Henning Olsen blev født på Gormsvej 9. februar 1934 og der voksede han op sammen med de mange andre børn i kvarteret. Han var lille og kvik havde en nysgerrighed, der aldrig forlod ham. Han fulgte med i alt og var god til at fortælle om det, han havde alle antenner ude.

Hans far var ansat ved DSB, han var chauffør for overingeniøren på banestrækningen mellem Roskilde og Ringsted og hans køretøj var en Ford V8, hvor dækkene var taget af, erstattet med jernbanehjul, så der kunne køres frem og tilbage på skinnerne og inspiceres.

Under besættelsen skulle ingeniøren ofte ud i forbindelse med almindelig vedligeholdelse og jernbanesabotage; derfor havde Hennings far passerseddel, og det hjalp en dag familien, da der var afspærringer og udgangsforbud, dengang bageriet, der lå i krydset Køgevej/Østergade blev saboteret.

Der var vist nogen, der mente at bageren havde solgt lidt rigeligt af wienerbrød til tyske soldater, når troppetransporttog stoppede i Roskilde.

Henning havde også hørt, at der blev skudt og øvet i våbenbrug i grusgraven, der senere blev til Roskilde Ring. Det var tæt på byen, men meget praktisk, da det jo var svært at lokalisere lyde, der kommer fra et hul. Henning opsnappede meget voksensnak, og vidste godt hvem der havde våben liggende og hvem, der gjorde hvad.

Om Besættelsestiden i kvarteret har Henning fortalt et par timer på bånd til Henning Bjørn Larsen, en Roskildelokalhistoriker, der efter sin død vil videregive sit materiale til rette historiske arkiver.

Hennings faster og onkel i Brugsen på Eriksvej

Dengang han var dreng, da var der vinter til, og han havde en historie om, at han skulle besøge en skolekammerat i Vor Frue. Der var rigtigt meget sne og fygninger, så derfor forgik det på ski. I Vor Frue måtte han kravle ind af vinduet på første sal, for sneen dækkede hoveddøren fuldstændigt.

Han gik lige som alle de andre børn fra Gormsvejkvarteret i Allehelgens Skole, det nuværende VUC, og da han gik ud af skolen blev han bybud/svajer i Monopol i Skomagergade. Her måtte han cykle rundt til alle dele af byen i al slags vejr, og her fik han virkelig tjek på hvem, der var hvad i byen, og hvem, der boede hvor og hvem der gav drikkepenge.

Henning blev post og kunne udnytte sit gode lokalkendskab og sin evne til at huske ruterne og alle de små tips om hvor postkasserne var og hvilke særaftaler der var hvor. Han havde en næsten fotografisk hukommelse, og så sent som en månedstid før han døde, fremkaldte han i mindste detaljer en afløsertur, han engang havde haft til Herslev.

Postbudene vidste i gamle dage meget om deres ruter og kunder, og Henning må have suget til sig som en svamp, når de andre fortalte. Derfor kunne han også fortælle om Gulvskrubbemorderen i Bakkegården, en nydelig ældre dame, der i sin ungdom havde været knapt så nydelig. Hun havde været en lokkedue i Nyhavn og fristet fulde svenskere og andet godtfolk om bag ved. Der var de blevet slået ned og rullet. Henning udpegede hende aldrig, mens hun levede; man var vel diskret, men gulvskrubben og historien findes stadig inde på Politimuseet i København.

Han kunne også fortælle om damen – en rigtig furie-  nede på Hejrevej, der gentagne gange havde klaget til postmesteren over vejnavnet. Efter en snak med postbudene, så meddelte postmesteren hende, at han fandt navnet passende og ikke ville foretage sig noget i sagen.

Henning var med i Lambrettaklubben på en tur til Sverige og til en gang ringridning til scooters

Henning var også rådhusbetjent og her kom han også godt rundt i byen med breve fra kommunen. Her kunne han følge med i alle udstykningssager, tinglysniger og alt nybyggeri, og han fik en stor bekendtskabskreds. Han ville vide, hvad der skulle foregå.

I 1968 blev Henning pedel på Østervangsskolen. Han var plysset på det tidspunkt og gik så på skolen under navnet ”Plys” de første mange år. Der var embedsbolig til jobbet, så han boede lige ved siden af på Tulipanvej.

