Kategori: Portrætter og Samtaler

  • Mit arbejdsliv – Niels Jørgen Rasmussen

    Mit arbejdsliv – Niels Jørgen Rasmussen

    Niels Jørgen fortæller om sit arbejdsliv.

    Kort resume

    Denne podcast indeholder et interview med tidligere lærer, Niels Jørgen Rasmussen, som giver et tilbageblik på sine 37 år som lærer på Østervangskolen i Roskilde, samt tre år som museumspædagog ved Vikingeskibshallen. Rasmussen reflekterer over det kreative og frie miljø på skolen i 60’erne og 70’erne, herunder den store vægt der blev lagt på teaterforestillinger, som byggede elevernes selvtillid op. Han diskuterede også sine hovedfag i dansk litteratur og biologi og bemærkede, at han stoppede med at undervise i 2006 på grund af stigende bureaukrati og for megen administration. Der var iøvrigt også den mulighed at gå på pension som 60-årig mod en beskeden reduktion af pensionen. Desuden nævner han sine fortsatte aktive interesser efter pensionen, herunder maleri, tegning og fotografering.

    Artikel – om et Lærerliv på Østervangskolen

    Dette dokument sammenfatter de centrale temaer og indsigter fra en podcast med Niels Jørgen Rasmussen, en pensioneret lærer med 37 års erfaring fra Østervangskolen i Roskilde. Dokumentet belyser hans karriere, skolens unikke pædagogiske kultur, de forandringer i lærerfaget, der førte til hans pensionering, samt hans aktive liv efter arbejdslivet.

    Niels Jørgen Rasmussen beskriver Østervangskolen i 1970’erne og 80’erne som en progressiv og eksperimenterende arbejdsplads, præget af et stærkt socialt sammenhold blandt de mange unge lærere. Under ledelse af skoleinspektør Mark Jensen blev kreativitet, især teater, en central del af skolens identitet, hvor både elever og lærere årligt opførte forestillinger. Rasmussen var selv en drivende kraft i disse projekter, både som forfatter og som en særdeles produktiv scenograf.

    Han kontrasterer denne “lystbetonede” periode med de senere år i faget, hvor stigende bureaukrati, krav om overdokumentation som “elevplaner” og et tab af pædagogisk frihed gjorde arbejdet “surt”. Han peger specifikt på lærer-lockouten i 2013 som et “rigtig dumt politisk brud”, der påførte lærerstanden varig skade. Disse forandringer var den primære årsag til hans pensionering i 2006. Som pensionist har han fastholdt et højt aktivitetsniveau inden for malerkunst, fotografering og podcastproduktion, ligesom han bevarer kontakten til tidligere kolleger i pensionistgruppen “Sølvuglerne”.

    1. Professionel Baggrund og Karriereforløb

    Niels Jørgen Rasmussens karriere var dybt forankret i Roskilde og specifikt på Østervangskolen, hvor han var ansat fra 1969 til 2006.

    • Uddannelse og Fagområder:

        ◦ Uddannet fra Blågård Seminarium i København.

        ◦ Hovedfag i dansk litteratur og biologi, med en særlig passion for biologi.

        ◦ Tog senere en uddannelse i billedkunst i 1980’erne.

        ◦ Var med til at stifte Natur og Ungdom i Roskilde og deltog i registrering af natur i Københavns Vestegn.

    • Karriere Tidslinje:

        ◦ 1969: Starter som lærer på den nybyggede Østervangskolen.

        ◦ 37 års ansættelse: Arbejdede på skolen i 37 år, kun afbrudt af en periode som museumspædagog.

        ◦ Museumspædagog: Arbejdede i tre år på Vikingeskibshallen, men bibeholdt to daglige timer på Østervangskolen for at bevare tilknytningen.

        ◦ 2006: Gik på pension efter næsten fire årtier på samme skole.

    • Personlig Baggrund:

        ◦ Født i Aarhus og boede de første otte år i Jylland.

        ◦ Flyttede til Birkerød og senere til Roskilde, hvor hans far byggede hus på Østervang.

        ◦ Alle hans tre søskende blev også lærere, hvilket hans far var “fortvivlet over”. Faderen blev glad, da Niels Jørgens søn blev ingeniør.

        ◦ Sammenlignet med sine søskendes erfaringer i Viborg og Horsens, konkluderer han: “så er jeg den, der har haft det bedste og sjovest, synes jeg.”

    2. Østervangskolens Særlige Kultur og Pædagogik

    Østervangskolen fremstod under Niels Jørgen Rasmussens tidlige ansættelse som en pionerskole med en særegen og progressiv kultur, der adskilte sig markant fra andre skoler.

    • En Progressiv og Eksperimenterende Skole:

        ◦ Skolen var præget af en vilje til fornyelse: “der var ikke et år, hvor der ikke var forsøgsundervisning i gang.”

        ◦ Skoleinspektør Mark Jensen beskrives som en “rar mand” og “god til at skabe en ny skole”, som var meget modtagelig over for nye ideer fra lærerstaben.

        ◦ Der blev afholdt emneuger og -dage, f.eks. en “feature uge” om forurening allerede i 1970.

    • Teater og Kreativ Udfoldelse:

        ◦ Teater var en hjørnesten i skolens pædagogik, drevet af inspektør Mark Jensens store teaterinteresse.

        ◦ Hver klasse skulle lave en forestilling en til to gange om året, hvilket gav eleverne træning i at optræde og styrkede deres selvtillid.

        ◦ Lærerne opførte årligt en forestilling til årsfesten, hvilket blev en fast tradition. Ved skolens indvielse opførte de “Kejserens nye klæer” med inspektøren i hovedrollen.

        ◦ Rasmussen fremhæver, at lærerne ofte var forud for deres tid og opførte stykker som “Ronja Røverdatter”, før de blev filmatiseret.

        ◦ Traditionen lever videre i dag, nu primært drevet af skolens musikklasser, hvilket Rasmussen med glæde observerer hos sit barnebarn.

    • Et Positivt og Frit Læringsmiljø:

        ◦ Skolen havde en afslappet og fredelig stemning.

        ◦ Eleverne måtte opholde sig indendørs i frikvartererne, hvilket var utraditionelt for den tid.

        ◦ Der blev aldrig givet eftersidninger (“sveder”).

        ◦ Der blev lagt stor vægt på skolens udsmykning, med faste dage til “gangudsmykning”.

    • Socialt Sammenhold blandt Kolleger:

        ◦ Lærerkollegiet bestod i starten af mange unge mennesker på 25-26 år, som fik børn samtidig og dannede venskaber, der stadig holder.

        ◦ Han husker lærerådsformanden som “gammel”, fordi han var 40 år.

        ◦ Dette stærke sammenhold lever videre i pensionistgruppen “Sølvuglerne” (opkaldt efter skolens logo), som mødes til julefrokoster og rejser sammen.

    3. Centrale Projekter og Initiativer

    Ud over den daglige undervisning var Niels Jørgen Rasmussen dybt involveret i en række projekter, der formede både skolens fysiske rammer og dens økonomiske muligheder.

    • Kulissebyggeri og Elevinddragelse:

        ◦ Rasmussen var den primære kraft bag kulisserne til de mange teaterforestillinger. Han anslår at have lavet kulisser “nok til at dække syv almindelige villagrunde”.

        ◦ Han udviklede en hurtig teknik til at skitsere store bagtæpper (50 m²) på ca. 10 minutter ved hjælp af en sprittusch på et kosteskaft.

        ◦ Han inddrog elever i malearbejdet og fremhæver især en elev, Karsten, som fra 4. klasse viste et exceptionelt talent for rumlig fornemmelse og skyggelægning. Karsten er i dag smed og har fået den specialiserede opgave at designe og bygge de vugger, der skal bruges til at flytte de skrøbelige vikingeskibe til det nye museum.

    • Faglig Indretning og Undervisning:

        ◦ Som biologilærer var han med til at indrette skolens biologilokale med en stor samling af udstoppede dyr, en tilgang han i dag anser for “lidt forældet”.

        ◦ Han underviste primært fra 4. klasse og op og var klasselærer for tre klasser, som han fulgte fra 4. til 10. klasse.

    • Forældreforening og Fundraising:

        ◦ Han var aktiv i forældreforeningen, som bl.a. stod for at bygge skolens legeplads, da der ikke var afsat kommunale midler til det.

        ◦ Foreningen fandt på at tjene penge ved at have en bod på Roskilde Festival. Gennem 10-12 år genererede de et overskud på mellem en halv og en hel million kroner ved at sælge “pitabrød med rockkost” – et navn, Rasmussen selv fandt på.

        ◦ Disse midler gjorde det muligt for Østervangskolen at tilbyde et ekstra årligt lejrskoleophold og mange interessante foredragsholdere til forældreforeningens arrangementer sammenlignet med andre kommunale skoler.

    4. Forandringer i Lærerfaget og Årsager til Pensionering

    Rasmussen beskriver en markant ændring i lærergerningen fra en lystbetonet og fri profession til et bureaukratisk og overadministreret arbejde.

    • Stigende Bureaukrati:

        ◦ Omkring 1990’erne begyndte et øget fokus på administration at præge hverdagen.

        ◦ Han fremhæver indførelsen af “elevplaner” som et særligt negativt eksempel. Som faglærer i 2-timers fag havde han op til 130 elever og skulle udarbejde individuelle skriftlige årsplaner for hver enkelt, hvilket han betegner som “fuldstændig gak”.

        ◦ Han kritiserer generelt tendensen til overdokumentation, som han også ser i sygehus- og plejesektoren.

    • Tab af Pædagogisk Frihed:

        ◦ Den frihed, han satte pris på i starten af sin karriere, forsvandt gradvist.

        ◦ Mulighederne for at tage på lejrskole i naturen blev indskrænket, bl.a. fordi kommunen solgte sine faste lejrskoler. Dette gjorde planlægningen mere besværlig, da man mistede de lokale kontakter og kendskabet til faciliteterne.

        ◦ Han konkluderer: “Jeg synes, vi havde det meget friere, og det var meget nemmere. Og det var meget mere lystbetonet.”

    • Konsekvenser af Lærer-lockouten i 2013:

        ◦ Selvom han var gået på pension, ser han lockouten som en skelsættende og ødelæggende begivenhed for faget.

        ◦ Han beskriver den som et “rigtig dumt politisk brud” og mener, at “lærerne kom aldrig over det”.

    • Pensionering i 2006:

        ◦ Den primære årsag til, at han stoppede, var, at jobbet simpelthen “blev surt” på grund af den øgede administration og det mindskede pædagogiske råderum.

    5. Livet som Aktiv Pensionist

    Efter næsten 20 år som pensionist er Niels Jørgen Rasmussen fortsat en yderst aktiv person med et bredt spektrum af interesser, hvoraf mange har rødder i hans tid som lærer.

    • Kunstnerisk Virke:

        ◦ Maler: Han har i næsten 25 år været formand for malergruppen “Onsdagsmalerne i Roskilde” og maler stadig 2-3 billeder om ugen. Han går også til tegning.

        ◦ Fotograf: Han er en ivrig fotograf med en særlig interesse for Roskilde by, især at finde nye og usædvanlige vinkler på Domkirken. Han har desuden en samling på ca. 90.000 fuglebilleder.

    • Sociale og Kreative Aktiviteter:

        ◦ Podcast: Han er medvært på den podcast, interviewet er en del af.

        ◦ “Sølvuglerne”: Han er en aktiv del af pensionistgruppen for tidligere lærere fra Østervangskolen, som fortsat mødes og rejser sammen.

  • Jakobskirken 50 år – 5 podcast

    Jakobskirken 50 år – 5 podcast

    Samtaler med 5 ansatte/tidligere ansatte i anledning af Jakobskirkens 50-års jubilæum.

    Denne artikel er uddrag fra transskriptioner af 5 podcasts i anledning af Jakobskirkens 50-års jubilæum, hvor forskellige tidligere og nuværende medarbejdere interviewes om deres tid og oplevelser i kirken. Blandt de interviewede er Frede Tramm, en af de første præster, der taler om kirkens pionerånd, sit forrige virke i Etiopien og opstarten af sorggrupper; Henrik Bjørnum, organist gennem mange år, der beskriver sit fokus på det folkelige og moderne musik som modsætning til Domkirkens traditioner; og Karen Groth, en tidligere kordegn, der reflekterer over det administrative arbejde, kirkens engagement med flygtninge, og det gode kollegiale fællesskab. Selvfølgelig er der også en samtale med den nuværende præst Mogens Ohm Jensen, som også er formand for “Syd for Banen”. Og kirketjener Johannes Andreassen. Fælles for alle er vægtningen af Jakobskirkens åbenhed, aktivistiske linje og dens rolle som et kulturelt og socialt centrum for lokalsamfundet. De taler også om kirkens arkitektur og hvordan den inviterer til et tættere fællesskab.

