Forestil dig en tur gennem en dansk by i middelalderen. Det første, der ville ramme dig, var ikke synet af bindingsværk, men lugten. Dengang var gaden nemlig også byens skraldespand. Affald og spildevand blev smidt direkte ud i åbne rendestene langs husmurene. Selvom der fandtes love – som Københavns stadsret fra 1443, der truede med bøder, hvis man ikke kørte sit skidt væk hver tredje dag – så var virkeligheden en anden.
Natmanden
De heldige fik deres latrin hentet af “natmanden”, der i ly af mørket kørte byens efterladenskaber til latrinkulen. Men systemet var hullet, og de åbne kloakrender var en motorvej for sygdomme. Det store vendepunkt kom på den mest tragiske baggrund i 1853, da koleraen ramte København og dræbte 4.700 mennesker.
Katastrofen blev en øjenåbner. Man indså, at rent vand og lukkede kloakker ikke var luksus, men livsnødvendighed. I årtierne efter gik Danmark under jorden. København fik sin første lukkede kloak i 1859, Frederiksberg fulgte i 1865, og Odense i 1866. Det var starten på det usynlige netværk, der i dag betragtes som det medicinske fremskridt, der har reddet flest menneskeliv i historien.
Når fortidens løsninger møder fremtidens vejr
I over 100 år har strategien været simpel: Gem vandet væk, så hurtigt som muligt. Vi har bygget et imponerende underjordisk rige af rør, der transporterer alt fra vores toiletbesøg til tagvand væk fra byen. Men i dag er systemet presset.
Klimaforandringerne har givet os “skybrud” – voldsomme regnmængder, som de gamle rør slet ikke er bygget til. Især i ældre bydele, hvor regn og spildevand løber i samme rør (fælleskloak), er det kritisk. Når rørene fyldes, har vandet kun to veje at løbe: Op i folks kældre eller ud i naturen som urenset “overløb”.
Vi står derfor i et vadested. Vi kan grave hele byen op og lægge større rør – en proces der er dyr og besværlig – eller vi kan begynde at tænke helt nyt. Og det er præcis, hvad man har gjort kun få kilometer herfra.
Rabalder på regnvejrsdage
I den nye bydel Musicon i Roskilde har man valgt at vende bøtten på hovedet. I stedet for at gemme vandet væk under jorden, har man inviteret det frem i lyset.
Musicon er bygget på en gammel betonvarefabrik og grusgrav, og jorden under bydelen er forurenet. Det betød, at man helst skulle undgå at grave dybe rør ned. Løsningen blev et synligt system af render og kanaler, der snor sig gennem bydelen som en del af arkitekturen.
Rabalderparken
Kronjuvelen i dette system er Rabalderparken. Her har man kombineret det praktiske med det sjove. Parken fungerer som et enormt regnvandsbassin, der kan opsamle vand fra hele bydelen, når himlen åbner sig. Men når solen skinner – hvilket den jo heldigvis gør oftest – fungerer de tomme betonbassiner som en skaterpark i verdensklasse.
Det er et paradigmeskifte. Hvor vandet før var et affaldsprodukt, vi skulle af med, er det i dag blevet en ressource, der giver liv til byen. Fra middelalderens stinkende rendestene til skaterparker, der kan tåle vand – vi har lært at leve med vandet, i stedet for at kæmpe imod det.