Slagteriskolen i Roskilde: En Historisk Analyse
–>
🐖
Lokalhistorisk Rapport
Fra Slagteriskole til ZBC: En Roskilde Institution
Denne rapport dykker ned i historien om en af Roskildes mest markante erhvervsskoler. Fra rødderne i efterkrigstiden til transformationen af det gamle Andelssvineslagteri og den moderne fusion med ZBC.
Startet
1945+
Efter 2. Verdenskrig
Hovedfag
Slagter
& Butiksslagter
Lokation
Maglegårdsvej
Tidl. Andelssvineslagteri
Nuværende Status
ZBC
Fusioneret institution
⌛ Tidslinje & Udvikling
Institutionen har gennemgået markante forandringer gennem årtierne. Brug tidslinjen herunder til at udforske de specifikke perioder, fra grundlæggelsen til de økonomiske udfordringer og den endelige fusion.
Vælg Periode
1945
📊 Institutionens Transformation
Her visualiseres de data-punkter, der kan udledes af rapporten. Vi ser tydeligt skiftet fra en mono-faglig skole (kun kød) til en multi-faglig institution (kød + omsorg), samt de økonomiske cyklusser der drev fusionen.
Uddannelsesfordeling
Sammenligning af faglig bredde før og efter ZBC fusionen.
Institutionel Stabilitet
Illustreret forløb af økonomisk stabilitet baseret på rapportens narrativ.
📍 Lokationen
Stedet
Det Gamle Andelssvineslagteri
Funktion
Skoleslagteri & Undervisning
Betydning
Genbrug af industriel infrastruktur
Fra Industri til Læring
En af de mest interessante detaljer i skolens historie er den fysiske ramme. Da skolen voksede, valgte man at overtage det nedlagte Andelssvineslagteri.
Dette var ikke blot en praktisk løsning, men en pædagogisk gevinst. Ved at indrette et “skoleslagteri” i bygninger, der var designet til netop dette formål, fik eleverne en uddannelse i omgivelser, der 1:1 simulerede virkeligheden. Det skabte en direkte linje fra den industrielle fortid til uddannelsen af fremtidens håndværkere.
🏗️
Adaptiv Genbrug
Slagteriskolen er et tidligt eksempel på, hvordan industribygninger i Roskilde fik nyt liv som uddannelsesinstitutioner.
Faktaboks: 5 Hovedpunkter om Roskildes Slagterihistorie
Det Industrielle Økosystem: Roskildes identitet i det 20. århundrede hvilede på en symbiose mellem tre giganter: Roskilde Andelssvineslagteri (råvaren), DAK (forædlingen) og Slagteriskolen (viden og uddannelse).
National Nødvendighed: Slagteriskolen blev født ud af et akut behov efter Anden Verdenskrig for at professionalisere branchen og sikre kvaliteten af bacon-eksporten til England.
Solidarisk Finansiering: Opførelsen af skolen var et unikt løft i flok, finansieret af en afgift på 20-25 øre for hver eneste gris, der blev slagtet i Danmark.
Innovation og Social Mobilitet: Under forstander Karl Teglmand blev skolen et teknologisk fyrtårn og introducerede “det vertikale uddannelsessystem”, der gav ufaglærte muligheden for at uddanne sig helt til toppen.
Transformationen: Da industrien forsvandt, og skolen ramte en krise i 2012, blev redningen en fusion med ZBC. I dag huser de bacon-finansierede bygninger uddannelser til velfærdsstaten.
Fra Slagterby til Vidensby: Roskildes Industrielle Metamorfose
For de fleste står Roskilde i dag som domkirkeby, festivalby eller en moderne uddannelsesby. Men kradser man lidt i overfladen af byens nyere historie, finder man resterne af en identitet, der var formet af stål, damp og råvarer. I det 20. århundrede var Roskilde nemlig først og fremmest “Slagterbyen”. Det var en tid, hvor byens puls slog i takt med produktionen, og hvor økonomien var funderet på et komplekst og symbiotisk økosystem bestående af tre centrale søjler: det traditionsrige Roskilde Andelssvineslagteri, den eksportorienterede konservesfabrik DAK, og det nationale fyrtårn, Slagteriskolen. Historien om disse institutioner er ikke blot en beretning om grise og konserves; det er fortællingen om en bys transformation fra industrielt kraftcenter til moderne videnssamfund.
Grundlaget for denne epoke blev lagt længe før uddannelse kom på dagsordenen. Allerede fra slutningen af det 19. århundrede var Roskilde Andelssvineslagteri, grundlagt af lokale visionære som Elias Lützhøft, en dominerende faktor i bybilledet. Placeret strategisk ved jernbanen var slagteriet mere end en arbejdsplads; lyden af dyretransporter og den karakteristiske lugt var en integreret del af roskildensernes hverdag. Senere kom DAK til i 1933 med sine funkisbygninger ved havnen. Mens slagteriet stod for den grove produktion, repræsenterede DAK forædlingen – her blev råt kød til skinke og pølser til det britiske og amerikanske marked. Disse to giganter skabte tilsammen den industrielle muld, som Slagteriskolen senere skulle spire i.
Behovet for en skole opstod ud af national krise og nødvendighed. Efter Anden Verdenskrig skulle Danmark generobre det lukrative engelske baconmarked, men kvaliteten haltede. Den gamle mesterlære slog ikke længere til; der var brug for videnskab og standardisering. Visionen om en central skole blev født, mens krigen stadig rasede, og finansieringen blev et mesterstykke i dansk andelssolidaritet. Hver eneste slagtet gris i kongeriget udløste en afgift på 25 øre, og disse “ører” blev til de millioner, der rejste skolen. At valget faldt på Roskilde i 1950 var ingen tilfældighed. Byen havde infrastrukturen, industrien og viljen.
Da Slagteriskolen slog dørene op i 1964, indvarslede det en guldalder. Perioden frem til 1990’erne var præget af en unik symbiose, hvor produktion og uddannelse spillede hinanden gode. Skolen overtog Andelssvineslagteriets gamle lokaler til træning, og DAK aftog de nyuddannede teknikere. Under den legendariske forstander Karl Teglmand blev skolen mere end bare en læreanstalt; den blev en motor for social mobilitet. Teglmands vision om “det vertikale uddannelsessystem” betød, at en ufaglært arbejder kunne stige i graderne gennem uddannelse. Samtidig placerede teknologiske landvindinger, som det avancerede Klassificeringscenter, Roskilde på verdenskortet. I en årrække summede gangene af fremmede sprog, når delegationer fra hele verden valfartede til Maglegårdsvej for at lære den danske model at kende.
Men intet varer evigt. Mod slutningen af århundredet begyndte de industrielle søjler at smuldre under vægten af globalisering og centralisering. Slagteriet fusionerede og flyttede, og i 1997 lukkede DAK som den sidste store bastion. Roskildes industrielle hjerte holdt op med at slå, og Slagteriskolen stod pludselig alene tilbage – som en forældreløs arving til en svunden tid.
Isolationen gjorde skolen sårbar. Som en monofaglig institution var den eksponeret for branchens nedgang, og efter årtusindeskiftet ramte krisen hårdt. Det kulminerede i 2012 med den såkaldte VEU-sag og et tilbagebetalingskrav i millionklassen, der truede skolens eksistens. Redningen kom udefra i form af en fusion med uddannelsesgiganten ZBC i 2015. Det var enden på Slagteriskolen som selvstændig institution, men begyndelsen på en ny æra.
I dag er transformationen fuldendt. På Maglegårdsvej står bygningerne der endnu, men indholdet har ændret karakter. Hvor der engang blev uddannet slagtere for at sikre eksportindtægter, uddannes der nu social- og sundhedsassistenter til at sikre velfærden. Der er en smuk historisk ironi i, at murstenene, der blev finansieret af bacon til englænderne, nu danner rammen om omsorgen for danskerne.
Roskildes historie som “Slagterby” er således ikke forsvundet; den er transformeret. Det industrielle økosystem, der engang definerede byen, har lagt fundamentet for det moderne uddannelsescampus, vi ser i dag. Arven lever videre, ikke i lyden af dyretransporter eller lugten af produktion, men i byens evne til at omstille sig og forblive et centrum for viden og uddannelse.
Aftenens arrangement er et lokalhistorisk foredrag fokuseret på småindustrien syd for jernbanen i Roskilde. Foredragsholderen, Svend Erik Christensen, erkender, at det er vanskeligt at finde dokumentation om disse små virksomheder, så aftenens hovedformål er at indsamle og dele viden og personlige erindringer fra publikum. Han definerer småindustri som virksomheder med få ansatte, der producerer til lager, og gennemgår flere eksempler fra 1930’erne til 1950’erne langs Køgevej og Københavnsvej, herunder Clara Flødeostfabrik, Schledermanns Betonvarefabrik og Roskilde Rørvævfabrik. Efter hver præsentation af en virksomhed åbnes der op for supplerende fortællinger og anekdoter fra de fremmødte, hvilket beriger historien med uvurderlige detaljer og øjenvidneberetninger om lokalhistorien.
Kildematerialet stammer fra en lokalhistorisk aften afholdt af foreningen “Syd for banen” den 10. november, hvor hovedemnet er de små industrier i et specifikt område af Roskilde. Arrangementet inkluderer et foredrag af Svend Erik Christensen fra bestyrelsen, der præsenterer sin forskning i disse ofte oversete virksomheder fra især 1930’erne til 1950’erne. Mogens Ohm er aftenens vært og opfordrer deltagerne til at bidrage med personlige erindringer og supplerende information om virksomheder som en betonvarefabrik, en champignonfabrik, Clara Flødeostfabrik og Roskilde Rørvævsfabrik. Foredraget fokuserer især på virksomheder langs Køgevej og Københavnsvej og skitserer en historisk udvikling af industrien i Roskilde, hvor små industrier spillede en vigtig rolle, ofte som arbejdspladser for ufaglærte kvinder.
Småindustri Syd for Banen: En Historisk Gennemgang
Artiklen sammenfatter de centrale temaer, data og konklusioner fra en lokalhistorisk aften med fokus på småindustrier i Roskilde-området “Syd for Banen”. Arrangementet, ledet af foredragsholder Svend Erik Christensen, havde til formål at belyse historien for en række mindre virksomheder, primært fra perioden 1930’erne til 1950’erne. Et centralt omdrejningspunkt var den betydelige udfordring i at finde skriftlige kilder om disse virksomheder, hvilket gjorde aftenens indsamling af mundtlige erindringer og private arkivalier fra publikum afgørende for at skabe et mere fuldendt billede.
Foredraget definerede “småindustri” som virksomheder, der, i modsætning til håndværk, producerede til lager, men som havde væsentligt færre ansatte end storindustrier. De identificerede virksomheder var primært koncentreret i to geografiske klynger: et område omkring Køgevej/Eriksvej og et andet langs Københavnsvej. Gennemgangen afdækkede vigtige sociale og økonomiske aspekter, herunder den udbredte anvendelse af ufaglært kvindelig arbejdskraft – ofte “husmødre”, der tjente en ekstra skilling til husholdningen. Et andet gennemgående træk er, at næsten alle de omtalte industribygninger i dag er nedrevet og fysisk forsvundet fra bybilledet. Aftenen lykkedes med at indsamle en betydelig mængde ny viden, der supplerede og i flere tilfælde korrigerede den eksisterende arkivforskning, hvilket understreger værdien af kollektiv erindring i lokalhistorisk arbejde.
Indledning: Rammerne for Foredraget
Arrangementet “Lokalhistorisk aften Syd for Banen” den 10. november havde til formål at sætte fokus på områdets småindustrier. Foredragsholder Svend Erik Christensen fra den lokalhistoriske forenings bestyrelse indledte med at understrege, at emnet er dårligt dokumenteret i traditionelle arkiver. Viden om disse virksomheder findes i høj grad i personlige erindringer, hvilket gjorde publikums bidrag til en essentiel del af aftenen.
Definition af Småindustri
For at afgrænse emnet blev der opstillet en definition på “småindustri” i modsætning til håndværk og storindustri:
Håndværk: Producerer typisk på bestilling og har få ansatte.
Storindustri: Producerer til lager i håb om videresalg og har mange ansatte.
Småindustri: Producerer, som storindustrien, til lager, men har, som håndværket, relativt få ansatte.
Fokusperioden blev afgrænset til 1930’erne, 40’erne og 50’erne, med enkelte afstikkere, mens det senere industrikvarter fra 60’erne og 70’erne blev bevidst fravalgt.
Roskildes Industrielle Udvikling
Som historisk kontekst blev Roskildes generelle industriudvikling skitseret:
1847-1901: Antallet af industrier voksede fra 7 til 23. Industrier blev defineret som virksomheder med fem eller flere ansatte og en form for mekanisk drift.
Før 1900: Industrien var koncentreret i Roskildes centrum og ved havnen (f.eks. Maglekilde Maskinfabrik, bryggerier).
Efter 1900: En udflytning fra centrum begyndte, og nye industriklynger opstod:
Køgevej/Eriksvej: Tre store garverier og Betonvarefabrikken Sjælland.
Ringstedgade/Ringstedvej: Vinters Garveri, Spritfabrikken og senere en konfektionsfabrik, der producerede cowboybukser.
Københavnsvej: Primært slagterivirksomheder, med andelsslagteriet DAK som den største, der i perioder var Danmarks største virksomhed målt på antal ansatte (op mod 500).
1960’erne/70’erne: Det moderne industrikvarter blev udviklet med virksomheder som Frellsens Chokoladefabrik og Rosti.
Kortlagte Småindustrier: Området ved Køgevej og Eriksvej
Foredraget identificerede syv småindustrier i dette område, som blev suppleret med viden fra salen.
Schledermanns Betonvarefabrik
Lokation: Hjørnet af Gormsvej og Køgevej (i dag parkeringsplads for den gamle amtsgård).
Ejer: En del af den store murermester Schledermanns forretning, som bl.a. opførte det Glücksborgske Kapel ved Domkirken og sygeplejeboliger på Sct. Hans.
Produkt: Betonvarer, herunder rør til kloakering.
Tidslinje: Etableret i 1930’erne. Lukket i midten af 1950’erne i forbindelse med murermesterens konkurs. Bygningen blev først revet ned omkring 1970 i forbindelse med udvidelsen af Køgevej.
Publikumsbidrag: Det blev nævnt, at Schledermann var en meget stor murermester med op til 70 ansatte, og at han lå i bitter konkurrence med en bror.
Champignonfabrikken
Lokation: Gormsvej, hvor Kræftrådgivningen i Roskilde ligger i dag.
Beskrivelse: Bestod af store, grå haller. To blev brugt til champignondyrkning, og den tredje husede en ostegrosserer.
Tidslinje: Lukkede efter 1960. Arealet blev senere overtaget af Sivertsen, en forhandler af landbrugsmaskiner.
Publikumsbidrag: En deltager korrigerede foredragsholderens antagelse om, at bygningerne var røde; de var grå. Ejeren hed Inholm, og der var ingen direkte forbindelse til grusgravsejeren Tolstrup. Det var derimod Tolstrups bror, der var ostegrosserer på stedet.
Clara Flødeostfabrik
Lokation: Ved Køgevej, omtrent hvor Roskilde Rådhus ligger i dag.
Historie: Hed oprindeligt Klostermejeriet. Blev omdøbt af mejerist Hans Hansen.
Produkt: En berømt og præmieret flødeost, der var så anerkendt, at den blev nævnt specifikt ved navn i gamle kogebøger.
Arbejdsstyrke: Ca. 5-6 kvinder pakkede osten.
Tidslinje: Eksisterede fra 1930’erne. Bygningen blev revet ned i starten af 1970’erne for at gøre plads til udvidelsen af Køgevej. Fabrikken flyttede til Maglegårdsvej, men dens endelige lukningsdato er ukendt.
Publikumsbidrag: En deltager huskede fabrikken fra sin skoletid og fortalte en historie om, at Hans Hansen var involveret i modstandsbevægelsen og opbevarede våben på mejeriet. En anden huskede osten, der blev solgt i Hedehusene.
FDBs Træskofabrik
Lokation: I tagetagen på FDBs Garveri på Eriksvej.
Produkt: Træsko, hvor læderet blev garvet på etagerne under, mens selve træbunden kom udefra.
Arbejdsstyrke: Omkring 10 kvinder og en mandlig mester monterede læderet på træskoene.
Distribution: Blev solgt i landets brugsforeninger.
Tidslinje: Lukkede i starten af 1960’erne, muligvis sammen med garveriet i 1960. Bygningen blev revet ned i 1986 under kontroversielle omstændigheder, efter at den havde været besat af unge, der ønskede et kulturhus.
Lokation: I grusgraven, der senere blev til motorbanen Roskilde Ring.
Beskrivelse: Et “Klondyke”-lignende byggeri med skure navngivet “Apoteket”, “Krudthuset” og “Laboratoriet”.
Ejer: Uddannet fyrværker Edvard Jensen. Leverede bl.a. til Dyrehavsbakken.
Tidslinje: Lå i grusgraven fra slutningen af 1940’erne til 1955, hvor den måtte flytte pga. etableringen af motorbanen. Flyttede til Margrethehåb og lukkede i 1971 pga. konkurrence fra import.
Publikumsbidrag: Det blev fortalt, at ejerens datter, Birte Ragbjerg, har berettet om en eksplosionsulykke, hvor hendes far blev alvorligt forbrændt, hvilket førte til udsættelsen af hendes konfirmation.
Skærvefabrikken
Lokation: Også i grusgraven ved Roskilde Ring.
Produkt: Skærver (knust sten) til DSB’s jernbanespor på Sjælland. Råmaterialet var de mange store sten, der fandtes i grusgraven.
Tidslinje: Etableret omkring 1920 og menes at være ophørt i slutningen af 1930’erne, før selve grusgravningen stoppede.
Skotøjsfabrikken “Fjord”
Lokation: Sønder Ringvej, hvor Rema 1000 ligger i dag.
Historie: Startede efter besættelsen på Sønderlundsvej, flyttede i 1947 til Tjørnegården og i 1959 til Sønder Ringvej.
Produkt: Håndsyet skotøj.
Tidslinje: Gik konkurs i 1966. En medvirkende årsag var en annulleret storordre til Leipzigmessen i Østtyskland, hvilket tvang fabrikken til at sælge lageret til spotpriser. Lokalerne blev overtaget af Roskilde Værktøjsmagasin.
Kortlagte Småindustrier: Området ved Københavnsvej
Fem virksomheder blev identificeret i dette område.
Det Offentlige Slagtehus
Lokation: Lige uden for Røde Port, hvor der i dag er parkeringsplads.
Historie: Opført i 1912 eller 1914 som følge af et forbud mod hjemmeslagtninger.
Tidslinje: Lukkede som offentligt slagtehus i 1966. Bygningerne blev overtaget af “Rosakød” (senere Irma) og i 1969 af dybfrostproducenten “Kretina”, som flyttede til Bjæverskov i starten af 90’erne. Bygningerne blev herefter revet ned.
Publikumsbidrag: En deltager fortalte en levende historie fra folkestrejken i 1944, hvor et strandet tog med svinekroppe blev solgt fra på Roskilde Station for at undgå, at kødet gik til spilde.
Digsmed
Lokation: På Københavnsvej, hvor Ro’s Torv ligger i dag.
Produkt: Designgenstande i teaktræ, f.eks. krydderikværne.
Tidslinje: Aktiv i 1950’erne og 60’erne.
Publikumsbidrag: Det blev tilføjet, at virksomheden senere, sandsynligvis i sine sidste år i starten af 1980’erne, flyttede til bygningerne, der tidligere husede bl.a. Elgiganten.
Laksefabrikken
Lokation: Angiveligt Københavnsvej 26.
Produkt: Formodet at være røget eller gravad laks.
Arbejdsstyrke: “En del mødre” fra lokalområdet.
Tidslinje: Eksisterede i 1935 og var stadig i drift i slut-40’erne/start-50’erne.
Status: Meget lidt information er tilgængelig om denne fabrik; den repræsenterer den type virksomhed, der er næsten fuldstændig forsvundet fra den skrevne historie.
Roskilde Rørvævfabrik
Lokation: Elisagårdsvej, hvor Rema 1000 ligger i dag.
Produkt: Rørvæv – måtter af tagrør vævet sammen med ståltråd, som blev brugt til pudsning af vægge og lofter før gipspladernes tid.
Arbejdsstyrke: Fem ufaglærte kvinder, som sad ved vævene.
Historie: Etableret i 1930’erne. Råmaterialet (tagrør) kom primært fra Ringkøbing Fjord med tog. Fabrikken brændte i august 1948, men blev hurtigt genopbygget.
Publikumsbidrag: En deltager, Ebba Pilmann, hvis far var bestyrer på fabrikken, gav en detaljeret personlig beretning om produktionen, branden og dagligdagen på fabrikken.
Roskilde Medical Company / Rosco
Lokation: Elisagårdsvej.
Oprindelse: Udviklet fra eksperimenter på DAK i 1930’erne med at udvinde medicinske stoffer (bl.a. fra bugspytkirtler) fra slagteriaffald.
Produkt: Penicillin og insulin.
Tidslinje: En mindre fabrik blev bygget på DAK’s grund i 1940. Bygningen på Elisagårdsvej blev opført i 1948. Fabrikken blev solgt i 1963 og blev en del af det, der i dag er Novo Nordisk.
Publikumsbidrag: En deltager korrigerede tidslinjen og navnet. Virksomheden hed i 1960’erne “Rosco” og producerede penicillin til dyr. Den flyttede senere til Tåstrup og eksisterer stadig. Bygningen har siden huset bl.a. Vejdirektoratet og Statens Vejlaboratorium og huser i dag advokatvirksomheder.
Yderligere Virksomheder og Erhverv Nævnt af Publikum
Ud over de virksomheder, der var en del af det forberedte foredrag, bidrog publikum med viden om en række andre lokale erhverv:
Hansens Metalsmedje: En familieejet virksomhed på Snerlevej 15, der i 1960’erne og 70’erne producerede smørenipler i kælderen. Produktionen involverede familiens børn og andre børn fra vejen. Virksomheden gik senere konkurs. I stedet kom Skjoldby Tryk.
Halmvarefabrik: Lå nær Kemps Garveri og blev saboteret i 1944 for at producere sløringsnet til tyskerne.
Børstefabrik: På Elisagårdsvej, forarbejdede svinebørster, muligvis til tandbørster.
Damp-pølsefabrik: På Vindingevej.
Andre erhverv: Der blev også nævnt vaskerier (Thorvask), et æggepakkeri på Maglegårdsvej, store gartnerier (Gartnervang) og de mange små vognmandsforretninger, der fandtes i området.
Konklusion og Fremtidige Initiativer
Aftenen demonstrerede med stor tydelighed værdien af at kombinere arkivstudier med indsamling af mundtlige kilder for at dokumentere en ofte overset del af lokalhistorien. Diskussionerne afdækkede ikke kun virksomhedernes tekniske og økonomiske historie, men også sociale aspekter som kvinders indtog på arbejdsmarkedet.
Som opfølgning på aftenens succesfulde informationsindsamling blev to konkrete initiativer annonceret:
Der planlægges en byvandring langs Københavnsvej den 12. maj, hvor deltagerne kan se de steder, hvor nogle af virksomhederne lå, og få genfortalt deres historie.
Der vil blive arbejdet på at indtegne de identificerede småindustrier på et digitalt kort.
Og se publikums bidrag
Publikum bidrog med en række detaljerede oplysninger, personlige erindringer og korrektioner i løbet af aftenen, hvilket supplerede Sven Eriks arkivbaserede forskning om småindustrierne syd for banen.
Nedenfor er en detaljeret gennemgang af publikums bidrag, organiseret efter de virksomheder, der blev drøftet:
Generelle bidrag og tematikker
• Mogens (værten) håbede indledningsvis, at publikum ville bidrage med fortællinger, erindringer eller måske endda billeder for at belyse emnet, da der var sparsomt arkivmateriale om småindustrierne.
• Flere bidrag bekræftede, at mange af disse små virksomheder, såsom Clara Flødeostfabrik og Rørvævfabrikken, skaffede arbejde til ufaglærte kvinder eller husmødre, hvilket var et vigtigt bidrag til familiens trivsel og velfærdsstatens skabelse.
Schledermanns Betonvarefabrik
• Murmesterens størrelse: Niels Jørgen oplyste, at Schledermannn var en meget stor murermester.
