin tid i politik og fremhæver betydningen af lokalsamfundets engagement og bæredygtighed. Hun fortæller også om sin nuværende rolle i at fremme bæredygtighed på vandrerhjemmet.


    Her er den rettede og letlæste transskription, klar til indeksering: Hvad er det bedste, han egentlig har lavet som borgmester? Så sagde han, at det faktisk var, at han fik kørt dig i stilling. Det synes jeg jo var en rigtig fin melding. Ej, nu bliver jeg helt rørt. Han fortalte jo om kommunesammenlægningen, hvordan det var at gå fra en lille kommune til en større, og at det var vigtigt, at det blev sat på hjul, det her. Og det syntes han lykkedes rigtig godt for ham. Så blev du borgmester, og du fik stort stemmetal, og du øgede partiets indflydelse flere gange. Jamen, jo, inden det kommer alt for godt i gang, så skal du lige have lov at præsentere dig selv. Du er jo indfødt Roskildenser, er du ikke? Nej, det er jeg faktisk ikke. Det tror mange. Og jeg vil også sige, at jeg jo også nu har boet størstedelen af mit liv i Roskilde. Men jeg er faktisk født i Canada af danske forældre, som tog mig hjem igen efter noget tid, og så er jeg opvokset i Ringsted. Og så flyttede jeg til Roskilde, da jeg skulle studere ude på Roskilde Universitet. Og jeg begyndte at komme i byen før det, og det var fordi, at da jeg blev politisk aktiv, der ville jeg med i en ungdomsforening. Og der var ikke nogen ungdomsforening i Ringsted, men min kusine boede her i Roskilde, og der var en socialdemokratisk ungdom i Roskilde. Så jeg var begyndt at komme i Roskilde lidt før, og derfor var det også naturligt for mig at flytte hertil. Og så blev jeg jo bare så glad for byen, at da de manglede en ung kandidat til byrådsvalget der i 2005, jamen så meldte jeg mig til det, og havde på det tidspunkt faktisk ikke troet, at jeg ville blive valgt. Fordi der var jo kommunesammenlægningen, og alle sagde, at der skulle være plads til de tidligere byrådsmedlemmer. Og dem kom der jo også rigtig mange ind af, men der var én i Socialdemokratiet, der ikke kom fra et tidligere byråd, og det var mig, der fik lov til at blive valgt ind der. Og så skete der jo det, at Poul Lindor ret hurtigt hjalp mig ind i økonomiudvalget, og jeg blev viceborgmester, og efter en seks år, så sagde han, at han gerne ville på pension, og overlod det til mig. Og så tænkte jeg, hold da helt op, sådan et tilbud får man nok ikke mange gange i sit liv, men jeg synes godt nok, at jeg var lidt ung. Men jeg havde jo rigtig god støtte i Poul Lindor og en erfaren gruppe, så jeg havde otte fantastiske år som borgmester i Roskilde, indtil i 2019, at Mette Frederiksen bad mig om at blive kultur- og kirkeminister i hendes regering. Og det var jeg så i to år, indtil jeg valgte at træde ud af politik, og nu er jeg forpagter her på Vandrerhjemmet i Roskilde. Ja, så er du jo blevet, hvad hedder det, Herbergsmutter? Ja, jeg plejer… kan vi ikke kalde mig oldfrue? Det synes jeg er en sej titel, altså. Oldfrue, ja. Hvad læste du på RUC? Jeg læste kultur- og sprogmødestudier, og det er ikke sådan et studie, som særlig mange kender, fordi det er sådan et mix af sprogfagene og antropologi og historie. Og det handler grundlæggende om, hvad er det, der sker, når forskellige sprog og kulturer mødes. Altså, det kan jo være alt fra en arbejdsplads, der kan der jo være forskellige kulturer, og det kan jo selvfølgelig også være i forhold til integration og flygtninge-indvandrere, men det kan også være i kulturverdenen. Jeg endte med at beskæftige mig rigtig meget med det, der hedder oplevelsesøkonomi dengang i nullerne, der var rigtig stort. Altså hvordan brugte man kultur og fritid til at få folk til at mødes, og hvornår blev kultur bæredygtigt? Altså både økonomisk og socialt bæredygtigt. Altså hvad var det, der gjorde, at nogle lokale mødesteder… altså man kan sige i Vindinge for eksempel, der har de jo det her fantastiske kulturcenter, som hver eneste tirsdag tilbyder mad og foredrag, og hvor det bare kører, og det fungerer. Og så ved jeg faktisk, der var nogen, der prøvede i Svogerslev at gøre det samme, og der var egentlig også ret stor tilslutning til det, men af en eller anden mærkelig årsag, så var der ikke nok, der ligesom ville stille op og lave maden. Altså at lave det der… og så dem, der gjorde det, de kører jo sur i det, hvis ikke de også får fri. Altså nogle gange, man kan jo ikke stå der hver tirsdag. På et eller andet tidspunkt skal man også passe på sin familie og sådan noget. Og hvad er forskellen? Det skal jeg ikke gøre mig klog på nu, men det var sådan noget, jeg studerede. Altså hvordan gjorde det også socialt bæredygtigt, sådan at man er nok til at få noget til at fungere. Jeg er jo selv meget involveret i Østermarks-egnens Kulturcenter. Ja, der har jeg også været. Jeg kan da huske, der var dage, hvor vi var op mod 300 til spisning. Der var virkelig gang i mange ting. Og det er det, der er lidt… nu er jeg ved at være så gammel, så nu begynder jeg at tale om “min tid”. Altså nu hvor jeg synes, jeg begynder sådan at se lidt tilbage, så tænker jeg, at jeg føler mig faktisk sådan virkelig privilegeret, fordi at jeg nåede der, da jeg begyndte at blive aktiv i politik, der oplevede jeg jo faktisk en utrolig stærk foreningskultur. Altså hvor folk mødte op. De mødte op til generalforsamlinger, der var kampvalg til bestyrelserne, men altså det der foreningsliv fungerede bare. Og man vil også sige på medieverdenen, der vil jeg også sige, jeg startede jo i politik