Kategori: Portrætter og Samtaler

Ole Nielsen – Min opvækst

Artiklen her er et udskrift fra en podcast-samtale mellem Ole Nielsen, Poul Erik Løvskov og Peter Ottesen, som diskuterer Ole Nielsens opvækst i Roskilde i midten af det 20. århundrede. Hovedemnet er Oles barndom i Bakkegården fra 1954, hvor han beskriver livet i det nye boligbyggeri, kontrasten til hans tidligere hjem og hans oplevelser med familiens engagement i FDF (Frivilligt Drenge- og Pigeforbund). Samtalen berører også farlige lege på byggepladser og legepladser, kampe mellem børn fra forskellige boligområder (Bakkegården, Ringparken og Søvang) samt ændringer i lokale skoledistrikter og butikker. Ole Nielsen giver også indsigt i forældrenes arbejde og FDF-husets centrale rolle i lokalsamfundet.

Opvækst i Roskildes Bakkegården og FDF’s Betydning

Dette dokument syntetiserer de centrale temaer fra en samtale med Ole Nielsen om hans opvækst i Roskilde i 1950’erne og 1960’erne. Hovedpunkterne omhandler familiens flytning i 1954 til det nybyggede Bakkegården, som repræsenterede en markant materiel forbedring fra deres tidligere bolig. Omdrejningspunktet er en detaljeret skildring af barndomslivet, der var præget af leg på en ufærdig byggeplads, intense rivaliseringer med børn fra nabokvartererne og de betydelige farer forbundet med datidens legepladser. Et andet gennemgående tema er familiens dybe og mangeårige engagement i FDF (Frivilligt Drenge- og Pige-Forbund), som udviklede sig til et veritabelt “familieforetagende” og fungerede som et socialt og organisatorisk omdrejningspunkt for hele familien. Dokumentet belyser således udviklingen af et forstadskvarter, vilkårene for en barndom i efterkrigstiden og en frivillig forenings centrale rolle i et lokalsamfund.

1. Fra Stenagervej til Bakkegården: En Ny Begyndelse

I oktober 1954 flyttede Ole Nielsens familie som en af de første til det nyopførte boligbyggeri Bakkegården ved Køgevej. Flytningen var nødvendiggjort af pladsmangel i deres tidligere lejlighed på Stenagervej, efter at børneflokken var vokset til fire.

• Tidligere Boligforhold: Familien boede på Stenagervej i en lejlighed på 55 m² med kakkelovn. Ole Nielsen, født i 1949, husker det som sin opgave som 4-5-årig at hente brændsel i et “sort hul” af en kælder.

• Flytningen til “Landet”: Bakkegården lå ved Køgevej, der dengang var en landevej med åbne grøfter og marker. Flytningen blev mødt med undren fra venners side, som mente, at familien “flyttede på landet”.

• En Ny Standard: Den nye lejlighed i Bakkegården nr. 18 var “den rene luksus” i sammenligning. Den var på ca. 70 m² og havde moderne faciliteter som centralvarme og varmt vand.

• Indledende Sparsommelighed: I de første år blev der af sparehensyn lukket for centralvarmen i perioden fra 1. maj til 1. oktober, medmindre der indtraf særligt kolde perioder.

2. Familieliv og Fællesskab

Familien bestod ved indflytningen af forældre og fire børn, og senere kom en lillesøster til. Faderen drev en købmandsforretning på Københavnsvej indtil ca. 1957-58, hvorefter han blev funktionær på industrivirksomheden DAK. Moderen var hjemmegående.

• Et Børnerigt Miljø: Opgangen, hvor familien boede, husede på et tidspunkt seks familier med i alt 16 børn, hvilket skabte et livligt miljø.

• Fælles Vaskekælder: Beboerne havde vasketur en gang om måneden med adgang til vaskemaskine, centrifuge og rulle. Der var dog en striks regel om, at vasken skulle være afsluttet kl. 18.00, da boligselskabets tilsynsførende, som boede over vaskekælderen, ellers gik ned og slukkede for strømmen for at undgå larm.

3. Barndommens Land: Leg, Rivalisering og Farer

I de første år var store dele af Bakkegården en byggeplads, hvilket skabte unikke, omend farlige, rammer for børnenes leg.

3.1 Byggepladsen som Legeplads

Da kun de første blokke var færdigbygget, henlå resten af området som en forladt byggeplads med efterladte materialer. Dette blev omdannet til, hvad Ole Nielsen beskriver som “den største byggelegeplads i Miles omkreds”.

• Børnene byggede huler og skibe og udkæmpede “drabelige kampe” om retten til området.

• Senere blev Forslundsgartneriet overtaget af boligselskabet og blev et nyt legeområde, hvor der blev gravet jordhuler med underjordiske tunneler og etableret en forløber for en cykelcrossbane.

3.2 Lokale Kampe og Rivalisering

Der var en udbredt rivalisering mellem børnene fra de forskellige boligområder.

• Konflikter: Kampene stod især mellem børnene fra Bakkegården, Ringparken på den anden side af Køgevej, og Søvang, hvis børn blev kaldt “Søvapperne”.

• Kastanje-episoden (oktober 1956): En banal diskussion med “Søvapperne” om, hvorvidt en lokal vognmands lastbil var en Ford eller en Bedford, eskalerede. Da Ole ville have det sidste ord, blev han ramt i øjet af en kastanje.

    ◦ Konsekvens: Episoden førte til en uges indlæggelse på Rigshospitalets øjenafdeling. En sigende detalje er, at han skulle vaskes derhjemme inden hospitalsbesøget, da “man kunne jo ikke tage på sygehus uden at være nyvasket”.

    ◦ Oplevelser på hospitalet: Han blev først indlagt på en voksenstue og senere flyttet til en børneafdeling, hvor en dreng fra Bornholm stjal hans chokolade. Skaden medførte ingen varige mén.

• Poul Erik Løvskov bekræfter, at disse kampe var almindelige og kunne minde om nutidens hooligan-slagsmål, hvor grupper aftalte at mødes for at slås.

3.3 Den Etablerede Legeplads’ Farer

Da der blev anlagt en rigtig legeplads med gynger, vippe og sandkasse, var denne heller ikke ufarlig.

• Farligt Udstyr: De første gynger var lavet af stive jernstænger (“jernstænger”) og var “ikke gode” at få i hovedet.

• Ulykker:

    ◦ Jens (lillebror): Blev ramt i nakken af en gynge, hvilket resulterede i “to herlige sæbeøjne”.

    ◦ Ole (fortælleren): Fik hjernerystelse efter et fald på rulleskøjter, hvor han greb fat i vippen og trak den ned over sig selv i faldet. Det kostede otte dage på ryggen i et mørkt værelse.

    ◦ Janne (søster): Faldt af en gynge og brækkede et kraveben.

• En refleksion over tidens manglende sikkerhedsforanstaltninger opsummeres i udsagnet: “i virkeligheden er det utroligt, når man tænker på vores generations barndom. Altså vi halvdelen af os overlevet.”

4. Udviklingen af Nabolaget

Gennem 1950’erne blev Bakkegården og det omkringliggende område fuldt udbygget.

• Færdiggørelse: Resten af boligblokkene blev bygget, og antallet af boliger steg fra 36 til 162, hvilket medførte en tilsvarende stigning i antallet af børn og en indledende rivalisering mellem “gamle” og “nye” beboere.

• Forretningsliv: Den oprindelige Bakkegård-landbrugsejendom blev revet ned, og der blev bygget mindre forretningscentre med bl.a. fiskehandler, bager, grønthandler, købmand, slagter, kiosk samt herre- og damefrisør.

• Social Samling: Med tiden aftog de interne stridigheder, og børnene mødtes i stedet til fodboldkampe på den gamle dyrskueplads (hvor Roskilde Rådhus ligger i dag) i kampe som “Ringparken mod Bakkegården”.

5. Skolegang og Distriktsændringer

Skolevalget for børnene i området ændrede sig i takt med byens udvikling.

• Hedegårdens Skole: Var den primære skole indtil omkring 1960. Bussen var ofte så overfyldt, at “bunden skrabede mod kørebanen”. Ole Nielsen gik her i hele sin skoletid (1957-1967).

• Gråbrødreskole: Da Realskolen blev omdannet til folkeskole, blev skoledistrikterne ændret, og mange børn, herunder Oles lillebror Jens, begyndte her.

• Østervangskolen: Blev den primære skole for området, da den stod færdig omkring 1967-68. Oles lillesøster Dorte var blandt de første årgange.

6. FDF: Et Familieforetagende og Samlingspunkt

FDF kom til at spille en afgørende rolle for Ole Nielsen og hans familie.

6.1 “Verdens Største FDF-Hus”

Parallelt med opførelsen af Bakkegården byggede FDF et nyt kredshus på Køgevej 100 på den gamle dyrskueplads.

• Indvielse: Huset blev indviet i december 1958, og ved indvielsen, som blev dækket af Danmarks Radio, blev det udråbt til “verdens største FDF-hus”.

• Centralisering: Alle FDF’s aktiviteter, som tidligere var spredt ud over byen, blev nu samlet under ét tag.

6.2 Familiens Dybdegående Engagement

Familien Nielsens engagement i FDF var så omfattende, at det blev et omdrejningspunkt for hele deres liv.

• Forældrenes Rolle: Forældrene blev de første bestyrere af huset og varetog i mange år den daglige drift, rengøring og afvikling af arrangementer. Huset blev også brugt til gudstjenester, indtil Jakobskirken blev bygget i 1974.

• En Familieaffære: Driften blev beskrevet som et “familieforetagende”, hvor alle børnene hjalp til. Alle fem søskende blev medlemmer og påtog sig senere lederroller.

• Anekdote om Altervinen: Da faderen, som vikarierede som kordegn, manglede altervin til en gudstjeneste, sendte han en af drengene hjem for at hente “den der flaske sherry nummer seks der stod i skabet”. Vinen faldt tilsyneladende i menighedens smag.

• Sociale Bånd: Engagementet var så dybt, at alle fem søskende endte med at gifte sig med en FDF/FPF-kammerat.

6.3 FDF’s Udvikling

Samtalen berører også FDF’s udvikling over tid.

• Storhedstid: I midten af 1950’erne havde FDF i Roskilde omkring 300 medlemmer.

• Nutidig Status: I dag er medlemstallet reduceret til ca. 50-60. Årsagen tilskrives det store udbud af andre fritidstilbud for børn og unge i dag sammenlignet med 1950’erne og 1960’erne.

14. december 2025

Kafe Klaus / Gitte Dueholm

Kafé Klaus er en varmestue for udsatte mennesker, hjemløse, misbrugere, psykisk syge og ensomme mennesker i en udsat livsposition. Her er det muligt at få et bad og et måltid mad.

Se mere

Kilden er et uddrag fra et interview med Gitte Dueholm fra Kafe Klaus, et værested i Roskilde under Kirkens Korshær, hvor hun har arbejdet i 20 år som socialpædagog. Interviewet giver indblik i stedets daglige drift, som drives af et lille hold ansatte og et større antal frivillige, og som har åbent 365 dage om året for at hjælpe socialt udsatte. Dueholm fremhæver især stedets arbejde med at møde brugerne uden fordomme og uden fordømmelse, da de primært hjælper etniske danskere med komplekse problemer som misbrug og psykiske udfordringer. Hun udtrykker et stærkt ønske om bedre adgang til boliger for hjemløse og kritiserer de strukturelle hindringer og det regelsamfund, der vanskeliggør livet for marginaliserede grupper.

Kafe Klaus i Roskilde

Denne artikel sammenfatter de centrale indsigter fra et interview med Gitte Dueholm, leder af Kafe Klaus i Roskilde. Caféen, som er en del af Kirkens Korshær, fungerer som en varmestue for socialt udsatte borgere og har eksisteret i sin nuværende form siden 1959-60. Gitte Dueholm har ledet stedet i 20 år.

De mest kritiske punkter er:

• Kerneformål: Kafe Klaus tilbyder et frirum (“helle”), hvor brugere kan være i fred, selv “for godheden”. Fokus er på at skabe værdighed, relationer og “gode øjeblikke” for mennesker, der har mistet fodfæstet.

• Brugergruppe: Caféen servicerer dagligt 35-50 personer ud af en kendt gruppe på ca. 300 i Roskilde. Brugerne er overvejende etnisk danske (99%+) og kæmper ofte med komplekse problemstillinger som psykisk sygdom, misbrug og hjemløshed (“tripel diagnoser”).

• Systemkritik: En central pointe er en markant kritik af det offentlige system, som opleves som rigidt, bureaukratisk og ude af stand til at håndtere de mest udsatte borgeres behov. Særligt manglen på betalelige boliger, specialiserede sagsbehandlere og de digitale barrierer (MitID, bankkonti) fremhæves som store forhindringer.

• Frivillighed: Frivillige er afgørende for driften, især i genbrugsbutikken. De kendetegnes ved at være ressourcestærke, ofte +60 år, og motiveret af personlige erfaringer. Kernen i frivillig-filosofien er at møde brugerne åbent, nysgerrigt og “uden fordomme og uden fordømmelse”.

• Fremtidsperspektiver: Caféen planlægger at udvide med opsøgende arbejde for at nå brugere, der ikke selv kan komme til caféen. Samtidig peger en aldrende brugergruppe på et fremtidigt behov for plejehjem og ældreboliger, der kan rumme mennesker med en “specialadfærd”.

Organisation og Drift

Om Kafe Klaus

• Tilhørsforhold: Kafe Klaus er en del af hovedorganisationen Kirkens Korshær, som har været aktiv i Roskilde siden 1939.

• Historie: Varmestuen har været drevet fra den nuværende adresse i Store Gråbrødrestræde siden ca. 1959-60.

• Navn: Navnet “Kafe Klaus” menes at stamme fra 1970’erne eller 80’erne og er relateret til Sankt Nikolaus, skytshelgen for mennesker i nød. Navngivningen varierer fra by til by; i Ringsted hedder caféen f.eks. “Café Dagmar”.

• Placering: Caféen er bevidst placeret lidt “hengemt” væk fra hovedgaden for at respektere brugernes behov for anonymitet og undgå den skyld og skam, der kan være forbundet med at benytte et sådant tilbud.

Personale og Drift

• Bemanding: Teamet består af seks ansatte, hvoraf Gitte Dueholm er den eneste på fuld tid. Samlet svarer det til 4,5 årsværk.

• Åbningstider: Caféen er i princippet åben 365 dage om året.

• Finansiering: Driften er sikret gennem en driftoverenskomst med Roskilde Kommune, som har støttet arbejdet i mere end 50 år.

Service og Tilbud

• Kerneydelse: At være et “helle”, hvor brugerne kan være i fred og finde ro.

• Praktisk hjælp: Caféen hjælper brugere med at modtage deres pension eller kontanthjælp i kontanter, da mange har svært ved at oprette eller administrere en bankkonto. De kan have en postadresse på caféen, men ikke en bopælsadresse.

• Socialt Samvær: Der arrangeres aktiviteter som skaber “gode øjeblikke”. Dette inkluderer personlige julegaver, fejring af fødselsdage med lagkage, sommerhusture og udflugter. Midlerne hertil kommer bl.a. fra caféens genbrugsbutik.

• Rådgivning: Tidligere har der været tilknyttet gadejurister, men dette tilbud er nu flyttet. Relationerne er afgørende for, om brugerne tager imod hjælp fra eksterne fagpersoner.