• Kendte byggerier: Han havde bygget det glyksborgske kapel (hvor Christian X ligger) ved domkirken. Han havde også opført de fjerneste sygeplejepoliger på Sankt Hans, dem der vender ud mod Bosrupskov.
• Ansatte: Det blev bemærket, at Schledermann havde været en stor foretagende, da han angiveligt havde 70 mand beskæftiget (muligvis kun i murmestervirksomheden).
• Placering: En deltager bad om at få lokationen præciseret på et kort, og det blev bekræftet, at fabrikken lå, hvor parkeringen til den gamle amsgaard er nu.
Champignonfabrikken på Gormsvej
• Bygningens udseende og drift: En deltager korrigerede, at fabrikken var grå, ikke rød, og den havde to haller til champignon, mens den sidste hal havde en ostegruser.
• Tidshorisont og overtagelse: Fabrikken lukkede omkring 1960 eller senere og blev derefter overtaget af Sivertsen, som handler med landbrugsmaskiner ude på Københavnsvej.
• Ejerskab: En deltager afviste, at Tolstrup (kendt fra grusgraven) var forbundet med champignonfabrikken. Det blev præciseret, at ejerne boede på Frederiksborgvej og hed Inholm. Senere kom det dog frem, at broderen til Tolstrup var ostegrosserer og havde et ostelager nede i Centrumgården (idag smørrebrødsforretning)
Clara Flødeostfabrik
• Fabrikkens indre liv: Poul Erik huskede mejeriet fra sin skoletid (St. Josef skolen) og fik lov at kigge ind i gården/stueetagen. Han mindedes de store kar, hvor de skyllede ostene. Mejeristen, Hans Hansen, var meget meget flink.
• Våbenlager (Ubekræftet rygte): Poul Erik delte en røverhistorie (som han havde læst på Facebook, men ikke kunne finde kilden til), om at Hans Hansen var en del af modstandsbevægelsen under Anden Verdenskrig og opbevarede våben på fabrikken, bevogtet af en stor schæferhund.
• Produktets kvalitet: Ingrid huskede, at flødeosten blev pakket i små firkantede pakker og smagte rigtig godt. Hun købte dem hos en ostehandler i Hedehusene.
FDB’s Træskofabrik
• Nedrivningen og besættelsen: Mogens fortalte, at bygningen blev revet ned i midten af 80’erne (omkring 1986). Nedrivningen skete tidligt om morgenen, mens unge havde besat bygningen i et forsøg på at omdanne den til et kulturhus. En deltager oplyste at der fandtes et foto af den afdøde politiker Stougaard som var en af besætterne.
• Arbejdsforhold og betydning: Mogens informerede om, at Olof Petersens mor arbejdede på træskofabrikken i 50’erne og 60’erne, og Olof havde afleveret sorthvide fotos af medarbejderne. Mogens pointerede, at disse fabrikker, ligesom en cigarfabrik i Fakseladeplads, var vigtige, da de skabte arbejdspladser for ufaglærte kvinder.
• Forureningsspørgsmål: En deltager spurgte, om forurening fra garveriet var en grund til nedrivningen, men Sven Erik mente, at den store forurening stammede fra garvningsprocessen i de tre store haller, ikke bygningen med træskofabrikken.
• Tidligere fyrværkere: En deltager havde et brev fra 1929 fra en fyrværkerimester i Roskilde, hvilket indikerede, at der havde eksisteret en anden fabrik tidligere. Denne tidligere fabrik havde et logo med Domkirken omgivet af sol og stjerner.
• Ulykke og familiehistorie: Mogens tilføjede, at ejeren, Edvard Jensen, var far til medlemmet Birthe Ragbjerg. Birthe fortalte, at hendes far sprang i luften med fabrikken få dage før hendes konfirmation, og hun måtte besøge ham på sygehuset, hvor han var indpakket som en “egyptisk mulje”. Hende konfirmation blev udskudt et halvt år. Birthe havde leveret billedet af fabrikken.
Skærvefabrikken
• Relateret råstofudvinding: Efter drøftelsen af Skærvefabrikken spekulerede en deltager i, om de vældige huller bag handelsskolen og langs banen var udgravninger efter sten til fabrikken. En anden deltager mente, at hullerne muligvis kunne stamme fra lergravning pga. det hårde ler på hendes grund i området.
Sabotagen og Halmvarefabrikken
• En deltager bidrog med information om en halmvarefabrik nær Ringen, som under Besættelsen fabrikerede sløringsnet til tyskerne og derfor blev saboteret.
• Deltageren mindede desuden om, at modstandsbevægelsen havde et våbenlager på Kempsfabrikken (garveriet) under chefens skrivebord, og de prøveskød våbnene ned i ringen, hvor larmen fra valkerne dækkede skuddene.
Industriudvikling på Snerlevej og Smørenipler
• Snerlevej og Småindustri: Hans Otto Hansen bidrog med historien om Snerlevej, der blev navngivet i 1950 med det formål at tiltrække småindustri og håndværk ved at tilbyde grunde billigere.
• Smørenippelfabrikken (Jack Hansen): På Snerlevej nummer 15 lå Hansens Metalsmedje, hvor han producerede smørenipler i stor skala.
• Børnearbejde og produktion: Hans Otto kunne vise billeder af produktionen, hvor Jack Hansen og hans søn F. stod ved maskiner, og Fru Hansen arbejdede. Han beskrev, hvordan flere børn på vejen tjente lommepenge ved at arbejde i kælderen. Han nævnte specifikt sin ældste søn Jan (ca. 13-14 år), der arbejdede med en vinkelsliber uden nogen beskyttelse.
• Lager og fællesskab: Hans Otto fortalte også en anekdote om en mur, hvor de lokale børn (inklusiv Gartner Petersens sønner) samledes og diskuterede musikere som Elvis Presley og Cliff Richard.
Senere blev nr 15 til Skjoldby Tryk.
Digmed (Trævarer)
• Butiksoplevelse: En deltager huskede, at Digsmed havde store udstillingsvinduer, hvor alle deres varer (teaktræsting) blev vist frem.
• Lugt og lokation: En anden deltager huskede, at Digsmed senere flyttede til bygninger i nærheden (hvor der senere lå Elgiganten) og mindedes lugten af frisk træ, drejespåner og savsmuld.
Rørvævfabrikken (Elisagårdsvej)
• Ejerforhold og logistik: Ebba Pilmann præciserede, at ejeren var Anna Christiansen. Hun huskede deres grå Ford lastbil, der leverede vævet til trælasthandlere. Bilen havde telefonnummeret 406 på bagsiden.
• Arbejdsstyrken: Fabrikken havde fem væve, betjent af fem ufaglærte kvinder (hvoraf tre var enlige mødre). Ebba hjalp selv til med at væve i sommerferien.
• Råmaterialer: Rørene kom hovedsageligt fra Ringkøbing Fjord, men én gang kom en ladning fra Passau i Tyskland. En nabo, Herr Petersen, hjalp med at læsse de store jernbanevogne af, og han fik sigtebrød for indsatsen.
• Branden: Ebba bekræftede branden i august 1948 og huskede lugten. Hun bekræftede også historien, at en stor hyldebusk ved vinduet reddede beboelsen, hvilket hendes mor mente var i tråd med den gamle folketro om, at hylden redder mod ild.
• Børstefabrik: Niels Jørgen spurgte til en mulig børstefabrik på Elisagårdsvej, der behandlede svinebørster. En anden deltager bekræftede, at en mand ved navn Krog, der ejede markerne ved siden af Rørvævsfabrikken, også havde en fabrik, der arbejdede med svinebørster, muligvis til tandbørster.
• Råvareforurening: En deltager bemærkede, at rørene fra Ringkøbing Fjord gror dårligere i dag, fordi vandet ikke længere er forurenet.
• Brandhæmning og byggeteknik: Ebbe (som var tømmer) forklarede, at rørvæv blev brugt for at brandhæmme trælofter, og det var et meget hårdt og besværligt arbejde for murerlærlinge at kaste mørtlen op på vævet. Ebba præciserede, at der blev brugt to slags tråd i vævningen: en tyk tråd i bunden og en tynd, kobberfarvet tråd.
Roskilde Medical Company (Medicinalfabrik)
• Navn og placering: En deltager (Ingrid) mente ikke, at fabrikken flyttede til Nordisk Insulin i Gentofte, men at den i 60’erne hed Rosco Medicinalvarefirma, producerede penicillin til dyr og siden flyttede til Tostrup, hvor den stadig eksisterer.
• Råmaterialer: En slagtermester fra Æbeltoft sendte busføstkirtler til Roskilde til produktion.
• Navnets oprindelse: En deltager undrede sig over det engelskklingende navn (Roskilde Metal Company) i slutningen af 40’erne, hvilket kunne indikere, at man havde tænkt på eksport.
Offentligt Slagtehus og Folkestrejken (1944)
• Kødtoget: Mogens bidrog med en historie om det offentlige slagtehus i 1944 under folkestrejken. Et langt køletog med svinekroppe strandede på Roskilde Banegård, og folk købte kød direkte fra vognene for 20 kr..• Personlige anekdoter: Mogens far købte en del, og Mogens fik selv en skinke. Han nævnte to kammerater, der fik held af en halv gris, der faldt af en lastbil på vej mod det offentlige slagtehus. Billeder af køen findes i fototeket.
Eriksvej i Roskilde er mere end bare asfalt og fortove. Den er et levende stykke byhistorie, der fortæller om en tid med rygende skorstene, driftige fabrikker og drømmen om et bedre liv. Engang en mudret kirkesti ved navn Kamstrupsti, blev den en pulserende industriel livsnerve, der var med til at forme det Roskilde, vi kender i dag. Dette er historien om en vej, der afspejler byens egen rejse – fra landbrug til industri, fra forurening til fornyelse, og fra arbejderkvarter til moderne bydel.
5 vigitge
Fra hellig sti til industrivej: Oprindeligt var vejen en “kirkesti” for bønder fra Kamstrup. I 1973 blev den officielt omdøbt til Eriksvej som symbol på byens vækst og forandring.
Garveriernes højborg: Eriksvej var centrum for Roskildes store garveriindustri. Fabrikker som Chromlæderfabrikken og FDB’s Garveri skabte hundredvis af arbejdspladser, men også alvorlig forurening.
“Roskilde-syge”: I 1920’erne førte forurening fra Chromlæderfabrikken til en sundhedsskandale, hvor byens drikkevand blev forurenet, hvilket tvang kommunen til at investere massivt i ny infrastruktur.
Drømmen om et hjem: Som svar på bolignøden efter 2. Verdenskrig blev det enorme boligbyggeri Ringparken opført lige ved siden af industrien – en “by i byen” med moderne lejligheder og grønne områder.
Fra fabrik til kultur: I dag er de gamle industrigrunde omdannet. Hvor der før var fabrikker, finder man nu boliger, kreative erhverv som i Musicon-bydelen, og kulturelle institutioner som spillestedet Paramount.
Forestil dig en tid, hvor Roskilde sluttede ved jernbanen. Syd for skinnerne lå marker og gårde, og gennem landskabet snoede sig en sti. Det var Kamstrupsti. I århundreder var den en livline for bønderne i den lille landsby Kamstrup, der brugte stien til at komme til Vor Frue Kirke. Det var en vej defineret af kirkegang, hestevogne og årstidernes skiften.
Men i slutningen af 1800-tallet begyndte en ny tid. Industrialiseringen kom til Roskilde, og byen voksede ud over sine gamle grænser. Området “syd for banen” blev udset til at huse byens nye, store industrier. Langsomt men sikkert forvandlede den fredelige Kamstrupsti sig. Den blev bredere, mere trafikeret, og snart lå de første fabrikker side om side langs vejen. I 1973 var forvandlingen total. Stien, der var blevet opslugt af byen og skåret over af nye ringveje, fik officielt navnet Eriksvej – et moderne navn til en moderne vej.
Røg, Larm og Arbejdspladser
I første halvdel af 1900-tallet var Eriksvej synonym med industri. Især én branche dominerede: garverierne. Roskilde var kendt i hele landet for sin læderproduktion, takket være byens mange naturlige kilder, der leverede det vand, som garvningen krævede. Store virksomheder som A/S Chromlæderfabrikken Jørgen Winther og FDB’s Garveri etablerede sig på Eriksvej og blev hurtigt nogle af byens største arbejdspladser.
Her blev der produceret “Bjørnelæder” til skosåler, og duften – eller stanken – af garvning hang tungt i luften. Det var en tid med stolthed over den industrielle fremgang, men medaljen havde en mørk bagside. I 1920’erne blev byen ramt af “Roskilde-syge”, en epidemi forårsaget af, at Chromlæderfabrikkens spildevand sivede ned i byens drikkevand. Skandalen var en brat opvågning. Den tvang bystyret til at gribe ind, rense den forurenede grund og investere store summer i et moderne vand- og kloaksystem. Det var en dyr, men nødvendig lektie om industriens omkostninger.
Udover garverierne husede vejen også andre giganter. Roskilde Madrasfabrik, lokalt kendt som Rosma, producerede senge og madrasser i næsten 80 år. Betonvarefabrikken Sjælland skaffede arbejde til hundredvis af mænd, og dens gamle grund er i dag forvandlet til den kreative bydel Musicon.
En By i Byen
Efter 2. Verdenskrig stod Roskilde, som resten af Danmark, over for en akut boligmangel. Folk flyttede til byerne for at arbejde, men der var ingen steder for dem at bo. Løsningen blev socialt boligbyggeri i stor skala. Lige vest for Eriksvejs industrier, på en mark der tidligere lå i byens udkant, skød et ambitiøst projekt op: Ringparken.
Visionen var at skabe en “by i byen”. Her skulle der ikke bare være boliger, men alt, hvad en moderne familie havde brug for: butikker, vaskeri, børnehaver og store, grønne fællesarealer. Fra 1949 til 1963 blev der bygget næsten 600 lejligheder. For sin tid var de topmoderne – nogle af de første havde endda køleskab!
For beboerne i Ringparken var livet en blanding af idyl og industri. På den ene side havde de lys, luft og moderne bekvemmeligheder. På den anden side levede de dør om dør med de larmende og lugtende fabrikker på Eriksvej. Denne tætte sameksistens mellem bolig og industri var typisk for tiden og fortæller en historie om de kompromiser, man indgik for at skabe fremskridt.
Fra Fabriksgulv til Dansegulv
I løbet af 1960’erne og 70’erne begyndte industriens guldalder at ebbe ud. Global konkurrence og strengere miljøkrav gjorde det svært for de gamle fabrikker. Garverierne lukkede et efter et, og i 1992 producerede Roskilde Madrasfabrik sine sidste møbler. Eriksvej stod over for en ny forvandling.
Men bygningerne forsvandt ikke. De fik nyt liv. Kemps Garveri, der lukkede i 1966, blev i 1969 genfødt som spillestedet Club Paramount, der i over 50 år har været et kulturelt fyrtårn for byens unge. Madrasfabrikkens gamle kontorbygning blev til kvindehus og foreningslokaler. Og hvor betonfabrikken lå, summer Musicon i dag af kreativitet, musik og nye ideer.
En Vej i Forandring
I dag er Eriksvej en mosaik af fortid og nutid. Den bevarede kontorbygning fra madrasfabrikken står som et minde om industriens storhedstid. Ringparken gennemgår en massiv renovering for at leve op til nutidens krav om bæredygtighed. Og hvor der før lå fabrikker, bliver der nu bygget nye, moderne boliger til unge og singler.
Historien om Eriksvej er historien om Roskilde i miniature. Den viser en by i konstant bevægelse, en by, der har formået at genopfinde sig selv uden at glemme sin fortid. Fra en stille kirkesti til en larmende industrimotor og nu til en mangfoldig bydel, der balancerer boliger, kultur og historie. Vejen er et vidnesbyrd om, at en bys sjæl ikke kun findes i gamle kirker og kongelige grave, men også i asfalten, murstenene og de menneskelige historier, der udgør dens gader.
Rapport om Eriksvej
Klik her for at folde teksten ud
Eriksvej/Kamstrupsti: En Historisk og Økonomisk Fortælling om Roskilde
Resumé
Eriksvej, historisk kendt som Kamstrupsti, står som et overbevisende vidnesbyrd om Roskildes dynamiske by- og industriudvikling. Denne rapport udforsker vejens transformation fra en gammel kirkesti til en central industriel færdselsåre, og beskriver dens betydelige økonomiske bidrag gennem forskellige industrier som garverier og en madrasfabrik. Den undersøger yderligere de dybe sociale og miljømæssige udfordringer, der fulgte med denne hurtige industrialisering, eksemplificeret ved folkesundhedskriser som “Roskilde-syge”. Rapporten fremhæver også Eriksvejs afgørende rolle i udviklingen af store boligområder som Ringparken, der opstod for at imødekomme efterkrigstidens boligbehov, og dens igangværende tilpasning til et mangfoldigt bylandskab, der omfatter kulturelle og samfundsmæssige funktioner. Fortællingen understreger det indviklede samspil mellem økonomisk vækst, byplanlægning og den udviklende livskvalitet for Roskildes indbyggere, hvilket viser, hvordan en enkelt færdselsåre kan indkapsle en bys komplekse historiske rejse.
1. Introduktion: Eriksvej/Kamstrupsti – Et Historisk Overblik
1.1. Vejens Udvikling: Fra Kirkesti til Eriksvej
Eriksvej, som den kendes i dag, bærer en rig historie indlejret i sin tidligere betegnelse, Kamstrupsti. Dette navneskifte er mere end en simpel administrativ opdatering; det afspejler en dybdegående ændring i vejens identitet og funktionelle betydning over tid. Oprindeligt fungerede Kamstrupsti som en vigtig “kirkesti”, der forbandt landsbyen Kamstrup med Vor Frue Kirke i Roskilde. Denne gamle rute lettede religiøse aktiviteter for lokale indbyggere indtil 1907, hvilket understreger dens dybt forankrede, førindustrielle oprindelse som en fælles færdselsåre.1
Den organiske udvikling af Kamstrupsti stod dog over for betydelige udfordringer med fremkomsten af moderne byplanlægning og infrastruktur. Gennem årene blev den oprindelige sti fragmenteret i fire forskellige vejstrækninger, primært på grund af anlæggelsen af store ringveje og motorveje. Denne opdeling førte til praktiske komplikationer, især med hensyn til postomdeling i området.2 For at løse disse problemer og formalisere dens udviklende bymæssige identitet blev den nordlige del af stien, der løber fra Køgevej til Sdr. Ringvej, officielt omdøbt til Eriksvej i 1973.1 Denne relativt sene omdøbning er et formelt anerkendelse af områdets transformation, der skete efter årtiers intens industriel og boligmæssig udvikling allerede havde omformet dens karakter. Skiftet fra en kirkesti til en segmenteret bymæssig færdselsåre illustrerer, hvordan store infrastrukturprojekter fundamentalt omkonfigurerede lokale historiske ruter, hvilket nødvendiggjorde nye navnekonventioner for at løse praktiske bymæssige udfordringer.
1.2. Tidlig Betydning og Geografisk Kontekst
Området omkring Eriksvej, beliggende “syd for banen”, var overvejende landbrugsland indtil slutningen af det 19. århundrede, specifikt indtil 1896. Efter denne periode begyndte distriktet en gradvis, men betydelig transformation gennem hele 1900-tallet, og udviklede sig til et levende bylandskab med blandet anvendelse, der integrerede boliger, industri og uddannelsesinstitutioner.3
Kamstrupstien fremstod som en af to primære industriområder beliggende syd for jernbanelinjen, med industriel aktivitet, der begyndte omkring 1914.3 Denne tidlige industrialisering etablerede gadens grundlæggende rolle i Roskildes økonomiske ekspansion. Eriksvejs historiske betydning er således uløseligt forbundet med dens placering inden for Roskildes “syd for banen”-udvikling. Dette områdes overgang fra et landbrugslandskab til et dynamisk bymiljø, især dets fremkomst som et centralt industrielt knudepunkt, eksemplificerer et fælles mønster i det 20. århundredes danske byvækst. I mange tilfælde fungerede jernbanelinjer ikke kun som transportkorridorer, men også som klare geografiske afgrænsninger, der ofte afgrænsede nye grænser for industriel og boligmæssig ekspansion.
2. Industrielt Kraftcenter: Økonomiske Bidrag og Udfordringer
2.1. Roskildes Garveriers Arv på Eriksvej
Roskilde indtog en bemærkelsesværdig position som en betydelig industriby, især kendt for sine omfattende garverivirksomheder. Byens rigelige vandressourcer, leveret af talrige naturlige kilder, var en afgørende faktor for at understøtte de vandintensive processer, der kræves til garvning.4 Slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet markerede en afgørende overgang for industrien, da mindre, håndværksbaserede garverier begyndte at vige pladsen for større, mere effektive industrivirksomheder. Dette skifte betød, at kun ét af de fem eksisterende håndværksgarverier, Winthers Garveri, med succes tilpassede sig fabriksdrift, mens andre enten lukkede eller blev erstattet af større industrivirksomheder.5
Flere fremtrædende garverier etablerede sig på Kamstrupsti (nu Eriksvej), hvilket cementerede gadens rolle som et stort industricenter:
A/S Chromlæderfabrikken Jørgen Winther: Beliggende på den adresse, der nu kendes som Eriksvej 48, startede dette betydelige industrigarveri sin virksomhed i 1915. Udover sin primære læderproduktion husede det også en kemisk fabrik under Første Verdenskrig, som specialiserede sig i produktion af kromgarvestoffer. Garveriets flagskibsprodukt var “Bjørnelæder”, et specialiseret læder, der primært blev brugt til skosåler. Fabrikkens drift fik dog en brat ende i november 1929, da den blev ødelagt af en brand.5
FDB’s Garveri: Fællesforeningen for Danmarks Brugsforeninger (FDB) etablerede sit garveri på Eriksvej 15 i 1920. Dette anlæg var i drift i næsten fem årtier, før det lukkede i 1969. Efter sin industrielle levetid blev de gamle FDB-fabriksbygninger genbrugt og fungerede som lokaler for Civilforsvaret fra 1966 indtil deres eventuelle nedrivning i 1989.5
Kemps Garveri: Beliggende på Eriksvej 40 var Kemps Garveri et andet centralt garveri i området, der opretholdt produktionen indtil 1966. Efter lukningen gennemgik bygningen en betydelig transformation og blev det nye hjem for spillestedet Club Paramount i 1969.7
Koncentrationen af disse store industrigarverier på Eriksvej understreger gadens kritiske bidrag til Roskildes industrielle økonomi. Disse virksomheder skabte betydelige beskæftigelsesmuligheder og styrkede byens produktionsoutput i mange årtier. Deres eventuelle tilbagegang og lukning i slutningen af 1960’erne og begyndelsen af 1970’erne, som det ses med Kemps i 1966 og FDB i 1969, var ikke isolerede hændelser. I stedet afspejlede de bredere nationale og internationale skift i industriel produktion, fremkomsten af strengere miljøregler og intensiveret økonomisk konkurrence. Denne periode markerede afslutningen på en betydelig æra for Roskildes garveriindustri, hvilket afspejler et større mønster af afindustrialisering i mange vestlige økonomier.
2.1.1. Miljøpåvirkning og Folkesundhedsproblemer: “Roskilde-syge”
De industrielle aktiviteter langs Eriksvej, især garveriernes, var ikke uden betydelige miljømæssige og folkesundhedsmæssige konsekvenser. En bemærkelsesværdig historisk hændelse, “Roskilde-syge”, opstod i 1920’erne, direkte forbundet med forureningen fra Chromlæderfabrikken på det nuværende Eriksvej. Undersøgelser afslørede, at byens drikkevandsforsyning løbende blev forurenet af garveriets affald, hvilket førte til udbredt sygdom blandt befolkningen.5
Situationens alvor fremkaldte en afgørende reaktion fra kommunale myndigheder. En sundhedskommission blev nedsat for at undersøge udbruddet og formulere løsninger. I 1935 blev der truffet en afgørende beslutning om at foretage en grundig oprensning af den forurenede garverigrund. Samtidig blev der investeret betydeligt i at forbedre byens drikkevandsforsyning og forbedre spildevandsrensningsinfrastrukturen.5 Disse nødvendige indgreb førte til en betydelig stigning i kommunale udgifter, hvilket understreger de betydelige samfundsmæssige omkostninger forbundet med ukontrolleret industriel forurening.8 “Roskilde-syge”-hændelsen tjener som en skarp historisk illustration af de direkte folkesundhedsmæssige konsekvenser af industriel aktivitet, når miljøbeskyttelsen er utilstrækkelig. Den viser tydeligt, hvordan økonomiske bestræbelser, selvom de fremmer beskæftigelse og vækst, kan påføre alvorlige miljømæssige og sociale byrder, hvilket i sidste ende tvinger kommunal intervention og betydelige offentlige investeringer i kritisk sundhedsinfrastruktur. Denne afgørende begivenhed spillede sandsynligvis en rolle i at fremme tidlig miljøbevidsthed i byen og bidrog til den eventuelle udvikling af mere robuste reguleringsrammer.