Under byggeriet var han med til alle byggemøder, og han kendte alle håndværkerne. Henning ville kende alt til bunds, og han ville vide, hvor alting var, og hvordan det fungerede. Henning havde den opfattelse, at det var hans skole.

Mark Jensen var den legendariske skoleleder med de store visioner, lærerstaben var for det meste yngre og langhåret, og sammen skabte de den nyeste og frieste skole i byen, hvor alting kunne lade sig gøre. Det var en dejlig arbejdsplads. Det var bare ikke altid, at Henning var blevet taget på råd, og det var ikke altid, der blev taget hensyn til ham og hans arbejdstider og øvrige opgaver. Somme tider synes han, at det for meget med 70 arbejdsgivere. Men på tomandshånd, og hvis man spurgte lidt usikkert efter råd, så var der ingen grænser for hans hjælp og assistense.

Skolen havde omkring 1970 anskaffet sig en gammel 20 meter lang lastepram fra 1912 fra København. Den var af marinehjemmeværnet blevet bugseret til Roskilde, og skulle være det store moderskib ude på fjorden. På skolen skulle bygges en flåde af optimistjoller, der om sommeren sværmede om den gamle dame, og alle børn skulle lære at binde råbåndsknob osv.

Henning var med i Pramforeningens bestyrelse, og gennem de næste tre- fire år forsøgte vi at rejse penge til at gøre drømmene til virkelighed. Vi fik da slebet dækket af, og vi fik opsat et sø-gelænder. Vi blev mødt med krav til sødygtighed mm. og måtte lade os bugsere til Frederikssund for at få tjekket bunden. Undervejs var vi med i en redningssituation. En fiskekutter havde sendt røde nødraketter op. Det lykkedes for os at få sendt en trosse over til den nødstedte og få den på slæb.

Vi havde håbet på bjergeløn, men det var der ikke noget af. Vi måtte indse, at det økonomisk var en alt for stor opgave med prammen, og ideen var måske heller ikke så god. Vi var heldige med at slippe af med den og udgiften til havneleje, og i dag er prammen vist nok maste-depot i Mariager Sejlklub.

Under en novemberstorm var der omkring 300 personer, der sad fast i sneen på motorvejen sydøst for Roskilde. De kom alle til overnatning på Østervangsskolen og det var et større arbejde at organisere alt dette, men det blev også klaret.

Det ærgede Henning, at se elever på skolen behandle ting på en ødelæggende måde, og nogle gange blev der råbt højt, meget højt, og også ud af vinduerne. Det er der nok nogle rødder, der husker endnu. Men det var Hennings skole, og han var meget loyal over for den.

Som pensionist var Henning med i Sølvuglerne – en klub for tidligere medarbejdere ved Østervangsskolen. Skolens logo er en ugle, og sølvuglerne har fået grå stæk i fjerene, Der er kommet læsebriller til og et glas rødvin. Henning og hans kone Gurly nød at komme med på ture, museumsbesøg, udlandsrejser og Henning var altid glad og havde en masse fortællinger og gode grin om det, vi havde oplevet engang.

Efter han var gået af,  havde skolen flere år efter en oversvømmelse under biblioteket, hvor mange klassesæt af bøger blev skadet. Da Henning fik dette at vide, spurgte han, om hvorfor de dog ikke havde tændt for dykkerpumpen, den var der jo af samme årsag. Det var der ingen, der anede noget om, og der var ingen, der havde spurgt.

Den samme sætning kom han med, da skolen engang havde et historisk fællesemne om gamle dage i nærområde. Man havde svært ved at finde folk udefra, der kunne fortælle, og først bagefter opdagede man, at han var en guldgruppe af anekdoter og erindringer, men der var ingen, der spurgte.

Syd for Banens første bestyrelse fra venstre: Mogens Ohms Jensen, Henning Olsen, Henning Bjørn Larsen, Jytte Larsen, Tommy Hansen, Niels Jørgen Rasmussen

Men Hennings kusine Jytte Larsen kunne fortælle præsten Mogens Ohm Jensen, at hendes fætter vidste alt og kunne huske alt, så var det indlysende, at han var med til at stifte foreningen Syd for Banen, og han vidste, at det er vigtigt med viden, der rækker bagud.

Og da vi spurgte Henning om han ville være med, så sagde han ja. Og var næsten ikke til at stoppe.

Henning Olsen døde i 2016 . 82 år gammel.