Tag: Podcast

Her er den rettede og letlæste transskription, klar til indeksering: Hvad er det bedste, han egentlig har lavet som borgmester? Så sagde han, at det faktisk var, at han fik kørt dig i stilling. Det synes jeg jo var en rigtig fin melding. Ej, nu bliver jeg helt rørt. Han fortalte jo om kommunesammenlægningen, hvordan det var at gå fra en lille kommune til en større, og at det var vigtigt, at det blev sat på hjul, det her. Og det syntes han lykkedes rigtig godt for ham. Så blev du borgmester, og du fik stort stemmetal, og du øgede partiets indflydelse flere gange. Jamen, jo, inden det kommer alt for godt i gang, så skal du lige have lov at præsentere dig selv. Du er jo indfødt Roskildenser, er du ikke? Nej, det er jeg faktisk ikke. Det tror mange. Og jeg vil også sige, at jeg jo også nu har boet størstedelen af mit liv i Roskilde. Men jeg er faktisk født i Canada af danske forældre, som tog mig hjem igen efter noget tid, og så er jeg opvokset i Ringsted. Og så flyttede jeg til Roskilde, da jeg skulle studere ude på Roskilde Universitet. Og jeg begyndte at komme i byen før det, og det var fordi, at da jeg blev politisk aktiv, der ville jeg med i en ungdomsforening. Og der var ikke nogen ungdomsforening i Ringsted, men min kusine boede her i Roskilde, og der var en socialdemokratisk ungdom i Roskilde. Så jeg var begyndt at komme i Roskilde lidt før, og derfor var det også naturligt for mig at flytte hertil. Og så blev jeg jo bare så glad for byen, at da de manglede en ung kandidat til byrådsvalget der i 2005, jamen så meldte jeg mig til det, og havde på det tidspunkt faktisk ikke troet, at jeg ville blive valgt. Fordi der var jo kommunesammenlægningen, og alle sagde, at der skulle være plads til de tidligere byrådsmedlemmer. Og dem kom der jo også rigtig mange ind af, men der var én i Socialdemokratiet, der ikke kom fra et tidligere byråd, og det var mig, der fik lov til at blive valgt ind der. Og så skete der jo det, at Poul Lindor ret hurtigt hjalp mig ind i økonomiudvalget, og jeg blev viceborgmester, og efter en seks år, så sagde han, at han gerne ville på pension, og overlod det til mig. Og så tænkte jeg, hold da helt op, sådan et tilbud får man nok ikke mange gange i sit liv, men jeg synes godt nok, at jeg var lidt ung. Men jeg havde jo rigtig god støtte i Poul Lindor og en erfaren gruppe, så jeg havde otte fantastiske år som borgmester i Roskilde, indtil i 2019, at Mette Frederiksen bad mig om at blive kultur- og kirkeminister i hendes regering. Og det var jeg så i to år, indtil jeg valgte at træde ud af politik, og nu er jeg forpagter her på Vandrerhjemmet i Roskilde. Ja, så er du jo blevet, hvad hedder det, Herbergsmutter? Ja, jeg plejer… kan vi ikke kalde mig oldfrue? Det synes jeg er en sej titel, altså. Oldfrue, ja. Hvad læste du på RUC? Jeg læste kultur- og sprogmødestudier, og det er ikke sådan et studie, som særlig mange kender, fordi det er sådan et mix af sprogfagene og antropologi og historie. Og det handler grundlæggende om, hvad er det, der sker, når forskellige sprog og kulturer mødes. Altså, det kan jo være alt fra en arbejdsplads, der kan der jo være forskellige kulturer, og det kan jo selvfølgelig også være i forhold til integration og flygtninge-indvandrere, men det kan også være i kulturverdenen. Jeg endte med at beskæftige mig rigtig meget med det, der hedder oplevelsesøkonomi dengang i nullerne, der var rigtig stort. Altså hvordan brugte man kultur og fritid til at få folk til at mødes, og hvornår blev kultur bæredygtigt? Altså både økonomisk og socialt bæredygtigt. Altså hvad var det, der gjorde, at nogle lokale mødesteder… altså man kan sige i Vindinge for eksempel, der har de jo det her fantastiske kulturcenter, som hver eneste tirsdag tilbyder mad og foredrag, og hvor det bare kører, og det fungerer. Og så ved jeg faktisk, der var nogen, der prøvede i