Syd for Banens portal

Start

Kategori: Industri og Erhverv

  • Jordforurening i det sydlige Roskilde

    Jordforurening i det sydlige Roskilde

    En guide til beboere og grundejere

    Området “Syd for Banen” i Roskilde er præget af en rig industrihistorie, der strækker sig gennem hele det 20. århundrede. Men den industrielle udvikling har efterladt spor i jorden i form af forurening, som vi i dag skal håndtere med omtanke.

    Denne præsentation giver dig et overblik over:

    • Risiko og zoner: Forstå forskellen på V1 (mistanke om forurening) og V2 (konstateret forurening via prøver).
    • Kemisk profil: Information om stoffer som klorerede opløsningsmidler ved f.eks. gamle renserier og tungmetaller nær jernbanen.
    • Gode råd til hverdagen: Hvordan du minimerer risikoen ved havearbejde og leg gennem enkle hygiejneråd og brug af højbede.
    • Regler for byggeri: Hvad du skal gøre, hvis du skal flytte mere end 1 jord (anmeldepligt).

    Ved at kende til din grunds status kan du færdes trygt i hverdagen. Brug de digitale værktøjer som Danmarks Miljøportal eller DinGeo til at slå din egen adresse op.

    Slide 1
    Slide 2
    Slide 3
    Slide 4
    Slide 5
    Slide 6
    Slide 7
    Slide 8
    Slide 9
    Slide 10
    Slide 11
    Slide 12
    Slide 13
    1 / 13
    Læs mere om jordforureningen
  • Klimatilpasning i øjenhøjde

    Klimatilpasning i øjenhøjde

    Velkommen til en præsentation af fremtidens klimatilpasning.

    I hjertet af Roskilde ligger bydelen Musicon, hvor regnvand ikke længere er et problem, der skal gemmes væk i dyre rør under jorden. I stedet er vandet gjort synligt og vendt til en arkitektonisk kvalitet, der binder byen sammen som en “blå tråd”.

    Denne slidepræsentation tager dig gennem rejsen fra de historiske udfordringer med kolera og overbelastede kloaksystemer til det innovative LAR-koncept (Lokal Afledning af Regnvand).

    Oplev hvordan vi i Musicon:

    • Genskaber naturens cyklus i byrummet gennem nedsivning, forsinkelse og fordampning.
    • Kombinerer teknik med leg i Rabalderparken, hvor et regnvandsbassin fungerer som skaterbane i tørvejr.
    • Skaber merværdi for både økonomi og biodiversitet ved at lade vandet blive byens puls.

    Klik dig igennem præsentationen nedenfor og se, hvordan klimatilpasning kan gøre vores byer smukkere, sjovere og mere robuste.

    Slide 1
    Slide 2
    Slide 3
    Slide 4
    Slide 5
    Slide 6
    Slide 7
    Slide 8
    Slide 9
    Slide 10
    Slide 11
    Slide 12
    Slide 13
    1 / 13
    Se billeder fra Musicon om regnvandshåndtering
  • Roskilde Fællesbageri

    Roskilde Fællesbageri

    Det Daglige Brød: Da arbejderne selv bagte byen

    Kampen for krummerne og lynet fra himlen

    Faktaboks
    Lydfortælling

    Forestil dig et Roskilde i slutningen af 1800-tallet, hvor skorstenene røg, og arbejderklassen voksede eksplosivt. For disse familier var rugbrød ikke bare en madpakke; det var den brændstofkilde, der holdt hjulene i gang. Men da et russisk eksportforbud sendte kornpriserne på himmelflugt, og de private bagermestre sendte regningen videre til de fattige, fik arbejderne nok. De ville eje deres egen forsyning.

    Sådan opstod Roskilde Fællesbageri. Det var en demokratisk genistreg, hvor kunderne også var ejere. Aktierne kostede 10 kroner, så selv almindelige arbejdere kunne være med. Men starten var dramatisk. Den 21. juni 1892 slog et lyn ned i den nyerhvervede Kapelsmølle ved havnen, og hele herligheden brændte ned. Det lignede en katastrofe, men var faktisk et held. Forsikringssummen gjorde det muligt at opføre en moderne fabrik med nye ovne, der kunne spytte ensartet og billigt brød ud til hele byen.

    Da brødkusken var familiens fortrolige

    I årtierne der fulgte, vævede Fællesbageriet sig ind i Roskildes hverdagsliv som et finmasket net. Mens fabrikken ved havnen bankede derudaf, fungerede de mange udsalgssteder som byens sociale omdrejningspunkter.

    Det var her, man mødtes. På det travle hjørne af Ringstedgade og Støden, hvor flagskibet lå, byggede man i 1960’erne et modernistisk center med både bank, supermarked og bageren “Parfait” – et symbol på den moderne arbejderklasse. I de finere kvarterer, som på Solvænget, tilpassede bageriet sig omgivelserne ved at rykke ind i en smuk villa i “Bedre Byggeskik”-stil, så børnene fra villavejene kunne hente morgenbrød i diskrete rammer.

    Men heltene var ofte brødkuskene. Først med hestevogn, senere med bil, bragte de varerne helt ind i køkkenet hos husmødrene. Kusken vidste alt. Han kendte kvarterets sladder, og hvis en familie var på spanden, var det ofte ham, der lod regningen ligge lidt længere. Det var en tid, hvor duften af “Rutana” rugbrød bandt byen sammen.

    Ovnene slukkes – men murstenene består

    Tiderne skiftede dog. I 1960’erne og 70’erne begyndte supermarkederne at vinde frem, og kvinderne kom på arbejdsmarkedet. Ingen havde tid til at gå til bageren, slagteren og grønthandleren hver dag; alt skulle klares i ét hug i supermarkedet. Den nådesløse “brødkrig” og konkurrencen fra industrigiganter betød dødsstødet for produktionen i Roskilde. I 1989 blev de store ovne på Havnevej slukket for sidste gang.

    Men her slutter historien ikke – og det er det, der gør Fællesbageriet unikt. I stedet for at gå konkurs, som mange andre, kiggede ledelsen på deres værdier. Gennem årene havde de købt ejendommene til deres mange butikker. De sad på “arvesølvet”. Under ledelse af direktør Arne Mogensen og senere sønnen Tonny transformerede virksomheden sig fra brødfabrik til ejendomsselskab.

    I dag dufter der ikke længere af nybagt brød i opgangene på Helligkorsvej eller i Støden, men bygningerne ejes stadig af fællesskabet. Det “daglige brød” er blevet til den “daglige bolig”, men ånden om at sikre ordentlige vilkår til rimelige priser lever videre i murstenene.

    Læs den fulde tapport

    Roskilde Fællesbageri

    En Kulturhistorisk og Bygningsarkæologisk Analyse af Kooperationens Bygningsarv

    Forord

    Nærværende forskningsrapport har til formål at tilvejebringe en udtømmende, detaljeret og kontekstualiseret undersøgelse af institutionen Roskilde Fællesbageri. Rapporten er udarbejdet som et kulturhistorisk dokument, der kortlægger virksomhedens udvikling fra dens spæde start i det sene 19. århundrede, gennem industrialiseringens og andelsbevægelsens storhedstid, til den moderne transformation til ejendomsselskab.

    Analysen tager sit primære afsæt i den fysiske tilstedeværelse i Roskilde by. Mens produktionsanlægget ved Kapelsmøllen udgjorde virksomhedens hjerte, udgjorde de talrige udsalgssteder dens nervesystem. Rapporten vil derfor vie betydelig opmærksomhed til de specifikke adresser: Sct. Hansgade 16, Solvænget 1, Helligkorsvej 19, Ringstedgade 2, Algade 53, Kamstrupsti 6, Københavnsvej 41 og Ringstedvej 12. Disse lokationer analyseres ikke blot som punkter på et kort, men som mikrokosmosser af byens sociologiske og arkitektoniske udvikling.

    Rapporten søger at besvare, hvordan en kooperativ virksomhed, funderet i arbejderbevægelsens kamp for “det daglige brød”, formåede at shape byens fysiske rum, og hvilken betydning denne infrastruktur havde for den enkelte borger i Roskilde gennem skiftende tider.

    —

    1. Introduktion: Det Kooperative Landskab i Roskilde

    1.1 Baggrunden for “Det Daglige Brød”

    I slutningen af 1800-tallet undergik det danske samfund en fundamental transformation. Industrialiseringen trak tusindvis af mennesker fra land til by, og i provinsbyer som Roskilde opstod en ny, talstærk arbejderklasse. Denne demografiske forskydning skabte et akut pres på fødevareforsyningen. Brød – og i særdeleshed det grove rugbrød – var ikke blot en del af kosten; det var den primære energikilde for den manuelle arbejder. Forsyningssikkerhed og prisstabilitet på brød var derfor ikke blot økonomiske spørgsmål, men eksistentielle vilkår for byens proletariat.1

    Grundlæggelsen af Roskilde Fællesbageri i 1891/1892 skal ses som en direkte modreaktion på markedskræfternes volatilitet. I årene op til stiftelsen havde et russisk eksportforbud mod rug sendt kornpriserne på himmelflugt, hvilket ramte de danske arbejdere hårdt.1 Det etablerede bagermesterlaug i Roskilde opererede på markedsvilkår, hvilket betød, at prisstigningerne på råvarer blev sendt direkte videre til forbrugerne.

    1.2 Den Ideologiske Fundering

    Fællesbageriet var en manifestation af den kooperative tankegang, der ellers primært havde vundet indpas i landbruget. I byerne tog andelstanken form af arbejderkooperationen. Her var målet ikke at maksimere profit til en enkelt ejer, men at sikre medlemmerne varer af høj kvalitet til rimelige priser, samt at lade overskuddet gå tilbage til fællesskabet eller virksomhedens konsolidering.

    Roskilde Fællesbageri blev stiftet som et aktieselskab, men med en demokratisk struktur, der mindede om andelsbevægelsens principper. Aktierne blev udbudt til 10 kroner stykket, hvilket gjorde det muligt for almindelige arbejdere og lokale fagforeninger at blive medejere.1 Denne ejerstruktur skabte en unik loyalitet: Kunderne var også ejere. Når en arbejderfamilie købte deres rugbrød i udsalget på Sct. Hansgade, støttede de deres egen virksomhed. Dette ejerskab har vist sig bemærkelsesværdigt modstandsdygtigt, idet arvingerne efter de oprindelige småaktionærer stadig i dag, mere end 130 år senere, udøver indflydelse på selskabet.3

    —

    2. Den Industrielle Vugge: Maglekilde og Kapelsmøllen

    For at forstå Fællesbageriets placering og industrielle forudsætninger må man dykke ned i Roskildes hydro-geologiske historie. Valget af placering var ingen tilfældighed; det var dikteret af vandkraftens historie.

    2.1 Maglekildes Kraft

    Roskilde er kendt for sine mange kilder, hvoraf Maglekilde (“den store kilde”) historisk set har været den mest betydningsfulde. Kilden udspringer ved Kildehuset og har gennem århundreder leveret drivkraft til en række vandmøller, der lå som perler på en snor ned mod Roskilde Fjord.4 I middelalderen drev kilden kornmøller, men i 1700- og 1800-tallet blev området centrum for Roskildes tidlige industrialisering.

    Her lå blandt andet Maglekilde Papirfabrik (grundlagt 1737) og senere et bomuldsspinderi, der beskæftigede hundredvis af arbejdere.5 Området ved Maglekilde var således allerede “kodet” som et industrielt kraftcenter, før brødfabrikken blev tænkt. Det var her, teknologien mødte naturkræfterne.

    2.2 Kapelsmøllens Historie

    Den specifikke lokation, som Fællesbageriet erhvervede i 1892, var Kapelsmøllen. Møllen lå i trekanten mellem Sct. Hans Gade og Havnevej og havde rødder tilbage til middelalderen, hvor den var tilknyttet et af Domkirkens kapeller.5

    Da Fællesbageriet overtog ejendommen, var det med intentionen om at udnytte den eksisterende vandmølle til at drive bageriets maskiner. Det var en hybridmodel: gammel teknologi (vandkraft) skulle drive ny produktion (industribageri). Skæbnen greb imidlertid ind på dramatisk vis. Den 21. juni 1892, kort efter overtagelsen, blev den gamle mølle ramt af et lynnedslag under et voldsomt tordenvejr og nedbrændte til grunden.5

    2.3 Fra Aske til Moderne Fabrik

    Branden viste sig at være en “velsignelse i forklædning”. Forsikringssummen gav det nystiftede selskab mulighed for at opføre en helt ny, skræddersyet fabriksbygning, der ikke var begrænset af den gamle mølles middelalderlige mure.7

    Det nye anlæg på Havnevej blev opført som en moderne “brødfabrik” – et begreb der i sig selv var nyt i en tid præget af håndværksbagerier. Man installerede moderne bageovne og etablerede en ny vandturbine, der fortsat udnyttede vandet fra Maglekilde. Senere blev systemet suppleret med dampmaskiner og elektricitet, hvilket gjorde Fællesbageriet til en teknologisk forpost i byen.5

    I 1916 blev kapaciteten yderligere udvidet med et nyt og større bageri på samme matrikel, og i 1930 installerede man en moderne ovn med hele tre etager.5 Denne teknologiske overlegenhed var afgørende for, at Fællesbageriet kunne producere de store mængder ensartet brød, som var nødvendige for at holde priserne nede og forsyne det voksende netværk af udsalgssteder.

    —

    3. Distributionens Anatomi: Udsalgsstederne

    Mens fabrikken på Havnevej var maskinrummet, var udsalgsstederne virksomhedens ansigt udadtil. I 1949 rådede Fællesbageriet over 30 udsalgssteder fordelt over hele byen.8 Denne decentraliserede struktur var unik. Hvor konkurrenterne typisk havde én bagerforretning med produktion i baglokalet, havde Fællesbageriet adskilt produktion og salg. Dette krævede en omfattende logistik, men gav også en enorm synlighed.

    Nedenfor gennemgås de specifikt forespurgte adresser indgående, idet hver enkelt placeres i sin historiske og byplanmæssige kontekst.

    3.1 Ringstedgade 2 / Støden 1-9: Flagskibet i Centrum

    Lokationens Strategiske Betydning:
    Hjørnet af Ringstedgade og Støden har historisk set været et af Roskildes vigtigste knudepunkter. Her mødtes trafikken fra oplandet (Ringstedvej) med bymidten. Allerede i 1919 åbnede Fællesbageriet sit første egentlige brødudsalg i den eksisterende ejendom på dette hjørne.8 Det var en strategisk genistreg at placere sig her, hvor strømmen af mennesker var konstant.
    Den Store Transformation (1963/64):
    I starten af 1960’erne tog Fællesbageriet en beslutning, der skulle få varig betydning for bybilledet. Man nedrev den ældre bebyggelse og opførte i 1963/1964 den nuværende, massive etageejendom i 5 etager.9 Dette byggeri var et udtryk for tidens modernistiske idealer: beton, glas, rene linjer og en integration af bolig og erhverv.
    Kundeoplevelsen og Butiksmiljøet:
    Den nye bygning blev et kommercielt centrum. Stueetagen blev indrettet til flere markante lejere, der tilsammen skabte en synergi, som trak kunder til fra hele byen:

    • Bageriet “Parfait”: Fællesbageriets eget udsalg fik navnet “Parfait” (fransk for “perfekt”). Navneskiftet fra det mere prosaiske “Fællesbageriets Udsalg” til “Parfait” signalerede en ambition om kvalitet og modernitet. Her kunne kunderne købe det velkendte rugbrød, men også finere konditorivarer. Placeringen i Støden 3 gav direkte adgang fra gaden.9
    • HB Comus: Et stort supermarked i to etager, der udnyttede terrænforskellen i Støden. HB (Hovedstadens Brugsforening) var en del af kooperationen, og samplaceringen med Fællesbageriet var ideologisk logisk. Kunderne kunne klare alle deres indkøb ét sted. Cafeteriet på øverste plan blev et populært mødested.9
    • Arbejdernes Landsbank: Banken, der også udsprang af arbejderbevægelsen, fik den prominente hjørneplacering (Støden 1 / Ringstedgade 2).9

    For kunderne i 1960’erne og 70’erne var dette kompleks symbolet på den moderne arbejderklasse: Man havde sin bank, sit supermarked og sin bager samlet i en moderne bygning, ejet af fællesskabet. Det var her, man mødtes lørdag formiddag.

    3.2 Algade 53: Prestigeprojektet på Strøget

    Historisk Kontekst:
    Algade er Roskildes ældste og fornemste handelsgade, en del af det historiske hovedstrøg. At Fællesbageriet etablerede et udsalg her 6, var et signal om, at man ikke kun hørte til i de snævre sidegader eller arbejderkvarterer. Man ville være synlig midt i borgerskabets indkøbszone.
    Udsalgets Funktion:
    Algade 53 nævnes som et af de tidlige udsalgssteder, etableret i årene efter branden i 1892.6 I modsætning til udsalgene i boligområderne, der primært solgte dagligt brød til faste kunder, fungerede butikken på Algade som et udstillingsvindue. Her kom strøgkunder, besøgende fra oplandet og byens bedre borgerskab.
    Butikken har sandsynligvis haft et større udvalg af “fintbrød” og kager (Vitana-produkter) for at matche konkurrencen fra byens private konditorier. For kunden betød placeringen, at man kunne købe det billige, gode Fællesbageri-brød uden at skulle bevæge sig ned til fabrikken på Havnevej. Det demokratiserede adgangen til brødet.