Brugergruppen: Demografi og Udfordringer

Demografi

• Antal: Der kommer dagligt mellem 35 og 50 brugere. Caféen har kendskab til en gruppe på ca. 300 forskellige socialt udsatte i Roskilde.

• Etnicitet: Brugergruppen er 99,% etnisk dansk. Tidligere var der en lille gruppe grønlændere og enkelte af de “gamle tyrkere”, men i dag er det primært danskere. Dette tilskrives, at kendskabet til stedet spredes via “mund til mund”, hvilket kan ekskludere dem, der ikke taler sproget.

• Kontekst: Sammensætningen af brugere på varmestuer varierer meget fra by til by. Roskilde betegnes som en “psykiatriby” ligesom Slagelse og Viborg, hvilket præger brugergruppen.

Komplekse Problemstillinger

• Helbred: Mange brugere har “tripel diagnoser”, hvilket dækker over en kombination af fysiske, psykiske og misbrugsrelaterede problemer.

• Adfærd: En stor del af brugerne har en adfærd, som kan være svær for det etablerede samfund og naboer at acceptere, f.eks. at vende op og ned på nat og dag.

• Levetid: Socialt udsatte lever i gennemsnit 20 år kortere end den øvrige befolkning. Brugerne bliver dog generelt ældre end tidligere, hvilket skaber nye behov relateret til alderdom og fysiske skavanker.

Praktiske og Systemiske Udfordringer

• Bolig: Den største udfordring er manglen på betalelige boliger. Selvom Roskilde Kommune anerkendes for sit arbejde med “Housing First”-projektet, er problemet enormt.

• Overgang til egen bolig: At få en bolig er ikke en løsning i sig selv. Brugere, der har levet på gaden, har brug for massiv støtte til at lære at bo i et hjem, hvilket indebærer at betale regninger, gøre rent og håndtere sociale forventninger fra naboer.

• Bureaukrati: Det offentlige system er en stor barriere. Mange brugere mangler MitID og bankkonto, og bankerne gør det svært at oprette en konto uden fast adresse.

• Digitale udfordringer: Hævekort, koder og digitale løsninger er en stor udfordring for mange, der har kognitive problemer eller lever et kaotisk liv, hvor kort og koder let mistes eller stjæles.

Frivillighedens Rolle

Omfang og Betydning

Frivillige er en uundværlig del af Kafe Klaus.

• Varmestuen: Ca. 10-12 frivillige hjælper til med én per vagt.

• Genbrugskælder: Ca. 20 frivillige driver suverænt den lille butik under varmestuen.

• Stor Genbrugsbutik: Kirkens Korshærs store butik på Ringstedvej har omkring 50 frivillige.

Rekruttering og Kvalifikationer

• Proces: Potentielle frivillige starter med en times samtale med Gitte Dueholm.

• Kerneegenskaber: Den vigtigste egenskab er at kunne møde brugerne “uden fordomme og uden fordømmelse”. Det kræver rummelighed, åbenhed og en nysgerrighed, der ser forbi afvigende adfærd, race eller religion.

Frivilliges Profil og Motivation

• Demografi: De fleste frivillige er 60+ og er typisk pensionister eller på efterløn, hvilket giver dem den nødvendige tid. Kønsfordelingen er primært kvinder, men der er også “rigtig gode mænd” involveret.

• Motivation: Mange frivillige har selv oplevet modgang i livet eller har haft det tæt inde på livet via pårørende. At hjælpe andre i lignende situationer giver mening og er en stærk drivkraft. Andre motiveres af at se et behov og have lyst til at bidrage med specifikke færdigheder, f.eks. madlavning.

Centrale Perspektiver og Kritik

Vision og Ønsker for Kafe Klaus

• Det ultimative ønske: Gitte Dueholm udtrykker det paradoksale i at have et job, hvor man ønsker at gøre sig selv arbejdsløs – altså at behovet for en varmestue forsvinder.

• Konkrete ønsker:

1. Fortsat kommunal støtte: At Roskilde Kommune fortsætter sin mangeårige støtte.

2. Flere betalelige boliger: At der skabes flere boliger, som de udsatte har råd til.

3. Støtte i overgangen: Mere hjælp til hjemløse, der flytter i egen bolig.

4. Bevarelse af frirummet: At caféen kan fortsætte med at være et sted, hvor man kan “have helle… også for godheden”, og dermed undgå at brugerne bliver overrendt af velmenende, men grænseoverskridende hjælp.

Kritik af Det Offentlige System

• Systemisk benspænd: Der rettes en skarp kritik mod “det officielle Danmark” for at spænde ben for de mest marginaliserede grupper gennem regler og bureaukrati.

• Ineffektiv sagsbehandling: Et stort ønske gennem 20 år har været en lille, dedikeret gruppe af sagsbehandlere, der forstår og kan håndtere målgruppen. I stedet møder brugerne et system, hvor de ikke føler sig forstået, bliver frustrerede, reagerer verbalt og derefter udelukkes. Systemet er ikke gearet til mennesker, der har svært ved at overholde tider og aftaler.

• Tomme politiske løfter: Der udtrykkes en dyb frustration over politiske udspil som f.eks. “psykiatriplanen”, der annonceres stort, men som ikke medfører mærkbare forbedringer i praksis. “Vi kan ikke mærke noget som helst.”

Fremtidige Initiativer

• Opsøgende arbejde: På opfordring fra kommunen vil Kafe Klaus starte et udkørende team for at nå de brugere, der er for dårligt gående eller af andre grunde ikke kan komme til caféen. Tilfældigvis har to nyligt pensionerede psykiatriske medarbejdere med erfaring i netop dette meldt sig som frivillige.

• Fokus på ældre udsatte: Da brugergruppen bliver ældre, er Kirkens Korshær begyndt at undersøge mulighederne for at skabe ældreboliger eller plejehjem, der er rustet til at tage imod beboere med særlige behov og en anderledes adfærd.

Udvalgte Citater

Tema	Citat
Caféens kerneværdi	“Det der er vigtigt, det er man kommer uden fordomme og uden fordømmelse.”
Formålet som frirum	“Her må man være i fred også for godheden.”
Visionen	“Det er jo pudsigt at have et job, hvor man egentlig ønsker man man var arbejdsløs, ikke?”
Kritik af systemet	“Jeg oplever altså ikke, at de er meget grove eller meget farlige eller noget som helst, men men de har svært ved det [systemet].”
Frustration over politik	“Nu kommer der en psykiatriplan. Wuhu. Nu, nu kommer til. Vi kan ikke mærke noget som helst. Der er ikke noget, der ændrer sig…”
Brugernes kamp	“Det at det lykkedes dem at stå ud af sengen hver morgen. Det er jo en kæmpe sejr.”
Om relationer	“Det er jo relationen, der bærer det, ikke? Om, og ellers så smutter de igen.”

5. december 2025

Lillian Olling – Ildsjæle og frivillighed

Podcasten er et interview med Lilian Olling, der giver et indblik i hendes liv og omfattende frivillige engagement efter hun stoppede sit erhvervsaktive liv som 60-årig. Olling fortæller om sin oprindelige uddannelse inden for økonomi og administration og hendes senere arbejde på Statens Vejlaboratorium, men hovedfokus ligger på hendes indsats i Roskilde, hvor hun først var aktiv i Røde Kors med fokus på patientstøtte og især integration af flygtninge og indvandrere. Den mest gribende del af interviewet omhandler hendes 14 måneder lange ophold i Vietnam, hvor hun frivilligt arbejdede som terapeut på en skole for 115 handicappede børn i Dalat, hvis skader ofte skyldtes eftervirkningerne af Agent Orange fra Vietnamkrigen. Hun beskriver, hvordan hun etablerede et terapeutisk program for de mest udsatte børn, samt de bureaukratiske udfordringer og kulturelle barrierer, hun overvandt, og afslutningsvis nævnes hendes 20 års virke som rådgiver på Livslinien for selvmordstruede.

Se resume af Podcast

Denne artikel indeholder et interview med Lilian Olling, hvor hun fortæller om sit liv, sin karriere og sit omfattende frivillige arbejde. Interviewet starter med hendes baggrund, uddannelse i sparekasse- og administrationsbranchen, og hendes flytning til Roskilde i 1969. En stor del af samtalen fokuserer på hendes frivillige engagement efter sin pension som 60-årig, herunder hendes arbejde for Røde Kors og hendes rolle som koordinator for integration af flygtninge i Roskilde. Det mest fremtrædende emne er hendes 14 måneders ophold i Vietnam i 2003-2004, hvor hun arbejdede som frivillig terapeut på en skole for handicappede børn, hvis skader var relateret til Agent Orange fra Vietnamkrigen. Endelig diskuterer Lilian sit 20-årige arbejde som rådgiver på Livslinjen for selvmordstruede og hendes daglige deltagelse i vinterbadning.

Lilian Ollings Liv og Frivillige Engagement

Artiklen syntetiserer de centrale temaer fra et interview med Lilian Olling, der belyser hendes omfattende karriere og et livslangt engagement i frivilligt arbejde, både i Danmark og internationalt. Født i 1941 og uddannet inden for administration og økonomi, kulminerede hendes professionelle løbebane med 32 år ved Statens Vejlaboratorium. Ved sin pensionering som 60-årig indledte hun en ny fase af sit liv dedikeret til frivilligt arbejde.

I Roskilde startede hun i Røde Kors, hvor hun blev koordinator for et succesfuldt integrationsprojekt for flygtninge, der omfattede 21 frivillige. Projektet blev dog nedlagt, da hun i 2003 fulgte sin mand på en 14-måneders udstationering til Dalat i Vietnam. Her udførte hun et skelsættende frivilligt stykke arbejde på en skole for 115 handicappede børn, hvoraf mange led af følgevirkninger efter Agent Orange. Trods sprogbarrierer og indledende mistro fra myndighederne lykkedes det hende at skabe varige forbedringer, herunder at sikre fortsat behandling for en gruppe børn via SOS Børnebyerne og igangsætte et projekt for en café, der kunne give de unge beskæftigelse.

Efter sin tilbagevenden til Danmark har Lilian Olling fortsat sit engagement, blandt andet med 20 års tjeneste som rådgiver for selvmordstruede hos Livslinjen samt talrige aktiviteter i kirkeligt regi. Hendes nuværende liv er præget af daglig vinterbadning, som hun betragter som en kilde til socialt samvær og velvære. Interviewet fremhæver en person drevet af en dybfølt trang til at gøre en forskel for andre, og hendes oplevelser, især fra Vietnam, er dokumenteret i en dagbog, som hun håber at kunne videregive til sin familie.

Baggrund og Karriere

• Oprindelse: Lilian Olling er født i 1941 i Vester Såby nær Aastrup Kloster. Hun boede der de første fire år af sit liv hos sine bedsteforældre.

• Ankomst til Roskilde: Hun flyttede til Roskilde i 1969, hvor hun først boede i Dommervænget og kort efter købte hus på Ruggaardsvej 2, hvor hun har boet siden.

• Uddannelse og Erhverv: Hendes uddannelse er inden for administration og økonomi fra Boghandlernes Hus i Nyropsgade. Hendes karriere var varieret og omfattede ansættelser hos ØK, Dansk Gips og Køge Sparekasse. Da hun flyttede til Roskilde, stod valget mellem Roskilde Sparekasse og Statens Vejlaboratorium. Hun valgte sidstnævnte for at undgå aftenarbejde, da hun havde små børn.

• Statens Vejlaboratorium: Hun arbejdede i 32 år ved Statens Vejlaboratorium på Elisagaardsvej (senere Vejteknisk Institut) og afsluttede sin karriere som 60-årig for at forfølge andre interesser, herunder studier i filosofi og idéhistorie.

Frivilligt Arbejde i Danmark

Røde Kors og Flygtningeintegration

Efter sin pensionering blev Lilian Olling aktiv i Røde Kors, hvor hun fungerede som besøgsven og patientstøtte på neurologisk afdeling. Hendes mest markante indsats var som koordinator for et integrationsprojekt for flygtninge i Roskilde.

• Projektgruppe: Hun dannede og ledede en gruppe på 21 frivillige.

• Aktiviteter: Gruppen organiserede en bred vifte af initiativer:

    ◦ Opsøgende arbejde.

    ◦ En café for socialt samvær.

    ◦ Åben rådgivning.

    ◦ Introduktionskurser.

    ◦ Lektiehjælp for voksne i samarbejde med Dansk Flygtningehjælp.

    ◦ Etablering af venskabsfamilier, der mødtes privat.

    ◦ Byture i samarbejde med sprogskolens integrationskurser.

• Kunstprojekt: I samarbejde med en lokal kunstner arrangerede gruppen, at en gruppe flygtninge malede et stort maleri. Værket blev udstillet i Roskilde Svømmehal og solgt for 7.000 kr., som gik til Røde Kors.

• Projektets Afslutning: Projektet gik i opløsning, da Lilian Olling rejste til Vietnam, da ingen af de øvrige 20 frivillige ønskede at overtage koordinatorrollen.

Livslinjen og Kirkeligt Engagement

Efter hjemkomsten fra Vietnam genoptog Lilian Olling sit frivillige arbejde med stor intensitet.

• Livslinjen: Hun var rådgiver hos Livslinjen, en organisation for selvmordstruede og deres pårørende, i 20 år. Ved sin afsked modtog hun et anerkendende brev fra sit team:

• Kirkeligt Arbejde: Hun har været dybt engageret i det kirkelige liv, herunder:

    ◦ Frivillig i Domsognets Menighedspleje.

    ◦ Aktiv i Natkirken i Sankt Mariæ Kirke i fem år.

    ◦ Arrangør af sammenkomster for pensionister.

    ◦ Medhjælper for minikonfirmander fra Roskilde Private Realskole og børnekoret.

    ◦ Har strikket 57 dåbsservietter.

Udstationering og Arbejde i Vietnam (Oktober 2003 – December 2004)

Lilian Olling fulgte sin mand, en ingeniør, på en 1,5-årig udstationering for Danida. Han skulle supervisere anlæggelsen af et 48 km langt kloaksystem i byen Dalat i Lamdong-provinsen, 375 km nord for Ho Chi Minh City.

Arbejdet på Skolen for Handicappede Børn

Fast besluttet på at gøre en indsats, fandt Lilian Olling via en engelsktalende chauffør frem til en skole for 115 handicappede børn.

• Børnenes Baggrund: Mange af børnenes handicap var en direkte konsekvens af afløvningsmidlet Agent Orange, som under Vietnamkrigen havde forgiftet jorden. Børnene led af både fysiske og mentale skader. De eneste handicaptyper, der ikke var repræsenteret, var døvhed og blindhed.

• Indledende Udfordringer:

    ◦ Mistro: Kort efter sin start blev hun meldt til politiet som en potentiel spion. Det krævede en måneds undersøgelser og en officiel godkendelse fra Department of Education, før hun kunne fortsætte sit arbejde.

    ◦ Sprogbarriere: Forstanderen og den lokale sygeplejerske (“barfodslæge”) talte ikke engelsk. Kommunikation foregik ofte nonverbalt eller via en engelsktalende lærer, der fungerede som tolk.

• Terapeutisk Indsats: Med sin terapeutiske baggrund arbejdede hun dagligt med en udvalgt gruppe på syv børn, der havde særligt behov for omsorg. Hun adresserede også den kulturelle opfattelse af, at et handicappet barn var en straf, ved at tale til forældrene om vigtigheden af at vise deres børn kærlighed.

Initiativer og Resultater

• Café-projekt: For at give de unge en fremtid efter de forlod skolen som 16-årige, igangsatte hun et projekt for at oprette en café, hvor de kunne arbejde. Kommunen bevilgede midler, og caféen blev etableret, efter hun var rejst.