Svogerslev at gøre det samme, og der var egentlig også ret stor tilslutning til det, men af en eller anden mærkelig årsag, så var der ikke nok, der ligesom ville stille op og lave maden. Altså at lave det der… og så dem, der gjorde det, de kører jo sur i det, hvis ikke de også får fri. Altså nogle gange, man kan jo ikke stå der hver tirsdag. På et eller andet tidspunkt skal man også passe på sin familie og sådan noget. Og hvad er forskellen? Det skal jeg ikke gøre mig klog på nu, men det var sådan noget, jeg studerede. Altså hvordan gjorde det også socialt bæredygtigt, sådan at man er nok til at få noget til at fungere. Jeg er jo selv meget involveret i Østermarks-egnens Kulturcenter. Ja, der har jeg også været. Jeg kan da huske, der var dage, hvor vi var op mod 300 til spisning. Der var virkelig gang i mange ting. Og det er det, der er lidt… nu er jeg ved at være så gammel, så nu begynder jeg at tale om “min tid”. Altså nu hvor jeg synes, jeg begynder sådan at se lidt tilbage, så tænker jeg, at jeg føler mig faktisk sådan virkelig privilegeret, fordi at jeg nåede der, da jeg begyndte at blive aktiv i politik, der oplevede jeg jo faktisk en utrolig stærk foreningskultur. Altså hvor folk mødte op. De mødte op til generalforsamlinger, der var kampvalg til bestyrelserne, men altså det der foreningsliv fungerede bare. Og man vil også sige på medieverdenen, der vil jeg også sige, jeg startede jo i politik på et tidspunkt, hvor det eneste medie, der var, jamen det var DR, TV2, lokalaviserne, dagbladene, og så kunne man gå rundt og stå på gader og stræder. Men det var altså de etablerede medier, man ligesom kunne have en dialog med andre politikere eller borgerne med. Og så til i dag, hvor vi jo alle sammen et eller andet sted har vores egen lille nyhedskanal med sociale medier. Altså vi sidder her med meget, meget let… Jeg kan huske de første, der kom, de kom med sådan nogle kæmpe udstyrsparker for at optage radio og ting og sager. Altså det er jo en kæmpe udvikling. Og noget af det har været godt, men jeg bliver også nødt til at sige, noget af det savner jeg. Og jeg savner altså blandt andet det der med, at jeg synes det er fedt, at danskerne, Roskildenserne, stadigvæk gerne vil møde op, når der er nogen, der arrangerer. Men jeg synes godt, jeg kan mærke den der afmatning med, at det bliver faktisk sværere og sværere at finde dem, der vil arrangere. Altså jeg møder det også… jeg sidder også i en fond, hvor vi uddeler sådan tipsmidler. Altså det som folk har tippet for eller spillet lotto for, som så ikke er blevet til gevinst og ikke er blevet afhentet, det bliver uddelt til forskellige almennyttige og velgørende formål, blandt andet for den her fond til at bygge foreningsfaciliteter. Og det pudsige er, at foreningerne kæmper selvfølgelig nogle gange med ikke-tidssvarende faciliteter og ting, de godt kunne tænke sig at udbygge eller andet. Men en helt stor ting er faktisk også det der med trænere, frivillige, tropledere, hvad de nu hedder rundt omkring i foreningslivet. Det er der virkelig mangel på. Og jeg kan ikke rigtig sætte fingeren på selv, hvad er det der gør, at vi har så travlt i dag, at vi åbenbart ikke har tid til det mere. Og det synes jeg er synd, at vi ikke har tid til det mere. For det gav… altså alle de ting, mit politiske liv har givet mig, det kunne jeg kun have fået mulighed for. Det kunne jeg kun have blevet forberedt på, takket være min musikskolelærer, min spejderleder, altså alle de der mennesker, der helt frivilligt af deres egen fritid brugte deres kræfter på at skabe noget for mig. Og jeg håber, at de også har fået noget ud af det. Jeg synes i hvert fald, når jeg taler med dem, de er jo så… altså nu er de blevet lidt op i årene og sådan noget, men det er jo der, man får sit netværk. Det er der, man får det der, hvad kan man sige, det der sikkerhedsnet, som ikke handler om penge