2.2. Roskilde Madrasfabrik: En 80-årig Industrirejse
Roskilde Madrasfabrik, senere kendt under sit forkortede navn Rosma, var en fremtrædende industrivirksomhed, der opererede i Roskilde i otte årtier. Fabrikken var primært engageret i produktion af madrasser og senge og blev en velkendt lokal producent.10 I 1934 flyttede virksomheden sin drift til Kamstrupsti, den færdselsåre, der nu kendes som Eriksvej, hvor den forblev indtil sin eventuelle lukning i 1992.10 Selve bygningen var ikke bygget til madrasfabrikken; den havde tidligere været en del af A/S Chromlæderfabrikken, som led under en brand i 1929, selvom den del, der senere blev besat af Roskilde Madrasfabrik, forblev stort set ubeskadiget.10
Ved flytningen til Kamstrupsti opførte Roskilde Madrasfabrik en ny kontorbygning i funktionalistisk arkitekturstil. Dette anlæg blev efterfølgende udvidet med yderligere lavtliggende strukturer i 1930’erne, primært til opbevaring af råmaterialer. Efter Anden Verdenskrig nødvendiggjorde en periode med øget produktion yderligere udvidelse, hvilket førte til tilføjelsen af en 662 kvadratmeter stor udvidelse i 1951, der inkorporerede det typiske savtagdesign, der ses i industribygninger. Et nyt lager for råmaterialer blev også tilføjet i 1953, der erstattede tidligere lagerfaciliteter, der blev revet ned for udvidelsen i 1951.10
Beskæftigelsestallene på fabrikken svingede med dens skæbne. Ved flytningen til Kamstrupsti i 1934 beskæftigede fabrikken 40 personer, hvilket klassificerede den som en af Roskildes mellemstore industrivirksomheder. I begyndelsen af 1950’erne var arbejdsstyrken vokset til omkring 70 personer.10 Produktionen nåede sit højdepunkt i begyndelsen af 1950’erne, hvor 1954 så produktionen af 10.893 madrasser og 2.826 senge, sideløbende med en diversificering til forskellige møbler som klapsenge, skabssenge, natborde, sengeheste, taburetter, divaner og lignende.10
På trods af sine succesperioder navigerede Roskilde Madrasfabrik gennem adskillige kriser og konkurser gennem sin historie. Disse omfattede en betydelig nedtur efter Første Verdenskrig, endnu en konkurs i slutningen af 1950’erne (som førte til salg af lokalerne til den københavnske maskinfabrik Acmi og en reduktion af arbejdsstyrken til omkring 20 ansatte), og en mindre krise i 1970’erne, der afspejlede bredere økonomiske udfordringer.10 Op til den endelige lukning i 1992 skiftede fabrikkens produktion fra madrasser og senge til “selskabsborde” til restaurationsbranchen, med kun to ansatte tilbage . Roskilde Madrasfabriks 80-årige levetid, på trods af at den gennemgik flere økonomiske nedture og ejerskifter, viser en bemærkelsesværdig grad af industriel modstandsdygtighed og tilpasningsevne. De strategiske skift i produktionen, fra kerne-madrasfremstilling til specialmøbler, og de svingende beskæftigelsestal, illustrerer de bredere økonomiske pres og markedsændringer, som lokale industrier stod over for gennem det 20. århundrede. Dens eventuelle lukning, selv efter forsøg på tilpasning, indikerer de iboende udfordringer ved at opretholde traditionel fremstilling i en stadig mere globaliseret og konkurrencepræget økonomi.
2.2.1. Postindustriel Transformation af Området
Efter lukningen af Roskilde Madrasfabrik i 1992 lå ejendommen på Eriksvej 44-48 stort set ubenyttet hen i en længere periode.10 De gamle fabriksbygninger blev til sidst revet ned i foråret 2015, med undtagelse af den oprindelige kontorbygning, som blev anset for historisk betydningsfuld og bevaret.10
I årene umiddelbart efter madrasfabrikkens flytning blev lokalerne brugt til forskellige midlertidige formål, herunder et auktionslokale og en krydderifabrik. Selve den bevarede kontorbygning blev genbrugt i 1970’erne og fungerede som kvindehus og senere som base for foreningen Morild . Denne periode med midlertidige anvendelser fremhæver overgangsfasen for tidligere industriområder, mens de afventer nye, permanente funktioner.
Området er nu under betydelig ombygning, med planer godkendt af byrådet i 2017 for opførelse af 48 små lejligheder, specifikt rettet mod unge og singler.10 Transformationen af Roskilde Madrasfabriks område fra et industrikompleks til et boligområde eksemplificerer en bredere tendens til byfornyelse i tidligere industriområder. Dette skifte er i tråd med Roskilde Kommunes strategiske fokus på byfortætning og imødekommelse af nutidige boligbehov, især for specifikke demografiske grupper, ved at genbruge historisk industrigrund til moderne byliv. Beslutningen om at bevare kontorbygningen midt i den nye udvikling afspejler en indsats for at bevare en håndgribelig forbindelse til områdets industrielle fortid, samtidig med at man omfavner dens fremtid som et bolig- og fællesskabsrum.
2.3. Andre Nøgleindustrier og deres Økonomiske Fodaftryk
Udover de fremtrædende garverier og madrasfabrikken var Eriksvej (Kamstrupsti) hjemsted for en bred vifte af andre betydelige industrier, der tilsammen bidrog til Roskildes robuste økonomiske landskab. Fællesforeningen for Danmarks Brugsforeninger (FDB) havde en større fabrik på Eriksvej, adskilt fra sit garveri. Dette anlæg blev brugt af Civilforsvaret fra 1966 indtil dets nedrivning i 1989, hvilket indikerer en bredere industriel tilstedeværelse af FDB i området .
Andre tunge industrier, der kendetegnede Kamstrupstien, omfattede Skærvefabrikken og Betonvarefabrikken Sjælland. Betonfabrikken var især en stor arbejdsgiver, der skabte levebrød for hundredvis af arbejdere. I dag har området for den tidligere betonfabrik gennemgået en bemærkelsesværdig transformation og er blevet til Musicon, Roskildes innovative kreative bydel. Dette område er nu planlagt til yderligere udvikling, med planer om 1000 nye boliger og 1000 arbejdspladser, hvilket signalerer et dybtgående skift i arealanvendelse og økonomisk fokus . Roskilde Maskinfabrik var en anden industriel enhed, der angiveligt lå på Kamstrupstien .
Desuden var området historisk forbundet med Roskilde Ring, en motorbane, der blev indviet i 1955. Denne bane, oprindeligt en grusgrav, blev til sidst lukket i slutningen af 1960’erne på grund af klager fra det nærliggende hospital og er siden blevet omdannet til en offentlig park.14 Tilstedeværelsen af et sådant mangfoldigt udvalg af tunge industrier på Eriksvej (Kamstrupsti), herunder beton- og grusproduktion, understreger gadens rolle som en kritisk komponent i Roskildes industrielle base. Denne industrielle diversificering skabte omfattende beskæftigelsesmuligheder og formede den lokale økonomi dybtgående i årtier. Den efterfølgende transformation af disse industriområder til nye byfunktioner, såsom Musicon for kreative industrier og offentlige grønne områder som Roskilde Ring parken, repræsenterer et betydeligt postindustrielt skift. Denne udvikling viser, hvordan den fysiske arv fra tung industri kan genfortolkes og genbruges til moderne byudvikling, idet der prioriteres nutidig livskvalitet og nye økonomiske modeller.
3. Fællesskab og Handel: Social Struktur Langs Vejen
3.1. Kamstrupstiens Brugsforening: Et Lokalt og Landligt Knudepunkt
Kamstrupstiens Brugsforening, en lokal andelsforening, blev etableret i begyndelsen af 1900-tallet på Kamstrupsti, gaden der nu kendes som Eriksvej . Denne etablering var mere end blot en detailforretning; den fungerede som et vitalt kommercielt og socialt knudepunkt for det voksende lokalsamfund. Unikt udvidede andelsforeningen også sine tjenester til landsbyerne syd for Roskilde, og fik derved karakter af en “Brugs på landet” . Denne dobbelte funktion fremhæver dens betydning som et regionalt handelscenter, hvilket viser den historiske sammenhæng mellem by- og landøkonomier i området.
Andelsforeningen stod dog over for stigende økonomiske udfordringer i flere år og indstillede til sidst driften i 1970 . Lukningen af Kamstrupstiens Brugsforening, sammen med andre lokale andelsforeninger i området, afspejler bredere skift i detailhandelslandskabet. Denne periode så en tendens til konsolidering i detailsektoren, med den aftagende rolle for små, lokaliserede butikker, da større, mere centraliserede supermarkedskæder begyndte at dominere markedet. Andelsforeningens undergang er et udtryk for disse større økonomiske kræfter, der påvirker lokale institutioner.
3.2. Kulturelle og Civile Institutioner
Industribygningerne langs Eriksvej har vist en bemærkelsesværdig evne til adaptiv genbrug, idet de er omdannet fra produktionssteder til levende kulturelle og civile rum. Denne udvikling afspejler et dynamisk skift i gadens bymæssige identitet.
Et primært eksempel er spillestedet Club Paramount og amatørteatergruppen Lo Specchio, som begge har været placeret på Eriksvej 40 i næsten fem årtier. Club Paramount flyttede især ind i den tidligere Kemps Garveri-bygning i 1969, og genbrugte en gammel industristruktur til kulturel udfoldelse . Denne transformation viser, hvordan den fysiske infrastruktur fra den industrielle fortid kreativt kan genintegreres i den nuværende bystruktur og give nye steder for samfundsengagement og kunstneriske bestræbelser.
Tilsvarende besatte Civilforsvaret FDB’s gamle fabrik på Eriksvej fra 1966, efter at være flyttet fra forlystelsesetablissementet Trægården. Disse FDB-bygninger tjente en civil funktion indtil deres nedrivning i 1989 . Denne periode illustrerer brugen af industriområder til væsentlige offentlige tjenester, hvilket yderligere diversificerer gadens funktionelle landskab.
Derudover fik Roskilde Madrasfabriks tidligere kontorbygning nyt liv i 1970’erne, hvor den fungerede som kvindehus og senere som base for foreningen Morild . Disse tilfælde af adaptiv genbrug signalerer tilsammen en dybdegående ændring i Eriksvejs bymæssige karakter. Gaden overgik fra en rent industriel korridor til et mere mangfoldigt område, der omfatter kulturelle, civile og sociale funktioner. Denne tendens er i tråd med en bredere byplanlægningsstrategi, der værdsætter bevarelsen af historiske strukturer gennem nye anvendelser, hvilket bidrager til skabelsen af mere levende og mangefacetterede offentlige rum i byen.
4. Ringparken: Boligudvikling i et Industrielt Landskab
4.1. Ringparkens Oprindelse: Imødekommelse af Efterkrigstidens Boligbehov
Ringparken er den største boligafdeling under Boligselskabet Sjælland i Roskilde, og huser i øjeblikket næsten 1.000 indbyggere fordelt på 597 lejligheder.15 Oprettelsen af dette betydelige boligprojekt var et direkte svar på en alvorlig boligmangel, der ramte Roskilde umiddelbart efter Anden Verdenskrig . Roskilde Boligselskab anerkendte det kritiske behov for moderne og tilstrækkelige boliger og iværksatte en ambitiøs plan om at opføre nye, tidssvarende boliger.
I 1946/47 blev en betydelig grund, der spændte over 80.000 kvadratmeter (svarende til otte fodboldbaner), erhvervet til udviklingen af Ringparken. Dette område var beliggende syd for den daværende dyrskueplads og vest for Køgevej.15 På tidspunktet for erhvervelsen blev dette land anset for at ligge ret langt uden for Roskildes etablerede grænser.15 Udviklingen af Ringparken repræsenterer således et direkte og storstilet svar på den kritiske boligkrise efter Anden Verdenskrig i Danmark, hvilket afspejler en national forpligtelse til omfattende sociale boliginitiativer. Dens strategiske placering, der oprindeligt blev opfattet som perifer, fremhæver den hurtige byudvidelse, der kendetegnede midten af det 20. århundrede, hvor nye boligområder systematisk blev planlagt i byens udkant, ofte i tilknytning til eksisterende industriområder.
4.2. Design og Vision: Skabelsen af en “By i Byen”
Visionen for Ringparken, formuleret i 1946, var bemærkelsesvært ambitiøs for sin tid. Den havde til formål at skabe et selvstændigt samfund, en “by i byen”, bestående af “500-600 lejligheder med 2.000 indbyggere”, komplet med egne butikker, børneinstitutioner og legepladser.15 Projektet blev tegnet af Michael Stigaard, en Roskilde-arkitekt, der også var medstifter af boligselskabet.15
Oprindelige arkitektoniske koncepter omfattede opførelsen af en 7-etagers højhusbygning og forskellige rækkehuse. Disse ideer blev dog til sidst opgivet på grund af bekymringer om, at de forventede huslejer ville blive for høje, hvilket ville gøre dem uoverkommelige for almindelige borgere.15 Denne beslutning understregede en forpligtelse til projektets sociale kerneformål: at levere tilgængelige og overkommelige boliger. På trods af disse designændringer blev de oprindelige planer for væsentlige fællesskabsfaciliteter som et fælles centralvarmeanlæg, børneinstitutioner og lokale butikker bevaret, hvilket sikrede et omfattende boligmiljø.15
Byggeriet af den første fase, omfattende 198 lejligheder fordelt på syv røde blokke og centralvarmeanlægget på Sdr. Ringvej, startede i 1949 og blev afsluttet i 1953. De første beboere begyndte at flytte ind i deres nye hjem i februar 1952.15 Hele Ringparken-projektet blev afsluttet i 1963.15 Udviklingen lagde vægt på integrationen af store grønne områder, med boligbygninger omhyggeligt placeret midt i rummelige haver.15 For sin tid blev Ringparken anset for at være usædvanligt moderne, især med køleskabe i sine første lejligheder, en betydelig bekvemmelighed på det tidspunkt.14 Ringparkens oprindelige konceptualisering som en “by i byen”, kendetegnet ved dens integrerede faciliteter og ekspansive grønne områder, repræsenterer en progressiv tilgang til social boligbyggeri i midten af det 20. århundrede. Den bevidste prioritering af overkommelighed frem for mere imponerende arkitektoniske former, kombineret med inkluderingen af moderne bekvemmeligheder, afspejler tydeligt en samfundsmæssig forpligtelse til at forbedre livskvaliteten for almindelige borgere, i tråd med de fremherskende efterkrigstidens socialvelfærdsidéer.
4.3. Samliv med Industri: Indvirkning på Beboernes Dagligliv
Ringparkens strategiske placering, selvom den imødekom det kritiske behov for boliger, placerede den i direkte nærhed af betydelig industriel aktivitet. Området omkring Ringparken var afgrænset af forskellige industrier, herunder to store garverier, grusgrave og en betonvarefabrik.15 Specifikt var tidligere industriområder som Chromlæderfabrikken, ACMI og Roskilde Madrasfabrik alle beliggende i nærheden af Ringparken .
Denne tætte nærhed betød, at beboerne i Ringparken levede side om side med betydelige industrielle operationer. Som det fremgår af det historiske “Roskilde-syge”-udbrud, som var forbundet med garveriforurening, kunne en sådan industriel tilstedeværelse have direkte miljømæssige og folkesundhedsmæssige konsekvenser for de omkringliggende boligområder.5 Den bevidste placering af en storstilet boligudvikling som Ringparken umiddelbart ved siden af tunge industrier på Eriksvej (Kamstrupsti) fremhæver byplanlægningsvirkeligheden i midten af det 20. århundrede. I denne periode var arealanvendelsesplanlægning ofte mindre stringent, eller industriens nærhed blev anset for at være en acceptabel afvejning for at levere overkommelige boligløsninger. Denne tætte sameksistens ville have haft en betydelig indflydelse på beboernes dagligdag, og påvirket aspekter fra støjniveauer og luftkvalitet (herunder de bemærkelsesværdige lugte forbundet med garverier ) til potentielle sundhedsrisici. De senere miljøoprensninger og industrielle lukninger i området indikerer en voksende anerkendelse og reaktion på disse påvirkninger over tid, hvilket afspejler en udviklende forståelse af bymæssig livskvalitet.
4.4. Modernisering og Løbende Udvikling af Ringparken
Ringparken gennemgår i øjeblikket en omfattende og grundig renovering, der er planlagt fra 2020 til 2025 . Denne betydelige opgave omfatter udskiftning af tage og klimaskærme, opdatering af interne installationer, tilføjelse af nye altaner og sammenlægning af nogle eksisterende boliger for at skabe større enheder .
Et kritisk aspekt af denne renovering involverer sanering af farlige materialer. Under fjernelsen af eksisterende altaner gøres der en indsats for sikkert at fjerne PCB, asbest og tungmetaller. Dette saneringsarbejde adresserer arven fra ældre byggematerialer og anerkender potentielle miljømæssige bekymringer, der har akkumuleret over årtier . Samtidig investerer Roskilde Kommune også i nybyggeri i Ringparken, specifikt udvikling af nye børneinstitutioner. Disse nye faciliteter designes med stærk vægt på bæredygtighed og indeklima, med det formål at opnå den prestigefyldte DGNB Hjerte-certificering.18 Den igangværende, omfattende renovering af Ringparken, som omfatter sanering af farlige materialer og integration af bæredygtige praksisser i nybyggeri, repræsenterer en moderne tilgang til byfornyelse. Dette initiativ afspejler en klar forpligtelse til at forbedre kvaliteten af den eksisterende boligmasse, adressere miljøarven fra tidligere byggepraksisser og integrere nutidige miljøstandarder i byudviklingen. Det betyder en langsigtet investering i at forbedre livskvaliteten for nuværende og fremtidige beboere, hvilket bidrager til områdets bæredygtige fremtid.
5. Dyrskuepladsens Forbindelse: Et Skiftende Landemærke
5.1. Den Gamle Dyrskueplads og dens Nærhed til Kamstrupsti
Den “gamle dyrskueplads” var et betydningsfuldt landemærke i Roskilde, historisk beliggende på Køgevej. Dette område er nu optaget af det nuværende Roskilde Rådhus.1 Kamstrupsti, forgængeren til Eriksvej, strakte sig direkte til denne gamle dyrskueplads, hvilket etablerede en tæt forbindelse mellem industri- og boligområderne langs gaden og dette store civile og begivenhedscenter.1 Landet umiddelbart syd for denne gamle dyrskueplads blev efterfølgende erhvervet til udviklingen af Ringparken, hvilket yderligere cementerede dyrskuepladsens centrale rolle i områdets byplanlægning.15 Transformationen af den gamle dyrskueplads til Rådhuset, samtidig med at den var en direkte nabo til Kamstrupstis industrier og den fremvoksende Ringparken, illustrerer den intense byfortætning og genanvendelse af det centrale Roskilde. Dyrskuepladsen, engang et vidtstrakt åbent område primært brugt til landbrugsudstillinger, veg pladsen for administrative og boligmæssige funktioner, hvilket afspejler et bredere skift i byens karakter fra et mere landbrugsorienteret centrum til en tættere, mere administrativ og boligmæssig bykerne.
5.2. Den Nye Dyrskueplads: Fortsat Betydning for Området
For at imødekomme Roskildes vækst og skiftende behov blev en “ny” Roskilde Dyrskueplads etableret. Denne moderne dyrskueplads er strategisk placeret længere mod syd, uden for byens hovedmotorveje . Dette nye område fortsætter med at være vært for store begivenheder, herunder den internationalt anerkendte Roskilde Festival og det årlige Roskilde Dyrskue, der tilsammen tiltrækker over 120.000 besøgende hvert år . Et centralt aspekt ved den nye dyrskueplads’ design var indarbejdelsen af permanente faciliteter. Dette var en bevidst beslutning, der havde til formål at undgå de betydelige omkostninger forbundet med opbygning og nedtagning af midlertidige strukturer, en udfordring som ældre områder som Bellahøj stod over for . Flytningen af Roskilde Dyrskueplads til et område længere mod syd, uden for motorvejene, viser et fælles mønster i byudviklingen. Store, højintensive begivenheder eller faciliteter flyttes ofte til periferien for at imødekomme den igangværende byvækst og aflaste centrale områder. Dette strategiske træk muliggjorde fortætning og genanvendelse af den gamle dyrskueplads, samtidig med at dyrskuets fortsatte betydning og levedygtighed for regionen blev sikret, dog på et nyt, specialbygget sted.
6. Konklusion: Eriksvejs Vedvarende Rolle i Roskildes Byfortælling
6.1. Syntese af Historisk, Økonomisk og Social Indvirkning
Eriksvej, tidligere Kamstrupsti, fungerer som en overbevisende og indviklet casestudie af Roskildes dybe industrielle fortid, dens drivende økonomiske kræfter og de betydelige sociale og miljømæssige udfordringer, der uundgåeligt fulgte med dens hurtige by- og industriudvidelse. Gadens bemærkelsesværdige udvikling, fra dens ydmyge begyndelse som en kirkesti, gennem dens transformation til en travl færdselsåre for tung industri, og til sidst til en genudviklende zone for bolig- og kulturelle formål, afspejler den bredere fortælling om Roskildes overgang fra en traditionel købstad til et moderne regionalt center. Eriksvejs rejse indkapsler den typiske fortælling om det 20. århundredes byudvikling, der observeres i mange europæiske byer: tungindustriens opkomst og efterfølgende tilbagegang, den deraf følgende miljømæssige opgørelse, nødvendigheden af store sociale boligløsninger og den igangværende, dynamiske proces med byfornyelse og adaptiv genbrug. Denne gade fungerer derfor som et mikrokosmos, der tilbyder en koncentreret linse, hvorigennem man kan forstå det komplekse samspil mellem historiske, økonomiske og sociale kræfter, der har formet, og fortsat former, byen Roskilde.
6.2. Refleksioner over Kontinuitet og Forandring
Mens de industrivirksomheder, der engang definerede Eriksvej, nu stort set er fraværende, lever deres dybe arv videre, synligt præget på det fysiske landskab og dybt indlejret i byens historiske hukommelse. Beviser på denne vedvarende arv kan observeres i den bevarede kontorbygning fra den tidligere madrasfabrik og i den transformative genudvikling af områder som Musicon, der engang husede tung industri. Desuden tjener den historiske hukommelse om begivenheder som “Roskilde-syge” som en stærk påmindelse om de miljømæssige og sociale omkostninger forbundet med ukontrolleret industriel vækst.
Den fortsatte udvikling og omfattende renovering af Ringparken, sammen med den strategiske genanvendelse af tidligere industrigrund til nye boliger og kulturelle rum, demonstrerer Roskildes igangværende evne til tilpasning og dens klare engagement i at fremme bæredygtigt byliv. Eriksvej repræsenterer i sin lagdelte historie et “palimpsest-bylandskab”, hvor successive udviklingsperioder – fra gamle stier til industriel magt, og nu moderne bolig- og kulturelle rum – forbliver synlige. Dette indviklede samspil mellem kontinuitet og forandring illustrerer dybt Roskildes dynamiske tilgang til byplanlægning, kendetegnet ved en delikat balance mellem bevarelse af dens rige arv og de presserende krav fra nutidig vækst og miljøansvar. Gaden står som et levende vidnesbyrd om byens bemærkelsesværdige evne til at genopfinde sig selv, samtidig med at den konsekvent anerkender og integrerer sin fortid.
Appendiks: Nøgleindustrier og Institutioner på Eriksvej/Kamstrupsti (1900-nu)
Virksomheds-/Institutionsnavn
Type af virksomhed/funktion
Driftsperiode på Eriksvej/Kamstrupsti
Nøglebidrag/påvirkning
Kamstrupsti (oprindelig sti)
Kirkesti
Oldtiden – 1973
Oprindelig rute, der forbinder Kamstrup med Vor Frue Kirke; fragmenteret af moderne infrastruktur.