    3.3 Sct. Hansgade 16: I Arbejdernes Hjerte

    Kvarterets Karakter:
    Sct. Hansgade ligger i umiddelbar nærhed af havnen og den gamle Kapelsmølle-grund. Dette var et udpræget arbejderkvarter, præget af mindre byhuse og lejligheder. Mange af Fællesbageriets egne ansatte boede i dette område.
    Udsalgets Rolle:
    Kilderne nævner et udsalg i Sct. Hansgade 3 åbnet i 1919 8, mens brugerforespørgslen angiver nummer 16. Det er meget sandsynligt, at udsalget er flyttet længere ned ad gaden i takt med behovet for større lokaler, eller at der har været tale om en omnummerering. Uanset det præcise nummer, var funktionen den samme: Det var “nærbutikken”.
    Her kom kunderne dagligt. Man købte ikke brød til en uge ad gangen, men til dagen. Relationen mellem ekspedienten (ofte kaldet “brødjomfruen”) og kunden var tæt. Man vidste, hvem der havde råd, og hvem der måtte have “på klods” (kredit). For mange fattige familier var dette udsalg en livline, især i de perioder hvor Fællesbageriet uddelte gratis brød eller solgte daggammelt brød til reduceret pris.8

    3.4 Ringstedvej 12: Porten mod Syd

    Byudviklingen:
    Ringstedvej er den historiske indfaldsvej fra sydsjælland. Området omkring nummer 12, tæt på jernbanen, var præget af en blanding af industri, jernbanearbejdere og voksende forstadsbebyggelse.
    Udsalgets Betydning:
    Etableringen her 6 var et led i strategien om at fange pendlere og servicere den voksende bebyggelse syd for banen. For arbejderne på de nærliggende virksomheder var det nemt at svinge forbi efter fyraften. Udsalget fungerede som en forpost, der sikrede, at selv de borgere, der boede i byens udkant, havde adgang til kooperationens produkter.

    3.5 Solvænget 1: Bedre Byggeskik og Kvartersidentitet

    Arkitektonisk Perle:
    Adressen Solvænget 1 adskiller sig markant fra de øvrige. Ejendommen er opført i 1925 i stilen “Bedre Byggeskik” – en arkitektonisk strømning, der hyldede det enkle, velproportionerede håndværk.11 Huset er beskrevet som meget velproportioneret med symmetrisk facade, muret gesims, kvartvalmet tag og refendfuget indfatning om indgangspartiet.
    Det blev oprindeligt bygget som bolig og atelier for fotograf Inger Bryde, men med butikslokale.
    Integration i Miljøet:
    At Fællesbageriet rykkede ind her, viser deres evne til at tilpasse sig. Solvænget er et villakvarter. Her kunne man ikke smække en stor, prangende butiksfacade op. Butikken var diskret integreret i villaen.
    For kunderne i dette mere velstillede kvarter signalerede butikkens ydre orden og kvalitet. Det var “hyggeligt” at gå til bageren på Solvænget. Det var her, børnene fra villavejene blev sendt hen om søndagen. Butikken blev et naturligt samlingspunkt i et kvarter, der ellers var præget af private haver og lukkede hække.

    3.6 Helligkorsvej 19: Bolig og Brød i Symbiose

    Ejendommens Historie:
    Ejendommen på Helligkorsvej 19 er en etageejendom opført i 1936.12 Den er ejet af Roskilde Fællesbageri og består af boliglejemål samt erhverv i stueetagen. Bygningen er på 426 m² og repræsenterer den type gedigent murstensbyggeri, som prægede 1930’erne.
    Historisk Kontekst – Kilden:
    Navnet Helligkorsvej refererer til Hellig Kors Kilde, en af de gamle helligkilder i Roskilde.4 Området har en dyb historisk resonans.
    For beboerne i ejendommen – som jo boede til leje hos bageriet – var det ultimativ bekvemmelighed at have udsalget i stueetagen. Det skabte en vertikal integration: Man boede ovenpå sin fødevareforsyning. Det styrkede følelsen af at være en del af “Fællesbageri-familien”. Duften af friskbagt brød i trappeopgangen må have været en konstant påmindelse om ejendommens ejer.

    3.7 Kamstrupsti 6: Forstadsudvidelsen

    Lokation:
    Kamstrupsti ligger i den sydøstlige del af Roskilde, i et område der i midten af det 20. århundrede transformeredes fra landligt område til forstadskvarter.
    Dokumentation og Funktion:
    Historiske telefonbøger og fortegnelser 13 lister “Kamstrupsti 6” i forbindelse med Fællesbageriets adresser (ofte henvist til hovednummeret eller i lister over udsalg).
    For beboerne her, langt fra Algades pulserende liv, var det lokale udsalg essentielt. Det sparede husmoderen for den lange tur ind til byen. Udsalget her var sandsynligvis mindre end flagskibet i Støden, men desto vigtigere for lokalsamfundet. Det fungerede som et socialt omdrejningspunkt, hvor nyheder blev udvekslet over disken.

    3.8 Københavnsvej 41: Østbyens Forsyning

    Strategisk Placering:
    Københavnsvej er hovedfærdselsåren mod hovedstaden. Området omkring nummer 41 (nær det nuværende Ro’s Torv) har altid været præget af handel og trafik.
    Selvom adressen i dag huser andre erhverv som Roskilde Låseservice 14, var det tidligere et vigtigt led i Fællesbageriets kæde. Ved at ligge her dækkede man den hastigt voksende østlige bydel.
    For kunderne i østbyen var dette garanten for, at man ikke behøvede at tage ind til centrum for at få det billige kooperative brød. Det var en del af Fællesbageriets strategi om totalmarkedsdækning: Uanset hvor i Roskilde du boede, skulle der være et Fællesbageri-udsalg inden for gåafstand.

    —

    4. Logistikken, Kulturen og Menneskene

    Roskilde Fællesbageri var mere end mursten og mel; det var mennesker. Virksomhedens succes afhang af en kompleks logistisk operation og en stærk virksomhedskultur.

    4.1 Brødkuskene: Hverdagens Helte

    Før bilismen slog igennem, var distributionen afhængig af brødkuskene. Fællesbageriet rådede over en stor stald af heste og vogne (senere biler), der hver morgen kørte ud fra Havnevej.1
    Kuskene var provisionslønnede – en model der sikrede høj motivation. En kusk kunne f.eks. få 30 øre pr. solgt krone i landdistrikterne.8 De kørte faste ruter og opbyggede tætte relationer til kunderne.
    For mange husmødre var brødkusken en velkommen gæst. Han bragte ikke bare brød, men også nyt fra byen. Han bar varerne helt ind i køkkenet, skar måske brødet for, og fungerede som bageriets øjne og ører. Hvis en familie havde økonomiske problemer, var det ofte kusken, der vidste det først og måske gav en ekstra lang frist på regningen.

    4.2 Kaffevognen på Stændertorvet

    Som et kuriosum, der understreger virksomhedens folkelighed, drev Fællesbageriet også en kaffevogn på Stændertorvet.8 På torvedage, hvor bønder og byboere handlede, var denne vogn et naturligt helle. Her kunne man få en kop kaffe og et stykke wienerbrød fra fabrikken. Det var markedsføring i øjenhøjde.

    4.3 Produkterne: Rutana og Vitana

    Fællesbageriet markedsførte sine produkter under navnene Rutana og Vitana.2

    • Rutana: Det klassiske, mørke rugbrød. Navnet “Rutana” (afledt af rug) signalerede kraft og tradition. Det var arbejderens brændstof.
    • Vitana: Ofte forbundet med hvedebrød, sigtebrød og finere bagværk. Navnet (afledt af vita/liv) spillede på tidens stigende fokus på sundhed og ernæring.
      Disse brands var ikke unikke for Roskilde, men blev brugt af kooperative bagerier i hele landet (bl.a. det store Arbejdernes Fællesbageri i København). Det gav genkendelighed og signalerede, at man var en del af en større bevægelse.

    —

    5. Fra Storhed til Fald: Brødkrigen og Lukningen

    5.1 Ændrede Forbrugsmønstre

    I 1960’erne og 70’erne ændrede danskernes indkøbsvaner sig radikalt. Supermarkederne (som HB Comus i Støden) vandt frem på bekostning af specialbutikkerne. Kvinderne kom ud på arbejdsmarkedet og havde ikke tid til at besøge bager, slagter og grønthandler hver dag. Man ville handle alt ét sted.

    Dette ramte Fællesbageriets netværk af 30 små udsalgssteder hårdt. Det blev økonomisk uholdbart at drive de mange små butikker med personale og faste omkostninger. Løsningen blev at lukke egne udsalg og i stedet levere brød til supermarkederne – herunder paradoksalt nok de samme supermarkeder, der udkonkurrerede deres egne butikker.1

    5.2 Fusion og “Brødkrigen”

    Konkurrencen fra industrielle giganter som Schulstad og Pågen pressede priserne i bund. FDB (Brugsen) ønskede at centralisere deres indkøb og produktion. Roskilde Fællesbageri, der var det sidste selvstændige kooperative bageri i landet 15, kom under voldsomt pres.
    Man blev tvunget ind i fusionssamarbejder, bl.a. i selskabet “De Danske Brødfabrikker”.5 Men logikken i den industrielle centralisering var nådesløs: Det kunne ikke betale sig at opretholde produktionen i Roskilde.
    I 1989 slukkede man ovnene på Havnevej for sidste gang. Fabriksbygningerne blev revet ned, og en æra var slut.5

    —

    6. Transformationen: Ejendomsselskabet Roskilde Fællesbageri

    Det, der gør historien om Roskilde Fællesbageri unik, er, at virksomheden ikke døde med produktionen. Den transformerede sig.

    6.1 Den Fremsynede Strategi

    Gennem årtierne havde selskabet opkøbt ejendomme til deres udsalgssteder (Støden, Helligkorsvej, Solvænget m.fl.). Da bageridriften gav underskud, valgte ledelsen – med direktør Arne Mogensen og senere sønnen Tonny Mogensen i spidsen – ikke at sælge ud af “arvesølvet” for at dække driften.15
    I stedet konsoliderede man ejendomsporteføljen. Da bageriet lukkede, stod selskabet tilbage som et velkonsolideret ejendomsselskab med bygninger på byens bedste adresser.

    6.2 Nuværende Status

    I dag er Roskilde Fællesbageri ApS en betydelig aktør på byens ejendomsmarked.3

    • Portefølje: Selskabet ejer og driver ejendomme i Støden, Algade, Helligkorsvej, Centrumgården (Gullandsstræde) m.fl..3
    • Ledelse: Tonny Mogensen, der voksede op med bageriet og overtog ledelsen efter sin far i 1975, styrede virksomheden sikkert gennem transformationen indtil sin pensionering i 2018.15
    • Filosofi: Selvom produktet er ændret fra brød til boliger, lever den kooperative ånd videre. Selskabet fokuserer på at udleje gode boliger og erhvervslokaler til rimelige priser, og overskuddet reinvesteres i bygningsmassen frem for at blive trukket ud af aggressive investorer.

    —

    7. Konklusion

    Historien om Roskilde Fællesbageri er fortællingen om velfærdssamfundets fysiske manifestation.
    For kunden i 1920’ernes Sct. Hansgade var bageriet garanten for overlevelse. For kunden i 1960’ernes Støden var det symbolet på den moderne forbrugerisme. Og for lejeren i dagens Helligkorsvej er det en tryg boligudlejer.
    De specifikke adresser – fra den arkitektonisk smukke villa på Solvænget 1 til den modernistiske mastodont i Støden – står tilbage som monumenter over en virksomhed, der forstod at omstille sig. Hvor andre industrier forsvandt og efterlod sig rustne ruiner, efterlod Fællesbageriet sig en levende bygningsarv. Det “daglige brød” er blevet til “den daglige bolig”, men fundamentet – fællesskabet og den lokale forankring – består.

    Oversigt over Fællesbageriets Historiske Geografi

    Adresse Type / Funktion Etablering / Byggeår Historisk Betydning for Kunden Nuværende Status
    Ringstedgade 2 / Støden 1-9 Hovedudsalg & Supermarked 1919 (Opr.) / 1964 (Nybyg) “One-stop-shop” med bank, bager og brugs. Byens moderne centrum. Erhverv & Bolig (Ejet af R.F.)
    Algade 53 Strøgbutik Ca. 1892 Prestigebutik for det bedre borgerskab og strøgkunder. Detailhandel
    Sct. Hansgade 16 (3) Kvartersbutik Ca. 1919 Den lokale “nærbutik” for arbejderfamilierne ved havnen. Bolig / Erhverv
    Solvænget 1 Kvartersbutik 1925 Integreret i “Bedre Byggeskik”-villa. Diskret luksus i villakvarteret. Bolig
    Helligkorsvej 19 Udsalg i Boligejendom 1936 Vertikal integration: Bager i stueetagen, kunder på etagerne. Udlejningsejendom (Ejet af R.F.)
    Ringstedvej 12 Udsalg Tidligt 20. årh. Pendlernes stop og forsyning til sydbyen. Bolig / Erhverv
    Kamstrupsti 6 Udsalg Midt 20. årh. Forstadsforsyning. Socialt mødested i nyt kvarter. Bolig
    Københavnsvej 41 Udsalg Midt 20. årh. Østbyens forpost. Strategisk placering på indfaldsvej. Erhverv (Låsesmed)
    Havnevej (Kapelsmøllen) Fabrik & Mølle 1892 / 1916 / 1930 Produktionens hjerte. Arbejdsplads for hundreder. Nedrevet 1989 / Kontorer

    Citerede værker

    1. Historien – Roskilde Fællesbageri, tilgået januar 10, 2026, https://rofb.dk/historien/
    2. Arbejdernes Fællesbageri – Wikipedia, den frie encyklopædi, tilgået januar 10, 2026, https://da.wikipedia.org/wiki/Arbejdernes_F%C3%A6llesbageri
    3. Om os – Roskilde Fællesbageri, tilgået januar 10, 2026, https://rofb.dk/om-os/
    4. Historisk Årbog for Roskilde Amt 2023 – Danskernes Historie Online, tilgået januar 10, 2026, https://slaegtsbibliotek.dk/2025/904735.pdf
    5. Maglekildes møller og industri – Tidsskrift.dk, tilgået januar 10, 2026, https://tidsskrift.dk/historiskaarbogforroskildeamt/article/download/152042/194689/335633
    6. 1892 – 1800, tilgået januar 10, 2026, https://www.roskildehistorie.dk/1800/enkeltaar/1850-1899/1892.htm
    7. Kapelsmøllen, Roskilde, tilgået januar 10, 2026, https://www.roskildehistorie.dk/steder/moeller/enkelte/Kapelsmoellen/Kapelsmoelle.htm
    8. Bagerier og konditorier i Roskilde 1850 – 1921, tilgået januar 10, 2026, https://roskildesudvikling.dk/onewebmedia/Bagerier%20i%20roskilde.pdf
    9. Støden 1-9 | roskildesudvikling2.dk, tilgået januar 10, 2026, https://roskildesudvikling2.dk/st%C3%B8den/st-den-1-9.html
    10. Historisk perspektiv for 1892, tilgået januar 10, 2026, https://www.roskildefugleskydning.dk/index.php/aarsbegivenheder/index/1892
    11. Bevaringsværdier i Hvalsø, tilgået januar 10, 2026, http://xn--voreshvals-9cb.dk/images/PDF/Historik/Bevaringsvaerdier_i_hvalsoe.pdf
    12. Helligkorsvej 19, 4000 Roskilde – Tjek nuværende salgspris | Resights, tilgået januar 10, 2026, https://resights.dk/ejendom/helligkorsvej-19-4000-roskilde/5309289
    13. ——j,.__ A• I – -( -.i11 . i/ri ,,;i,:l. i,iuQdrd.ftt:: ti II n i!!=””” l 1 \, tilgået januar 10, 2026, https://jernbanearkivalier.dk/tidsskrifter/dansk-lokomotivtidende/1943/Dansk-Lokomotivtidende-Nr-14-20-Juli-1943.pdf
    14. tilgået januar 10, 2026, https://www.rbhi.dk/scripts/erhvervsliste.php
    15. Roskildes fællesbager går af efter 43 år – Sjællandske Nyheder, tilgået januar 10, 2026, https://www.sn.dk/art2272678/danmark/roskildes-faellesbager-gaar-af-efter-43-aar/
    16. Erindringshistorie | sctclara.dk, tilgået januar 10, 2026, https://sctclara.dk/447676351/448044925
    17. Roskilde Fællesbageri | Fra billigt brød til billige boliger, tilgået januar 10, 2026, https://rofb.dk/
  • Fra Bacon til Bydel

    Fra Bacon til Bydel

    Da grisene reddede Roskildes økonomi

    Det begyndte med en krise og endte som en moderne bydel. Historien om Roskilde Andels-Svineslagteri er fortællingen om dengang, købmænd og bønder fandt sammen, om dramatiske generalforsamlinger, og om hvordan duften af flæsk prægede området syd for banen i over 70 år.

    Faktaboks
    Lydfortælling
    Fra Bacon til Bydel

    I slutningen af 1800-tallet stod dansk landbrug i en voldsom krise. Det billige korn strømmede ind fra udlandet, og de danske bønder måtte tænke nyt: De skulle producere smør og flæsk til englænderne6. Men i Roskilde gik starten ikke glat. Mens naboerne i Køge fik et slagteri op at køre i rekordfart, tabte Roskilde-bønderne pusten, og egnens svin blev sendt til konkurrenterne.

    Redningen kom fra en uventet kant. Det var ikke en bonde, men de fremsynede Roskilde-købmænd Emil Matthissen og E. Lützhøft, der tog affære. De forstod, at hvis Roskilde skulle vokse, måtte byen have sit eget slagteri8. Med en utrættelig indsats fik de overbevist byrådet om at låne projektet 60.000 kr. og endda betale for en kloakledning til fjorden.

    Da slagteriet åbnede i april 1895, var det derfor et levende bevis på, hvad land og by kunne udrette sammen. Pressen hyldede det som et “Vidnesbyrd om Samarbejde”, og snart strømmede svinene til Køgevej.