eller sådan noget, altså bolig og sådan noget. Det er sådan noget, man kan forsikre sig til i dagpenge eller melde sig ind i en boligforening. Men det er det netværk, som griber en, når livet bare er surt og mørkt og svært. Og derfor synes jeg, at det er mærkeligt at se min egen generation. Jeg kan jo godt mærke nu, at nu er jeg nok voksen. Jeg tror ikke rigtigt, at jeg kan blive ved med at kalde mig ung, når jeg nærmer mig de 45. Og hvis jeg så skulle være den voksne nu, så synes jeg, at min generation har svært ved at finde tiden og kræfterne, og også mig selv inklusiv, til at være det for andre. Og det synes jeg er ærgerligt. Jeg tror, at vi har haft en medvind i Roskilde med hensyn til engagement i foreninger. Og det tror jeg, at den store dynamo, den hedder Roskilde Festival. Ja, ingen tvivl om det. Det kan jeg se i de foreninger, som jeg har været tilknyttet til, og som har været derude. Der har været en organisationskraft og en oplevelse sammen med. Det har virkelig været et opskud i det der. Og der tror jeg, at Roskilde har været meget privilegeret. Meget. I forhold til mange andre byer. Men altså, jeg oplever da i Sydbyen, at der er mange, men vi bliver jo også flere ældre mennesker. Vi har vist stærkt 170 husstandsmedlemmer nu i vores forening. Fedt. Vi havde besøg af Søren Bjerglund Hansen fra AP Hansen Rejser. Ja. Som fortalte om rejsebureauet. Hvordan det voksede, og så hvordan det blev afviklet. Og der kom, jeg tror, 120 mennesker for at høre om det. Ja, men der er jo… Så hvilket er der mere at sige? Ja, ja. Men jeg har da også været ude flere gange i Jakobskirkens Seniorklub. Og den er jo også en af de der virkelig, virkelig velfungerende. Så det er jo ikke fordi, jeg håber ikke, at jeg sidder og siger, at det hele er af helvede til. For det mener jeg bestemt ikke. Men jeg kan bare godt se den der nedadgående… Ja, det kan jeg også. Nu har jeg børn på omkring de her 50, 45-50 år. Og jeg kan da se, at de har svært ved at gå ind i de samme ting, som man selv gjorde, da man var i den alder. Ja. Og jeg ved ikke, om det er fordi, de skal tjekke telefonen ofte, eller hvad der er. Det skal de jo. Ja, det gør de jo. Jeg tror, der er noget med, hvad kan man sige, det flydende arbejdsmarked, som jo helt klart gør, at jeg kender da rigtig mange, som for ligesom både at være en god forælder, så afleverer man tidligt, henter tidligt, prøver på at have noget vågentid sammen med sine børn. Og når så børnene er lagt, så arbejder man. Men jeg vil også sige, at nu har jeg Markus, som jeg ligesom har ansvar for. Og derfor, når jeg går ind i et foreningsregi, og jeg tror faktisk, at jeg er aktiv i flere foreninger end de fleste, i kraft af mit netværk og sådan noget. Jeg er kommet med i nogle forskellige ting. Men jeg starter jo med at sige til alle, hvis jeg skal være med i bestyrelsen her, så skal I vide, at hvis ikke jeg kan finde babysitter til Markus, så er han med. Og det er jeg jo så kontant omkring. Det siger jeg bare. Men jeg kan jo også se, at jeg er den eneste, der gør det. Altså, der er ikke særlig mange, der ligesom hiver deres børn med til ting, som børn finder kedeligt. Altså, det gør han jo. Han synes selvfølgelig, det er sjovere, hvis jeg tager ham med på legeplads, end hvis jeg tager ham med til et møde. Men jeg har det også sådan lidt… altså, det er forudsætningen for, at han også har en mor, der stadigvæk er andet end mor. Og det vidste jeg jo, da jeg begyndte at prøve at blive gravid allerede som politiker, at min måde at være mor på, ville altid involvere et eller andet form for samfundsengagement. Fordi sådan er jeg. Altså, jeg kan ikke sidde derhjemme, eller være på legeplads hele tiden. Men jeg kan da også godt mærke den der dårlige samvittighed, når jeg så er den eneste, der gør det. Og hvor jeg tænker, hvordan gjorde… Altså, nogle gange ville jeg virkelig ønske, der var flere