    Artikel: : Jakobskirkens Identitet, Fællesskab og Virke gennem 50 År

    Denne artikel sammenfatter centrale indsigter fra interviews med nøglemedarbejdere i anledning af Jakobskirkens 50-års jubilæum i april 2024. Dokumentet afdækker, at Jakobskirken er en markant anderledes kirke end den traditionelle landsbykirke, formet af en stærk “pionerånd” fra dens grundlæggelse i 1974. Kirkens DNA er kendetegnet ved en dyb forankring i lokalsamfundet, en udtalt “folkelighed” og et exceptionelt samarbejdsklima blandt medarbejderne.

    De centrale temaer er:

    • En Pionerkirke: Skabt i et nyt byområde, hvor menigheden og personalet fra starten var med til at forme kirkens indhold og aktiviteter, hvilket resulterede i et bredt og aktivt engagement.

    • Folkelighed og Tilgængelighed: Kirkens moderne arkitektur, musikalske profil med fokus på fællessang og populærmusik samt dens mangeartede aktiviteter er designet til at nedbryde barrierer og invitere alle indenfor.

    • Unikt Arbejdsmiljø: Alle interviewede fremhæver et fantastisk kollegialt fællesskab, hvor man hjalp hinanden på tværs af faggrænser, og hvor rollerne ofte var mere flydende og omfattende end formelle jobbeskrivelser.

    • Tilpasning og Udvikling: Kirken har gennemgået en betydelig udvikling fra de hektiske pionerår til en periode med stilstand og frustration i 2000’erne, for derefter at genfinde sin relevans gennem en ny strategi baseret på at lytte til lokalsamfundet og skabe relationer.

    Jakobskirken fremstår som en levende og dynamisk institution, der kontinuerligt formår at engagere sit lokalsamfund ved at være relevant, åben og villig til at eksperimentere, samtidig med at den bygger på et stærkt fundament af fællesskab og gensidig tillid.

    Introduktion: En Kirke Skabt af Pionerånd

    Jakobskirken, indviet den 14. april 1974, blev grundlagt i et nyt byområde “syd for banen” i Roskilde. I modsætning til etablerede sogne med århundredgamle traditioner, opstod Jakobskirken med en udpræget “iværksætterånd og pionerånd”. Tidligere præst Frede Tramm beskriver, hvordan den linje, der blev lagt fra starten, var “en aktivistisk linje og en bred åben linje”, som han fandt det nemt at tilslutte sig, da han ankom i 1977.

    Denne pionerånd betød, at menigheden og personalet i fællesskab definerede, hvad kirken skulle være ud over de ugentlige gudstjenester. Sognepræst Mogens Ohm Jensen påpeger, at et bredt engagement fra bydelens indbyggere var med til at forme indholdet i de nye lokaler. Det var ikke kun kirkeåret, der satte dagsordenen, men i lige så høj grad en holdning fra indbyggerne om at “mødes om noget, der giver mening”.

    De Interviewede Nøglepersoner

    Analysen bygger på interviews med fem centrale medarbejdere, hvis erfaringer tilsammen dækker hele kirkens 50-årige historie:

    NavnRolleAnsættelsesperiode
    Johannes AndreassenKirketjener1974–2007 (33 år)
    Frede TrammSognepræst1977–1994 (17 år)
    Henrik BjørnumOrganistAnsat i 1989 (med en 4-årig pause, over 30 år)
    Karen GrothKordegn1989–2019 (30 år)
    Mogens Ohm JensenSognepræstSiden 2008

    Kirkens DNA: Folkelighed og Fællesskab

    Et gennemgående træk ved Jakobskirken er dens fokus på at være folkelig og tilgængelig. Dette kommer til udtryk i alt fra bygningens arkitektur til de aktiviteter, der finder sted.

    Arkitektur og Atmosfære

    Jakobskirkens bygning er moderne og adskiller sig markant fra traditionelle kirkebygninger. Mogens Ohm Jensen fremhæver, at selvom den udefra ligner “nogle firkantede kasser”, er kirkerummet “smukt,” “nært,” og “højtideligt”. En afgørende arkitektonisk detalje er, at der kun er én murstens højdeforskel mellem gulvet og alterområdet. Dette signalerer, at “præsten ikke er særlig ophøjet” og taler i øjenhøjde med menigheden, hvilket understøtter en dialogbaseret tilgang.

    Organist Henrik Bjørnum supplerer, at bygningen inviterer til noget andet end traditionelle kirker: “Jakobskirken kan noget andet. Den kan egentlig gøre tærsklen mindre for almindelige mennesker.” Kirketjener Johannes Andreassen nævner desuden, at kirkerummet er let ommøblerbart, hvilket giver stor fleksibilitet i forhold til forskellige arrangementer.

    Musikalsk Profil

    Den folkelige tilgang er særligt tydelig i kirkens musikalske liv. Henrik Bjørnum fortæller, hvordan han ved sin ansættelse fik at vide af Johannes Andreassen: “Du skal lave det, som de ikke laver i domkirken.” Dette førte til en erkendelse af, at hans niche var det folkelige. I dag fokuserer han på “højskolesang og fælles korarrangementer og den popupkor med gasolin og arbejdsange.” Højskolesangaftenerne er ekstremt populære og kan samle op til 50-60 mennesker selv på en regnvejrsdag. Dette står i kontrast til en ambition om at være koncertorganist og understreger kirkens ønske om at skabe deltagende og fællesskabsorienterede musikoplevelser.

    Et Væld af Aktiviteter

    Kirken huser et bredt spektrum af aktiviteter og foreninger, der vidner om dens centrale rolle i lokalområdet:

    • Seniorklubben: Startet i de tidlige år og samler stadig op til 80 deltagere.

    • Roskilde Gospelsingers: Et selvstændigt gospelkor med 25-års jubilæum, som øver i kirken og bidrager til to årlige gospelgudstjenester.

    • Foreningen “Syd For Banen”: En lokalhistorisk forening, som Mogens Ohm Jensen var med til at stifte, og som bruger kirkens lokaler.

    • Andre grupper: Nørklecaféen, Anonyme Alkoholikere, KFUM-spejderne og FDF bruger også kirkens faciliteter, hvilket cementerer dens funktion som et lokalt samlingspunkt.

    Et Unikt Arbejdsmiljø og Tværgående Roller

    Alle interviewede beskriver en arbejdsplads præget af et enestående sammenhold og en vilje til at løfte i flok.

    Samarbejde og Kollegialitet

    Frede Tramm beskriver sin tid i Jakobskirken som “noget af den bedste tid, jeg har haft i min karriere, det vil jeg sige. Det var måske den bedste endda.” Han fremhæver det “fantastiske samarbejde” mellem præster, kirketjener og organist. Karen Groth, tidligere kordegn, stemmer i: “Jeg synes, vi har haft et fantastisk kollega imellem hinanden… for mit vedkommende kunne jeg ikke ønske mig en bedre arbejdsplads.” Hun understreger, at man hjalp hinanden på tværs af jobfunktioner: “Jeg så ikke så nøje på, om det var kontorarbejde eller det var lige at hjælpe lidt med en kost eller et eller andet.”

    Frede Tramm nævner også vigtigheden af, at præsternes ægtefæller bakkede aktivt op og deltog i kirkens liv, hvilket bidrog til fællesskabsfølelsen.

    Udvidede Jobfunktioner

    Den tætte samarbejdskultur førte til, at medarbejderne ofte påtog sig opgaver langt ud over deres formelle stillingsbeskrivelser.

    • Johannes Andreassen (Kirketjener): Fik efter samtale med biskoppen dispensation til at undervise konfirmander i 20 år for at aflaste præsterne. Han startede og drev desuden en succesfuld ungdomsklub, der fastholdt mange unge i kirkens miljø.

    • Karen Groth (Kordegn): Tog initiativ til at tage ud til flygtningecentret i Avnstrup for at registrere nyfødte børn, da flygtningene var tøvende med at komme til kirken. Hun organiserede indkøb af legetøj for at opbygge tillid og løse opgaven.

    • Præsten som “Headhunter”: Både Frede Tramm og Karen Groth fortæller, hvordan de blev “headhuntet” til deres stillinger af præsten Hans Peter Vandal, hvilket vidner om en uformel og proaktiv rekrutteringskultur.

    Strategi og Tilpasningsevne: Kirkens Udvikling

    Jakobskirken har ikke været en statisk institution. Den har gennemlevet forskellige faser og har måttet tilpasse sig ændrede demografiske og kulturelle forhold i lokalområdet.

    Pionerårene og de Unge

    I perioden fra 1970’erne til 1990’erne var kirken præget af et stort børne- og ungdomsarbejde. Med tre skoler i sognet var der op til ni konfirmandhold om året. Johannes Andreassens ungdomsklub var afgørende for at fastholde de unge efter konfirmationen. Frede Tramm beskriver det som en “fantastisk en god overgang” fra konfirmand til leder i klubben.

    Et Vadested i 2000’erne

    Mogens Ohm Jensen beskriver, hvordan kirken stod i et “vadested”, da han blev ansat i 2008. Pionergenerationen var blevet ældre, børnetallet i bydelen var faldet, og de gamle klubaktiviteter fungerede ikke længere. Tiden var løbet fra modellen, da de unge nu brugte kommunale fritidsklubber. Dette skabte en periode med “frustrationernes år”, hvor kirken ifølge Mogens “ikke længere var så meget i trit med sit lokalområde, som den havde været.”

    Nutidig Strategi: Lytning og Relationer

    For at genfinde sin relevans gennemgik kirken en strategisk forandring. Mogens Ohm Jensen forklarer, at det ikke længere var nok, at præsten havde en god idé. I dag handler det om “at arbejde i relationer og arbejde med det, som man i fællesskab kan se kunne være relevant.” Kirken skulle blive bedre til at lytte til, hvad folk i lokalområdet selv ønsker at skabe.

    Dette har ført til:

    • En ny frivillighedskultur, hvor også yngre engagerer sig.

    • En aktiv mediepolitik med brug af sociale medier.

    • Fokus på partnerskaber med lokale aktører som FDF, skoler og foreninger.

    • Arrangementer som Kim Larsen-gudstjenester og deltagelse i Roskilde Ring-træf, der bygger bro mellem det folkelige og det kirkelige.

    Personlige Perspektiver og Erfaringer

    De personlige fortællinger giver et unikt indblik i kirkens liv og de mennesker, der har formet den.

    • Frede Tramm fortæller om sin tid som præst i Etiopien under hungersnød og revolution. Disse oplevelser, hvor han så mennesker dø af sult, gav ham et dybt perspektiv på meningsløshed og tro. Han fremhæver også det meningsfulde arbejde med at starte en af landets første sorgrupper i Jakobskirken, hvor deltagerne hjalp hinanden, og hvor latteren kunne følge efter tårerne.

    • Johannes Andreassen giver en detaljeret fortolkning af kunsten af Hein Heinsen på væggen i kirkerummet. Han forklarer symbolikken i de 10 guldplader som menneskelivet, den stiplede linje som dødens grænse, det sorte “skrammel” som lidelsen, og hjulet som Kristus, der deler tiden i to. Hans fortælling illustrerer en dyb personlig tilegnelse af kirkens rum.

    • Henrik Bjørnum beskriver sin faglige udvikling fra en ung, ambitiøs konservatorieuddannet organist til en musiker, der har fundet sin plads i det folkelige. Hans dedikation ses i, at han som 60-årig stadig går til klaverundervisning for at forbedre sit spil og bedre kan formidle musikken til fællesskabet.

    • Karen Groth fortæller om den historiske begivenhed, da Jakobskirken som en af de første indførte elektronisk kirkebog. Det var en “hel ceremoni”, hvor repræsentanter fra Kirkeministeriet var til stede for at observere implementeringen. Hun beskriver sit job som sit “livsjob”, hvilket understreges af, at hun stadig kommer i kirken flere gange om ugen som pensionist.