• Svømmehalsprojekt: Et forsøg på at skaffe 10.000 USD fra den danske ambassade i Hanoi til indkøb af svømmetøj, så børnene kunne bruge byens svømmehal, mislykkedes. Afslaget blev begrundet med, at det ville være for dyrt for ambassadens personale at rejse fra Hanoi til Dalat for at administrere pengene, for at kontrollere om pengene blev brugt til det bevilgede formål.

• Sikring af Kontinuitet: Inden sin afrejse arrangerede hun i samarbejde med en ortopædkirurg, at de syv børn, hun havde arbejdet med, kunne fortsætte deres behandling to gange om ugen i den nærliggende SOS Børneby.

Arbejde i “Charity Kitchen”

I en fire måneders periode under børnenes sommerferie arbejdede Lilian Olling i et “charity kitchen” på det centrale hospital i Lamdong-provinsen. Køkkenet, drevet af frivillige, lavede mad til indlagte patienters familier, som selv skulle betale for alt under hospitalsopholdet. Indsatsen var især rettet mod fattige bjergboere.

Personlige Refleksioner fra Vietnam

Lilian Olling førte dagbog under sit ophold, hvorfra hun læser et uddrag op:

14 måneder i det smukke sydasiatiske land, der med sin gribende historie, spændende kultur og i mødekommende befolkning gør så stort et indtryk på en, at man kommer hjem med en anden bagage end den, man tog ud med. Som vietnameserne selv som symbolsk betegner deres land, ligner det et åg med to riskurve. Nord og syd er riskurvene og midterlandet er åget.

• Anekdoter: En særligt rørende oplevelse var med en lille autistisk dreng. Gennem hele sit ophold sad hun ved siden af ham i frikvartererne uden at udveksle et ord. Da hun vendte tilbage på besøg et år senere, var han den første, der sprang ud af skolebussen og op i hendes favn.

• Agent Oranges Arv: Hun var dybt berørt af de vedvarende konsekvenser af krigens kemikalier. Hun besøgte et nonnekloster, der tog sig af spædbørn med forfærdelige misdannelser, og observerede, hvordan forstanderen på skolen afviste at modtage gaver fra en amerikansk delegation, hvilket vidnede om de dybe historiske sår.

Nuværende Liv og Aktiviteter

• Vinterbadning: Lilian Olling er en passioneret helårsbader og bader hver dag. Om sommeren bader hun ved Vigen og fra 1. oktober til slutningen af marts i havnen ved Vikingeskibsmuseet. Hun er medlem af en populær klub med over 400 medlemmer og 800 på venteliste. Hun fremhæver det sociale samvær som 80% af oplevelsen.• Motivation: Hendes drivkraft er at forblive aktiv. Hun står op kl. 6:30 hver morgen for at bade. Interviewet afsluttes med en bemærkning om, at hun ønsker at få sin dagbog fra Vietnam udgivet som en gave til sine børn og børnebørn.

5. december 2025
Frank Ramskov – mit arbejdsliv

Uddragene fra podcasten præsenterer et fascinerende interview med Frank Ramskov, en tidligere tømrer og bygningskonstruktør, der blev involveret i menighedsrådet og senere fungerede som kirkeværge for Roskilde Domkirke. Han fortæller detaljeret om sit arbejde med den omfattende renovering af domkirkens tagkonstruktioner, der var nødvendig på grund af kemiske skader fra en tidligere, utilstrækkelig reparation. Ramskov, hvis faglige baggrund omfattede en uddannelse som tømrer og bygningskonstruktør, anvendte sin ekspertise til at overvåge byggeriet og sikre, at de avancerede tømmersamlinger, såsom franske låse og svalehaleblade, blev udført korrekt af håndplukkede eksperter. Endvidere beretter han om domkirkens status som UNESCO verdensarv og dens betydning som gravsted for flest monarker i verden, hvor han har haft den ære at vise et bredt spektrum af besøgende, herunder kongelige og fagfolk, rundt i bygningens lofter og krypt.

Se resume af podcast

Artiklen indeholder et uddrag fra en podcast, hvor Frank Ramskov interviewes om sit liv og virke, særligt i relation til Roskilde Domkirke. Frank Ramskov fortæller om sin baggrund som uddannet tømrer og bygningskonstruktør, der førte ham til at blive kirkeværge og involveret i den omfattende renovering af domkirkens tagkonstruktioner, et projekt der strakte sig over flere år. Han beskriver detaljer om tømmerarbejdet, brugen af Douglasgran og de traditionelle samlingsmetoder, han har vist frem for mange besøgende. Endvidere diskuterer han kongegravene i kirken, som er en primær årsag til kirkens status som UNESCO verdensarv, og deler anekdoter fra møder med Dronning Margrethe og genbegravelsen af kejserinde Dagmar.

Indsigt fra Interviewet med Frank Ramskov

Artiklen syntetiserer de centrale temaer og indsigter fra et dybdegående interview med Frank Ramskov, hvis professionelle liv og personlige engagement er uløseligt forbundet med Roskilde Domkirke. Ramskov, en uddannet tømrer og bygningskonstruktør, fungerede som kirkeværge og var en central figur i den komplekse og kostbare genopbygning af domkirkens tagkonstruktion fra 2002 til 2010. Interviewet giver en enestående, teknisk detaljeret beretning om dette projekt – fra materialevalg og traditionelle håndværksteknikker til logistik og kvalitetssikring. Derudover belyser Ramskov domkirkens status som UNESCO Verdensarv gennem dens arkitektoniske mangfoldighed og som det sted i verden med flest begravede monarker. Dokumentet indeholder også en række personlige anekdoter, der giver et unikt indblik i hans interaktioner med Kongehuset, især Dronning Margrethe, og hans erindringer om den tidligere biskop Jan Lindhardts skarpe vid. Ramskovs virke som en passioneret formidler af kirkens tekniske og historiske facetter gennem 27 års rundvisninger udgør en rød tråd i fortællingen.

1. Frank Ramskovs Baggrund og Rolle

Frank Ramskovs engagement i Roskilde Domkirke er dybt forankret i hans faglige baggrund som håndværker og bygningskonstruktør. Hans praktiske viden har været afgørende for hans virke i menighedsrådet og senere som kirkeværge.

Professionel Udvikling

• Uddannelse: Startede i gymnasiet, men skiftede spor for at blive tømrer og fik svendebrev efter 3,5 år. Han observerede, hvordan det fysiske arbejde sled på ældre kolleger og besluttede at læse videre til bygningskonstruktør, en uddannelse der tog yderligere 3,5 år.

• Karriere: Oplevede, at markedet efterspurgte arkitekter frem for bygningskonstruktører. Da arkitekttitlen er fri, kaldte han sig “arkitekt Ramskov”, hvilket åbnede for en succesfuld karriere med omkring 400 renoveringsprojekter, især huse med stråtag.

Engagement i Roskilde Domkirke

• Indtræden i Menighedsrådet: Blev rekrutteret af den tidligere kirkeværge, Peter Randlev, i forbindelse med den forestående renovering af domkirkens tag. Han blev valgt ind i menighedsrådet i 1998 efter at have holdt en “brandtale”.

• Ansvarsområder: Forventede 10 årlige møder, men fik hurtigt to møder om ugen. Han blev formand for kirkebygningsudvalget, ejendomsudvalget (ansvarlig for præsteboliger og andre ejendomme) og UNESCO-udvalget.

• Kirkeværge: Efter fire år i menighedsrådet blev han i 2002 valgt til kirkeværge og fik til opgave at føre tilsyn med byggeriet på menighedsrådets vegne. Hans rolle var at være “ude i virkeligheden” og inspicere arbejdet direkte på byggepladsen, hvor han “kravlede rundt i byggerierne og drejede på vejhanen”. Hans tømrerbaggrund og mangel på højdeskræk var en stor fordel.

Andre Engagementer

Ramskov anvender fortsat sin faglige ekspertise i andre bestyrelsesposter:

• Kafe Klaus: Har været drivkraft i en renovering til fire millioner kroner for at forbedre bygningens isolering og installationer.

• Sankt Maria Park: Sidder i bestyrelsen som domkirkens repræsentant og fungerer som “teknisk bannerfører” for vedligeholdelsen af den historiske bygning.

2. Genopbygningen af Domkirkens Tagkonstruktion (2002-2010)

Projektet var en omfattende og teknisk krævende opgave, der nødvendiggjorde en tilbagevenden til oprindelige håndværksmetoder efter en tidligere, fejlslagen renovering.

Baggrund for Projektet

• Den Oprindelige Fejlkonstruktion: Efter en brand forårsaget af håndværkere, blev taget repareret med en billigere løsning for at imødekomme forsikringsselskabets krav. Konstruktionen bestod af halvtømmer, der blev boltet sammen. Ramskov bemærker, at dette kompromis ikke ville være blevet accepteret, hvis kirken på det tidspunkt havde været på UNESCOs verdensarvsliste.

• Kemiske Skader: Det brandhæmmende kemikalie, som det nye tømmer blev behandlet med, viste sig at være aggressivt over for kobberpladerne, hvilket gjorde taget utæt.

• Omkostninger: Den første, fejlslagne reparation kostede 40 millioner kroner. Den nye, korrekte genopbygning kostede 100 millioner kroner.

Håndværk og Materialer

• Håndplukkede Håndværkere: For at sikre den højeste kvalitet blev der anvendt en “budtitation”, hvor man håndplukkede tre af de dygtigste firmaer til hver entreprise. Disse firmaer havde erfaring fra renoveringer af bl.a. Christiansborg og kirker i København.

• Traditionelle Samlingsteknikker: Projektet genoplivede gamle tømrerteknikker, som Ramskov kun kendte fra tømrerskolen.

    ◦ Franske låse: En kompleks samling, der låser to stykker tømmer sammen, så samlingen bliver lige så stærk som tømmeret selv. Dette var nødvendigt for at skabe remme på over 25 meter.

    ◦ Svalehaleblade: En samling, der låser sig fast under udadgående kræfter og forhindrer f.eks. tagfoden i at skride.

• Valg af Tømmer:

    ◦ Træsort: Man valgte Douglasgran fra Silkeborgskovene på grund af dens spændstighed, styrke og selvimprægnerende egenskaber fra et højt indhold af harpiks. Ramskov beskriver, hvordan harpiksen stadig “perler ud af tømmeret” og dufter på varme dage.

    ◦ Tørring og Forberedelse: Tømmeret blev lagret i to år i “staklader” (åbne lader), stablet på kryds og tværs, så egenvægten forhindrede det i at vride sig (“lave mølvinger”). Der blev indkøbt 10% ekstra tømmer, men kun 2% af dette blev nødvendigt at bruge.

    ◦ Særlige Dimensioner: De største bjælker (40×40 cm, 23 meter lange, 1,21 ton pr. stk.) kunne ikke skaffes i Danmark. De blev fundet i udlandet og krævede specielt løftegrej og skærpet opsyn fra Arbejdstilsynet.

Proces og Kvalitetssikring

• Forarbejdning: Alt tømmer blev forarbejdet i to lejede haller på Musicon i Roskilde. Her arbejdede 12 mand i halvandet år med at tilskære og samle konstruktionerne. Hvert stykke tømmer var mærket med et messingmærke for præcis identifikation.

• Præcision: Ramskov fortæller om et mareridt, hvor han drømte, at hovedmålene var forkerte. Han blev dog beroliget af, at to uafhængige landmålerfirmaer havde dobbelttjekket alle mål. Resultatet var perfekt: “Alt sagde et klik. Og gik i hak.”

3. Roskilde Domkirke som Historisk og Kulturelt Monument

Ramskov fremhæver domkirkens unikke status, som er baseret på dens arkitektoniske historie og dens rolle som kongelig gravkirke.

UNESCO Verdensarv

To hovedårsager til kirkens status er:

1. Arkitektonisk Mangfoldighed: Kirken fremviser samtlige danske hovedstilarter fra romansk stil til funktionalisme. Ramskov nævner specifikt Helligtrekongers Kapel (østersøgotik), Christian 4.s Kapel (renæssance), Frederik 5.s Kapel (klassicisme) og Christian 9.s Kapel (historicisme). Han udtaler: “Jeg kender ikke nogen andre bygninger i verden faktisk, der har det.”

2. Kongelige Gravmæler: Det er det sted i verden, hvor der er begravet flest monarker på ét sted – i alt 39.

Hierarkiet i Gravlægningen

• Konger og Dronninger: Ligger i kapellerne ovenpå.

• Prinser og Prinsesser: Deres børn ligger i krypterne nedenunder, uanset hvilken rang de senere opnåede i livet.

Domkirkepladsen

Pladsen blev omlagt i 1983-84. Ramskov fortæller en økonomisk fordelagtig historie:

• Brostenene: Man købte en million brugte brosten fra Islands Brygge for 3 millioner kroner, 12 år før de skulle bruges. Da pladsen skulle anlægges, var stenenes værdi steget til 12 millioner, hvilket gav en besparelse på 9 millioner kroner.

• Gangstier: De flade sten i gangstierne (“bodursten”) er genbrugte rækværk fra den tidligere parkeringsplads.

4. Personlige Anekdoter og Oplevelser

Gennem sit virke har Ramskov haft en række bemærkelsesværdige interaktioner med både kirkelige og kongelige personligheder.

Samarbejdet med Kongehuset

• Greve Ingolfs Urne: En lille sarkofag-urne tilhørende et barnebarn af Christian 10. stod i krypten på en “mælkeskammel”. Ramskov tog initiativ og kontaktede Hofmarskallatet. Dette førte til et møde med Dronning Margrethe for at finde en permanent løsning.

    ◦ Dronningens Beslutning: Dronningen besluttede, at urnen skulle placeres i en ny niche i den to meter tykke mur, hvor grevens far lå. Hun specificerede, at nichen skulle være “trukket en tommel tilbage”, så man kunne se, at den var tilføjet senere.

    ◦ Mindetavlen: Dronningen gav præcise instruktioner om, at mindetavlen skulle være af sølv og matche de eksisterende. Hun understregede vigtigheden af korrekt “spatiering” – den indbyrdes afstand mellem bogstaverne.

• Kejserinde Dagmars Hjemførsel (2004-2006): Ramskov var dybt involveret i den to år lange proces med at sende Kejserinde Maria Feodorovnas kiste tilbage til Rusland.

    ◦ Mødet med den Russiske Ambassadør: Ambassadøren undrede sig over, hvorfor kejserinden lå i en krypt. Ramskov forklarede reglen om, at monarkernes børn ligger i krypterne, hvilket ambassadøren accepterede.

    ◦ Kontrol af Sarkofagen: Efter et mareridt om, at sarkofagen var tom, tjekkede Ramskov og domkirkens værge den inden mødet. De konstaterede, at alt var i orden, og at kisten var svøbt i det gamle russiske flag.

    ◦ Genbegravelse: Kejserinden blev sejlet til Sankt Petersborg på et dansk krigsskib og genbegravet den 28. september 2006 i Peter-Paul Katedralen ved siden af sin mand, hvilket opfyldte et løfte, de havde givet hinanden.

• Besøg af den Japanske Kronprins: Ramskov blev instrueret i streng protokol: han skulle selv fastlægge programmet og måtte ikke give hånd. Han fulgte protokollen, men arbejdede bevidst med humor for at “arbejde hul på den der facade”.