forældre, der tog deres børn med. Fordi så ville Markus jo også have nogle legekammerater. Bytter du så ikke til det? Jo, det gør jeg nogle gange, men jeg kan jo også godt se, hvis man så er en mor og en far, og den ene er foreningsaktiv, så laver man jo de der aftaler med, jamen, så er mor hjemme med børnene, og så er far til foreningen, eller så er mor med til foreningsaktivitet, og så er far hjemme med børnene. Og det kan jeg jo godt forstå. Men samtidig så vil jeg jo sige, jeg var i hvert fald sådan en, der altid blev taget med til ting. Og jeg tror altså, når folk spørger, hvorfor blev du så aktiv i foreningslivet, så har jeg virkelig svært ved at sætte ord på det, for jeg kan slet ikke huske, hvornår jeg startede. Fordi det har bare altid været sådan noget, vi gjorde i min familie. Og så blev man ligesom taget med, og så med tiden fandt man ud af, hvad man selv ville gå til, og så meldte man sig ind der, og så tog man derhen, rigtigt. Men jeg kan godt høre, at jeg kommer til at lyde som et utroligt gammelt foreningslivs-levn, altså. Men vi finder jo nok en anden måde at gøre det på. Jeg tror i hvert fald bare, når jeg snakker om det her, når jeg synes, det er vigtigt, så er det jo fordi, jeg håber bare, det er noget af det, vi virkelig passer på, og bliver ved med at udvikle og bevare, på en eller anden måde. Selvom det så bliver en anden måde. Det behøver ikke at være min måde, men bare på en eller anden måde holde fast i det. Ja, det er jo utrolig vigtigt for sammenhængskraften i samfundet, synes jeg. At vi har de her foreninger og har de ringe. Det er jo også noget, vi har interesseret os meget for, når vi snakker med folk, det er den her frivillighedskultur. Men vi skal tilbage til noget af politikken, hvis vi må, Peter. Ja, ja. En af de her grupperinger, vi kører vores podcast i, den hedder noget med Det Grønne Roskilde. Ja. Og hvad for grønne ting har du været med til at starte her? Jamen, det var… det har jeg jo tænkt meget over, siden I inviterede mig. Og det, som nok står aller tydeligst, hvor jeg ved, at jeg igen gjorde noget, som jeg tror var vigtigt for at blive til noget, det var faktisk, da Torben Jørgensen, det tidligere byrådsmedlem, som jo desværre også er død nu, men han fik den idé, at vi skulle prøve at få elbusser i Roskilde. Og på det tidspunkt var der ingen steder i Danmark, hvor der var nogen, der havde elbusser. Og på det tidspunkt var der faktisk også en stor diskussion iblandt fagfolk, om der overhovedet var elbusser, man skulle have, eller om man skulle have hybridbusser, eller på, hvad hedder det, sådan nogle brintbusser. Og jeg kan faktisk ikke huske, hvor han havde fået idéen, men jeg tror, han havde været i Tyskland eller et eller andet sted, og han havde sagt, det fungerer simpelthen megagodt med de der elbusser. Og hvis man bare gør det på bybusserne, så kan man godt finde ud af alt det der med opladning og sådan noget. Skulle vi ikke prøve at blive den første kommune, der faktisk sagde, nu gør vi det? Nu holder vi op med at snakke om det, vi holder op med at diskutere, nu gør vi det bare, så ser vi, hvordan det virker. Og det valgte jeg simpelthen at sige, det synes jeg er en kæmpe god idé, det skal vi simpelthen prøve at gøre. Og det blev ret bøvlet undervejs. Og det er et eksempel på en af de der ting, hvor, men jeg var egentlig også ret stolt over, at da udvalgsformanden kom og havde en god idé, så tænkte jeg, det er en god idé. Og så støttede jeg ham i det, også når det blev lidt dyrere, end vi havde forventet, og det var lidt mere bøvlet, end vi havde forventet. Alle de der ting, som jo altid sker, når man gør noget, der er nyt. Og så fik vi jo faktisk de her elbusser, som den første kommune i Danmark. Og jeg glæder mig over dem dagligt. Jeg bor jo selv i bymidten, og de støjer jo markant mindre. Man får ikke… jeg cykler også, jeg har ikke bil, så jeg cykler