Chromlæderfabrikken Jørgen Winther
Industrigarveri, Kemisk Fabrik
1915 – 1929
Stor industriel arbejdsgiver; kilde til “Roskilde-syge”-forurening; ødelagt af brand.
FDB’s Garveri
Industrigarveri
1920 – 1969
Betydelig industriel tilstedeværelse; senere brugt af Civilforsvaret.
Roskilde Madrasfabrik (Rosma)
Madras- og Sengetøjfabrik
1934 – 1992
Stor industriel arbejdsgiver (op til 70 personer); oplevede flere kriser; område genudviklet til boliger.
Kamstrupstiens Brugsforening
Brugsforening
Begyndelsen af 1900-tallet – 1970
Vitalt lokalt og landligt kommercielt/socialt knudepunkt; lukket på grund af økonomiske vanskeligheder.
Kemps Garveri
Industrigarveri
Indtil 1966
Industriel arbejdsgiver; bygning senere genbrugt til kulturelt formål.
Civilforsvaret
Civil funktion (Civilforsvar)
1966 – 1989
Besatte tidligere FDB-fabriksbygninger.
Club Paramount
Spillested
1969 – Nu
Kulturelt knudepunkt; adaptiv genbrug af tidligere Kemps Garveri-bygning.
Lo Specchio
Amatørteatergruppe
Næsten 50 år (fra 1970’erne) – Nu
Kulturel institution; beliggende på Eriksvej.
FDB’s Fabrik (større)
Fabrik (generel)
I drift indtil 1989 (nedrevet)
Bredere FDB industriel tilstedeværelse; brugt af Civilforsvaret.
Skærvefabrikken
Skærvefabrik
Begyndelsen af 1900-tallet – ukendt
Del af tungindustriklynge; område omdannet.
Betonvarefabrikken Sjælland
Betonvarefabrik
Begyndelsen af 1900-tallet – ukendt
Stor industriel arbejdsgiver (hundredvis); område omdannet til Musicon.
Historisk rute: Fra middelalderens alfarvej til oplysningstidens kongelige chaussé.
Industriel livsnerve: Hjemsted for store virksomheder som DAK og Hammerbo Maskinfabrik.
Postindustriel omstilling: Fra fabrikker til boliger, butikker og serviceerhverv.
Nutidens mosaik: En blanding af boliger, detailhandel og bilrelaterede virksomheder.
Fremtidens vision: En grøn, tæt og levende bydelsgade under transformation.
En lille fortælling om Københavnsvej
Fra trampesti til kongelig vej
Københavnsvej i Roskilde er ikke bare asfalt og trafik. Den er en levende fortælling om byens udvikling – fra en snoet trampesti i middelalderen til en moderne færdselsåre. I 1700-tallet blev vejen forvandlet til en snorlige chaussé, anlagt efter oplysningstidens idealer om orden og effektivitet. Det var ikke længere naturen, der bestemte vejens forløb, men menneskets vilje og ingeniørkunst.
Røde Port – porten til byen
Enhver by har sine symboler, og for Roskilde er Røde Port et af de mest markante. Oprindeligt en middelalderlig byport, i dag en rødmalet jernbanebro, der markerer overgangen fra land til by. Navnet og funktionen har overlevet tidens tand og lever videre som et fast referencepunkt i byens kollektive hukommelse.
Industriens storhedstid
I det 20. århundrede blev Københavnsvej en industriel korridor. Her lå virksomheder, der satte deres præg på både byens økonomi og landskab. Mest markant var DAK – Danske Andelsslagteriers Konservesfabrik – som i årtier beskæftigede hundredvis af medarbejdere og endda producerede medicin. Hammerbo Maskinfabrik leverede landbrugsmaskiner til hele Sjælland, og Roskilde Vogn- og Karosserifabrik byggede køretøjer. Vejen summede af aktivitet, og skorstene rejste sig, hvor der før var marker.
Fra fabrik til forbrug
Men intet varer evigt. I takt med at industrien forsvandt, opstod nye muligheder. De gamle fabriksgrunde blev til boliger, butikker og kontorer. RO’s Torv, der i dag er et af byens største butikscentre, ligger hvor DAK engang lå. Københavnsvej blev en vej for forbrug og beboelse – en transformation, der stadig er i gang.
Et moderne byrum i opbrud
I dag er Københavnsvej en sammensat gade. Her ligger klassiske villaer side om side med etageejendomme, studieboliger og sociale institutioner. Der er bilforhandlere, supermarkeder, møbelhuse og VVS-grossister. Det er en vej, hvor man både kan købe en bil, handle i Føtex og finde en studiebolig – men også en vej, der mangler sammenhæng og identitet.
Fremtiden formes – Helhedsplanen
Roskilde Kommune har sat sig for at ændre dette. Med den ambitiøse “Helhedsplan” skal Københavnsvej forvandles fra en anonym indfaldsvej til en attraktiv bydelsgade. Planen bygger på tre principper: Forbind, Forskøn, Fortæt.
Forbind: En supercykelsti og bedre forhold for busser skal gøre det lettere at komme frem – uden bil.
Forskøn: Træer, grønne rabatter og bedre byrum skal gøre vejen mere indbydende.
Fortæt: Nye boliger og erhverv skal skabe liv og sammenhæng.
Under ombygning – med alt hvad det indebærer
Men vejen til forandring er ikke uden bump. Store anlægsarbejder præger i disse år hverdagen på Københavnsvej. Der graves, omlægges og bygges. Trafikken er besværlig, cyklister må finde alternative ruter, og beboere og erhvervsdrivende mærker støv og støj. Det er prisen for fremtidens vision.
En vej med mange lag
Københavnsvej er mere end en strækning mellem Røde Port og motorvejen. Den er et spejl af Roskildes historie – og en prøveklud for fremtidens byudvikling. Fra middelalderens sti til oplysningstidens chaussé, fra industriens skorstene til nutidens butiksvinduer og boligblokke. Og nu – måske – til en grøn, levende og menneskevenlig bydelsgade.
Københavnsvej i Roskilde: En Livsnerve i Forandring
Klik her for at folde teksten ud…
Introduktion: Vejens Karakter
En vej er sjældent blot en stribe asfalt. Den er en fysisk tidslinje, et levende arkiv, der bærer præg af de samfund, den forbinder og gennemskærer. Få steder er dette mere tydeligt end på Københavnsvej i Roskilde. Fra sin spæde begyndelse som en organisk sti formet af landskabet til sin nuværende status som en pulserende, men omstridt færdselsåre under radikal forandring, fortæller Københavnsvej historien om Roskildes egen udvikling. Den er et spejl for teknologiske landvindinger, økonomiske omvæltninger og skiftende idealer for byliv.
Denne rapport vil udfolde den samlede historie om strækningen fra den symbolske Røde Port til motorvejskrydset i øst. Fortællingen er inddelt i fire dele, der hver især belyser en afgørende fase i vejens liv. Først undersøges dens oprindelse, fra den middelalderlige “alfarvej” til den revolutionerende anlæggelse af en moderne chaussé i 1700-tallet – et projekt, der vidner om oplysningstidens idealer om rationalitet og kontrol. Dernæst rettes blikket mod det 20. århundrede, hvor vejen blev en industriel korridor, præget af store fabrikker, der definerede både dens fysiske landskab og Roskildes økonomi.
Tredje del analyserer den postindustrielle transformation, hvor fabriksskorstenene blev erstattet af butiksfacader og boligblokke. Her tegnes et detaljeret billede af den nuværende mosaik af boliger, serviceerhverv og detailhandel, som udgør vejens komplekse nutid. Endelig, i fjerde del, dykkes der ned i det massive anlægsprojekt, der i disse år omformer vejen. Gennem en analyse af den ambitiøse “Helhedsplan” afdækkes visionerne, de praktiske konsekvenser og de grundlæggende spændinger, der definerer kampen om Københavnsvejs fremtidige identitet. Samlet set er dette en rapport om mere end blot en vej; det er en dybdegående analyse af en bys livsnerve og dens evige forandring.
Part I: Genesis af en Livline – Fra Alfarvej til Kongelig Chaussé
Kapitel 1: Den Gamle Sti
Før ingeniørernes retlinede idealer blev påtvunget landskabet, eksisterede forbindelsen mellem Roskilde og København som en “alfarvej”.1 Navnet i sig selv er sigende: det var vejen for
alle, en offentlig færdselsåre i modsætning til den eksklusive kongevej, som blev anlagt i 1640’erne og var forbeholdt kongen og hans følge.1 Denne alfarvej, som kan ses på tidlige kort fra 1700-tallet, var ikke et produkt af central planlægning, men derimod af århundreders pragmatisk brug. Dens forløb var organisk, formet af terrænets naturlige konturer. Den snoede sig for at undgå de værste forhindringer, men fulgte generelt vandskellet for at sikre et så tørt og fremkommeligt spor som muligt. Den måtte dog uundgåeligt krydse vandløb, såsom Harrestrup Å ved Damhuset og det øvre, smalle løb af Vejle Å.1
Denne vej var dog mere end blot en transportrute; den var også en scene for statens magtdemonstration. Lige ved vejen, nær Herstedvester, stod Trippendals galge fra 1688 til 1791. Placeringen var alt andet end tilfældig. Ved at opstille retterstedet synligt for alle rejsende fungerede det som en konstant og grusom påmindelse om lovens og magtens konsekvenser – “til skræk og advarsel”.1 Navnet “Trippen” antyder en trebenet konstruktion, der kunne bære op til seks lig ad gangen, som fik lov at hænge til de opløstes af sig selv. Dette var et magtfuldt og brutalt symbol indgraveret i landskabet langs den mest befærdede offentlige vej.1 Alfarvejen var således ikke blot en praktisk forbindelse, men et socialt og politisk rum, hvor handel, rejse og statens autoritet mødtes.
Kapitel 2: Oplysningstiden på Vejen
I midten af 1700-tallet var det danske vejnet i en miserabel forfatning. En tilkaldt fransk vejingeniør, Jean Marmillod, leverede en sønderlemmende kritik af de eksisterende vedligeholdelsesmetoder. Han beskrev, hvordan bønderne blot rensede grøfterne ved at kaste mudder og affald op på midten af vejen, hvilket forværrede de allerede eksisterende “Skarnpøle” og gjorde vejene “ganske ufarbare og farlige for Hestene”.2 Denne tilstand var uholdbar for en moderne, enevældig stat, der ønskede at fremme handel og effektiv transport.
Dette førte til en radikal, statsstyret intervention, der afspejlede oplysningstidens idealer om rationalitet, orden og centraliseret kontrol. Den danske regering hentede professionel ekspertise i Frankrig i form af Marmillod, der havde 14 års erfaring som overingeniør.2 Hans tilgang var revolutionerende: Grøftemateriale skulle kastes ud på markerne, vejen skulle renses for snavs, huller skulle fyldes med sand og grus, og vigtigst af alt skulle vandet, “vejens værste fjende”, ledes effektivt bort.2
Projektet med at anlægge en ny, moderne chaussé mellem København og Roskilde blev en mønstereksempel på denne nye filosofi. Den 24. juli 1766 godkendte Christian VII planen, hvis centrale princip var, at vejen skulle anlægges i en lige linje “så vidt muligt ske kan”.2 Dette brud med den gamle, bugtede alfarvej var en manifestation af en ny måde at tænke på. Det var ikke længere naturen, der skulle diktere vejens forløb, men derimod menneskets rationelle ideal, der skulle påtvinges landskabet. Projektets betydning understreges af, at den planlagte linjeføring blev indtegnet på Videnskabernes Selskabs prestigefyldte kort allerede i 1768.2
Anlæggelsen, som foregik mellem 1769 og 1776, var et nationalt anliggende.3 Projektet blev styret af en kommission af rigets spidser, herunder J. H. E. Bernstorff og A. G. Moltke, og finansieret med en betydelig sum på 84.000 rigsdaler fra de kongelige lotterier.2 Den nye vej var en teknologisk og logistisk triumf. Den øgede rejsehastigheden og sikkerheden markant, selvom man i hestevognenes tidsalder næppe nåede en gennemsnitsfart på mere end 10-12 km/t.2 For at finansiere vedligeholdelsen blev der oprettet bomhuse med faste takster, og de gamle kroer flyttede ned til den nye, moderne færdselsåre, som på det sidste stykke ind mod Roskilde fik et lidt nordligere forløb end den gamle landevej.2 Overgangen fra den organiske alfarvej til den snorlige chaussé var således ikke blot en teknisk opgradering; det var et fysisk udtryk for en ny æra, hvor en centraliseret statsmagt brugte infrastruktur til at forme og kontrollere sit territorium.
Kapitel 3: Porten til Roskilde – Historien om Røde Port
Enhver historisk by har sine porte, de symbolske og fysiske overgange mellem land og by. For Roskilde var den østlige indgang markeret af Røde Port. Dens oprindelse skal findes i middelalderen som en egentlig fæstningsport, en del af det byvoldanlæg, som Saxo Grammaticus tilskriver Svend Grathe i 1150’erne.3 Denne port lå ved den gamle indfaldsvej fra øst, tættere på Hestetorvet end den nuværende Røde Port, og markerede indgangen til byens pulserende hjerte ved Hestetorvet og Algade.6 Med tiden mistede bymuren sin militære betydning, og porten blev reduceret til en bom.4
Navnet “Røde Port” har dog vist sig at være mere levedygtigt end den fysiske struktur, det oprindeligt var knyttet til. Med anlæggelsen af jernbanen i midten af 1800-tallet blev landevejen, nu Københavnsvej, ført under en ny jernbanebro.8 Denne bro blev en ny, markant struktur ved indgangen til byen. I 1936, i forbindelse med en udbygning, blev broen kalket rød, og i den handling blev den gamle byports identitet overført til den nye jernbanebro.6
Denne overførsel af navn og symbolsk betydning er et fascinerende eksempel på, hvordan kollektiv hukommelse og stedsidentitet kan være flydende. Det var ikke selve den middelalderlige murstensport, der var afgørende, men derimod funktionen som byens østlige port. Da jernbanebroen blev den nye dominerende markør på dette sted, var det naturligt, at den arvede navnet og rollen. Den fysiske genstand ændrede sig, men den symbolske funktion bestod.
I dag er Røde Port et centralt referencepunkt i Roskilde. Den fungerer som det uofficielle startpunkt for den bymæssige del af Københavnsvej og er en del af den lokale identitet, hvilket afspejles i navngivningen af lokale virksomheder som Bryghuset Røde Port.9 Den er et fast element i trafikmeldinger og er et nøglepunkt i de nuværende planer for byudvikling, hvor den markerer overgangen fra den travle indfaldsvej til den historiske bykerne.11 Historien om Røde Port viser således, hvordan et navn og en funktion kan vandre fra en nedrevet middelalderport til en rødmalet jernbanebro og dermed bevare sin plads i byens bevidsthed gennem århundreder.
Part II: Industriens Tidsalder – Skorstene og Samlebånd på Københavnsvej
Kapitel 4: Fabrikskorridorens Fødsel
Den moderne, retlinede chaussé, der blev anlagt i 1700-tallet, var designet med ét formål for øje: effektiv transport. Men i det 20. århundrede skabte netop denne effektivitet grundlaget for en ny identitet for Københavnsvej. Vejen udviklede sig fra udelukkende at være en transitrute til at blive en produktiv økonomisk zone – en industriel korridor. Beliggenheden var ideel: den direkte og hurtige forbindelse til hovedstaden mod øst og det rige, landbrugsintensive opland mod vest gjorde den til et strategisk perfekt sted for industrivirksomheder.14
Især virksomheder med tilknytning til landbruget fandt vej til grundene langs Københavnsvej. Her kunne råvarer fra markerne nemt transporteres ind til forarbejdning, og færdige produkter som landbrugsmaskiner kunne effektivt distribueres ud til gårdene.15 Industrialiseringen i Danmark var i høj grad bygget op omkring et samspil med landbruget, og Københavnsvej blev en fysisk manifestation af denne symbiose.14 I løbet af få årtier skiftede landskabet karakter. Marker og åbne arealer blev erstattet af fabriksbygninger, lagerhaller og skorstene, og lyden af hestevogne blev suppleret af maskinernes summen. Vejen blev en livsnerve for Roskildes voksende industri og en af byens vigtigste arbejdspladser.
Københavnsvejs industrielle karakter blev defineret af en række store og markante virksomheder, der i årtier prægede både vejens fysiske udseende og byens økonomiske liv.
DAK (Danske Andelsslagteriers Konservesfabrik): Den ubestridt største og mest betydningsfulde industrivirksomhed på Københavnsvej var DAK. Fabrikken blev oprettet i 1933 og startede produktionen i 1935 på en stor grund, hvor butikscentret RO’s Torv ligger i dag.16 Med en medarbejderstab, der i mange år lå på omkring 400 ansatte, var DAK en af Roskildes absolut største arbejdspladser og en økonomisk motor for byen.17 Virksomhedens primære formål var at forarbejde og konservere kødprodukter, som andelsslagterierne ikke selv kunne afsætte.16 Men DAK var mere end blot en konservesfabrik. Den var også en innovativ virksomhed, der tidligt så potentialet i at udnytte biprodukter fra slagtningen. Dette førte til etableringen af datterselskabet RMC (Roskilde Medical Company), som fra 1950’erne producerede livsvigtig medicin som pepsin, insulin og gigtmidlet ACTH. Råmaterialerne kom direkte fra slagteriaffaldet, og man påbegyndte endda en produktion af penicillin.17 DAK’s historie er således et eksempel på en tidlig form for industriel symbiose og ressourceudnyttelse. Fabrikkens æra sluttede, da den blev overtaget af Vestjyske Slagterier i 1996 og endeligt lukkede i 1997.17 Nedrivningen af DAK og opførelsen af et butikscenter på grunden står i dag som det mest markante symbol på Københavnsvejs overgang fra en produktionsøkonomi til en service- og forbrugsøkonomi.
Hammerbo Maskinfabrik: En anden central aktør i vejens agro-industrielle økosystem var Hammerbo Maskinfabrik. Virksomheden, der havde rødder tilbage til 1896, lå i 1960’erne på adressen Københavnsvej 141.19 Hammerbo var specialiseret i produktion af landbrugsmaskiner og var kendt for sit “Hammerbo”-mærke, der dækkede over alt fra plove og halmpressere til gødningsspredere.19 Fabrikken var en vigtig leverandør til det sjællandske landbrug og understregede vejens rolle som bindeled mellem byens industri og landets primærerhverv. Virksomhedens betydning var så stor, at den endda agerede kulisse i den populære danske film “Pigen fra Egborg”, hvor skuespilleren Dirch Passer solgte Hammerbo-mejetærskere på Roskilde Dyrskue.21 Andre Industrielle Landemærker: Udover de to giganter fandtes der en række andre, mindre industrivirksomheder. På Københavnsvej 150 lå Roskilde Vogn- og Karosserifabrik, der specialiserede sig i opbygning af køretøjer. Denne virksomhed fortsatte traditionen for håndværksbaseret produktion, men måtte som mange andre give op over for nye tiders konkurrence og gik konkurs i 2009.22 Lidt længere ude ad vejen, i området kendt som “Hvilen”, lå Smedjen i Hvilen. Denne smedje repræsenterede et af de ældste håndværk og eksisterede side om side med de store, moderne fabrikker, hvilket vidner om den mangfoldighed, der prægede vejens industrielle liv.14
Den samlede historie om disse virksomheder tegner et billede af en vej, hvis identitet i det 20. århundrede var uløseligt forbundet med produktion. Nedlæggelsen af den ene fabrik efter den anden i slutningen af århundredet var ikke blot en række individuelle konkurser, men et symptom på en fundamental strukturel forandring i dansk økonomi. Københavnsvej fungerer her som et mikrokosmos for den landsdækkende de-industrialisering, hvor industriarbejdspladser forsvandt og blev erstattet af nye erhverv inden for handel og service.
Tabel 1: Udvalgte 20. Århundredes Industrivirksomheder på Københavnsvej
Firmanavn
Adresse(r) på Københavnsvej
Primære Produkter
Nøgleår og Begivenheder
Nuværende Status på Lokationen
DAK (Danske Andelsslagteriers Konservesfabrik)
Københavnsvej (specifik adresse ikke nævnt, men lokation kendt) 17
Kødkonserves, pølser, medicinske produkter (pepsin, insulin) via datterselskabet RMC 16
Etableret 1933, produktion fra 1935. RMC opført 1948. Overtaget 1996, lukket 1997 17
Rødder til 1896. C.O. Petersen overtog i 1935. Aktiv i 1960’erne 19
Blandet erhverv og boliger.
Roskilde Vogn- og Karosserifabrik
Københavnsvej 150 22
Vogne og karosserier til køretøjer 22
Aktiv i midten af det 20. århundrede. Gik konkurs i 2009 22
Blandet erhverv, herunder bilforhandlere.26
Smedjen i Hvilen
Københavnsvej (specifik adresse i “Hvilen”-området) 14
Smedearbejde 14
Historisk smedje, repræsenterer traditionelt håndværk. Aktiv i den industrielle periode 14
Området er i dag præget af blandet erhverv, lagerbygninger.28
Part III: Den Postindustrielle Transformation – En Vej til Bolig og Butikker
Kapitel 6: Fra Fabriksgulv til Fordør
Lukningen af de store industrivirksomheder i slutningen af det 20. og begyndelsen af det 21. århundrede efterlod et tomrum på Københavnsvej. De store grunde, der tidligere husede produktionshaller og lagerbygninger, blev pludselig tilgængelige for ny udvikling. Denne overgangsperiode var præget af en fundamental redefinering af vejens formål. Den var ikke længere primært et sted for produktion, men blev i stigende grad et sted for forbrug og beboelse.
Markedskræfterne og byplanlægningen begyndte at skubbe udviklingen i en ny retning. Den fortsat høje trafikintensitet gjorde vejen attraktiv for virksomheder, der var afhængige af synlighed og nem adgang for bilister. Samtidig skabte nærheden til Roskilde centrum og de gode transportforbindelser en efterspørgsel på boliger. Resultatet blev en gradvis, men gennemgribende transformation, hvor det gamle industrielle landskab blev erstattet af en ny og mere kompleks mosaik. Denne proces var ikke altid styret af en samlet vision, men snarere af en række enkeltstående projekter og tilpasninger, der tilsammen skabte det nuværende, noget fragmenterede, postindustrielle gadebillede.
Kapitel 7: Det Moderne Gadebillede – En Mosaik af Hjem og Handel
I dag fremstår Københavnsvej, på strækningen fra Røde Port til motorvejen, som et komplekst og sammensat byrum, der afspejler de seneste årtiers transformation. Gaden er en blanding af boligområder, store detailhandelsenheder, serviceerhverv og institutioner, der tilsammen udgør en funktionel, men også visuelt uensartet, korridor.
Boligprofilen: En Mangfoldig Beboersammensætning Boligmassen langs Københavnsvej er bemærkelsesværdig for sin diversitet. Her findes en bred vifte af boligtyper, der appellerer til forskellige segmenter af befolkningen. Man finder ældre, klassiske villaer, hvoraf nogle kan dateres tilbage til begyndelsen af 1900-tallet 29, side om side med rækkehuse, ejerlejligheder og villalejligheder.31 Denne blanding afspejles i ejendomsmarkedet, hvor den gennemsnitlige vurderingspris ligger omkring 2-3 millioner kroner, men med markante udsving afhængigt af ejendomstype og beliggenhed.31 Vejen tæller i alt omkring 390 adresser, hvoraf 39 bygninger er klassificeret som bevaringsværdige, hvilket vidner om en vis historisk dybde i bebyggelsen.31 Specifikke boligkomplekser bidrager yderligere til mangfoldigheden. Etageejendommen i Københavnsvej 30, opført i 1935, er et eksempel på mellemkrigstidens boligbyggeri.34 En markant institution er
“Roskilde Hvile” på Københavnsvej 66, som huser 88 studieboliger og dermed tiltrækker en ung og midlertidig beboergruppe.35 Dertil kommer sociale institutioner som
Roskildehjemmet, der tilbyder botilbud til borgere med særlige behov.37 Denne sociale og arkitektoniske blanding skaber en kompleks beboerprofil. Analyser viser, at den mest almindelige husstandstype på vejen er “enlige voksne med lave indkomster”.31 Dette indikerer, at Københavnsvej ikke er et homogent velhaverkvarter, men snarere et område med en bred social sammensætning, hvilket stiller komplekse krav til fremtidig byplanlægning.