Erindringer om Biskop Jan Lindhardt

Ramskov deler flere historier, der illustrerer den tidligere biskops unikke intellekt og humor.

• Om den kongelige begravelsesplads: Da et barn i februar måned bemærkede, at det måtte være koldt for dronningens forældre at ligge udenfor, svarede biskoppen tørt: “Det kan jeg godt sige dig. Det er fordi man ikke må ryge i kirken.”

• Om at “vande kamelerne”: Efter en tale, hvor en person blev sammenlignet med Rebecca, der vandede en hel kamelkaravane, bemærkede Lindhardt: “Ja, ja, man skal lige passe på det der med at vande kamelerne, fordi man kan blive sat til at sluge en, to, tre stykker af dem.”

• Debatteknik: I tv-debatter om vanskelige emner kunne Lindhardt, når han blev trængt op i en krog, “stikke en af de historier ud”, som fik hele panelet til at le og tvang ordstyreren til at skifte emne, hvorved han “slap fri”.

5. Frank Ramskovs Virke som Formidler

Efter sin aktive rolle i byggeprocessen har Ramskov dedikeret sig til at formidle domkirkens historie og tekniske vidundere.

Rundvisninger i Domkirken

• Omfang: Har vist rundt i 27 år med et gennemsnit på 30 rundvisninger om året. Han begrænser bevidst antallet for at undgå rutine og sikre, at hver tur leveres “med samme glød” som den første.

• Målgruppe: Viser ofte rundt for faggrupper som ingeniører, arkitekter, tømrerfirmaer og elever fra tekniske skoler. For disse grupper fokuserer han på fagligheden, de “ægte samlinger” og de gode tekniske løsninger.

• Budskab: Opfordrer de unge håndværkere til at vælge “den ægte vare” frem for “plastik halløj”, når de rådgiver kunder.

Motivation

Ramskovs motivation er ikke økonomisk; han betragter rundvisningerne som en hobby. Hans drivkraft er glæden ved at dele sin viden og passion for håndværket og historien. Han agter at fortsætte, “så længe, at jeg overhovedet kan huske historierne, og jeg kan bevæge mig rundt med konstruktionerne.”

Se billedrne i vores Galleri

5. december 2025

Ildsjæle og frivillighed – Gunilla

Artiklen er en samtale med byplanlægger og arkitekt Gurnilla Rasmussen om udviklingen af bydelen Musicon i Roskilde, et projekt hun har været dybt involveret i. Omdannelsen af det tidligere betonfabriksområde til et musisk, kreativt bykvarter begyndte med en vision, hvor Roskilde Kommune indtog en faciliterende rolle frem for traditionel masterplanlægning, for at skabe et åbent miljø for kreative ideer. Nøglen til succes var at lade processen tage tid, hvilket tillod kommunen og de tidlige kreative aktører—som skatere og kunstnere—langsomt at definere, hvad en kreativ bydel skulle være. Rasmussen fremhæver især de opbyggede relationer og fællesskaber som Musicons primære tiltrækningskraft, og hun afslutter med at drøfte sit engagement i et nyt lokalt udviklingsprojekt ved det runde vandtårn i Sydbyen, et symbol hun ser som pegende mod en nødvendig cirkulær og fremadskuende tilgang til byudvikling.

Se resume af Podcast

Artiklen giver et detaljeret overblik over byudviklingsstrategien for Musicon i Roskilde, der er designet som en musisk kreativ bydel på grunden af en tidligere betonfabrik. Strategien, der adskiller sig fra traditionel planlægning, fokuserer på en faciliterende kommunal rolle og et relationsbaseret samarbejde med kreative aktører som skatere, kunstmiljøer og kulturelle ankerpunkter som Danmarks Rockmuseum og en højskole. Selvom udviklingen var langsom, har denne tilgang ifølge byplanlægger Cornilla Rasmussen skabt et stærkt fællesskab, der er blevet områdets primære attraktionsværdi. Disse erfaringer søges nu overført til nye projekter i Roskilde, særligt udviklingen af Vandtårnet i Sydbyen, som Rasmussen ser som et fremtidigt samlingssted med potentiale for at fremme cirkulær tænkning og udnytte sin unikke placering “på byens tag”.

Artiklen syntetiserer de centrale indsigter fra en samtale med Gunilla Stine Rasmussen, arkitekt og samskabende byudvikler. Hovedfokus er på udviklingen af Roskildes prisvindende bydel, Musicon, som illustrerer en innovativ model for byudvikling baseret på samskabelse, langsom udvikling og facilitering frem for traditionel top-down-planlægning. Dokumentet belyser, hvordan denne tilgang, der oprindeligt blev anset som en nødvendighed på grund af en finanskrise, viste sig at være en afgørende fordel. Den langsomme, relationsbaserede proces skabte en stærk social infrastruktur, der i dag udgør områdets primære attraktionsværdi.

De centrale konklusioner er:

• Samskabelse som strategi: Musicon blev udviklet uden en masterplan, men med “spilleregler” og en faciliterende kommunal rolle, der inviterede kreative aktører til at forme bydelen.

• Fordelene ved langsom udvikling: En langsom start gav tid til at udvikle og forankre bydelens kreative vision og skabe meningsfulde eksempelprojekter.

• Relationer som primær værdi: Det mest overraskende og vellykkede resultat er, at de mangeårige samarbejder har skabt et tæt netværk af relationer, som er blevet områdets definerende karakteristik og største tiltrækningskraft.

• Fremtidige projekter: Erfaringerne fra Musicon anvendes nu i visionen for et nyt projekt ved vandtårnet på Bymarken, der sigter mod at skabe et samlingspunkt med fokus på bæredygtighed og cirkulær økonomi, symboliseret ved selve bygningens genanvendelse og form.

Introduktion: Gunilla Rasmussen og Visionen for Byudvikling

Gunilla Stine Rasmussen er arkitekt med en master i socialt entreprenørskab og arbejder som samskabende byudvikler med fokus på helhed og bæredygtighed. Gennem mere end 14 år har hun spillet en central rolle i udviklingen af bydelen Musicon i Roskilde, først i kommunens plan- og udviklingsafdeling og senere i Musicon-sekretariatet. Hendes tilgang er præget af en tro på, at byudvikling skal ske i tæt samarbejde med de mennesker, der skal bruge byen, og at langsigtede, relationsopbyggende processer skaber de mest levende og bæredygtige fællesskaber.

Casestudie: Bydelen Musicon

Musicon er udviklet på grunden for den tidligere betonfabrik Unicon, som Roskilde Kommune opkøbte omkring årtusindskiftet. Frem mod 2007 blev visionen om en “musisk kreativ bydel” formuleret, og Gunilla Rasmussen blev ansat i 2008 for at bidrage til realiseringen.

En Unik Udviklingsstrategi: Samskabelse og Facilitering

I modsætning til traditionel byplanlægning blev der for Musicon valgt en radikalt anderledes strategi, der var defineret før Gunilla Rasmussens ansættelse.

• Ingen Masterplan: Området blev ikke “tegnet igennem på forhånd”. I stedet definerede man “spilleregler og en spilleplade”, der signalerede, at mulighederne var åbne for eksterne idéer.

• Faciliterende Kommunal Rolle: Kommunen indtog en bevidst tilbagetrukket og faciliterende rolle. Opgaven var at “hjælpe andres ideer på vej og støtte dem i deres kreative projekter”.

• Musicon-sekretariatet: En afgørende beslutning var etableringen af et dedikeret sekretariat, placeret fysisk i bydelen i en af betonfabrikkens gamle administrationsbygninger. Med en “åben dør”-politik fungerede sekretariatet som et dagligt kontaktpunkt, hvor kreative aktører, foreninger og virksomheder kunne præsentere idéer og få hjælp.

• Tidlige Aktører: De første til at rykke ind var skaterne, som allerede i 2005 fik nøglen til en hal. De opbyggede en velfungerende forening med op til 1200 medlemmer, der unikt formåede at forene forskellige skatediscipliner. Andre tidlige aktører inkluderede Åben Dans, kunstnermiljøet og en e-sportforening.

“Slow Urbanism”: Fordelene ved en Langsom Start

Musicon-projektets udvikling faldt sammen med finanskrisen i 2008, hvilket betød, at der i starten ingen interesse var fra investorer. Gunilla Rasmussen beskriver dette som “ret heldigt for projektet”.

• Tid til Refleksion: Den langsomme start gav tid til at finde ud af, hvad man reelt mente med en “kreativ bydel” og “at gøre noget på en anderledes måde”.

• Udvikling af Eksempelprojekter: Sammen med de tidlige kreative aktører kunne man udvikle eksempelprojekter. Da dialogen med investorerne senere begyndte, gjorde disse konkrete eksempler det “så meget nemmere at forstå hinanden”.

• Undgåelse af Traditionel Udvikling: Uden presset fra pengestærke investorer undgik man, at udviklingen fra start blev mere traditionel.

• Mangfoldighed over Tid: Den langsomme proces var en bevidst del af strategien, baseret på en indsigt om, at “hvis vi vil ende med at lave noget, der vitterlig er mangfoldigt, så må det også komme gennem lang tid.”

Kulturelle Ankerpunkter: Højskole og Rockmuseum

For at stadfæste områdets kreative profil og tiltrække mennesker, arbejdede man tidligt med at etablere store kulturelle attraktioner.

• Danmarks Rockmuseum (Ragnarock) og Roskilde Festival Højskole blev identificeret som centrale institutioner.

• Højskolen har plads til 120 elever, og dens forløb kulminerer med, at eleverne er værter på en del af Roskilde Festivals campingområde, hvilket er en stor attraktion.

• Etableringen af disse institutioner, særligt højskolen, markerede et vendepunkt. Gunilla Rasmussen beskriver en følelse af, at “nu kunne det ikke gå helt galt”. Institutionerne fungerer som “tunge ankerpunkter” og “fyrtårne”, der sikrer, at bydelens DNA – iværksætteri, innovation og kreativitet – fastholdes.

Designprincipper for en Kreativ Bydel

Musicon er præget af en række bevidste designvalg, der understøtter visionen om en bæredygtig og kreativ bydel.

Designprincip	Beskrivelse	Formål
Bæredygtig Vandhåndtering	Regnvand afledes og forsinkes på overfladen via åbne render i stedet for at blive nedsivet i kloaker. Systemet har vundet internationale priser.	Praktisk: Aflaster de eksisterende kloakker. Fremtidssikring: Større og mere fleksibel kapacitet til at håndtere ekstreme regnskyl. Æstetisk: Renderne, nogle beplantede, andre med genbrugte industrispor, er et synligt og karakteristisk designelement.
Tæthed og Kontrast	Bebyggelsen er bevidst tæt for at skabe plads til store, åbne byrum til aktiviteter.	Bæredygtighed: Flere beboere deler den samme infrastruktur, hvilket er ressourceeffektivt. Oplevelse: Skaber en dynamisk kontrast mellem smalle stræder og store pladser.
Arkitektonisk Mangfoldighed	I modsætning til byudvikling, der efterstræber ensartethed, har man på Musicon “bevidst efterspurgt variation”.	Kreativitet: Byggerier skulle have variation i materialer, højde og dybde samt en unik karakter. Fællesskab: Krav om fælleslokaler i boligbyggerier for at styrke små fællesskaber, som kan fungere som en indgang til det større fællesskab i bydelen.

Vurdering og Resultater: Relationer som Primær Attraktionsværdi

Gunilla Rasmussen vurderer, at projektet er lykkedes “overraskende godt”. Det mest bemærkelsesværdige resultat var uforudset.

“Det, der i dag gør musiken så charmerende og tiltrækkende på mange… er at man opfanger at her er der mange, der kender hinanden. Her kommer man hinanden ved… Jeg har sådan oplevelsen af, at det er blevet sådan en sidegevinst ved måden at udvikle bydele på, fordi den er jo udviklet gennem relationer.”

Den samskabende proces, der strakte sig over mange år, opbyggede et stærkt netværk af relationer. Denne sociale kapital er i dag en mærkbar og fundamental del af bydelens identitet. Nye beboere tiltrækkes af netop dette og bliver “fanebærere” for den eksisterende kultur frem for at udgøre en trussel mod den.

Fremtidsperspektiver: Projektet ved Vandtårnet på Bymarken

Med erfaringerne fra Musicon er Gunilla Rasmussen nu engageret i et nyt projekt centreret omkring det gamle vandtårn på Bymarken.

Personlig Tilknytning og Nyt Engagement

Vandtårnet har længe været et personligt “pejlemærke” for Gunilla Rasmussen. Hun ser en mulighed for at overføre læringerne fra Musicon til dette projekt, specifikt idéen om at udvikle et sted ud fra en “stor lidt flyvsk, men inspirerende vision og så i et samarbejde med mange”.

Idéer og Visioner for Vandtårnet

Projektet er i en tidlig fase, men der er allerede flere idéer, der udnytter tårnets unikke placering “på byens tag”:

• Stjernekiggeri og andre arrangementer tæt på himlen.

• Primitiv overnatning på tagterrassen.

• Fokus på at udnytte den eksponerede placering tæt på vejr og vind.

Vandtårnet som Symbol for en Bæredygtig Fremtid

Vandtårnet har ifølge Gunilla Rasmussen et potentiale, der rækker ud over de konkrete aktiviteter. Det kan fungere som et stærkt symbol for den bæredygtighedstransition, samfundet står overfor.

• Genanvendelse: At give nyt liv til en massiv betonkonstruktion er et eksempel på bæredygtig praksis, da beton er et meget CO2-tungt materiale.

• Perspektiv: Den høje placering giver et fysisk overblik og inviterer til at se verden “i det store perspektiv”.• Cirkularitet: Tårnets runde form ses som et symbol på den cirkulære tankegang, hvor materialer og ressourcer skal recirkuleres i stedet for at følge en lineær “brug-og-smid-væk”-model. Tårnet kan blive et “samlings-, vidensdelings- [og] formidlingssted” for denne vigtige dagsorden.

Se billederne i vores Galleri

5. december 2025

BP Motellet på Motelvej

Her er et lydinterview med Lone Larsen og Karen Jørgensen, to tidligere ansatte på det nu lukkede BP-Motel i Roskilde, som var Danmarks første motel opført i 1955 i forbindelse med etableringen af byens omfartsvej. Samtalen fungerer som et nostalgisk tilbageblik på motellet, der engang var en stor og velrenommeret arbejdsplads og spisested kendt for retter som oksehøjreb og spiseribs. Interviewet dækker de ansattes lange perioder på motellet, hvor de mindes den fantastiske atmosfære og gode kollegaer, de typiske retter, og sjove anekdoter om lokale gæster og kendte stamkunder.

Se sammendrag af Podcast

BP-motellet i Roskilde

Dette dokument syntetiserer de centrale temaer og indsigter fra en samtale med to tidligere medarbejdere på BP-motellet i Roskilde, Lone Larsen og Karen Jørgensen. BP-motellet, der åbnede i 1955 som Danmarks første motel, var en markant institution og en anerkendt arbejdsplads, der spillede en vigtig rolle i lokalsamfundet. Det var kendt som et velrenommeret spisested for både rejsende og lokale borgere, berømt for retter som oksehøjreb og hjemmelavet flæskesteg. Medarbejderne beskriver en fantastisk arbejdskultur med stærkt kollegialt sammenhold, hvilket afspejles i deres lange ansættelser på henholdsvis otte og sytten år. Motellet tiltrak en mangfoldig kundekreds, fra racerkørere tilknyttet Roskilde Ring til håndværkere, familier og kendte personligheder. I dag er motellet lukket og bygningerne i forfald, og der verserer planer om nedrivning og nybyggeri på grunden.