på et tidspunkt, hvor det eneste medie, der var, jamen det var DR, TV2, lokalaviserne, dagbladene, og så kunne man gå rundt og stå på gader og stræder. Men det var altså de etablerede medier, man ligesom kunne have en dialog med andre politikere eller borgerne med. Og så til i dag, hvor vi jo alle sammen et eller andet sted har vores egen lille nyhedskanal med sociale medier. Altså vi sidder her med meget, meget let… Jeg kan huske de første, der kom, de kom med sådan nogle kæmpe udstyrsparker for at optage radio og ting og sager. Altså det er jo en kæmpe udvikling. Og noget af det har været godt, men jeg bliver også nødt til at sige, noget af det savner jeg. Og jeg savner altså blandt andet det der med, at jeg synes det er fedt, at danskerne, Roskildenserne, stadigvæk gerne vil møde op, når der er nogen, der arrangerer. Men jeg synes godt, jeg kan mærke den der afmatning med, at det bliver faktisk sværere og sværere at finde dem, der vil arrangere. Altså jeg møder det også… jeg sidder også i en fond, hvor vi uddeler sådan tipsmidler. Altså det som folk har tippet for eller spillet lotto for, som så ikke er blevet til gevinst og ikke er blevet afhentet, det bliver uddelt til forskellige almennyttige og velgørende formål, blandt andet for den her fond til at bygge foreningsfaciliteter. Og det pudsige er, at foreningerne kæmper selvfølgelig nogle gange med ikke-tidssvarende faciliteter og ting, de godt kunne tænke sig at udbygge eller andet. Men en helt stor ting er faktisk også det der med trænere, frivillige, tropledere, hvad de nu hedder rundt omkring i foreningslivet. Det er der virkelig mangel på. Og jeg kan ikke rigtig sætte fingeren på selv, hvad er det der gør, at vi har så travlt i dag, at vi åbenbart ikke har tid til det mere. Og det synes jeg er synd, at vi ikke har tid til det mere. For det gav… altså alle de ting, mit politiske liv har givet mig, det kunne jeg kun have fået mulighed for. Det kunne jeg kun have blevet forberedt på, takket være min musikskolelærer, min spejderleder, altså alle de der mennesker, der helt frivilligt af deres egen fritid brugte deres kræfter på at skabe noget for mig. Og jeg håber, at de også har fået noget ud af det. Jeg synes i hvert fald, når jeg taler med dem, de er jo så… altså nu er de blevet lidt op i årene og sådan noget, men det er jo der, man får sit netværk. Det er der, man får det der, hvad kan man sige, det der sikkerhedsnet, som ikke handler om penge eller sådan noget, altså bolig og sådan noget. Det er sådan noget, man kan forsikre sig til i dagpenge eller melde sig ind i en boligforening. Men det er det netværk, som griber en, når livet bare er surt og mørkt og svært. Og derfor synes jeg, at det er mærkeligt at se min egen generation. Jeg kan jo godt mærke nu, at nu er jeg nok voksen. Jeg tror ikke rigtigt, at jeg kan blive ved med at kalde mig ung, når jeg nærmer mig de 45. Og hvis jeg så skulle være den voksne nu, så synes jeg, at min generation har svært ved at finde tiden og kræfterne, og også mig selv inklusiv, til at være det for andre. Og det synes jeg er ærgerligt. Jeg tror, at vi har haft en medvind i Roskilde med hensyn til engagement i foreninger. Og det tror jeg, at den store dynamo, den hedder Roskilde Festival. Ja, ingen tvivl om det. Det kan jeg se i de foreninger, som jeg har været tilknyttet til, og som har været derude. Der har været en organisationskraft og en oplevelse sammen med. Det har virkelig været et opskud i det der. Og der tror jeg, at Roskilde har været meget privilegeret. Meget. I forhold til mange andre byer. Men altså, jeg oplever da i Sydbyen, at der er mange, men vi bliver jo også flere ældre mennesker. Vi har vist stærkt 170 husstandsmedlemmer nu i vores forening. Fedt. Vi havde besøg af Søren Bjerglund Hansen fra AP Hansen Rejser. Ja. Som fortalte om rejsebureauet. Hvordan det voksede, og så hvordan det blev afviklet. Og der kom, jeg tror, 120 mennesker for at høre om det. Ja, men der er jo… Så hvilket er der mere at sige? Ja, ja. Men jeg har da også været ude flere gange i Jakobskirkens Seniorklub. Og den er jo også en af de der virkelig, virkelig velfungerende. Så det er jo ikke fordi, jeg håber ikke, at jeg sidder og siger, at det hele er af helvede til. For det mener jeg bestemt ikke. Men jeg kan bare godt se den der nedadgående… Ja, det kan jeg også. Nu har jeg børn på omkring de her 50, 45-50 år. Og jeg kan da se, at de har svært ved at gå ind i de samme ting, som man selv gjorde, da man var i den alder. Ja. Og jeg ved ikke, om det er fordi, de skal tjekke telefonen ofte, eller hvad der er. Det skal de jo. Ja, det gør de jo. Jeg tror, der er noget med, hvad kan man sige, det flydende arbejdsmarked, som jo helt klart gør, at jeg kender da rigtig mange, som for ligesom både at være en god forælder, så afleverer man tidligt, henter tidligt, prøver på at have noget vågentid sammen med sine børn. Og når så børnene er lagt, så arbejder man. Men jeg vil også sige, at nu har jeg Markus, som jeg ligesom har ansvar for. Og derfor, når jeg går ind i et foreningsregi, og jeg tror faktisk, at jeg er aktiv i flere foreninger end de fleste, i kraft af mit netværk og sådan noget. Jeg er kommet med i nogle forskellige ting. Men jeg starter jo med at sige til alle, hvis jeg skal være med i bestyrelsen her, så skal I vide, at hvis ikke jeg kan finde babysitter til Markus, så er han med. Og det er jeg jo så kontant omkring. Det siger jeg bare. Men jeg kan jo også se, at jeg