Det Kommercielle Kraftcenter: Fra Biler til Boligindretning Den kommercielle aktivitet langs Københavnsvej er i høj grad formet af dens fortid som en trafikal hovedåre. En betydelig del af erhvervslivet er bil-relateret. Dækcentre som Euromaster på Københavnsvej 164 38 og autoværksteder som Super Dæk Service 39 ligger side om side med adskillige bilforhandlere.26 Disse virksomheder trives på grund af den høje synlighed og lette adgang for bilister.
Samtidig har vejen udviklet sig til en vigtig detailhandelsdestination, især for pladskrævende varegrupper. Det mest dominerende element er butikscentret RO’s Torv, der ligger på den gamle DAK-grund og huser et bredt udvalg af butikker, herunder Føtex og H&M.40 Derudover findes store møbelhuse som
ILVA på Københavnsvej 125 42 og supermarkeder som
Lidl på Københavnsvej 85 og Netto.43
Servicesektoren er også stærkt repræsenteret. VVS-grossisten Brødrene Dahl har en afdeling på Københavnsvej 136 A 45, og der er en bemærkelsesværdig koncentration af ejendomsmæglere, herunder
LokalBolig i nr. 4 og Ejendomsmæglerfirmaet Hanne Hus i nr. 69.46 Denne blanding af erhverv viser en igangværende tilpasning, hvor tidligere industrigrunde nu udlejes som lagerfaciliteter eller markedsføres som attraktive showrooms med god eksponering.48 Denne udvikling understreger en klar kommerciel logik, der er bygget op omkring bilen som det primære transportmiddel. Det er netop denne logik, som de nye byudviklingsplaner søger at udfordre og supplere.
Tabel 2: Nuværende Arealanvendelse på Københavnsvej (Røde Port til Motorvej)
Kategori
Eksempler på Virksomheder / Ejendomstyper
Nøglereferencer
Automobilrelaterede Services
Euromaster (dækcenter), Super Dæk Service (autoværksted), diverse bilforhandlere (Škoda, Bilhuset Roskilde)
Part IV: Fremtiden Smedes – Visionen for et Nyt Københavnsvej
Kapitel 8: “Helhedsplanen” – En Drejebog for en Bydelsgade
Den nuværende, storstilede transformation af Københavnsvej er ikke et resultat af tilfældigheder, men derimod af en bevidst og gennemtænkt strategi formuleret i Roskilde Kommunes “Helhedsplan”. Kernen i denne plan er en ambitiøs vision: at omforme Københavnsvej fra at være en “identitetsløs indfaldsvej” til at blive en “attraktiv ankomst til Roskilde”.50 Dette markerer et fundamentalt skift i prioriteter – væk fra udelukkende at fokusere på bilers hurtige fremfærd og hen imod at skabe et kvalitativt byrum for dem, der bor, arbejder og færdes langs vejen. Det er en topstyret urban re-engineering, der sigter mod at vende udviklingen fra det 20. århundredes bil-centrerede model.
Visionen hviler på tre strategiske søjler, opsummeret i nøgleordene: Forbind, Forskøn, Fortæt.50
Forbind: Dette handler om at forbedre mobiliteten og sammenhængen for alle trafikantgrupper. Et centralt element er anlæggelsen af en “supercykelsti” som en del af “Roskilderuten”, der skal gøre det mere attraktivt og sikkert for cyklister at pendle mellem Roskilde og København.11 Samtidig skal bussernes fremkommelighed forbedres, hvilket skal styrke den kollektive trafik.50 Disse tiltag, som er delvist statsfinansierede, har til formål at skabe et mere balanceret trafiksystem, hvor bilen ikke er den eneste prioritet.11
Forskøn: Denne søjle sigter mod en generel æstetisk og miljømæssig opgradering af vejrummet. Et centralt virkemiddel er “begrønning”.53 Der skal plantes flere træer og etableres grønne midterrabatter, som skal bryde de lange, asfalterede stræk og skabe et mere behageligt og indbydende miljø.11 Målet er at give vejen en tydeligere og mere attraktiv visuel identitet.
Fortæt: Den tredje søjle er en byudviklingsstrategi, der aktivt skal fremme en fortætning med nye boliger og erhverv, især på den indre del af strækningen mod Røde Port.50 Ved at skabe rammerne for en tættere og mere bymæssig bebyggelse ønsker kommunen at understøtte et mere levende byliv. Planen sigter mod at øge “investorsikkerheden” for at tiltrække private udviklere, der vil bygge i tråd med visionen om en moderne “bydelsgade”.50 Allerede nu er der konkrete boligprojekter på tegnebrættet, som f.eks. et DGNB Guld-certificeret byggeri på Københavnsvej 26.54
Denne helhedsplan er blevet til gennem en proces, der har involveret dialog med offentligheden. Der blev afholdt et “stormøde” for borgere og grundejere i januar 2020 samt en række “kaffemøder” med udviklere og erhvervsliv for at inddrage forskellige perspektiver og interesser i udformningen af vejens fremtid.51
Kapitel 9: Under Ombygning – Genopbygningens Realiteter
Visionen for en ny Københavnsvej omsættes i disse år til beton og asfalt, og det er en proces, der medfører betydelige gener for dagligdagen langs vejen. Anlægsprojektet er en logistisk kompleks operation, der udføres som et tæt samarbejde mellem Roskilde Kommune og forsyningsselskabet FORS. FORS udnytter, at vejen alligevel er gravet op, til at gennemføre en omfattende renovering og omlægning af de underjordiske ledningsnet for fjernvarme, vand og spildevand.12 Dette sikrer, at man undgår at skulle grave igen om få år.
Arbejdet er opdelt i etaper for at begrænse de totale forstyrrelser. Den nuværende fase, “Etape 3”, dækker den centrale strækning fra Røde Port til krydset ved Byageren/Bymarken, og dette arbejde forventes at strække sig frem til begyndelsen af 2026.12 Selvom projektet er nøje planlagt, er det ikke uden konsekvenser for de daglige brugere af vejen.
Trafikale Udfordringer: Trafikafviklingen er stærkt påvirket. Der er indført markante ændringer i centrale kryds, såsom et forbud mod venstresving fra Københavnsvej ind ad Ny Østergade, hvilket tvinger bilister ud på omkørsler via Vindingevej og Bymarken.12 Ved Røde Port er svingbaner blevet midlertidigt spærret, og adgangen til store destinationer som RO’s Torv og Hedegårdenes Skole er blevet besværliggjort med omlægninger og reducerede adgangsveje.12
Forringede Forhold for Bløde Trafikanter og Kollektiv Trafik: Mens det langsigtede mål er at forbedre forholdene for cyklister og buspassagerer, er de midlertidige forhold stærkt forringede. Cykelstier er fjernet på arbejdsstrækningerne, og cyklister henvises til at trække cyklen på fortovet eller benytte alternative ruter som Gammel Landevej.12 Busstoppesteder er blevet flyttet, og busruter omlagt, hvilket skaber usikkerhed og længere rejsetider for passagererne.12
Gener for Beboere og Erhvervsliv: For de lokale beboere og virksomheder betyder byggeriet støj, støv og vanskelig adgang. Indkørslen til ejendomme som Lokalbolig i nr. 4 er blevet midlertidigt flyttet, og den generelle usikkerhed og trafikophobning påvirker både kunder og beboere.12 Hele processen er en påmindelse om, at store bytransformationer har en høj pris i form af midlertidige forstyrrelser, før de langsigtede fordele kan realiseres.
Kapitel 10: Syntese og Udsyn – Fremtidens Københavnsvej
Historien om Københavnsvej er en fortælling om radikale transformationer. Ligesom Jean Marmillods anlæggelse af en snorlige chaussé i 1700-tallet var et fundamentalt brud med fortidens alfarvej, er det 21. århundredes “Helhedsplan” en lige så gennemgribende genopfindelse af vejens identitet. Dengang var målet at tvinge oplysningstidens idealer om rationalitet og effektivitet ned over landskabet. I dag er målet at implementere nutidens byplanlægningsidealer om bæredygtighed, livskvalitet og social balance i et eksisterende, bil-domineret byrum.
Kernen i den nuværende transformation er den evige spænding mellem en vejs to primære funktioner: at være en kanal for bevægelse og et rum for ophold. I det 20. århundrede vandt bevægelsesfunktionen. Vejen blev en effektiv indfaldsvej, hvis succes blev målt i antallet af biler, den kunne transportere, og de bil-afhængige virksomheder, den kunne servicere. “Helhedsplanen” er et bevidst forsøg på at genforhandle denne balance og styrke vejens funktion som et sted – en “bydelsgade”, hvor mennesker har lyst til at opholde sig, bo og leve.
Projektets succes vil i sidste ende afhænge af, om det formår at løse denne iboende konflikt. Vil de bredere fortove, den nye supercykelsti og de grønne midterrabatter reelt kunne ændre adfærd og tiltrække nye former for byliv? Eller vil vejens grundlæggende karakter som en af Roskildes travleste trafikale arterier fortsat dominere?
Et afgørende element i denne ligning er det symbiotiske forhold mellem offentlige investeringer og privat udvikling. Kommunens massive investering i infrastruktur og forskønnelse er designet som en katalysator, der skal skabe “investorsikkerhed” og dermed tilskynde private bygherrer til at investere i den fortætning, som er en central del af visionen.50 Hvis denne offentligt-private partnerskabsmodel lykkes, kan Københavnsvej udvikle sig til en tættere, mere levende og socialt blandet bydel. Hvis den private investering udebliver eller tager en anden retning end forudset, risikerer man at stå tilbage med en dyr, opgraderet vej, der ikke fuldt ud indfrier sine bylivsmæssige ambitioner.
Uanset udfaldet står det klart, at Københavnsvej befinder sig ved en historisk skillevej. De kommende år vil vise, om den massive investering og de betydelige gener under byggeriet vil resultere i den attraktive og bæredygtige ankomst til Roskilde, som er visionen. Vejen, der begyndte som en sti formet af naturen, blev en ingeniørkunst i enevældens tid og en industriel pulsåre i det 20. århundrede, er nu i færd med at blive smedet på ny. Dens næste kapitel vil blive definerende for fremtidens Roskilde.
Historien om Roskildes Industrielle Hjerte Syd for Banen
I dag kender vi området syd for banegraven i Roskilde som en levende bydel med boliger, butikscenter og uddannelser. Men for lidt over 100 år siden var det et helt andet landskab. Det var her, på de åbne marker i byens udkant, at Roskildes industrielle revolution for alvor fandt sted. Anlæggelsen af jernbanen i 1847 delte ikke bare byen i to; den skabte et nyt land af muligheder. Skinnerne blev en livsnerve, der pumpede varer, materialer og arbejdskraft ind i et område, der hurtigt blev byens bankende industrihjerte. Dette er fortællingen om, hvordan rygende skorstene, driftige iværksættere og tusindvis af arbejderhænder forvandlede markerne syd for banen til et myldrende centrum for produktion og udvikling.
Faktaboks: 5 Vigtige Pointer om Industrien Syd for Banen
* Jernbanen var altafgørende: Anlæggelsen i 1847 skabte en fysisk og social opdeling af Roskilde og gjorde de billige jorde mod syd attraktive for ny industri, der var afhængig af transport. * Et industrielt økosystem: Store fabrikker som Svineslagteriet og DAK skabte grobund for et netværk af små og mellemstore underleverandører – fra smedjer til emballageproducenter. * Roskilde var “Garveribyen”: Byen var landskendt for sin garveriindustri. Adgang til vand, arbejdskraft og transport via jernbanen gjorde området syd for banen til et ideelt sted for de store, moderne industrigarverier. * Små virksomheder, stor betydning: Selvom de store fabrikker dominerede, var bydelen præget af et væld af mindre virksomheder med 4-25 ansatte. Deres historier fortæller om iværksætteri, kriser og tilpasningsevne. * Industrien levede i zoner: Udviklingen skete i etaper. De første fabrikker lagde sig tæt på banen, senere opstod tung industri omkring Eriksvej, og i efterkrigstiden skød moderne fabrikker som Rosti og Jardex op tættere på Københavnsvej.
Jernbanen: En Grænse og en Begyndelse
Forestil dig lyden af det første damplokomotiv, der i 1847 hvæsende og dampende ankom til Roskilde. For byens borgere var det en revolution. Men jernbanen var mere end blot en ny måde at rejse på. Den trak en usynlig streg gennem byen. Nord for banen lå den gamle, respektable domkirkeby med dens købmandsgårde og fine borgerhuse. Syd for banen lå fremtiden – et åbent, uudviklet landskab, hvor jorden var billig, og mulighederne store.
Det var her, industrien fandt sit fodfæste. Fabrikker havde brug for plads og nem adgang til transport, og det kunne arealerne syd for banen tilbyde. Langsomt, men sikkert, voksede et nyt kvarter frem. Et kvarter defineret af fabrikspiber, arbejderboliger og en helt særlig pionerånd. Jernbanen var ikke bare en barriere; den var en katalysator, der skabte det industrielle Roskilde.
Byens Spisekammer og Læderfabrikker
Roskilde lå midt i et frodigt landbrugsland, og det var naturligt, at fødevareindustrien blev en af byens økonomiske motorer. Syd for banen, på Køgevej, lå Roskilde Andels Svineslagteri, etableret i 1895\. Det blev fundamentet for en af bydelens giganter, da Danske Andelsslagteriers Konservesfabrik (DAK) åbnede lige ved siden af i 1935\. Lyden og lugten fra slagteriet og konservesfabrikken blev en del af bydelens identitet, og tusindvis af roskildensere havde deres daglige gang her.
Men hvis der var én industri, der for alvor satte Roskilde på landkortet, var det garverierne. Byen var kendt som “Garveribyen”. Hvorfor? Fordi den havde den perfekte kombination af rigeligt kildevand, faglært arbejdskraft og jernbanens transportmuligheder. I starten af 1900-tallet flyttede de store industrigarverier ud fra bymidten og slog sig ned syd for banen, især i området omkring det, vi i dag kender som Eriksvej. Her blev dyrehuder i stor stil forvandlet til læder, der blev sendt ud til resten af landet.
De Små Hjul, der Fik Det Hele til at Køre
De store fabrikker som DAK, Spritfabrikken og de store garverier løb med det meste af opmærksomheden. Men de kunne ikke have eksisteret uden et mylder af mindre virksomheder. Ligesom planeter kredser om en sol, opstod der et helt økosystem af småindustri omkring de store lokomotiver.
Der var brug for lokale smede til at reparere maskinerne, vognmænd til at køre varer frem og tilbage, og fabrikker, der producerede trækasser og dåser. Disse små virksomheder, ofte med mellem 4 og 25 ansatte, er de glemte helte i Roskildes industrihistorie. Deres historier er svære at finde, for de efterlod sig sjældent store arkiver. Men kigger man godt efter i gamle aviser, brandtaksationer og byggesager, dukker de op.
Et perfekt eksempel er Roskilde Rørvævsfabrik på Elisagårdsvej. En dag udbrød der en voldsom brand på fabrikken, og en avisnotits fortæller, at fem ansatte mistede deres arbejde. Pludselig har vi et konkret billede af en lille, specialiseret virksomhed, der var en del af bydelens store puslespil.
Et andet eksempel er Roskilde Madrasfabrik. Den startede i 1914 med blot fire ansatte. I sine velmagtsdage i 1950’erne voksede den til 70 medarbejdere, men i krisetider – som efter en konkurs i 1920’erne og igen i 1970’erne – skrumpede den ind igen. Dens historie viser, hvordan en lille virksomhed kunne kæmpe, vokse og overleve gennem årtier med forandring.
Gadenavne Fortæller Historie
Går man en tur i kvarteret i dag, kan man læse historien i gadenavnene. Jernbanegade giver sig selv. Skovbogade er opkaldt efter det gamle “Skovbomarked”, hvor bønder fra Skovbo Herred kom for at sælge deres varer, længe før der var tænkt på industri. Gadenavne som Eriksvej og Kamstrupstien markerer det område, hvor den tunge industri, som garverierne og betonvarefabrikkerne, slog sig ned. De er små sproglige monumenter over en tid, der var engang.
Fra Fabrik til Bydel
I efterkrigstiden kom en ny bølge af industri. Moderne fabrikker som konfektionsfabrikken Jardex og plastikfabrikken Rosti, kendt for Margrethe-skålen, flyttede til området. Men fra 1970’erne begyndte en ny forandring. De gamle industrier lukkede én efter én. Globaliseringen og nye produktionsformer gjorde dem urentable. De rygende skorstene slukkede, og fabriksfløjterne tav.
I dag er de fleste af de gamle fabrikker væk. På DAK’s gamle grund ligger RO’s Torv. Hvor garverierne lå, er der nu boliger og grønne områder. Men arven fra industrien lever videre. Den skabte det fundament, som bydelen hviler på i dag. Den formede gadenettet, befolkningen og den helt særlige identitet, der stadig kendetegner Roskilde “Syd for Banen”. Historien om industrien er ikke bare en fortælling om maskiner og produktion; det er en fortælling om mennesker, drømme og den ukuelige vilje, der forvandlede en bar mark til en levende bydel.
Her kan du læse den store rapport om Industrien
Fold ud for at se hele teksten
Industri og Erhvervsliv i Roskilde Syd for Banen
En Historisk Redegørelse, 1920 og Frem
Indledning: Jernbanen som Skillelinje og Katalysator
Denne rapport fremlægger en detaljeret historisk redegørelse for små og mellemstore industrivirksomheder, specifikt med en medarbejderstab på mellem 4 og 25 ansatte, i Roskilde i området syd for jernbanen i perioden fra cirka 1920 og frem. Undersøgelsen bekræfter, at det er muligt at fremskaffe sådanne specifikke oplysninger, omend det forudsætter en metodisk tilgang, der kombinerer en række forskellige historiske kildetyper.
Anlæggelsen af jernbanen fra København til Roskilde i 1847 var en definerende begivenhed for byens udvikling.1 Jernbanen fungerede ikke blot som en revolutionerende transportåre, men skabte også en markant geografisk og social opdeling af byen. Området, der hurtigt blev kendt som “Syd for Banen”, udviklede sig med en distinkt identitet, adskilt fra den historiske bykerne mod nord.
Jernbanen var en direkte katalysator for industrialiseringen. Arealerne syd for banen var i udgangspunktet uudviklede og derfor billigere, hvilket gjorde dem ideelle for etableringen af nye industrier. Disse virksomheder havde behov for plads og en logistisk fordelagtig placering i forhold til transport af råmaterialer og færdigvarer, hvilket jernbanen netop kunne levere.4 Denne udvikling skete ikke som en enkeltstående begivenhed, men som en gradvis proces, hvor industri, arbejderboliger og en særegen social struktur voksede frem. Denne dynamik er central for at forstå, hvorfor området udviklede sig til et industrielt kraftcenter og hvorfor der i dag eksisterer en lokalhistorisk forening dedikeret specifikt til at dokumentere historien for netop denne bydel.7 Jernbanen var således ikke kun en passiv grænse; den var en aktiv agent, der både muliggjorde industri via transport og skabte plads til den ved at definere et “udenfor”, som var mindre attraktivt for det etablerede borgerskab og derfor mere tilgængeligt for industrien.4
Del I: Roskildes Industrielle Landskab i det 20. Århundrede
Overgangen fra håndværk til egentlig industriproduktion i Roskilde accelererede i de første to årtier af 1900-tallet, synkront med udviklingen i mange andre danske provinsbyer.4 I 1920’erne, som markerer startpunktet for denne undersøgelse, var dansk industri generelt karakteriseret ved en overvægt af små og mellemstore virksomheder.9 En national statistik fra 1872, selvom den er fra en tidligere periode, giver en værdifuld baseline: 60% af de danske industrivirksomheder havde færre end 10 ansatte, og kun 20% havde over 25.9 Denne struktur med mange små aktører fortsatte med at præge billedet langt ind i det 20. århundrede og er afgørende for eftersøgningen af virksomheder i den specificerede størrelsesorden.
Roskildes industrielle profil var domineret af nogle få, men markante, erhvervsgrene:
Fødevareindustrien: Som knudepunkt i et rigt landbrugsområde var forarbejdning af landbrugsprodukter en hjørnesten i byens økonomi. Store, toneangivende virksomheder som A/S De Danske Spritfabrikker, etableret i 1881, og især Roskilde Andels Svineslagteri fra 1895, var centrale aktører.2 Svineslagteriet, beliggende på Køgevej syd for banen, blev fundamentet for en af bydelens absolut største arbejdspladser, da Danske Andelsslagteriers Konservesfabrik (DAK) blev etableret i tilknytning hertil i 1935.9
Garveriindustrien: Roskilde var kendt som en “Garveriby”.11 Denne status skyldtes en kombination af tre afgørende faktorer: rigelige mængder vand fra byens mange kilder, tilstedeværelsen af erfaren arbejdskraft og de fremragende transportmuligheder, som jernbanen tilbød.4 I starten af 1900-tallet gennemgik denne branche en markant transformation fra mange små håndværksgarverier til færre, men langt større, industrigarverier, hvoraf flere placerede sig syd for banen.
Maskinindustri og Jernstøberier: Virksomheder som Maglekilde Maskinfabrik var afgørende for byens industrielle profil.9 Med sin beliggenhed ved den kraftige Maglekilde og sin produktion af landbrugsmaskiner, herunder den revolutionerende opfindelse af mælkecentrifugen i 1878, havde fabrikken en national betydning.12
De store industrier som slagteriet, DAK og de store garverier skabte ikke blot arbejdspladser internt. De fostrede et helt industrielt økosystem. Deres drift krævede en bred vifte af underleverandører og servicefag: lokale smedjer til vedligeholdelse og reparation af maskineri 14, vognmandsforretninger til transport af varer, producenter af emballage og et voksende antal detailhandlende og håndværkere til at servicere den stigende arbejderbefolkning. De små industrivirksomheder med 4-25 ansatte, som er i fokus her, eksisterede således ofte i et symbiotisk forhold til disse store industrilokomotiver. Sandsynligheden for at finde en lille maskinforretning eller en specialiseret underleverandør syd for banen var netop forhøjet, fordi de store fabrikker lå der og udgjorde et stabilt kundegrundlag. Denne gensidige afhængighed er en central, men ofte overset, dynamik i forståelsen af den lokale industrihistorie.
Del II: “Syd for Banen”: Et Kvarter Vokser Frem
I løbet af det 20. århundrede blev området syd for jernbanen transformeret fra landbrugsjord og spredt bebyggelse til et tæt og komplekst byområde, der husede boliger, industri og senere store uddannelsesinstitutioner.5 Denne udvikling var ikke en ensartet proces, men skete snarere i klynger og etaper, hvilket skabte et industrielt landskab med flere distinkte zoner.
Kortlægning af de To Primære Industrielle Zoner
Analyse af historiske kilder peger på to primære zoner for industriel aktivitet syd for banen 5:
Zone 1: Kamstrupstien/Eriksvej: Fra omkring 1914 udviklede dette område sig til et center for tungere industri. Det var her, flere af byens nye industrigarverier slog sig ned, herunder et garveri etableret på Eriksvej i 1915.4 Området husede også betonvareindustri, repræsenteret ved Betonvarefabrikken Sjælland, og skærveindustri.5
Zone 2: Mellem Københavnsvej og Banen: Dette område var præget af en mere blandet industri. Den første store virksomhed, der etablerede sig her, var konservesfabrikken DAK, som startede sin produktion i 1935 på det areal, hvor RO’s Torv ligger i dag. Udover denne gigant fandtes der en række mindre industrivirksomheder, såsom Roskilde Rørvævsfabrik på Elisagårdsvej. I efterkrigstiden, især i 1960’erne, tiltrak området yderligere store virksomheder som konfektionsfabrikken Jardex og plastikfabrikken Rosti.5
Gadenavne som Historiske Vidnesbyrd
Gadenavnene i området fungerer som historiske vidnesbyrd, der afspejler bydelens udvikling:
Jernbanegade: Gaden er en direkte konsekvens af jernbanens ankomst. Den blev hjemsted for vigtige offentlige funktioner som Ting- og Arresthuset (opført 1878).16 Den blev også en vigtig adresse for industrien. Hans Winthers store industrigarveri flyttede i 1898 til et nyopført anlæg mellem Skovbogade og Jernbanegade.4 Senere etablerede grossistvirksomheder sig også i gaden.17
Skovbogade: Anlagt i 1907.18 Gaden er opkaldt efter det historiske “Skovbomarked”, hvor bønder fra Skovbo Herred solgte deres varer.19 Navnet er en klar indikation af områdets oprindelige funktion som en markedsplads i periferien af den gamle bykerne, før industrialiseringen for alvor tog fat.
