Jakobskirken 50 år – 5 podcast

Denne artikel sammenfatter centrale indsigter fra interviews med nøglemedarbejdere i anledning af Jakobskirkens 50-års jubilæum i april 2024. Dokumentet afdækker, at Jakobskirken er en markant anderledes kirke end den traditionelle landsbykirke, formet af en stærk “pionerånd” fra dens grundlæggelse i 1974. Kirkens DNA er kendetegnet ved en dyb forankring i lokalsamfundet, en udtalt “folkelighed” og et exceptionelt samarbejdsklima blandt medarbejderne.

De centrale temaer er:

• En Pionerkirke: Skabt i et nyt byområde, hvor menigheden og personalet fra starten var med til at forme kirkens indhold og aktiviteter, hvilket resulterede i et bredt og aktivt engagement.

• Folkelighed og Tilgængelighed: Kirkens moderne arkitektur, musikalske profil med fokus på fællessang og populærmusik samt dens mangeartede aktiviteter er designet til at nedbryde barrierer og invitere alle indenfor.

• Unikt Arbejdsmiljø: Alle interviewede fremhæver et fantastisk kollegialt fællesskab, hvor man hjalp hinanden på tværs af faggrænser, og hvor rollerne ofte var mere flydende og omfattende end formelle jobbeskrivelser.

• Tilpasning og Udvikling: Kirken har gennemgået en betydelig udvikling fra de hektiske pionerår til en periode med stilstand og frustration i 2000’erne, for derefter at genfinde sin relevans gennem en ny strategi baseret på at lytte til lokalsamfundet og skabe relationer.

Jakobskirken fremstår som en levende og dynamisk institution, der kontinuerligt formår at engagere sit lokalsamfund ved at være relevant, åben og villig til at eksperimentere, samtidig med at den bygger på et stærkt fundament af fællesskab og gensidig tillid.

Introduktion: En Kirke Skabt af Pionerånd

Jakobskirken, indviet den 14. april 1974, blev grundlagt i et nyt byområde “syd for banen” i Roskilde. I modsætning til etablerede sogne med århundredgamle traditioner, opstod Jakobskirken med en udpræget “iværksætterånd og pionerånd”. Tidligere præst Frede Tramm beskriver, hvordan den linje, der blev lagt fra starten, var “en aktivistisk linje og en bred åben linje”, som han fandt det nemt at tilslutte sig, da han ankom i 1977.

Denne pionerånd betød, at menigheden og personalet i fællesskab definerede, hvad kirken skulle være ud over de ugentlige gudstjenester. Sognepræst Mogens Ohm Jensen påpeger, at et bredt engagement fra bydelens indbyggere var med til at forme indholdet i de nye lokaler. Det var ikke kun kirkeåret, der satte dagsordenen, men i lige så høj grad en holdning fra indbyggerne om at “mødes om noget, der giver mening”.

De Interviewede Nøglepersoner

Analysen bygger på interviews med fem centrale medarbejdere, hvis erfaringer tilsammen dækker hele kirkens 50-årige historie:

Kirkens DNA: Folkelighed og Fællesskab

Et gennemgående træk ved Jakobskirken er dens fokus på at være folkelig og tilgængelig. Dette kommer til udtryk i alt fra bygningens arkitektur til de aktiviteter, der finder sted.

Arkitektur og Atmosfære

Jakobskirkens bygning er moderne og adskiller sig markant fra traditionelle kirkebygninger. Mogens Ohm Jensen fremhæver, at selvom den udefra ligner “nogle firkantede kasser”, er kirkerummet “smukt,” “nært,” og “højtideligt”. En afgørende arkitektonisk detalje er, at der kun er én murstens højdeforskel mellem gulvet og alterområdet. Dette signalerer, at “præsten ikke er særlig ophøjet” og taler i øjenhøjde med menigheden, hvilket understøtter en dialogbaseret tilgang.

Organist Henrik Bjørnum supplerer, at bygningen inviterer til noget andet end traditionelle kirker: “Jakobskirken kan noget andet. Den kan egentlig gøre tærsklen mindre for almindelige mennesker.” Kirketjener Johannes Andreassen nævner desuden, at kirkerummet er let ommøblerbart, hvilket giver stor fleksibilitet i forhold til forskellige arrangementer.