    Podcast: Kirketjener Johannes Andreassen

    Denne podcast fejrer Jakobskirkens 50-års jubilæum ved at interviewe Johannes Andreassen, en tidligere kirketjener, som var ansat fra kirken åbnede i 1974 og blev i stillingen i 33 år. Samtalen belyser kirkens tidlige historie, herunder byggeprocessen og de unikke udfordringer, som den nye kirke stod overfor, såsom gulvtæpper dækket af byggestøv før indvielsen. Johannes deler detaljer om sit arbejde, der strakte sig langt ud over traditionel pedelvirksomhed; han var en aktiv del af kirkens liv, havde en dispensation fra biskoppen til at undervise konfirmander i 20 år og startede et omfattende ungdomsarbejde med klubber og lejre. Derudover forklarer han den moderne kirkekunst af Hein Heinsen i kirkerummet, herunder symbolikken i ti guldplader, der repræsenterer menneskelivet og det sorte, lidelsessymboliserende kors. Afslutningsvis diskuterer de den selvledende struktur på kirken som arbejdsplads, hvor menighedsrådet fungerer som arbejdsgiver uden en fast direktør i Johannes’ tid.

    Podcast: Organist Henrik Bjørnum

    Denne kilde er et udvalg fra et interview med organisten Henrik Bjørnum i anledning af Jakobskirkens 50-års jubilæum, hvor omdrejningspunktet er kirkens unikke, folkelige musikprofil. Bjørnum, som har været tilknyttet kirken i mere end 30 år, forklarer, at han tidligt måtte revidere sine egne høje, klassiske ambitioner, da kirkens daværende leder instruerede ham i at fokusere på “noget andet” end domkirken – nemlig højskolesang og fælleskor. Denne niche med folkelig musik, der inkluderer arrangementer som popup-kor og tematiske gudstjenester (fx Kim Larsen), vækker glæde hos Bjørnum, der også værdsætter menighedens stærke opbakning til hans kreative projekter. Interviewet berører desuden Bjørnums daglige virke, herunder hans modtagelse af klaverundervisning og samarbejdet med lokale musikmiljøer.

    Podcast: Kordegn Karen Groth

    Dette uddrag præsenterer et dybdegående interview med Karen Groth, en mangeårig kordegn ved Jakobskirken, der beretter om sine 30 år i stillingen. Hun beskriver, hvordan hun blev overbevist om at tage jobbet, trods manglende formel uddannelse, gennem en dispensation fra Kirkeministeriet og hendes tidligere erfaringer med regnskab og administration i kirkesammenhæng. Et centralt tema er kordegnens brede og administrative rolle, der spænder fra regnskabsføring og sekretærarbejde for menighedsrådet til at sikre orden og yde personlig assistance til præsten under kirkelige handlinger. Et særligt bemærkelsesværdigt og følelsesladet kapitel i hendes karriere var registreringen af nyfødte flygtningebørn fra flygtningecenter Avnstrup, hvor hendes indsats for at skabe tillid hos flygtningefamilierne gennem uddeling af legetøj blev belønnet med et håndlavet brev med en fredsdue, hvilket hun beskriver som den største tak. Endelig understreges hendes store trivsel og dedikation til arbejdspladsen, som hun betragter som sit livs job, hvilket afspejles i hendes fortsatte tætte tilknytning til kirken.

    Podcast: Sognepræst Mogens Ohm

    Uddraget er en samtale med præsten Mogens Ohm Jensen fra Jakobskirken i Roskilde, hvor han reflekterer over sin karriere og kirkens unikke rolle i lokalsamfundet. Jensen, der har været præst i sognet siden 2008, beskriver skiftet fra et tidligere embede, hvor han havde svært ved at adskille sit privatliv og præstegerning, til Jakobskirken, der ligger en kilometer fra hans anonyme præstebolig, hvilket har gjort det nemmere at finde balancen. Kirkens styrke ligger i dens DNA som pionerkirke og bydelskirke, hvor frivilligt engagement og en ligeværdig dialog mellem præst og menighed er central. Dette muliggør et bredt spektrum af aktiviteter og samarbejdsrelationer, såsom Kim Larsen Sing Along-gudstjenester og partnerskaber med lokale spejdere, idet kirken konstant søger meningsfuld relevans i lokalområdets livserfaringer. Jakobskirkens arkitektur, med minimal niveauforskel mellem prædikestol og alterområde, symboliserer denne samtale i øjenhøjde, hvilket Jensen mener er afgørende for at opretholde kirkens funktion som et inspirationscenter for tro, håb og kærlighed.

    Podcast: Sognepræst Frede Tramm

    Podcast-interviewet markerer Jakobskirkens 50-års jubilæum ved at tale med Frede Tramm, en af kirkens to første præster, om hans spændende karriere og pionerånd i kirken. Tramm blev i 1977 headhuntet til Jakobskirken af sin kollega Vandal, efter at have tilbragt seks år som præst i Etiopien, hvor han oplevede ekstrem nød og politisk uro. Han reflekterer over det fantastiske samarbejde og den særlige aktivistiske og åbne linje, der prægede Jakobskirken, især dens succes med at fastholde unge mennesker gennem klubber og aktiviteter. Tramm beskriver præsteembedet som både udfordrende og dybt meningsfuldt, særligt hans arbejde med at etablere en af landets første kirkelige sorggrupper, hvilket han fremhæver som en utrolig værdifuld opgave. Efter årene i Roskilde flyttede han til Faxe, og senere, som pensionist, var han vikarpræst for Danske Sømandskirker i Australien, hvor han oplevede den samme stærke fællesskabsånd som i Jakobskirken.

  • Vognmand Bent Dyring

    Vognmand Bent Dyring

    Så er der endnu et afsnit i vores serie “Arbejdspladser i Roskilde”. Denne gang er det vognmand Bent Dyring fra det tidligere så kendte vognmandsfirma Brdr. Dyring her fra Roskilde. Bent er i dag 82 år men er “still going strong” og er fyldt med historier om et langt og spændende arbejdsliv. Og om hvordan tingene har udviklet sig her i Roskilde. Og hvordan 3 brødre kan arbejde tæt sammen.
    Niels og Peter har haft besøg af ham og det er der kommet en god samtale ud af. Prøv at lytte med.

    Kort Resume

    Podcasten er en fascinerende mundtlig beretning af Bent Dyring, der som tidligere vognmand fra Roskilde giver et dybdegående indblik i firmaet Brødrene Dyrings næsten århundrede lange udvikling. Historien strækker sig fra firmaets spæde start med hestevogne i 1939/40 til overgangen til rigtige hestekræfter (lastbiler) i de tidlige 1950’ere og den efterfølgende specialisering i kranarbejde. Dyring beskriver branchens enorme teknologiske udvikling—fra simple håndtip lastbiler og små kraner til selvbyggede specialkraner på op til 150 tons—samt de udfordringer og sjove oplevelser, de tre brødre stod over for i deres virke, herunder deres førende rolle på Sjællands kranmarked og en næsten gennemført salgsaftale med DSV.

    Artikel: Vognmandsfirmaet Brødrene Dyrings Historie og Udvikling

    Denne artikel sammenfatter historien og udviklingen for vognmandsfirmaet Brødrene Dyring fra Roskilde, baseret på en dybdegående beretning fra tidligere medejer Bent Dyring. 

    Firmaet, grundlagt af brødrenes far omkring 1939-1940 med hestevogne, gennemgik en markant transformation og blev en pioner inden for specialtransporter. I 1973 overtog de tre brødre forretningen og specialiserede sig yderligere i avanceret kranarbejde, hvilket gjorde dem markedsførende på Sjælland i 15-20 år. De var kendt for at udvikle og specialbygge deres egne kraner, herunder en 150-tons kran, for at løse opgaver, som markedet ikke kunne levere udstyr til. Firmaets historie er præget af teknologisk innovation, betydningsfulde infrastrukturprojekter som gasledningsnettet, komplekse løft af kulturskatte som vikingeskibet Havhingsten, samt branchemæssige udfordringer som skiftende lovgivning og rekruttering. I 2008 overtog Bents søn firmaet, som senere blev afviklet i sin traditionelle form og omdannet til en konsulentvirksomhed på grund af udfordringer med at skaffe kvalificeret arbejdskraft. Beretningen giver et unikt indblik i vognmandsbranchens udvikling over mere end 60 år.

    Firmaets Oprindelse og Evolution

    Starten med Heste (ca. 1939-1950)

    • Grundlæggelse: Firmaet blev startet af Bent Dyrings far omkring 1939 eller 1940. De første operationer var baseret på transport med heste.

    • Beliggenhed: Hestene var opstaldet i baggården til en købmandsforretning på Ringstedvej i Roskilde. Familien boede på Th. Nielsens Vej 11, tæt ved jernbanen.

    • Hestenes Betydning: Heste forblev en del af familien, selv efter overgangen til lastbiler. Familien havde op til syv-otte rideheste stående i det gamle ridehus i Rødmosen, og Bent Dyring red selv i over 20 år.

    Overgangen til Lastbiler (1950’erne – 1960’erne)

    • Første Lastbiler: Skiftet fra heste til lastbiler fandt sted i begyndelsen af 1950’erne. Den første lastbil var en “trigangen”, efterfulgt af en engelsk model af mærket “Geaj” (G-A-Y), som havde motoren placeret under førerhuset. 

    (Triangel var et dansk mærke af lastbiler, busser og brandbiler, produceret i Odense af De forenede Automobilfabrikker fra ca. 1918 til 1950’erne. Navnet Triangel kom af, at firmaet var en sammenslutning af tre mærker: Thrige, JAN og Anglo-Dane.)

    • Teknologisk Udvikling: De tidlige lastbiler havde håndtip med tandstænger, en teknologi Bent Dyring husker fra faderens jordkørsel til anlæggelsen af motorvejsrampen ved Ringstedvej omkring 1955.

    • Udvidelse af Vognparken: I 1960’erne blev vognparken udvidet med mærker som Bedford, Ford og Volvo. Firmaet kørte med Volvo fra starten af 60’erne til 1968, hvor de skiftede til Scania på grund af dårlige erfaringer med nogle Volvo-modeller. Scania forblev herefter firmaets foretrukne mærke.

    • Flytning og Vækst: Firmaet flyttede i 1968 til Køgevej 149 (senere omdøbt til Søndermarksvej 11), hvor de havde et stort garageanlæg ved siden af asfaltfabrikken. De havde desuden 17 garagepladser ved Roskilde Ring.

    Etableringen af Brødrene Dyring (1973)

    • Generationsskifte: I 1973 overtog sønnerne firmaet, som herefter fik navnet Brødrene Dyring. Bent Dyring overtog først, og hans to brødre kom med kort efter.

    • Arbejdsfordeling: Faderen fortsatte med at varetage kontorarbejdet frem til sin død i 1990. Efter faderens stop i 1973 overtog Bent Dyring den administrative styring af firmaet, assisteret af en bogholder. Brødrene kørte selv med hver deres store kran.

    Generationsskifte og Ny Forretningsmodel (fra 2008)

    • Sønnens Overtagelse: I 2008 overtog Bents søn forretningen. I 1990 var firmaet flyttet til det tidligere HT-anlæg på Industrivej, som de havde købt.

    • Afvikling af Driften: Sønnen valgte at afvikle vognmandsdriften med egne biler. Beslutningen blev fremskyndet af, at det var svært at få unge chauffører til at køre om natten, hvilket specialtransporter ofte kræver, samt at to erfarne medarbejdere skiftede til konkurrenten BMS.

    • Ny Forretningsmodel: Firmaet eksisterer i dag som en konsulentvirksomhed, der fra en base i Sandby (mellem Ringsted og Næstved) formidler transportopgaver for mange af de gamle kunder uden selv at have biler.

    Specialisering og Markedslederskab inden for Krantransport

    Brødrene Dyring specialiserede sig tidligt i kranarbejde, hvilket udgjorde omkring 30% af firmaets samlede virke og var kernen i deres succes.

    Pionerarbejde og Teknologisk Udvikling

    • Markedsleder: I en periode på 15-20 år var Brødrene Dyring førende på kranmarkedet på Sjælland.

    • Første Kraner: Den første kran var en 3-tons Hiab-kran, anskaffet i starten af 1960’erne. Kort efter fulgte en 3,5-tons Foco-kran. Dette gjorde dem til det tredje firma i Roskilde med en kranbil, efter den gamle Rickard Nielsen og Frede Rasmussen.