Køgevej: Som en af byens primære udfaldsveje mod syd var Køgevej en naturlig akse for handel og industri. Her lå det betydningsfulde Roskilde Andels Svineslagteri, som senere blev nabo til DAK.20
En analyse af historiske kort 22 kombineret med gadenavnenes etymologi afslører en lagdelt industrihistorie. Den tidligste fase var præget af landbrug og markedspladser. Med jernbanens ankomst opstod den første bølge af industri tæt på infrastrukturen (Winthers Garveri, Svineslagteriet). I perioden fra 1914 og ind i 1920’erne opstod en ny bølge af tung industri længere ude, f.eks. langs Eriksvej. I efterkrigstiden, fra 1950’erne og frem, kom et tredje lag af moderne fabrikker som DAK, Rosti og Jardex til. Den undersøgte periode fra 1920 og frem dækker således over flere distinkte faser af industriel udvikling, der har aflejret sig oven på hinanden i det samme geografiske område. Historien om “Syd for Banen” er ikke én samlet fortælling, men en mosaik af flere overlappende industrielle epoker.
Del III: Profiler af Små Industrivirksomheder (4-25 Ansatte)
At identificere historiske virksomheder inden for et snævert defineret medarbejderantal som 4-25 udgør en betydelig metodisk udfordring. Præcise, fortløbende medarbejderregistre for små private virksomheder er sjældne i offentligt tilgængelige kilder. Den lokalhistoriske forening “Syd for Banen” har selv påpeget, at de mindre industrivirksomheder er “meget dårligt beskrevet” i modsætning til de store, veldokumenterede fabrikker.15 Informationer må derfor ofte sammenstykkes fra indirekte kilder som brandtaksationer, avisomtaler af jubilæer, ulykker eller konkurser, personlige erindringer og kommunale byggesager.
En mere frugtbar analytisk tilgang end at søge efter en statisk størrelse er at undersøge virksomhedernes livscyklus. En virksomhed kan i sin opstartsfase, i kriseperioder eller i sin afviklingsfase have haft en størrelse, der matcher de efterspurgte kriterier, selvom den i sine velmagtsdage var enten mindre eller større.
Casestudie 1: Roskilde Rørvævsfabrik – Et Mikrokosmos af Småindustri
Beliggenhed: Elisagårdsvej, i industriområdet mellem Københavnsvej og banen.5
Periode: Aktiv i midten af det 20. århundrede.
Størrelse: En rapport om en voldsom brand på fabrikken afslører et afgørende stykke information: 5 ansatte mistede deres arbejde som følge af branden.25 Dette tal falder direkte inden for det specificerede interval på 4-25 ansatte og er et sjældent og værdifuldt eksempel på en konkret størrelsesangivelse for en lille industrivirksomhed i området. Det illustrerer perfekt, hvordan hændelsesbaserede kilder kan levere de data, der ellers er fraværende i officielle registre.
Casestudie 2: Roskilde Madrasfabrik – En Virksomhed i Forandring
Beliggenhed: Efter flere tidligere adresser flyttede fabrikken i 1934 til Borgediget 18, syd for banen.26
Periode: 1912-1992.
Størrelse: Denne virksomhed er et fremragende eksempel på en virksomheds dynamiske livscyklus. Den startede med 4 ansatte i 1914, hvilket placerer den i den nedre ende af det undersøgte interval helt fra begyndelsen. I sin storhedstid i 1950’erne voksede den til omkring 70 ansatte, hvilket er langt over det specificerede interval. Fabrikken oplevede dog flere kriser. Efter en konkurs i 1922 og igen under en nedgangsperiode i 1970’erne, hvor man var nødsaget til at udleje en del af lokalerne til en anden virksomhed (elektronikfabrikken Induperm), var produktionen og medarbejderstaben med stor sandsynlighed reduceret til et niveau, der falder inden for rammen på 4-25 ansatte.26
Casestudie 3: Garverierne – Konsolidering og Overlevelse
Beliggenhed: Primært langs Kamstrupstien (det nuværende Eriksvej).
Størrelse og Udvikling: Overgangen fra håndværk til industri var brutal for garverfaget. De fleste små håndværksgarverier, som typisk havde en mester, 1-2 svende og måske en lærling (i alt 3-4 personer), blev nedlagt inden 1920’erne.4 Med det nye, udvidede interval for antal ansatte bliver disse mikrovirksomheder relevante. En enkelt undtagelse, Garveriet på Christiansminde, overlevede som det sidste håndværksgarveri i Roskilde helt frem til 1928.4 Med en størrelse, der sandsynligvis lå i den absolut nedre del af intervallet på 4-25 ansatte, er det et godt eksempel på de mindste industridrivende. Samtidig etablerede Jørgen Winther et nyt, moderne industrigarveri på Eriksvej i 1915.4 I sine tidlige driftsår kan denne virksomhed meget vel have haft en størrelse på 4-25 ansatte, før den eventuelt voksede sig større. De dominerende aktører som Hans Winthers garveri (senere fusioneret til The Dominion Belting Co.) var med omkring 100 ansatte for store til at være relevante for denne undersøgelse.4
Andre Potentielle Kandidater til Videre Forskning
SANO: En fabrik, der producerede cementvarer og senere korkvarer som korkparketgulve. Den var beliggende mellem jernbanen og Hovedgaden og blev overtaget af Rockwool i 1961.1 Dens størrelse er ukendt, men betegnelsen “fabrik” antyder en vis industriel skala.
Roskilde Halmvarefabrik: Beliggende på Ringstedgade 68.18 Fabrikken blev udsat for sabotage under Besættelsen, hvilket indikerer en produktion af en vis betydning.27 Medarbejderantallet er ukendt.
Diverse Virksomheder: En rapport fra 2004 over regionale industriminder nævner en række virksomheder i Roskilde, herunder Lampeskærmsfabrikken Lyskilde, FDB’s træskofabrik, Isocryl A/S og Madrasfabrikken Skana.9 Deres præcise beliggenhed syd for banen og deres størrelse i den relevante periode kræver yderligere arkivundersøgelser.
Tabel 1: Oversigt over Identificerede og Potentielle Små Industrivirksomheder i Roskilde Syd for Banen (ca. 1920-1980)
Firmanavn
Branche
Kendt(e) Beliggenhed(er)
Driftsperiode
Kendt/Estimeret Antal Ansatte (og i hvilken periode)
Kildereferencer
Roskilde Rørvævsfabrik
Byggematerialer (rørvæv)
Elisagårdsvej
Midt 20. årh.
5 ansatte (ved brand)
24
Roskilde Madrasfabrik
Møbelindustri (senge, madrasser)
Borgediget 18 (fra 1934)
1912-1992
4 ansatte (1914); Estimeret 4-25 i kriseperioder (1920’erne, 1970’erne)
Garveriet på Christiansminde
Garveri (håndværk)
Christiansminde
Ukendt – 1928
Estimeret ca. 4 (som håndværksgarveri)
4
Jørgen Winthers Garveri
Garveri (industri)
Eriksvej
1915 -?
Estimeret 4-25 i opstartsfasen (1915-1920’erne)
4
SANO / Expanko-fabrik
Cementvarer, senere korkvarer
Mellem jernbanen og Hovedgaden
1900 – 1961
Ukendt, men “fabrik”
1
Roskilde Halmvarefabrik
Halmvarer
Ringstedgade 68
Ukendt
Ukendt
18
Konfektionsfabrikken Jardex
Tekstilindustri
Mellem Københavnsvej og banen
Etableret i Roskilde i 1960’erne
Stor (op til 400), men muligvis mindre i start/slut
5
Plastikfabrikken Rosti
Plastindustri
Mellem Københavnsvej og banen
Etableret i Roskilde i 1960’erne
Stor, men potentielt mindre i startfase
5
Del IV: Forskningsvejledning for den Lokale Historiker
At besvare det oprindelige spørgsmål fyldestgørende kræver en detektivisk tilgang, hvor man kombinerer forskellige kilder. Følgende vejledning anviser en række konkrete metoder til at fortsætte og fordybe forskningen.
1. De Lokale Eksperter: Foreninger og Arkiver
Lokalhistorisk Forening “Syd for Banen”: Dette er den absolut vigtigste ressource. Foreningens formål er specifikt at indsamle og formidle historiske oplysninger om virksomheder, huse og mennesker i netop dette geografiske område.7 Foreningen har aktivt efterlyst viden om de mindre industrivirksomheder, som er dårligt beskrevet i eksisterende litteratur.15 De kan kontaktes via deres hjemmeside og har udgivet flere bøger og artikler, der kan indeholde værdifulde spor.30
Roskilde Arkiverne: Denne institution er paraply for tre lokalarkiver, hvoraf Roskilde Lokalhistoriske Arkiv er det relevante for denne undersøgelse.32 Her kan man få adgang til arkivalier, kort og fotos.
Fototeket: Arkivernes online billeddatabase indeholder over 13.000 digitaliserede fotografier.32 En systematisk søgning her kan give visuelle beviser. Anvend brede søgetermer og avanceret søgning med trunkering (f.eks. Skovboga* for at finde både Skovbogade og Skovbovænge) og booleske operatorer (f.eks. Eriksvej AND garveri). Søg på gadenavne, virksomhedstyper (fabrik, værksted, støberi) og kendte firmanavne.
Avisregistranter: For perioden 1961-1986 findes et fysisk kartotek på Roskilde Bibliotek. For 1987-2005 findes en digital database (RAR), som også kræver adgang via biblioteket. Disse registranter er en uvurderlig indgang til at finde avisartikler om specifikke emner, f.eks. et firmajubilæum, en brand eller en flytning, som kan indeholde oplysninger om antal ansatte.35
2. De Visuelle Kilder: Kort og Luftfotos
Historiske Kort: Digitale ressourcer som Kortviseren.dk og HistoriskeKort.dk giver adgang til en række kortværker.22 En effektiv metode er at sammenligne kort fra forskellige perioder, f.eks. Stadsingeniørens kontors kort fra 1921-23 med Geodætisk Instituts kort fra 1931/32 og KRAK’s luftfoto fra 1954. Ved at observere, hvor og hvornår nye bygninger opstår på tidligere tomme grunde, og ved at analysere bygningernes form (f.eks. de karakteristiske shedtage, der indikerer en produktionshal), kan man identificere potentielle industribygninger.
3. De Skrevne Kilder: Aviser og Byggesager
Mediestream: Det Kongelige Biblioteks digitale avisarkiv er en guldgrube.37 Det er dog afgørende at være opmærksom på den såkaldte 100-års-regel: Aviser udgivet før ca. 1924 er frit tilgængelige online hjemmefra. Nyere årgange, som udgør størstedelen af den relevante periode, kræver adgang via en computer på et bibliotek, der giver adgang til Mediestream.37 Søgninger på firmanavne eller adresser kan afdække artikler, der ikke er indekseret i de lokale avisregistranter.
Roskilde Kommunes Digitale Byggesagsarkiv: Dette er en ofte overset, men ekstremt værdifuld kilde.39 Ved at søge på en kendt industrigrunds adresse eller matrikelnummer kan man finde de oprindelige byggetegninger, ansøgninger om tilbygninger eller ændret anvendelse. Disse dokumenter indeholder ofte oplysninger om en bygnings formål (“værksted”, “lager”, “fabrik”) og kan i nogle tilfælde give indikationer af produktionens omfang.
4. Det Nationale Register: CVR
Det Centrale Virksomhedsregister (CVR): Selvom CVR primært er et nutidigt værktøj, indeholder det også data om ophørte selskaber.41 For virksomheder, der var aktive i den senere del af den undersøgte periode (f.eks. fra 1960’erne og frem), kan man finde oplysninger som branchekoder, P-enheder (produktionsadresser) og i nogle tilfælde historiske regnskaber eller ejerforhold. Registret kan tilgås via virk.dk.43
Konklusion: Genskabelsen af et Industrielt Mikrokosmos
Denne redegørelse har påvist, at det er muligt at identificere og beskrive små industrivirksomheder med 4-25 ansatte i Roskilde syd for jernbanen i perioden fra 1920 og frem. Analysen viser, at området var et dynamisk og lagdelt industrielt landskab, præget af et komplekst samspil mellem store industrilokomotiver og et væld af mindre, ofte specialiserede, virksomheder.
Specifikke virksomheder som Roskilde Rørvævsfabrik og Roskilde Madrasfabrik er blevet identificeret, og deres historie og størrelse er blevet analyseret inden for rammerne af de tilgængelige kilder. Det er blevet fastslået, at præcise medarbejdertal er den vanskeligste information at fremskaffe, men at en analyse af virksomhedernes livscyklus – deres opstarts-, krise- og afviklingsfaser – er en frugtbar metode til at identificere perioder, hvor de sandsynligvis har matchet de specificerede størrelseskriterier.
En succesfuld kortlægning af dette industrielle mikrokosmos kræver en tværfaglig tilgang, der kombinerer de store linjer fra den generelle industrihistorie med de detaljerede oplysninger, der kan udledes af lokale kilder som erindringer, avisartikler, historiske kort, luftfotos og kommunale arkivalier. Den detaljerede forskningsvejledning i rapportens sidste del anviser en konkret og systematisk vej fremad. Den type mikrohistoriske undersøgelser, som den oprindelige forespørgsel lægger op til, er af stor værdi, da den puster liv i fortiden og bidrager til en dybere og mere nuanceret forståelse af, hvordan en bydel som “Syd for Banen” blev formet af arbejde, produktion og de mennesker, der drev den fremad.
Dødelig lærdom: Det var ikke fremsyn, men den dødelige koleraepidemi i 1853, der tvang København til at anlægge de første lukkede kloakker.
Natmanden: Før kloakken kom, blev lokumsspande tømt om natten af “natmanden” – et hverv så foragtet, at ingen ville røre ham.
En formue under jorden: De danske kommuners kloaknet og rensningsanlæg har en samlet værdi på svimlende 180-190 milliarder kroner.
To rør eller ét: I gamle bydele løber regn og spildevand ofte i samme rør (fælleskloak), hvilket giver oversvømmelser ved skybrud. I nye bydele holdes vandet adskilt.
Skating på vand: I bydelen Musicon i Roskilde bruges regnvandsbassinerne som skaterbane, når vejret er tørt – et skoleeksempel på fremtidens vandhåndtering.
Forestil dig en tur gennem en dansk by i middelalderen. Det første, der ville ramme dig, var ikke synet af bindingsværk, men lugten. Dengang var gaden nemlig også byens skraldespand. Affald og spildevand blev smidt direkte ud i åbne rendestene langs husmurene. Selvom der fandtes love – som Københavns stadsret fra 1443, der truede med bøder, hvis man ikke kørte sit skidt væk hver tredje dag – så var virkeligheden en anden.
De heldige fik deres latrin hentet af “natmanden”, der i ly af mørket kørte byens efterladenskaber til latrinkulen. Men systemet var hullet, og de åbne kloakrender var en motorvej for sygdomme. Det store vendepunkt kom på den mest tragiske baggrund i 1853, da koleraen ramte København og dræbte 4.700 mennesker.
Katastrofen blev en øjenåbner. Man indså, at rent vand og lukkede kloakker ikke var luksus, men livsnødvendighed. I årtierne efter gik Danmark under jorden. København fik sin første lukkede kloak i 1859, Frederiksberg fulgte i 1865, og Odense i 1866. Det var starten på det usynlige netværk, der i dag betragtes som det medicinske fremskridt, der har reddet flest menneskeliv i historien.
Når fortidens løsninger møder fremtidens vejr
I over 100 år har strategien været simpel: Gem vandet væk, så hurtigt som muligt. Vi har bygget et imponerende underjordisk rige af rør, der transporterer alt fra vores toiletbesøg til tagvand væk fra byen. Men i dag er systemet presset.
Klimaforandringerne har givet os “skybrud” – voldsomme regnmængder, som de gamle rør slet ikke er bygget til. Især i ældre bydele, hvor regn og spildevand løber i samme rør (fælleskloak), er det kritisk. Når rørene fyldes, har vandet kun to veje at løbe: Op i folks kældre eller ud i naturen som urenset “overløb”.
Vi står derfor i et vadested. Vi kan grave hele byen op og lægge større rør – en proces der er dyr og besværlig – eller vi kan begynde at tænke helt nyt. Og det er præcis, hvad man har gjort kun få kilometer herfra.
Rabalder på regnvejrsdage
I den nye bydel Musicon i Roskilde har man valgt at vende bøtten på hovedet. I stedet for at gemme vandet væk under jorden, har man inviteret det frem i lyset.
Musicon er bygget på en gammel betonvarefabrik og grusgrav, og jorden under bydelen er forurenet. Det betød, at man helst skulle undgå at grave dybe rør ned. Løsningen blev et synligt system af render og kanaler, der snor sig gennem bydelen som en del af arkitekturen.
Kronjuvelen i dette system er Rabalderparken. Her har man kombineret det praktiske med det sjove. Parken fungerer som et enormt regnvandsbassin, der kan opsamle vand fra hele bydelen, når himlen åbner sig. Men når solen skinner – hvilket den jo heldigvis gør oftest – fungerer de tomme betonbassiner som en skaterpark i verdensklasse.
Det er et paradigmeskifte. Hvor vandet før var et affaldsprodukt, vi skulle af med, er det i dag blevet en ressource, der giver liv til byen. Fra middelalderens stinkende rendestene til skaterparker, der kan tåle vand – vi har lært at leve med vandet, i stedet for at kæmpe imod det.
Læs den fulde rapport
Rapport om Afledning af Overfladevand
Fra Middelalderens Rendestene til Fremtidens Klimasikrede Byrum
Indledning
Denne rapport leverer en dybdegående analyse af afledning af overfladevand i byområder. Formålet er at belyse den historiske udvikling fra primitive sanitære foranstaltninger til nutidens komplekse, underjordiske kloaksystemer og at introducere det paradigmeskifte, som Lokal Afledning af Regnvand (LAR) repræsenterer. Rapporten tager udgangspunkt i en central problemstilling: Klimaforandringer medfører hyppigere og mere intense regnskyl, hvilket presser de traditionelle kloaksystemer til deres bristepunkt.1 Denne udvikling skaber et akut behov for innovative, resiliente og bæredygtige løsninger, der kan sikre byernes funktion og borgernes tryghed i fremtiden.
Rapporten er struktureret i fem hoveddele. Den indledes med en historisk gennemgang af afløbssystemernes udvikling i Danmark. Herefter følger en analyse af nutidens konventionelle kloaksystemer og de udfordringer, de står overfor. Tredje del er en detaljeret casestudie af den nye bydel Musicon i Roskilde, hvor en radikalt anderledes tilgang til regnvandshåndtering er implementeret. I fjerde del placeres Musicon-modellen i en bredere national og international kontekst af naturbaserede klimaløsninger. Afslutningsvis evalueres disse nye tilgange ud fra økonomiske, miljømæssige og klimatiske parametre, herunder en diskussion af de risici og potentialer, der er forbundet med at gøre vandet til et synligt element i byrummet.
Del 1: Den Historiske Udvikling af Afløbssystemer i Danske Byer
Forståelsen af nutidens udfordringer med overfladevand kræver et blik tilbage i tiden. Udviklingen af byernes afløbssystemer er en historie om en langsom erkendelse af sammenhængen mellem sanitet, folkesundhed og byudvikling, hvor store fremskridt ofte er blevet drevet frem af akutte kriser.
Før Kloakken: Affald og Sygdom i Middelalderbyen
I middelalderens tætbefolkede byer var håndteringen af affald og spildevand en konstant udfordring. Den gængse praksis var at bortskaffe affaldet ved at smide det direkte ud på gaden eller i åbne rendestene, der løb langs husene.3 Arkæologiske udgravninger har vist, at de ældste danske bykerner er bygget på kulturlag, der består af flere meter affald, hvilket vidner om problemets omfang.3
Selvom det kan virke kaotisk, var der tidligt forsøg på regulering. Allerede fra omkring 1200-tallet findes der love for affaldshåndtering i byerne.5 Et konkret eksempel er Københavns stadsret fra 1443, som blev udstedt af Kong Christoffer af Bayern. Den fastsatte, at gadeaffald skulle samles sammen hver tredje dag og køres uden for byen, og pålagde bøder for at lade urenligheder fra hus og stald ligge uden for egen dør i mere end tre dage.4 Senere, under Christian 4., blev straffen skærpet, så man kunne blive idømt bøder eller lagt i jern, hvis man hældte latrin (menneskelige ekskrementer) i rendestenen i stedet for at overlade det til den såkaldte “natmand”. Natmanden var en professionel renovatør, der om natten tømte lokumsspande og kørte indholdet til byens latrinkule.5
På trods af disse reguleringer var de sanitære forhold elendige. De åbne, stinkende kloakrender var en primær årsag til spredning af smitsomme sygdomme og bidrog til en generelt dårlig folkesundhed i byerne.3
Den Hygiejniske Revolution: Koleraens Pisk og Ingeniørernes Svar
Det afgørende vendepunkt i byernes sanitære historie indtraf i midten af 1800-tallet. Koleraepidemien, der ramte København i 1853 og kostede 4.700 mennesker livet, skabte en akut bevidsthed om den direkte og dødelige sammenhæng mellem forurenet vand, dårlig hygiejne og sygdom.6 Epidemien fungerede som en brutal katalysator for forandring.
Fremsynede ingeniører og læger havde længe argumenteret for anlæggelsen af lukkede, underjordiske kloaksystemer, men mødte politisk modstand. Mange politikere anså projektet for at være uoverskueligt dyrt. Samtidig var der en udbredt opfattelse af, at man ved at skylle latrin ud i havet ville spilde en værdifuld ressource, som landbruget var afhængig af som gødning.6 Koleraens hærgen overvandt dog denne modstand. I 1853 vedtog Københavns Borgerrepræsentation den første kloakplan, og i 1859 blev den første lukkede kloakledning anlagt på Nørrebro.6 Andre byer fulgte hurtigt efter. Frederiksberg, hvor borgerne længe havde klaget over stanken fra de åbne grøfter, anlagde sin første lukkede kloak i 1865 8, og Odense fulgte med i 1866.7
Etableringen af kloakker og samtidig udbredelse af ren vandforsyning førte til en adskillelse af drikkevand og spildevand. Dette tiltag betragtes i dag som det enkeltstående medicinske fremskridt, der har reddet flest menneskeliv i historien.6 Historien om kloakkens gennembrud illustrerer en tilbagevendende dynamik: Store, dyre infrastrukturinvesteringer i sanitet og miljø er sjældent proaktive. De er typisk reaktive og drevet af akutte kriser, der gør de langsigtede omkostninger ved passivitet åbenlyse for alle. Den politiske og økonomiske tøven i 1850’erne er et historisk spejlbillede af nutidens diskussioner om omkostningerne ved klimatilpasning.
Udbredelsen af det Moderne Afløbssystem i det 20. Århundrede
Gennem det 20. århundrede blev kloaknettet systematisk udbygget i hele Danmark. Især i perioden efter 2. Verdenskrig blev kloakering en integreret del af en større, centraliseret byplanlægning. Betænkninger fra 1950’erne for Københavns-egnen viser, hvordan man planlagde store, sammenhængende kloakoplande. Målet var at samle spildevandet og lede det til store, effektive rensningsanlæg, typisk placeret ved kysten, for at sikre en professionel og teknisk avanceret rensning.9
I mange byområder, særligt under den store udbygning i 1970’erne, blev fælleskloakken den foretrukne løsning. Her blev regnvand og spildevand ledt i samme rør. Det var en teknisk og økonomisk fordelagtig løsning på det tidspunkt, da man kun skulle anlægge ét rørsystem.10
I dag udgør kloaksystemet en fundamental, men næsten usynlig, del af byernes infrastruktur. Den samlede genanskaffelsesværdi af de kommunalt ejede kloaksystemer og rensningsanlæg i Danmark er vurderet til ca. 180-190 milliarder kroner.1 Mange af de oprindelige, murede kloakrør fra 1800-tallet er bemærkelsesværdigt nok stadig i funktion og udgør en del af dette vitale netværk under vores fødder.7
Del 2: Nutidens Konventionelle Kloaksystemer og Deres Udfordringer
Det moderne kloaksystem, der har tjent vores byer i over et århundrede, er i dag under et stigende pres. Klimaforandringer, urbanisering og en voksende bevidsthed om miljøpåvirkning har afsløret sårbarheder i de konventionelle systemer og skabt et behov for nye løsninger.