jo også tit bagved de her busser, man får ikke den der kæmpe dønst af os, som man gjorde fra de gamle busser, ind i hovedet. Jeg synes, det er sådan en gave, og jeg sender bare en kærlig tanke til Torben Jørgensen hver eneste gang, og tænker, hvad for en god idé, du fik, og jeg er glad for, at vi fik det gennemført. Og i dag er det jo faktisk noget, der er rigtig mange steder. Altså, ret hurtigt efter, tror jeg, kom København, og nu er det i mange byer, at bybusserne er elbusser. Så det er jeg rigtig glad for. Så vil jeg sige, der er også én ting, som jeg var med til at gøre, som jeg egentlig havde en lidt ironisk distance til, mens jeg var i politik, men bagefter er jeg faktisk blevet ret glad for den. For sådan kan man jo også godt blive klogere af at gå ud af politik. Og det var fordi, at især Enhedslisten, de ville meget gerne, at vi lavede sådan noget upcycling og recycling, som de kaldte det. Og jeg havde aldrig hørt om det før. Og jeg tænkte, hvad er det, de snakker om? Vil de tage affald og gøre det til noget, man kan bruge igen? Hvad mener de? Og der tror jeg faktisk også, vi var en af de første, der ligesom gik ind og faktisk gav nogle penge til sådan nogle upcycling og recycling projekter. Og det var lidt noget spøjst noget til at starte med, men det er jo også virkelig blevet stort. Ja, det kan vi jo se. Altså det der med, at vi skal lade være med at smide alting ud. Vi skal faktisk prøve at reparere det. Vi skal faktisk prøve at se, om det kan bruges på en anden måde. Så det synes jeg er spændende at se, hvordan noget, som jeg egentlig sådan lidt gjorde, fordi der var en samarbejdspartner, der gerne ville det, men jeg kunne ikke rigtig forstå eller se det selv. Og så har jeg faktisk senere hen kunne se, okay, det er faktisk ret vigtigt. Og det er faktisk ret godt, at vi begynder at have nogle steder, man kan gå hen og få hjælp. Fordi jeg vil jo ikke vide, hvordan man reparerer nogle af de her ting, så man har jo brug for en eller anden form… Men jeg kan også se her, at det bord, vi sidder ved, at der er også noget… Og også de to borde, der var derude, der var der nogle farver på, nogle skabslåger engang eller noget andet. Og det er ligesom gået ind og blevet en trend også. Ja, altså det er jo faktisk… altså de her borde, som vi har købt hernede til vandrerhjemmet, det er faktisk 100% genbrugsmaterialer. Altså også det stål og det metal, det er lavet af og sådan noget. Og det er simpelthen et firma, der har gjort det til sin… altså til deres forretningsmodel, at de opkøber skrot og så laver de møbler af det. Da jeg var ung, da var det jo sådan lidt yt at gå for meget i genbrugstøj. Så var det i hvert fald kun sådan virkelig hippie-agtige, der gjorde det. Men jeg kan jo godt se i dag, at det er ligesom en trend. Ja. Og man kan også se på sådan noget som bygningsreglement. Der skal jo virkelig genbrugsting… Det skal der. Og med god grund. Ja. Men nu, vi snakker det grønne Roskilde, det er jo også planlægningen af skovene og Hedeland, og hvad gør man med grusgravene? Hvor meget har du været involveret i de planlægninger, eller var det noget, der var etableret, da du kom til? Altså af de ting, som ligesom i dag, vi er meget kendt for, i forhold til den grønne profil, der tror jeg… altså jeg kom jo ind sammen med kommunesammenlægningen, og i de der første år, der var det jo meget hele den der regulering af velfærdsservicen, som satte dagsordenen. Så jeg tror først, at det egentlig var i min sidste halvdel af byrådsperioden, at det grønne og klimaet kom til at fylde ret meget. Fordi i starten var det jo virkelig et kæmpe arbejde. Det var jo alt fra normeringer, altså hvor mange pædagoger, hvor mange social- og sundhedsassistenter skulle der være. Fordi alt var jo blevet gjort forskelligt i de tre forskellige kommuner, og hvordan skulle man få det hele til at fungere. Men der var jo nogle