    • Kapacitetsudvikling: Kranernes løfteevne voksede hurtigt til 4,5 tons, 7 tons og 12 tons. Senere ændredes måleenheden fra tons til tonsmeter, som angiver løfteevnen på en meters afstand (f.eks. kan en 12 tonsmeter-kran løfte 12 tons på 1 meters arm).

    Innovation og Specialbyggede Kraner

    • Egenudvikling: Da markedet ikke kunne levere kraner, der var store nok til firmaets behov, fik de selv designet og bygget tre store kraner: en 30-tons, en 50-tons og en 150-tons kran. Udviklingen var en betydelig investering; alene tegningerne til en kran i 1970’erne kostede 300.000 kr.

    • Baggrund som Smed: Bent Dyrings uddannelse som klejnsmed var afgørende. Han kunne selv udføre reparationer og specialtilpasninger. Et eksempel var modificeringen af SKB-kraner, hvor der blev påsvejset ekstra øjer, så firmaet selv kunne læsse 6,1-tons betonrør for Unicon.

    • Samarbejde om Udvikling: Firmaet deltog aktivt i udviklingsprojekter, blandt andet med Højbjerg Kraner i Aarhus om udviklingen af 50 og 70 tonsmeter-kraner.

    Udfordringer med Lovgivning og Vægtgrænser

    • Akseltryk: Et vedvarende problem var, at de store kranbiler ofte overskred det lovlige forakseltryk på 8 tons. For at blive godkendt til syn måtte man ofte midlertidigt afmontere ekstraudstyr.

    • Politiets Indsats: Omkring 2010-2012 intensiverede politiet kontrollen med kranbiler. Dette tvang mange vognmænd til at omregistrere deres biler som blokvogne, hvilket betød, at de kun måtte bruges som kran og ikke måtte medbringe last. Dette var et stort slag for branchen.

    Væsentlige Projekter og Opgaver

    Brødrene Dyring var involveret i en lang række markante og ofte komplekse opgaver.

    KategoriProjektbeskrivelseDetaljer
    Lokale ProjekterOpstilling af altaner på KongebakkenEn af de første store opgaver i slutningen af 1960’erne, hvor de udkonkurrerede BMS med mere fleksibelt udstyr.
    Flytning af skur fra SlagteriskolenEt 6,2 meter bredt skur blev flyttet til golfbanen under politieskorte.
    Opstilling af den røde gangbroBroen over Ringvejen ved KFM’s boldbaner.
    Håndtering af både i Roskilde HavnEn fast opgave, hvor bådenes størrelse voksede fra 3,5 tons (anset som en stor båd tidligere) til 15-20 tons.
    Nationale OpgaverGasledningsprojektetI et treårigt samarbejde med DSV blev der kørt gasrør fra Esbjerg. Hver aften kl. 22 kørte en kranbil til Esbjerg for at læsse rør på lastbiler og togvogne.
    KulturhistorieTransport af “Havhingsten”Vikingeskibet blev transporteret til en udstilling i Berlin. Skibet pådrog sig en mindre skade under ombordkørsel på færgen.
    Løft af vikingeskib i KøbenhavnSkibet blev beskadiget under løftet, da ejerne nægtede at fjerne ballaststenene. Brødrene Dyring havde fraskrevet sig ansvaret skriftligt.

    Forretningsdrift og Brancheindsigt

    Familiedynamik og Ledelsesprincipper

    • Enighedsprincippet: De tre brødre havde en fast aftale om, at ingen beslutninger blev truffet, medmindre alle tre var enige.

    • Fokus på Kerneforretningen: Deres far rådede dem til at holde sig til det, de var gode til – kraner. Dette princip betød, at de afviste at udvide til andre forretningsområder som f.eks. slamsugning, selvom Bent Dyring så et potentiale.

    Konkurrencesituationen i Roskilde

    • Lokale Vognmænd: Bent Dyring nævner en række andre store vognmænd i Roskilde, herunder Fred Rasmussen (også med store kraner), Jørgen Kold, Gunner Henriksen (kendt for Rockwool-kørsel), samt brødrene Jørgen Rickert og Knud Nielsen.

    • Uudnyttet Synergi: Brødrene Rickert og Nielsen kunne ikke samarbejde, selvom deres forretninger var komplementære (asfaltkørsel om sommeren og oliekørsel om vinteren).

    • Konkurrence fra Medarbejdere: En udfordring i de senere år var, at dygtige kranførere startede for sig selv. De underbød ofte priserne med 10%, men manglede ofte kapital til de store, uforudsete udgifter som f.eks. et kraneftersyn til 140.000 kr.

    Den Afbrudte Handel med DSV

    • Salgsplaner: I 1998 var der indgået en aftale om at sælge Brødrene Dyring til DSV for 70 millioner kroner. Aftalen var fuldt forhandlet og godkendt.

    • Kollaps af Handlen: To dage før overtagelsen krævede DSV en genvurdering af alle biler og en deponering på 17 millioner kroner som garanti for omsætningen. Brødrene opfattede dette som et forsøg på at presse prisen og afblæste handlen øjeblikkeligt.

    Brancheudfordringer og Foreningsarbejde

    • Aktiv i Branchen: Bent Dyring var dybt engageret i branchens organisationer. Han sad i bestyrelsen for Kran Erfagruppen, Roskilde Vognmandsforening, og Københavns Vognmandslaug.

    • Indflydelse på Lovgivning: Gennem sit arbejde var han med til at påvirke reglerne for specialtransport. Han var bl.a. med til at opnå en aftale med Færdselsstyrelsen, der tillod brug af bagudvendte kameraer på sættevogne på motorvejen som erstatning for ledsagerbiler.

    • Koordinering af Kommunal Kørsel: I en periode varetog Bent Dyring fordelingen af al kørsel for Roskilde Kommune, fra snerydning til materialetransport. Dengang var der 117 registrerede vognmænd i Roskilde, de fleste dog med kun én bil.

    Andre Forretningsområder

    Udover specialtransport med kran havde firmaet en betydelig forretning inden for materialekørsel.

    • Gruskørsel for Unicon: Brødrene Dyring varetog i mange år al gruskørsel for Unicon. De havde fast fire hængertræk, der kørte grus, sten og skærver fra grusgrave i Gammelrand (Kalundborg), Løve (Sorø) og Mogenstrup (ved Næstved). Kørslen fra Mogenstrup stod på i 3-4 år, da dette grus blev anset for at have den bedste kvalitet til støbning.

    • Import af Specialmaterialer: De transporterede også store mængder granitskærver fra Sverige og Norge til Unicon. Disse blev brugt til facader med frilagt sten. Bents far rejste ofte med en ingeniør fra Unicon for at finde sten med den helt rigtige farve til specifikke byggeprojekter.

  • Poul Lindor

    Poul Lindor

    Borgmester Poul Lindor

    Fra Typograf til Borgmester

    Velkommen til denne særlige episode af vores podcast, hvor vi dykker ned i en bemærkelsesværdig politisk karriere. Vi har fået et unikt indblik fra Poul Lindor Nielsen, den tidligere borgmester i Roskilde, der reflekterer over sine i alt 47 år i lokalpolitik.

    Lindor Nielsen startede sit arbejdsliv som uddannet typograf. Han sammenligner typografernes historiske magt og betydning med nutidens IT-professionelle og fremhæver, hvordan hastige teknologiske skift – dengang digitaliseringen og i dag kunstig intelligens – radikalt ændrer samfundet.

    Hans politiske løbebane begyndte i Ramsø Kommune, men kulminerede i 2005, da han blev valgt som den første borgmester for den nye, sammenlagte Roskilde Kommune. Fusionen skabte en fundamental transformation: pludselig stod han i spidsen for en kommune med ni gange så mange indbyggere og ansatte – en overgang fra en lille, personlig ledelsesstil til en stor, kompleks organisation.

    Lindor Nielsen deler ud af sin ledelsesfilosofi og beskriver borgmesterens rolle som en vanskelig balance:

    • Den ensomme beslutningstager: Når debatten er slut, er det borgmesteren alene, der står med det ultimative ansvar.
    • “Præsten”: Han fremhæver vigtigheden af at lytte til borgerne, udvise interesse og give råd uden at love politiske resultater, man ikke kan holde.

    Et af de mest markante kapitler i hans karriere er successionen. Lindor Nielsen var strategen bag at identificere og fremme Joy Mogensen som sin efterfølger i 2011. Han kaldte hende et “naturtalent” og anser beslutningen om at bane vejen for hende som “en af de bedste beslutninger” han traf.

    Vi kommer også omkring de vedvarende politiske kampe, særligt inden for grøn planlægning. Han diskuterer den evige konflikt om grusgravning i Roskilde-området og kommunens strategi for reetablering af disse områder til rekreative formål. Desuden taler han om det konstante pres for at bygge i de grønne kiler, som er vitale for at bevare satellitbyernes selvstændige identitet.

    Endelig reflekterer Poul Lindor Nielsen over den moderne lokalpolitik. Han kritiserer den øgede centrale styring fra Folketinget og den skarpere tone i den offentlige debat, især på sociale medier, som han mener ville have forhindret hans 47-årige karriere, hvis de havde eksisteret i samme form dengang.

    Lyt med, når Poul Lindor Nielsen deler sine dybdegående indsigter i politisk ledelse, kommunal transformation og lokalpolitikkens udvikling.

    Læs den fulde tekst – fold ud

    Borgmester Poul Lindor

    Dette er et uddrag fra en samtale med Poul Lindor Nielsen, den tidligere borgmester i Roskilde, hvor han reflekterer over sin lange politiske karriere og de forandringer, han oplevede. Han beskriver sin baggrund som uddannet typograf og parallelliserer typografernes tidligere betydning med nutidens IT-professionelle, idet han pointerer, at den hastige teknologiske udvikling medfører store forandringer, som i dag ses med kunstig intelligens. En central del af interviewet er hans tid som borgmester i den nyoprettede Roskilde Kommune efter kommunesammenlægningen i 2007, hvor han fremhævede overgangen fra en lille til en stor kommune med ni gange så mange medarbejdere og nye arbejdsbetingelser. Han diskuterer også sin rolle i at identificere og støtte Joy Mogensen som sin efterfølger og reflekterer over vigtigheden af at lytte til borgerne, balancere politiske uenigheder og træffe svære beslutninger. Endelig berører han emner som bevarelse af grønne kiler og håndteringen af grusgravning i Roskilde-området. Han reflekterer over sin lange politiske karriere, herunder tiden som borgmester i Ramsø Kommune og senere i den nye, større Roskilde Kommune efter kommunesammenlægningen. Lindor Nielsen beskriver forskellene i arbejdsvilkår mellem de små og store kommuner, og han giver et indblik i de udfordringer, der følger med lokalpolitik, såsom at håndtere medarbejderstaben og offentlig kritik. 

    Artiklen her syntetiserer de centrale temaer, indsigter og konklusioner fra en dybdegående samtale med Poul Lindor Nielsen, tidligere typograf og borgmester i Roskilde. Dokumentet belyser hans politiske karriere, ledelsesfilosofi, centrale politiske sager og refleksioner over lokalpolitikkens udvikling.

    De mest kritiske indsigter omfatter den markante transformation i arbejdsvilkår og ledelseskrav ved overgangen fra en lille kommune (Ramsø) til den nye, store Roskilde Kommune. Lindor Nielsen fremhæver en borgmesterrolle, der balancerer mellem ensomheden i den endelige beslutningstagning og funktionen som en lyttende “præst” for borgerne. En central del af hans politiske eftermæle er den strategiske planlægning og overdragelse af borgmesterposten til Joy Mogensen, som han identificerede som et “naturtalent”. Dokumentet afdækker desuden de vedvarende politiske kampe inden for grøn planlægning, herunder håndteringen af grusgrave og bevarelsen af grønne kiler. Endelig leverer Lindor Nielsen en skarp analyse af lokalpolitikkens ændrede vilkår, karakteriseret ved øget central styring fra Folketinget og en hårdere offentlig debat på sociale medier.

    1. Politisk Karriere og Baggrund

    Poul Lindor Nielsens politiske virke er formet af en baggrund som håndværker og en tidlig politisk interesse, der strakte sig over 47 år.

    Professionel Baggrund

    • Uddannelse: Uddannet typograf og startede i lære i 1961.