er den eneste, der gør det. Altså, der er ikke særlig mange, der ligesom hiver deres børn med til ting, som børn finder kedeligt. Altså, det gør han jo. Han synes selvfølgelig, det er sjovere, hvis jeg tager ham med på legeplads, end hvis jeg tager ham med til et møde. Men jeg har det også sådan lidt… altså, det er forudsætningen for, at han også har en mor, der stadigvæk er andet end mor. Og det vidste jeg jo, da jeg begyndte at prøve at blive gravid allerede som politiker, at min måde at være mor på, ville altid involvere et eller andet form for samfundsengagement. Fordi sådan er jeg. Altså, jeg kan ikke sidde derhjemme, eller være på legeplads hele tiden. Men jeg kan da også godt mærke den der dårlige samvittighed, når jeg så er den eneste, der gør det. Og hvor jeg tænker, hvordan gjorde… Altså, nogle gange ville jeg virkelig ønske, der var flere forældre, der tog deres børn med. Fordi så ville Markus jo også have nogle legekammerater. Bytter du så ikke til det? Jo, det gør jeg nogle gange, men jeg kan jo også godt se, hvis man så er en mor og en far, og den ene er foreningsaktiv, så laver man jo de der aftaler med, jamen, så er mor hjemme med børnene, og så er far til foreningen, eller så er mor med til foreningsaktivitet, og så er far hjemme med børnene. Og det kan jeg jo godt forstå. Men samtidig så vil jeg jo sige, jeg var i hvert fald sådan en, der altid blev taget med til ting. Og jeg tror altså, når folk spørger, hvorfor blev du så aktiv i foreningslivet, så har jeg virkelig svært ved at sætte ord på det, for jeg kan slet ikke huske, hvornår jeg startede. Fordi det har bare altid været sådan noget, vi gjorde i min familie. Og så blev man ligesom taget med, og så med tiden fandt man ud af, hvad man selv ville gå til, og så meldte man sig ind der, og så tog man derhen, rigtigt. Men jeg kan godt høre, at jeg kommer til at lyde som et utroligt gammelt foreningslivs-levn, altså. Men vi finder jo nok en anden måde at gøre det på. Jeg tror i hvert fald bare, når jeg snakker om det her, når jeg synes, det er vigtigt, så er det jo fordi, jeg håber bare, det er noget af det, vi virkelig passer på, og bliver ved med at udvikle og bevare, på en eller anden måde. Selvom det så bliver en anden måde. Det behøver ikke at være min måde, men bare på en eller anden måde holde fast i det. Ja, det er jo utrolig vigtigt for sammenhængskraften i samfundet, synes jeg. At vi har de her foreninger og har de ringe. Det er jo også noget, vi har interesseret os meget for, når vi snakker med folk, det er den her frivillighedskultur. Men vi skal tilbage til noget af politikken, hvis vi må, Peter. Ja, ja. En af de her grupperinger, vi kører vores podcast i, den hedder noget med Det Grønne Roskilde. Ja. Og hvad for grønne ting har du været med til at starte her? Jamen, det var… det har jeg jo tænkt meget over, siden I inviterede mig. Og det, som nok står aller tydeligst, hvor jeg ved, at jeg igen gjorde noget, som jeg tror var vigtigt for at blive til noget, det var faktisk, da Torben Jørgensen, det tidligere byrådsmedlem, som jo desværre også er død nu, men han fik den idé, at vi skulle prøve at få elbusser i Roskilde. Og på det tidspunkt var der ingen steder i Danmark, hvor der var nogen, der havde elbusser. Og på det tidspunkt var der faktisk også en stor diskussion iblandt fagfolk, om der overhovedet var elbusser, man skulle have, eller om man skulle have hybridbusser, eller på, hvad hedder det, sådan nogle brintbusser. Og jeg kan faktisk ikke huske, hvor han havde fået idéen, men jeg tror, han havde været i Tyskland eller et eller andet sted, og han havde sagt, det fungerer simpelthen megagodt med de der elbusser. Og hvis man bare gør det på bybusserne, så kan man godt finde ud af alt det der med opladning og sådan noget. Skulle vi ikke prøve at blive den første kommune, der faktisk sagde, nu gør vi det? Nu holder vi op med at snakke om det, vi holder op med at diskutere, nu gør vi det bare, så ser vi, hvordan det virker. Og det valgte jeg simpelthen at sige, det synes jeg er en kæmpe god idé, det skal vi simpelthen prøve at gøre. Og det blev ret bøvlet undervejs. Og det er et eksempel på en af de der ting, hvor, men jeg var egentlig også ret stolt over, at da udvalgsformanden kom og havde en god idé, så tænkte jeg, det er en god idé. Og så støttede jeg ham i det, også når det blev lidt dyrere, end vi havde forventet, og det var lidt mere bøvlet, end vi havde forventet. Alle de der ting, som jo altid sker, når man gør noget, der er nyt. Og så fik vi jo faktisk de her elbusser, som den første kommune i Danmark. Og jeg glæder mig over dem dagligt. Jeg bor jo selv i bymidten, og de støjer jo markant mindre. Man får ikke… jeg cykler også, jeg har ikke bil, så jeg cykler jo også tit bagved de her busser, man får ikke den der kæmpe dønst af os, som man gjorde fra de gamle busser, ind i hovedet. Jeg synes, det er sådan en gave, og jeg sender bare en kærlig tanke til Torben Jørgensen hver eneste gang, og tænker, hvad for en god idé, du fik, og jeg er glad for, at vi fik det gennemført. Og i dag er det jo faktisk noget, der er rigtig mange steder. Altså, ret hurtigt efter, tror jeg, kom København, og nu er det i mange byer, at bybusserne er elbusser. Så det er jeg rigtig glad for. Så vil jeg sige, der er også én ting, som jeg var med til at gøre, som jeg egentlig havde en lidt ironisk distance til, mens jeg var i politik, men bagefter er jeg faktisk blevet ret glad for den. For