Musikalsk Profil

Den folkelige tilgang er særligt tydelig i kirkens musikalske liv. Henrik Bjørnum fortæller, hvordan han ved sin ansættelse fik at vide af Johannes Andreassen: “Du skal lave det, som de ikke laver i domkirken.” Dette førte til en erkendelse af, at hans niche var det folkelige. I dag fokuserer han på “højskolesang og fælles korarrangementer og den popupkor med gasolin og arbejdsange.” Højskolesangaftenerne er ekstremt populære og kan samle op til 50-60 mennesker selv på en regnvejrsdag. Dette står i kontrast til en ambition om at være koncertorganist og understreger kirkens ønske om at skabe deltagende og fællesskabsorienterede musikoplevelser.

Et Væld af Aktiviteter

Kirken huser et bredt spektrum af aktiviteter og foreninger, der vidner om dens centrale rolle i lokalområdet:

• Seniorklubben: Startet i de tidlige år og samler stadig op til 80 deltagere.

• Roskilde Gospelsingers: Et selvstændigt gospelkor med 25-års jubilæum, som øver i kirken og bidrager til to årlige gospelgudstjenester.

• Foreningen “Syd For Banen”: En lokalhistorisk forening, som Mogens Ohm Jensen var med til at stifte, og som bruger kirkens lokaler.

• Andre grupper: Nørklecaféen, Anonyme Alkoholikere, KFUM-spejderne og FDF bruger også kirkens faciliteter, hvilket cementerer dens funktion som et lokalt samlingspunkt.

Et Unikt Arbejdsmiljø og Tværgående Roller

Alle interviewede beskriver en arbejdsplads præget af et enestående sammenhold og en vilje til at løfte i flok.

Samarbejde og Kollegialitet

Frede Tramm beskriver sin tid i Jakobskirken som “noget af den bedste tid, jeg har haft i min karriere, det vil jeg sige. Det var måske den bedste endda.” Han fremhæver det “fantastiske samarbejde” mellem præster, kirketjener og organist. Karen Groth, tidligere kordegn, stemmer i: “Jeg synes, vi har haft et fantastisk kollega imellem hinanden… for mit vedkommende kunne jeg ikke ønske mig en bedre arbejdsplads.” Hun understreger, at man hjalp hinanden på tværs af jobfunktioner: “Jeg så ikke så nøje på, om det var kontorarbejde eller det var lige at hjælpe lidt med en kost eller et eller andet.”

Frede Tramm nævner også vigtigheden af, at præsternes ægtefæller bakkede aktivt op og deltog i kirkens liv, hvilket bidrog til fællesskabsfølelsen.

Udvidede Jobfunktioner

Den tætte samarbejdskultur førte til, at medarbejderne ofte påtog sig opgaver langt ud over deres formelle stillingsbeskrivelser.

• Johannes Andreassen (Kirketjener): Fik efter samtale med biskoppen dispensation til at undervise konfirmander i 20 år for at aflaste præsterne. Han startede og drev desuden en succesfuld ungdomsklub, der fastholdt mange unge i kirkens miljø.

• Karen Groth (Kordegn): Tog initiativ til at tage ud til flygtningecentret i Avnstrup for at registrere nyfødte børn, da flygtningene var tøvende med at komme til kirken. Hun organiserede indkøb af legetøj for at opbygge tillid og løse opgaven.

• Præsten som “Headhunter”: Både Frede Tramm og Karen Groth fortæller, hvordan de blev “headhuntet” til deres stillinger af præsten Hans Peter Vandal, hvilket vidner om en uformel og proaktiv rekrutteringskultur.

Strategi og Tilpasningsevne: Kirkens Udvikling

Jakobskirken har ikke været en statisk institution. Den har gennemlevet forskellige faser og har måttet tilpasse sig ændrede demografiske og kulturelle forhold i lokalområdet.

Pionerårene og de Unge

I perioden fra 1970’erne til 1990’erne var kirken præget af et stort børne- og ungdomsarbejde. Med tre skoler i sognet var der op til ni konfirmandhold om året. Johannes Andreassens ungdomsklub var afgørende for at fastholde de unge efter konfirmationen. Frede Tramm beskriver det som en “fantastisk en god overgang” fra konfirmand til leder i klubben.