    “Lotterispil” og dramatik på de bonede gulve

    Livet på slagteriet var dog ikke altid en dans på roser. I de første år kæmpede bønderne med ustabile priser, der gjorde handlen til det rene “Lotterispil”. Men den største krise opstod indefra.

    I 1909 brød en voldsom konflikt ud, som truede med at splitte andelsfællesskabet. Slagteriet skulle bruge penge til moderne karsaltning for at tilfredsstille det engelske marked, men banken krævede, at alle andelshavere skulle hæfte solidarisk for gælden. Det fik de forsigtige bønder til at stejle – de ville ikke sætte deres gårde på spil for bestyrelsens store armbevægelser.

    Resultatet var dramatisk: På en ophedet generalforsamling blev forslaget nedstemt, og bestyrelsen gik i protest af på stedet og nægtede at udbetale årets overskud. Det krævede store overskrifter i aviserne og et kompromis på en ekstraordinær generalforsamling, før gemytterne faldt til ro, og moderniseringen kunne gennemføres. Det var en lærestreg i demokratiets svære kunst.

    Fra svinekort til kulturhus

    Gennem to verdenskrige og 1930’ernes dybe krise, hvor “svinekort” regulerede hver eneste levering, holdt slagteriet hjulene i gang15. Under besættelsen, da korn var en mangelvare, kogte man endda kartofler i stor stil for at holde liv i svinebestanden.

    Men tiderne skiftede. I 1960’erne rullede en bølge af fusioner over landet. Det handlede om stordrift, og de små, lokale slagterier kunne ikke længere følge med. Den 1. januar 1968 var det slut. Roskilde Andels-Svineslagteri fusionerede, og produktionen flyttede til Ringsted.

    Men historien sluttede ikke der. Grunden på Køgevej fik nyt liv, først som uddannelsessted for tusindvis af slagterlærlinge på “Slagteriskolen”, og i dag som en levende bydel. Hvor der engang lød grynt og blev saltet bacon, finder man i dag boliger i “Slagteristrædet” og fællesskab i kulturhuset INSP!, der har til huse i den gamle administrationsbygning.

    Den høje skorsten står der endnu – ikke længere som et tegn på industrios, men som et fyrtårn for en bydel, der har formået at genopfinde sig selv uden at glemme sine rødder.

    Læs den fulde rapport

    Roskilde Andels-Svineslagteri

    Fra Andelsbevægelse til Bydel – En Historisk Analyse

    Indledning

    Fra Olden-svin til Andelsvirksomhed – Grundlaget for Roskilde Andels-Svineslagteri

    I slutningen af 1800-tallet gennemgik det danske landbrug en fundamental transformation. Den globale landbrugskrise i 1870’erne, drevet af billigt korn fra Amerika og Rusland, underminerede grundlaget for Danmarks traditionelle korneksport. Som reaktion omlagde danske landmænd deres produktion fra vegetabilsk til animalsk, med fokus på forædlede produkter som smør og flæsk, primært rettet mod det britiske marked.1 Denne omlægning skabte et akut behov for en ny industriel infrastruktur, der kunne håndtere, forarbejde og standardisere den voksende mængde af landbrugsvarer.

    Svaret på denne udfordring blev andelsbevægelsen. Med principper om demokratisk ledelse, solidarisk hæftelse og overskudsdeling gav andelsmodellen bønderne kontrol over hele værdikæden. Efter succesen med det første andelsmejeri i Hjedding i 1882 fulgte det første andelssvineslagteri i Horsens i 1887, hvilket satte en bølge af lignende etableringer i gang over hele landet.1 Det var i denne kontekst af national omstilling og organisatorisk innovation, at tanken om et andelsslagteri i Roskilde opstod.

    Denne rapport vil argumentere for, at Roskilde Andels-Svineslagteri ikke blot var en fabrik, men en central socioøkonomisk institution, hvis historie fra stiftelsen i 1894 til lukningen i 1968 afspejler de store nationale tendenser inden for landbrug, industri og byudvikling. Virksomhedens udvikling, dens rolle under to verdenskrige og dens bemærkelsesværdige efterliv som uddannelsesinstitution og i dag som en moderne bydel, udgør et unikt mikrokosmos af Danmarks rejse fra landbrugssamfund til et post-industrielt videnssamfund.

    Kapitel 1: Etablering og Pionerånd (1888-1904)

    Etableringen af Roskilde Andels-Svineslagteri var en lang og besværlig proces, der illustrerer de udfordringer, andelsbevægelsen stod overfor, og den afgørende betydning af samarbejde mellem land og by.

    De Første Skridt (1888-1894)

    De primære drivkræfter bag ønsket om et lokalt slagteri var dybt forankret i de praktiske og økonomiske realiteter for egnens landmænd. Afsætningen af svin til København var præget af ustabile torvepriser, der gjorde handlen til et “Lotterispil”. Situationen blev forværret i 1890’erne med indførelsen af en strengere og mere “haardhændet” kødkontrol på Københavns Torv, en foranstaltning, der reelt gav “Torvehandelen Dødsstødet” og overlod landmændene til opkøbernes nåde.1

    På denne baggrund nedsatte Landboforeningen i Gamle Roskilde Amt i 1888 et udvalg for at arbejde for et andelsslagteri i Roskilde. Et indledende forsøg på samarbejde med et lignende udvalg fra Køge-egnen slog fejl, da Køge hurtigt og effektivt fik etableret sit eget slagteri, som åbnede i januar 1890. Dermed havde Roskilde “tabt Slaget”, og mange potentielle andelshavere fra Roskildes naturlige opland tegnede sig i stedet i Køge og Frederikssund.1

    Vendepunktet kom, da initiativet blev genoplivet, ikke fra landbruget selv, men som en “Bybevægelse” anført af de fremsynede Roskilde-købmænd Emil Matthissen og E. Lützhøft. De forstod, at et slagteri var en “Nødvendighed for Byens Vækst og Trivsel” og agiterede energisk i oplandet. Deres indsats kulminerede, da de sikrede et afgørende lån på 60.000 kr. fra Roskilde Byråd, som også påtog sig at bekoste anlæggelsen af en spildevandsledning fra slagterigrunden til Roskilde Fjord.1 Med denne finansielle og politiske opbakning fra byen lykkedes det at skabe den nødvendige tillid. Efter en succesfuld prøvetegning af 7.100 svin, blev den stiftende generalforsamling afholdt den 14. juli 1894. Her var opbakningen vokset til 10.000 tegnede svin, og mejeriejer og senere folketingsmand H.J. Rosleff blev valgt som den første formand.1

    Opførelse og Driftsstart (1894-1895)

    Bestyrelsen valgte en grund langs jernbanen, ejet af handelsgartner Alfr. Petersen, på trods af bekymringer om vandforsyningen. Efter mange forgæves boringer fandt man til sidst en rigelig vandåre, hvilket sikrede driften.1 Hele anlægget blev opført for en sum af 121.000 kr. Jubilæumsskriftet fra 1945 giver et fascinerende indblik i datidens omkostningsniveau, hvor eksempelvis en dampkedel kostede 1.345 kr., et køleanlæg 17.400 kr. og en svideovn 3.000 kr..1

    Allerede i august 1894 blev den første direktør, P.G. Jungersen, ansat. Han havde erfaring fra oprettelsen af Hjørring Slagteri og spillede en central rolle i indretningen af det nye anlæg.1 Den officielle drift begyndte tirsdag den 30. april 1895, hvor der på den første dag blev modtaget 300 svin. Pressen hilste det nye foretagende velkommen som et “Vidnesbyrd om Samarbejde mellem Land og By”.1

    De Første Driftsår og Udvidelse af Forretningen

    Slagteriet fik en god start. Allerede ved generalforsamlingen i maj 1895, kun en måned efter åbningen, var antallet af andelshavere steget til 874, og det samlede antal tegnede svin var 12.000.1 Ledelsen så hurtigt muligheder for at diversificere forretningen. I 1900 blev det, efter agitationsrejser af E. Matthissen, vedtaget at oprette en

    Andels-Ægeksportforening. Ideen var at udnytte slagteriets personale og logistik i “ledige Timer” til at håndtere og pakke æg fra andelshaverne. Denne forretningsgren blev en succes og en vigtig del af slagteriets virksomhed i mange år.1 Et tidligere forsøg i 1897 på at etablere en lignende forening for kreatureksport fik derimod aldrig nogen praktisk betydning.1

    Det er tydeligt, at slagteriets vellykkede etablering ikke kan tilskrives andelsbevægelsen alene. Landmændenes første forsøg i 1888-1889 mislykkedes, fordi de manglede den fornødne organisatoriske og finansielle gennemslagskraft i en situation, hvor Køge var en stærk konkurrent. Først da byens handelsstand og politiske ledelse trådte til med visioner, agitationskraft og afgørende finansiel kapital i form af byrådslånet, blev projektet en realitet. Slagteriet blev således født ud af en bevidst og strategisk socioøkonomisk alliance, et “Bindeled mellem Roskilde By og dens Opland”, som blev grundstenen for virksomhedens succes.1

    Kapitel 2: Vækst, Strid og Konsolidering (1904-1914)

    Perioden fra århundredeskiftet og frem til Første Verdenskrig var en dynamisk tid for Roskilde Andels-Svineslagteri, præget af markant vækst, strategisk internationalisering og en alvorlig intern konflikt, der satte andelsdemokratiet på prøve.

    Nye Vækstmotorer

    En væsentlig motor for slagteriets vækst var fremkomsten af en helt ny klasse af leverandører: Statshusmændene. Loven om oprettelse af statshusmandsbrug skabte en mængde mindre, men højt intensive landbrug. Disse husmænd specialiserede sig i kvæg- og svineavl og drev deres brug “nærmest som Industri”, hvor en stor del af foderet blev indkøbt. Det var ikke ualmindeligt, at en enkelt husmand kunne levere 40-50 svin årligt til slagteriet, hvilket bidrog markant til den stigende tilførsel.1

    Den Strategiske Internationalisering: Danish Bacon Company (D.B.C.)

    Samtidig med den interne vækst tog slagteriet et afgørende skridt ud på den internationale scene. Utilfredshed med de dyre og ustabile salgsforhold i England, som blev håndteret af agenter, førte til en radikal løsning. I 1906 gik Roskilde sammen med seks andre andelsslagterier og overtog det London-baserede agentur “Danish Bacon Agency”. De omdannede det til deres eget fælles salgsselskab, Danish Bacon Company (D.B.C.), med den erfarne Charley Hansen som direktør.1 En efterfølgende studietur til England afslørede, at det engelske marked foretrak karsaltet bacon frem for det gulvsaltede, som Roskilde producerede. Denne erkendelse skabte et presserende behov for at modernisere produktionen for at forblive konkurrencedygtig.1

    Den Store Interne Strid (1907-1909): Et Casestudie i Andelsdemokrati

    Behovet for at omstille til karsaltning udløste den alvorligste interne krise i slagteriets tidlige historie. Metoden krævede markant mere plads, og bestyrelsen fremlagde derfor planer for en stor udvidelse til en anslået pris på 70.000-75.000 kr..1 Problemet opstod, da Roskilde Sparekasse nægtede at bevilge lånet, medmindre alle slagteriets andelshavere hæftede solidarisk for gælden. Hidtil havde kun bestyrelsen hæftet personligt.1

    Dette forslag om solidarisk hæftelse ramte en nerve hos andelshaverne. Mange, især mindre landmænd, frygtede den personlige økonomiske risiko og var uvillige til at kautionere for, hvad de anså for bestyrelsens ambitiøse og risikable planer, herunder engagementet i D.B.C. i London.1 Konflikten eskalerede på generalforsamlingen den 6. februar 1909, hvor forslaget blev nedstemt med 280 stemmer mod 186. I en dramatisk magtdemonstration nedlagde hele bestyrelsen øjeblikkeligt sine mandater og meddelte, at udbetalingen af årets overskud – selve kernen i andelsfordelen – ville blive suspenderet, da pengene var lånt i banken mod bestyrelsens personlige underskrift.1

    Situationen var fastlåst. Efter en intens periode med ophedede avisdebatter og en udsendt redegørelse fra den afgåede bestyrelse, blev der indkaldt til en ny, ekstraordinær generalforsamling den 27. februar. Mødet var massivt besøgt. Her lykkedes det at opnå et kompromis: Den solidariske hæftelse blev begrænset til kun at gælde for det specifikke byggelån på 65.000 kr. og ikke for den generelle driftskapital. Med denne afklaring blev forslaget vedtaget, bestyrelsen genindtrådte, og overskuddet blev udbetalt. Som jubilæumsskriftet konkluderede: “En Kamptid var nu til Ende”.1

    Denne konflikt var mere end blot en uenighed om et byggeri. Den blotlagde et fundamentalt dilemma i andelsdemokratiet: spændingen mellem en ledelses strategiske vision for vækst og modernisering, drevet af eksterne markedskrav, og medlemmernes legitime ønske om at minimere deres personlige økonomiske risiko. Bestyrelsens drastiske skridt var et magtspil, der effektivt satte medlemmernes primære økonomiske incitament – overskudsdelingen – på spil for at gennemtvinge en beslutning. Løsningen blev et pragmatisk kompromis, der tillod den nødvendige modernisering, men episoden står som et stærkt vidnesbyrd om, hvor forhandlingskrævende og potentielt skrøbelig andelsmodellen kunne være, når fundamentale principper om risiko og ansvar kom i spil.

    Kapitel 3: Gennem To Verdenskrige (1914-1945)

    De to verdenskrige og den mellemliggende økonomiske krise transformerede vilkårene for dansk landbrug radikalt. For Roskilde Andels-Svineslagteri betød disse årtier en bevægelse fra at være et relativt frit andelsforetagende til at blive en tæt reguleret brik i en national fødevareøkonomi.

    Første Verdenskrig (1914-1918)

    Krigsudbruddet i august 1914 medførte øjeblikkeligt et stop for den livsvigtige eksport til England. For at sikre Danmarks neutralitet og en retfærdig fordeling af handlen blev der hurtigt nedsat et statsligt Eksportudvalg, som skulle administrere eksporten til de krigsførende magter.1 I starten førte nervøsitet til store slagtninger, men snart vendte billedet. Stigende priser på importeret foder og en faldende sterlingkurs pressede rentabiliteten. Mange landmænd valgte at reducere deres svinehold, hvilket førte til et slagtningsboom i 1916, hvor Roskilde slagtede 103.102 svin.1

    Tysklands erklæring af uindskrænket ubådskrig i 1917 lammede skibsfarten. Fragt- og forsikringsomkostningerne eksploderede, hvilket tvang andelsslagterierne til i fællesskab at oprette deres egen gensidige krigsforsikring for at dække tab.1 I 1918 kollapsede produktionen fuldstændigt på grund af akut fodermangel. I Roskilde slagtede man kun 9.833 svin i hele året. Eksporten ophørte, og for at sikre forsyningen til egen befolkning blev der indført rationering på svinekød, først 240 gram, senere nedsat til blot 120 gram pr. person om ugen.1

    Mellemkrigstidens Udfordringer (1919-1939)

    Efter krigen kom produktionen hurtigt i gang igen, men perioden var præget af nye udfordringer, herunder en omfattende slagteristrejke i 1920.1 Den største omvæltning kom med den globale økonomiske krise. Da England i 1931 forlod guldstandarden, ramte det dansk landbrug hårdt. På trods af, at Roskilde i 1932 nåede sit absolut højeste slagtningstal nogensinde med 229.766 svin, skete det til en katastrofalt lav gennemsnitspris på kun 84,7 øre pr. kg.1

    Som reaktion på krisen indførte Storbritannien i 1932, via Ottawa-aftalen, stramme importkvoter for at beskytte sit eget imperium. Dette tvang den danske stat til at gribe ind med en hidtil uset grad af regulering. Et Svinereguleringsudvalg blev nedsat, og fra 1933 blev de berømte svinekort indført. Hver landmand fik tildelt en kvote baseret på bl.a. jordens værdi og mælkeproduktion, som gav ret til at levere et bestemt antal svin til den lukrative “Englandspris”. Systemet skabte et livligt, men også spekulativt, marked for køb og salg af disse produktionsrettigheder.1

    Anden Verdenskrig (1939-1945)

    Med den tyske besættelse den 9. april 1940 blev al handel med England definitivt afbrudt. Et samlet tilgodehavende for de danske slagterier på ca. 18 millioner kroner blev indefrosset i England. For at undgå en likviditetskrise måtte Nationalbanken træde til og yde slagterierne et lån svarende til det indefrosne beløb.1

    Fokus for produktionen blev nu omlagt til at forsyne hjemmemarkedet og den tyske besættelsesmagt. Samtidig stoppede importen af korn og foderstoffer fra Amerika, hvilket igen førte til en drastisk nedgang i svinebestanden.1 I nødens stund opstod dog innovation. For at kompensere for kornmanglen begyndte landmændene i stigende grad at anvende alternative fodermidler som sukkerroer og især kartofler. Roskilde Andels-Svineslagteri understøttede aktivt denne udvikling ved at anskaffe en stor, mobil kartoffelkoger, som andelshaverne kunne leje.1 Denne tilpasning var så succesfuld, at slagtningstallene begyndte at stige igen i 1943 og 1944, hvilket vidner om landbrugets omstillingsevne.1

    Samlet set fungerede de to verdenskrige og krisen i 1930’erne som en kraftig accelerator for en fundamental ændring af landbrugssektorens vilkår. Før 1914 var slagteriet en overvejende fri markedsaktør. Første Verdenskrig introducerede den første overordnede statslige styring. Krisen i 1930’erne cementerede denne tendens med en dybdegående regulering af den enkelte landmands produktion. Anden Verdenskrig fuldendte denne udvikling, hvor slagteriet blev en fuldt integreret del af en nationalt styret forsyningsøkonomi. Den oprindelige “frie” andelstanke blev i stigende grad underlagt statens strategiske interesser, en udvikling der fik varig betydning.