Etablering og Historisk Betydning

Danmarks Første Motel

BP-motellet blev etableret i 1955 og var det første motel i Danmark, bygget efter amerikansk model. Etableringen var en direkte konsekvens af den stigende biltrafik og forventningen om, at en motorvej ville blive nødvendig. Det var olieselskabet BP, der stod bag projektet, hvilket gav motellet sit navn.

Strategisk Placering

Motellet blev anlagt i forbindelse med anlæggelsen af en ny omfartsvej syd om Roskilde, der forbandt vejen fra Svogerslev med Københavnsvej. Før omfartsvejen skulle al trafik gennem Roskildes bymidte via Ringstedgade. Vejen, der førte ned til motellet, fik navnet Motelvej.

Vigtige Datoer og Begivenheder

1955: Motellet åbner. Dette skete samtidig med åbningen af den nærliggende motorbane, Roskilde Ring. Mange af racerkørerne boede på motellet.
3. maj 1980: Motellet fejrer sit 25-års jubilæum. Begivenheden blev blandt andet markeret med en pølsevogn, hvor medarbejder Lone Larsen stod.
1998: Motellet dannede ramme om optagelserne til filmen “Motello”, en moderne fortolkning af Shakespeares “Othello”, instrueret af de lokale filmskabere Wiig og Rasmussen og med Sidse Babett Knudsen på rollelisten.

Arbejdspladsen og Kulturen

Et Attraktivt Arbejdsmiljø

Begge tidligere medarbejdere beskriver enstemmigt BP-motellet som en “fantastisk” og “god arbejdsplads” med et stærkt socialt sammenhold.

Lone Larsen startede i 1982 for at tjene penge til en ferie, men endte med at blive i otte år, fordi hun var så glad for at være der. Hun fremhæver de gode kolleger og glædede sig altid til at komme på arbejde, uanset om det var en almindelig hverdag eller en helligdag.
Karen Jørgensen var ansat i 17 år fra engang efter 1974.

Medarbejdernes Roller og Opgaver

Medarbejdernes primære opgaver var centreret omkring restauranten.

Bestillinger og Servering: Lone tog imod bestillinger fra kunderne ved disken, mens Karen primært arbejdede om aftenen med servering.
Madlavning: Udover servering var medarbejderne også involveret i den sidste del af tilberedningen. De skar eksempelvis utallige oksehøjreb og anrettede maden, herunder spareribs, på tallerkener.
Catering: Motellet leverede også “mad ud af huset”, blandt andet til de valgtilforordnede på Sankt Jørgens Skole under et valg.

Ledelse

Ledelsen bestod af et bestyrerpar, som medarbejderne husker tydeligt.

Knud Petersen: Var bestyrer.
Fru Petersen: Beskrives som “meget effektiv” og kunne være “skrap”, men var samtidig retfærdig. Lone Larsen husker en episode, hvor hun fik en berettiget skideballe for at ville hælde te i en chokoladekande.
De første ledere: Ved åbningen var det Engka og Boris Borgersen, der bestyrede stedet.

Familie og Generationer

For Karen Jørgensens familie var BP-motellet en arbejdsplads på tværs af generationer.

Hendes mor startede med at gøre rent på værelserne blot en måned efter åbningen i 1955 og holdt sit 25-års jubilæum.
Hendes to niecer arbejdede der også som unge piger med at rydde af bordene og vaske op.

Gastronomi og Kundekreds

Menu og Kulinariske Kendetegn

BP-motellet var et velrenommeret spisested, kendt for sine specifikke, populære retter. Burgere var endnu ikke en del af menukortet i samme grad som i dag.

Ret	Beskrivelse
Oksehøjreb	En af de mest populære retter. Medarbejderne skar kødet direkte fra stegen.
Spareribs	En anden signaturret.
Flæskesteg	En VVS-mand, der havde været kunde, huskede især den “hjemmelavede flæskesteg”, “meget brun sovs” og det altid møre oksekød.
Salat	Til retterne blev der serveret en karakteristisk salat af fintsnittet hvidkål med en mindeværdig dressing.

En Bred og Loyal Kundekreds

Motellet servicerede en meget bred vifte af gæster.

Lokale fra Roskilde: Mange lokale betragtede det som et kendt spisested og kom der jævnligt, f.eks. når lønnen var gået ind.
Rejsende og Håndværkere: Mange gæster var rejsende, især fra Jylland, som enten overnattede på vej til København eller boede der fast i længere perioder i forbindelse med arbejde i området. Motellet fungerede for dem som et “håndværkerhotel”.
Familier fra sommerhuse: Søndag aften var der ofte travlt med familier på vej hjem fra deres sommerhuse. En fast kunde var Birte Wejs, som kom med sin familie, hvor de voksne sad og læste avis uden megen interaktion med børnene.

Kendte Gæster

Gennem årene besøgte adskillige kendte personligheder motellet.

Lise Nørgaard: Holdt sin 90-års fødselsdag på motellet, hvor Karen Jørgensen serverede.
Peter Belli: Var gæst på motellet.
Poul Lytter: Beskrives som en lille mand, der pludselig stod der.
Eve Rode og Prins Joakim: Ifølge en udtalelse fra den tidligere bestyrer Boris Borgersen til BT, var de faste kunder.

Faciliteter og Fremtidsplaner

Værelser og Indkvartering

Hovedbygningen: Indeholdt 14-15 værelser.
Annekset: En separat bygning, der primært blev brugt af gæster, der boede der i længere tid, såsom chauffører og montører. Her samledes gæsterne ofte om aftenen for at spille kort.
Særlig detalje: Af overtroiske årsager fandtes der intet bord med nummer 13 i restauranten.

Lukning og Nuværende Tilstand

BP-motellet har været lukket i mange år, og bygningerne er i dag i stærkt forfald, med en tilgroet terrasse. Der går rygter om, at værelserne stadig kan lejes ud til arbejdere, men uden rengøring og anden service.

Fremtidige Udviklingsplaner

Der har i flere år været planer for grunden, som ifølge rygterne omfatter:

Nedrivning: Den nuværende bygning forventes revet ned.
Nybyggeri: Der er planer om at opføre et nyt byggeri i op til fem etagers højde.
Faciliteter: Projektet inkluderer parkeringskældre. Der er desuden et beskyttelsesrum under den eksisterende bygning.

Involvering af Asthjemmet: Det nærliggende Asthjemmet forventes at indgå i planerne på en eller anden måde.

Se billederne i Galleriet

5. december 2025

Niels Jørgen om Østervangskolen
Podcast-episoden introducerer lytterne til Roskilde-personligheden Niels Jørgen Rasmussen, en tidligere lærer, der tilbragte 37 år på Østervangskolen. Han reflekterer over sin lange karriere, som også inkluderede en periode som museumspædagog ved Vikingeskibshallen, og beskriver Østervangskolen som et sjovt og dynamisk sted præget af forsøgsundervisning og teatertraditioner. Rasmussen, som var uddannet i dansk litteratur og biologi, fremhæver især skolens åbne atmosfære og det kollegiale fællesskab i 60’erne og 70’erne, men nævner også, at det stigende bureaukrati i 90’erne bidrog til hans beslutning om at gå på pension. Endelig berører han sin fortsatte aktivitet som pensionist, herunder hans store interesse for natur, fotografi og maleri.
Se resume af Podcast

Lærerliv, Skoleudvikling og Kreativitet på Østervangsskolen

Artiklen sammenfatter de centrale temaer fra en samtale med Niels Jørgen Rasmussen, en pensioneret lærer, der tilbragte 37 år på Østervangsskolen i Roskilde (1969-2006). Dokumentet belyser den markante kontrast mellem skolens tidlige år, som var præget af pædagogisk frihed, kreativitet og et stærkt socialt fællesskab, og den senere periode, hvor stigende bureaukrati og overadministration førte til Rasmussens pensionering. Østervangsskolen fremstod i 1970’erne og 80’erne som en progressiv institution under ledelse af skoleinspektør Mark Jensen, med en unik kultur centreret omkring teater, elevinddragelse og forsøgsundervisning. De primære årsager til skiftet i arbejdsmiljøet var indførelsen af administrative byrder som elevplaner og en nedprioritering af praktiske aktiviteter som lejrskoler. Samtalen afdækker desuden skolens vedvarende kulturelle arv, herunder de fortsatte årsfester, og giver et indblik i Rasmussens faglige baggrund og fortsatte kreative virke som pensionist.

——————————————————————————–

1. Niels Jørgen Rasmussens Lærergerning: En Oversigt

Niels Jørgen Rasmussen arbejdede som lærer i 37 år på Østervangsskolen i Roskilde, fra 1969 til sin pensionering i 2006. Han har været pensionist i næsten 20 år.
- Uddannelse og Faglighed:
  
  Uddannet fra Blågård Seminarium i København.
  
  Hovedfag i dansk litteratur og biologi, med en særlig interesse for biologien.
  
  Tog senere en billedkunstlæreruddannelse i 1980’erne.
  
  Kommer fra en lærerfamilie, hvor hans tre søskende også blev lærere.
- Karriereforløb:
  
  Hans primære ansættelse var på Østervangsskolen, som han startede på direkte efter et kort vikariat på Gråbrødskole.
  
  Karrieren var afbrudt af en treårig periode som museumspædagog på Vikingeskibshallen, hvor han dog bibeholdt to daglige undervisningstimer på skolen.
  
  Han underviste primært fra 4. klassetrin og op og har ført tre klasser hele vejen fra 4. til 10. klasse.
2. Østervangsskolens Guldalder: Pædagogisk Frihed og Kreativitet

Rasmussen beskriver de første årtier på Østervangsskolen som en dynamisk og sjov tid, præget af pædagogisk innovation og et stærkt fællesskab. Han anser sin egen tid som lærer for at have været “bedst og sjovest” sammenlignet med sine søskendes erfaringer.
- En Progressiv Skolekultur:
  
  Ledelse: Skoleinspektør Mark Jensen fremhæves som “en rar mand” og “god til at skabe en ny skole”.
  
  Innovation: Der var konstant “forsøgsundervisning i gang”. Lærere kunne få en idé, præsentere den for inspektøren og få støtte til at lave en ansøgning.
  
  Moderne Rammer: Skolen havde en utraditionel tilgang, hvor eleverne måtte opholde sig indendørs i frikvartererne. Der blev aldrig anvendt eftersidninger (“sveder”).
  
  Fællesskab: Lærerkollegiet var ungt (gennemsnitsalder omkring 25-26 år), og der opstod stærke venskaber, som stadig holder. Pensionerede lærere mødes i dag i gruppen “Sølvuglerne”.
- Teater som Pædagogisk Værktøj:
  
  Mark Jensens store teaterinteresse smittede af på skolen, og det blev et krav, at “hver klasse en eller to gange om året skulle lave en eller anden forestilling”. Dette gav eleverne træning i at stå på en scene og opbyggede selvtillid.
  
  Årsfester: En stærk tradition med årsfester blev etableret, hvor lærerne i starten selv optrådte. Rasmussen var aktiv som både manuskriptforfatter og især kulissemager.
  
  Kreativ Udvikling: Rasmussen udviklede en teknik til hurtigt at tegne store kulisser (50 m² bagtæpper) og involverede elever i malerarbejdet. Han fremhæver en elev, Carsten, der fra 4. klasse viste et exceptionelt talent for rumlig fornemmelse og skyggelægning. Carsten er i dag den smed, der har ansvaret for at konstruere de vugger, som skal bruges til at flytte vikingeskibene til det nye museum.
3. Skiftende Tider: Bureaukrati og Årsager til Pensionering

Omkring 1990’erne oplevede Rasmussen et markant skift i arbejdsvilkårene, hvilket gradvist underminerede den arbejdsglæde, der havde præget hans tidlige karriere.
- Stigende Administration:
  
  Indførelsen af “elevplaner” – skriftlige planer for hver enkelt elevs udvikling – oplevedes som en overvældende byrde. Med 120-130 elever i fag som historie og biologi fandt han kravet “fuldstændig gak”.
  
  Han beskriver udviklingen som “for meget overadministration” og konkluderer, at arbejdet “blev surt”.
  
  Han drager paralleller til lignende kritik af overdokumentation i sygehus- og plejehjemssektoren.
- Nedprioritering af Praktiske Aktiviteter:
  
  Mulighederne for at tage på lejrskole blev begrænset, og kommunen solgte sine lejrskolefaciliteter. Dette gjorde det sværere at arrangere ture, da lærerne mistede kendskabet til de lokale kontakter og faciliteter.
- Kritik af Senere Udviklinger i Folkeskolen:
  
  Lærerlockouten i 2013 betegnes som et “rigtig dumt politisk brud”, som han mener, at lærerstanden aldrig rigtigt kom sig over.
  
  Han oplevede en tendens til, at forældre blander sig mere, end de gjorde tidligere i hans karriere.
4. Faglighed, Fællesskab og Skolens Arv

Udover teater og den generelle pædagogik var Rasmussen dybt involveret i både sit fag, biologi, og i skolens bredere fællesskab.
- Fagligt Engagement:
  
  Biologi: Han var med til at indrette biologilokalet med en stor samling udstoppede dyr, en metode han i dag anser for forældet.
  
  Naturinteresse: Før lærergerningen var han med til at starte Natur & Ungdom i Roskilde og deltog i kortlægning af naturområder på Københavns Vestegn.
- Skolens Fællesskab:
  
  Forældreforeningen: Rasmussen var aktiv i forældreforeningen, som bl.a. stod for etablering af skolens legeplads.
  
  Fundraising på Roskilde Festival: Gennem 10-12 år tjente forældreforeningen mellem en halv og en hel million kroner ved at sælge “pizzabrød med rockkost” (et navn opfundet af Rasmussen). Pengene sikrede, at Østervangsskolen kunne tilbyde en ekstra lejrskole om året i forhold til andre kommunale skoler.
- Østervangsskolens Vedvarende Arv:
  
  Traditionen med årsfester eksisterer stadig, nu primært drevet af eleverne, især musikklasserne.
  
  Rasmussen har et barnebarn på skolen og har som bedstefar observeret den “selvsikkerhed og selvtillid”, som eleverne udstråler på scenen. Han ser dette som en direkte videreførelse af den kultur, han selv var med til at bygge op, og betegner det som “det dejligste der er bevaret” fra den skole, han værdsatte.
5. Livet som Pensionist: Et Aktivt og Kreativt Virke

Efter sin pensionering har Niels Jørgen Rasmussen fortsat et højt aktivitetsniveau med fokus på sine kreative interesser.

Han er med til at producere podcasts.

Kunstnerisk Udfoldelse:

Han har været formand for malergruppen “Onsdagsmalerne” i Roskilde i næsten 25 år.

Han maler stadig 2-3 billeder om ugen og går til tegning.

Fotografi:

Han er en ivrig fotograf med en samling på ca. 90.000 fuglebilleder.

Han har en særlig interesse i at fotografere Roskilde by, især Domkirken, fra nye og usædvanlige vinkler.

Andre Aktiviteter:

Han er med til at producere podcasts.
Se billederne fra Galleriet
5. december 2025
Mit arbejdsliv – Niels Jørgen Rasmussen

Niels Jørgen fortæller om sit arbejdsliv.