sådan kan man jo også godt blive klogere af at gå ud af politik. Og det var fordi, at især Enhedslisten, de ville meget gerne, at vi lavede sådan noget upcycling og recycling, som de kaldte det. Og jeg havde aldrig hørt om det før. Og jeg tænkte, hvad er det, de snakker om? Vil de tage affald og gøre det til noget, man kan bruge igen? Hvad mener de? Og der tror jeg faktisk også, vi var en af de første, der ligesom gik ind og faktisk gav nogle penge til sådan nogle upcycling og recycling projekter. Og det var lidt noget spøjst noget til at starte med, men det er jo også virkelig blevet stort. Ja, det kan vi jo se. Altså det der med, at vi skal lade være med at smide alting ud. Vi skal faktisk prøve at reparere det. Vi skal faktisk prøve at se, om det kan bruges på en anden måde. Så det synes jeg er spændende at se, hvordan noget, som jeg egentlig sådan lidt gjorde, fordi der var en samarbejdspartner, der gerne ville det, men jeg kunne ikke rigtig forstå eller se det selv. Og så har jeg faktisk senere hen kunne se, okay, det er faktisk ret vigtigt. Og det er faktisk ret godt, at vi begynder at have nogle steder, man kan gå hen og få hjælp. Fordi jeg vil jo ikke vide, hvordan man reparerer nogle af de her ting, så man har jo brug for en eller anden form… Men jeg kan også se her, at det bord, vi sidder ved, at der er også noget… Og også de to borde, der var derude, der var der nogle farver på, nogle skabslåger engang eller noget andet. Og det er ligesom gået ind og blevet en trend også. Ja, altså det er jo faktisk… altså de her borde, som vi har købt hernede til vandrerhjemmet, det er faktisk 100% genbrugsmaterialer. Altså også det stål og det metal, det er lavet af og sådan noget. Og det er simpelthen et firma, der har gjort det til sin… altså til deres forretningsmodel, at de opkøber skrot og så laver de møbler af det. Da jeg var ung, da var det jo sådan lidt yt at gå for meget i genbrugstøj. Så var det i hvert fald kun sådan virkelig hippie-agtige, der gjorde det. Men jeg kan jo godt se i dag, at det er ligesom en trend. Ja. Og man kan også se på sådan noget som bygningsreglement. Der skal jo virkelig genbrugsting… Det skal der. Og med god grund. Ja. Men nu, vi snakker det grønne Roskilde, det er jo også planlægningen af skovene og Hedeland, og hvad gør man med grusgravene? Hvor meget har du været involveret i de planlægninger, eller var det noget, der var etableret, da du kom til? Altså af de ting, som ligesom i dag, vi er meget kendt for, i forhold til den grønne profil, der tror jeg… altså jeg kom jo ind sammen med kommunesammenlægningen, og i de der første år, der var det jo meget hele den der regulering af velfærdsservicen, som satte dagsordenen. Så jeg tror først, at det egentlig var i min sidste halvdel af byrådsperioden, at det grønne og klimaet kom til at fylde ret meget. Fordi i starten var det jo virkelig et kæmpe arbejde. Det var jo alt fra normeringer, altså hvor mange pædagoger, hvor mange social- og sundhedsassistenter skulle der være. Fordi alt var jo blevet gjort forskelligt i de tre forskellige kommuner, og hvordan skulle man få det hele til at fungere. Men der var jo nogle ting, som vi ret hurtigt kørte videre med. Det var jo blandt andet, Gundsø Kommune havde haft et erhvervsområde ude ved Risø Park, som jo er den her afdeling af Danmarks Tekniske Universitet, der altid har haft fokus på bæredygtig energi. Og i dag er et verdenskendt centrum for meget videnskabelig viden om sol og vind. Og det valgte vi i den nye kommune simpelthen at sige, at hvis det skal være et erhvervsområde, så skal det jo være et erhverv, der fokuserer på bæredygtigt erhverv. Og det var en af de ting, jeg arbejdede meget med planlægningsmæssigt. Men det var jo en videreførsel af Gundsøs erhvervsområde, og så lavede vi det bare i situationstegn om til grønt erhverv. Det har så vist sig lidt sværere, end vi havde håbet, men jeg kan jo se, at det nuværende byråd også knokler videre med det. Og jeg synes, det er vigtigt, at vi bliver ved med at være sådan et sted for grønne erhverv. Fordi det jo også… man skal jo have den økonomiske bæredygtighed til at gå hånd i hånd med den grønne bæredygtighed, ellers så fungerer det ikke. Og det er sådan nogle erhvervsområder, som jeg synes er et godt bud på. Hedeland, som jo også er kendt i dag som et stort naturareal der sydøst for Roskilde. Det fandtes jo også, det er jo næsten ældre end mig. Men jeg var med til i min sidste periode sammen med Michael Ziegler og Greves borgmester Pernille, at lave sådan en visionsproces, hvor vi sådan ligesom… altså det kørte sådan lidt i sit eget kredsløb. Der var en bestyrelse, som vi godt nok udpegede folk til, men de driftede ligesom hverdagen dernede, og byrådene tog ikke sådan super meget stilling til det. Og så valgte de tre kommuner, der jo har hver deres del af Hedeland, at sætte sådan en visionsproces i gang om, hvad er det egentlig vi vil med Hedeland? Altså, hvor stort skal det være, og hvilke funktioner skal det kunne have og sådan noget. Det kan jeg da se og følge stadigvæk, at det er stadigvæk noget, der ligesom bliver forfulgt. Og det tror jeg også er vigtigt i den her grønne omstilling, at ligeså vigtigt som det er, at vi får lavet det der urørt skov, altså jeg kan ikke de rigtige termer, men al den der skov, hvor træerne får lov til at falde og ligge og insekterne får lov til at komme og dyr og alt det der. Ligeså vigtigt tror jeg også, det er, at vi sikrer, at nogle grønne