    Kapitel 4: Slagteriets Socioøkonomiske Betydning for Roskilde

    Roskilde Andels-Svineslagteri var langt mere end en produktionsvirksomhed; det var en økonomisk motor og en social institution, der formede både byens og oplandets udvikling i mere end et halvt århundrede.

    En Økonomisk Motor

    Som en af Roskildes største arbejdspladser skabte slagteriet beskæftigelse for en stor og stabil arbejdsstyrke. Selvom præcise tal er sparsomme, vidner omtalen af jubilarer ved 25-års jubilæet i 1920 om medarbejdere med lang anciennitet.1 Ved 50-års jubilæet i 1945 blev der oprettet et særligt arbejderfond på 15.000 kr. til understøttelse af ældre, veltjente medarbejdere, hvilket yderligere understreger virksomhedens rolle som en livslang arbejdsplads for mange.1

    Slagteriets vigtigste økonomiske funktion var dog den direkte værdiskabelse for de tusindvis af andelshavere i oplandet. Kernen i andelsmodellen var efterbetalingen, hvor årets overskud blev fordelt blandt medlemmerne i forhold til deres leverancer. Denne mekanisme sikrede, at landmændene fik det fulde udbytte af deres produktion. Ved afviklingen af det første selskab i 1922 blev der eksempelvis udbetalt en opsparet formue på 614.431 kr. som et ekstraordinært overskud til de oprindelige andelshavere.1 Nedenstående tabel illustrerer virksomhedens økonomiske skala og de voldsomme udsving, den var underlagt.

    Tabel 1: Økonomiske Nøgletal for Roskilde Andels-Svineslagteri (Udvalgte År)

    År Antal Slagtninger Omsætning (i 1.000 kr.) Efterbetaling (Øre pr. kg)
    1896 35.428 1.490 74,0
    1913 78.163 9.868 111,6
    1916 103.102 18.407 198,5
    1918 9.833 5.135 262,3
    1920 35.548 19.253 385,8
    1932 229.766 15.000 84,7
    1937 89.068 14.250 174,1
    1944 46.591 19.051 312,2
    Kilde: Data udtrukket fra jubilæumsskriftet “Roskilde Andels Svineslagteri 1895-1945”.1 Omsætningstal for 1932 og 1937 er baseret på efterbetalingsbeløb og ikke den samlede omsætning.

    Tabellen viser tydeligt både væksten frem mod Første Verdenskrig, krigenes dramatiske indvirkning på produktionen, og hvordan reguleringen i 1930’erne stabiliserede antallet af slagtninger på et lavere niveau. Særligt bemærkelsesværdigt er 1932, hvor et rekordhøjt antal slagtninger resulterede i en lavere samlet værdi end i mange andre år, hvilket illustrerer krisens dybde.

    Støtte til Landbrugets Udvikling

    Slagteriet var en proaktiv medspiller i moderniseringen af det lokale landbrug. Det støttede oprettelsen af svineavlscentre, udstationerede præmierede orner hos landmændene for at forbedre avlsmaterialet og var med til at arrangere auktioner over avlsdyr.1 Den mest markante investering var medfinansieringen af den lokale landbrugsforsøgsstation, “Søndermarksgaarden”, som blev opført i 1930. Her blev der udført vigtige fodringsforsøg og avlsarbejde, hvis resultater kom alle egnens svineproducenter til gode.1

    Bindeled mellem Land og By

    Det symbiotiske forhold mellem by og land, som var afgørende for slagteriets oprettelse, fortsatte gennem hele dets levetid. Virksomheden var en fysisk og økonomisk bro mellem Roskildes byliv og det store landbrugsopland. Dette forhold var dog ikke uden spændinger. En episode i 1930 illustrerer dette: Da slagteriet ønskede at anlægge en ny indkørselsvej, protesterede en byrådsrepræsentant, fordi synet af de mange svinevogne ville “skæmme” indgangen til byens Ting- og Arresthus. Konflikten blotlagde en latent modsætning mellem industriens praktiske behov og en voksende bys æstetiske og borgerlige selvforståelse.1

    Kapitel 5: De Sidste Årtier, Fusion og Lukning (1945-1968)

    Efterkrigstiden indvarslede en ny æra for dansk landbrugsindustri, præget af rationalisering, stordrift og en bølge af fusioner, der ultimativt beseglede skæbnen for Roskilde Andels-Svineslagteri som en selvstændig virksomhed.

    Efterkrigstiden og Nye Vilkår

    Med krigens afslutning blev den vigtige baconeksport til England genoptaget i 1945.3 De såkaldte “Englandspenge” – de 18 millioner kroner, der havde været indefrosset siden 1940 – blev frigivet. En betydelig del af disse midler, ca. 4 millioner kroner på landsplan, blev af branchen kollektivt øremærket til at styrke fremtidens konkurrenceevne. Pengene blev investeret i opførelsen af nye, moderne svineforsøgsstationer og i etableringen af et centralt

    forsøgs- og skoleslagteri.3 Valget faldt på Roskilde som hjemsted for denne nye nationale institution, og Slagteriernes Forskningsinstitut, der allerede havde haft et laboratorium på slagteriet siden 1944, flyttede officielt ind på en nyopført matrikel på Søndre Ringvej i 1952.3

    Rationalisering og Konsolidering

    Efterkrigstiden var kendetegnet ved en benhård international konkurrence og teknologiske fremskridt inden for transport og køleteknik. Dette favoriserede stordrift, og over hele Danmark begyndte en konsolideringsbølge. Mindre og mellemstore andelsslagterier fusionerede for at skabe større og mere effektive enheder som Tulip, Tican og Danish Crown, der bedre kunne matche de internationale konkurrenter.4

    På Sjælland kulminerede denne udvikling i dannelsen af FSA (Forenede Sjællandske Andelsslagterier), en fusion af flere sjællandske slagterier med det formål at centralisere produktionen og opnå stordriftsfordele.2

    Fusionen og Lukningen (1968)

    Den 1. januar 1968 blev Roskilde Andels-Svineslagteri, sammen med flere andre, fusioneret ind i FSA, som havde sit administrative og produktionsmæssige tyngdepunkt i Ringsted.2 Som en direkte konsekvens af fusionen blev slagtningerne i Roskilde overført til det større og mere moderne anlæg i Ringsted, og efter 73 års drift ophørte produktionen på Køgevej.2 Få år før lukningen, i 1962, var slagteriet stadig en betydelig virksomhed, der slagtede 196.318 svin årligt.2

    Lukningen af slagteriet i Roskilde var ikke et udtryk for en lokal fiasko eller dårlig ledelse. Tværtimod var det en logisk og uundgåelig konsekvens af en national makroøkonomisk tendens. Den decentrale andelsmodel, der var perfekt tilpasset 1890’ernes vilkår med hestetransport og fokus på nærhed, kunne ikke længere konkurrere som en selvstændig enhed i 1960’ernes højt industrialiserede og internationaliserede landbrugsøkonomi. Lukningen i 1968 markerede således afslutningen på en æra og en fundamental magtforskydning i dansk industri – fra lokale, selvstyrende enheder til store, centraliserede selskaber.

    Kapitel 6: Efterlivet – Fra Slagteriskole til Bydel (1968-Nu)

    Selvom svineslagtningerne ophørte i 1968, forsvandt slagteriets aftryk ikke fra Roskilde. Tværtimod indledte grunden og bygningerne et bemærkelsesværdigt efterliv, der afspejler byens transformation fra industri- til videns- og kulturby.

    Fase 1: Den Nationale Uddannelsesinstitution (1968-ca. 2015)

    Efter fusionen med FSA blev det store anlæg på Køgevej solgt til brancheorganisationen “Danske Slagterier” og fik en ny, national funktion som hjemsted for Slagteriskolen.2 I årtier fungerede skolen som Danmarks centrale videns- og uddannelsesinstitution for hele slagteribranchen. Tusindvis af slagtere, lærlinge, ledere og funktionærer fra hele landet modtog deres uddannelse her. Dermed bevarede Roskilde en central rolle i den danske fødevaresektor, selvom den lokale produktion var ophørt.

    Fase 2: Byudvikling og Transformation (ca. 2015-Nu)

    I starten af det 21. århundrede byggede Slagteriskolen nye, moderne faciliteter på Maglegårdsvej i Roskildes sydlige industrikvarter. Dette gjorde den historiske “Slagterigrund” på Køgevej overflødig.8 I 2015 indledtes et nyt kapitel, da

    Boligselskabet Sjælland købte den 11.355 m2 store grund for 40 millioner kroner.8 Visionen var at omdanne det nedslidte industriområde til et levende og mangfoldigt bykvarter med fokus på fællesskab, bæredygtighed og bevarelse af områdets unikke industrielle kulturarv.9

    Industriarvens Nye Liv: Bevaring og Genanvendelse

    Udviklingen af den nye bydel indebar en omhyggelig balance mellem nedrivning og bevaring. Størstedelen af de gamle produktions- og staldbygninger, som var utidssvarende og i dårlig stand, blev revet ned i 2018-2019.2 Dette gav plads til opførelsen af nye boligbebyggelser som “Slagteristrædet” med 80 private lejeboliger og Boligselskabet Sjællands “Slagteriet” med 110 almene boliger.9

    Samtidig blev de mest ikoniske og arkitektonisk værdifulde bygninger bevaret og tildelt nye funktioner:

    • Hovedkontoret: Slagteriets gamle, markante administrationsbygning blev bevaret og er i dag hjemsted for det anerkendte sociale og kulturelle medborgerhus INSP!, som tilbyder værksteder, folkekøkken og en lang række fællesskabsbaserede aktiviteter.2
    • Kedelcentralen og Skorstenen: På den sydlige side af Køgevej står den karakteristiske kedelbygning med sin høje, gule murstensskorsten. Disse er udpeget til bevaring som et industrihistorisk vartegn. Lokalplan 724 fra 2024 fastlægger rammerne for at omdanne bygningerne til en topmoderne kulturinstitution for elektronisk musik og musikteknologi, som ligeledes skal drives af INSP!.12

    Denne transformation fra industri til kultur sikrer, at slagteriets fysiske arv ikke forsvinder, men genfortolkes og får en ny, fremtrædende funktion i det moderne Roskilde.

    Tabel 2: Tidslinje for Slagterigrundens Transformation (1968-Nu)

    År Begivenhed
    1968 Roskilde Andels-Svineslagteri lukker efter fusion med FSA.
    ca. 1968 Anlægget sælges og omdannes til den nationale Slagteriskole.
    ca. 2015 Slagteriskolen flytter til nye faciliteter. Boligselskabet Sjælland køber grunden for 40 mio. kr.
    2018-2019 Omfattende nedrivning af de gamle produktionshaller.
    2019-2021 Opførelse af nye boligområder (“Slagteriet” og “Slagteristrædet”). De første beboere flytter ind.
    2024 Forslag til Lokalplan 724 for omdannelsen af Kedelcentralen til kulturhus sendes i offentlig høring.
    Kilder: 2

    Konklusion: Et Stykke Roskilde-historie

    Historien om Roskilde Andels-Svineslagteri er en fortælling om transformation. Den spænder fra et lokalt andelsinitiativ, født af landbrugets nød og en unik alliance mellem land og by, til en betydelig industriel aktør, hvis skæbne blev formet af globale markedskræfter, verdenskrige og statslig regulering. Virksomhedens rejse afspejler Danmarks udvikling fra et landbrugssamfund baseret på decentrale enheder til en moderne industrination præget af stordrift og centralisering.

    Lukningen i 1968 var ikke en afslutning, men en overgang. Den var en uundgåelig konsekvens af en national konsolidering, der gjorde mindre, selvstændige slagterier urentable. Slagteriets efterliv er dog lige så bemærkelsesværdigt som dets driftstid. Først som et nationalt videnscenter i form af Slagteriskolen og i dag som en levende, moderne bydel, hvor boliger, fællesskab og kultur trives side om side med de bevarede industrielle ikoner.

    Historien om Roskilde Andels-Svineslagteri er dermed afsluttet, men dets aftryk på Roskilde er permanent. Det lever videre, ikke kun i arkiverne, men i byens fysiske struktur, i gadenavne som Slagteristrædet, og i de gamle bygninger, der er blevet omdannet fra symboler på industriens tidsalder til vitale centre for det 21. århundredes kultur og fællesskab. Fortællingen er et fuldendt mikrokosmos af Danmarks store transformation.

    Citerede værker

    1. 76-120.pdf
    2. Roskilde Andelssvineslagteri – rethinklandbrugshistorien.dk, tilgået juli 21, 2025, https://rethinklandbrugshistorien.dk/wiki/roskilde-andelssvineslagteri/
    3. Slagteriernes Forskningsinstituts historie – rethinklandbrugshistorien.dk, tilgået juli 21, 2025, https://rethinklandbrugshistorien.dk/wiki/kort-historisk-gennemgang-af-slagteriernes-forskningsinstituts-historie/
    4. Konkurrence og koncentration. Slagteriernes fusi- onshistorie 1960-2010, I-I – Tidsskrift.dk, tilgået juli 21, 2025, https://tidsskrift.dk/historisktidsskrift/article/download/56540/76745/124803
    5. Steff Houlberg fusionen – rethinklandbrugshistorien.dk, tilgået juli 21, 2025, https://rethinklandbrugshistorien.dk/wiki/steff-houlberg-fusionen/
    6. Køge AndelsSvineslagteri – rethinklandbrugshistorien.dk, tilgået juli 21, 2025, https://rethinklandbrugshistorien.dk/wiki/koege-andelssvineslagteri/
    7. Alle slagterier – rethinklandbrugshistorien.dk, tilgået juli 21, 2025, https://rethinklandbrugshistorien.dk/wiki/alle-slagterier/
    8. Boligselskabet Sjælland køber slagterigrunden i Roskilde for 40 …, tilgået juli 21, 2025, https://byensejendom.dk/article/boligselskabet-sjaelland-kober-slagterigrunden-i-roskilde-for-40-millioner-16003
    9. Nyt boligområde i Roskilde har fokus på fællesskaber – Byens Ejendom, tilgået juli 21, 2025, https://byensejendom.dk/article/nyt-boligomraade-i-roskilde-har-fokus-paa-faellesskaber-27958
    10. Slagteristrædet – Heimstaden, tilgået juli 21, 2025, https://www.heimstaden.dk/ejendom/slagteristraedet/
    11. Boligafdelingen Slagteriet i Roskilde – Boligselskabet Sjælland, tilgået juli 21, 2025, https://bosj.dk/slagteriet
    12. KEDEL CENTRALEN – Roskilde Kommune, tilgået juli 21, 2025, https://www.roskilde.dk/media/5cqd2k1f/20240524-lokalplan-724-for-kedelcentralen-offentlig-hoering.pdf
  • Interaktivt kort over de Glemte butikker

    Interaktivt kort over de Glemte butikker

    Interaktivt kort over Roskildes handelshistorie Hvor lå butikkerne før i tiden? Gå på opdagelse i vores omfattende kort over mere end 300 glemte butikker og erhverv i Roskilde – med særligt fokus på kvarteret Syd for Banen.

     Åbn det interaktive kort i et nyt vindue

    Kortet er skabt af Lokalhistorisk Forening Syd for Banen som et levende opslagsværk. Her kan du finde alt fra små kælderbutikker til store produktionsvirksomheder, der ikke længere findes. Klik på knappen for at åbne kortet, søge i arkivet og se billeder fra en svunden tid i din egen baghave.

  • En lille præsentation om Roskildes Glemte Butikker

    En lille præsentation om Roskildes Glemte Butikker

    Roskildes glemte butikker: En rejse gennem handelens hjerte

    Hvor fik man byens bedste flæskesvær, og hvor kunne man købe wienerbrød for 50 øre i 1965? Gå på opdagelse i vores digitale udstilling om byens tabte butiksliv.

    Præsentationen fører dig gennem:

    Hvad vi mistede og vandt: En status over den personlige betjening versus moderne bekvemmelighed.

    Købmanden på hjørnet: De sociale omdrejningspunkter i lokalområdet.

    Håndværk og specialister: Glarmestre, cykelsmede og hælebarer.

    Supermarkedets fremmarch: Revolutionen af vores indkøbsvaner fra 1960’erne og frem.

    En lille præsentation om Roskildes Glemte Butikker
    Slide 2
    Slide 3
    Slide 4
    Slide 5
    Slide 6
    Slide 7
    Slide 8
    Slide 9
    Slide 10
    Slide 11
    Slide 12
    Slide 13
    Slide 14
    Slide 15
    1 / 15

    Hvis du har lyst til at se nogle af de Glemte Butikker på vores interaktive kort - så tryk på knappen her.

    Kort over de Glemte Butikker
  • Butikker der var engang

    Butikker der var engang

    Den tid kommer aldrig tibage.

    Butikker der var engang
    Slide 2
    Slide 3
    Slide 4
    Slide 5
    Slide 6
    Slide 7
    Slide 8
    Slide 9
    Slide 10
    Slide 11
    Slide 12
    1 / 12

    En tidsrejse gennem Roskildes handelshistorie

    Tag med på en nostalgisk rejse tilbage til en tid, før kædebutikker og nethandel prægede bybilledet. Denne præsentation, “De Glemte Butikker”, inviterer dig indenfor i Roskildes rige handelshistorie og kaster lys over de små forretninger, der engang var byens sjæl og lokale samlingspunkter.

    I denne præsentation kan du blandt andet opleve:

    • Byens geografiske hjerte: Fra de eksklusive specialbutikker i Algade og Skomagergade til hverdagens nærvær i boligkvarterernes lokale centre.
    • Ikoniske butikker: Genoplev minderne om legetøjsspecialisten “Det Gule Hus” eller slagter “Luffe” i Svalegården, der var berømt for sine håndskårne ribbenstegsmadder.
    • Fra kiosk til kæde: Historien om hvordan store navne som BR Legetøj startede som en lille kiosk i Skomagergade.
    • Et finmasket net af service: En oversigt over de mange købmænd, bagere og ismejerier, der altid lå “lige om hjørnet”.