    • Fagets Betydning: Han sammenligner typografernes historiske magt og betydning med IT-folks rolle i dag: “Lige så vigtige vi var dengang som typografer er IT folkene i dag.” Han bemærker parallellen i, hvordan teknologisk udvikling (først digitalisering, nu kunstig intelligens) radikalt ændrer eller overflødiggør disse fag.

    • Karriereskift: Som 39-årig forlod han faget for at blive forlagskonsulent, da han ikke kunne se sig selv “sidde bagved en computer dag ud og dag ind”. Han savnede dog det håndværksmæssige i at skabe et færdigt produkt, en følelse han senere genfandt i politikkens beslutningsprocesser.

    Politisk Løbebane

    • Varighed: En politisk karriere på i alt 47 år.

    • Starten: Begyndte i byrådet i den daværende Ramsø Kommune.

    • Borgmesterperioden: Blev valgt som borgmester for den nye Roskilde Kommune i 2005 efter kommunesammenlægningen med Ramsø og Gundsø. Han bestred posten i seks år.

    • Succession: I 2011 overdrog han borgmesterposten til Joy Mogensen, som han selv havde identificeret og fremmet.

    • Senere Virke: Stillede op igen i 2013 på en plads sidst på listen og blev valgt ind på personlige stemmer. Han fortsatte i byrådet “på bagerste række” frem til 2021, hvor han stoppede i en alder af midt-70’erne.

    2. Ledelse og Borgmesterrollen

    Overgangen til at lede en stor, sammenlagt kommune medførte en fundamental ændring i arbejdsprocesser, kommunikation og den personlige rolle som borgmester.

    Overgangen fra Lille til Stor Kommune

    Kommunefusionen betød en ni-dobling af både indbyggertal og administrativt personale, hvilket skabte helt nye arbejdsbetingelser.

    ParameterRamsø Kommune (før 2005)Roskilde Kommune (efter 2005)
    Indbyggertal9.500Ca. 85.000
    Ansatte på RådhusetCa. 75Ca. 700
    KommunikationSkrev selv artikler og talerHavde en presseafdeling
    Personale-kontaktKendte personalet personligtPrimær kontakt med direktører og sekretariat
    StrukturFå chefniveauerFlere chefniveauer over medarbejderne

    • Ændret Kommunikationsstil: Lindor Nielsen måtte lære at være forsigtig med ironi, da “smilet det hører man jo ikke i sjette led”, når en historie genfortælles.

    • “Åben Dør”-politik: Han fastholdt sin tradition med en åben dør til borgmesterkontoret, men bemærkede, at det primært var hans gamle medarbejdere fra Ramsø, der benyttede sig af den.

    • Sekretariatets Rolle: I den store kommune fungerede sekretariatet som en nødvendig beskyttelse, der styrede kalender og screenede opkald. Dette var en markant forskel fra den direkte adgang i den lille kommune.

    Borgmesterens Funktion

    • Den Endelige Beslutning: Lindor Nielsen beskriver borgmesterens ultimative ansvar som en ensom opgave: “Når en sag er diskuteret igen og igen og igen, så på et eller andet tidspunkt, der skal træffes en beslutning, og så kigger alle sammen på dig, og så er du alene.”

    • Rollen som “Præst”: En borgmester skal kunne lytte til borgere, der betror sig, vise interesse og give råd uden at love noget, man ikke kan holde i byrådssalen, hvor man kun har én stemme.

    • Arbejdsbyrde: Han sammenligner jobbet med at drive sin egen virksomhed: “Hvis du er borgmester, har du aldrig helt fri.” Han understreger, at man selv har valgt det og brugt mange timer på at opnå jobbet.

    Successionen: Joy Mogensen

    Poul Lindor Nielsen spillede en afgørende rolle i at identificere og fremme Joy Mogensen som sin efterfølger.

    • Et “Naturtalent”: Allerede ved opstillingsmøderne i 2005 anerkendte han hendes talent og kaldte hendes indlæg for “det bedste her i aften”.

    • Strategisk Fremme: Efter valget blev hun hurtigt udnævnt til viceborgmester og gruppeformand, hvilket gav hende seks års erfaring inden overtagelsen.

    • Overdragelsen i 2011: Lindor Nielsen besluttede, at tiden var inde for Joy Mogensen at tage over. Han trak sig bevidst fra hendes udvalg for at give hende “frit spil”.

    • Resultater: Han roser hendes evne til at skabe “fantastiske resultater”, herunder at gå frem med tre mandater ved to valg i træk og sikre et rent socialdemokratisk flertal. Han anser hendes senere ministerudnævnelse som en “meget naturlig ting”.

    • Bedste Beslutning: Han afslutter med at kalde beslutningen om at medvirke til, at Joy kunne blive borgmester, for “en af de bedste beslutninger jeg traf”.

    3. Centrale Politiske Sager: Grøn Planlægning

    Den grønne omstilling og arealplanlægning har været et gennemgående tema i Lindor Nielsens politiske karriere, ofte i et spændingsfelt mellem udvikling, bevarelse og regionale interesser.

    Grusgravsproblematikken

    • Vedvarende Konflikt: En “løbende konflikt” med regionen, da Roskilde-området historisk har været hårdt ramt af udlægning af arealer til grusgravning.

    • Politisk Strategi: Kommunens strategi er todelt: Først forsøger man at neddrosle omfanget af gravning. Hvis det mislykkes, fokuseres der på at sikre gode “reetableringsplaner” for at omdanne de udgravede områder til rekreative formål.

    • Eksempler: Han nævner søerne ved Svogerslev og Hedeland som vellykkede eksempler på reetablerede grusgrave.

    Bevarelsen af Grønne Kiler

    • Langsigtet Vision: Der har længe eksisteret en overordnet plan om en grøn kile rundt om Roskilde by.

    • Konkret Anvendelse: Politikken sigter mod at fastholde grønne områder mellem Roskilde og satellitbyer som Svogerslev, Viby, Dåstrup og Vindinge for at bevare byernes selvstændige identitet.

    • Konstant Pres: Disse kiler er under konstant pres fra bygherrer, som ønsker at bygge tættere på Roskilde.

    • Historisk Kontekst: Han trækker tråde tilbage til 1960’erne og 70’ernes zoneinddeling, hvor status som “mellemzonejord” kunne have enorme økonomiske konsekvenser for lodsejere.

    Skovrejsning og Amternes Rolle

    • Kommunal Indsats: Roskilde Kommune anerkendes for at have anlagt nye skove, herunder syd for Viby og udvidelsen af Himmelev Skov.

    • Amternes Betydning: Før strukturreformen i 2006 spillede amterne en central rolle. De havde store miljøafdelinger, der leverede faglige input til kommunernes planlægning.

    4. Refleksioner over Politik og Samfund

    Med 47 års erfaring reflekterer Lindor Nielsen over de markante forandringer i lokalpolitikkens rammer, den offentlige debat og civilsamfundets rolle.

    Lokalpolitikkens Ændrede Vilkår

    • Øget Central Styring: Han fremhæver, at lokalpolitik i dag er “ekstremt styret af Folketinget” sammenlignet med 1970’erne. Dengang kunne man “sgu da bare lige bygge tre fritidshjem”, hvis behovet opstod.

    • Økonomiske Stramninger: I dag er kommunerne underlagt stramme lofter for skatteudskrivning, drift og anlæg. Overskridelser kan medføre bøder, hvilket begrænser det lokale demokrati.

    • Svære Reformer: Det er blevet “utrolig svært at ændre på tingene”, fordi Danmark er “spækket med interesseorganisationer”, der mobiliserer mod enhver ændring, der opfattes som en forringelse.

    Den Offentlige Debat

    • Sociale Mediers Indflydelse: Han er stærkt kritisk over for tonen på platforme som Facebook og udtaler direkte: “Hvis Facebook var opfundet med det Facebook også bruges til i 70’erne og 80’erne, så har jeg ikke været 47 år i politik.”

    Betydningen af Frivillighed og Lokalhistorie

    • Roskildes “Kernekraft”: Han identificerer den udbredte grad af frivillighed som en af Roskildes største styrker, eksemplificeret ved alt fra festivalen til lokale foreninger.

    • Engagement efter Politik: Efter sin politiske karriere har han engageret sig i lokalhistorie og brugt sine faglige kompetencer til at redigere og udgive en bog om Viby Sjællands udvikling, som blev en salgssucces. Dette understreger den store folkelige interesse for lokale forhold.

    • Jens Andersen Gadstrup: Han fortæller historien om den lokale typograf og DSU-stifter Jens Andersen Gadstrup og sit eget engagement i at få hans gravsten reetableret, hvilket viser en dyb forbindelse til arbejderbevægelsens og lokalområdets historie.

  • Joy Mogensen

    Joy Mogensen

    Denne gang har Niels Jørgen Rasmussen og Peter Ottesen samtalet med vores tidligere borgmester Joy Mogensen om hendes karriere inden for politik og nuværende arbejde som forpagter af vandrerhjemmet ved havnen.

    Samtalen berører hendes baggrund, politiske bedrifter, fokus på grønne initiativer i Roskilde, samt bekymringer omkring foreningslivets fremtid og udfordringer med grusgravning.

    Joy reflekterer over sin tid i politik og fremhæver betydningen af lokalsamfundets engagement og bæredygtighed. Hun fortæller også om sin nuværende rolle i at fremme bæredygtighed på vandrerhjemmet.