områder bare er tilgængelige for de store byområder. Fordi jeg tror, at den grønne omstilling får simpelthen en helt anden umiddelbarhed, hvis man også får det der personlige forhold til naturen. En af grundene til, at jeg blev boende i Roskilde, det er helt klart nærheden til Sankt Hans, for eksempel. Det faktum, at jeg som fattig studerende, der ikke havde en klejne, havde råd til noget som helst, altid kunne smøre mig en madpakke og gå en tur, cykle en tur, og så på nul komma fem minutter være ude i det der helt fantastiske naturområde. Det synes jeg er så meget livskvalitet. Så jeg vil simpelthen give min højre arm for, at alle havde sådan en adgang. Og det er det, jeg opfatter at Hedeland… at vi fik sat en vision op for, at det skal være det her “Vild med Vilje”. Altså gammelt grusgravsområde, men det skal også være et sted, hvor der skal være plads til, at man skal kunne finde rundt, man skal kunne turde fortabe sig i det der område. Jeg var også derude med Spejdernes Lejr, og det synes jeg var en helt fantastisk begivenhed at få til Hedeland, fordi Hedeland er stor nok til at rumme alle de der spejdere, og de der spejdere får faktisk virkelig noget at arbejde med. Jeg kan huske, at jeg var med til de første forhandlinger om den første spejderlejr, og de syntes jo godt nok, at det var lidt mere besværligt, end hvis vi bare lige kunne tilbyde dem en helt flad mark. Men da jeg så kom derud, så syntes spejderne, at det var sjovt. Det var jo sjovt med de der stejle skråninger, og man kunne jo lave noget helt andet, end man kan på en flad mark. Så Hedeland udfordrer, men når man gør det tilgængeligt, så er det jo, altså, så er det virkelig noget, der bringer naturen ind. Ja, og det er da en inspiration for alle de andre… hvad der kan komme der. Jeg synes, det er meget skægt at se, hvad for planter, der vandrer ind på… Der er også oven i købet en skildpadde derude. En forvildet amerikansk skildpadde. Ja, okay. Den er nok udsat fra et akvarie. Men, altså, der er altid en masse spændende ting dernede, synes jeg. Og de har da det okay-godt. Ja. Det er også et problem, at der bliver gravet så meget, så mange grusgrave her i området. Altså, man fjerner jo, jeg ved ikke, hvor mange kvadratkilometer af byens krone, er der i hvert fald sydpå. Altså, det med grusgravning, det er jo en gammel, gammel slåskamp. Og jeg synes, nu hvor jeg ikke er borgmester, at jeg vil tillade mig at sige, at jeg kan godt forstå, hvorfor vi som stat siger, vi har ikke olie. Vi har ikke meget olie. Vi har ikke særlig mange sjældne mineraler og sådan noget. Det eneste råstof, vi har virkelig, virkelig meget af i Danmark, det er faktisk grus. Og det er faktisk noget, man også kan bruge. Så det har vi ligesom valgt at sige som samfund, at det skal graves op, når det er der. Det kan jeg godt forstå. Når det er sagt, så synes jeg, der er noget i lovgivningen, som er skæv i forhold til, at når så man bor, som vi gør i Roskilde, meget, meget tæt på meget, meget store grusforekomster, hvordan kan det så være, at dem, som graver grus op, tjener styrtende med penge på det. Staten får skatter, afgifter af det, og tjener dermed penge på det. Men dem, der skal betale for at afbøde alle eftervirkninger, det er kommunen. Og det synes jeg simpelthen, er en skævhed. Genopretningen af området? Ja, men altså både vejføring og støjafskærmning og støvpåvirkninger, alt det der, det er jo kommunen, der sidder med det. Okay. Og det synes jeg simpelthen er en kæmpe uretfærdighed. I Region Sjælland, der mener jeg, at det er Sorø, Kalundborg, Lolland og Roskilde kommuner, som har absurd meget grusgravning. Og jeg synes simpelthen, at det er helt vildt, at der ikke på en eller anden måde findes en eller anden form for… når nu det er os som samfund, som staten Danmark, der har sagt, vi har brug for det der grus, fordi det er et af de få råstoffer, vi har. Hvordan kan det så være, at staten overhovedet ikke går ind og støtter de lokalsamfund, der bliver massivt påvirket af det? Det kunne jeg godt tænke mig. Men jeg synes, det er en god idé, at vi som stat og som samfund bruger de råstoffer, vi har. Anstændigt og med respekt for grundvandsspejlet og alt det der. Men når nu jeg ikke er borgmester i Roskilde længere, så vil jeg sige, vi bliver nødt til at grave det grus op. Som borgmester i Roskilde ville jeg nok sige, åh, behøver vi at grave lige så meget op? Men det ved vi jo godt. Hvis ikke vi gravede det op i Roskilde, så skulle det graves op et andet sted, og så ville det blive dyrere for Danmark. Sådan hænger det jo sammen. Men man kunne godt forbedre de der forhold. For eksempel kunne man jo sige til de private grusgrave, at de skal jo først begynde at reetablere noget, når de er tomme. Og derfor så er der mange af dem, der ikke tømmer. Ja, de lader det stå. Man kunne jo godt sige, at sætte en tidsfrist på. At man skal tømme det inden for et vist antal år. Det ville også være rigtigt. Og i stedet for at have mange små private grusgrave, så behandle dem under ét. Og så sige, at så skal vi have et ordentligt område ud af det bagefter. Ja, altså det var jo noget af det, som vi prøvede at gøre rigtig meget som kommune, da jeg var borgmester. Det var at prøve på at gå i dialog med de her grusgrave, især omkring Roskilde Festival-området, fordi så risikerede de jo simpelthen at grave… altså grave festivalen væk. Og nu talte vi lige tidligere om, hvilken stor betydning det har for Roskilde.
    Resume af podcast