    Præsentationen er en hyldest til den personlige service og de nære relationer, der har formet Roskilde gennem generationer. Klik dig gennem siderne og lad minderne få frit løb.

    Hvilke butikker husker du bedst?

  • Små Industrier i Roskilde – Foredrag i Syd for Banen

    Små Industrier i Roskilde – Foredrag i Syd for Banen

    Foredrag i “Syd For Banen”

    Dato: 2025-11-10

    Sted: Jakobskirken

    Foredragsholder: Svend Erik Christensen

    Ordstyrer: Mogens Ohm

    Aftenens arrangement er et lokalhistorisk foredrag fokuseret på småindustrien syd for jernbanen i Roskilde. Foredragsholderen, Svend Erik Christensen, erkender, at det er vanskeligt at finde dokumentation om disse små virksomheder, så aftenens hovedformål er at indsamle og dele viden og personlige erindringer fra publikum. Han definerer småindustri som virksomheder med få ansatte, der producerer til lager, og gennemgår flere eksempler fra 1930’erne til 1950’erne langs Køgevej og Københavnsvej, herunder Clara Flødeostfabrik, Schledermanns Betonvarefabrik og Roskilde Rørvævfabrik. Efter hver præsentation af en virksomhed åbnes der op for supplerende fortællinger og anekdoter fra de fremmødte, hvilket beriger historien med uvurderlige detaljer og øjenvidneberetninger om lokalhistorien.

    Interaktivt kort over små industrier
    Se et referat fra aftenen

    Kildematerialet stammer fra en lokalhistorisk aften afholdt af foreningen “Syd for banen” den 10. november, hvor hovedemnet er de små industrier i et specifikt område af Roskilde. Arrangementet inkluderer et foredrag af Svend Erik Christensen fra bestyrelsen, der præsenterer sin forskning i disse ofte oversete virksomheder fra især 1930’erne til 1950’erne. Mogens Ohm er aftenens vært og opfordrer deltagerne til at bidrage med personlige erindringer og supplerende information om virksomheder som en betonvarefabrik, en champignonfabrik, Clara Flødeostfabrik og Roskilde Rørvævsfabrik. Foredraget fokuserer især på virksomheder langs Køgevej og Københavnsvej og skitserer en historisk udvikling af industrien i Roskilde, hvor små industrier spillede en vigtig rolle, ofte som arbejdspladser for ufaglærte kvinder.

    Småindustri Syd for Banen: En Historisk Gennemgang

    Artiklen sammenfatter de centrale temaer, data og konklusioner fra en lokalhistorisk aften med fokus på småindustrier i Roskilde-området “Syd for Banen”. Arrangementet, ledet af foredragsholder Svend Erik Christensen, havde til formål at belyse historien for en række mindre virksomheder, primært fra perioden 1930’erne til 1950’erne. Et centralt omdrejningspunkt var den betydelige udfordring i at finde skriftlige kilder om disse virksomheder, hvilket gjorde aftenens indsamling af mundtlige erindringer og private arkivalier fra publikum afgørende for at skabe et mere fuldendt billede.

    Foredraget definerede “småindustri” som virksomheder, der, i modsætning til håndværk, producerede til lager, men som havde væsentligt færre ansatte end storindustrier. De identificerede virksomheder var primært koncentreret i to geografiske klynger: et område omkring Køgevej/Eriksvej og et andet langs Københavnsvej. Gennemgangen afdækkede vigtige sociale og økonomiske aspekter, herunder den udbredte anvendelse af ufaglært kvindelig arbejdskraft – ofte “husmødre”, der tjente en ekstra skilling til husholdningen. Et andet gennemgående træk er, at næsten alle de omtalte industribygninger i dag er nedrevet og fysisk forsvundet fra bybilledet. Aftenen lykkedes med at indsamle en betydelig mængde ny viden, der supplerede og i flere tilfælde korrigerede den eksisterende arkivforskning, hvilket understreger værdien af kollektiv erindring i lokalhistorisk arbejde.

    Indledning: Rammerne for Foredraget

    Arrangementet “Lokalhistorisk aften Syd for Banen” den 10. november havde til formål at sætte fokus på områdets småindustrier. Foredragsholder Svend Erik Christensen fra den lokalhistoriske forenings bestyrelse indledte med at understrege, at emnet er dårligt dokumenteret i traditionelle arkiver. Viden om disse virksomheder findes i høj grad i personlige erindringer, hvilket gjorde publikums bidrag til en essentiel del af aftenen.

    Definition af Småindustri

    For at afgrænse emnet blev der opstillet en definition på “småindustri” i modsætning til håndværk og storindustri:

    • Håndværk: Producerer typisk på bestilling og har få ansatte.
    • Storindustri: Producerer til lager i håb om videresalg og har mange ansatte.
    • Småindustri: Producerer, som storindustrien, til lager, men har, som håndværket, relativt få ansatte.

    Fokusperioden blev afgrænset til 1930’erne, 40’erne og 50’erne, med enkelte afstikkere, mens det senere industrikvarter fra 60’erne og 70’erne blev bevidst fravalgt.

    Roskildes Industrielle Udvikling

    Som historisk kontekst blev Roskildes generelle industriudvikling skitseret:

    • 1847-1901: Antallet af industrier voksede fra 7 til 23. Industrier blev defineret som virksomheder med fem eller flere ansatte og en form for mekanisk drift.
    • Før 1900: Industrien var koncentreret i Roskildes centrum og ved havnen (f.eks. Maglekilde Maskinfabrik, bryggerier).
    • Efter 1900: En udflytning fra centrum begyndte, og nye industriklynger opstod:
      • Køgevej/Eriksvej: Tre store garverier og Betonvarefabrikken Sjælland.
      • Ringstedgade/Ringstedvej: Vinters Garveri, Spritfabrikken og senere en konfektionsfabrik, der producerede cowboybukser.
      • Københavnsvej: Primært slagterivirksomheder, med andelsslagteriet DAK som den største, der i perioder var Danmarks største virksomhed målt på antal ansatte (op mod 500).
      • 1960’erne/70’erne: Det moderne industrikvarter blev udviklet med virksomheder som Frellsens Chokoladefabrik og Rosti.

    Kortlagte Småindustrier: Området ved Køgevej og Eriksvej

    Foredraget identificerede syv småindustrier i dette område, som blev suppleret med viden fra salen.

    Schledermanns Betonvarefabrik

    • Lokation: Hjørnet af Gormsvej og Køgevej (i dag parkeringsplads for den gamle amtsgård).
    • Ejer: En del af den store murermester Schledermanns forretning, som bl.a. opførte det Glücksborgske Kapel ved Domkirken og sygeplejeboliger på Sct. Hans.
    • Produkt: Betonvarer, herunder rør til kloakering.
    • Tidslinje: Etableret i 1930’erne. Lukket i midten af 1950’erne i forbindelse med murermesterens konkurs. Bygningen blev først revet ned omkring 1970 i forbindelse med udvidelsen af Køgevej.
    • Publikumsbidrag: Det blev nævnt, at Schledermann var en meget stor murermester med op til 70 ansatte, og at han lå i bitter konkurrence med en bror.

    Champignonfabrikken

    • Lokation: Gormsvej, hvor Kræftrådgivningen i Roskilde  ligger i dag.
    • Beskrivelse: Bestod af store, grå haller. To blev brugt til champignondyrkning, og den tredje husede en ostegrosserer.
    • Tidslinje: Lukkede efter 1960. Arealet blev senere overtaget af Sivertsen, en forhandler af landbrugsmaskiner.
    • Publikumsbidrag: En deltager korrigerede foredragsholderens antagelse om, at bygningerne var røde; de var grå. Ejeren hed Inholm, og der var ingen direkte forbindelse til grusgravsejeren Tolstrup. Det var derimod Tolstrups bror, der var ostegrosserer på stedet.

    Clara Flødeostfabrik

    • Lokation: Ved Køgevej, omtrent hvor Roskilde Rådhus ligger i dag.
    • Historie: Hed oprindeligt Klostermejeriet. Blev omdøbt af mejerist Hans Hansen.
    • Produkt: En berømt og præmieret flødeost, der var så anerkendt, at den blev nævnt specifikt ved navn i gamle kogebøger.
    • Arbejdsstyrke: Ca. 5-6 kvinder pakkede osten.
    • Tidslinje: Eksisterede fra 1930’erne. Bygningen blev revet ned i starten af 1970’erne for at gøre plads til udvidelsen af Køgevej. Fabrikken flyttede til Maglegårdsvej, men dens endelige lukningsdato er ukendt.
    • Publikumsbidrag: En deltager huskede fabrikken fra sin skoletid og fortalte en historie om, at Hans Hansen var involveret i modstandsbevægelsen og opbevarede våben på mejeriet. En anden huskede osten, der blev solgt i Hedehusene.

    FDBs Træskofabrik

    • Lokation: I tagetagen på FDBs Garveri på Eriksvej.
    • Produkt: Træsko, hvor læderet blev garvet på etagerne under, mens selve træbunden kom udefra.
    • Arbejdsstyrke: Omkring 10 kvinder og en mandlig mester monterede læderet på træskoene.
    • Distribution: Blev solgt i landets brugsforeninger.
    • Tidslinje: Lukkede i starten af 1960’erne, muligvis sammen med garveriet i 1960. Bygningen blev revet ned i 1986 under kontroversielle omstændigheder, efter at den havde været besat af unge, der ønskede et kulturhus.

    Fyrværkerifabrikken (Edv. Jensens Pyrotekniske Laboratorium)

    • Lokation: I grusgraven, der senere blev til motorbanen Roskilde Ring.
    • Beskrivelse: Et “Klondyke”-lignende byggeri med skure navngivet “Apoteket”, “Krudthuset” og “Laboratoriet”.
    • Ejer: Uddannet fyrværker Edvard Jensen. Leverede bl.a. til Dyrehavsbakken.
    • Tidslinje: Lå i grusgraven fra slutningen af 1940’erne til 1955, hvor den måtte flytte pga. etableringen af motorbanen. Flyttede til Margrethehåb og lukkede i 1971 pga. konkurrence fra import.
    • Publikumsbidrag: Det blev fortalt, at ejerens datter, Birte Ragbjerg, har berettet om en eksplosionsulykke, hvor hendes far blev alvorligt forbrændt, hvilket førte til udsættelsen af hendes konfirmation.

    Skærvefabrikken

    • Lokation: Også i grusgraven ved Roskilde Ring.
    • Produkt: Skærver (knust sten) til DSB’s jernbanespor på Sjælland. Råmaterialet var de mange store sten, der fandtes i grusgraven.
    • Tidslinje: Etableret omkring 1920 og menes at være ophørt i slutningen af 1930’erne, før selve grusgravningen stoppede.

    Skotøjsfabrikken “Fjord”

    • Lokation: Sønder Ringvej, hvor Rema 1000 ligger i dag.
    • Historie: Startede efter besættelsen på Sønderlundsvej, flyttede i 1947 til Tjørnegården og i 1959 til Sønder Ringvej.
    • Produkt: Håndsyet skotøj.
    • Tidslinje: Gik konkurs i 1966. En medvirkende årsag var en annulleret storordre til Leipzigmessen i Østtyskland, hvilket tvang fabrikken til at sælge lageret til spotpriser. Lokalerne blev overtaget af Roskilde Værktøjsmagasin.

    Kortlagte Småindustrier: Området ved Københavnsvej

    Fem virksomheder blev identificeret i dette område.

    Det Offentlige Slagtehus

    • Lokation: Lige uden for Røde Port, hvor der i dag er parkeringsplads.
    • Historie: Opført i 1912 eller 1914 som følge af et forbud mod hjemmeslagtninger.
    • Tidslinje: Lukkede som offentligt slagtehus i 1966. Bygningerne blev overtaget af “Rosakød” (senere Irma) og i 1969 af dybfrostproducenten “Kretina”, som flyttede til Bjæverskov i starten af 90’erne. Bygningerne blev herefter revet ned.
    • Publikumsbidrag: En deltager fortalte en levende historie fra folkestrejken i 1944, hvor et strandet tog med svinekroppe blev solgt fra på Roskilde Station for at undgå, at kødet gik til spilde.

    Digsmed

    • Lokation: På Københavnsvej, hvor Ro’s Torv ligger i dag.
    • Produkt: Designgenstande i teaktræ, f.eks. krydderikværne.
    • Tidslinje: Aktiv i 1950’erne og 60’erne.
    • Publikumsbidrag: Det blev tilføjet, at virksomheden senere, sandsynligvis i sine sidste år i starten af 1980’erne, flyttede til bygningerne, der tidligere husede bl.a. Elgiganten.

    Laksefabrikken

    • Lokation: Angiveligt Københavnsvej 26.
    • Produkt: Formodet at være røget eller gravad laks.
    • Arbejdsstyrke: “En del mødre” fra lokalområdet.
    • Tidslinje: Eksisterede i 1935 og var stadig i drift i slut-40’erne/start-50’erne.
    • Status: Meget lidt information er tilgængelig om denne fabrik; den repræsenterer den type virksomhed, der er næsten fuldstændig forsvundet fra den skrevne historie.

    Roskilde Rørvævfabrik

    • Lokation: Elisagårdsvej, hvor Rema 1000 ligger i dag.
    • Produkt: Rørvæv – måtter af tagrør vævet sammen med ståltråd, som blev brugt til pudsning af vægge og lofter før gipspladernes tid.
    • Arbejdsstyrke: Fem ufaglærte kvinder, som sad ved vævene.
    • Historie: Etableret i 1930’erne. Råmaterialet (tagrør) kom primært fra Ringkøbing Fjord med tog. Fabrikken brændte i august 1948, men blev hurtigt genopbygget.
    • Publikumsbidrag: En deltager, Ebba Pilmann, hvis far var bestyrer på fabrikken, gav en detaljeret personlig beretning om produktionen, branden og dagligdagen på fabrikken.

    Roskilde Medical Company / Rosco

    • Lokation: Elisagårdsvej.
    • Oprindelse: Udviklet fra eksperimenter på DAK i 1930’erne med at udvinde medicinske stoffer (bl.a. fra bugspytkirtler) fra slagteriaffald.
    • Produkt: Penicillin og insulin.
    • Tidslinje: En mindre fabrik blev bygget på DAK’s grund i 1940. Bygningen på Elisagårdsvej blev opført i 1948. Fabrikken blev solgt i 1963 og blev en del af det, der i dag er Novo Nordisk.
    • Publikumsbidrag: En deltager korrigerede tidslinjen og navnet. Virksomheden hed i 1960’erne “Rosco” og producerede penicillin til dyr. Den flyttede senere til Tåstrup og eksisterer stadig. Bygningen har siden huset bl.a. Vejdirektoratet og Statens Vejlaboratorium og huser i dag advokatvirksomheder.

    Yderligere Virksomheder og Erhverv Nævnt af Publikum

    Ud over de virksomheder, der var en del af det forberedte foredrag, bidrog publikum med viden om en række andre lokale erhverv:

    • Hansens Metalsmedje: En familieejet virksomhed på Snerlevej 15, der i 1960’erne og 70’erne producerede smørenipler i kælderen. Produktionen involverede familiens børn og andre børn fra vejen. Virksomheden gik senere konkurs. I stedet kom Skjoldby Tryk.
    • Halmvarefabrik: Lå nær Kemps Garveri og blev saboteret i 1944 for at producere sløringsnet til tyskerne.
    • Børstefabrik: På Elisagårdsvej, forarbejdede svinebørster, muligvis til tandbørster.
    • Damp-pølsefabrik: På Vindingevej.
    • Andre erhverv: Der blev også nævnt vaskerier (Thorvask), et æggepakkeri på Maglegårdsvej, store gartnerier (Gartnervang) og de mange små vognmandsforretninger, der fandtes i området.

    Konklusion og Fremtidige Initiativer

    Aftenen demonstrerede med stor tydelighed værdien af at kombinere arkivstudier med indsamling af mundtlige kilder for at dokumentere en ofte overset del af lokalhistorien. Diskussionerne afdækkede ikke kun virksomhedernes tekniske og økonomiske historie, men også sociale aspekter som kvinders indtog på arbejdsmarkedet.

    Som opfølgning på aftenens succesfulde informationsindsamling blev to konkrete initiativer annonceret:

    Der planlægges en byvandring langs Københavnsvej den 12. maj, hvor deltagerne kan se de steder, hvor nogle af virksomhederne lå, og få genfortalt deres historie.

    Der vil blive arbejdet på at indtegne de identificerede småindustrier på et digitalt kort.

    Og se publikums bidrag

    Publikum bidrog med en række detaljerede oplysninger, personlige erindringer og korrektioner i løbet af aftenen, hvilket supplerede Sven Eriks arkivbaserede forskning om småindustrierne syd for banen.

    Nedenfor er en detaljeret gennemgang af publikums bidrag, organiseret efter de virksomheder, der blev drøftet:

    Generelle bidrag og tematikker

    • Mogens (værten) håbede indledningsvis, at publikum ville bidrage med fortællinger, erindringer eller måske endda billeder for at belyse emnet, da der var sparsomt arkivmateriale om småindustrierne.

    • Flere bidrag bekræftede, at mange af disse små virksomheder, såsom Clara Flødeostfabrik og Rørvævfabrikken, skaffede arbejde til ufaglærte kvinder eller husmødre, hvilket var et vigtigt bidrag til familiens trivsel og velfærdsstatens skabelse.

    Schledermanns Betonvarefabrik

    • Murmesterens størrelse: Niels Jørgen oplyste, at Schledermannn var en meget stor murermester.

    • Kendte byggerier: Han havde bygget det glyksborgske kapel (hvor Christian X ligger) ved domkirken. Han havde også opført de fjerneste sygeplejepoliger på Sankt Hans, dem der vender ud mod Bosrupskov.