    Her er den rettede og letlæste transskription, klar til indeksering: Hvad er det bedste, han egentlig har lavet som borgmester? Så sagde han, at det faktisk var, at han fik kørt dig i stilling. Det synes jeg jo var en rigtig fin melding. Ej, nu bliver jeg helt rørt. Han fortalte jo om kommunesammenlægningen, hvordan det var at gå fra en lille kommune til en større, og at det var vigtigt, at det blev sat på hjul, det her. Og det syntes han lykkedes rigtig godt for ham. Så blev du borgmester, og du fik stort stemmetal, og du øgede partiets indflydelse flere gange. Jamen, jo, inden det kommer alt for godt i gang, så skal du lige have lov at præsentere dig selv. Du er jo indfødt Roskildenser, er du ikke? Nej, det er jeg faktisk ikke. Det tror mange. Og jeg vil også sige, at jeg jo også nu har boet størstedelen af mit liv i Roskilde. Men jeg er faktisk født i Canada af danske forældre, som tog mig hjem igen efter noget tid, og så er jeg opvokset i Ringsted. Og så flyttede jeg til Roskilde, da jeg skulle studere ude på Roskilde Universitet. Og jeg begyndte at komme i byen før det, og det var fordi, at da jeg blev politisk aktiv, der ville jeg med i en ungdomsforening. Og der var ikke nogen ungdomsforening i Ringsted, men min kusine boede her i Roskilde, og der var en socialdemokratisk ungdom i Roskilde. Så jeg var begyndt at komme i Roskilde lidt før, og derfor var det også naturligt for mig at flytte hertil. Og så blev jeg jo bare så glad for byen, at da de manglede en ung kandidat til byrådsvalget der i 2005, jamen så meldte jeg mig til det, og havde på det tidspunkt faktisk ikke troet, at jeg ville blive valgt. Fordi der var jo kommunesammenlægningen, og alle sagde, at der skulle være plads til de tidligere byrådsmedlemmer. Og dem kom der jo også rigtig mange ind af, men der var én i Socialdemokratiet, der ikke kom fra et tidligere byråd, og det var mig, der fik lov til at blive valgt ind der. Og så skete der jo det, at Poul Lindor ret hurtigt hjalp mig ind i økonomiudvalget, og jeg blev viceborgmester, og efter en seks år, så sagde han, at han gerne ville på pension, og overlod det til mig. Og så tænkte jeg, hold da helt op, sådan et tilbud får man nok ikke mange gange i sit liv, men jeg synes godt nok, at jeg var lidt ung. Men jeg havde jo rigtig god støtte i Poul Lindor og en erfaren gruppe, så jeg havde otte fantastiske år som borgmester i Roskilde, indtil i 2019, at Mette Frederiksen bad mig om at blive kultur- og kirkeminister i hendes regering. Og det var jeg så i to år, indtil jeg valgte at træde ud af politik, og nu er jeg forpagter her på Vandrerhjemmet i Roskilde. Ja, så er du jo blevet, hvad hedder det, Herbergsmutter? Ja, jeg plejer… kan vi ikke kalde mig oldfrue? Det synes jeg er en sej titel, altså. Oldfrue, ja. Hvad læste du på RUC? Jeg læste kultur- og sprogmødestudier, og det er ikke sådan et studie, som særlig mange kender, fordi det er sådan et mix af sprogfagene og antropologi og historie. Og det handler grundlæggende om, hvad er det, der sker, når forskellige sprog og kulturer mødes. Altså, det kan jo være alt fra en arbejdsplads, der kan der jo være forskellige kulturer, og det kan jo selvfølgelig også være i forhold til integration og flygtninge-indvandrere, men det kan også være i kulturverdenen. Jeg endte med at beskæftige mig rigtig meget med det, der hedder oplevelsesøkonomi dengang i nullerne, der var rigtig stort. Altså hvordan brugte man kultur og fritid til at få folk til at mødes, og hvornår blev kultur bæredygtigt? Altså både økonomisk og socialt bæredygtigt. Altså hvad var det, der gjorde, at nogle lokale mødesteder… altså man kan sige i Vindinge for eksempel, der har de jo det her fantastiske kulturcenter, som hver eneste tirsdag tilbyder mad og foredrag, og hvor det bare kører, og det fungerer. Og så ved jeg faktisk, der var nogen, der prøvede i Svogerslev at gøre det samme, og der var egentlig også ret stor tilslutning til det, men af en eller anden mærkelig årsag, så var der ikke nok, der ligesom ville stille op og lave maden. Altså at lave det der… og så dem, der gjorde det, de kører jo sur i det, hvis ikke de også får fri. Altså nogle gange, man kan jo ikke stå der hver tirsdag. På et eller andet tidspunkt skal man også passe på sin familie og sådan noget. Og hvad er forskellen? Det skal jeg ikke gøre mig klog på nu, men det var sådan noget, jeg studerede. Altså hvordan gjorde det også socialt bæredygtigt, sådan at man er nok til at få noget til at fungere. Jeg er jo selv meget involveret i Østermarks-egnens Kulturcenter. Ja, der har jeg også været. Jeg kan da huske, der var dage, hvor vi var op mod 300 til spisning. Der var virkelig gang i mange ting. Og det er det, der er lidt… nu er jeg ved at være så gammel, så nu begynder jeg at tale om “min tid”. Altså nu hvor jeg synes, jeg begynder sådan at se lidt tilbage, så tænker jeg, at jeg føler mig faktisk sådan virkelig privilegeret, fordi at jeg nåede der, da jeg begyndte at blive aktiv i politik, der oplevede jeg jo faktisk en utrolig stærk foreningskultur. Altså hvor folk mødte op. De mødte op til generalforsamlinger, der var kampvalg til bestyrelserne, men altså det der foreningsliv fungerede bare. Og man vil også sige på medieverdenen, der vil jeg også sige, jeg startede jo i politik på et tidspunkt, hvor det eneste medie, der var, jamen det var DR, TV2, lokalaviserne, dagbladene, og så kunne man gå rundt og stå på gader og stræder. Men det var altså de etablerede medier, man ligesom kunne have en dialog med andre politikere eller borgerne med. Og så til i dag, hvor vi jo alle sammen et eller andet sted har vores egen lille nyhedskanal med sociale medier. Altså vi sidder her med meget, meget let… Jeg kan huske de første, der kom, de kom med sådan nogle kæmpe udstyrsparker for at optage radio og ting og sager. Altså det er jo en kæmpe udvikling. Og noget af det har været godt, men jeg bliver også nødt til at sige, noget af det savner jeg. Og jeg savner altså blandt andet det der med, at jeg synes det er fedt, at danskerne, Roskildenserne, stadigvæk gerne vil møde op, når der er nogen, der arrangerer. Men jeg synes godt, jeg kan mærke den der afmatning med, at det bliver faktisk sværere og sværere at finde dem, der vil arrangere. Altså jeg møder det også… jeg sidder også i en fond, hvor vi uddeler sådan tipsmidler. Altså det som folk har tippet for eller spillet lotto for, som så ikke er blevet til gevinst og ikke er blevet afhentet, det bliver uddelt til forskellige almennyttige og velgørende formål, blandt andet for den her fond til at bygge foreningsfaciliteter. Og det pudsige er, at foreningerne kæmper selvfølgelig nogle gange med ikke-tidssvarende faciliteter og ting, de godt kunne tænke sig at udbygge eller andet. Men en helt stor ting er faktisk også det der med trænere, frivillige, tropledere, hvad de nu hedder rundt omkring i foreningslivet. Det er der virkelig mangel på. Og jeg kan ikke rigtig sætte fingeren på selv, hvad er det der gør, at vi har så travlt i dag, at vi åbenbart ikke har tid til det mere. Og det synes jeg er synd, at vi ikke har tid til det mere. For det gav… altså alle de ting, mit politiske liv har givet mig, det kunne jeg kun have fået mulighed for. Det kunne jeg kun have blevet forberedt på, takket være min musikskolelærer, min spejderleder, altså alle de der mennesker, der helt frivilligt af deres egen fritid brugte deres kræfter på at skabe noget for mig. Og jeg håber, at de også har fået noget ud af det. Jeg synes i hvert fald, når jeg taler med dem, de er jo så… altså nu er de blevet lidt op i årene og sådan noget, men det er jo der, man får sit netværk. Det er der, man får det der, hvad kan man sige, det der sikkerhedsnet, som ikke handler om penge eller sådan noget, altså bolig og sådan noget. Det er sådan noget, man kan forsikre sig til i dagpenge eller melde sig ind i en boligforening. Men det er det netværk, som griber en, når livet bare er surt og mørkt og svært. Og derfor synes jeg, at det er mærkeligt at se min egen generation. Jeg kan jo godt mærke nu, at nu er jeg nok voksen. Jeg tror ikke rigtigt, at jeg kan blive ved med at kalde mig ung, når jeg nærmer mig de 45. Og hvis jeg så skulle være den voksne nu, så synes jeg, at min generation har svært ved at finde tiden og kræfterne, og også mig selv inklusiv, til at være det for andre. Og det synes jeg er ærgerligt. Jeg tror, at vi har haft en medvind i Roskilde med hensyn til engagement i foreninger. Og det tror jeg, at den store dynamo, den hedder Roskilde Festival. Ja, ingen tvivl om det. Det kan jeg se i de foreninger, som jeg har været tilknyttet til, og som har været derude. Der har været en organisationskraft og en oplevelse sammen med. Det har virkelig været et opskud i det der. Og der tror jeg, at Roskilde har været meget privilegeret. Meget. I forhold til mange andre byer. Men altså, jeg oplever da i Sydbyen, at der er mange, men vi bliver jo også flere ældre mennesker. Vi har vist stærkt 170 husstandsmedlemmer nu i vores forening. Fedt. Vi havde besøg af Søren Bjerglund Hansen fra AP Hansen Rejser. Ja. Som fortalte om rejsebureauet. Hvordan det voksede, og så hvordan det blev afviklet. Og der kom, jeg tror, 120 mennesker for at høre om det. Ja, men der er jo… Så hvilket er der mere at sige? Ja, ja. Men jeg har da også været ude flere gange i Jakobskirkens Seniorklub. Og den er jo også en af de der virkelig, virkelig velfungerende. Så det er jo ikke fordi, jeg håber ikke, at jeg sidder og siger, at det hele er af helvede til. For det mener jeg bestemt ikke. Men jeg kan bare godt se den der nedadgående… Ja, det kan jeg også. Nu har jeg børn på omkring de her 50, 45-50 år. Og jeg kan da se, at de har svært ved at gå ind i de samme ting, som man selv gjorde, da man var i den alder. Ja. Og jeg ved ikke, om det er fordi, de skal tjekke telefonen ofte, eller hvad der er. Det skal de jo. Ja, det gør de jo. Jeg tror, der er noget med, hvad kan man sige, det flydende arbejdsmarked, som jo helt klart gør, at jeg kender da rigtig mange, som for ligesom både at være en god forælder, så afleverer man tidligt, henter tidligt, prøver på at have noget vågentid sammen med sine børn. Og når så børnene er lagt, så arbejder man. Men jeg vil også sige, at nu har jeg Markus, som jeg ligesom har ansvar for. Og derfor, når jeg går ind i et foreningsregi, og jeg tror faktisk, at jeg er aktiv i flere foreninger end de fleste, i kraft af mit netværk og sådan noget. Jeg er kommet med i nogle forskellige ting. Men jeg starter jo med at sige til alle, hvis jeg skal være med i bestyrelsen her, så skal I vide, at hvis ikke jeg kan finde babysitter til Markus, så er han med. Og det er jeg jo så kontant omkring. Det siger jeg bare. Men jeg kan jo også se, at jeg er den eneste, der gør det. Altså, der er ikke særlig mange, der ligesom hiver deres børn med til ting, som børn finder kedeligt. Altså, det gør han jo. Han synes selvfølgelig, det er sjovere, hvis jeg tager ham med på legeplads, end hvis jeg tager ham med til et møde. Men jeg har det også sådan lidt… altså, det er forudsætningen for, at han også har en mor, der stadigvæk er andet end mor. Og det vidste jeg jo, da jeg begyndte at prøve at blive gravid allerede som politiker, at min måde at være mor på, ville altid involvere et eller andet form for samfundsengagement. Fordi sådan er jeg. Altså, jeg kan ikke sidde derhjemme, eller være på legeplads hele tiden. Men jeg kan da også godt mærke den der dårlige samvittighed, når jeg så er den eneste, der gør det. Og hvor jeg tænker, hvordan gjorde… Altså, nogle gange ville jeg virkelig ønske, der var flere forældre, der tog deres børn med. Fordi så ville Markus jo også have nogle legekammerater. Bytter du så ikke til det? Jo, det gør jeg nogle gange, men jeg kan jo også godt se, hvis man så er en mor og en far, og den ene er foreningsaktiv, så laver man jo de der aftaler med, jamen, så er mor hjemme med børnene, og så er far til foreningen, eller så er mor med til foreningsaktivitet, og så er far hjemme med børnene. Og det kan jeg jo godt forstå. Men samtidig så vil jeg jo sige, jeg var i hvert fald sådan en, der altid blev taget med til ting. Og jeg tror altså, når folk spørger, hvorfor blev du så aktiv i foreningslivet, så har jeg virkelig svært ved at sætte ord på det, for jeg kan slet ikke huske, hvornår jeg startede. Fordi det har bare altid været sådan noget, vi gjorde i min familie. Og så blev man ligesom taget med, og så med tiden fandt man ud af, hvad man selv ville gå til, og så meldte man sig ind der, og så tog man derhen, rigtigt. Men jeg kan godt høre, at jeg kommer til at lyde som et utroligt gammelt foreningslivs-levn, altså. Men vi finder jo nok en anden måde at gøre det på. Jeg tror i hvert fald bare, når jeg snakker om det her, når jeg synes, det er vigtigt, så er det jo fordi, jeg håber bare, det er noget af det, vi virkelig passer på, og bliver ved med at udvikle og bevare, på en eller anden måde. Selvom det så bliver en anden måde. Det behøver ikke at være min måde, men bare på en eller anden måde holde fast i det. Ja, det er jo utrolig vigtigt for sammenhængskraften i samfundet, synes jeg. At vi har de her foreninger og har de ringe. Det er jo også noget, vi har interesseret os meget for, når vi snakker med folk, det er den her frivillighedskultur. Men vi skal tilbage til noget af politikken, hvis vi må, Peter. Ja, ja. En af de her grupperinger, vi kører vores podcast i, den hedder noget med Det Grønne Roskilde. Ja. Og hvad for grønne ting har du været med til at starte her? Jamen, det var… det har jeg