    Podcasten er en samtale med Joy Mogensen, Roskildes tidligere borgmester og tidligere kultur- og kirkeminister, der nu er forpagter af Roskilde Vandrehjem på havnen, hvor samtalen finder sted. Interviewet dækker Mogensens vej ind i politik, startende med hendes tidlige engagement i ungdomsforeninger, hendes valg som byrådsmedlem i 2005 under kommunesammenlægningen, og hendes efterfølgende periode som borgmester i Roskilde, samt hendes tid som minister. Hovedtemaerne i samtalen kredser om Roskilde Kommunes arbejde med bæredygtighed og det grønne område, herunder indførelsen af el-bybusser som den første kommune i Danmark og støtte til upcycling-projekter. Derudover reflekteres der over foreningslivets aftagende engagement og svært ved at finde frivillige i samfundet, hvilket Mogensen ser som en trussel mod den sociale sammenhængskraft. Endelig fremhæver Mogensen Kildegården som sit bedste bidrag som borgmester, idet det centrale fritidscenter skaber vigtige mødesteder på tværs af interesser for byens borgere.

    Artiklen  syntetiserer de centrale temaer og indsigter fra et dybdegående interview med Joy Mogensen, tidligere borgmester i Roskilde og kultur- og kirkeminister. Dokumentet belyser hendes karrierevej, hendes analyse af samfundsmæssige tendenser samt hendes mest markante politiske aftryk på Roskilde.