    • Ansatte: Det blev bemærket, at Schledermann havde været en stor foretagende, da han angiveligt havde 70 mand beskæftiget (muligvis kun i murmestervirksomheden).

    • Placering: En deltager bad om at få lokationen præciseret på et kort, og det blev bekræftet, at fabrikken lå, hvor parkeringen til den gamle amsgaard er nu.

    Champignonfabrikken på Gormsvej

    • Bygningens udseende og drift: En deltager korrigerede, at fabrikken var grå, ikke rød, og den havde to haller til champignon, mens den sidste hal havde en ostegruser.

    • Tidshorisont og overtagelse: Fabrikken lukkede omkring 1960 eller senere og blev derefter overtaget af Sivertsen, som handler med landbrugsmaskiner ude på Københavnsvej.

    • Ejerskab: En deltager afviste, at Tolstrup (kendt fra grusgraven) var forbundet med champignonfabrikken. Det blev præciseret, at ejerne boede på Frederiksborgvej og hed Inholm. Senere kom det dog frem, at broderen til Tolstrup var ostegrosserer og havde et ostelager nede i Centrumgården (idag smørrebrødsforretning)

    Clara Flødeostfabrik

    • Fabrikkens indre liv: Poul Erik huskede mejeriet fra sin skoletid (St. Josef skolen) og fik lov at kigge ind i gården/stueetagen. Han mindedes de store kar, hvor de skyllede ostene. Mejeristen, Hans Hansen, var meget meget flink.

    • Våbenlager (Ubekræftet rygte): Poul Erik delte en røverhistorie (som han havde læst på Facebook, men ikke kunne finde kilden til), om at Hans Hansen var en del af modstandsbevægelsen under Anden Verdenskrig og opbevarede våben på fabrikken, bevogtet af en stor schæferhund.

    • Produktets kvalitet: Ingrid huskede, at flødeosten blev pakket i små firkantede pakker og smagte rigtig godt. Hun købte dem hos en ostehandler i Hedehusene.

    FDB’s Træskofabrik

    • Nedrivningen og besættelsen: Mogens fortalte, at bygningen blev revet ned i midten af 80’erne (omkring 1986). Nedrivningen skete tidligt om morgenen, mens unge havde besat bygningen i et forsøg på at omdanne den til et kulturhus. En deltager oplyste at der fandtes et foto af den afdøde politiker Stougaard som var en af besætterne.

    • Arbejdsforhold og betydning: Mogens informerede om, at Olof Petersens mor arbejdede på træskofabrikken i 50’erne og 60’erne, og Olof havde afleveret sorthvide fotos af medarbejderne. Mogens pointerede, at disse fabrikker, ligesom en cigarfabrik i Fakseladeplads, var vigtige, da de skabte arbejdspladser for ufaglærte kvinder.

    • Forureningsspørgsmål: En deltager spurgte, om forurening fra garveriet var en grund til nedrivningen, men Sven Erik mente, at den store forurening stammede fra garvningsprocessen i de tre store haller, ikke bygningen med træskofabrikken.

    Fyrværkerifabrikken (Ed. Jensens pyrotekniske laboratorium)

    • Tidligere fyrværkere: En deltager havde et brev fra 1929 fra en fyrværkerimester i Roskilde, hvilket indikerede, at der havde eksisteret en anden fabrik tidligere. Denne tidligere fabrik havde et logo med Domkirken omgivet af sol og stjerner.

    • Ulykke og familiehistorie: Mogens tilføjede, at ejeren, Edvard Jensen, var far til medlemmet Birthe Ragbjerg. Birthe fortalte, at hendes far sprang i luften med fabrikken få dage før hendes konfirmation, og hun måtte besøge ham på sygehuset, hvor han var indpakket som en “egyptisk mulje”. Hende konfirmation blev udskudt et halvt år. Birthe havde leveret billedet af fabrikken.

    Skærvefabrikken

    • Relateret råstofudvinding: Efter drøftelsen af Skærvefabrikken spekulerede en deltager i, om de vældige huller bag handelsskolen og langs banen var udgravninger efter sten til fabrikken. En anden deltager mente, at hullerne muligvis kunne stamme fra lergravning pga. det hårde ler på hendes grund i området.

    Sabotagen og Halmvarefabrikken

    • En deltager bidrog med information om en halmvarefabrik nær Ringen, som under Besættelsen fabrikerede sløringsnet til tyskerne og derfor blev saboteret.

    • Deltageren mindede desuden om, at modstandsbevægelsen havde et våbenlager på Kempsfabrikken (garveriet) under chefens skrivebord, og de prøveskød våbnene ned i ringen, hvor larmen fra valkerne dækkede skuddene.

    Industriudvikling på Snerlevej og Smørenipler

    • Snerlevej og Småindustri: Hans Otto Hansen bidrog med historien om Snerlevej, der blev navngivet i 1950 med det formål at tiltrække småindustri og håndværk ved at tilbyde grunde billigere.

    • Smørenippelfabrikken (Jack Hansen): På Snerlevej nummer 15 lå Hansens Metalsmedje, hvor han producerede smørenipler i stor skala.

    • Børnearbejde og produktion: Hans Otto kunne vise billeder af produktionen, hvor Jack Hansen og hans søn F. stod ved maskiner, og Fru Hansen arbejdede. Han beskrev, hvordan flere børn på vejen tjente lommepenge ved at arbejde i kælderen. Han nævnte specifikt sin ældste søn Jan (ca. 13-14 år), der arbejdede med en vinkelsliber uden nogen beskyttelse.

    • Lager og fællesskab: Hans Otto fortalte også en anekdote om en mur, hvor de lokale børn (inklusiv Gartner Petersens sønner) samledes og diskuterede musikere som Elvis Presley og Cliff Richard.

    Senere blev nr 15 til Skjoldby Tryk.

    Digmed (Trævarer)

    • Butiksoplevelse: En deltager huskede, at Digsmed havde store udstillingsvinduer, hvor alle deres varer (teaktræsting) blev vist frem.

    • Lugt og lokation: En anden deltager huskede, at Digsmed senere flyttede til bygninger i nærheden (hvor der senere lå Elgiganten) og mindedes lugten af frisk træ, drejespåner og savsmuld.

    Rørvævfabrikken (Elisagårdsvej)

    • Ejerforhold og logistik: Ebba Pilmann præciserede, at ejeren var Anna Christiansen. Hun huskede deres grå Ford lastbil, der leverede vævet til trælasthandlere. Bilen havde telefonnummeret 406 på bagsiden.

    • Arbejdsstyrken: Fabrikken havde fem væve, betjent af fem ufaglærte kvinder (hvoraf tre var enlige mødre). Ebba hjalp selv til med at væve i sommerferien.

    • Råmaterialer: Rørene kom hovedsageligt fra Ringkøbing Fjord, men én gang kom en ladning fra Passau i Tyskland. En nabo, Herr Petersen, hjalp med at læsse de store jernbanevogne af, og han fik sigtebrød for indsatsen.

    • Branden: Ebba bekræftede branden i august 1948 og huskede lugten. Hun bekræftede også historien, at en stor hyldebusk ved vinduet reddede beboelsen, hvilket hendes mor mente var i tråd med den gamle folketro om, at hylden redder mod ild.

    • Børstefabrik: Niels Jørgen spurgte til en mulig børstefabrik på Elisagårdsvej, der behandlede svinebørster. En anden deltager bekræftede, at en mand ved navn Krog, der ejede markerne ved siden af Rørvævsfabrikken, også havde en fabrik, der arbejdede med svinebørster, muligvis til tandbørster.

    • Råvareforurening: En deltager bemærkede, at rørene fra Ringkøbing Fjord gror dårligere i dag, fordi vandet ikke længere er forurenet.

    • Brandhæmning og byggeteknik: Ebbe (som var tømmer) forklarede, at rørvæv blev brugt for at brandhæmme trælofter, og det var et meget hårdt og besværligt arbejde for murerlærlinge at kaste mørtlen op på vævet. Ebba præciserede, at der blev brugt to slags tråd i vævningen: en tyk tråd i bunden og en tynd, kobberfarvet tråd.

    Roskilde Medical Company (Medicinalfabrik)

    • Navn og placering: En deltager (Ingrid) mente ikke, at fabrikken flyttede til Nordisk Insulin i Gentofte, men at den i 60’erne hed Rosco Medicinalvarefirma, producerede penicillin til dyr og siden flyttede til Tostrup, hvor den stadig eksisterer.

    • Råmaterialer: En slagtermester fra Æbeltoft sendte busføstkirtler til Roskilde til produktion.

    • Navnets oprindelse: En deltager undrede sig over det engelskklingende navn (Roskilde Metal Company) i slutningen af 40’erne, hvilket kunne indikere, at man havde tænkt på eksport.

    Offentligt Slagtehus og Folkestrejken (1944)

    • Kødtoget: Mogens bidrog med en historie om det offentlige slagtehus i 1944 under folkestrejken. Et langt køletog med svinekroppe strandede på Roskilde Banegård, og folk købte kød direkte fra vognene for 20 kr..• Personlige anekdoter: Mogens far købte en del, og Mogens fik selv en skinke. Han nævnte to kammerater, der fik held af en halv gris, der faldt af en lastbil på vej mod det offentlige slagtehus. Billeder af køen findes i fototeket.

  • Roskilde Madrasfabrik

    Roskilde Madrasfabrik

    En historie om drømme og damp

    Små Industrier i Roskilde – Foredrag i Syd for Banen

    Fakta om Roskilde Madrasfabrik (“Rosma”)

    * 80 års historie: Fabrikken eksisterede fra 1912 til 1992 og var en af Roskildes mest kendte industrivirksomheder.
    * Hjertet af “Syd for Banen”: Fra 1934 lå fabrikken på Kamstrupsti (nu Eriksvej) og var en central del af bydelens industrielle identitet.
    * Fra træ til stål: Et generationsskifte førte til en afgørende innovation, da produktionen skiftede fra traditionelle træsenge til moderne metalsenge i funkisstil.
    * Storhedstid i 50’erne: I efterkrigstiden boomede produktionen med op mod 70 ansatte, der leverede senge og madrasser til hele Danmark.
    * Et varigt minde: Selvom fabriksbygningerne blev revet ned i 2015, står den bevaringsværdige kontorbygning fra 1934 tilbage som et elegant minde om et stykke lokal industrihistorie.

    Et industrieventyr “Syd for Banen”

    I begyndelsen af 1900-tallet var området syd for jernbanen i Roskilde et sted i forandring. Hvor der før havde været marker og fredelige kirkestier, skød fabriksbygninger nu op. For byens fine borgerskab nord for banen var det måske en lidt rå og larmende bydel, men for Roskilde var det byens nye, bankende industrielle hjerte. Her, midt i en pulserende korridor af garverier og værksteder langs den travle Kamstrupsti, fandt en af byens mest sejlivede virksomheder sit endelige hjem: Roskilde Madrasfabrik. I 80 år var fabrikken, der i folkemunde blot blev kaldt “Rosma”, synonym med duften af træ, lyden af maskiner og drømmen om en god nats søvn for tusindvis af danskere.

    En snedkers drøm i en kælder

    Historien om Rosma begynder, som så mange andre eventyr, i det små. I 1912 var Christian Christiansen en ung, ambitiøs snedker på 26 år. Med inspiration fra sin læretid i Tyskland og en ukuelig iværksætterånd lejede han et lille kælderlokale på Fabriksvej. Her startede han en beskeden produktion af springmadrasser og træsenge.

    Christiansen var ikke kun en dygtig håndværker, men også en snu forretningsmand. Da foreningen “Dansk Arbejde” afholdt udstilling på det fornemme Hotel Prindsen, så han sin chance. Han fremviste sine produkter, og byens lokale møbelhandler fik øje på kvaliteten. Pludselig var der så stor efterspørgsel, at kælderen blev for lille. De næste tyve år var en omflakkende tid for den unge fabrik. Den flyttede fra adresse til adresse, overlevede en ødelæggende brand, ansatte flere folk og kæmpede sig igennem den økonomiske krise efter 1\. Verdenskrig, der endda førte til en konkurs. Men hver gang rejste Christian Christiansen sig igen, drevet af en stædig vilje til at lykkes.

    Guldalderen på Kamstrupsti

    Efter mere end to årtiers kamp fandt fabrikken endelig sin faste plads i 1934 på Kamstrupsti 44-48. Flytningen markerede starten på en ny æra. Som et symbol på fremtidstro og modernitet opførte Christiansen en ny, elegant kontorbygning i tidens populære funkisstil – med rene linjer og store vinduespartier. Denne bygning skulle blive fabrikkens ansigt udadtil og er i dag det eneste, der står tilbage.

    Den virkelige revolution skete dog inde i produktionshallerne. Christiansens søn, Henning, var ikke snedker som sin far, men uddannet maskinarbejder. Med sin viden om metal begyndte han at eksperimentere med at bygge senge af stålrør. Det var en genial idé. Tidens designidealer hyldede det enkle og funktionelle, og de lette, buede stålsenge passede perfekt ind i de moderne danske hjem. Rosma skiftede kurs fra traditionelt håndværk til moderne industri og tilføjede “Roskilde Metalsengefabrik” til sit navn.

    Efter 2\. Verdenskrigs mørke år kom opsvinget. Velfærdsstaten voksede, folk fik flere penge, og alle ville have nye møbler. 1950’erne blev Rosmas absolutte storhedstid. Medarbejderstaben voksede til omkring 70 mand, og maskinerne kørte på højtryk. I rekordåret 1954 spyttede fabrikken over 10.000 madrasser og næsten 3.000 senge ud. Sortimentet voksede også. Nu kunne man købe alt til soveværelset hos Rosma: natborde, divaner og endda luksuriøse “Hollywood-senge” i kunstlæder.

    De sidste damptryk

    Intet varer evigt. Ligesom de store garverier, der engang var Rosmas naboer, mærkede madrasfabrikken også de nye tider i 1970’erne og 80’erne. Konkurrencen fra udlandet blev hårdere, og det blev sværere for en familieejet dansk fabrik at klare sig. Presset voksede, og i perioder måtte man leje dele af de store fabrikslokaler ud for at få økonomien til at hænge sammen.

    Henning Christiansen, der for længst havde overtaget roret fra sin far, forsøgte at sælge sit livsværk, men uden held. I 1992, efter 80 års drift, måtte Roskilde Madrasfabrik lukke og slukke. Det var ikke bare enden på en virksomhed, men et vemodigt farvel til en hel epoke i Roskildes historie. Den sidste store fabrik fra industriens guldalder “Syd for Banen” var forstummet.

    Fra fabrik til fremtid

    Efter lukningen overtog kommunen bygningerne. I en årrække summede der stadig af liv, da et kvindehus og en krydderifabrik midlertidigt flyttede ind. Men tiden satte sine spor, og de store, tomme haller begyndte at forfalde. I 2015 rullede nedrivningsmaskinerne ind på grunden og jævnede de gamle produktionsbygninger med jorden.

    Tilbage står kun den lille, hvide kontorbygning fra 1934\. Den blev anset for bevaringsværdig og står i dag som et elegant mindesmærke. Ikke over det hårde fabriksarbejde, men over den innovationskraft og det designmod, der engang gjorde Rosma til en stolt og moderne virksomhed. I dag er der planer om at bygge boliger på den gamle fabriksgrund, som en del af den forvandling, der omdanner hele området til et levende bykvarter. Historien om stedet fortsætter – fra landbrug over industri til et nyt kapitel med byliv og fællesskab. Rosma er væk, men fortællingen om snedkerens drøm lever videre i det lille funkis-hus på Eriksvej.

    Rapport om Rosma

    Klik her for at folde rapporten ud

    Roskilde Madrasfabrik: Et Lokalt Industrieventyr på Kamstrupsti

    Indledning: Et Industrieventyr Syd for Banen

    I 80 år, fra 1912 til 1992, var Roskilde Madrasfabrik en kendt og anerkendt industrivirksomhed i Roskilde, der, som navnet antyder, producerede madrasser og senge.1 I 1930’erne blev navnet populært forkortet til “Rosma”, en betegnelse der blev synonym med kvalitet og lokal produktion.1 Virksomhedens historie er uløseligt forbundet med udviklingen af bydelen “Syd for Banen”, et område der i begyndelsen af det 20. århundrede transformerede sig fra landbrugsjord til byens industrielle hjerte.4 Denne bydel, der af det etablerede borgerskab i bymidten blev anset for at være af lavere status, blev hjemsted for nogle af Roskildes største industrier, herunder garverier, en betonvarefabrik og, fra 1934, Roskilde Madrasfabrik.5

    Aksen i dette industriområde var Kamstrupsti, i dag kendt som Eriksvej.5 Oprindeligt en fredelig kirkesti blev den i løbet af få årtier forvandlet til en pulserende industriel korridor.8 Her lå Roskilde Madrasfabrik side om side med byens store garverier, hvilket skabte et unikt industrielt økosystem.10 Fabrikkens placering var ikke tilfældig, men en strategisk beslutning, der placerede den midt i et dynamisk miljø med adgang til arbejdskraft og infrastruktur, men også i skyggen af naboindustriernes miljømæssige udfordringer. Denne rapport vil udfolde den kronologiske fortælling om Roskilde Madrasfabriks op- og nedture, fra den spæde start i en kælder til den endelige lukning og dens eftermæle i Roskildes bybillede.