jo tænkt meget over, siden I inviterede mig. Og det, som nok står aller tydeligst, hvor jeg ved, at jeg igen gjorde noget, som jeg tror var vigtigt for at blive til noget, det var faktisk, da Torben Jørgensen, det tidligere byrådsmedlem, som jo desværre også er død nu, men han fik den idé, at vi skulle prøve at få elbusser i Roskilde. Og på det tidspunkt var der ingen steder i Danmark, hvor der var nogen, der havde elbusser. Og på det tidspunkt var der faktisk også en stor diskussion iblandt fagfolk, om der overhovedet var elbusser, man skulle have, eller om man skulle have hybridbusser, eller på, hvad hedder det, sådan nogle brintbusser. Og jeg kan faktisk ikke huske, hvor han havde fået idéen, men jeg tror, han havde været i Tyskland eller et eller andet sted, og han havde sagt, det fungerer simpelthen megagodt med de der elbusser. Og hvis man bare gør det på bybusserne, så kan man godt finde ud af alt det der med opladning og sådan noget. Skulle vi ikke prøve at blive den første kommune, der faktisk sagde, nu gør vi det? Nu holder vi op med at snakke om det, vi holder op med at diskutere, nu gør vi det bare, så ser vi, hvordan det virker. Og det valgte jeg simpelthen at sige, det synes jeg er en kæmpe god idé, det skal vi simpelthen prøve at gøre. Og det blev ret bøvlet undervejs. Og det er et eksempel på en af de der ting, hvor, men jeg var egentlig også ret stolt over, at da udvalgsformanden kom og havde en god idé, så tænkte jeg, det er en god idé. Og så støttede jeg ham i det, også når det blev lidt dyrere, end vi havde forventet, og det var lidt mere bøvlet, end vi havde forventet. Alle de der ting, som jo altid sker, når man gør noget, der er nyt. Og så fik vi jo faktisk de her elbusser, som den første kommune i Danmark. Og jeg glæder mig over dem dagligt. Jeg bor jo selv i bymidten, og de støjer jo markant mindre. Man får ikke… jeg cykler også, jeg har ikke bil, så jeg cykler jo også tit bagved de her busser, man får ikke den der kæmpe dønst af os, som man gjorde fra de gamle busser, ind i hovedet. Jeg synes, det er sådan en gave, og jeg sender bare en kærlig tanke til Torben Jørgensen hver eneste gang, og tænker, hvad for en god idé, du fik, og jeg er glad for, at vi fik det gennemført. Og i dag er det jo faktisk noget, der er rigtig mange steder. Altså, ret hurtigt efter, tror jeg, kom København, og nu er det i mange byer, at bybusserne er elbusser. Så det er jeg rigtig glad for. Så vil jeg sige, der er også én ting, som jeg var med til at gøre, som jeg egentlig havde en lidt ironisk distance til, mens jeg var i politik, men bagefter er jeg faktisk blevet ret glad for den. For sådan kan man jo også godt blive klogere af at gå ud af politik. Og det var fordi, at især Enhedslisten, de ville meget gerne, at vi lavede sådan noget upcycling og recycling, som de kaldte det. Og jeg havde aldrig hørt om det før. Og jeg tænkte, hvad er det, de snakker om? Vil de tage affald og gøre det til noget, man kan bruge igen? Hvad mener de? Og der tror jeg faktisk også, vi var en af de første, der ligesom gik ind og faktisk gav nogle penge til sådan nogle upcycling og recycling projekter. Og det var lidt noget spøjst noget til at starte med, men det er jo også virkelig blevet stort. Ja, det kan vi jo se. Altså det der med, at vi skal lade være med at smide alting ud. Vi skal faktisk prøve at reparere det. Vi skal faktisk prøve at se, om det kan bruges på en anden måde. Så det synes jeg er spændende at se, hvordan noget, som jeg egentlig sådan lidt gjorde, fordi der var en samarbejdspartner, der gerne ville det, men jeg kunne ikke rigtig forstå eller se det selv. Og så har jeg faktisk senere hen kunne se, okay, det er faktisk ret vigtigt. Og det er faktisk ret godt, at vi begynder at have nogle steder, man kan gå hen og få hjælp. Fordi jeg vil jo ikke vide, hvordan man reparerer nogle af de her ting, så man har jo brug for en eller anden form… Men jeg kan også se her, at det bord, vi sidder ved, at der er også noget… Og også de to borde, der var derude, der var der nogle farver på, nogle skabslåger engang eller noget andet. Og det er ligesom gået ind og blevet en trend også. Ja, altså det er jo faktisk… altså de her borde, som vi har købt hernede til vandrerhjemmet, det er faktisk 100% genbrugsmaterialer. Altså også det stål og det metal, det er lavet af og sådan noget. Og det er simpelthen et firma, der har gjort det til sin… altså til deres forretningsmodel, at de opkøber skrot og så laver de møbler af det. Da jeg var ung, da var det jo sådan lidt yt at gå for meget i genbrugstøj. Så var det i hvert fald kun sådan virkelig hippie-agtige, der gjorde det. Men jeg kan jo godt se i dag, at det er ligesom en trend. Ja. Og man kan også se på sådan noget som bygningsreglement. Der skal jo virkelig genbrugsting… Det skal der. Og med god grund. Ja. Men nu, vi snakker det grønne Roskilde, det er jo også planlægningen af skovene og Hedeland, og hvad gør man med grusgravene? Hvor meget har du været involveret i de planlægninger, eller var det noget, der var etableret, da du kom til? Altså af de ting, som ligesom i dag, vi er meget kendt for, i forhold til den grønne profil, der tror jeg… altså jeg kom jo ind sammen med kommunesammenlægningen, og i de der første år, der var det jo meget hele den der regulering af velfærdsservicen, som satte dagsordenen. Så jeg tror først, at det egentlig var i min sidste halvdel af byrådsperioden, at det grønne og klimaet kom til at fylde ret meget. Fordi i starten var det jo virkelig et kæmpe arbejde. Det var jo alt fra normeringer, altså hvor mange pædagoger, hvor mange social- og sundhedsassistenter skulle der være. Fordi alt var jo blevet gjort forskelligt i de tre forskellige kommuner, og hvordan skulle man få det hele til at fungere. Men der var jo nogle ting, som vi ret hurtigt kørte videre med. Det var jo blandt andet, Gundsø Kommune havde haft et erhvervsområde ude ved Risø Park, som jo er den her afdeling af Danmarks Tekniske Universitet, der altid har haft fokus på bæredygtig energi. Og i dag er et verdenskendt centrum for meget videnskabelig viden om sol og vind. Og det valgte vi i den nye kommune simpelthen at sige, at hvis det skal være et erhvervsområde, så skal det jo være et erhverv, der fokuserer på bæredygtigt erhverv. Og det var en af de ting, jeg arbejdede meget med planlægningsmæssigt. Men det var jo en videreførsel af Gundsøs erhvervsområde, og så lavede vi det bare i situationstegn om til grønt erhverv. Det har så vist sig lidt sværere, end vi havde håbet, men jeg kan jo se, at det nuværende byråd også knokler videre med det. Og jeg synes, det er vigtigt, at vi bliver ved med at være sådan et sted for grønne erhverv. Fordi det jo også… man skal jo have den økonomiske bæredygtighed til at gå hånd i hånd med den grønne bæredygtighed, ellers så fungerer det ikke. Og det er sådan nogle erhvervsområder, som jeg synes er et godt bud på. Hedeland, som jo også er kendt i dag som et stort naturareal der sydøst for Roskilde. Det fandtes jo også, det er jo næsten ældre end mig. Men jeg var med til i min sidste periode sammen med Michael Ziegler og Greves borgmester Pernille, at lave sådan en visionsproces, hvor vi sådan ligesom… altså det kørte sådan lidt i sit eget kredsløb. Der var en bestyrelse, som vi godt nok udpegede folk til, men de driftede ligesom hverdagen dernede, og byrådene tog ikke sådan super meget stilling til det. Og så valgte de tre kommuner, der jo har hver deres del af Hedeland, at sætte sådan en visionsproces i gang om, hvad er det egentlig vi vil med Hedeland? Altså, hvor stort skal det være, og hvilke funktioner skal det kunne have og sådan noget. Det kan jeg da se og følge stadigvæk, at det er stadigvæk noget, der ligesom bliver forfulgt. Og det tror jeg også er vigtigt i den her grønne omstilling, at ligeså vigtigt som det er, at vi får lavet det der urørt skov, altså jeg kan ikke de rigtige termer, men al den der skov, hvor træerne får lov til at falde og ligge og insekterne får lov til at komme og dyr og alt det der. Ligeså vigtigt tror jeg også, det er, at vi sikrer, at nogle grønne områder bare er tilgængelige for de store byområder. Fordi jeg tror, at den grønne omstilling får simpelthen en helt anden umiddelbarhed, hvis man også får det der personlige forhold til naturen. En af grundene til, at jeg blev boende i Roskilde, det er helt klart nærheden til Sankt Hans, for eksempel. Det faktum, at jeg som fattig studerende, der ikke havde en klejne, havde råd til noget som helst, altid kunne smøre mig en madpakke og gå en tur, cykle en tur, og så på nul komma fem minutter være ude i det der helt fantastiske naturområde. Det synes jeg er så meget livskvalitet. Så jeg vil simpelthen give min højre arm for, at alle havde sådan en adgang. Og det er det, jeg opfatter at Hedeland… at vi fik sat en vision op for, at det skal være det her “Vild med Vilje”. Altså gammelt grusgravsområde, men det skal også være et sted, hvor der skal være plads til, at man skal kunne finde rundt, man skal kunne turde fortabe sig i det der område. Jeg var også derude med Spejdernes Lejr, og det synes jeg var en helt fantastisk begivenhed at få til Hedeland, fordi Hedeland er stor nok til at rumme alle de der spejdere, og de der spejdere får faktisk virkelig noget at arbejde med. Jeg kan huske, at jeg var med til de første forhandlinger om den første spejderlejr, og de syntes jo godt nok, at det var lidt mere besværligt, end hvis vi bare lige kunne tilbyde dem en helt flad mark. Men da jeg så kom derud, så syntes spejderne, at det var sjovt. Det var jo sjovt med de der stejle skråninger, og man kunne jo lave noget helt andet, end man kan på en flad mark. Så Hedeland udfordrer, men når man gør det tilgængeligt, så er det jo, altså, så er det virkelig noget, der bringer naturen ind. Ja, og det er da en inspiration for alle de andre… hvad der kan komme der. Jeg synes, det er meget skægt at se, hvad for planter, der vandrer ind på… Der er også oven i købet en skildpadde derude. En forvildet amerikansk skildpadde. Ja, okay. Den er nok udsat fra et akvarie. Men, altså, der er altid en masse spændende ting dernede, synes jeg. Og de har da det okay-godt. Ja. Det er også et problem, at der bliver gravet så meget, så mange grusgrave her i området. Altså, man fjerner jo, jeg ved ikke, hvor mange kvadratkilometer af byens krone, er der i hvert fald sydpå. Altså, det med grusgravning, det er jo en gammel, gammel slåskamp. Og jeg synes, nu hvor jeg ikke er borgmester, at jeg vil tillade mig at sige, at jeg kan godt forstå, hvorfor vi som stat siger, vi har ikke olie. Vi har ikke meget olie. Vi har ikke særlig mange sjældne mineraler og sådan noget. Det eneste råstof, vi har virkelig, virkelig meget af i Danmark, det er faktisk grus. Og det er faktisk noget, man også kan bruge. Så det har vi ligesom valgt at sige som samfund, at det skal graves op, når det er der. Det kan jeg godt forstå. Når det er sagt, så synes jeg, der er noget i lovgivningen, som er skæv i forhold til, at når så man bor, som vi gør i Roskilde, meget, meget tæt på meget, meget store grusforekomster, hvordan kan det så være, at dem, som graver grus op, tjener styrtende med penge på det. Staten får skatter, afgifter af det, og tjener dermed penge på det. Men dem, der skal betale for at afbøde alle eftervirkninger, det er kommunen. Og det synes jeg simpelthen, er en skævhed. Genopretningen af området? Ja, men altså både vejføring og støjafskærmning og støvpåvirkninger, alt det der, det er jo kommunen, der sidder med det. Okay. Og det synes jeg simpelthen er en kæmpe uretfærdighed. I Region Sjælland, der mener jeg, at det er Sorø, Kalundborg, Lolland og Roskilde kommuner, som har absurd meget grusgravning. Og jeg synes simpelthen, at det er helt vildt, at der ikke på en eller anden måde findes en eller anden form for… når nu det er os som samfund, som staten Danmark, der har sagt, vi har brug for det der grus, fordi det er et af de få råstoffer, vi har. Hvordan kan det så være, at staten overhovedet ikke går ind og støtter de lokalsamfund, der bliver massivt påvirket af det? Det kunne jeg godt tænke mig. Men jeg synes, det er en god idé, at vi som stat og som samfund bruger de råstoffer, vi har. Anstændigt og med respekt for grundvandsspejlet og alt det der. Men når nu jeg ikke er borgmester i Roskilde længere, så vil jeg sige, vi bliver nødt til at grave det grus op. Som borgmester i Roskilde ville jeg nok sige, åh, behøver vi at grave lige så meget op? Men det ved vi jo godt. Hvis ikke vi gravede det op i Roskilde, så skulle det graves op et andet sted, og så ville det blive dyrere for Danmark. Sådan hænger det jo sammen. Men man kunne godt forbedre de der forhold. For eksempel kunne man jo sige til de private grusgrave, at de skal jo først begynde at reetablere noget, når de er tomme. Og derfor så er der mange af dem, der ikke tømmer. Ja, de lader det stå. Man kunne jo godt sige, at sætte en tidsfrist på. At man skal tømme det inden for et vist antal år. Det ville også være rigtigt. Og i stedet for at have mange små private grusgrave, så behandle dem under ét. Og så sige, at så skal vi have et ordentligt område ud af det bagefter. Ja, altså det var jo noget af det, som vi prøvede at gøre rigtig meget som kommune, da jeg var borgmester. Det var at prøve på at gå i dialog med de her grusgrave, især omkring Roskilde Festival-området, fordi så risikerede de jo simpelthen at grave… altså grave festivalen væk. Og nu talte vi lige tidligere om, hvilken stor betydning det har for Roskilde.
    Resume af podcast