Kort resume

Denne podcast indeholder et interview med tidligere lærer, Niels Jørgen Rasmussen, som giver et tilbageblik på sine 37 år som lærer på Østervangskolen i Roskilde, samt tre år som museumspædagog ved Vikingeskibshallen. Rasmussen reflekterer over det kreative og frie miljø på skolen i 60’erne og 70’erne, herunder den store vægt der blev lagt på teaterforestillinger, som byggede elevernes selvtillid op. Han diskuterede også sine hovedfag i dansk litteratur og biologi og bemærkede, at han stoppede med at undervise i 2006 på grund af stigende bureaukrati og for megen administration. Der var iøvrigt også den mulighed at gå på pension som 60-årig mod en beskeden reduktion af pensionen. Desuden nævner han sine fortsatte aktive interesser efter pensionen, herunder maleri, tegning og fotografering.

Artikel – om et Lærerliv på Østervangskolen

Dette dokument sammenfatter de centrale temaer og indsigter fra en podcast med Niels Jørgen Rasmussen, en pensioneret lærer med 37 års erfaring fra Østervangskolen i Roskilde. Dokumentet belyser hans karriere, skolens unikke pædagogiske kultur, de forandringer i lærerfaget, der førte til hans pensionering, samt hans aktive liv efter arbejdslivet.

Niels Jørgen Rasmussen beskriver Østervangskolen i 1970’erne og 80’erne som en progressiv og eksperimenterende arbejdsplads, præget af et stærkt socialt sammenhold blandt de mange unge lærere. Under ledelse af skoleinspektør Mark Jensen blev kreativitet, især teater, en central del af skolens identitet, hvor både elever og lærere årligt opførte forestillinger. Rasmussen var selv en drivende kraft i disse projekter, både som forfatter og som en særdeles produktiv scenograf.

Han kontrasterer denne “lystbetonede” periode med de senere år i faget, hvor stigende bureaukrati, krav om overdokumentation som “elevplaner” og et tab af pædagogisk frihed gjorde arbejdet “surt”. Han peger specifikt på lærer-lockouten i 2013 som et “rigtig dumt politisk brud”, der påførte lærerstanden varig skade. Disse forandringer var den primære årsag til hans pensionering i 2006. Som pensionist har han fastholdt et højt aktivitetsniveau inden for malerkunst, fotografering og podcastproduktion, ligesom han bevarer kontakten til tidligere kolleger i pensionistgruppen “Sølvuglerne”.

1. Professionel Baggrund og Karriereforløb

Niels Jørgen Rasmussens karriere var dybt forankret i Roskilde og specifikt på Østervangskolen, hvor han var ansat fra 1969 til 2006.

• Uddannelse og Fagområder:

    ◦ Uddannet fra Blågård Seminarium i København.

    ◦ Hovedfag i dansk litteratur og biologi, med en særlig passion for biologi.

    ◦ Tog senere en uddannelse i billedkunst i 1980’erne.

    ◦ Var med til at stifte Natur og Ungdom i Roskilde og deltog i registrering af natur i Københavns Vestegn.

• Karriere Tidslinje:

    ◦ 1969: Starter som lærer på den nybyggede Østervangskolen.

    ◦ 37 års ansættelse: Arbejdede på skolen i 37 år, kun afbrudt af en periode som museumspædagog.

    ◦ Museumspædagog: Arbejdede i tre år på Vikingeskibshallen, men bibeholdt to daglige timer på Østervangskolen for at bevare tilknytningen.

    ◦ 2006: Gik på pension efter næsten fire årtier på samme skole.

• Personlig Baggrund:

    ◦ Født i Aarhus og boede de første otte år i Jylland.

    ◦ Flyttede til Birkerød og senere til Roskilde, hvor hans far byggede hus på Østervang.

    ◦ Alle hans tre søskende blev også lærere, hvilket hans far var “fortvivlet over”. Faderen blev glad, da Niels Jørgens søn blev ingeniør.

    ◦ Sammenlignet med sine søskendes erfaringer i Viborg og Horsens, konkluderer han: “så er jeg den, der har haft det bedste og sjovest, synes jeg.”

2. Østervangskolens Særlige Kultur og Pædagogik

Østervangskolen fremstod under Niels Jørgen Rasmussens tidlige ansættelse som en pionerskole med en særegen og progressiv kultur, der adskilte sig markant fra andre skoler.

• En Progressiv og Eksperimenterende Skole:

    ◦ Skolen var præget af en vilje til fornyelse: “der var ikke et år, hvor der ikke var forsøgsundervisning i gang.”

    ◦ Skoleinspektør Mark Jensen beskrives som en “rar mand” og “god til at skabe en ny skole”, som var meget modtagelig over for nye ideer fra lærerstaben.

    ◦ Der blev afholdt emneuger og -dage, f.eks. en “feature uge” om forurening allerede i 1970.

• Teater og Kreativ Udfoldelse:

    ◦ Teater var en hjørnesten i skolens pædagogik, drevet af inspektør Mark Jensens store teaterinteresse.

    ◦ Hver klasse skulle lave en forestilling en til to gange om året, hvilket gav eleverne træning i at optræde og styrkede deres selvtillid.

    ◦ Lærerne opførte årligt en forestilling til årsfesten, hvilket blev en fast tradition. Ved skolens indvielse opførte de “Kejserens nye klæer” med inspektøren i hovedrollen.

    ◦ Rasmussen fremhæver, at lærerne ofte var forud for deres tid og opførte stykker som “Ronja Røverdatter”, før de blev filmatiseret.

    ◦ Traditionen lever videre i dag, nu primært drevet af skolens musikklasser, hvilket Rasmussen med glæde observerer hos sit barnebarn.

• Et Positivt og Frit Læringsmiljø:

    ◦ Skolen havde en afslappet og fredelig stemning.

    ◦ Eleverne måtte opholde sig indendørs i frikvartererne, hvilket var utraditionelt for den tid.

    ◦ Der blev aldrig givet eftersidninger (“sveder”).

    ◦ Der blev lagt stor vægt på skolens udsmykning, med faste dage til “gangudsmykning”.

• Socialt Sammenhold blandt Kolleger:

    ◦ Lærerkollegiet bestod i starten af mange unge mennesker på 25-26 år, som fik børn samtidig og dannede venskaber, der stadig holder.

    ◦ Han husker lærerådsformanden som “gammel”, fordi han var 40 år.

    ◦ Dette stærke sammenhold lever videre i pensionistgruppen “Sølvuglerne” (opkaldt efter skolens logo), som mødes til julefrokoster og rejser sammen.

3. Centrale Projekter og Initiativer

Ud over den daglige undervisning var Niels Jørgen Rasmussen dybt involveret i en række projekter, der formede både skolens fysiske rammer og dens økonomiske muligheder.

• Kulissebyggeri og Elevinddragelse:

    ◦ Rasmussen var den primære kraft bag kulisserne til de mange teaterforestillinger. Han anslår at have lavet kulisser “nok til at dække syv almindelige villagrunde”.

    ◦ Han udviklede en hurtig teknik til at skitsere store bagtæpper (50 m²) på ca. 10 minutter ved hjælp af en sprittusch på et kosteskaft.

    ◦ Han inddrog elever i malearbejdet og fremhæver især en elev, Karsten, som fra 4. klasse viste et exceptionelt talent for rumlig fornemmelse og skyggelægning. Karsten er i dag smed og har fået den specialiserede opgave at designe og bygge de vugger, der skal bruges til at flytte de skrøbelige vikingeskibe til det nye museum.

• Faglig Indretning og Undervisning:

    ◦ Som biologilærer var han med til at indrette skolens biologilokale med en stor samling af udstoppede dyr, en tilgang han i dag anser for “lidt forældet”.

    ◦ Han underviste primært fra 4. klasse og op og var klasselærer for tre klasser, som han fulgte fra 4. til 10. klasse.

• Forældreforening og Fundraising:

    ◦ Han var aktiv i forældreforeningen, som bl.a. stod for at bygge skolens legeplads, da der ikke var afsat kommunale midler til det.

    ◦ Foreningen fandt på at tjene penge ved at have en bod på Roskilde Festival. Gennem 10-12 år genererede de et overskud på mellem en halv og en hel million kroner ved at sælge “pitabrød med rockkost” – et navn, Rasmussen selv fandt på.

    ◦ Disse midler gjorde det muligt for Østervangskolen at tilbyde et ekstra årligt lejrskoleophold og mange interessante foredragsholdere til forældreforeningens arrangementer sammenlignet med andre kommunale skoler.

4. Forandringer i Lærerfaget og Årsager til Pensionering

Rasmussen beskriver en markant ændring i lærergerningen fra en lystbetonet og fri profession til et bureaukratisk og overadministreret arbejde.

• Stigende Bureaukrati:

    ◦ Omkring 1990’erne begyndte et øget fokus på administration at præge hverdagen.

    ◦ Han fremhæver indførelsen af “elevplaner” som et særligt negativt eksempel. Som faglærer i 2-timers fag havde han op til 130 elever og skulle udarbejde individuelle skriftlige årsplaner for hver enkelt, hvilket han betegner som “fuldstændig gak”.

    ◦ Han kritiserer generelt tendensen til overdokumentation, som han også ser i sygehus- og plejesektoren.

• Tab af Pædagogisk Frihed:

    ◦ Den frihed, han satte pris på i starten af sin karriere, forsvandt gradvist.

    ◦ Mulighederne for at tage på lejrskole i naturen blev indskrænket, bl.a. fordi kommunen solgte sine faste lejrskoler. Dette gjorde planlægningen mere besværlig, da man mistede de lokale kontakter og kendskabet til faciliteterne.

    ◦ Han konkluderer: “Jeg synes, vi havde det meget friere, og det var meget nemmere. Og det var meget mere lystbetonet.”

• Konsekvenser af Lærer-lockouten i 2013:

    ◦ Selvom han var gået på pension, ser han lockouten som en skelsættende og ødelæggende begivenhed for faget.

    ◦ Han beskriver den som et “rigtig dumt politisk brud” og mener, at “lærerne kom aldrig over det”.

• Pensionering i 2006:

    ◦ Den primære årsag til, at han stoppede, var, at jobbet simpelthen “blev surt” på grund af den øgede administration og det mindskede pædagogiske råderum.

5. Livet som Aktiv Pensionist

Efter næsten 20 år som pensionist er Niels Jørgen Rasmussen fortsat en yderst aktiv person med et bredt spektrum af interesser, hvoraf mange har rødder i hans tid som lærer.

• Kunstnerisk Virke:

    ◦ Maler: Han har i næsten 25 år været formand for malergruppen “Onsdagsmalerne i Roskilde” og maler stadig 2-3 billeder om ugen. Han går også til tegning.

    ◦ Fotograf: Han er en ivrig fotograf med en særlig interesse for Roskilde by, især at finde nye og usædvanlige vinkler på Domkirken. Han har desuden en samling på ca. 90.000 fuglebilleder.

• Sociale og Kreative Aktiviteter:

    ◦ Podcast: Han er medvært på den podcast, interviewet er en del af.

    ◦ “Sølvuglerne”: Han er en aktiv del af pensionistgruppen for tidligere lærere fra Østervangskolen, som fortsat mødes og rejser sammen.

Billedgalleriet er jo Niels Jørgens bedrift (sammen med Poul Erik)

28. november 2025

Jakobskirken 50 år – 5 podcast

Samtaler med 5 ansatte/tidligere ansatte i anledning af Jakobskirkens 50-års jubilæum.

Denne artikel er uddrag fra transskriptioner af 5 podcasts i anledning af Jakobskirkens 50-års jubilæum, hvor forskellige tidligere og nuværende medarbejdere interviewes om deres tid og oplevelser i kirken. Blandt de interviewede er Frede Tramm, en af de første præster, der taler om kirkens pionerånd, sit forrige virke i Etiopien og opstarten af sorggrupper; Henrik Bjørnum, organist gennem mange år, der beskriver sit fokus på det folkelige og moderne musik som modsætning til Domkirkens traditioner; og Karen Groth, en tidligere kordegn, der reflekterer over det administrative arbejde, kirkens engagement med flygtninge, og det gode kollegiale fællesskab. Selvfølgelig er der også en samtale med den nuværende præst Mogens Ohm Jensen, som også er formand for “Syd for Banen”. Og kirketjener Johannes Andreassen. Fælles for alle er vægtningen af Jakobskirkens åbenhed, aktivistiske linje og dens rolle som et kulturelt og socialt centrum for lokalsamfundet. De taler også om kirkens arkitektur og hvordan den inviterer til et tættere fællesskab.

Artikel: : Jakobskirkens Identitet, Fællesskab og Virke gennem 50 År

Denne artikel sammenfatter centrale indsigter fra interviews med nøglemedarbejdere i anledning af Jakobskirkens 50-års jubilæum i april 2024. Dokumentet afdækker, at Jakobskirken er en markant anderledes kirke end den traditionelle landsbykirke, formet af en stærk “pionerånd” fra dens grundlæggelse i 1974. Kirkens DNA er kendetegnet ved en dyb forankring i lokalsamfundet, en udtalt “folkelighed” og et exceptionelt samarbejdsklima blandt medarbejderne.

De centrale temaer er:

• En Pionerkirke: Skabt i et nyt byområde, hvor menigheden og personalet fra starten var med til at forme kirkens indhold og aktiviteter, hvilket resulterede i et bredt og aktivt engagement.

• Folkelighed og Tilgængelighed: Kirkens moderne arkitektur, musikalske profil med fokus på fællessang og populærmusik samt dens mangeartede aktiviteter er designet til at nedbryde barrierer og invitere alle indenfor.

• Unikt Arbejdsmiljø: Alle interviewede fremhæver et fantastisk kollegialt fællesskab, hvor man hjalp hinanden på tværs af faggrænser, og hvor rollerne ofte var mere flydende og omfattende end formelle jobbeskrivelser.

• Tilpasning og Udvikling: Kirken har gennemgået en betydelig udvikling fra de hektiske pionerår til en periode med stilstand og frustration i 2000’erne, for derefter at genfinde sin relevans gennem en ny strategi baseret på at lytte til lokalsamfundet og skabe relationer.

Jakobskirken fremstår som en levende og dynamisk institution, der kontinuerligt formår at engagere sit lokalsamfund ved at være relevant, åben og villig til at eksperimentere, samtidig med at den bygger på et stærkt fundament af fællesskab og gensidig tillid.

Introduktion: En Kirke Skabt af Pionerånd

Jakobskirken, indviet den 14. april 1974, blev grundlagt i et nyt byområde “syd for banen” i Roskilde. I modsætning til etablerede sogne med århundredgamle traditioner, opstod Jakobskirken med en udpræget “iværksætterånd og pionerånd”. Tidligere præst Frede Tramm beskriver, hvordan den linje, der blev lagt fra starten, var “en aktivistisk linje og en bred åben linje”, som han fandt det nemt at tilslutte sig, da han ankom i 1977.

Denne pionerånd betød, at menigheden og personalet i fællesskab definerede, hvad kirken skulle være ud over de ugentlige gudstjenester. Sognepræst Mogens Ohm Jensen påpeger, at et bredt engagement fra bydelens indbyggere var med til at forme indholdet i de nye lokaler. Det var ikke kun kirkeåret, der satte dagsordenen, men i lige så høj grad en holdning fra indbyggerne om at “mødes om noget, der giver mening”.