Et Vadested i 2000’erne

Mogens Ohm Jensen beskriver, hvordan kirken stod i et “vadested”, da han blev ansat i 2008. Pionergenerationen var blevet ældre, børnetallet i bydelen var faldet, og de gamle klubaktiviteter fungerede ikke længere. Tiden var løbet fra modellen, da de unge nu brugte kommunale fritidsklubber. Dette skabte en periode med “frustrationernes år”, hvor kirken ifølge Mogens “ikke længere var så meget i trit med sit lokalområde, som den havde været.”

Nutidig Strategi: Lytning og Relationer

For at genfinde sin relevans gennemgik kirken en strategisk forandring. Mogens Ohm Jensen forklarer, at det ikke længere var nok, at præsten havde en god idé. I dag handler det om “at arbejde i relationer og arbejde med det, som man i fællesskab kan se kunne være relevant.” Kirken skulle blive bedre til at lytte til, hvad folk i lokalområdet selv ønsker at skabe.

Dette har ført til:

• En ny frivillighedskultur, hvor også yngre engagerer sig.

• En aktiv mediepolitik med brug af sociale medier.

• Fokus på partnerskaber med lokale aktører som FDF, skoler og foreninger.

• Arrangementer som Kim Larsen-gudstjenester og deltagelse i Roskilde Ring-træf, der bygger bro mellem det folkelige og det kirkelige.

Personlige Perspektiver og Erfaringer

De personlige fortællinger giver et unikt indblik i kirkens liv og de mennesker, der har formet den.

• Frede Tramm fortæller om sin tid som præst i Etiopien under hungersnød og revolution. Disse oplevelser, hvor han så mennesker dø af sult, gav ham et dybt perspektiv på meningsløshed og tro. Han fremhæver også det meningsfulde arbejde med at starte en af landets første sorgrupper i Jakobskirken, hvor deltagerne hjalp hinanden, og hvor latteren kunne følge efter tårerne.

• Johannes Andreassen giver en detaljeret fortolkning af kunsten af Hein Heinsen på væggen i kirkerummet. Han forklarer symbolikken i de 10 guldplader som menneskelivet, den stiplede linje som dødens grænse, det sorte “skrammel” som lidelsen, og hjulet som Kristus, der deler tiden i to. Hans fortælling illustrerer en dyb personlig tilegnelse af kirkens rum.

• Henrik Bjørnum beskriver sin faglige udvikling fra en ung, ambitiøs konservatorieuddannet organist til en musiker, der har fundet sin plads i det folkelige. Hans dedikation ses i, at han som 60-årig stadig går til klaverundervisning for at forbedre sit spil og bedre kan formidle musikken til fællesskabet.

• Karen Groth fortæller om den historiske begivenhed, da Jakobskirken som en af de første indførte elektronisk kirkebog. Det var en “hel ceremoni”, hvor repræsentanter fra Kirkeministeriet var til stede for at observere implementeringen. Hun beskriver sit job som sit “livsjob”, hvilket understreges af, at hun stadig kommer i kirken flere gange om ugen som pensionist.

Denne podcast fejrer Jakobskirkens 50-års jubilæum ved at interviewe Johannes Andreassen, en tidligere kirketjener, som var ansat fra kirken åbnede i 1974 og blev i stillingen i 33 år. Samtalen belyser kirkens tidlige historie, herunder byggeprocessen og de unikke udfordringer, som den nye kirke stod overfor, såsom gulvtæpper dækket af byggestøv før indvielsen. Johannes deler detaljer om sit arbejde, der strakte sig langt ud over traditionel pedelvirksomhed; han var en aktiv del af kirkens liv, havde en dispensation fra biskoppen til at undervise konfirmander i 20 år og startede et omfattende ungdomsarbejde med klubber og lejre. Derudover forklarer han den moderne kirkekunst af Hein Heinsen i kirkerummet, herunder symbolikken i ti guldplader, der repræsenterer menneskelivet og det sorte, lidelsessymboliserende kors. Afslutningsvis diskuterer de den selvledende struktur på kirken som arbejdsplads, hvor menighedsrådet fungerer som arbejdsgiver uden en fast direktør i Johannes’ tid.