    Kritiske Indsigter:

    • Frivillighedens Tilbagegang: Joy Mogensen udtrykker en dyb bekymring for den faldende frivillighedskultur. Hun observerer en “afmatning”, hvor det bliver stadig sværere at finde borgere, der vil organisere og engagere sig i foreningslivet, en udvikling hun mener truer samfundets sociale sammenhængskraft.

    • Grønne Initiativer i Roskilde: Som borgmester var Joy Mogensen en central figur i implementeringen af flere grønne projekter. Hun fremhæver især indførelsen af Danmarks første el-bybusser som et succesfuldt pionerprojekt og udviklingen af visionen for Hedeland som et stort, tilgængeligt naturområde.

    • Konflikten om Grusgravning: Mogensen retter en skarp kritik mod den nuværende lovgivning for grusgravning, som hun kalder en “kæmpe uretfærdighed”. Hun påpeger, at mens private firmaer og staten profiterer, efterlades kommunerne med de fulde omkostninger til at håndtere de negative konsekvenser som støj, støv og genopretning af landskabet.

    • Politisk Eftermæle: Kildegården: Mogensen identificerer Kildegården som sit mest personlige og afgørende politiske projekt. Visionen var at skabe et centralt placeret fritidscenter for at fremme møder på tværs af generationer og interesser og modvirke social opsplitning, en vision hun i dag ser realiseret.

    • Nuværende Engagement: I sin nuværende rolle som forpagter af Roskilde Vandrehjem (“Oldfrue”) fortsætter Joy Mogensen sit fokus på bæredygtighed gennem initiativer som Green Key-certificering, solcelleprojekter og “overskudsmiddage” for at bekæmpe madspild.

    1. Fra Borgmester til “Oldfrue”: Karriere og Baggrund

    Joy Mogensens karriere spænder fra lokalpolitik til en ministerpost og nu til en rolle i turismebranchen. Selvom mange tror, hun er indfødt Roskildenser, er hun født i Canada, opvokset i Ringsted og flyttede til Roskilde for at studere Kultur- og sprogmødestudier på RUC.

    • Politisk Start: Hendes politiske engagement startede i Socialdemokratisk Ungdom i Roskilde. Hun blev valgt til byrådet i 2005 i forbindelse med kommunesammenlægningen som den eneste socialdemokrat, der ikke kom fra et af de tidligere byråd.

    • Borgmesterposten: Med støtte fra daværende borgmester Poul Lind blev hun hurtigt viceborgmester og overtog borgmesterposten efter seks år. Hun bestred posten i otte år.

    • Ministertid og Exit: I 2019 blev hun udnævnt til kultur- og kirkeminister i Mette Frederiksens regering, en post hun havde i lidt over to år, før hun valgte at forlade politik.

    • Ny Rolle: I dag er hun forpagter på Roskilde Vandrehjem, hvor hun humoristisk refererer til sig selv som “Oldfrue”. Hendes akademiske baggrund omhandlede, hvordan kulturer mødes og skaber bæredygtighed – både økonomisk og socialt – en viden hun trækker på i dag.

    2. Hovedtema: Frivillighedskulturens Udfordringer

    Et gennemgående og centralt tema i interviewet er Mogensens bekymring for den danske foreningskultur, som hun ser som værende under pres.

    • Fortidens Stærke Foreningsliv: Hun ser tilbage på starten af sin politiske karriere, hvor hun oplevede en “utrolig stærk foreningskultur” med højt fremmøde til generalforsamlinger og kampvalg til bestyrelser.

    • Nutidens “Afmatning”: I dag observerer hun en tydelig “afmatning”, hvor det er blevet markant sværere at finde frivillige, der vil påtage sig ansvaret for at arrangere og drive foreningernes aktiviteter. Hun henviser til erfaringer fra en fond, som hun sidder i bestyrelse for, der uddeler tipsmidler, hvor manglen på trænere og frivillige er en større udfordring end utidssvarende faciliteter.

    • Årsager og Personlige Refleksioner: Mogensen peger på et “flydende arbejdsmarked”, hvor hendes egen generation (omkring 45 år) ofte arbejder om aftenen, efter børnene er lagt i seng. Som enlig mor insisterer hun på at medbringe sin søn til bestyrelsesmøder, men konstaterer, at hun er den eneste, der gør det, da mange familier opdeler forpligtelserne.

    • Roskilde Festivals Rolle: Intervieweren bemærker, at Roskilde Festival har fungeret som en “stor dynamo” for engagementet i Roskilde, hvilket har givet lokale foreninger organisationskraft og fælles oplevelser.

    • Appel om Bevarelse: Mogensen understreger, at bevarelsen af foreningslivet er “utrolig vigtigt for sammenhængskraften i samfundet” og håber, at man finder nye måder at fastholde engagementet på.