    Tabel 1: Nøglebegivenheder i Roskilde Madrasfabriks Historie (1912-2015)

    ÅrstalBegivenhedAdresse(r)Nøgleperson(er)Væsentlig Udvikling
    1912GrundlæggelseFabriksvej 13 (nu Skovbogade)Christian ChristiansenProduktion af springmadrasser og træsenge starter i en kælder.
    1914BrandHøjbrøndsstræde (formodet)Christian ChristiansenVærkstedet brænder, men produktionen genoptages hurtigt.
    1917Første store ekspansionHelligkorsvejChristian ChristiansenKøb af tidligere sodavandsfabrik; medarbejderstaben vokser til 20-25 mand.
    1922Første konkursHelligkorsvejChristian & Th. ChristiansenFabrikken sælges på tvangsauktion til grundlæggerens bror pga. efterkrigskrise.
    1926Flytning og genopbygningBorgedigetChristian ChristiansenFlytter til mindre lokaler efter økonomiske vanskeligheder.
    1932Generationsskifte påbegyndesBorgedigetHenning ChristiansenSønnen Henning, uddannet maskinarbejder, ansættes og begynder udvikling af stålsenge.
    1934Etablering på KamstrupstiKamstrupsti 44-48 (nu Eriksvej)Christian & Henning ChristiansenFlytter til permanent adresse; opfører ny kontorbygning i funkisstil.
    1930’erneNavneændringKamstrupsti 44-48–Navnet “Rosma” introduceres; suppleres med “Roskilde Metalsengefabrik”.
    1943Produktion under krigenKamstrupsti 44-48Christian ChristiansenProduktionsfald pga. materialemangel; Magasin du Nord er en stor kunde.
    1951-53EfterkrigsekspansionKamstrupsti 44-48Christian ChristiansenFabrikken udvides markant med shedtage og ny lagerbygning.
    1954ProduktionshøjdepunktKamstrupsti 44-48Christian ChristiansenProducerer 10.893 madrasser og 2.826 senge; ca. 70 ansatte.
    1958Endeligt generationsskifteKamstrupsti 44-48Henning ChristiansenHenning Christiansen overtager fuldt ejerskab af virksomheden.
    1975-78Økonomisk presKamstrupsti 44-48Henning ChristiansenDele af lokalerne udlejes til elektronikfabrikken Induperm.
    1992LukningKamstrupsti 44-48Henning ChristiansenEfter 80 års drift lukker fabrikken efter forgæves forsøg på salg.
    2015NedrivningEriksvej 44-48–Fabriksbygningerne rives ned; kun den bevaringsværdige kontorbygning står tilbage.

    Kapitel 1: Rødder og Spirekraft (1893-1912)

    En Familie af Håndværk og Industri

    Historien om Roskilde Madrasfabrik begynder ikke i 1912, men næsten to årtier tidligere, da grundlæggerens far, Fritz Jacob Laurentius Christiansen, ankom til Roskilde fra Sydsjælland i 1893.12 Fritz Christiansen var smed og blev ansat som værkfører hos fabrikant Søren Juul, der drev en maskinfabrik med jernstøberi. Han etablerede sig hurtigt i byens spirende industrimiljø og overtog få år senere selv maskinfabrikken, som fortsatte under navnet F. Christiansens Maskinfabrik.12 Dette skabte et fundament af håndværksmæssig stolthed og iværksætterånd i familien, som sønnen Christian voksede op i.

    Grundlæggerens Formative År

    Christian Christiansen, født omkring 1886, fulgte i de håndværksmæssige fodspor og kom den 1. maj 1900 i snedkerlære hos Chr. A. Nielsen i Støden 2 i Roskilde.12 Efter at være blevet svend fik han i 1905 arbejde i Højer i Sønderjylland, som på det tidspunkt var tysk territorium. I 1908, efter at have modtaget et legat på 450 kr., drog han “på valsen” i Tyskland med en lærekammerat.12 Denne tidlige eksponering for internationale, særligt tyske, håndværkstraditioner og industrielle metoder gav ham sandsynligvis værdifuld inspiration og teknisk indsigt, som han senere kunne trække på.

    Etableringen i 1912 – En Beskeden Start

    I november 1912, i en alder af 26 år, tog snedker Christian Christiansen skridtet og etablerede sit eget værksted.3 Starten var yderst beskeden: et kælderlokale under villaen “Harriet” på Fabriksvej 13 (i dag Skovbogade), hvor han begyndte produktionen af springmadrasser og træsenge.1

    Det afgørende gennembrud kom næsten øjeblikkeligt. Samtidig med opstarten afholdt foreningen “Dansk Arbejde” en udstilling på det anerkendte Hotel Prindsen. Christiansens deltagelse var et strategisk mesterstykke. Det var ikke blot held, men en bevidst handling for at opnå synlighed i det lokale erhvervsliv. På udstillingen fik den lokale møbelhandler Jørgen C. Nielsen øje på hans produkter og begyndte at aftage flere og flere madrasser.1 Denne tidlige succes, drevet af evnen til at udnytte lokale netværk og en strategisk markedsføringsmulighed, skabte en hurtigt voksende efterspørgsel, der tvang virksomheden til at ekspandere ud over en enkeltmands operation i en kælder.

    Kapitel 2: De Omflakkende År og de Første Kriser (1912-1934)

    Fra Kælder til Fabrik

    Den voksende efterspørgsel gjorde hurtigt pladsforholdene i kælderen på Fabriksvej uholdbare.3 Efter en kort mellemlanding på en anden adresse i Højbrøndsstræde blev de første maskiner installeret, og fire mand blev ansat for at følge med ordrerne.1 Den unge virksomhed mødte dog hurtigt modgang. I 1914 blev værkstedet hærget af en brand, men produktionen kom bemærkelsesværdigt hurtigt i gang igen, hvilket vidnede om en stærk vilje og modstandsdygtighed hos grundlæggeren.1

    Behovet for plads fortsatte med at vokse, og i efteråret 1917 foretog Christiansen sin første store investering ved at købe den tidligere sodavandsfabrik “Hellig Kors Kilde” på Helligkorsvej for 40.000 kr..1 Fabrikken blev udvidet året efter, og medarbejderstaben voksede til mellem 20 og 25 mand, hvilket markerede overgangen fra et lille værksted til en egentlig fabrik.1

    Efterkrigstid, Konkurs og Genopbygning

    Den store ekspansion i 1917 viste sig at være dårligt timet. De økonomiske kriser, der fulgte i kølvandet på 1. Verdenskrig, ramte også madrasfabrikken hårdt, og den nyvundne produktionskapacitet blev hurtigt til en byrdefuld overkapacitet.1 Dette førte til den første af virksomhedens store kriser. I 1922 blev fabrikken solgt på tvangsauktion til Christian Christiansens bror, Th. Christiansen, der også var værkfører på fabrikken.1

    På trods af dette tilbageslag fortsatte Christian Christiansen kampen. Der opstod en juridisk strid om retten til firmanavnet, som endte med, at Civilretten i Roskilde i december 1925 fastslog, at han fortsat måtte anvende navnet “Roskilde Madrasfabrik C. Christiansen”.1 Efter krisen og tvangssalget måtte produktionen flytte til mindre og mere beskedne lokaler på Borgediget.1 Herfra begyndte en langsom genopbygning, som blev drevet frem af innovation, især udviklingen af en ny produktlinje: metalsenge.1 Disse tidlige kampe – en brand, en økonomisk krise og en konkurs – var med til at forme en virksomhedskultur præget af en exceptionel modstandsdygtighed. Evnen til at overleve modgang, nedskalere, genopbygge og innovere blev en del af firmaets DNA og en afgørende faktor for dets lange levetid.

    Kapitel 3: Hjemstedet på Kamstrupsti og Modernismens Indtog (1934-1958)

    En Permanent Base

    Efter mere end 20 års omflakkende tilværelse fandt Roskilde Madrasfabrik endelig sit permanente hjem. I oktober 1934 flyttede produktionen til Kamstrupsti 44-48, en adresse der i dag hedder Eriksvej, og her forblev den i de følgende 58 år indtil lukningen i 1992.1 Fabrikken overtog et anseeligt bygningskompleks, der tidligere havde huset enten en lakfabrik eller, mere sandsynligt, en kromgarvestoffabrik, som havde overlevet en brand i 1929.1 Bygningen var en to-etagers konstruktion, der blev indrettet med smedeværksted, snedkeri, malerværksted og lager i stueetagen, mens produktionen af madrasser foregik på første sal.12

    Arkitektur og Vækst i Funkis-stil

    Flytningen til Kamstrupsti markerede en ny æra af stabilitet og modernitet. I forbindelse med overtagelsen blev der opført en ny, fritliggende kontorbygning i den stilrene og moderne funkisstil.1 Denne bygning, som senere blev udvidet, står i dag som det eneste bevarede vidnesbyrd om fabrikken og er erklæret bevaringsværdig.1 Fabriksanlægget blev løbende udvidet for at imødekomme en voksende produktion. I 1930’erne blev der tilføjet lave lagerbygninger, og efter krigen fulgte en markant udvidelse i 1951 med de karakteristiske shedtage, der sikrede et godt dagslys i produktionshallerne, samt en ny, stor lagerbygning i 1953.1

    Innovationen: Fra Træ til Stål

    Den måske vigtigste transformation i denne periode blev drevet af et generationsskifte i kompetencer. I 1932 blev grundlæggerens søn, Henning Christiansen, ansat i firmaet.12 I modsætning til sin far, der var uddannet snedker, var Henning uddannet maskinarbejder fra sin farfars maskinfabrik.12 Hans ekspertise lå i metalbearbejdning, ikke træ. Med denne baggrund begyndte han at udvikle prototyper af senge fremstillet af stålrør.12

    Denne innovation var perfekt timet. Den faldt sammen med funktionalismens (funkis) indtog i dansk design, hvor bøjede og forkromede stålrør var et centralt æstetisk og funktionelt element. Rosma transformerede sig fra en traditionel producent af træmøbler til en moderne, designorienteret virksomhed. For at markere dette skift supplerede fabrikken sit navn med “Roskilde Metalsengefabrik”.3 Denne modernisering var ikke blot en tilpasning til markedet; den var en direkte konsekvens af et generationsskifte, hvor sønnens tekniske kompetencer inden for metalarbejde forvandlede virksomhedens teknologiske og æstetiske fundament.

    Produktion under Besættelsen

    1. Verdenskrig medførte uundgåeligt udfordringer. På grund af den udbredte materialemangel faldt produktionen fra 9.200 senge og madrasser i 1935 til 6.500 i 1943.1 På trods af de vanskelige vilkår formåede fabrikken at opretholde en betydelig produktion. En af de største og vigtigste kunder i denne periode var det prestigefyldte stormagasin Magasin du Nord i København, hvilket understreger, at Rosma på dette tidspunkt havde etableret sig som en anerkendt og vigtig aktør på det nationale marked.1

    Kapitel 4: Storhedstid og Generationsskifte (1950-1970)

    Produktionens Højdepunkt

    Efterkrigstiden, og i særdeleshed 1950’erne, udgjorde fabrikkens absolutte storhedstid. Velfærdsstaten voksede, og forbrugerne fik flere penge mellem hænderne, hvilket skabte en enorm efterspørgsel på boligudstyr. Rosma var perfekt positioneret til at imødekomme dette behov. Medarbejderstaben voksede til omkring 70 personer i begyndelsen af 1950’erne, og produktionsvolumen nåede nye højder.1 I rekordåret 1954 producerede fabrikken imponerende 10.893 madrasser og 2.826 senge.1

    Successen i denne periode skyldtes ikke kun effektiv produktion, men også en bevidst strategi om at diversificere produktporteføljen. Hvor virksomheden startede med to kerneprodukter, var kataloget i 1950’erne vokset til at omfatte et bredt sortiment af soveværelsesmøbler. Udover de klassiske senge og madrasser producerede Rosma nu også klapsenge, skabssenge, natborde, divaner, ottomaner samt diverse hynder og puder.1 Et eksempel på tidens luksus var “Hollywoodseng model ‘Paris'”, en polstret seng i kunstlæder med bølgefjedre og matchende sengetæppe.1 Denne strategi gjorde Rosma til en totalleverandør til soveværelset, hvilket maksimerede virksomhedens markedsandel i en tid med høj forbrugerefterspørgsel.

    Fra Enkeltmandseje til Selskab og Tilbage

    Virksomhedens ejerstruktur afspejlede dens udvikling. Frem til midten af 1950’erne var den en klassisk enkeltmandsejet virksomhed under stifteren Christian Christiansen.3 I en kort periode blev den omdannet til et interessentskab (I/S), muligvis som et led i forberedelserne til et generationsskifte.3

    Det endelige skifte fandt sted i 1958, da sønnen Henning Christiansen formelt overtog det fulde ejerskab af firmaet, som igen blev en enkeltmandsejet virksomhed.3 Dette formaliserede den ledelsesmæssige overgang, der reelt havde været undervejs, siden Henning med sin tekniske indsigt begyndte at modernisere produktionen i 1930’erne.

    Kapitel 5: De Sidste Årtier og den Uundgåelige Lukning (1970-1992)

    De Sidste Kriser

    Selvom 1950’erne var en gylden æra, var virksomheden ikke immun over for de skiftende økonomiske vinde i de følgende årtier. I løbet af sin 80-årige levetid gennemlevede Roskilde Madrasfabrik i alt fem markante kriseperioder, hvilket vidner om en branche præget af konjunkturfølsomhed.1 I 1970’erne begyndte presset at vise sig igen. Som et tegn på økonomiske vanskeligheder og overskydende kapacitet blev en del af fabrikslokalerne på Kamstrupsti fra 1975 til juni 1978 udlejet til elektronikfabrikken Induperm.1

    Afslutningen på et Industrieventyr

    I virksomhedens sidste år forsøgte Henning Christiansen uden held at sælge livsværket.3 Det manglende salg indikerer, at de strukturelle udfordringer for en mellemstor, familieejet produktionsvirksomhed i Danmark var blevet for store. Efter 80 års drift, præget af både store succeser og dybe kriser, måtte Roskilde Madrasfabrik endeligt lukke i 1992.1 I forbindelse med lukningen nævnes et tab på omkring 100.000 kr..3

    Lukningen af Rosma var ikke blot afslutningen på en enkelt virksomheds historie, men et symbol på afslutningen af en hel industriel æra i Roskilde. Den kan ses som en forsinket reaktion på de samme makroøkonomiske kræfter, der allerede havde ført til lukningen af dens naboer, de store garverier, i årtierne forinden.11 Globalisering, øget konkurrence fra lavtlønslande og ændrede markedsvilkår gjorde det stadigt sværere for traditionelle, lokalt forankrede produktionsvirksomheder at overleve. Rosmas lukning blev dermed et vemodigt punktum for historien om “Syd for Banen” som byens industrielle kraftcenter.

    Kapitel 6: Eftermæle – Fra Fabriksruin til Byudvikling

    Bygningernes Skæbne

    Efter lukningen i 1992 blev bygningerne overtaget af Roskilde Kommune.1 De kom dog ikke til at stå tomme med det samme. Den karakteristiske kontorbygning blev i en periode brugt til et kvindehus og senere af foreningen Morild. Selve de store fabriksbygninger husede i en periode en krydderifabrik, hvilket vidner om bygningernes fortsatte anvendelighed til produktion.1

    Forfald og Nedrivning

    Efterhånden som årene gik, og bygningerne ikke længere var i brug, begyndte forfaldet at sætte ind. De engang så travle produktionshaller stod tomme og forfaldt langsomt.1 I foråret 2015 blev der sat et endeligt punktum for fabrikkens fysiske tilstedeværelse, da de gamle produktions- og lagerbygninger blev revet ned.1

    Et Bevaret Mindesmærke

    Kun én bygning overlevede nedrivningen: den elegante kontorbygning i funkisstil fra 1934. Den blev erklæret bevaringsværdig og står i dag som det sidste, håndgribelige minde om Roskilde Madrasfabriks 80-årige historie.1 Denne selektive bevaring skaber en særlig historisk fortælling. Det, der er bevaret for eftertiden, er ikke et monument over den rå, industrielle produktion eller det hårde fabriksarbejde. I stedet er det et symbol på virksomhedens mest innovative og æstetisk ambitiøse periode – øjeblikket, hvor Henning Christiansens modernisering og funktionalismens designidealer smeltede sammen. Bygningen sikrer, at Rosmas eftermæle for altid vil være forbundet med denne fremsynede og designbevidste æra.

    Fremtiden for Grunden

    Den tidligere fabriksgrund er i dag en del af den omfattende byudvikling, der transformerer hele området “Syd for Banen”. Der er planer om at bygge boliger på grunden, hvilket spejler den generelle udvikling i det nærliggende Musicon-område, hvor tidligere industriarealer omdannes til boliger, kultur og kreative erhverv.1 Dermed fortsætter historien om området, der går fra landbrug over industri til nu at blive et moderne bykvarter.

    Konklusion: Rosmas Plads i Roskildes Historie

    Roskilde Madrasfabriks 80-årige historie er en fortælling om iværksætterånd, innovation og en bemærkelsesværdig evne til at overleve. Fra en spæd start i en snedkers kælder udviklede virksomheden sig til en af Roskildes mest markante industrivirksomheder og en central aktør i den industrielle identitet, der definerede bydelen “Syd for Banen”. Som en stabil arbejdsplads for generationer af Roskilde-borgere spillede fabrikken en afgørende rolle i lokalsamfundet.

    Samtidig er Rosmas historie et mikrokosmos af dansk industrihistorie i det 20. århundrede. Dens opstart, vækst drevet af teknologisk innovation, efterkrigstidens storhedstid, de tilbagevendende kriser og den endelige lukning som følge af globaliseringens pres spejler de større nationale og internationale tendenser, der først skabte og siden afviklede store dele af Danmarks traditionelle industri. I dag er produktionen forstummet, og hallerne er væk, men den bevarede kontorbygning står som et elegant og varigt symbol på et stykke forsvundet, men ikke glemt, Roskilde-historie.