To Systemer Under Jorden: Fælleskloak versus Separatkloak
I Danmark findes der grundlæggende to typer af kloaksystemer i byområder, suppleret af en tredje variant for specifikke områder:
Fælleskloakering: Dette er det ældste og mest udbredte system i ældre bydele. Her samles alt vand – både spildevand fra toiletter, bad og køkken samt regnvand fra tage, veje og andre befæstede arealer – i én fælles rørledning. Hele denne blanding af rent regnvand og forurenet spildevand transporteres til et rensningsanlæg for behandling.10
Separatkloakering: I nyere byområder og i områder, hvor kloaknettet er blevet renoveret, anvendes et separatsystem. Dette system består af to parallelle rørledninger. Ét rør er dedikeret til spildevand og fører dette direkte til rensningsanlægget. Det andet rør håndterer udelukkende regnvand (også kaldet overfladevand), som ledes urenset ud i den nærmeste recipient, f.eks. et vandløb, en sø eller havet.11
Spildevandskloakering: En tredje model findes primært i det åbne land eller i visse nyudviklingsområder. Her er der kun etableret en kloakledning for spildevand. Grundejeren er i disse tilfælde selv ansvarlig for at håndtere alt regnvand på egen grund, typisk ved at lade det sive ned i jorden via faskiner eller regnbede.12
For at give et klart overblik over de to primære bysystemer, er deres karakteristika, fordele og ulemper sammenfattet i nedenstående tabel.
Tabel 1: Sammenligning af Fælleskloak og Separatkloak
Parameter
Fælleskloak
Separatkloak
Princip
Ét rør til både spildevand og regnvand.
To separate rør: ét til spildevand, ét til regnvand.
Rensebelastning
Høj. Store mængder rent regnvand sendes unødigt til rensning, hvilket øger driftsomkostningerne og kravene til anlæggets kapacitet.11
Lav. Kun koncentreret spildevand renses, hvilket gør renseprocessen mere effektiv og forudsigelig.11
Risiko ved skybrud
Høj. Systemet kan ikke håndtere de store vandmængder, hvilket fører til oversvømmelser i kældre og på terræn.14
Lavere. Risikoen for tilbageløb af spildevand i kældre er markant reduceret.13
Miljøpåvirkning
Høj. Ved kraftig regn sker der overløb, hvor en blanding af urenset spildevand og regnvand ledes direkte ud i naturen.13
Lavere, men ikke nul. Urenset regnvand fra veje, der kan indeholde olie, tungmetaller og dækrester, ledes direkte til recipienter.11
Anlægsomkostninger
Lavere (historisk set), da kun ét rørsystem skulle etableres.
Højere, da der skal anlægges to separate rørsystemer.
Sårbarhed
Mindre sårbar over for fejltilslutninger, da alt vand ender samme sted.
Sårbar over for fejltilslutninger. Hvis spildevand ved en fejl kobles på regnvandsledningen, fører det til direkte og konstant forurening af vandmiljøet.15
Vandets Vej: Fra Gaderist til Recipient
Når regnen falder over byen, ender en stor del af vandet på befæstede overflader som asfalt og fliser. Herfra ledes det via afløbsriste, typisk placeret ved kantstenen, ned i det underjordiske kloaksystem.16 Hvad der herefter sker med vandet, afhænger fuldstændigt af, hvilket system der er etableret i området.
I et fælleskloakeret område blandes det relativt rene regnvand øjeblikkeligt med urenset spildevand fra de omkringliggende ejendomme. Denne stærkt fortyndede blanding af spildevand transporteres ofte over lange afstande gennem store hovedledninger til et centralt rensningsanlæg, hvor det gennemgår en mekanisk, biologisk og kemisk rensning, før det rensede vand ledes ud i recipienten.11
I et separatkloakeret område tager vandet to forskellige veje. Spildevandet fra husholdningerne følger sin egen lukkede rute til rensningsanlægget. Regnvandet fra gaderisten ledes derimod via en separat regnvandsledning direkte ud i det nærmeste vandløb, sø eller hav.11 Selvom dette vand ikke er blandet med spildevand, er det ikke nødvendigvis rent. Regnvand, der løber af stærkt trafikerede veje, samler forurening op i form af olie- og benzinrester, partikler fra dækslid, tungmetaller og andre miljøfremmede stoffer. For at imødegå dette er der ved udløbet af mange regnvandsledninger installeret anlæg som olieudskillere og sandfang, der fjerner de groveste forureningskomponenter, inden vandet når naturen.11
Når Systemet Presser sig selv: Klimaforandringer og Kapacitetsproblemer
Den største udfordring for de konventionelle kloaksystemer, og i særdeleshed for fælleskloakkerne, er klimaforandringerne. Hyppigere og mere intense regnskyl, ofte kaldet skybrud, tilfører systemerne enorme mængder vand på meget kort tid – mængder, som de historiske rørdimensioner slet ikke er bygget til at håndtere.1
Når kapaciteten i en fælleskloak overskrides, opstår der en kritisk situation. For at forhindre, at den opblandede spildevandsblanding stuver tilbage og oversvømmer borgernes kældre og gaderne, er systemet designet med en række “nødventiler” i form af overløbsbygværker.13 Disse bygværker træder automatisk i funktion, når vandstanden i kloakken når et kritisk niveau, og leder overskudsvandet – en blanding af regnvand og urenset spildevand – direkte ud i de nærmeste recipienter.
Disse regnbetingede udledninger, eller overløb, er en betydelig kilde til forurening af vores vandmiljø. Beregninger viser, at overløb fra kloaksystemet står for ca. 40% af den samlede belastning af organisk materiale (målt som BI5) og godt 30% af fosforudledningen til vandmiljøet fra samtlige punktkilder i Danmark.1 Denne forurening kan føre til iltsvind, algevækst og forringede levevilkår for fisk og planter i søer, vandløb og kystnære farvande.
Som en konsekvens af disse problemer er mange kommuner i gang med en omfattende og langvarig proces med at separatkloakere de gamle, fælleskloakerede byområder. Dette er et stort og dyrt infrastrukturprojekt, som ofte pålægger den enkelte grundejer ansvaret og udgiften til at få adskilt regn- og spildevandsledningerne på egen grund og tilsluttet dem til de nye, separate stik i vejen.10
Denne situation afslører en fundamental sårbarhed i det traditionelle system. Fælleskloakken er designet til at blande en lille, relativt konstant mængde spildevand med en enorm og stadigt mere uforudsigelig mængde regnvand. Det betyder, at hele den dyre infrastruktur af rør og rensningsanlæg primært skal dimensioneres efter at håndtere rent regnvand, som unødigt er blevet forurenet. Den logiske konsekvens er at adskille de to strømme, hvilket er præcis, hvad separatkloakering sigter mod. Men selv separatkloakering løser kun en del af problemet, da det blot flytter udfordringen til at handle om direkte udledning af potentielt forurenet overfladevand. Dette peger utvetydigt i retning af et behov for at håndtere regnvandet ved kilden – en filosofi, der er kernen i de nye LAR-løsninger.
Del 3: Casestudie: Musicon i Roskilde – Et Paradigmeskifte i Regnvandshåndtering
I den nye, kreative bydel Musicon i Roskilde har man fravalgt de traditionelle, underjordiske løsninger og i stedet skabt et innovativt, overfladebaseret system til håndtering af regnvand. Projektet er et markant eksempel på, hvordan klimatilpasning kan integreres i byudvikling og skabe merværdi i form af rekreative og æstetiske kvaliteter.
Baggrund og Vision: Bæredygtighed på Forurenet Grund
Musicon er udviklet på et 25 hektar stort område, der har en fortid som grusgrav, losseplads og senest en betonvarefabrik.19 Denne industrielle forhistorie har efterladt en forurenet undergrund, som blev en afgørende faktor i valget af afvandingsstrategi.
Valget af en overfladebaseret regnvandsløsning var drevet af en pragmatisk vision, der forenede nødvendighed med ambition:
Undgåelse af Forurenet Jord: At grave traditionelle, dybtliggende kloakrør ned i den forurenede jord ville have været en teknisk kompliceret, dyr og miljøbelastende operation, der ville kræve bortskaffelse af store mængder forurenet jord.19 Ved at holde vandet på overfladen undgik man dette problem.
Klimarobusthed: Et åbent og synligt system af render og kanaler er i sagens natur mere fleksibelt og robust over for fremtidens forventede stigninger i regnintensitet end et lukket, underjordisk rørsystem med en fast, begrænset kapacitet.19
Æstetisk og Pædagogisk Værdi: Der var et stærkt ønske om at gøre vandet til et aktivt og positivt element i bydelen. I stedet for at gemme vandet væk, skulle dets kredsløb synliggøres for at demonstrere, hvordan regnvand kan være en værdifuld ressource, der bidrager til byens liv og identitet.19
Hele bydelen er desuden udviklet inden for rammerne af Roskildes eksisterende kloaksystem. Det var derfor en fundamental forudsætning for projektet, at alt regnvand skulle adskilles fra spildevandet og forsinkes lokalt, indtil der igen var ledig kapacitet i de omkringliggende offentlige rør.23 Denne begrænsning blev, ligesom den forurenede jord, en katalysator for den innovative løsning.
Systemets Anatomi: Et Synligt Kredsløb
Regnvandssystemet i Musicon er designet som et sammenhængende, synligt kredsløb, der håndterer vandet i flere trin fra tag til endelig udledning.
Trin 1: Opsamling ved Kilden Systemet begynder, hvor regnen falder. På tværs af bydelen anvendes forskellige teknikker til at opfange og forsinke vandet lokalt. Dette inkluderer etablering af grønne tage, som kan absorbere en betydelig del af nedbøren 20, og brugen af permeable belægninger på stier og pladser. Disse belægninger, f.eks. specialdesignede fliser lagt med brede fuger, tillader regnvandet at sive igennem og blive midlertidigt opmagasineret i et underliggende lag af drænende materiale. Beboerne i området går således reelt oven på små, underjordiske regnvandsbassiner.23 Trin 2: Transport i Åbne Kanaler Fra tage og befæstede arealer ledes det opsamlede vand videre i et hierarkisk netværk af åbne render og kanaler. Systemet spænder fra små, private render på de enkelte grunde til større, fælles kanaler, der er integreret i byrummet. I boligområdet ‘Indfaldet’ løber kanalerne f.eks. synligt langs gangstierne mellem husene, hvilket gør vandets vej til en del af den daglige oplevelse.22 Kanalerne er designet med varierende materialer og udformninger for at passe til de forskellige delområders karakter og understøtte den industrielle æstetik.19 Trin 3: Endestationen Rabalderparken Alle render og kanaler i Musicon leder vandet mod et fælles endepunkt: Rabalderparken. Denne park på 40.000 m² er Danmarks første anlæg, der kombinerer en teknisk regnvandsfunktion med en rekreativ aktivitetspark.25 Her ankommer vandet via en hovedkanal og løber som et synligt vandfald ned ad en stor betontrappe – en såkaldt vandtrappe – til et stort, tredelt regnvandsbassin.19 Bassinet er intelligent designet til at håndtere forskellige regnintensiteter:
Søen: Et permanent vandfyldt bassin, der udgør det primære vådvolumen og fungerer som en sø i tørvejr.
Engen: Et græs- og blomsterbevokset område, der kun oversvømmes ved kraftigere og vedvarende regn.
Bowlen: Et dybere bassin udformet i beton, som kun fyldes under ekstreme regnhændelser, der statistisk set forventes at ske sjældnere end hvert tiende år.19
Denne multifunktionelle tilgang er kernen i Musicon-projektet. I de mange tørvejrsperioder fungerer de tørre kanaler og især beton-bowlen i Rabalderparken som en anerkendt og flittigt brugt skaterpark, hvilket tilfører området en unik social og kulturel værdi.19
Trin 4: Kontrolleret Udledning Når bassinerne i Rabalderparken fyldes op, bliver vandet ikke ledt direkte videre. I stedet opmagasineres det, indtil regnvejret er overstået, og der igen er plads i det omkringliggende offentlige regnvandssystem. Herefter tømmes bassinerne kontrolleret via en pumpe, som leder det forsinkede og delvist rensede regnvand videre ud i Roskilde Fjord.19 Systemet fungerer således som en stor buffer, der beskytter det traditionelle kloaknet mod overbelastning.
Teknik, Drift og Ansvar
Et sådant decentralt system kræver en klar fordeling af ansvar for drift og vedligeholdelse. I Musicon er ansvaret fordelt mellem offentlige og private aktører. De store, centrale anlæg – regnvandsbassinerne og hovedkanalerne i Rabalderparken – ejes af forsyningsselskabet Fors A/S og drives i et partnerskab med Roskilde Kommune.28
De mindre, lokale render og kanaler, der løber gennem bolig- og erhvervsområderne, er defineret som et fælles privat anlæg. Ansvaret for driften af disse påhviler Bydelsforeningen Musicon, som er en sammenslutning af grundejere i området. For at sikre en professionel varetagelse af opgaven er der etableret et spildevandslav under foreningen.22 En detaljeret driftsmanual fastlægger de tekniske krav og ansvarsfordelingen. Manualen specificerer bl.a. krav til rendernes dimensioner, fald (minimum 5 promille for at sikre vandføring), og tæthed for at forhindre nedsivning i den forurenede jord. Den foreskriver også konkrete vedligeholdelsesopgaver som ugentlig opsamling af affald og årlig slåning af kantvegetation for at sikre, at systemets kapacitet opretholdes.28 Denne model skaber ikke kun en teknisk løsning, men også en social infrastruktur, der bygger på fælles ansvar og ejerskab blandt bydelens aktører.
Del 4: LAR-Løsninger i en Bredere Kontekst
Musicon-projektet er ikke et isoleret fænomen, men en del af en voksende international bevægelse, der søger at gentænke byers håndtering af regnvand. Ved at se på den overordnede filosofi og eksempler fra ind- og udland kan Musicon-casen sættes i perspektiv som et dansk frontløber-eksempel på en global tendens.
Filosofien bag LAR: At Genskabe Naturens Cyklus i Byen
LAR er en forkortelse for Lokal Afledning af Regnvand. Begrebet dækker over en bred vifte af metoder, hvis fælles formål er at håndtere regnvand så tæt som muligt på det sted, hvor det falder. I stedet for den traditionelle tilgang med hurtigst muligt at lede vandet væk i underjordiske rør, sigter LAR-løsninger mod at efterligne naturens egen vandcyklus ved at forsinke, nedsive og fordampe vandet lokalt.2
Denne filosofi er ikke unik for Danmark. Internationalt anvendes lignende begreber, der dækker over den samme grundtanke:
Sustainable Drainage Systems (SuDS): Dette er den britiske betegnelse, som lægger vægt på bæredygtigheden i afvandingssystemerne.31
Green Infrastructure (GI): Dette er et udbredt amerikansk begreb, der ser regnvandshåndtering som en integreret del af byens samlede “grønne infrastruktur” af parker, træer og andre naturbaserede elementer.33
Uanset navnet er de grundlæggende principper de samme:
Kildekontrol: Håndter regnen, hvor den lander (f.eks. på et grønt tag eller i en permeabel belægning).
Overfladehåndtering: Gør vandet synligt og håndter det på overfladen, hvor det kan bidrage til bymiljøet.
“Management Train”: Anvend en serie af løsninger i trin (f.eks. fra tagrende til regnbed til kanal til bassin), hvor vandet gradvist forsinkes og renses på sin vej gennem bylandskabet.32
Internationale Forbilleder og Danske Implementeringer
Den globale bevægelse mod naturbaseret regnvandshåndtering har resulteret i en lang række inspirerende projekter.
Pionerprojektet: Augustenborg, Malmø Et af de tidligste og mest anerkendte eksempler er byfornyelsesprojektet i Augustenborg i Malmø, som blev påbegyndt i 1998. Bydelen, et socialt udsat boligområde fra 1950’erne, var plaget af massive og hyppige oversvømmelser på grund af et underdimensioneret kloaksystem og en lerholdig jordbund. Gennem en holistisk indsats implementerede man 10.000 m² grønne tage og et omfattende system af åbne kanaler, damme og vådområder. Resultaterne var transformative: Oversvømmelsesproblemerne forsvandt, den totale regnvandsafstrømning blev reduceret med 20%, og biodiversiteten i området steg markant. Lige så vigtigt var det, at projektet, som involverede beboerne tæt, skabte et fornyet ejerskab og stolthed. Fraflytningen faldt med 20%, og problemer med hærværk og graffiti forsvandt næsten fuldstændigt. Augustenborg blev et internationalt forbillede, der demonstrerede, at LAR-løsninger kan være en motor for både miljømæssig og social revitalisering.35 Mangfoldigheden i Danmark Inspireret af internationale erfaringer og drevet af et stigende pres fra klimaforandringer, er LAR-løsninger i dag udbredt i mange danske kommuner og antager en bred vifte af former, tilpasset lokale forhold:
Vejbede og Klimaveje: I byer som Aarhus, Viborg og Galten anlægges vejbede langs veje for at opsamle og nedsive regnvand. I nogle tilfælde omdannes hele veje til “klimaveje” med permeabel asfalt, der lader vandet trænge igennem til et underliggende drænlag.36
Multifunktionelle Parker og Pladser: Ligesom i Musicon er der en voksende tendens til at designe parker og byrum med en dobbeltfunktion. Et eksempel er klimatilpasningsprojektet sØnæs i Viborg, hvor et tidligere stadionområde er omdannet til et rekreativt vådområde, der både fungerer som park og som et stort forsinkelsesbassin for regnvand fra bymidten.36
Store Bassiner og Søer: For at håndtere regnvand fra større oplande etableres ofte store regnvandsbassiner eller kunstige søer i byens udkant, som f.eks. Glisholm Sø i Odense. Disse anlæg fungerer som store buffere for kloaksystemet og kan samtidig designes med rekreative og naturmæssige værdier.36
Private Løsninger på Egen Grund: En væsentlig del af LAR-strategien er at engagere private grundejere. Mange kommuner og forsyningsselskaber opfordrer aktivt boligejere til at afkoble deres tagrender fra kloakken og i stedet håndtere regnvandet lokalt ved hjælp af simple løsninger som faskiner (underjordiske kassetter, hvor vandet kan sive fra), regnbede, grønne tage eller regnvandstønder til havevanding.29
Udviklingen inden for LAR viser en klar bevægelse fra at se det som en række enkeltstående, tekniske installationer (en faskine i en have) til at anskue det som et fundamentalt princip for bydesign. Erfaringerne fra projekter som Musicon og Augustenborg viser, at den største værdi opnås, når vandhåndtering tænkes ind fra de tidligste faser af byplanlægningen og integreres fuldt ud med landskabsarkitektur, social planlægning og trafikløsninger. Dette markerer en modning af feltet, hvor ingeniørkunst, økologi og byplanlægning smelter sammen for at skabe helhedsorienterede og mere værdifulde byrum.
Del 5: Analyse af Økonomi, Miljø og Klima
Implementeringen af LAR-løsninger indebærer et skift fra traditionel “grå” infrastruktur til “blå-grøn” infrastruktur. Dette skift har vidtrækkende konsekvenser for økonomien, miljøet og byernes klimaresiliens. En fuld forståelse kræver en analyse, der ser ud over de umiddelbare anlægsomkostninger og medregner de mangeartede fordele og potentielle ulemper.
De Økonomiske Perspektiver: En Investering i Resiliens
En af de mest afgørende faktorer for udbredelsen af LAR er økonomien. En snæver sammenligning af anlægsomkostninger kan være misvisende; en totaløkonomisk betragtning, der inkluderer driftsomkostninger, merværdi og undgåede omkostninger, er nødvendig for at vurdere den reelle rentabilitet.
Cost-Benefit Analyse
Anlægsomkostninger: Flere studier indikerer, at anlægsomkostningerne for LAR-løsninger ofte er konkurrencedygtige eller endda lavere end for traditionel kloakering, især i nye byudviklingsområder, hvor de kan integreres fra starten. Et britisk casestudie fra Lamb Drove i Cambridge viste en besparelse på ca. 10% på anlægsudgifterne ved at vælge en SuDS-løsning frem for et traditionelt rørsystem.40 For den enkelte grundejer er forskellen ofte endnu mere markant. Etablering af en privat LAR-løsning som en faskine eller et regnbed koster typisk i omegnen af 10.000-20.000 kr., mens en fuld separatkloakering på egen grund kan løbe op i 40.000-100.000 kr..41
Drifts- og Vedligeholdelsesomkostninger: LAR-anlæg er ikke vedligeholdelsesfrie. De kræver løbende tilsyn og pleje, såsom rensning af render og riste for blade og affald, lugning i regnbede og periodisk oprensning af bassiner for akkumuleret slam.42 Disse omkostninger skal indregnes i den samlede økonomi. De kan dog opvejes af reducerede driftsomkostninger på rensningsanlæggene, som skal behandle mindre vandmængder, og potentielt lavere omkostninger til vedligehold af komplekse pumpesystemer.44
Merværdi og Undgåede Omkostninger: Den sande økonomiske fordel ved LAR-løsninger bliver først tydelig, når man medregner de mange co-benefits og undgåede omkostninger. En vellykket implementering kan føre til øgede ejendomsværdier i områder med attraktive blå-grønne byrum. Den skaber rekreativ værdi og kan forbedre folkesundheden. Vigtigst af alt er dog de undgåede omkostninger: hver krone investeret i forebyggelse af oversvømmelser sparer samfundet for mange flere kroner i udgifter til udbedring af skader på bygninger og infrastruktur. Desuden kan effektiv klimatilpasning på sigt føre til lavere forsikringspræmier for ejendomme i risikoområder.45
En central barriere for udbredelsen af LAR er netop denne udfordring med at kvantificere de “bløde” værdier. En traditionel anlægsøkonomi sammenligner kun omkostningen ved selve afvandingsfunktionen. Et traditionelt rør har én funktion: at lede vand væk. Et LAR-anlæg har mange: afvanding, rekreation, biodiversitet, mikroklimaregulering og pædagogisk værdi. For at træffe de bedste samfundsmæssige beslutninger er det afgørende at anvende totaløkonomiske modeller, der kan prissætte de mange fordele, som LAR-løsninger leverer.
Finansiering og Incitamenter I Danmark finansieres klimatilpasning af spildevandssystemerne primært af forbrugerne gennem spildevandstaksterne.48 For at motivere private grundejere til at bidrage til den samlede indsats, har mange kommuner og forsyningsselskaber indført økonomiske incitamenter. Typisk kan en grundejer få refunderet en del af sit tilslutningsbidrag – ofte op til 40% – hvis alt regnvand fra ejendommen afkobles fra det offentlige kloaksystem og håndteres lokalt på grunden.39
Miljø- og Klimagevinster: Mere end blot Afvanding
De miljø- og klimamæssige fordele ved LAR er betydelige og rækker langt ud over blot at forhindre oversvømmelser.
Klimatilpasning og Resiliens: LAR er en fundamental strategi til at gøre byer mere robuste (resiliente) over for konsekvenserne af klimaforandringer. Ved at forsinke og opmagasinere regnvandet lokalt, aflastes kloaksystemet under skybrud, hvilket markant reducerer risikoen for oversvømmelser i kældre, på veje og i lavtliggende byområder.39
Forbedret Vandkvalitet: Ved at adskille regnvand fra spildevand forhindrer LAR-systemer de forurenende overløb fra fælleskloakker. Derudover kan naturbaserede elementer som regnbede og vådområder fungere som effektive, naturlige filtre, der renser overfladevandet for forurenende stoffer, inden det siver ned til grundvandet eller ledes ud i søer og vandløb. Dette beskytter vandmiljøet og forbedrer vandkvaliteten.13
Øget Biodiversitet: LAR-anlæg introducerer vand og grønne områder i bymiljøer, hvor de ellers er fraværende. Korrekt designede regnvandsbassiner med flade, varierede brinker, beplantning og udlagte sten eller dødt ved kan skabe værdifulde levesteder for padder, insekter, fugle og planter. Ved at praktisere en mere ekstensiv drift, f.eks. ved at begrænse græsklipning og anvende næringsfattig jord, kan man fremme væksten af vilde, hjemmehørende blomster og dermed styrke den lokale biodiversitet betydeligt.52
Udfordringer og Risici ved Åbne Vandsystemer
Selvom fordelene er mange, er implementeringen af åbne vandsystemer i tætte byrum ikke uden udfordringer og risici, som skal håndteres professionelt for at sikre anlæggenes langsigtede succes og sociale accept.