    Podcasten er en samtale med Joy Mogensen, Roskildes tidligere borgmester og tidligere kultur- og kirkeminister, der nu er forpagter af Roskilde Vandrehjem på havnen, hvor samtalen finder sted. Interviewet dækker Mogensens vej ind i politik, startende med hendes tidlige engagement i ungdomsforeninger, hendes valg som byrådsmedlem i 2005 under kommunesammenlægningen, og hendes efterfølgende periode som borgmester i Roskilde, samt hendes tid som minister. Hovedtemaerne i samtalen kredser om Roskilde Kommunes arbejde med bæredygtighed og det grønne område, herunder indførelsen af el-bybusser som den første kommune i Danmark og støtte til upcycling-projekter. Derudover reflekteres der over foreningslivets aftagende engagement og svært ved at finde frivillige i samfundet, hvilket Mogensen ser som en trussel mod den sociale sammenhængskraft. Endelig fremhæver Mogensen Kildegården som sit bedste bidrag som borgmester, idet det centrale fritidscenter skaber vigtige mødesteder på tværs af interesser for byens borgere.

    Artiklen  syntetiserer de centrale temaer og indsigter fra et dybdegående interview med Joy Mogensen, tidligere borgmester i Roskilde og kultur- og kirkeminister. Dokumentet belyser hendes karrierevej, hendes analyse af samfundsmæssige tendenser samt hendes mest markante politiske aftryk på Roskilde.

    Kritiske Indsigter:

    • Frivillighedens Tilbagegang: Joy Mogensen udtrykker en dyb bekymring for den faldende frivillighedskultur. Hun observerer en “afmatning”, hvor det bliver stadig sværere at finde borgere, der vil organisere og engagere sig i foreningslivet, en udvikling hun mener truer samfundets sociale sammenhængskraft.

    • Grønne Initiativer i Roskilde: Som borgmester var Joy Mogensen en central figur i implementeringen af flere grønne projekter. Hun fremhæver især indførelsen af Danmarks første el-bybusser som et succesfuldt pionerprojekt og udviklingen af visionen for Hedeland som et stort, tilgængeligt naturområde.

    • Konflikten om Grusgravning: Mogensen retter en skarp kritik mod den nuværende lovgivning for grusgravning, som hun kalder en “kæmpe uretfærdighed”. Hun påpeger, at mens private firmaer og staten profiterer, efterlades kommunerne med de fulde omkostninger til at håndtere de negative konsekvenser som støj, støv og genopretning af landskabet.

    • Politisk Eftermæle: Kildegården: Mogensen identificerer Kildegården som sit mest personlige og afgørende politiske projekt. Visionen var at skabe et centralt placeret fritidscenter for at fremme møder på tværs af generationer og interesser og modvirke social opsplitning, en vision hun i dag ser realiseret.

    • Nuværende Engagement: I sin nuværende rolle som forpagter af Roskilde Vandrehjem (“Oldfrue”) fortsætter Joy Mogensen sit fokus på bæredygtighed gennem initiativer som Green Key-certificering, solcelleprojekter og “overskudsmiddage” for at bekæmpe madspild.

    1. Fra Borgmester til “Oldfrue”: Karriere og Baggrund

    Joy Mogensens karriere spænder fra lokalpolitik til en ministerpost og nu til en rolle i turismebranchen. Selvom mange tror, hun er indfødt Roskildenser, er hun født i Canada, opvokset i Ringsted og flyttede til Roskilde for at studere Kultur- og sprogmødestudier på RUC.

    • Politisk Start: Hendes politiske engagement startede i Socialdemokratisk Ungdom i Roskilde. Hun blev valgt til byrådet i 2005 i forbindelse med kommunesammenlægningen som den eneste socialdemokrat, der ikke kom fra et af de tidligere byråd.

    • Borgmesterposten: Med støtte fra daværende borgmester Poul Lind blev hun hurtigt viceborgmester og overtog borgmesterposten efter seks år. Hun bestred posten i otte år.

    • Ministertid og Exit: I 2019 blev hun udnævnt til kultur- og kirkeminister i Mette Frederiksens regering, en post hun havde i lidt over to år, før hun valgte at forlade politik.

    • Ny Rolle: I dag er hun forpagter på Roskilde Vandrehjem, hvor hun humoristisk refererer til sig selv som “Oldfrue”. Hendes akademiske baggrund omhandlede, hvordan kulturer mødes og skaber bæredygtighed – både økonomisk og socialt – en viden hun trækker på i dag.

    2. Hovedtema: Frivillighedskulturens Udfordringer

    Et gennemgående og centralt tema i interviewet er Mogensens bekymring for den danske foreningskultur, som hun ser som værende under pres.

    • Fortidens Stærke Foreningsliv: Hun ser tilbage på starten af sin politiske karriere, hvor hun oplevede en “utrolig stærk foreningskultur” med højt fremmøde til generalforsamlinger og kampvalg til bestyrelser.

    • Nutidens “Afmatning”: I dag observerer hun en tydelig “afmatning”, hvor det er blevet markant sværere at finde frivillige, der vil påtage sig ansvaret for at arrangere og drive foreningernes aktiviteter. Hun henviser til erfaringer fra en fond, som hun sidder i bestyrelse for, der uddeler tipsmidler, hvor manglen på trænere og frivillige er en større udfordring end utidssvarende faciliteter.

    • Årsager og Personlige Refleksioner: Mogensen peger på et “flydende arbejdsmarked”, hvor hendes egen generation (omkring 45 år) ofte arbejder om aftenen, efter børnene er lagt i seng. Som enlig mor insisterer hun på at medbringe sin søn til bestyrelsesmøder, men konstaterer, at hun er den eneste, der gør det, da mange familier opdeler forpligtelserne.

    • Roskilde Festivals Rolle: Intervieweren bemærker, at Roskilde Festival har fungeret som en “stor dynamo” for engagementet i Roskilde, hvilket har givet lokale foreninger organisationskraft og fælles oplevelser.

    • Appel om Bevarelse: Mogensen understreger, at bevarelsen af foreningslivet er “utrolig vigtigt for sammenhængskraften i samfundet” og håber, at man finder nye måder at fastholde engagementet på.

    3. Det Grønne Roskilde: Initiativer og Visioner

    Som borgmester var Mogensen involveret i en række initiativer, der har formet Roskildes grønne profil.

    InitiativBeskrivelseMogensens Rolle
    ElbusserRoskilde blev den første kommune i Danmark til at indføre elbusser til bybusdriften.Støttede fuldt ud idéen fra byrådsmedlem Torben Jørgensen, selv da projektet blev dyrere og mere “bøvlet” end forventet. Hun ser det som en stor succes, der har forbedret bymiljøet markant.
    Upcycling & GenbrugImplementering af projekter, der fokuserer på at reparere og genanvende materialer i stedet for at smide dem ud.Indrømmer at have haft en “ironisk distance” til konceptet i starten, som blev drevet af Enhedslisten. Hun støttede det som en del af et politisk samarbejde og anerkender i dag fuldt ud dets vigtighed.
    Risø ParkVisionen om at udvikle erhvervsområdet ved Risø til et center for “grøn erhverv” med fokus på bæredygtig energi.Videreførte og konkretiserede en plan fra den tidligere Gundsø Kommune. Erkender, at det har været sværere end håbet, men ser det som et vigtigt strategisk fokus.
    HedelandEn langsigtet visionsproces for det store naturområde, der deles med Greve og Høje-Taastrup kommuner.Var med til at igangsætte en visionsproces for at sikre, at Hedeland både udvikles som et vildt naturområde og som et tilgængeligt rekreativt område for borgerne. Hun ser en stærk kobling mellem personlige naturoplevelser og opbakning til den grønne omstilling.

    4. Konflikten om Grusgravning: Lokal Byrde vs. National Interesse

    Joy Mogensen leverer en skarp og detaljeret kritik af de nuværende rammer for råstofudvinding i Danmark.

    • Den Nationale Nødvendighed: Hun anerkender det nationale perspektiv: grus er et af Danmarks få råstoffer, og der er en samfundsmæssig interesse i at udvinde det.

    • Den “Skæve” Lovgivning: Hovedkritikken er rettet mod den økonomiske model. Hun udtaler: “dem som graver grus op tjener styrtende med penge på det. Staten får altså skatter, afgifter af det (…) Men dem der skal betale for at afbøde alle eftervirkninger, det er kommunen.” Dette kalder hun en “kæmpe uretfærdighed”. Byrderne omfatter veje, støjafskærmning og håndtering af støv.

    • Fremtidsscenarie for Roskilde: Mogensen refererer til en embedsmands forudsigelse fra omkring 2014-15 om, at Roskilde omkring år 2030 ville være “nærmest isoleret” af åbne grusgrave, før udviklingen vender. Håbet er, at god planlægning på sigt kan omdanne disse områder til nye rekreative landskaber.

    • Behov for Regulering: Der er et presserende behov for bedre lovgivning, der kan sætte tidsfrister for, hvor længe grusgrave må være åbne, og som sikrer finansiering af genopretningen. Hun foreslår, at en del af statens afgifter kunne tilbageføres til de berørte kommuner, eller at der oprettes en fond, som virksomhederne indbetaler til.

    5. Bæredygtighed i Praksis: Vandrehjemmet og Civilsamfundet

    I sin nuværende rolle som forpagter af Roskilde Vandrehjem arbejder Mogensen aktivt med at omsætte bæredygtighed til konkret praksis.

    • Grøn Turisme: Vandrehjemmet er nyligt blevet Green Key-certificeret, og hun arbejder med ESG-regnskaber samt ansøgninger om solpaneler for at gøre driften mere bæredygtig. Hun oplever en stigende efterspørgsel fra turister på bæredygtige løsninger.

    • Naturformidling: En vigtig del af vandrehjemmets tilbud er at guide turister til naturoplevelser i Nationalpark Skjoldungernes Land, ofte i samarbejde med parkens naturvejledere.

    • Civilsamfundsengagement: Som formand for Grønt Omstillingsforbund har hun etableret et samarbejde med vandrehjemmet om “Overskudsmiddag”. Én gang om måneden indsamles overskudsmad fra supermarkeder, som omdannes til billige, vegetariske måltider. Initiativet bekæmper madspild og inspirerer til mere bæredygtige madvaner.

    6. Politisk Eftermæle: Kildegården som Samlingspunkt

    På spørgsmålet om sit vigtigste aftryk som borgmester fremhæver Mogensen ét specifikt projekt, som hun ser som realiseringen af en personlig vision.

    • En Personlig Vision: Hun peger på Kildegården som det projekt, der var “min ide langt hen ad vejen” og som ville være blevet anderledes uden hendes fastholdelse.

    • Strategien bag Placeringen: I modsætning til mange andre kommuner, der placerer fritidscentre uden for byen, insisterede hun på en central placering tæt på bymidten.

    • Målet om Social Sammenhængskraft: Formålet var at skabe et mødested, hvor folk mødes “på tværs af interesser”. Hun ønskede at modvirke den tendens, at folk primært omgås dem, der ligner dem selv. I dag oplever hun selv som bruger, hvordan børnefamilier og ældre til musikundervisning mødes i venteområdet, hvilket bekræfter visionens succes. Placeringen støtter desuden handelslivet i bymidten.