    Citerede værker

    Musicon historie – Musicon, tilgået august 25, 2025, https://musicon-bydelen.dk/musicon-historie/

    Roskilde Madrasfabrik – 80 års lokalt industrieventyr – Tidsskrift.dk, tilgået august 25, 2025, https://tidsskrift.dk/historiskaarbogforroskildeamt/article/download/27869/24501/64365

    | Tårnby Kommunebiblioteker, tilgået august 25, 2025, https://taarnbybib.dk/work/work-of:870971-tsart:36884703

    Historisk Årbog for Roskilde Amt 2015 – Danskernes Historie Online, tilgået august 25, 2025, https://slaegtsbibliotek.dk/2025/904727.pdf

    Lokalhistorie – Syd for Banen, tilgået august 25, 2025, https://sydforbanen.dk/?p=3695

    Byvandring om industrihistorien langs Kamstrupsti – UDSOLGT …, tilgået august 25, 2025, https://sydforbanen.dk/?p=3250

    Hvad er der tilbage fra industrisamfundet – Syd for Banen, tilgået august 25, 2025, https://sydforbanen.dk/?p=4015

    Syd for banen. Lokalhistorie i Roskilde – Tidsskrift.dk, tilgået august 25, 2025, https://tidsskrift.dk/historiskaarbogforroskildeamt/article/download/27868/24500/64363

    Kamstrupstien med særlig fokus på industrierne – Syd for Banen, tilgået august 25, 2025, https://sydforbanen.dk/?page_id=875

    1973 – 1900, tilgået august 25, 2025, https://www.roskildehistorie.dk/1900/enkeltaar/1950-1999/1973.htm

    Rosma – et lokalt industrieventyr – Syd for Banen, tilgået august 25, 2025, https://sydforbanen.dk/?p=2547

    Garveribyen Roskilde – Syd for Banen, tilgået august 25, 2025, https://sydforbanen.dk/?p=1783

    Rosma – en personlig beretning – Tidsskrift.dk, tilgået august 25, 2025, https://tidsskrift.dk/historiskaarbogforroskildeamt/article/download/27870/24502/64367

    Visning af: Rosma – en personlig beretning – Tidsskrift.dk, tilgået august 25, 2025, https://tidsskrift.dk/historiskaarbogforroskildeamt/article/view/27870/24502

    B34087_Roskilde Madrasfabrik, Kamstrupsti 44-48, 1953.jpg | | FotoWeb 8.0, tilgået august 25, 2025, http://fototeket.roskildebib.dk/fotoweb/archives/5000-Alle%20billeder/20_Archive/A_RLA_Images/2016/12/B34087_Roskilde%20Madrasfabrik,%20Kamstrupsti%2044-48,%201953.jpg.info

    Garveribyen Roskilde – Tidsskrift.dk, tilgået august 25, 2025, https://tidsskrift.dk/historiskaarbogforroskildeamt/article/download/125029/171837/262712

  • Unicon

    Unicon

    5 Vigtige Punkter om Betonfabrikken

    • chevron-right
      Lang Historie: Fabrikken var aktiv i over 60 år på grunden i Roskilde, fra cirka 1940 til 2004.
    • chevron-right
      Flere Navne: Gennem sin levetid skiftede fabrikken navn og ejerskab, fra Betonvarefabrikken Sjælland A/S (1941) til KH Beton (1947) og til sidst Unicon (1988).
    • chevron-right
      National Betydning: I 1990’erne var fabrikken en afgørende leverandør af betonelementer til Danmarks største anlægsprojekter: Storebæltsbroen og Øresundsbroen.
    • chevron-right
      Socialt Samlingspunkt: Fabrikken var en af Roskildes største arbejdspladser og havde et stærkt socialt sammenhold, hvilket stiftelsen af Unicon’s SeniorKlub i 1995 vidner om.
    • chevron-right
      Strategisk Lukning: Fabrikken blev ikke lukket pga. økonomiske problemer, men som en konsekvens af byudvikling. Roskilde Kommune købte den 250.000 m² store grund i 2003 for at skabe en ny bydel.

    I over tres år var et 250.000 kvadratmeter stort område i det sydlige Roskilde et pulserende industrielt hjerte. Lyden af tunge maskiner, synet af høje cementsiloer og den konstante trafik af lastbiler var en integreret del af byens identitet. Dette var hjemstedet for betonvarefabrikken, der i sin mest kendte form bar navnet Unicon. Fabrikkens historie er mere end blot en lokal fortælling; den er et mikrokosmos af Danmarks industrielle udvikling i det 20. århundrede. Det er en historie om, hvordan råstoffer i jorden formede et landskab, hvordan pionerånd og teknologisk innovation skabte en national gigant, og hvordan den uundgåelige dynamik mellem by og industri til sidst førte til en transformation, der banede vejen for fremtiden.

    Fabrikkens skæbne var forseglet af dens geologi, længe før den første beton blev støbt. Før 1900 var området en del af Roskilde bymark, primært brugt til landbrug. Men omkring århundredeskiftet afslørede undersøgelser, at undergrunden var rig på sand og grus – de essentielle råstoffer for en ny byggealder. Agerlandet blev omdannet til et arret, industrielt råstoflandskab, og en aktiv grusgrav opstod. Placeringen af en betonfabrik netop her var en logisk konsekvens; ved at placere produktionen ved kilden til råstofferne kunne man minimere omkostningerne og maksimere effektiviteten. Denne tidlige industri satte dog også sine miljømæssige fodspor. I en periode fra 1959 til 1965 blev to af de udtjente grusgrave på området anvendt som kommunal losseplads for alt fra dagrenovation til storskrald, en arv i jorden, som årtier senere skulle håndteres i skabelsen af den nye bydel Musicon.

    Selve betonproduktionen tog sin spæde start omkring 1940, og midt under 2. Verdenskrig, i 1941, blev Betonvarefabrikken Sjælland A/S formelt stiftet. Det var en satsning i en tid præget af usikkerhed, men også et blik frem mod en forventet efterkrigstid med et enormt behov for byggematerialer. Et afgørende vendepunkt indtraf i 1947, da den lokale fabrik blev opkøbt af den landsdækkende industrigigant KH Beton, som var en del af F.L. Smidth-koncernen. Dette løftede fabrikken fra en lokal aktør til en strategisk brik i et nationalt industriimperium.

    Med KH Betons indtog blev Roskilde-fabrikken et centrum for innovation. Stifteren, Kristian Hindhede, var en sand pioner, der i 1926 havde revolutioneret branchen med idéen om fabriksfremstillet, kvalitetskontrolleret beton. Han opfandt endda den roterende betontransportholder, “Beton-kanonen”, for at løse transportudfordringen. Denne innovationskraft smittede af på fabrikken i Roskilde. Produktionen, der var startet primitivt, blev nu specialiseret med separate haller til rør, pæle og bloksten. Et af de mest succesfulde produkter blev de fabriksfremstillede “KH-trapper”, som blev en mærkevare i efterkrigstidens hastigt voksende etagebyggerier. Fabrikken leverede også avancerede facadeelementer til store boligbebyggelser og var med til at forme det moderne Danmarks byggede miljø.

    I 1988 konsoliderede F.L. Smidth-koncernen sine otte betonselskaber under ét fælles navn: Unicon. De velkendte blå og hvide striber blev malet på siloerne i Roskilde, og fabrikken trådte ind i sin storhedstid. Det var i Unicon-æraen, i 1990’erne, at fabrikken nåede sit absolutte højdepunkt i national betydning. Da Danmark bandt landet sammen med sine hidtil største infrastrukturprojekter, var det med beton fra Roskilde. Fabrikken var en central leverandør af specialiserede betonelementer til byggeriet af både Storebæltsbroen og Øresundsbroen. Dette var ikke blot en teknisk bedrift; det var en kilde til enorm lokal stolthed. Medarbejderne på gulvet kunne med rette sige, at de var med til at bygge det moderne Danmark.

    Denne nationale betydning blev spejlet i fabrikkens lokale rolle. Gennem årtier var Unicon-fabrikken en af de største og mest stabile private arbejdspladser i Roskilde. Den enorme grund summede af aktivitet og var en livsnerve for hundredvis af familier i lokalområdet. Det unikke vidnesbyrd om den stærke sociale samhørighed er stiftelsen af Unicon’s SeniorKlub den 14. juni 1995. Klubben blev stiftet på initiativ af medarbejderne selv med det formål at “bevare og uddybe pensionisternes kontakt med hinanden og til Unicon A/S”. Ledelsen bakkede op med lokaler og midler til årlige julemiddage og bankospil i kantinen. At en sådan klub opstod nedefra og fortsatte med at eksistere selv efter fabrikkens lukning, vidner om, at Unicon var mere end en arbejdsplads; det var en social institution.

    Men ingen industriel æra varer evigt. Lukningen af Unicon-fabrikken var ikke en historie om økonomisk fiasko, men om den uundgåelige dynamik i en by i vækst. Gennem anden halvdel af det 20. århundrede ekspanderede Roskilde by mod syd. Nye boligkvarterer og store uddannelsesinstitutioner rykkede tættere på. Det, der engang var en afsidesliggende grusgrav, lå nu midt i et byudviklingsområde. Den støjende og støvende produktion, kombineret med tung lastbiltrafik, blev i stigende grad “problematisk” i et moderne bymiljø. Fabrikken var blevet en anakronisme i sit eget nabolag.

    Afviklingen var en bevidst og strategisk beslutning. I 2003 købte Roskilde Kommune den 250.000 kvadratmeter store industrigrund af Unicon for 58 millioner kroner. Kommunen så en større fremtidig værdi i arealet som et nyt, levende bykvarter – kimen til det, der skulle blive Musicon – end i den fortsatte industrielle produktion. I løbet af 2004 fraflyttede Unicon endeligt grunden, og en mere end 60 år lang industrihistorie på stedet var definitivt forbi. Støvet lagde sig i de enorme, tomme produktionshaller, der stod tilbage som tavse vidner om en svunden tid.

    Arven fra denne betongigant er dobbelt. Det fysiske aftryk er indstøbt i utallige broer, fundamenter og trapper over hele Danmark – et varigt vidnesbyrd om fabrikkens produktive kraft. Men det sociale aftryk er mindst lige så dybt forankret i Roskildes lokale historie. I generationer var fabrikken et omdrejningspunkt for hundredvis af familier. Fortællingen om Unicon i Roskilde er dermed en fuldendt cirkel: fra råstof i jorden til fundamentet for nationens infrastruktur, og til sidst tilbage til jorden, der nu danner grobund for et nyt kapitel af byliv og kultur.

    Faktaboks: 5 Vigtige Punkter om Betonfabrikken Lang Historie: Fabrikken var aktiv i over 60 år på grunden i Roskilde, fra cirka 1940 til 2004. Flere Navne: Gennem sin levetid skiftede fabrikken navn og ejerskab, fra Betonvarefabrikken Sjælland A/S (1941) til KH Beton (1947) og til sidst Unicon (1988). National Betydning: I 1990’erne var fabrikken en afgørende leverandør af betonelementer til Danmarks største anlægsprojekter: Storebæltsbroen og Øresundsbroen. Socialt Samlingspunkt: Fabrikken var en af Roskildes største arbejdspladser og havde et stærkt socialt sammenhold, hvilket stiftelsen af Unicon’s SeniorKlub i 1995 vidner om. Strategisk Lukning: Fabrikken blev ikke lukket pga. økonomiske problemer, men som en konsekvens af byudvikling. Roskilde Kommune købte den 250.000 m² store grund i 2003 for at skabe en ny bydel. Betongigantens Arv: Fra Industriel Vugge til Kreativ Bydel I over tres år var et 250.000 kvadratmeter stort område i det sydlige Roskilde et pulserende industrielt hjerte. Lyden af tunge maskiner, synet af høje cementsiloer og den konstante trafik af lastbiler var en integreret del af byens identitet. Dette var hjemstedet for betonvarefabrikken, der i sin mest kendte form bar navnet Unicon. Fabrikkens historie er mere end blot en lokal fortælling; den er et mikrokosmos af Danmarks industrielle udvikling i det 20. århundrede. Det er en historie om, hvordan råstoffer i jorden formede et landskab, hvordan pionerånd og teknologisk innovation skabte en national gigant, og hvordan den uundgåelige dynamik mellem by og industri til sidst førte til en transformation, der banede vejen for fremtiden. Fabrikkens skæbne var forseglet af dens geologi, længe før den første beton blev støbt. Før 1900 var området en del af Roskilde bymark, primært brugt til landbrug. Men omkring århundredeskiftet afslørede undersøgelser, at undergrunden var rig på sand og grus – de essentielle råstoffer for en ny byggealder. Agerlandet blev omdannet til et arret, industrielt råstoflandskab, og en aktiv grusgrav opstod. Placeringen af en betonfabrik netop her var en logisk konsekvens; ved at placere produktionen ved kilden til råstofferne kunne man minimere omkostningerne og maksimere effektiviteten. Denne tidlige industri satte dog også sine miljømæssige fodspor. I en periode fra 1959 til 1965 blev to af de udtjente grusgrave på området anvendt som kommunal losseplads for alt fra dagrenovation til storskrald, en arv i jorden, som årtier senere skulle håndteres i skabelsen af den nye bydel Musicon. Selve betonproduktionen tog sin spæde start omkring 1940, og midt under 2. Verdenskrig, i 1941, blev Betonvarefabrikken Sjælland A/S formelt stiftet. Det var en satsning i en tid præget af usikkerhed, men også et blik frem mod en forventet efterkrigstid med et enormt behov for byggematerialer. Et afgørende vendepunkt indtraf i 1947, da den lokale fabrik blev opkøbt af den landsdækkende industrigigant KH Beton, som var en del af F.L. Smidth-koncernen. Dette løftede fabrikken fra en lokal aktør til en strategisk brik i et nationalt industriimperium. Med KH Betons indtog blev Roskilde-fabrikken et centrum for innovation. Stifteren, Kristian Hindhede, var en sand pioner, der i 1926 havde revolutioneret branchen med idéen om fabriksfremstillet, kvalitetskontrolleret beton. Han opfandt endda den roterende betontransportholder, “Beton-kanonen”, for at løse transportudfordringen. Denne innovationskraft smittede af på fabrikken i Roskilde. Produktionen, der var startet primitivt, blev nu specialiseret med separate haller til rør, pæle og bloksten. Et af de mest succesfulde produkter blev de fabriksfremstillede “KH-trapper”, som blev en mærkevare i efterkrigstidens hastigt voksende etagebyggerier. Fabrikken leverede også avancerede facadeelementer til store boligbebyggelser og var med til at forme det moderne Danmarks byggede miljø. I 1988 konsoliderede F.L. Smidth-koncernen sine otte betonselskaber under ét fælles navn: Unicon. De velkendte blå og hvide striber blev malet på siloerne i Roskilde, og fabrikken trådte ind i sin storhedstid. Det var i Unicon-æraen, i 1990’erne, at fabrikken nåede sit absolutte højdepunkt i national betydning. Da Danmark bandt landet sammen med sine hidtil største infrastrukturprojekter, var det med beton fra Roskilde. Fabrikken var en central leverandør af specialiserede betonelementer til byggeriet af både Storebæltsbroen og Øresundsbroen. Dette var ikke blot en teknisk bedrift; det var en kilde til enorm lokal stolthed. Medarbejderne på gulvet kunne med rette sige, at de var med til at bygge det moderne Danmark. Denne nationale betydning blev spejlet i fabrikkens lokale rolle. Gennem årtier var Unicon-fabrikken en af de største og mest stabile private arbejdspladser i Roskilde. Den enorme grund summede af aktivitet og var en livsnerve for hundredvis af familier i lokalområdet. Det unikke vidnesbyrd om den stærke sociale samhørighed er stiftelsen af Unicon’s SeniorKlub den 14. juni 1995. Klubben blev stiftet på initiativ af medarbejderne selv med det formål at “bevare og uddybe pensionisternes kontakt med hinanden og til Unicon A/S”. Ledelsen bakkede op med lokaler og midler til årlige julemiddage og bankospil i kantinen. At en sådan klub opstod nedefra og fortsatte med at eksistere selv efter fabrikkens lukning, vidner om, at Unicon var mere end en arbejdsplads; det var en social institution. Men ingen industriel æra varer evigt. Lukningen af Unicon-fabrikken var ikke en historie om økonomisk fiasko, men om den uundgåelige dynamik i en by i vækst. Gennem anden halvdel af det 20. århundrede ekspanderede Roskilde by mod syd. Nye boligkvarterer og store uddannelsesinstitutioner rykkede tættere på. Det, der engang var en afsidesliggende grusgrav, lå nu midt i et byudviklingsområde. Den støjende og støvende produktion, kombineret med tung lastbiltrafik, blev i stigende grad “problematisk” i et moderne bymiljø. Fabrikken var blevet en anakronisme i sit eget nabolag. Afviklingen var en bevidst og strategisk beslutning. I 2003 købte Roskilde Kommune den 250.000 kvadratmeter store industrigrund af Unicon for 58 millioner kroner. Kommunen så en større fremtidig værdi i arealet som et nyt, levende bykvarter – kimen til det, der skulle blive Musicon – end i den fortsatte industrielle produktion. I løbet af 2004 fraflyttede Unicon endeligt grunden, og en mere end 60 år lang industrihistorie på stedet var definitivt forbi. Støvet lagde sig i de enorme, tomme produktionshaller, der stod tilbage som tavse vidner om en svunden tid. Arven fra denne betongigant er dobbelt. Det fysiske aftryk er indstøbt i utallige broer, fundamenter og trapper over hele Danmark – et varigt vidnesbyrd om fabrikkens produktive kraft. Men det sociale aftryk er mindst lige så dybt forankret i Roskildes lokale historie. I generationer var fabrikken et omdrejningspunkt for hundredvis af familier. Fortællingen om Unicon i Roskilde er dermed en fuldendt cirkel: fra råstof i jorden til fundamentet for nationens infrastruktur, og til sidst tilbage til jorden, der nu danner grobund for et nyt kapitel af byliv og kultur.