Drift og Vedligehold: LAR-anlæg er levende systemer, der kræver løbende vedligeholdelse for at fungere optimalt. Tilstoppede indløb, tilgroede bede eller en overdreven ophobning af slam og affald i bassiner kan nedsætte anlæggets hydrauliske kapacitet og renseevne. Det er derfor afgørende, at der fra starten udarbejdes en klar og finansieret plan for drift og vedligehold, som inkluderer regelmæssig inspektion, rensning af riste og render, pleje af beplantning og periodisk oprensning af bassiner.43
Potentielle Gener: Selvom LAR-anlæg generelt forbedrer bymiljøet, kan der opstå midlertidige gener. Især oprensning af regnvandsbassiner, hvor slam graves op fra bunden, kan medføre støj- og lugtgener for de nærmeste naboer i anlægsperioden.51 Bekymringer om myggeplage fra stående vand kan også opstå, men i velfungerende bassiner med en vis vandcirkulation og et etableret økosystem med naturlige fjender (f.eks. fisk og guldsmedelarver) er dette sjældent et reelt problem.
Sikkerhed og Druknefare: Den mest alvorlige og diskussionsskabende risiko ved åbne vandsystemer er faren for drukneulykker, især for små børn.59 Denne risiko er reel og skal tages dybt alvorligt i alle faser af design og drift. At minimere denne risiko er en central forudsætning for social accept. Vigtige sikkerhedstiltag omfatter:
Sikkert Design: Anlæg bør designes med meget flade skråninger (anbefalingen er ofte maksimalt 1:5), så det er let at komme op af vandet. Vanddybden nær kanterne bør være minimal, og pludselige, usynlige dybdeændringer (“drop-offs”) skal undgås.61
Fysisk Sikring: Større rørindløb og -udløb skal sikres med riste, der forhindrer, at børn kan kravle ind.63 I visse tilfælde kan hegn være nødvendigt, men det anses ofte for at forringe den rekreative og æstetiske værdi og er ikke altid den bedste løsning ved anlæg, der ligner naturlige søer.60
Information og Udstyr: Tydelig skiltning, der informerer om vanddybde og anlæggets funktion, samt tilgængeligt redningsudstyr som redningskranse ved større, permanent vandfyldte bassiner, er vigtige elementer i en samlet sikkerhedsstrategi.61
Succesfuld implementering afhænger således ikke kun af solid ingeniørkunst, men i lige så høj grad af gennemtænkt landskabsarkitektur, klar kommunikation og borgerinddragelse, der kan skabe tryghed og social accept af at leve tættere på vandet.
Konklusion og Fremtidsperspektiver
Denne rapport har dokumenteret en fundamental evolution i håndteringen af overfladevand i byer. Rejsen fra middelalderens åbne rendestene til det 20. århundredes skjulte, underjordiske kloaknet var drevet af akutte sundhedskriser og et ønske om at fjerne spildevandet fra byrummet. I dag står vi over for en ny krise i form af klimaforandringer, som afslører sårbarhederne i netop den infrastruktur, der engang var løsningen. Presset fra mere ekstremt vejr tvinger os til at gentænke vores strategier.
Den traditionelle, “grå” infrastruktur er under pres og suppleres og erstattes i stigende grad af synlige, naturbaserede og multifunktionelle LAR-løsninger. Dette markerer et paradigmeskifte: Regnvand anskues ikke længere som et affaldsprodukt, der hurtigst muligt skal bortskaffes, men som en værdifuld ressource, der kan bidrage positivt til byens liv, miljø og robusthed.
Casestudiet af Musicon i Roskilde står som et fremtrædende dansk eksempel på dette skifte. Projektet demonstrerer, hvordan en holistisk tilgang, drevet af både visioner og praktiske begrænsninger, kan omdanne tekniske og miljømæssige udfordringer til en katalysator for at skabe innovative, værdifulde og resiliente byrum. Ved at integrere regnvandshåndtering med rekreative funktioner, æstetik og socialt ansvar, har Musicon skabt en løsning, der er mere end summen af dens dele.
Fremtiden for urban afvanding er utvivlsomt “blå-grøn”. Byer over hele verden vil i stigende grad integrere vandelementer (blå) og beplantning (grøn) som en central del af deres udviklingsstrategier. LAR, SuDS og Green Infrastructure er ikke længere niche-løsninger forbeholdt særlige demonstrationsprojekter; de er ved at blive en fundamental og nødvendig strategi for at skabe byer, der er bæredygtige, klimasikrede og attraktive at leve i. Den fortsatte udfordring ligger i at accelerere denne omstilling gennem intelligent og helhedsorienteret planlægning, udvikling af totaløkonomiske modeller, der kan kvantificere de mange fordele, samt en stærk politisk vilje til at investere i en mere resilient og levende fremtid.
Lang Historie: Fabrikken var aktiv i over 60 år på grunden i Roskilde, fra cirka 1940 til 2004.
Flere Navne: Gennem sin levetid skiftede fabrikken navn og ejerskab, fra Betonvarefabrikken Sjælland A/S (1941) til KH Beton (1947) og til sidst Unicon (1988).
National Betydning: I 1990’erne var fabrikken en afgørende leverandør af betonelementer til Danmarks største anlægsprojekter: Storebæltsbroen og Øresundsbroen.
Socialt Samlingspunkt: Fabrikken var en af Roskildes største arbejdspladser og havde et stærkt socialt sammenhold, hvilket stiftelsen af Unicon’s SeniorKlub i 1995 vidner om.
Strategisk Lukning: Fabrikken blev ikke lukket pga. økonomiske problemer, men som en konsekvens af byudvikling. Roskilde Kommune købte den 250.000 m² store grund i 2003 for at skabe en ny bydel.
I over tres år var et 250.000 kvadratmeter stort område i det sydlige Roskilde et pulserende industrielt hjerte. Lyden af tunge maskiner, synet af høje cementsiloer og den konstante trafik af lastbiler var en integreret del af byens identitet. Dette var hjemstedet for betonvarefabrikken, der i sin mest kendte form bar navnet Unicon. Fabrikkens historie er mere end blot en lokal fortælling; den er et mikrokosmos af Danmarks industrielle udvikling i det 20. århundrede. Det er en historie om, hvordan råstoffer i jorden formede et landskab, hvordan pionerånd og teknologisk innovation skabte en national gigant, og hvordan den uundgåelige dynamik mellem by og industri til sidst førte til en transformation, der banede vejen for fremtiden.
Fabrikkens skæbne var forseglet af dens geologi, længe før den første beton blev støbt. Før 1900 var området en del af Roskilde bymark, primært brugt til landbrug. Men omkring århundredeskiftet afslørede undersøgelser, at undergrunden var rig på sand og grus – de essentielle råstoffer for en ny byggealder. Agerlandet blev omdannet til et arret, industrielt råstoflandskab, og en aktiv grusgrav opstod. Placeringen af en betonfabrik netop her var en logisk konsekvens; ved at placere produktionen ved kilden til råstofferne kunne man minimere omkostningerne og maksimere effektiviteten. Denne tidlige industri satte dog også sine miljømæssige fodspor. I en periode fra 1959 til 1965 blev to af de udtjente grusgrave på området anvendt som kommunal losseplads for alt fra dagrenovation til storskrald, en arv i jorden, som årtier senere skulle håndteres i skabelsen af den nye bydel Musicon.
Selve betonproduktionen tog sin spæde start omkring 1940, og midt under 2. Verdenskrig, i 1941, blev Betonvarefabrikken Sjælland A/S formelt stiftet. Det var en satsning i en tid præget af usikkerhed, men også et blik frem mod en forventet efterkrigstid med et enormt behov for byggematerialer. Et afgørende vendepunkt indtraf i 1947, da den lokale fabrik blev opkøbt af den landsdækkende industrigigant KH Beton, som var en del af F.L. Smidth-koncernen. Dette løftede fabrikken fra en lokal aktør til en strategisk brik i et nationalt industriimperium.
Med KH Betons indtog blev Roskilde-fabrikken et centrum for innovation. Stifteren, Kristian Hindhede, var en sand pioner, der i 1926 havde revolutioneret branchen med idéen om fabriksfremstillet, kvalitetskontrolleret beton. Han opfandt endda den roterende betontransportholder, “Beton-kanonen”, for at løse transportudfordringen. Denne innovationskraft smittede af på fabrikken i Roskilde. Produktionen, der var startet primitivt, blev nu specialiseret med separate haller til rør, pæle og bloksten. Et af de mest succesfulde produkter blev de fabriksfremstillede “KH-trapper”, som blev en mærkevare i efterkrigstidens hastigt voksende etagebyggerier. Fabrikken leverede også avancerede facadeelementer til store boligbebyggelser og var med til at forme det moderne Danmarks byggede miljø.
I 1988 konsoliderede F.L. Smidth-koncernen sine otte betonselskaber under ét fælles navn: Unicon. De velkendte blå og hvide striber blev malet på siloerne i Roskilde, og fabrikken trådte ind i sin storhedstid. Det var i Unicon-æraen, i 1990’erne, at fabrikken nåede sit absolutte højdepunkt i national betydning. Da Danmark bandt landet sammen med sine hidtil største infrastrukturprojekter, var det med beton fra Roskilde. Fabrikken var en central leverandør af specialiserede betonelementer til byggeriet af både Storebæltsbroen og Øresundsbroen. Dette var ikke blot en teknisk bedrift; det var en kilde til enorm lokal stolthed. Medarbejderne på gulvet kunne med rette sige, at de var med til at bygge det moderne Danmark.
Denne nationale betydning blev spejlet i fabrikkens lokale rolle. Gennem årtier var Unicon-fabrikken en af de største og mest stabile private arbejdspladser i Roskilde. Den enorme grund summede af aktivitet og var en livsnerve for hundredvis af familier i lokalområdet. Det unikke vidnesbyrd om den stærke sociale samhørighed er stiftelsen af Unicon’s SeniorKlub den 14. juni 1995. Klubben blev stiftet på initiativ af medarbejderne selv med det formål at “bevare og uddybe pensionisternes kontakt med hinanden og til Unicon A/S”. Ledelsen bakkede op med lokaler og midler til årlige julemiddage og bankospil i kantinen. At en sådan klub opstod nedefra og fortsatte med at eksistere selv efter fabrikkens lukning, vidner om, at Unicon var mere end en arbejdsplads; det var en social institution.
Men ingen industriel æra varer evigt. Lukningen af Unicon-fabrikken var ikke en historie om økonomisk fiasko, men om den uundgåelige dynamik i en by i vækst. Gennem anden halvdel af det 20. århundrede ekspanderede Roskilde by mod syd. Nye boligkvarterer og store uddannelsesinstitutioner rykkede tættere på. Det, der engang var en afsidesliggende grusgrav, lå nu midt i et byudviklingsområde. Den støjende og støvende produktion, kombineret med tung lastbiltrafik, blev i stigende grad “problematisk” i et moderne bymiljø. Fabrikken var blevet en anakronisme i sit eget nabolag.
Afviklingen var en bevidst og strategisk beslutning. I 2003 købte Roskilde Kommune den 250.000 kvadratmeter store industrigrund af Unicon for 58 millioner kroner. Kommunen så en større fremtidig værdi i arealet som et nyt, levende bykvarter – kimen til det, der skulle blive Musicon – end i den fortsatte industrielle produktion. I løbet af 2004 fraflyttede Unicon endeligt grunden, og en mere end 60 år lang industrihistorie på stedet var definitivt forbi. Støvet lagde sig i de enorme, tomme produktionshaller, der stod tilbage som tavse vidner om en svunden tid.
Arven fra denne betongigant er dobbelt. Det fysiske aftryk er indstøbt i utallige broer, fundamenter og trapper over hele Danmark – et varigt vidnesbyrd om fabrikkens produktive kraft. Men det sociale aftryk er mindst lige så dybt forankret i Roskildes lokale historie. I generationer var fabrikken et omdrejningspunkt for hundredvis af familier. Fortællingen om Unicon i Roskilde er dermed en fuldendt cirkel: fra råstof i jorden til fundamentet for nationens infrastruktur, og til sidst tilbage til jorden, der nu danner grobund for et nyt kapitel af byliv og kultur.
Faktaboks: 5 Vigtige Punkter om Betonfabrikken
Lang Historie: Fabrikken var aktiv i over 60 år på grunden i Roskilde, fra cirka 1940 til 2004.
Flere Navne: Gennem sin levetid skiftede fabrikken navn og ejerskab, fra Betonvarefabrikken Sjælland A/S (1941) til KH Beton (1947) og til sidst Unicon (1988).
National Betydning: I 1990’erne var fabrikken en afgørende leverandør af betonelementer til Danmarks største anlægsprojekter: Storebæltsbroen og Øresundsbroen.
Socialt Samlingspunkt: Fabrikken var en af Roskildes største arbejdspladser og havde et stærkt socialt sammenhold, hvilket stiftelsen af Unicon’s SeniorKlub i 1995 vidner om.
Strategisk Lukning: Fabrikken blev ikke lukket pga. økonomiske problemer, men som en konsekvens af byudvikling. Roskilde Kommune købte den 250.000 m² store grund i 2003 for at skabe en ny bydel.
Betongigantens Arv: Fra Industriel Vugge til Kreativ Bydel
I over tres år var et 250.000 kvadratmeter stort område i det sydlige Roskilde et pulserende industrielt hjerte. Lyden af tunge maskiner, synet af høje cementsiloer og den konstante trafik af lastbiler var en integreret del af byens identitet. Dette var hjemstedet for betonvarefabrikken, der i sin mest kendte form bar navnet Unicon. Fabrikkens historie er mere end blot en lokal fortælling; den er et mikrokosmos af Danmarks industrielle udvikling i det 20. århundrede. Det er en historie om, hvordan råstoffer i jorden formede et landskab, hvordan pionerånd og teknologisk innovation skabte en national gigant, og hvordan den uundgåelige dynamik mellem by og industri til sidst førte til en transformation, der banede vejen for fremtiden.
Fabrikkens skæbne var forseglet af dens geologi, længe før den første beton blev støbt. Før 1900 var området en del af Roskilde bymark, primært brugt til landbrug. Men omkring århundredeskiftet afslørede undersøgelser, at undergrunden var rig på sand og grus – de essentielle råstoffer for en ny byggealder. Agerlandet blev omdannet til et arret, industrielt råstoflandskab, og en aktiv grusgrav opstod. Placeringen af en betonfabrik netop her var en logisk konsekvens; ved at placere produktionen ved kilden til råstofferne kunne man minimere omkostningerne og maksimere effektiviteten. Denne tidlige industri satte dog også sine miljømæssige fodspor. I en periode fra 1959 til 1965 blev to af de udtjente grusgrave på området anvendt som kommunal losseplads for alt fra dagrenovation til storskrald, en arv i jorden, som årtier senere skulle håndteres i skabelsen af den nye bydel Musicon.
Selve betonproduktionen tog sin spæde start omkring 1940, og midt under 2. Verdenskrig, i 1941, blev Betonvarefabrikken Sjælland A/S formelt stiftet. Det var en satsning i en tid præget af usikkerhed, men også et blik frem mod en forventet efterkrigstid med et enormt behov for byggematerialer. Et afgørende vendepunkt indtraf i 1947, da den lokale fabrik blev opkøbt af den landsdækkende industrigigant KH Beton, som var en del af F.L. Smidth-koncernen. Dette løftede fabrikken fra en lokal aktør til en strategisk brik i et nationalt industriimperium.
Med KH Betons indtog blev Roskilde-fabrikken et centrum for innovation. Stifteren, Kristian Hindhede, var en sand pioner, der i 1926 havde revolutioneret branchen med idéen om fabriksfremstillet, kvalitetskontrolleret beton. Han opfandt endda den roterende betontransportholder, “Beton-kanonen”, for at løse transportudfordringen. Denne innovationskraft smittede af på fabrikken i Roskilde. Produktionen, der var startet primitivt, blev nu specialiseret med separate haller til rør, pæle og bloksten. Et af de mest succesfulde produkter blev de fabriksfremstillede “KH-trapper”, som blev en mærkevare i efterkrigstidens hastigt voksende etagebyggerier. Fabrikken leverede også avancerede facadeelementer til store boligbebyggelser og var med til at forme det moderne Danmarks byggede miljø.
I 1988 konsoliderede F.L. Smidth-koncernen sine otte betonselskaber under ét fælles navn: Unicon. De velkendte blå og hvide striber blev malet på siloerne i Roskilde, og fabrikken trådte ind i sin storhedstid. Det var i Unicon-æraen, i 1990’erne, at fabrikken nåede sit absolutte højdepunkt i national betydning. Da Danmark bandt landet sammen med sine hidtil største infrastrukturprojekter, var det med beton fra Roskilde. Fabrikken var en central leverandør af specialiserede betonelementer til byggeriet af både Storebæltsbroen og Øresundsbroen. Dette var ikke blot en teknisk bedrift; det var en kilde til enorm lokal stolthed. Medarbejderne på gulvet kunne med rette sige, at de var med til at bygge det moderne Danmark.
Denne nationale betydning blev spejlet i fabrikkens lokale rolle. Gennem årtier var Unicon-fabrikken en af de største og mest stabile private arbejdspladser i Roskilde. Den enorme grund summede af aktivitet og var en livsnerve for hundredvis af familier i lokalområdet. Det unikke vidnesbyrd om den stærke sociale samhørighed er stiftelsen af Unicon’s SeniorKlub den 14. juni 1995. Klubben blev stiftet på initiativ af medarbejderne selv med det formål at “bevare og uddybe pensionisternes kontakt med hinanden og til Unicon A/S”. Ledelsen bakkede op med lokaler og midler til årlige julemiddage og bankospil i kantinen. At en sådan klub opstod nedefra og fortsatte med at eksistere selv efter fabrikkens lukning, vidner om, at Unicon var mere end en arbejdsplads; det var en social institution.
Men ingen industriel æra varer evigt. Lukningen af Unicon-fabrikken var ikke en historie om økonomisk fiasko, men om den uundgåelige dynamik i en by i vækst. Gennem anden halvdel af det 20. århundrede ekspanderede Roskilde by mod syd. Nye boligkvarterer og store uddannelsesinstitutioner rykkede tættere på. Det, der engang var en afsidesliggende grusgrav, lå nu midt i et byudviklingsområde. Den støjende og støvende produktion, kombineret med tung lastbiltrafik, blev i stigende grad “problematisk” i et moderne bymiljø. Fabrikken var blevet en anakronisme i sit eget nabolag.
Afviklingen var en bevidst og strategisk beslutning. I 2003 købte Roskilde Kommune den 250.000 kvadratmeter store industrigrund af Unicon for 58 millioner kroner. Kommunen så en større fremtidig værdi i arealet som et nyt, levende bykvarter – kimen til det, der skulle blive Musicon – end i den fortsatte industrielle produktion. I løbet af 2004 fraflyttede Unicon endeligt grunden, og en mere end 60 år lang industrihistorie på stedet var definitivt forbi. Støvet lagde sig i de enorme, tomme produktionshaller, der stod tilbage som tavse vidner om en svunden tid.
Arven fra denne betongigant er dobbelt. Det fysiske aftryk er indstøbt i utallige broer, fundamenter og trapper over hele Danmark – et varigt vidnesbyrd om fabrikkens produktive kraft. Men det sociale aftryk er mindst lige så dybt forankret i Roskildes lokale historie. I generationer var fabrikken et omdrejningspunkt for hundredvis af familier. Fortællingen om Unicon i Roskilde er dermed en fuldendt cirkel: fra råstof i jorden til fundamentet for nationens infrastruktur, og til sidst tilbage til jorden, der nu danner grobund for et nyt kapitel af byliv og kultur.
Området “Syd for Banen” i Roskilde er præget af både historisk og nutidig jordforurening.
De største forureningskilder er tidligere industri, jernbanedrift og lossepladser.
Flere veje er direkte kortlagt som forurenede – bl.a. Valmuevej og Sygehusvej.
Hele området er klassificeret som lettere forurenet, hvilket medfører særlige regler ved jordarbejde.
Beboere kan leve trygt i området ved at følge enkle forholdsregler og kende deres rettigheder.
Et område med mange lag Området “Syd for Banen” i Roskilde er ikke bare en samling boligveje – det er et stykke byhistorie, hvor industri, jernbane og boligliv har eksisteret side om side i over 100 år. Denne blanding har sat sine spor i jorden. I dag ved vi, at mange grunde i området er forurenede – nogle med dokumenteret forurening, andre med mistanke om det. Og selv de grunde, der ikke er direkte kortlagt, er stadig omfattet af regler for lettere forurenet jord.
Hvad betyder det, at jorden er forurenet? Når en grund er “kortlagt”, betyder det, at myndighederne har registreret en mulig eller konstateret forurening. Det sker på to niveauer:
V1: Mistanke om forurening, f.eks. hvis der tidligere har ligget et autoværksted. V2: Der er fundet forurening i jorden, som kan være sundhedsskadelig. Derudover er hele Roskilde byzone – inkl. “Syd for Banen” – områdeklassificeret som lettere forurenet. Det skyldes mange års byaktivitet, trafik og opvarmning med kul og olie.
De største forureningskilder Forureningen i området stammer især fra fem typer kilder:
Industriområder: Veje som Industrivej, Håndværkervej og Metalvej har huset virksomheder med olie, benzin og kemikalier.
Musicon-området: Tidligere betonfabrik og losseplads, hvor der blev fundet store mængder forurenet jord.
Jernbanen: Spild af olie og brug af tjæreprodukter har sat sig i jorden langs banen.
Tidligere erhverv: Renserier, slagterier og benzinstationer har efterladt klorerede opløsningsmidler og tungmetaller.
Lossepladser: Særligt Hedeland Deponi og gamle fyldpladser i Musicon har bidraget til kompleks forurening.
Flere veje i området er direkte berørt:
Valmuevej har en grund med konstateret forurening (V2). Sygehusvej og omegn er omgivet af op mod 50 kortlagte grunde. Industrivej og Håndværkervej ligger i hjertet af det gamle industrikvarter. Rabalderstræde i Musicon er bygget på oprenset lossepladsjord. Andre veje – som Ejboparken, Hedeboparken og Østre Ringvej – ligger tæt på mange forurenede grunde og er derfor indirekte berørt.
Hvad er det, der forurener? De vigtigste forureningsstoffer i området er:
Klorerede opløsningsmidler (TCE og PCE): Bruges i renserier og metalindustri. Kan fordampe og trænge ind i boliger.
PAH’er (tjærestoffer): Stammer fra jernbane, røg og asfalt. Skadelige ved hudkontakt og indtagelse.
Tungmetaller (bly, cadmium, arsen): Findes i gammel maling, affald og industri. Ophobes i kroppen.
Olie og benzin: Typisk fra værksteder og jernbane. Kan forurene grundvand og indeklima.
Hvad betyder det for dig som beboer? Selvom det kan lyde alvorligt, er der ingen grund til panik. Der findes klare regler og gode råd, som gør det muligt at bo trygt i området:
Dæk bar jord i haven med græs eller fliser. Brug højbede til grøntsager – ikke den lokale jord. Vask hænder efter havearbejde og leg. Anmeld jordflytning til kommunen, hvis du graver mere end 1 m³ jord op.
Hvis din grund er kortlagt
Er din grund V1-kortlagt, har du ret til at få den undersøgt gratis af Region Sjælland inden for ét år. Er den V2-kortlagt, skal du søge tilladelse, før du bygger eller graver. Du har også pligt til at informere ved salg eller udlejning.
Sådan finder du ud af, om din grund er forurenet
Du kan selv tjekke din adresse på Region Sjællands hjemmeside eller Danmarks Arealinformation. Her kan du hente en officiel jordforureningsattest, som viser, om din grund er kortlagt.
Et område med historie – og ansvar
Jordforureningen i Roskilde Syd er ikke tilfældig. Den er et resultat af byens udvikling – fra industri og jernbane til moderne boligområder. Det er en del af vores fælles historie. Men det er også en påmindelse om, at vi skal tage ansvar for den jord, vi bor på. Med viden, omtanke og de rette forholdsregler kan vi sikre, at Roskilde fortsat er et godt sted at bo – også syd for banen.