    3. Det Grønne Roskilde: Initiativer og Visioner

    Som borgmester var Mogensen involveret i en række initiativer, der har formet Roskildes grønne profil.

    InitiativBeskrivelseMogensens Rolle
    ElbusserRoskilde blev den første kommune i Danmark til at indføre elbusser til bybusdriften.Støttede fuldt ud idéen fra byrådsmedlem Torben Jørgensen, selv da projektet blev dyrere og mere “bøvlet” end forventet. Hun ser det som en stor succes, der har forbedret bymiljøet markant.
    Upcycling & GenbrugImplementering af projekter, der fokuserer på at reparere og genanvende materialer i stedet for at smide dem ud.Indrømmer at have haft en “ironisk distance” til konceptet i starten, som blev drevet af Enhedslisten. Hun støttede det som en del af et politisk samarbejde og anerkender i dag fuldt ud dets vigtighed.
    Risø ParkVisionen om at udvikle erhvervsområdet ved Risø til et center for “grøn erhverv” med fokus på bæredygtig energi.Videreførte og konkretiserede en plan fra den tidligere Gundsø Kommune. Erkender, at det har været sværere end håbet, men ser det som et vigtigt strategisk fokus.
    HedelandEn langsigtet visionsproces for det store naturområde, der deles med Greve og Høje-Taastrup kommuner.Var med til at igangsætte en visionsproces for at sikre, at Hedeland både udvikles som et vildt naturområde og som et tilgængeligt rekreativt område for borgerne. Hun ser en stærk kobling mellem personlige naturoplevelser og opbakning til den grønne omstilling.

    4. Konflikten om Grusgravning: Lokal Byrde vs. National Interesse

    Joy Mogensen leverer en skarp og detaljeret kritik af de nuværende rammer for råstofudvinding i Danmark.

    • Den Nationale Nødvendighed: Hun anerkender det nationale perspektiv: grus er et af Danmarks få råstoffer, og der er en samfundsmæssig interesse i at udvinde det.

    • Den “Skæve” Lovgivning: Hovedkritikken er rettet mod den økonomiske model. Hun udtaler: “dem som graver grus op tjener styrtende med penge på det. Staten får altså skatter, afgifter af det (…) Men dem der skal betale for at afbøde alle eftervirkninger, det er kommunen.” Dette kalder hun en “kæmpe uretfærdighed”. Byrderne omfatter veje, støjafskærmning og håndtering af støv.

    • Fremtidsscenarie for Roskilde: Mogensen refererer til en embedsmands forudsigelse fra omkring 2014-15 om, at Roskilde omkring år 2030 ville være “nærmest isoleret” af åbne grusgrave, før udviklingen vender. Håbet er, at god planlægning på sigt kan omdanne disse områder til nye rekreative landskaber.

    • Behov for Regulering: Der er et presserende behov for bedre lovgivning, der kan sætte tidsfrister for, hvor længe grusgrave må være åbne, og som sikrer finansiering af genopretningen. Hun foreslår, at en del af statens afgifter kunne tilbageføres til de berørte kommuner, eller at der oprettes en fond, som virksomhederne indbetaler til.

    5. Bæredygtighed i Praksis: Vandrehjemmet og Civilsamfundet

    I sin nuværende rolle som forpagter af Roskilde Vandrehjem arbejder Mogensen aktivt med at omsætte bæredygtighed til konkret praksis.

    • Grøn Turisme: Vandrehjemmet er nyligt blevet Green Key-certificeret, og hun arbejder med ESG-regnskaber samt ansøgninger om solpaneler for at gøre driften mere bæredygtig. Hun oplever en stigende efterspørgsel fra turister på bæredygtige løsninger.

    • Naturformidling: En vigtig del af vandrehjemmets tilbud er at guide turister til naturoplevelser i Nationalpark Skjoldungernes Land, ofte i samarbejde med parkens naturvejledere.

    • Civilsamfundsengagement: Som formand for Grønt Omstillingsforbund har hun etableret et samarbejde med vandrehjemmet om “Overskudsmiddag”. Én gang om måneden indsamles overskudsmad fra supermarkeder, som omdannes til billige, vegetariske måltider. Initiativet bekæmper madspild og inspirerer til mere bæredygtige madvaner.

    6. Politisk Eftermæle: Kildegården som Samlingspunkt

    På spørgsmålet om sit vigtigste aftryk som borgmester fremhæver Mogensen ét specifikt projekt, som hun ser som realiseringen af en personlig vision.

    • En Personlig Vision: Hun peger på Kildegården som det projekt, der var “min ide langt hen ad vejen” og som ville være blevet anderledes uden hendes fastholdelse.

    • Strategien bag Placeringen: I modsætning til mange andre kommuner, der placerer fritidscentre uden for byen, insisterede hun på en central placering tæt på bymidten.

    • Målet om Social Sammenhængskraft: Formålet var at skabe et mødested, hvor folk mødes “på tværs af interesser”. Hun ønskede at modvirke den tendens, at folk primært omgås dem, der ligner dem selv. I dag oplever hun selv som bruger, hvordan børnefamilier og ældre til musikundervisning mødes i venteområdet, hvilket bekræfter visionens succes. Placeringen støtter desuden handelslivet i bymidten.