Denne kilde er et udvalg fra et interview med organisten Henrik Bjørnum i anledning af Jakobskirkens 50-års jubilæum, hvor omdrejningspunktet er kirkens unikke, folkelige musikprofil. Bjørnum, som har været tilknyttet kirken i mere end 30 år, forklarer, at han tidligt måtte revidere sine egne høje, klassiske ambitioner, da kirkens daværende leder instruerede ham i at fokusere på “noget andet” end domkirken – nemlig højskolesang og fælleskor. Denne niche med folkelig musik, der inkluderer arrangementer som popup-kor og tematiske gudstjenester (fx Kim Larsen), vækker glæde hos Bjørnum, der også værdsætter menighedens stærke opbakning til hans kreative projekter. Interviewet berører desuden Bjørnums daglige virke, herunder hans modtagelse af klaverundervisning og samarbejdet med lokale musikmiljøer.

Dette uddrag præsenterer et dybdegående interview med Karen Groth, en mangeårig kordegn ved Jakobskirken, der beretter om sine 30 år i stillingen. Hun beskriver, hvordan hun blev overbevist om at tage jobbet, trods manglende formel uddannelse, gennem en dispensation fra Kirkeministeriet og hendes tidligere erfaringer med regnskab og administration i kirkesammenhæng. Et centralt tema er kordegnens brede og administrative rolle, der spænder fra regnskabsføring og sekretærarbejde for menighedsrådet til at sikre orden og yde personlig assistance til præsten under kirkelige handlinger. Et særligt bemærkelsesværdigt og følelsesladet kapitel i hendes karriere var registreringen af nyfødte flygtningebørn fra flygtningecenter Avnstrup, hvor hendes indsats for at skabe tillid hos flygtningefamilierne gennem uddeling af legetøj blev belønnet med et håndlavet brev med en fredsdue, hvilket hun beskriver som den største tak. Endelig understreges hendes store trivsel og dedikation til arbejdspladsen, som hun betragter som sit livs job, hvilket afspejles i hendes fortsatte tætte tilknytning til kirken.

Uddraget er en samtale med præsten Mogens Ohm Jensen fra Jakobskirken i Roskilde, hvor han reflekterer over sin karriere og kirkens unikke rolle i lokalsamfundet. Jensen, der har været præst i sognet siden 2008, beskriver skiftet fra et tidligere embede, hvor han havde svært ved at adskille sit privatliv og præstegerning, til Jakobskirken, der ligger en kilometer fra hans anonyme præstebolig, hvilket har gjort det nemmere at finde balancen. Kirkens styrke ligger i dens DNA som pionerkirke og bydelskirke, hvor frivilligt engagement og en ligeværdig dialog mellem præst og menighed er central. Dette muliggør et bredt spektrum af aktiviteter og samarbejdsrelationer, såsom Kim Larsen Sing Along-gudstjenester og partnerskaber med lokale spejdere, idet kirken konstant søger meningsfuld relevans i lokalområdets livserfaringer. Jakobskirkens arkitektur, med minimal niveauforskel mellem prædikestol og alterområde, symboliserer denne samtale i øjenhøjde, hvilket Jensen mener er afgørende for at opretholde kirkens funktion som et inspirationscenter for tro, håb og kærlighed.

Podcast-interviewet markerer Jakobskirkens 50-års jubilæum ved at tale med Frede Tramm, en af kirkens to første præster, om hans spændende karriere og pionerånd i kirken. Tramm blev i 1977 headhuntet til Jakobskirken af sin kollega Vandal, efter at have tilbragt seks år som præst i Etiopien, hvor han oplevede ekstrem nød og politisk uro. Han reflekterer over det fantastiske samarbejde og den særlige aktivistiske og åbne linje, der prægede Jakobskirken, især dens succes med at fastholde unge mennesker gennem klubber og aktiviteter. Tramm beskriver præsteembedet som både udfordrende og dybt meningsfuldt, særligt hans arbejde med at etablere en af landets første kirkelige sorggrupper, hvilket han fremhæver som en utrolig værdifuld opgave. Efter årene i Roskilde flyttede han til Faxe, og senere, som pensionist, var han vikarpræst for Danske Sømandskirker i Australien, hvor han oplevede den samme stærke fællesskabsånd som i Jakobskirken.