De Interviewede Nøglepersoner

Analysen bygger på interviews med fem centrale medarbejdere, hvis erfaringer tilsammen dækker hele kirkens 50-årige historie:

Navn	Rolle	Ansættelsesperiode
Johannes Andreassen	Kirketjener	1974–2007 (33 år)
Frede Tramm	Sognepræst	1977–1994 (17 år)
Henrik Bjørnum	Organist	Ansat i 1989 (med en 4-årig pause, over 30 år)
Karen Groth	Kordegn	1989–2019 (30 år)
Mogens Ohm Jensen	Sognepræst	Siden 2008

Kirkens DNA: Folkelighed og Fællesskab

Et gennemgående træk ved Jakobskirken er dens fokus på at være folkelig og tilgængelig. Dette kommer til udtryk i alt fra bygningens arkitektur til de aktiviteter, der finder sted.

Arkitektur og Atmosfære

Jakobskirkens bygning er moderne og adskiller sig markant fra traditionelle kirkebygninger. Mogens Ohm Jensen fremhæver, at selvom den udefra ligner “nogle firkantede kasser”, er kirkerummet “smukt,” “nært,” og “højtideligt”. En afgørende arkitektonisk detalje er, at der kun er én murstens højdeforskel mellem gulvet og alterområdet. Dette signalerer, at “præsten ikke er særlig ophøjet” og taler i øjenhøjde med menigheden, hvilket understøtter en dialogbaseret tilgang.

Organist Henrik Bjørnum supplerer, at bygningen inviterer til noget andet end traditionelle kirker: “Jakobskirken kan noget andet. Den kan egentlig gøre tærsklen mindre for almindelige mennesker.” Kirketjener Johannes Andreassen nævner desuden, at kirkerummet er let ommøblerbart, hvilket giver stor fleksibilitet i forhold til forskellige arrangementer.

Musikalsk Profil

Den folkelige tilgang er særligt tydelig i kirkens musikalske liv. Henrik Bjørnum fortæller, hvordan han ved sin ansættelse fik at vide af Johannes Andreassen: “Du skal lave det, som de ikke laver i domkirken.” Dette førte til en erkendelse af, at hans niche var det folkelige. I dag fokuserer han på “højskolesang og fælles korarrangementer og den popupkor med gasolin og arbejdsange.” Højskolesangaftenerne er ekstremt populære og kan samle op til 50-60 mennesker selv på en regnvejrsdag. Dette står i kontrast til en ambition om at være koncertorganist og understreger kirkens ønske om at skabe deltagende og fællesskabsorienterede musikoplevelser.

Et Væld af Aktiviteter

Kirken huser et bredt spektrum af aktiviteter og foreninger, der vidner om dens centrale rolle i lokalområdet:

• Seniorklubben: Startet i de tidlige år og samler stadig op til 80 deltagere.

• Roskilde Gospelsingers: Et selvstændigt gospelkor med 25-års jubilæum, som øver i kirken og bidrager til to årlige gospelgudstjenester.

• Foreningen “Syd For Banen”: En lokalhistorisk forening, som Mogens Ohm Jensen var med til at stifte, og som bruger kirkens lokaler.

• Andre grupper: Nørklecaféen, Anonyme Alkoholikere, KFUM-spejderne og FDF bruger også kirkens faciliteter, hvilket cementerer dens funktion som et lokalt samlingspunkt.

Et Unikt Arbejdsmiljø og Tværgående Roller

Alle interviewede beskriver en arbejdsplads præget af et enestående sammenhold og en vilje til at løfte i flok.

Samarbejde og Kollegialitet

Frede Tramm beskriver sin tid i Jakobskirken som “noget af den bedste tid, jeg har haft i min karriere, det vil jeg sige. Det var måske den bedste endda.” Han fremhæver det “fantastiske samarbejde” mellem præster, kirketjener og organist. Karen Groth, tidligere kordegn, stemmer i: “Jeg synes, vi har haft et fantastisk kollega imellem hinanden… for mit vedkommende kunne jeg ikke ønske mig en bedre arbejdsplads.” Hun understreger, at man hjalp hinanden på tværs af jobfunktioner: “Jeg så ikke så nøje på, om det var kontorarbejde eller det var lige at hjælpe lidt med en kost eller et eller andet.”

Frede Tramm nævner også vigtigheden af, at præsternes ægtefæller bakkede aktivt op og deltog i kirkens liv, hvilket bidrog til fællesskabsfølelsen.

Udvidede Jobfunktioner

Den tætte samarbejdskultur førte til, at medarbejderne ofte påtog sig opgaver langt ud over deres formelle stillingsbeskrivelser.

• Johannes Andreassen (Kirketjener): Fik efter samtale med biskoppen dispensation til at undervise konfirmander i 20 år for at aflaste præsterne. Han startede og drev desuden en succesfuld ungdomsklub, der fastholdt mange unge i kirkens miljø.

• Karen Groth (Kordegn): Tog initiativ til at tage ud til flygtningecentret i Avnstrup for at registrere nyfødte børn, da flygtningene var tøvende med at komme til kirken. Hun organiserede indkøb af legetøj for at opbygge tillid og løse opgaven.

• Præsten som “Headhunter”: Både Frede Tramm og Karen Groth fortæller, hvordan de blev “headhuntet” til deres stillinger af præsten Hans Peter Vandal, hvilket vidner om en uformel og proaktiv rekrutteringskultur.

Strategi og Tilpasningsevne: Kirkens Udvikling

Jakobskirken har ikke været en statisk institution. Den har gennemlevet forskellige faser og har måttet tilpasse sig ændrede demografiske og kulturelle forhold i lokalområdet.

Pionerårene og de Unge

I perioden fra 1970’erne til 1990’erne var kirken præget af et stort børne- og ungdomsarbejde. Med tre skoler i sognet var der op til ni konfirmandhold om året. Johannes Andreassens ungdomsklub var afgørende for at fastholde de unge efter konfirmationen. Frede Tramm beskriver det som en “fantastisk en god overgang” fra konfirmand til leder i klubben.

Et Vadested i 2000’erne

Mogens Ohm Jensen beskriver, hvordan kirken stod i et “vadested”, da han blev ansat i 2008. Pionergenerationen var blevet ældre, børnetallet i bydelen var faldet, og de gamle klubaktiviteter fungerede ikke længere. Tiden var løbet fra modellen, da de unge nu brugte kommunale fritidsklubber. Dette skabte en periode med “frustrationernes år”, hvor kirken ifølge Mogens “ikke længere var så meget i trit med sit lokalområde, som den havde været.”

Nutidig Strategi: Lytning og Relationer

For at genfinde sin relevans gennemgik kirken en strategisk forandring. Mogens Ohm Jensen forklarer, at det ikke længere var nok, at præsten havde en god idé. I dag handler det om “at arbejde i relationer og arbejde med det, som man i fællesskab kan se kunne være relevant.” Kirken skulle blive bedre til at lytte til, hvad folk i lokalområdet selv ønsker at skabe.

Dette har ført til:

• En ny frivillighedskultur, hvor også yngre engagerer sig.

• En aktiv mediepolitik med brug af sociale medier.

• Fokus på partnerskaber med lokale aktører som FDF, skoler og foreninger.

• Arrangementer som Kim Larsen-gudstjenester og deltagelse i Roskilde Ring-træf, der bygger bro mellem det folkelige og det kirkelige.

Personlige Perspektiver og Erfaringer

De personlige fortællinger giver et unikt indblik i kirkens liv og de mennesker, der har formet den.

• Frede Tramm fortæller om sin tid som præst i Etiopien under hungersnød og revolution. Disse oplevelser, hvor han så mennesker dø af sult, gav ham et dybt perspektiv på meningsløshed og tro. Han fremhæver også det meningsfulde arbejde med at starte en af landets første sorgrupper i Jakobskirken, hvor deltagerne hjalp hinanden, og hvor latteren kunne følge efter tårerne.

• Johannes Andreassen giver en detaljeret fortolkning af kunsten af Hein Heinsen på væggen i kirkerummet. Han forklarer symbolikken i de 10 guldplader som menneskelivet, den stiplede linje som dødens grænse, det sorte “skrammel” som lidelsen, og hjulet som Kristus, der deler tiden i to. Hans fortælling illustrerer en dyb personlig tilegnelse af kirkens rum.

• Henrik Bjørnum beskriver sin faglige udvikling fra en ung, ambitiøs konservatorieuddannet organist til en musiker, der har fundet sin plads i det folkelige. Hans dedikation ses i, at han som 60-årig stadig går til klaverundervisning for at forbedre sit spil og bedre kan formidle musikken til fællesskabet.

• Karen Groth fortæller om den historiske begivenhed, da Jakobskirken som en af de første indførte elektronisk kirkebog. Det var en “hel ceremoni”, hvor repræsentanter fra Kirkeministeriet var til stede for at observere implementeringen. Hun beskriver sit job som sit “livsjob”, hvilket understreges af, at hun stadig kommer i kirken flere gange om ugen som pensionist.

Podcast: Kirketjener Johannes Andreassen

Denne podcast fejrer Jakobskirkens 50-års jubilæum ved at interviewe Johannes Andreassen, en tidligere kirketjener, som var ansat fra kirken åbnede i 1974 og blev i stillingen i 33 år. Samtalen belyser kirkens tidlige historie, herunder byggeprocessen og de unikke udfordringer, som den nye kirke stod overfor, såsom gulvtæpper dækket af byggestøv før indvielsen. Johannes deler detaljer om sit arbejde, der strakte sig langt ud over traditionel pedelvirksomhed; han var en aktiv del af kirkens liv, havde en dispensation fra biskoppen til at undervise konfirmander i 20 år og startede et omfattende ungdomsarbejde med klubber og lejre. Derudover forklarer han den moderne kirkekunst af Hein Heinsen i kirkerummet, herunder symbolikken i ti guldplader, der repræsenterer menneskelivet og det sorte, lidelsessymboliserende kors. Afslutningsvis diskuterer de den selvledende struktur på kirken som arbejdsplads, hvor menighedsrådet fungerer som arbejdsgiver uden en fast direktør i Johannes’ tid.

Podcast: Organist Henrik Bjørnum

Denne kilde er et udvalg fra et interview med organisten Henrik Bjørnum i anledning af Jakobskirkens 50-års jubilæum, hvor omdrejningspunktet er kirkens unikke, folkelige musikprofil. Bjørnum, som har været tilknyttet kirken i mere end 30 år, forklarer, at han tidligt måtte revidere sine egne høje, klassiske ambitioner, da kirkens daværende leder instruerede ham i at fokusere på “noget andet” end domkirken – nemlig højskolesang og fælleskor. Denne niche med folkelig musik, der inkluderer arrangementer som popup-kor og tematiske gudstjenester (fx Kim Larsen), vækker glæde hos Bjørnum, der også værdsætter menighedens stærke opbakning til hans kreative projekter. Interviewet berører desuden Bjørnums daglige virke, herunder hans modtagelse af klaverundervisning og samarbejdet med lokale musikmiljøer.

Podcast: Kordegn Karen Groth

Dette uddrag præsenterer et dybdegående interview med Karen Groth, en mangeårig kordegn ved Jakobskirken, der beretter om sine 30 år i stillingen. Hun beskriver, hvordan hun blev overbevist om at tage jobbet, trods manglende formel uddannelse, gennem en dispensation fra Kirkeministeriet og hendes tidligere erfaringer med regnskab og administration i kirkesammenhæng. Et centralt tema er kordegnens brede og administrative rolle, der spænder fra regnskabsføring og sekretærarbejde for menighedsrådet til at sikre orden og yde personlig assistance til præsten under kirkelige handlinger. Et særligt bemærkelsesværdigt og følelsesladet kapitel i hendes karriere var registreringen af nyfødte flygtningebørn fra flygtningecenter Avnstrup, hvor hendes indsats for at skabe tillid hos flygtningefamilierne gennem uddeling af legetøj blev belønnet med et håndlavet brev med en fredsdue, hvilket hun beskriver som den største tak. Endelig understreges hendes store trivsel og dedikation til arbejdspladsen, som hun betragter som sit livs job, hvilket afspejles i hendes fortsatte tætte tilknytning til kirken.

Podcast: Sognepræst Mogens Ohm

Uddraget er en samtale med præsten Mogens Ohm Jensen fra Jakobskirken i Roskilde, hvor han reflekterer over sin karriere og kirkens unikke rolle i lokalsamfundet. Jensen, der har været præst i sognet siden 2008, beskriver skiftet fra et tidligere embede, hvor han havde svært ved at adskille sit privatliv og præstegerning, til Jakobskirken, der ligger en kilometer fra hans anonyme præstebolig, hvilket har gjort det nemmere at finde balancen. Kirkens styrke ligger i dens DNA som pionerkirke og bydelskirke, hvor frivilligt engagement og en ligeværdig dialog mellem præst og menighed er central. Dette muliggør et bredt spektrum af aktiviteter og samarbejdsrelationer, såsom Kim Larsen Sing Along-gudstjenester og partnerskaber med lokale spejdere, idet kirken konstant søger meningsfuld relevans i lokalområdets livserfaringer. Jakobskirkens arkitektur, med minimal niveauforskel mellem prædikestol og alterområde, symboliserer denne samtale i øjenhøjde, hvilket Jensen mener er afgørende for at opretholde kirkens funktion som et inspirationscenter for tro, håb og kærlighed.

Podcast: Sognepræst Frede Tramm

Podcast-interviewet markerer Jakobskirkens 50-års jubilæum ved at tale med Frede Tramm, en af kirkens to første præster, om hans spændende karriere og pionerånd i kirken. Tramm blev i 1977 headhuntet til Jakobskirken af sin kollega Vandal, efter at have tilbragt seks år som præst i Etiopien, hvor han oplevede ekstrem nød og politisk uro. Han reflekterer over det fantastiske samarbejde og den særlige aktivistiske og åbne linje, der prægede Jakobskirken, især dens succes med at fastholde unge mennesker gennem klubber og aktiviteter. Tramm beskriver præsteembedet som både udfordrende og dybt meningsfuldt, særligt hans arbejde med at etablere en af landets første kirkelige sorggrupper, hvilket han fremhæver som en utrolig værdifuld opgave. Efter årene i Roskilde flyttede han til Faxe, og senere, som pensionist, var han vikarpræst for Danske Sømandskirker i Australien, hvor han oplevede den samme stærke fællesskabsånd som i Jakobskirken.

Se billeder fra Jakobskirken i vores galleri

Se Jakobskirkens Hjemmeside

28. november 2025

Vognmand Bent Dyring

Så er der endnu et afsnit i vores serie “Arbejdspladser i Roskilde”. Denne gang er det vognmand Bent Dyring fra det tidligere så kendte vognmandsfirma Brdr. Dyring her fra Roskilde. Bent er i dag 82 år men er “still going strong” og er fyldt med historier om et langt og spændende arbejdsliv. Og om hvordan tingene har udviklet sig her i Roskilde. Og hvordan 3 brødre kan arbejde tæt sammen.
Niels og Peter har haft besøg af ham og det er der kommet en god samtale ud af. Prøv at lytte med.

Kort Resume

Podcasten er en fascinerende mundtlig beretning af Bent Dyring, der som tidligere vognmand fra Roskilde giver et dybdegående indblik i firmaet Brødrene Dyrings næsten århundrede lange udvikling. Historien strækker sig fra firmaets spæde start med hestevogne i 1939/40 til overgangen til rigtige hestekræfter (lastbiler) i de tidlige 1950’ere og den efterfølgende specialisering i kranarbejde. Dyring beskriver branchens enorme teknologiske udvikling—fra simple håndtip lastbiler og små kraner til selvbyggede specialkraner på op til 150 tons—samt de udfordringer og sjove oplevelser, de tre brødre stod over for i deres virke, herunder deres førende rolle på Sjællands kranmarked og en næsten gennemført salgsaftale med DSV.

