Tag: Film

  • En film om skolernes emneuge september 1998

    En film om skolernes emneuge september 1998

    Roskilde by fejrede sit 1000 års jubilæum i 1998.

    De 10 kommunale folkeskoler fejrede byens historie med en fælles emneuge med mange aktiviteter. Forud havde en arbejdsgruppe udarbejdet mange forslag og ideer og en fordelingsstruktur, der skulle passe til arrangementet med hundredvis af lærere og tusindvis af børn på forskellige alderstrin.

    Hele ugen blev der arbejdet med de valgte emner, lavet værksteder, besøgt institutioner, og alt kulminerede om lørdagen med fremvisning i hele byen for forældre og byens borger. Der var bogstaveligt talt lavet en rød tråd, der kunne føre tilskuerne rundt, så de kunne se det hele.

    Unge fra medieværkstedet på Base 4000 filmede hele ugen, og det er deres sammenklip, der ses her.

    Reallyden er ret dårlig, så derfor er der efterfølgende speaket af Niels Jørgen Rasmussen.

    Det eneste, der endnu er synligt fra emneugen er et keramikrelief, bestående af omkring 1000 kakler om Roskildes historie, lavet af 4-5 klasserne, hvor hver skole dækker 100 år. Relieffet er opsat på Absalons Skole på væggen ud mod Støden.

    Og du kan se nærbillederne i Galleriet her.

  • Film – Lejrskolen Roarsgård 1949

    Film – Lejrskolen Roarsgård 1949

    Her kan du se endnu en af Knud Henkers mange film.

    Med kommentarer af Niels Jørgen Rasmussen og baggrundsmusik af Roskilde Garden.

    Sparekassedirektør Knud Henker var med til indvielsen af lejrskolen Roarsgård ved Vig i Odsherred og filmede byrådet med gæster, der blev modtaget af Roskildegarden.

    Efterfølgende har han skildret en dag i det gode vejr hvor et pigehold nyder det hele.
    Utallige skoleelever fra Roskilde har minder fra Roarsgård, enten fra et feriekoloniophold eller fra lejrskole.

    Man sov i firmandshuse, arbejderbarakker fra opførslen af Rømødæmningen, de var stillet op i en hesteskoform, en bue omkring en lukket gård. Der var køkken- og spisesal, pejsestue og laboratorium, der lukkede buen. De enkelte huse havde navne efter lokaliteter i Roskilde. Der var Klosterengen, Østervang, Havnen osv.

    Lejrskolen blev sat til salg i 1999, var en overgang en slags filmskole, men det hele er nu væk og området udstykket til almindelige sommerhuse.

  • Fra Vår til Høst

    Fra Vår til Høst

    Her kan du se en af Knud Henkers mange film. Nu med kommentarer af Niels Jørgen Rasmussen.

    Nu skal vi se film!

    Sparekassedirektør Knud Henker brugte som ung medarbejder i Roskilde Sparekasse en del tid på at optage 16 mm film. Han var fascineret af filmmediet og så mulighederne i at lave kortfilm, som folk gerne ville se, med indtryk fra lokale begivenheder og gadebilleder. Det var god PR for sparekassen, at den interesserede sig for den almindelige Roskildeborgers liv. De såkaldte sparepropaganda-film blev meget populære og blev vist på skoler og i forsamlingshuse i Roskilde og rundt omkring på Sjælland.

    Mandag d. 23. februar 2026 kl. 19 viste vi nogle af de 16 mm film, som Knud Henker optog fra 1930’erne og frem. Det skete i Jakobskirken, Astersvej 11, 4000 Roskilde, hvor Niels Jørgen Rasmusen kommenterede de gamle stumfilm.

    Niels Jørgen Rasmussen viste også en videooptagelse fra Østervangsskolens første årsfest i 1972 med skoleinspektør Mark Jensen og lærere, som optræder.