ting, som vi ret hurtigt kørte videre med. Det var jo blandt andet, Gundsø Kommune havde haft et erhvervsområde ude ved Risø Park, som jo er den her afdeling af Danmarks Tekniske Universitet, der altid har haft fokus på bæredygtig energi. Og i dag er et verdenskendt centrum for meget videnskabelig viden om sol og vind. Og det valgte vi i den nye kommune simpelthen at sige, at hvis det skal være et erhvervsområde, så skal det jo være et erhverv, der fokuserer på bæredygtigt erhverv. Og det var en af de ting, jeg arbejdede meget med planlægningsmæssigt. Men det var jo en videreførsel af Gundsøs erhvervsområde, og så lavede vi det bare i situationstegn om til grønt erhverv. Det har så vist sig lidt sværere, end vi havde håbet, men jeg kan jo se, at det nuværende byråd også knokler videre med det. Og jeg synes, det er vigtigt, at vi bliver ved med at være sådan et sted for grønne erhverv. Fordi det jo også… man skal jo have den økonomiske bæredygtighed til at gå hånd i hånd med den grønne bæredygtighed, ellers så fungerer det ikke. Og det er sådan nogle erhvervsområder, som jeg synes er et godt bud på. Hedeland, som jo også er kendt i dag som et stort naturareal der sydøst for Roskilde. Det fandtes jo også, det er jo næsten ældre end mig. Men jeg var med til i min sidste periode sammen med Michael Ziegler og Greves borgmester Pernille, at lave sådan en visionsproces, hvor vi sådan ligesom… altså det kørte sådan lidt i sit eget kredsløb. Der var en bestyrelse, som vi godt nok udpegede folk til, men de driftede ligesom hverdagen dernede, og byrådene tog ikke sådan super meget stilling til det. Og så valgte de tre kommuner, der jo har hver deres del af Hedeland, at sætte sådan en visionsproces i gang om, hvad er det egentlig vi vil med Hedeland? Altså, hvor stort skal det være, og hvilke funktioner skal det kunne have og sådan noget. Det kan jeg da se og følge stadigvæk, at det er stadigvæk noget, der ligesom bliver forfulgt. Og det tror jeg også er vigtigt i den her grønne omstilling, at ligeså vigtigt som det er, at vi får lavet det der urørt skov, altså jeg kan ikke de rigtige termer, men al den der skov, hvor træerne får lov til at falde og ligge og insekterne får lov til at komme og dyr og alt det der. Ligeså vigtigt tror jeg også, det er, at vi sikrer, at nogle grønne områder bare er tilgængelige for de store byområder. Fordi jeg tror, at den grønne omstilling får simpelthen en helt anden umiddelbarhed, hvis man også får det der personlige forhold til naturen. En af grundene til, at jeg blev boende i Roskilde, det er helt klart nærheden til Sankt Hans, for eksempel. Det faktum, at jeg som fattig studerende, der ikke havde en klejne, havde råd til noget som helst, altid kunne smøre mig en madpakke og gå en tur, cykle en tur, og så på nul komma fem minutter være ude i det der helt fantastiske naturområde. Det synes jeg er så meget livskvalitet. Så jeg vil simpelthen give min højre arm for, at alle havde sådan en adgang. Og det er det, jeg opfatter at Hedeland… at vi fik sat en vision op for, at det skal være det her “Vild med Vilje”. Altså gammelt grusgravsområde, men det skal også være et sted, hvor der skal være plads til, at man skal kunne finde rundt, man skal kunne turde fortabe sig i det der område. Jeg var også derude med Spejdernes Lejr, og det synes jeg var en helt fantastisk begivenhed at få til Hedeland, fordi Hedeland er stor nok til at rumme alle de der spejdere, og de der spejdere får faktisk virkelig noget at arbejde med. Jeg kan huske, at jeg var med til de første forhandlinger om den første spejderlejr, og de syntes jo godt nok, at det var lidt mere besværligt, end hvis vi bare lige kunne tilbyde dem en helt flad mark. Men da jeg så kom derud, så syntes spejderne, at det var sjovt. Det var jo sjovt med de der stejle skråninger, og man kunne jo lave noget helt andet, end man kan på en