Artikel: Vognmandsfirmaet Brødrene Dyrings Historie og Udvikling

Denne artikel sammenfatter historien og udviklingen for vognmandsfirmaet Brødrene Dyring fra Roskilde, baseret på en dybdegående beretning fra tidligere medejer Bent Dyring.

Firmaet, grundlagt af brødrenes far omkring 1939-1940 med hestevogne, gennemgik en markant transformation og blev en pioner inden for specialtransporter. I 1973 overtog de tre brødre forretningen og specialiserede sig yderligere i avanceret kranarbejde, hvilket gjorde dem markedsførende på Sjælland i 15-20 år. De var kendt for at udvikle og specialbygge deres egne kraner, herunder en 150-tons kran, for at løse opgaver, som markedet ikke kunne levere udstyr til. Firmaets historie er præget af teknologisk innovation, betydningsfulde infrastrukturprojekter som gasledningsnettet, komplekse løft af kulturskatte som vikingeskibet Havhingsten, samt branchemæssige udfordringer som skiftende lovgivning og rekruttering. I 2008 overtog Bents søn firmaet, som senere blev afviklet i sin traditionelle form og omdannet til en konsulentvirksomhed på grund af udfordringer med at skaffe kvalificeret arbejdskraft. Beretningen giver et unikt indblik i vognmandsbranchens udvikling over mere end 60 år.

Firmaets Oprindelse og Evolution

Starten med Heste (ca. 1939-1950)

• Grundlæggelse: Firmaet blev startet af Bent Dyrings far omkring 1939 eller 1940. De første operationer var baseret på transport med heste.

• Beliggenhed: Hestene var opstaldet i baggården til en købmandsforretning på Ringstedvej i Roskilde. Familien boede på Th. Nielsens Vej 11, tæt ved jernbanen.

• Hestenes Betydning: Heste forblev en del af familien, selv efter overgangen til lastbiler. Familien havde op til syv-otte rideheste stående i det gamle ridehus i Rødmosen, og Bent Dyring red selv i over 20 år.

Overgangen til Lastbiler (1950’erne – 1960’erne)

• Første Lastbiler: Skiftet fra heste til lastbiler fandt sted i begyndelsen af 1950’erne. Den første lastbil var en “trigangen”, efterfulgt af en engelsk model af mærket “Geaj” (G-A-Y), som havde motoren placeret under førerhuset.

(Triangel var et dansk mærke af lastbiler, busser og brandbiler, produceret i Odense af De forenede Automobilfabrikker fra ca. 1918 til 1950’erne. Navnet Triangel kom af, at firmaet var en sammenslutning af tre mærker: Thrige, JAN og Anglo-Dane.)

• Teknologisk Udvikling: De tidlige lastbiler havde håndtip med tandstænger, en teknologi Bent Dyring husker fra faderens jordkørsel til anlæggelsen af motorvejsrampen ved Ringstedvej omkring 1955.

• Udvidelse af Vognparken: I 1960’erne blev vognparken udvidet med mærker som Bedford, Ford og Volvo. Firmaet kørte med Volvo fra starten af 60’erne til 1968, hvor de skiftede til Scania på grund af dårlige erfaringer med nogle Volvo-modeller. Scania forblev herefter firmaets foretrukne mærke.

• Flytning og Vækst: Firmaet flyttede i 1968 til Køgevej 149 (senere omdøbt til Søndermarksvej 11), hvor de havde et stort garageanlæg ved siden af asfaltfabrikken. De havde desuden 17 garagepladser ved Roskilde Ring.

Etableringen af Brødrene Dyring (1973)

• Generationsskifte: I 1973 overtog sønnerne firmaet, som herefter fik navnet Brødrene Dyring. Bent Dyring overtog først, og hans to brødre kom med kort efter.

• Arbejdsfordeling: Faderen fortsatte med at varetage kontorarbejdet frem til sin død i 1990. Efter faderens stop i 1973 overtog Bent Dyring den administrative styring af firmaet, assisteret af en bogholder. Brødrene kørte selv med hver deres store kran.

Generationsskifte og Ny Forretningsmodel (fra 2008)

• Sønnens Overtagelse: I 2008 overtog Bents søn forretningen. I 1990 var firmaet flyttet til det tidligere HT-anlæg på Industrivej, som de havde købt.

• Afvikling af Driften: Sønnen valgte at afvikle vognmandsdriften med egne biler. Beslutningen blev fremskyndet af, at det var svært at få unge chauffører til at køre om natten, hvilket specialtransporter ofte kræver, samt at to erfarne medarbejdere skiftede til konkurrenten BMS.

• Ny Forretningsmodel: Firmaet eksisterer i dag som en konsulentvirksomhed, der fra en base i Sandby (mellem Ringsted og Næstved) formidler transportopgaver for mange af de gamle kunder uden selv at have biler.

Specialisering og Markedslederskab inden for Krantransport

Brødrene Dyring specialiserede sig tidligt i kranarbejde, hvilket udgjorde omkring 30% af firmaets samlede virke og var kernen i deres succes.

Pionerarbejde og Teknologisk Udvikling

• Markedsleder: I en periode på 15-20 år var Brødrene Dyring førende på kranmarkedet på Sjælland.

• Første Kraner: Den første kran var en 3-tons Hiab-kran, anskaffet i starten af 1960’erne. Kort efter fulgte en 3,5-tons Foco-kran. Dette gjorde dem til det tredje firma i Roskilde med en kranbil, efter den gamle Rickard Nielsen og Frede Rasmussen.

• Kapacitetsudvikling: Kranernes løfteevne voksede hurtigt til 4,5 tons, 7 tons og 12 tons. Senere ændredes måleenheden fra tons til tonsmeter, som angiver løfteevnen på en meters afstand (f.eks. kan en 12 tonsmeter-kran løfte 12 tons på 1 meters arm).

Innovation og Specialbyggede Kraner

• Egenudvikling: Da markedet ikke kunne levere kraner, der var store nok til firmaets behov, fik de selv designet og bygget tre store kraner: en 30-tons, en 50-tons og en 150-tons kran. Udviklingen var en betydelig investering; alene tegningerne til en kran i 1970’erne kostede 300.000 kr.

• Baggrund som Smed: Bent Dyrings uddannelse som klejnsmed var afgørende. Han kunne selv udføre reparationer og specialtilpasninger. Et eksempel var modificeringen af SKB-kraner, hvor der blev påsvejset ekstra øjer, så firmaet selv kunne læsse 6,1-tons betonrør for Unicon.

• Samarbejde om Udvikling: Firmaet deltog aktivt i udviklingsprojekter, blandt andet med Højbjerg Kraner i Aarhus om udviklingen af 50 og 70 tonsmeter-kraner.

Udfordringer med Lovgivning og Vægtgrænser

• Akseltryk: Et vedvarende problem var, at de store kranbiler ofte overskred det lovlige forakseltryk på 8 tons. For at blive godkendt til syn måtte man ofte midlertidigt afmontere ekstraudstyr.

• Politiets Indsats: Omkring 2010-2012 intensiverede politiet kontrollen med kranbiler. Dette tvang mange vognmænd til at omregistrere deres biler som blokvogne, hvilket betød, at de kun måtte bruges som kran og ikke måtte medbringe last. Dette var et stort slag for branchen.

Væsentlige Projekter og Opgaver

Brødrene Dyring var involveret i en lang række markante og ofte komplekse opgaver.

Kategori	Projektbeskrivelse	Detaljer
Lokale Projekter	Opstilling af altaner på Kongebakken	En af de første store opgaver i slutningen af 1960’erne, hvor de udkonkurrerede BMS med mere fleksibelt udstyr.
	Flytning af skur fra Slagteriskolen	Et 6,2 meter bredt skur blev flyttet til golfbanen under politieskorte.
	Opstilling af den røde gangbro	Broen over Ringvejen ved KFM’s boldbaner.
	Håndtering af både i Roskilde Havn	En fast opgave, hvor bådenes størrelse voksede fra 3,5 tons (anset som en stor båd tidligere) til 15-20 tons.
Nationale Opgaver	Gasledningsprojektet	I et treårigt samarbejde med DSV blev der kørt gasrør fra Esbjerg. Hver aften kl. 22 kørte en kranbil til Esbjerg for at læsse rør på lastbiler og togvogne.
Kulturhistorie	Transport af “Havhingsten”	Vikingeskibet blev transporteret til en udstilling i Berlin. Skibet pådrog sig en mindre skade under ombordkørsel på færgen.
	Løft af vikingeskib i København	Skibet blev beskadiget under løftet, da ejerne nægtede at fjerne ballaststenene. Brødrene Dyring havde fraskrevet sig ansvaret skriftligt.

Forretningsdrift og Brancheindsigt

Familiedynamik og Ledelsesprincipper

• Enighedsprincippet: De tre brødre havde en fast aftale om, at ingen beslutninger blev truffet, medmindre alle tre var enige.

• Fokus på Kerneforretningen: Deres far rådede dem til at holde sig til det, de var gode til – kraner. Dette princip betød, at de afviste at udvide til andre forretningsområder som f.eks. slamsugning, selvom Bent Dyring så et potentiale.

Konkurrencesituationen i Roskilde

• Lokale Vognmænd: Bent Dyring nævner en række andre store vognmænd i Roskilde, herunder Fred Rasmussen (også med store kraner), Jørgen Kold, Gunner Henriksen (kendt for Rockwool-kørsel), samt brødrene Jørgen Rickert og Knud Nielsen.

• Uudnyttet Synergi: Brødrene Rickert og Nielsen kunne ikke samarbejde, selvom deres forretninger var komplementære (asfaltkørsel om sommeren og oliekørsel om vinteren).

• Konkurrence fra Medarbejdere: En udfordring i de senere år var, at dygtige kranførere startede for sig selv. De underbød ofte priserne med 10%, men manglede ofte kapital til de store, uforudsete udgifter som f.eks. et kraneftersyn til 140.000 kr.

Den Afbrudte Handel med DSV

• Salgsplaner: I 1998 var der indgået en aftale om at sælge Brødrene Dyring til DSV for 70 millioner kroner. Aftalen var fuldt forhandlet og godkendt.

• Kollaps af Handlen: To dage før overtagelsen krævede DSV en genvurdering af alle biler og en deponering på 17 millioner kroner som garanti for omsætningen. Brødrene opfattede dette som et forsøg på at presse prisen og afblæste handlen øjeblikkeligt.

Brancheudfordringer og Foreningsarbejde

• Aktiv i Branchen: Bent Dyring var dybt engageret i branchens organisationer. Han sad i bestyrelsen for Kran Erfagruppen, Roskilde Vognmandsforening, og Københavns Vognmandslaug.

• Indflydelse på Lovgivning: Gennem sit arbejde var han med til at påvirke reglerne for specialtransport. Han var bl.a. med til at opnå en aftale med Færdselsstyrelsen, der tillod brug af bagudvendte kameraer på sættevogne på motorvejen som erstatning for ledsagerbiler.

• Koordinering af Kommunal Kørsel: I en periode varetog Bent Dyring fordelingen af al kørsel for Roskilde Kommune, fra snerydning til materialetransport. Dengang var der 117 registrerede vognmænd i Roskilde, de fleste dog med kun én bil.

Andre Forretningsområder

Udover specialtransport med kran havde firmaet en betydelig forretning inden for materialekørsel.

• Gruskørsel for Unicon: Brødrene Dyring varetog i mange år al gruskørsel for Unicon. De havde fast fire hængertræk, der kørte grus, sten og skærver fra grusgrave i Gammelrand (Kalundborg), Løve (Sorø) og Mogenstrup (ved Næstved). Kørslen fra Mogenstrup stod på i 3-4 år, da dette grus blev anset for at have den bedste kvalitet til støbning.

• Import af Specialmaterialer: De transporterede også store mængder granitskærver fra Sverige og Norge til Unicon. Disse blev brugt til facader med frilagt sten. Bents far rejste ofte med en ingeniør fra Unicon for at finde sten med den helt rigtige farve til specifikke byggeprojekter.

Se billeder fra Vognmandsfirmaet Dyring i vores billedgalleri

10. november 2025

Kategori: Portrætter og Samtaler

1. Fra Stenagervej til Bakkegården: En Ny Begyndelse

2. Familieliv og Fællesskab

3. Barndommens Land: Leg, Rivalisering og Farer

3.1 Byggepladsen som Legeplads

3.2 Lokale Kampe og Rivalisering

3.3 Den Etablerede Legeplads’ Farer

5. Skolegang og Distriktsændringer

6. FDF: Et Familieforetagende og Samlingspunkt

6.1 “Verdens Største FDF-Hus”

6.2 Familiens Dybdegående Engagement

6.3 FDF’s Udvikling

Kafe Klaus i Roskilde

De mest kritiske punkter er:

Organisation og Drift

Personale og Drift

Service og Tilbud

Brugergruppen: Demografi og Udfordringer

Komplekse Problemstillinger

Praktiske og Systemiske Udfordringer

Frivillighedens Rolle

Omfang og Betydning

Frivilliges Profil og Motivation

Centrale Perspektiver og Kritik

Vision og Ønsker for Kafe Klaus

Kritik af Det Offentlige System

Fremtidige Initiativer

Udvalgte Citater

Lilian Ollings Liv og Frivillige Engagement

Baggrund og Karriere

Frivilligt Arbejde i Danmark

Røde Kors og Flygtningeintegration

Livslinjen og Kirkeligt Engagement

Udstationering og Arbejde i Vietnam (Oktober 2003 – December 2004)

Arbejdet på Skolen for Handicappede Børn

Initiativer og Resultater

Arbejde i “Charity Kitchen”

Personlige Refleksioner fra Vietnam

Nuværende Liv og Aktiviteter

Indsigt fra Interviewet med Frank Ramskov

1. Frank Ramskovs Baggrund og Rolle

Professionel Udvikling

Engagement i Roskilde Domkirke

Andre Engagementer

2. Genopbygningen af Domkirkens Tagkonstruktion (2002-2010)

Baggrund for Projektet

Håndværk og Materialer

Proces og Kvalitetssikring

3. Roskilde Domkirke som Historisk og Kulturelt Monument

Hierarkiet i Gravlægningen

Domkirkepladsen

4. Personlige Anekdoter og Oplevelser

Samarbejdet med Kongehuset

Erindringer om Biskop Jan Lindhardt

5. Frank Ramskovs Virke som Formidler

Rundvisninger i Domkirken

De centrale konklusioner er:

Introduktion: Gunilla Rasmussen og Visionen for Byudvikling

Casestudie: Bydelen Musicon

En Unik Udviklingsstrategi: Samskabelse og Facilitering

“Slow Urbanism”: Fordelene ved en Langsom Start

Kulturelle Ankerpunkter: Højskole og Rockmuseum

Designprincipper for en Kreativ Bydel

Vurdering og Resultater: Relationer som Primær Attraktionsværdi

Fremtidsperspektiver: Projektet ved Vandtårnet på Bymarken

Personlig Tilknytning og Nyt Engagement

Vandtårnet som Symbol for en Bæredygtig Fremtid

Etablering og Historisk Betydning

Danmarks Første Motel

Strategisk Placering

Vigtige Datoer og Begivenheder

Arbejdspladsen og Kulturen

Et Attraktivt Arbejdsmiljø

Medarbejdernes Roller og Opgaver

Ledelse

Familie og Generationer

Gastronomi og Kundekreds

Menu og Kulinariske Kendetegn

En Bred og Loyal Kundekreds

Kendte Gæster