flad mark. Så Hedeland udfordrer, men når man gør det tilgængeligt, så er det jo, altså, så er det virkelig noget, der bringer naturen ind. Ja, og det er da en inspiration for alle de andre… hvad der kan komme der. Jeg synes, det er meget skægt at se, hvad for planter, der vandrer ind på… Der er også oven i købet en skildpadde derude. En forvildet amerikansk skildpadde. Ja, okay. Den er nok udsat fra et akvarie. Men, altså, der er altid en masse spændende ting dernede, synes jeg. Og de har da det okay-godt. Ja. Det er også et problem, at der bliver gravet så meget, så mange grusgrave her i området. Altså, man fjerner jo, jeg ved ikke, hvor mange kvadratkilometer af byens krone, er der i hvert fald sydpå. Altså, det med grusgravning, det er jo en gammel, gammel slåskamp. Og jeg synes, nu hvor jeg ikke er borgmester, at jeg vil tillade mig at sige, at jeg kan godt forstå, hvorfor vi som stat siger, vi har ikke olie. Vi har ikke meget olie. Vi har ikke særlig mange sjældne mineraler og sådan noget. Det eneste råstof, vi har virkelig, virkelig meget af i Danmark, det er faktisk grus. Og det er faktisk noget, man også kan bruge. Så det har vi ligesom valgt at sige som samfund, at det skal graves op, når det er der. Det kan jeg godt forstå. Når det er sagt, så synes jeg, der er noget i lovgivningen, som er skæv i forhold til, at når så man bor, som vi gør i Roskilde, meget, meget tæt på meget, meget store grusforekomster, hvordan kan det så være, at dem, som graver grus op, tjener styrtende med penge på det. Staten får skatter, afgifter af det, og tjener dermed penge på det. Men dem, der skal betale for at afbøde alle eftervirkninger, det er kommunen. Og det synes jeg simpelthen, er en skævhed. Genopretningen af området? Ja, men altså både vejføring og støjafskærmning og støvpåvirkninger, alt det der, det er jo kommunen, der sidder med det. Okay. Og det synes jeg simpelthen er en kæmpe uretfærdighed. I Region Sjælland, der mener jeg, at det er Sorø, Kalundborg, Lolland og Roskilde kommuner, som har absurd meget grusgravning. Og jeg synes simpelthen, at det er helt vildt, at der ikke på en eller anden måde findes en eller anden form for… når nu det er os som samfund, som staten Danmark, der har sagt, vi har brug for det der grus, fordi det er et af de få råstoffer, vi har. Hvordan kan det så være, at staten overhovedet ikke går ind og støtter de lokalsamfund, der bliver massivt påvirket af det? Det kunne jeg godt tænke mig. Men jeg synes, det er en god idé, at vi som stat og som samfund bruger de råstoffer, vi har. Anstændigt og med respekt for grundvandsspejlet og alt det der. Men når nu jeg ikke er borgmester i Roskilde længere, så vil jeg sige, vi bliver nødt til at grave det grus op. Som borgmester i Roskilde ville jeg nok sige, åh, behøver vi at grave lige så meget op? Men det ved vi jo godt. Hvis ikke vi gravede det op i Roskilde, så skulle det graves op et andet sted, og så ville det blive dyrere for Danmark. Sådan hænger det jo sammen. Men man kunne godt forbedre de der forhold. For eksempel kunne man jo sige til de private grusgrave, at de skal jo først begynde at reetablere noget, når de er tomme. Og derfor så er der mange af dem, der ikke tømmer. Ja, de lader det stå. Man kunne jo godt sige, at sætte en tidsfrist på. At man skal tømme det inden for et vist antal år. Det ville også være rigtigt. Og i stedet for at have mange små private grusgrave, så behandle dem under ét. Og så sige, at så skal vi have et ordentligt område ud af det bagefter. Ja, altså det var jo noget af det, som vi prøvede at gøre rigtig meget som kommune, da jeg var borgmester. Det var at prøve på at gå i dialog med de her grusgrave, især omkring Roskilde Festival-området, fordi så risikerede de jo simpelthen at grave… altså grave festivalen væk. Og nu talte vi lige tidligere om, hvilken stor betydning det har for Roskilde.